Samson mærkede hvordan hans overkrop pludselig var godt våd over det hele men det rørte ham ikke. Kulden var ikke til stede, eller.. det sørgede han for at den ikke fik lov til. Samson hævede øjenbrynet en anelse da hun nævnte at hun ledte efter ham, og var blevet henvist til ham. Hvem kunne det mon være? Det kunne vel ikke være tossen fra skoven, som han nu egentlig meget godt kunne lide, selvom hun var forholdsvist gammel? For ikke at sige.. en ældre kvinde. Hun havde tydeligvist formået sig at sprede denne annonce, og hun skulle kun gøre det hvis hun så en mulighed i det slags folk, som hun ville støde ind i gennem tiden.
Samson smilte lidt. Det kunne ses at han kendte til noget omkring dette med, at blive henvist til ham, men han kommenterede ikke yderligere på det. Gad vide hvad hun havde opsnuset. Hvad kunne denne elver have at byde på? Det var der kun en måde at finde ud af.

"Så det ville du mene?" høfligheden var der ikke meget tilovers af. En kvinde til i banden. De havde allerede en, men hvad havde hende her, som Lucia ikke havde?
Samson kom til at tænke på bandes medlemmer hele vejen igennem, og tænkte på de forskellige præsentationsformer de hver i sær havde.
Hans ansigtsudtryk blev så alvorligt.

"Ved du overhovedet, hvad banden i sig selv kan præstere? Ved du overhovedet hvad vi allerede HAR?" Det kunne lyde som om, at Samson opfattede dette som en fornærmelse, at Tara havde hørt at der var brug for hjælp.

"Vi har ikke brug for hjælp. Men omvendt, er det heller ikke helt tosset at se på, hvad du kan byde på som andre ikke kan?" Samsons stemme var mørk og kølig at høre på, men der var alligevel en snær af interesse i stemmen.

"Hvad er dit navn?"

Taras ellers meget venlige og imødekommende blik blev mere og mere spidst, Samson havde tydeligvis undervurderet hendes evner på forhånd, og hans måde at tale på var ikke just hendes kop te, på den anden side var det her en mulighed kun idioter ville smide fra sig, i hvert fald efter 100 års flakken omkring. "Mit navn er Tarasika Keen!" sagde hun, denne gang en anelse mere kort for hovedet, der var slet ingen mandspersoner der skulle rende om hjørner med hende, slet ikke når de kun havde vekslet få ord.
"Det kan godt være at jeg ikke kender alt til jeres gruppe, men jeg kunne finde ud af det så let om en leg. Fælles for de fleste af jer er desuden gods, masser af penge, ikke sandt?" hun hævede spørgende et øjenbryn mens hun løsnede en lille pose fra siden og kastede den til Samson, der ville finde en mindre formue af ædelsten og guld.
"Jeg kan lokalisere alting, menneske, genstande, sågar en bestemt sten hvis jeg leder længe nok. Jeg kan finde ud af hvor det er, eller i tilfælde af at det er en person, finde ud af hvad vedkommende foretager sig.!" hun trak på skuldrene "Desuden er jeg tankelæser, jeg kan trænge ind i sindet på folk og finde ud af alting om dem, eller hvad de nogensinde har tænkt sig, deres fortid, alting, med én berøring!" Tara smilede skævt, hun vidste udemærket godt hvor unik hendes evne var, ikke så underligt, hun havde brugt to og et halvt århundrede på at udvikle den.
"Men hvis i ikke har brug for hjælp er det jo bare .... ærgeligt!" Tara trak på skuldrene som om det ikke var hendes skyld, før hun sendte et overbevisende smil til Samson. Havde han et problem kunne hun sikkert finde arbejde andetsteds, Mørkets Lord ville sikkert betale en rig sum, ikke nødvendigvis i penge, for oplysninger som de færreste kunne levere.

Samsons ansigtsudtryk afslørede store spor af at han var imponeret af hendes evner. Hendes holdning var alligevel ikke så fratrædende og usikker som han først havde regnet med i hendes fremtræden. Hun havde derimod lige bevist det modsatte og det behagede ham. Han ville se handlekraftige personer, der ville yde for at nyde, og måske stod netop sådan en kvinde foran ham nu.

"Nuvel,Tarasika Keen" Brummede Samson og gjorde et lille nik med hovedet som hilsen. Da hun så fremskyndede at de nok ikke havde brug for hjælp ændrede hans ansigtsudtryk sig gevaldigt.

"Jeg har aldrig nogensinde sagt, at vi ikke kan bruge en ekstra hånd!" Samson var på kanten til at snerre af hende, men holdt inde med sin snerren og brugte i stedet sin kølige tone. Han så hende på en måde lidt som en trussel. Hun kunne læse tanker og læse minder. Det vidste han ikke hvordan han skulle forholde sig til, men samtidig kunne han også godt se det som en fordel. Samson selv gemte på minder som hun til enhver tid kunne knuse ham med. Det var hans største bekymring.
Samson smilte en lille smule blegt, men han ville ikke have at hun skulle forlade dette sted. Der skulle tydeligvis snakkes med hende lidt.

"Kom indenfor.. Vejret er ikke til for at stå herude.." Samson fandt det passende at gå ind. Ikke fordi det generede ham at stå der og få regn på sig, men han kunne tværtimod se på hende, at det nok ville passe hende ganske godt. Han trådte til side, og hvis hun fulgte med ham, lukkede han porten og gik op mod borgen hvor døren dertil blev åbnet for hende, så hun kunne træde indenfor som den første af de to.

Tara løftede øjenbrynene i et udtryk der ganske kort godt kunne minde om bedrevidene, men gik så forbi Samson med et lille nik. Et eller andet sted kunne han vel heller ikke brokke sig, hun havde levet væsentligt længere end ham, desværre havde hun ikke rigtigt haft noget konstruktivt at bruge de mange oseaner af tid på.
Forholdsvis hurtigt fik hun bevæget sig op til borgen, hun var begyndt at fryse for længe siden, så at komme ind i varmen var ikke noget hun ville brokke sig over! Kort skævede hun tilbage til Samson, hun vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle forholde sig til ham, hun vidste ikke engang hvilke evner han besad, hun ville så nødig løbe ind i en grim overraskelse.
Kort før hun trådte ind i Borgen tog hun kappen af, den var blevet mange kilo tungere grundet vandet, og dermed dét mere besværlig at vade rundt i.

Samson havde siddet inde i spisesalen i længere tid nu. På bordet var der et par fade, som man tydeligt kunne se var blevet mere eller mindre tømt, på nær af nogle få rester.
Samson sad tilbagelænet i sin stol, for enden af bordet, med benene smidt op over bordkanten, så fødderne var ude over bordpladen. Han var godt mæt, hvilket altid gav ham et meget bestemt og alvorligt udtryk. Det var ikke ligefrem "nemt" at spise så meget mad. Det trættede alligevel på sin helt egen særlige måde.
På denne dag, havde han kaldt både Tara og Kravenoh til sig. Dog havde han bedst Kravenoh at komme først. Han kunne godt forestille sig hvordan Tara ville reagere, så derfor tænkte han, at det nok var bedst i den rækkefølge. Hun skulle nok mere have chokket med det samme. Den opgave der ventede dem, var en opgave som han lige følte, var en opgave til dem. Det var de to han havde kunnet komme i kontakt med. Nu var det deres tur til at bevise overfor ham, at de ville kunne kæmpe sammen mod en anden. Samson var ikke just glad for det, men sådan var det, og om der så var slåskampe på borgen mellem dem, det var op til dem selv. Så længe det ikke blev til mord, og så længe at de ellers ville kunne arbejde sammen.
Samson satte sine fingerspidser op mod hinanden og pressede dem let ind mod hinanden så toppen af hans fingre blev bøjet en anelse sådan så de lå fladt mod den modsatte hånds modsatte fingerspis.
De skulle have det på den hårde måde. Begge to. De skulle ikke være i tvivl om, hvad der skulle til at foregå.

kravenoh dukker op lige ude foran spisesalens dør han vidste godt at samson vil snakke med ham om et eller andet hvilke han synes osse var på tide da det var langtid siden de sidst havde snakket måkse vil han sige undksykd eller et eller andet, fra samson's side. han åbner døren ind til salen og ser samson sidde i hans stole og dovne den som den leder han nu var hvilke osse var fair, da det var ham der var boss.

Han ser sig omkring da han kommer der ind og ser et godt sted at stå og få snakket med samson fra for han vil ikke stå foran ham, for så er det næste som om han bestemmer over ham på en hel anden måde ind det kravenoh vil ha han skal gøre, så han stiller sig over i et hjørne og læner dig godt op af muren og ser så på samson med et blik der siger: nå hvad så vil du sige noget: men på en venlig måde, og ser så afventene op på samson



((sorry mit korte indlæg))

Samson sætter sit ene ben ned på gulvet, som før var slynget yd over bordkanten. Han læner sig en smule frem, da han ser døren åbne sig. Da skikkelsen af Kravenoh nu kommer til syne, dukker der et lille smil frem på Samsons læber, veltilfreds.
Samson læner sig atter tilbage, da den store tunge egetræsdør giver et ordentlig klik som et signal på, at døren nu er helt lukket. Han føler Kravenoh med øjnene og rejste sig ganske kort tid efter, Kravenoh havde sendt Samson "blikket".
"hmn" kom det fra ham i det Samson rejste sig fra sin stol, som om det på en eller anden side morede ham lidt, ved Kravenohs entre.

"Godaften, Kravenoh" Begyndte Samson kølig og fattet, velvidende om, hvad der skulle til at se. Han havde vidst ikke særlig meget tid til at få fortalt Kravenoh det hele, men så vidst som han regnede med, så ville det være omkring på slaget, at Tara ville ankomme, i tids nok til at kunne få talt færdig med Kravenoh. Det var nu vigtigt.

"Nu skal du høre, jeg har en opgave til dig, og jeg kan vel regne med dig?" Samson gik mod Kravenoh og stillede sig foran ham og betragtede ham. Han betragtede Kravenohs øjne, for det var dem der talte sandheden. Kravenoh var stadig tildels ny i banden og ligeså Tara.
... Det forholder sig sådan, at jeg mødte en fyr ved navn Denaro. Han har udfordret banden til at vise, hvad dets medlemmer er i stand til. Derfor, har jeg valgt dig til denne opgave. Du skal kæmpe mod Denaro. Udfordringen lød på, at kampen skal finde sted i en ørken. Denne Denaro har her en fordel, ser du.. for han behersker tydeligvis sand. Og idét han har en fordel der, mente han, at det kun var retfærdigt hvis to skulle kæmpe mod ham, da han så sandet som endnu en "mand"."[/b] Samson holdt lidt inde for at holde øje med Kravenohs udtryk, og om han i det hele taget gik med til denne udfordring.

((samtalen er slut. Og det omtalte plot er dermed rykket frem, så her stopper Kravenoh og Samsons samtale.))