Træder først nu et skridt tilbage.
Smiler atter oprigtigt. Kan slet ikke lade være.
,, Vi kender ikke hinanden..." Hvisler jeg monotont.
,, Vi har aldrig mødt hinanden..." Fortsætter jeg i samme tonefald.
,, Men..." Noget liv dukker op i min stemme. Næsten begejstring.
Vinden suser om ørene på os.
Træder endnu et skridt bagud, og væk fra hende.
,, Jeg har set dig før..." Fastslår jeg så energisk.
Endnu et skridt bagud.
Ikke lange skridt, men små korte skridt, blot for at lave en smule afstand.
,, Men det var ikke derfor jeg gennemskuede dig... "Hvisler jeg så atter i et monotont, og toneløst tonefald.
,, nej som kat gav du mig skam tegn nok på at du ikke helt var hvad du udgav dig for..." Hvisler jeg med en ligegyldig mine.
,, Men jeg genkendte dig straks i menneskeskikkelse..." Fastslår jeg og bider mig let i underlæben, som kedet jeg mig.
Men keder mig er det sidste jeg gør.
Mit hjerte hamre hårdt i hendes nærværd.
At bedrage hende er min største lykke.
Krystallandet
