Har du selv nogle, jeg bør kende til? Ganske elegant listede han sig udenom svaret, og måske for første gang i en rum tid, var der noget i spørgsmålet, der ramte et svagt sted i Corinths facade. Skabte en sprække. Et sted, hvor han blev taget i overraskelse. Om han havde. Det lå i hele stemningen omkring dem, da han trak en rulle op på bordet. Det lå i hvert et blik han følte fra Viktor, som kunne det brænde hul igennem hans tøj. Måske også sjæl, hvis man troede på den slags. Så mange uvaner. 
Corinth åbnede rullen, og hev et papir ud med en tør lyd af tyktpresset pergament, et leende fnys at give fra sig. Et lille forsøg på at grine med - haha, hvad - der samtidigt.. fik ham til at grine lidt oprigtigt. "Alt for mange" summede han, og kiggede endelig tilbage på hans magelige skikkelse. 

Afstanden havde givet plads til at føle jorden under sine fødder. Men trækket var der konstant, som en insisterende lille hvisken i udkanten af ens hørelse. Når han prøvede at gennemskue hvad der foregik bagved det mørke blik, var det som om at volumen på selvsamme hvisken skruedes op; sagde alt det han ville høre, men virkelig ikke burde tænke til sandhed. 

Et skævt smil blomstrede frem på de unge læber, og lidt muntert nikkede han, et blik tilbage på materialerne. Jah, der var jo det dér med at få tegnet. Corinth betragtede det lille bundt han også havde fundet frem. Der indeholdt forskellige pensler, kulstifte og blyanter i en løs sammensætning af muligheder. Hænderne hvilede et kort sekund over sløjfen der bandt det sammen, inden at det bandt det op. "Apropos, så ville jeg spørge dig om noget.." og han rullede stoffet ud, så indholdet der havde gemt sig på indersiden, blev afsløret. "Ved du hvad du vil male?" 
Corinth skævede langsomt til Alryss sønnen. Det var joh altid en større beslutning, så mange muligheder for det kreative sind. Men han vidste godt hvem han ville vælge. Se der var mange steder at sidde, poserer eller bare være - så længe han blev lidt opvartet, var tilfreds. Og måske det kunne være godt at sammenligne, til når han en dag forlod stedet igen. 

Måske var det måden han sagde det på. Eller ordene han ikke sagde, men som alligevel lå gemt i rytmen af hans åndedrag og bevægelser. Måden sårbarheden havde flakket i ham, som en tynd revne i en ellers poleret overflade. Som om han sænkede et stykke stål. Og måske havde Viktor bare bildt sig det ind - for det var hurtigt væk igen, med det korte, lidt stive grin, som gled over i noget mere ægte. Men nej… han havde ikke forestillet sig det. Det hang stadig i luften mellem dem.

Alt for mange.

Det fik Viktor til at smile blødt, næsten med varme. Han fnøs stille, lo let, og løftede blikket:
"Perfekt," han mødte Corinths øjne. "Så behøver jeg ikke være så bekymret, når mine egne dukker op." Nu med et skævere smil, mere tørt end før.

Han havde på fornemmelsen, at der gemte sig noget dybere bag manden foran ham. Noget han havde set glimte, af og til - når de fine træk blødte op i noget mindre kendt. Men det varede aldrig længe. Alle bar en maske. Viktor undrede sig over, om Corinth - inden sommeren var omme - ville lade ham få et lille kig bag sin.

Corinths stemme trak ham tilbage til atelieret, og han kvitterede med et kort smil. Ventede på spørgsmålet. "Hm..." sukkede han tungt, mens han overvejede det. Ja, hvad ville han male? Han gnubbede læberne mod hinanden, som for at viske smilet væk. Det var tid til at være alvorlig. Tage sig selv seriøst. Blikket gled søgende gennem rummet, mens han skyllede resten af vinen ned. Hans hoved føltes tomt. Og samtidig... en lille usikkerhed om sine egne evner kom snigende. Corinth havde aldrig set hans kunst. Ikke engang en skitse. Hvad nu hvis det ikke levede op til hans forventninger? 

Han trådte hen til Corinth, mens materialerne rullede sig ud foran ham. Det fik ham til at savne sit eget sæt derhjemme. Der manglede farver her.. men det vidste han jo godt. Og så, uventet, standsede hans blik på Corinths hænder.
Her i det varmere lys... så han dem anderledes. Den mørke farve på fingrene, lignede nedslået stjernekul; en mærkelig kontrast til de slanke, smidige bevægelser, der ellers hørte ham til. Det var som om mørket krøb hen over huden og blev dér, en permanent skygge på hænder, der ellers var skabt til at skabe. 

De var... smukke, tænkte han. Dem, hvis noget, ville han gerne fange på et lærred.

"Dine hænder…" Ordene kom som en tanke, der snublede ud gennem munden, og han stivnede knapt synligt, som om han selv kun lige havde opdaget, at han havde sagt det højt.
En ufrivillig grimasse gled over ansigtet. For sent.

Hænder havde altid haft en særlig effekt på ham. Men det var selvfølgelig med en kunstners øjne han så dem. Andet ville jo være... ja, alt muligt forkert. Perverst, endda.

"De er virkelig velproportionerede," sagde han hurtigt, med et kort nik - som om han prøvede at gøre det sagligt, næsten akademisk. Men blikket forrådte ham, da det dvælede et øjeblik for længe.
Han rakte hånden ud, strejfede forsigtigt den runde knogle, der stak en smule ud på ydersiden af håndleddet. Bevægelsen næsten undskyldende.
"Kunstnerhænder," forsatte han, med et let smil, som skulle signalere nørdet faglighed.
"De er... kunst." rettede han sig, og hævede blikket kort, som for at måle om det gik an. 

En lille pause.
Og så… kunne han vel lige så godt spørge, nu hvor emnet allerede var Corinths hænder.
"Og dine fingre..." Han tøvede, lod ordene forme sig langsomt. "Er det på grund af..." magi? 
Han så ned et øjeblik, som om han overvejede at trække spørgsmålet tilbage, men lod så blikket finde tilbage til Corinth. 
"Jeg kom bare til at undre mig over, hvordan de er blevet sådan." 

Hvilke uvaner Viktor bar på, ville han vidst tidsnok kunne finde ud af. Fordi muligheden eksisterede nu, og med den, potentialet til at grave dybt. Dybere end tilfældigheder tillod. Foran de røde øjne, sivede episoden fra blot få minutter siden, frem på hans nethinde, og efterdønningerne pressede insisterende på. Fascineret, men også så fandens åben overfor tanken, om at smage det igen. Smage ham. Luften blev tungt pustet ud igennem munden - det var nødvendigt - for at tvinge fokusset tilbage hos Corinth. 

Spørgsmålet havde fået en seriøs rynke til at tegne sig i den unge mands pande. Da Viktor trådte hen på siden af ham, lænede han sig lidt tilbage - som for at give ham plads til at tænke. Men han nåede ikke længere end det, da det sagte svar, som en tyv i natten, listede sig ud imellem Alryss sønnens læber. Hans.. hænder? Et svar der fik Viktor til at stivne, det havde vidst ikke været meningen. 
Men det fik ham til at smile. Især da Viktor forsøgte at redde den i land. Ah, velproportionerede. Kunstnerhænder? Ord der fik Corinth til at nikke lidt for roligt, da han ikke helt tog det som det eneste han havde at sige, men sagtens kunne lege med. Pressede læberne, leende sammen i et indvendigt grin - ah, selvfølgelig. 
Der var dog ingen protester at finde hos ham. Berøringen var som en prikkende varme, så forsigtig, som rørte han faktisk ved et kunstværk.

Men det havde måske været at forvente, at det emne, ville bringe mere med sig. 
Han registrerede det først da det var for sent. Fingrene der instinktivt, men langsomt foldedes lidt ind i håndfladen, det umærkelige ryk, da hans blik faldt på hans hånd, brudt af Viktors lyse fingrer. Reaktioner der indvendigt ærgrede ham, fordi det var en af de få ting, han havde svært ved ikke at kontrollere. Fordi han havde jo set det komme. Corinth prøvede med et lidt undskyldende smil - han var jo egentlig overrasket over, at det først var kommet nu. "Det er på grund af magien" og fingrene foldedes ud igen. Det var ikke andet end en del af magien. Corinth drejede lidt forsigtigt håndryggen. Åbnede det forsigtigt op, så han ikke trak sin egen hånd til sig - han behøvede virkelig ikke at tro, at det var noget stort. "Det ser lidt spændende ud. Men mine evner manipulere pigment, så jeg har altid tænkt, at det smittede af henover tid. Måske samlede sig stærkest, det sted hvor jeg.. slipper magien fra. Giver det mening?" og hans blik blev lidt fjernt imens han talte. Men fandt i spørgsmålet tilbage til Viktor, som et anker for fortællingen, og han sendte ham et bifaldende blik. Selvfølgelig måtte han male dem.

Løgne havde altid været lidt af en livline for Corinth. Når man fortalte dem nok gange, og til nok mennesker, endte de med at blive en ny form for sandhed - og den her var banket ind i ham, som et religiøst mantra. Men minderne der gjorde hans blik fjernt.. dem der instinktivt fik ham til at spænde op, selvom han for længst var kommet sig over noget så banalt, der var sket for evigheder siden, i barndommen. De sang om en anden historie. Dæmonblod. Det smagte af jern, det sved i kroppen - så meget af det, at hans hænder med tiden havde ændret farve. 
Men han var ikke noget specielt tilfælde. Sådan blev langt de fleste i familien trods alt behandlet; det var vilkåret for at blive fri. 

Han fortalte det med en faktuel ro - det er på grund af magien - og Viktor nikkede stille. Han havde gættet rigtigt. Men samtidig… der var noget i Corinths bevægelse, så lillebitte et rekyl at de fleste ikke ville have opfanget det. Fingrene, der kort foldede sig ind. Et næsten umærkeligt træk i huden. Blikket, der blev en smule for fjernt, til bare at være koncentration.

Andre ville nok ikke have lagt mærke til det. Men Viktor havde haft øvet sig længe i det her. Det var blevet nødvendigt omkring Frederik; fordi ordene aldrig helt stemte med det, han gjorde. Så Viktor lærte at aflæse skuldre, blikke, små spændinger i kæben. Nu gjorde han det uden at tænke. Og noget i Corinth… mindede ham om det.
Han kunne selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed. Men han gættede, at dette muligvis var et ømt punkt for ham. Læderhandsker der skjulte de kulkyssede fingre fra omverden, tænkte han. Herhjemme var han doven med det, havde Corinth fortalt. Så de kom kun frem bag lukkede døre, konstaterede Viktor. Og det gjorde, at han nu så på Corinths hænder med nye øjne.

Ikke kun øjnene fulgte håndens bevægelser - hans egne fingre strøg fjerlet over dem, som en slags ikke-berøring, præcis nok til at mærke, men ikke overskride noget. Det var sådan han forstod ting bedst... med hænderne. Han lyttede med omhu, og forsigtig nysgerrighed til forklaringen. Og så trak han sine hænder til sig igen - nu var det nok med at stå der og pille - og lænede sig afslappet mod bordet. Viktor sendte ham et lille spekulativt blik, som blev mødt af et bifaldende smil. Ét han tolkede som accept; en stille tilladelse til, at han godt måtte male Corinths hænder.

"Det giver mening," sagde han lavt og nikkede, "jeg gættede, at det nok var magien." Han lod blikket falde mod materialerne foran sig og rullede en af penslerne frem og tilbage med en finger. En rolig bevægelse, frem og tilbage, frem og tilbage, mens tankerne klikkede videre bag blikket. Det ville være synd, hvis Corinth skammede sig over dem.

Så kiggede han op igen, lidt fra siden, uden at vende hele kroppen. Et lille skævt smil i mundvigen. Og med en blidhed i stemmen, der næsten var mere kropssprog end tone: "Du behøver ikke gemme dem væk." fra omverdenen, bag læderet. Viktors blik blev hængende. Et næsten umærkeligt ryk i hans bryn, som om han vejede ordene, før han lod dem falde.
"Jeg synes, de er smukke som de er." Bare en konstatering. Sagt med samme faktuelle ro, Corinth selv havde brugt tidligere. Men det gjorde ikke ordene mindre sande.

Så trak han på skuldrene, som om han ikke havde sagt noget særligt og vippede med hagen mod staffelierne. Lidt som for at ryste noget af sig. "Nå," hans stemme fandt sin almindelige rytme igen. 
"Jeg går ud fra, at du ikke har farver?" Han trak vesten af sig og hang den over en stoleryg. Brune seler spændte let hen over skjorten. Han sendte et hurtigt smil i retningen af Corinth. Et øjeblik rystede han hænderne løse foran sig, som han plejede før han tegnede - en indarbejdet bevægelse, der havde hængt ved fra barndommen. 

Det sendte en behagelig rislen op igennem armen, de steder hvor han flygtigt følte Viktors fingrer strejfe ham. Han forstod det egentlig godt. Behovet til at se med fingrene, endnu en uvane ville mange sige for hans vedkommende, og havde indtil nu, ikke veget fra nogle af Viktors berøringer. Hvorfor gøre det nu. 
Penslens lavmælte trommen fyldte stilheden, og Corinth trak sin hånd til sig igen. Et blik på vinen, han måtte få hentet flasken fra nedenunder, og skulle lige til at foreslå det. At hente den. Men så kiggede Viktor på ham, noget alt for blidt i hans efterfølgende ord. 
Corinths blik smalledes en smule undrende. Skeptisk. Det var nok den rolige tone... som om at Viktor vidste, at der var noget i ordene, der kunne betyde lidt for meget, for Corinth. En varsom kompliment, givet til en, der måske skammede sig. Men han skulle bare vide. 
Skam.. var nok ikke ordet for det. 

Nå. Med et skuldertræk fjernede han vægten af ordene, og Corinth smilede lidt sagte for sig selv, over hvor elegant han både leverede - og eksekverede - sine komplimenter. En gave der ikke kun kunne trænes, men nok bare kom, af at kende til mennesker. Ikke for meget tid til at svare på det. Fordi rigtigt nok, passede det i hvert fald også ham, at komme på mere sikker grund. Som kunst. Farver - han manglede farver?

"Jeg kan se om der er blevet glemt noget.." men han tvivlede, langt de fleste der kom forbi til sene kunstaftener, tog deres farver med sig hjem igen. Stemmen var lavmælt, lidt hæs, og Corinth rettede sig lidt op, fulgte ham med blikket. Vesten var blevet lagt henover en af stolene, og afslørede seler, som lagde skjorten lidt tættere ind til den slanke krop. Han drejede sig omkring i samme akse, en forsinket måne efter solen, da Viktor gik hen imod staffelierne, med et glimt af behag, over synet. Mere tilbage i sit element, og Corinth kom selv i bevægelse. "Du ligner en der skal til at træne" pointerede han underholdt på vejen, da han gik forbi ham. 

Han gik dog ikke igang med at lede reelt. Corinth gik hen til døren, og fik kaldt på Merilla, der med lyden af hurtige fødder fik bevæget sig ovenpå, for at høre hvad de manglede. "Kan du hente vinen og piben nedenunder - og gerne se, om vi har nogle farver, af en art" Merillas blik gled spørgende op, men hun sagde ikke noget, da hun forsvandt ned af gangen for at tjekke. Hun kendte huset mindst ligeså godt - hvis ikke bedre - end ham. Han vidste hvad der var herinde, men hun kunne joh overraske, den kære tjener. 

"Mhm," brummede han og gned hagen. Farver eller ej - så måtte Viktor indordne sig. Han plejede at male i mere dæmpede paletter; det drømmende, næsten disede, med bløde overgange og sarte toner.
Kul havde han ikke gjort sig meget i. Heller ikke gråtone-øvelser med vinekridt eller konturstudier med sepia. Det ville blive en udfordring, hvis det eneste til rådighed var monokrome materialer. Men mon ikke det gik? Ellers kunne han altid give den mørke palette skylden for det færdige resultat. Han skulle i så fald nok lære det senere.

Bare som for at bekræfte Corinths kommentar da han gled forbi, svingede Viktor armene bagud og skød brystet frem med et lille prust - som om det virkelig var fysisk træning, han stod overfor. Hehe - og holdningen blev straks mere afslappet, hvortil han slap et lille grin. Noget kækt glimtede i blikket. 
"Er det ikke næsten det samme?" Smilet gled op i den ene side. "Fægtning og kunst har paralleller trods alt. Begge kræver en vis koncentreret elegance." Han satte hænderne i siderne og sendte et blik i retning af Lochtree-sønnen. Ganske imponeret over sig selv faktisk. Begge discipliner var et outlet. En form for kontrol og forløsning i ét. Dét måtte Corinth da kunne forstå, ikke? 

"Men, det er egentlig bare noget jeg altid har gjort siden jeg var lille - for at få spændingen ud af kroppen, tror jeg." Han pressede læberne sammen i et lille smil.

Nå.. de farver, dér. Han gik troligt rundt, spejdede efter noget, der kunne bruges. En pakke pasteller, et stykke oliekridt. Rykkede nænsomt lidt i et par effekter - små memorabilia, penselholdere og papirruller. 
"Hvad med dig?" spørgsmålet faldt let, lige efter Corinth havde kaldt på Merilla. Vin, pibe og - måske - farver. Fingrene bevægede sig varsomt, næsten respektfuldt, som om han håndterede relikvier. Det føltes halvt uhøfligt at rode i Corinths sager, men der kom ingen indvendinger. Så han fortsatte. 
"Har du da ikke et ritual, eller sådan, du gør før du maler?" Han satte en lille genstand fra sig og vendte opmærksomheden på den erfarne kunstner. 

Røgen fra tidligere havde næsten forladt kroppen, men vinen lå stadig som et varmt slør. Det hele føltes lidt blødere, lidt mere åbent. Men måske ville noget mere af nymånetobakken gøre ham mindre anspændt. Det havde trods alt taget brodden af de bekymringer, han ellers bar rundt på. 

Så fangede noget hans blik i periferien. Han drejede hovedet, bukkede sig og rakte ud efter det han havde fundet. "Aha! - se nu der." Han holdt en stump rød oliefarve mellem fingrene - gammel, knækket i den ene ende, men stadig brugbar. Det glimtede let, som en forsvunden lille skat, der havde gemt sig nær reolen.
Hans bryn løftede sig. "Det er da en start." Fnøs han underholdt. 

Paralleler? Der kunne vel findes paralleler i alt, men han underholdt tanken lidt, imens han ventede på at hun kom herop. Prøvede at mindes det han kunne af fægteturneringerne, han havde siddet som tilskuer ved. Det forekom som lynhurtige bevægelser af farlig fart, i hans hukommelse. Der var vidst regler omkring det. Hvordan man brugte deres svæ- kårder, noget med markeringer, og.. hmm. Måske han burde have fulgt mere med. Elegance, sagde han? Måske var det fordi han ikke kendte meget til reglerne, at han ikke så, hvor intrikat det egentlig var, det at fægte. 

Et tak forlod ham, og han vendte sig om i døren. Hun ville være tilbage om ikke alt for længe. Et smil blomstrede derpå frem, da han så hvor frisk det ovenikøbet også fik ham til at se ud. Opkvikket, klar på at tackle en opgave han var spændt på. Det var joh lige før sådan en energi smittede
Corinth fulgte ham med blikket, armene krydset da han lænede sig imod dørkammen. Hvad med dig? Og han kiggede lidt opad, som om at svaret gemte sig et sted i loftet. "Om jeg har nogle ritualer.." men det var svært at finde, på stående fod. "Jeg tror..." og som overraskede ikke-svaret, blinkede erkendelsen ind over Corinth Nej, Faktisk ikke. Han skitsede altid. En gang imellem, var det tilfredstillende at knække fingrene inden, men ordet ritual, tog han måske lidt for bogstaveligt, til at sætte det i dén boks. Men med et lille ryk fandt blikket tilbage på det triumferende aha der i det næste nu fyldte rummet. "Det var lige godt zalans!" grinte han forbavset, og registrerede bagved sig hvordan Merilla kom tilbage. Lidt distraheret af samtalen, var det med en flygtig lille takken at at han tog imod tingene, og vendte sig om igen - Viktor havde formået at finde farve? Herinde? 
Solen skinnede nok altid på en vinder. 

I favnen bar Corinth vinflasken, trææsken og en lille tinæske, som han mistænkte Merilla for at have gået langt ned i gemmerne, for at trylle frem. Han havde ikke set den æske i flere år, hvis det var hvad han regnede med. 
"Det kunne være man skulle lave sig et ritual. Det bringer tydeligvis held" sagt med et muntert glimt. Faktisk oprigtig glad for at Viktor fandt noget der kunne bruges. 

Lettere triumferende løftede Viktor et bryn, og smittet af Corinths begejstrede reaktion mærkede han en tilfreds prikken brede sig i brystet. Kammeratskab, kaldte han det for sig selv - men det føltes næsten som mere. Ikke noget dramatisk, ikke som foran spejlet. Bare den slags øjeblikke, hvor man griner lidt sammen, uden at behøve at forklare hvorfor.
Han lo lavt, næsten for sig selv, og smilede så bredt, at det kunne mærkes helt ned i maven. Noget i stemningen, i deres udveksling, fik det til at føles som om, han havde stået i dette rum før. Havde grinet med ham før. Som om en sommer, han ikke vidste, han længtes efter, allerede var begyndt at folde sig ud.

Det mildnede alt det, der havde sitret i ham tidligere. Den spænding, der altid fulgte med Corinths nærhed; som statisk elektricitet, der samlede sig i huden og gjorde ham klodset i kroppen. Nu var det… anderledes. Mere som en kop te, der stadig damper, men ikke længere brænder. En varme, der blev i ham, uden at kræve noget til gengæld.
Hvis det fortsatte sådan her, ville hans ophold i Lochtree ejendommen blive... ikke bare udholdeligt. Men godt. Berigende, endda.
Han skubbede tanken om spejlet væk - det blik, de hjerteslag han helst ville glemme. Det var bare vinen. Bare begejstring. Bare en gnist, som hans sekstenårige hjerne stadig bar rundt på. Et efterbillede af noget, der havde glødet engang. Så længe han holdt sig til virkeligheden - til skitser, grinene, farverne - så var der ingen fare.

"Farver har det med at komme til mig," sagde han med teatralsk højtidelighed, og de nøddebrune øjne glimtede i takt med smilet. Tydeligvis, tænkte han moret, det bragte vel held. Han betragtede oliefarven, og rullede den lille stump mellem sine fingre - skarlagenrøde nuancer havde allerede fedtet sit aftryk ind i Viktors lyse hud, som om den nægtede at give slip efter at være blevet fundet. Viktor flyttede opmærksomheden til Corinth med favnen fuld, og lagde nænsomt farven fra sig, men så han kunne finde den igen bagefter. 
"Skal du have hjælp til det der?" spurgte han muntert, og trådte Corinth i møde. Uvilkårligt gned han sine fingre sammen, og tværede farven mere ind i fingerspidserne, så den ikke ville smitte af på andet. Ikke engang startet med at male endnu, og han havde allerede fået farve på sig. Vinen balancerede lidt for skrøbeligt i Corinths favn, syntes Viktor, og han ville egentlig også bare gerne hjælpe. Gøre noget. Ikke kun kigge. Ikke kun tænke. Han hapsede derfor flasken, som en god gæst ville. 

"Ritualer er gode at have," vendte han tilbage til, med et lille træk på skuldrene, og løftede flasken lidt op. "Måske er vin dit?" tilføjede han med et skævt smil, en anelse drilsk - som om han kendte svaret, men gerne ville have Corinth til at indrømme det.
Tinæsken fangede hans blik. Sollyset dansede hen over metallet og fik den til at glimte som noget hemmeligt, næsten barnligt.
"Hvad har du der?" nysgerrighed farvede hans blik, og han satte flasken fra sig på et sikkert sted, uden helt at flytte øjnene fra Corinth.

Med lyset til at varme både ord og syn op, kunne der virkelig være noget sandhed i det. Farver har det med at komme til mig, og Corinth klukkede sagte, fordi han havde jo ret. Måden hans selskab løftede rummets ellers mørke farver, var en egenskab der tilhørte sådan nogle som ham.. dem der kunne finde farverne, og stå stolt i lyset. 
De var et hav fra hinanden. Men på nogle af kysterne, var der begyndt at bygges bro. 

Taknemmeligt tog han til gengæld imod hjælpen der blev tilbudt. Fulgte ham lidt med øjnene, da han løftede flasken op med blikket  Et prust forlod ham, øjnene smallet i det smil der skubbede hans læber lidt fra hinanden, og afviste det ikke. "Måske-måske. I dét tilfælde, burde jeg måske få lidt mere af den vin der, ikke?" Inden han fik sat den for langt fra sig. 
Med nogle små dump lagde han æskerne fra sig, og lod hånden hvile på den Viktor nævnte, observant som altid, de store brune øjne der. Den  var kølig imod huden. Nogle indprægede snirkler af et træ og runer var skåret ind i siderne af det bløde metal. 
"Det her.." og Corinth tappede den hemmelighedsfuldt, men skubbede den så hen til Viktor. ".. er en form for vandfarver. Det er lavet af Laviren familien - en skovelvisk forretning, tæt ved Lindeskoven" en fornem form for pigment, som de havde købt for at teste hans evner. Lysere farver, generelt farver, for at se om det var kvaliteten der gjorde udfaldet. 
Et mislykket forsøg, hans evner havde ikke bidt sig særlig godt fast i det blå, orange, lyserøde og hvad ellers der havde gemt sig derinde. En form for vandfarver. Det var aktiveret af vand, men kunne gløde vagt i mørket, besværget med biolumincente, glødende tråde af magi. 
Det ville nok først kunne ses i nat, hvis han valgte at bruge dem også. Men til ham at bruge, hvis han besluttede at han ville.

Måske skyldtes det solens blide nynnen, der strøg om dem som en selskabelig melodi i atelieret og tog deres bekymringer med sig. Viktor syntes at mærke det i sig selv, og måske - måske skete der også en forandring i Corinth. Det milde prust, læberne der spredte sig. Ja… lyset bragte noget godt med sig; det jagede skyggerne bort.

Og så hjalp tanken om, at deres farvel blev udskudt, sikkert også på det. Der var tid nok til at indhente det forsømte. Tid nok til at lære kunstneren, Corinth Lochtree, at kende, og endnu bedre; langt væk fra fordømmende øjne.

"Jah," han trak på det, næsten som et suk, før mundvigen gjorde et ryk, og med latter på tungen forsatte, "Ja, det bør du vel." han rynkede brynene og nikkede, som om andet ville være helt skørt, og fik i samme bevægelse fyldt de tomme glas. Hvor meget vin, han selv kunne holde til... ville tiden, utvivlsomt, vise. Så længe den bitre væske holdt sig fra hans fingre, ville den næppe forstyrre hans kunst.. men, lige nu hyggede de sig, og han ville nødig slå en streg i sandet for tidligt. 
Det her, Noget i Corinths stemme fik en effekt i Viktor; fik ham til at dreje sig mod ham, interessen glimtende i det brune blik. Han satte flasken igen, og et øjenbryn løftede sig - den form for milde spænding, pakket ind i tålmodighed - da Corinth skubbede den fornemme æske hen imod ham.
"Vandfarver?" gentog han forundret, som om han ikke helt kunne tro at det kunne eksistere her i huset. Han kørte fingrene begejstret henover de snirklede detaljer, før han sendte et hurtigt blik til Corinth. Måtte han virkelig bruge dem? Mundvigen løftede sig til et lille benovet smil før han åbnede den forsigtigt. Det virkede gammelt, næsten som et nostalgisk artefakt. Han havde aldrig hørt om Laviren familien, men det føltes alligevel som noget, der skulle behandles med omsorg. 

Blikket vandrede over de mange farver, og i kortere end et sekund, mærkede han et lille stik af hjemve. Ikke noget stort, ikke nok til at han kunne sætte ord på hvorfor. Det mindede ham bare om derhjemme. 
"Wow, Corinth," begyndte han, underligt rørt, men skjulte det bag et skævt smil. Han fandt ham med blikket, "Hvorfor bruger du ikke dem mere? Du må have haft dem længe."  

Jah der var jo ikke meget at gøre. Alt andet ville være skørt, og de usagte ord fik ham til at grine sagte. Se det var en god ping-pong, og vinen syntes at smage en smule bedre. Selskab var altid noget han nød, men flere lag kom langsomt frem hos Viktor, i takt med de talte. Og han brød sig om de skæve smil. De kække kommentarer. Når det blev ægte, var han være en som balancerede på en knivsæg af humor og hengivenhed; det var forfriskende. 
At se ham åbne æsken, var næsten som at se ham modtage noget helligt, så forsigtige hænder. Corinth lænede sig lidt op af vindueskarmens reol, mens han tog den på. Lod ham studere den, og nikkede - jah da, de var til ham - ellers var det ikke blevet skubbet hans vej. Det var næsten syndt, at de ikke blev brugt. "De fangede mig aldrig helt" smilede han lidt ærgrende. "Det er jo kriminelt at de ikke er blevet brugt mere - jeg ved det" og rakte overgivende hænderne op, varsom med ikke at skvulpe vin ud af glasset. 

Men bedre sent end aldrig, ikke? Han var frygtelig god til at se skyldig ud. En prætentiøs del af ham, sørgede for at fange lidt af det stærke eftermiddagslys med sin frie hånd, nød at holde hans fokus, da han virrede det lidt imellem de mørke fingrer, men trak dem ned da han fornemmede at joken burde være færdig. 

Varme. Prikkende varme langs skuldrene, da det sorte tøj trak sollyset til sig som kun skygger kunne gøre det. Det var begyndt at krybe godt indover hans normalt temperede skikkelse, og Corinth kastede et blik ned af brystet. Knapper til at løsne op, og hans hånd gled henover den øverste som holdt hans krave samlet, delvist for at få lidt luft, imens han talte. "Men se om de fanger dig. De har en hemmelighed til sig" lidt kryptisk sagt, men det måtte han efterhånden være vant til, og forsatte videre til den næste. Og så den efter det, til lidt under kravebenet var frigjort, et behageligt suk da han følte kulden. 
Det var en indøvet bevægelse for adelsmanden, der ikke behøvede sin anden hånd til den her form for multitasking. Vin og knapper? Han havde godt styr på begge, efterhånden. 
Og gjorde det nok også, for at gøre sig lidt mere klar til det opmærksomme blik, han var blevet så ganske glad for. 

Viktor lod hånden glide over sin mund for at dæmpe smilet, men det lykkedes elendigt. Især da Corinth hævede hænderne i den dér overgivne gestus. Jeg ved det - halvt skyldig, halvt teatralsk. Han bed sig i læben, kort og næsten irritabelt, som om han blev taget i at reagere for meget på noget så banalt. Han rystede let på hovedet. Så fjollet. Men han brød sig om det. Alt for meget. "Eller måske..." hans stemme fandt et andet leje, let og legende. "..forudså du bare, at en eller anden dag ville en ung mand med mørke krøller, stædige ambitioner og helt urimelige mængder charme få brug for dem." Han sagde det med et lille vip med hovedet, som om han godt vidste, han balancerede lige på grænsen - og morede sig over det. Et glimt af selvironi, som når han koketterede uden helt at ville indrømme det. 

De mørke fingre, der legede med lyset, fangede hans opmærksomhed igen. Skygger og silhuetter. Hånden bevægede sig som et skyggespil, som et lille teater opført for ham. Og på gulvet - en sensuel genfortælling i skyggeform, der strakte sig og foldede sig sammen i bløde ryk. Han blev hængende i det et sekund længere, end han burde. Stop.... tænkte han og ruskede op i krøllerne. Ruskede sig fri. Et lavt grin gled ud af ham, næsten trodsigt, da han lukkede tinæsken med et klik - en lyd, der næsten kaldte ham tilbage til sig selv.

De har en hemmelighed til sig.
Det lød som en vise, han havde hørt sunget før. Et mønster, der gentog sig. Mellem dem. Hemmelighederne. Han sendte Corinth et blik - ikke overrasket - men som om buegangen i brynet sagde alt: Selvfølgelig. Og smilet afslørede resten. Det var jo forventeligt efterhånden. "Der er meget herinde, der ser ud til at have dét." Han lod blikket glide fra æsken til vindueskarmen, til de brogede hænder der drejede glasset mellem fingrene. "Men jeg gætter på, du lader mig finde ud af det selv?" Han tabte derefter tråden, for da han så ordentligt på Corinth - sådan rigtigt - satte luften sig fast i lungerne. Som om nogen hældte sne ned ad hans nakke, før han nåede at reagere. De vævede mønstre i det mørke klæde glimtede som faldende stjerner, når lyset ramte dem helt rigtigt. Men det var ikke dét, der fængede. Det var huden, så lys at den virkede skåret i marmor, rammet ind af mørk silke, som lagde sig derpå som et kontrastfyldt suk. Og fingrene… de blev ved. Løsnede den ene knap efter den anden, til der blev afsløret mere, end hvad der burde for én, der i forvejen havde svært ved at få vejret.

Viktor samlede, som en indskudt sætning, en pensel op. Nærstuderede den. Som var den det vigtigste i verden. Fordi det var nemmere end at møde synet foran ham. "Det… er da også blevet ret varmt herinde, hva’." Sagt med sådan en nonchalance, at det næsten blev komisk, akavet, mens han drejede penslen i hånden - og rakte ud efter en ny for at gøre det samme med den.

Man gav lidt, man fik igen. Som tidevandets flod og ebbe, kunne Corinth se ham vokse, når han selv trak sig. Ikke i sine ord, ordene var altid til stede, så fandens nærværende at han så frem til den dag, hvor de ikke ville forlade ham igen. Men når han legede med, spirede det frem i de brune øjne. 
Når han lod som om at blikket ikke hang ved for længe, gav det selvtillid til de kække kommentarer. 
Corinth grinte lidt dæmpet. Gav ham med nogle tydelige, nik ret; helt urimelige mængder af charme. 

Han kunne sagtens finde ud af det selv, han var en kløgtig knægt, og Corinth nikkede lidt. Hvornår var måske lidt lige meget... alle havde sine egne nætter, og den elviske magi, ville ikke lade sig selv blive overset for evigt. 

Et tilfreds sus, gik med luften igennem kroppen. Corinth følte blikket næsten sætte sig galt i halsen på Alryss sønnen, i takt med at den sidste knap faldt. Som om noget helt forbudt blev sat til skue, og Corinth lo lidt sagte, bagved det opmærksomme, uskyldige smil. Var blot anelsen af hud så forbudt? Nogle gange kunne han helt glemme, hvor dybt opdragelse kunne sætte sig i dem alle. Slægters fodspor, som Viktor så hårdt prøvede at flygte fra, når han undveg Alryss ejendommene. Måske ved at flygte lige i hans favn. De metaforiske arme, stod vidt åbne - hud var nok det mindste han kunne få lov til at se - men det var museskridt han burde tage. Så.. "Jah.. jeg tænkte lige det samme" Hånden løsnede lidt af kraven i nakken og Corinth stødte sig fra vindueskanten, for at træde hen imod staffelierne. 
Lade ham få plads til at vælge den heeelt rigtige pensel, et skævt, drillende smil i mundvigen da han passerede Viktor. "Du ved.. eftermiddagsolen.." pointerede han uden at vende sig, men som et lidt mere uskyldigt grundlag for dem begge. Husets eneste rum med reelt lys, men til gengæld vældig meget af det.
Og for at bryde ham ud af sin akavede bobel, tappede han lidt tænksomt imod glasset, idet han sagde. "Nå, hvordan vil du have mig. Stående? Siddende?" og han slog ud med armen som for at sige; du vælger helt selv hvor. Han var ikke sart med sit gulv, og staffelierne kunne rykkes som han ville imellem møblerne, lyset og vinduerne. 

Jeg tænkte lige det samme, men Viktor påtog sig blot en yderligere nonchalance og så på sine pensler med et lille nik. Lidt hud skræmte ham ikke. Det var ikke dét. Han var vant til at se det; i badene efter fægtning, sommeraftener hvor vennernes skjorter sad sløset, og mere åbent. Men det var bare... at adelsmanden stod dér, rank og rolig, som om hans egen krop aldrig rigtig var noget, han behøvede at tage stilling til. Og med en finesse i fingrene så indøvet, at det kun kunne være kommet af utallige aftener, eller nætter, hvor én hånd skulle klare arbejdet alene... dét satte noget igang i Viktor. Alligevel kunne han ikke lade være med at kaste et blik efter Corinth da han trådte forbi. Det var måden, han holdt hagen… vel, som om han allerede vidste, at nogen betragtede ham. Måske håbede han endda på det. 

De ganske uskyldige ord landede som en brise i nakken på den unge junker, Du ved... eftermiddagssolen. Måden han sagde det på, afslørede, at han godt vidste, at Viktor vidste, at det ikke kun var derfor. Men Viktor kunne også spille uskyldig, og da han besluttede sig for at penslen endelig gik an, satte han den bag øret. "Det må være uudholdeligt varmt herinde, om sommeren, så." Sagt med en ny overskudsagtig energi, fundet frem af reserverne. 

Nå... den lille boble bristede, og Viktor lagde armene over kors, næsten demonstrativt til Corinths åbne arme. Hvordan vil du ha mig? Armene strammede sig straks over brystet, men folderne i ansigtet blev holdt pænt i skak. "Mhmm..." brummede han for at overdøve hvor hans tanker var på vej hen. Ned ad en forkert sti vel og mærke. 
Alt var sådan set sat frem. Med sit glas, og tinæsken med vandfarverne i hænderne, slentrede han over til Corinth. "Du vil ikke sidde? Dér, muligvis." Kom det som et slags svar, bare for at give Corinth noget selvbestemmelse, og for at sige et eller andet. Viktor pegede hen på chaiselongen. Den så behagelig ud, så mon ikke det ville være rarest for ham? ... Og havde han turdet, kunne han have sagt en anelse kækt istedet;  jeg vil have dig, siddende.

Uudholdelig var i hvert fald ét ord for det. Som en kommentar til en samtale, der foregik parallelt med en anden, mere usagt en af slagsen. To sider, men med krop og mund der sagde hvert sit. Corinth pakkede det ind, Viktor bandt en sløjfe på - og så var det hele høfligt nok, til at forsætte de lange, slet skjulte blikke, der varmede hans ryg. 
Som at puste til gløder, han kunne mærke hvordan han nød det. Hvordan der blev givet tilbage, på hvad der blev lagt ud. Og smiger kunne bære Alryss sønnen langt, men hans opmærksomhed.. den dragede ham tæt, på en måde han havde.. savnet. 

Blikket fulgte hans finger til chaiselongen, Corinth nikkede. "Så gerne" med et sidste blik på den slentrende skikkelse, lavede han et akkompagnerende lille buk til ordene. Ikke et dårligt valg hvis man tænkte på komforten, slet ikke ringe. Corinth sørgede for at sætte sig langs ryglænet i det høje hjørne, og kastede et blik på skoene. Hmm. 
"Det er rimelig imponerende af dig, sådan at kaste dig i hænder som det første..." og Corinth løsnede snørebåndene på hans støvler. Havde et øje på sit arbejde imens han talte. "Jeg plejede at gemme dem bagved ryggen, på mine værker.." og han grinte lidt dæmpet, over fortidens krummelurer, noget fornøjet i ordene. 
De var aldrig blevet pæne nok til at han ville beholde dem. Ikke sat til sammenligning med resten skitsens indhold. Som om at deres deformitet trådte tydeligere, grimmere frem, når han var rimelig god til resten af kroppen. 

Blikket røg tilbage op, og han trak den sidste af dem af, så han med et tilfreds suk trak fødderne med op i chaiselongens betræk. Det ene ben bukket, lænet ind imod armlænet, og den anden i en halv skrædderstilling. Vinen havde han stadigvæk i den ene hånd, og skulle det vise sig at Viktor ville tegne begge hænder på en gang, skulle han nok få sat den fra sig på gulvet. Men ellers var han klar, albuen støttende på armlænet, så han kunne finde en god posering til junkeren. 

Elegant kontrol lå i hver bevægelse, som en velovervejet strøm der gled ud af Lochtree-sønnen, da han bøjede sig sådan - atelieret, blev for et øjeblik, en scene, og Viktor det eneste publikum. Selv i gestussens beskedne ydmyghed lå der en doven, næsten overlegent ubesværet kant til den. Som vidste han altid præcis, hvilket skridt der kom efter det næste; og alle andre blot prøvede at følge med. 

Noget i hans ord - rimelig imponerende - fik straks den stolte side af Viktor til at strække sig som en kat i solen. Han lappede det i sig alt for let; en næsten pinlig tilfredsstillelse, som han alligevel ikke gjorde nogen indsats for at skjule. Og når rosen kom fra Corinth, fik den en særlig tyngde; som om den lagde sig et sted dybere end alle andre komplimenter. Et antydningens smil fandt vej til hans læber. Imponerende... lod ordet kærtegne det ego, han ellers forsøgte at holde nede. "Tja… jeg skal vel øve mig,” mumlede han, næsten undskyldende i smilet, "og nu har jeg jo et godt subjekt." Han tilføjede det sidste med en nærmest genert humor, som om han ikke helt turde eje sin egen begejstring.
Men da Corinth indrømmede sin tidligere kamp med hænderne, hævede Viktor brynene, overrasket, næsten forbløffet. "Det havde jeg aldrig gættet," og der sneg sig en varme ind i stemmen. "Hænder er også ret… besværlige." Et skævt smil fulgte ordene; hænder var både hans yndlingsfjender og hans foretrukne udfordring.

Corinth kom ud af skoene, og Viktor lod blikket glide rundt efter noget at sidde på. Skamlen fangede hans blik - den så næsten ud som om den havde rødder et helt andet sted end Dianthos' gader. Med hænderne fulde stak han foden ind mellem dens ben og trak den ubesværet hen foran staffeliet. Ikke at han regnede med at blive siddende. Han kunne aldrig holde sig i ro, når han først begyndte at male; han skiftede konstant mellem at sidde og rejse sig, jagtede hele tiden den vinkel der føltes rigtig.

Skiftevis gled hans blik mod Corinths tilbagelænede, næsten intenst afventende positur, og mod de ting han selv havde travlt med at arrangere. Lærred, kul, tinæsken, pensler, vin - alt blev placeret i en cirkel inden for rækkevidde. Uden at tænke over det tog han en lille slurk af glasset, før han satte det på gulvet.
"Du behøver ikke holde hænderne helt stille," sagde han, en forsigtig slags selvsikkerhed i stemmen. "Jeg skal nok fange dem med min pensel uanset." 

Hans blik fandt vej tilbage til Corinths hænder. Ikke for at studere dem akademisk, men for at forstå dem; den måde fingrene hvilede mod armlænet som om de bar på en uudtalt tanke. Lyset fra vinduet gled hen over huden, trak varme farver frem i knoerne og en dybere tone langs fingerspidserne. Farver han ville fange... En lav, overvejende lyd gled ud fra læberne. Han lod blikket glide mellem farverne i tinæsken og Corinths hænder, som om han forsøgte at finde forbindelseslinjen mellem verden og sit indre billede. Og så dansede brynene op, som klikkede det endelig. 
"Okay," sagde han lavt, som om noget i ham ændrede karakter. "Så starter vi."

Han kunne være et godt subjekt. Der var noget mere simpelt i bare at blive observeret, og selvom mange ville føle sig udsatte under så vagtsomme øjne, var Corinth flamboyant nok til at nyde det - opmærksomhed var som narreguld og han var en krage for det.
Adelsmanden satte, halv lagde sig til rette, og så frem for sig. Betragtede kunstneren der fik sat sig til rette, et lille nik, godt at vide. Essensen af dem, og Corinth smilte afventende til ham, omend det hele forekom til at gå hurtigt - så gik det langsomt -  næsten ceremonielt frem for ham. Viktor havde anrettet sine materialer, stablet det i deres egne små søjler, som var det rigtig nok et ritual der skulle til at starte. Så starter vi. 

Blikket fulgte hans arbejde da han gik i gang. Kunne ikke lade være, ved den lavmælte lyd af skriblerier henover papir. Selvsikre bevægelser når han startede, men ikke tæt nok på til at Corinth kunne se hvordan processen udviklede sig. Desværre. Det var dog ingen hast i forhold til det. Alt skulle nok nåees. 

Blikket skred hen til hans egne hænder. Studerede dem, prøvede at se det som Viktor så ved dem. En del af ham ville ønske det var så nemt - at forsvinde i de indre billeder som den anden måtte se. Han strakte fingrene lidt. "Har du tegnet andre før?" spørgsmålet summede konverserende over læberne, og han studerede de sorte negle, som kulminerede de skyggedyppede fingerspidser. Tænk at se skønhed, når alt signalerede korruption, og blikket gled endelig, efter nogle sekunder, tilbage på Viktor. 

Rosa. Fersken. Et strejf af rav dér, hvor skyggerne samlede sig. Måske lavendel et sted?
“Hm…” brummede han, som når noget næsten falder i hak. Brynene trak sig sammen i den særligt alvorlige koncentration, han bar, når han forsvandt ind i sit arbejde. Han løftede en finger og holdt den tæt på lærredet, uden at røre - bare for at forestille sig begyndelsen. Det første aftryk.

Penslen ved øret blev glemt et øjeblik. I stedet tog han en med blødere børster; en som fulgte hånden mere villigt. Alla prima -vådt på vådt- krævede hurtighed og overgivelse, og med vandfarver tørrede alt endnu hurtigere end olierne, han var vant til. Perfekt, netop fordi teknikken forhindrede ham i at dvæle. Den tvang ham til at fange en følelse, frem for en form. Til at male med den dér én-penselstrøgs-energi, hvor man ikke vender tilbage og retter.

“Om jeg har malet andre?” papegøjede han halvt, først da spørgsmålet rigtig landede hos ham. Han lænede sig en smule frem, tittede over kanten af lærredet og kastede et hurtigt blik på Corinth- og så videre ned mod fingrene, der strakte sig.

“Jo…” Han tog en langsom indånding. “Det har jeg. Mest portrætter.”
Marius. Frederiks øjne. Små skitser af folk på vejen. Og de akavede forsøg på egen nøgenstudie som han aldrig viste nogen. “Mine søskende… og sådan,” tilføjede han, mens penslen fortsatte sine strøg. Vandfarverne var lunefulde; de blødte ud, hvis han lagde bare liiidt for meget tryk. Sarte og utilregnelige - og netop derfor uendeligt fristende. Det drillede ham, snublede lige dér hvor han ville have kontrol, men det stoppede ham ikke.

Tungespidsen fugtede kort hans læbe, og han lagde penslen fra sig for at trække vejret gennem irritationen. Selerne strammede omkring skuldrene, så han skubbede dem af, lod læderet falde ned med en blød lyd. En lille rullen med skuldrene, som om friheden hjalp ham videre, og så tog han penslen ved øret og dyppede den i en ny farve.
Lavendel. En atmosfære mere end en skygge. Et drømmende skær omkring hænderne.

“For det meste skitserer jeg folk uden at de ved det,” lo han sagte. Det var sandt; hans skitseblok var fuld af stjålne øjeblikke, små gemte hemmeligheder. 

Smilet gled over i fokus igen.

Når Viktor malede, var det sjældent kroppen som den var, han gengav; men sådan som han opfattede den. Og Corinths hænder, i det lys… de havde noget levende over sig. En varme. En glød. Noget han ville prøve at gøre ligeså levende på lærredet. Drømmende. Lydløst romantisk.

Mest portrætter. Familie, søskende og sådan. Ordene kom fra en fokuseret mand, godt i gang med at gengive det han så foran sig, de nøddebrune øjne allerede flygtigt videre imens han arbejdede. Præcision var vigtig, men at turde give slip, var måske endnu vigtigere i de redskaber han havde valgt. Ingen fejl, kun heldige uheld som altid kunne blive til noget nyt. 
Corinth nikkede, og fulgte selens fald til jorden, da den blev skubbet af skulderen, stærkt forfulgt af den anden. Som frigjorde han sig selv, nu klar til at tackle mere. En ny farve, flere strøg. Frigjorde anytydninger af den slanke krop, der strakte sig med den stille rytmen af hans proces. De rødlige øjne hvilede et øjeblik længere ved de blottede arme, førhen de gled tilbage til det fregnede ansigt, i Viktors dæmpede latter. 

Der kunne man bare se. En skitseblok, kunne vel være lidt som en rigtig bog, blot skrevet på et andet sprog. Der hvor tankerne fra livet blev nedfældet. Et sprog af indtryk og gengivelser; tænk at få sit nysgerrige øje med, i Alryss sønnens tanker. Se hvor hans opmærksomhed blev trukket hen, hvis han selv skulle vælge, uden at tænke. 
Læberne deltes i et lille smil over hans lille tilståelse. "Det kan også blive nogle lidt andre typer af billeder, når man gør det på den måde.." hvilket han selv havde oplevet igennem årene. 
Når ingen vidste at man kiggede, skinnede en anden form for naturlighed igennem. Poseringer kunne blive kedeligt i længden, hvis man ledte efter noget mere, end det, som blot var smukt for øjets forfængelige natur. Han var dog heller ikke selv hævet over forfængeligheden. 

Måden Viktor greb penslen på, fik de lange muskler i underarmen til at flexe i deres helt egen lille rytme. Corinth kunne desværre ikke se under huden - men det var blandt andet en af de ting, som nok altid havde fascineret ham, når det kom til kroppen. En af de ting han blev ved med at vende distræt tilbage til, når og hvis, der ikke blev snakket direkte til ham.

I det hele taget - hvis Viktor tillod sig at fundere over det - havde tanken om at tegne Corinth prikket ham nervøst i tindingerne, allerede før de gik i gang. At betragte en anden med så fokuseret intensitet... kunne ret hurtigt blive for intimt, hvis han ikke holdt øjnene på målet.

Derfor: alla prima.

Én ting var at dvæle ved sine penselstrøg. En anden var - ham. At give øjnene fri passage, med tilladelse til at betragte alt. Det her… det var Viktors måde at holde afstand på. Det fungerede. Nogenlunde. Og han var ganske tilfreds med sig selv over at kunne forholde sig så.. ja, fattet gennem sessionen.

Viktor kastede et koncentreret blik på ham, netop som Corinths læber skiltes svagt. Blikket flyttede sig straks ned igen - hænderne, farverne, penslen. Subjektet. Han rejste sig halvt, balancerede med det ene knæ på skamlen og foden plantet solidt i gulvet. "Som om billederne... ånder mere, ja." tilføjede han, med en løftet mundvig og let rynket bryn, mens penslen arbejdede videre. De dovne seler dansede let mod hans lår. 

Hænderne tog form. Næsten færdige. Bløde penselstrøg opløste overgangene mellem hud og luft; antydede mere end de definerede. Rosatonerne gled ud i det disede lavendel, som om hænderne forsvandt i vibrerende varme tåger. Han forsøgte at skabe en sfumato-effekt omkring fingerspidserne. En hyldest til tidligere; da Corinth havde ladet lyset lege mellem sine hænder. Det kunne han ikke glemme. 
"Har du rejst meget?" spurgte han, mest for at fylde stilheden, uden at fjerne blikket fra lærredet. Viktor tog et lille sug ind gennem næsen, og satte penslen fra sig. Hovedet lagde sig let på skrå i et vurderende blik. Han manglede det mørke. Det der gjorde hænderne til Corinths. "Stilen herinde er meget... særpræget," bemærkede han, stadig halvt i sine egne tanker.

Kul... selvfølgelig. 

Viktor havde en vision. To verdener, smeltet sammen. Corinths' monokrome, og Viktors pasteller. En risiko at blande, men værd at tage. Han strøg kullet over fingrene på lærredet, langsomt, næsten andægtigt. Der var noget råt over det, som om han ridsede sandhed frem under huden. Men det var for skarpt. For koldt. Han måtte gøre det blødere.
Kullet blev lagt fra, og uden tøven førte han sin finger op til munden. Hans læber skiltes en anelse, tungen gled ud og fugtede fingerspidsen i én glidende bevægelse. En vag smag af støv og aske brændte let mod smagsløgene - mineralsk og tør.

Viktor lænede sig frem. Trak vejret ind. Ingen vej tilbage... Så tværede han sin fugtige finger henover kulstregen. Langsomt. Følsomt. Som om han kærtegnede det, der lige havde givet ham modstand. Fingeren dansede hen over lærredet i cirkler, trykkets rytme styret af en indre puls, mere end af teknik. Farven gled ud. Mørket blev levende. Fingrene på billedet syntes stadig at vibrere i sin mørkere tone - som om de netop havde rørt ved nogen, eller stod på nippet til det.

Men det var ikke nok. Uden at tænke kørte han en krølle væk fra panden - og i samme bevægelse malede han ubevidst en kulstreg tværs hen over den. Han ænsede det ikke. Øjnene var låst på lærredet. Så blev penslen fundet igen. Dyppet i mørkeblå. Et par lette strøg hen over de mørke fingerled. Nok til at åbne dem op. Corinths fingre så ud som om de var kysset af noget kosmisk. Et univers, der hvilede i én berøring.

Det var dét, han ville fange.