Jah hvor meget udebane var Aldamar af Arys egentlig på? Ganske isglat udebane, var nok den reele sandhed. Cirkus havde aldrig været en prioritet i adelslivet, og selvom han da ikke tvivlede på at de ville have fået lov, skulle hans søskende og ham have spurgt oftere (plaget), dengang de var yngre... der havde været andre ting at fokusere på. 
Desuden - gøglere var et helt andet samfundslag. Og Aldamar havde næppe været interesseret i dét liv, og hvad det kunne vise af farvepaletter. 
Ikke førhen skøgen var kommet brasende, med alt hvad det indebar af forskelligheder. Nu virkede det mere og mere tillokkende, for hver dag, måned og år der gik. 

I mængden af mennesker kunne man nok godt ane at Aldamar (alene på tøj og udseende) skilte sig mere ud end han måske burde. Men fokuseret på det var Aldamar ikke; hans blik havde travlt med nysgerrigt at betragte de forskellige typer af folk der forsamledes, og nu valfartede til teltopstillingen udenfor. 
Læberne pressedes lidt forventningsfuldt sammen, og uden at dreje blikket, rystede han en smule på hovedet så krøllerne dansede. "Vi havde enkelte forbi Zircon, men det var sjældent at jeg tog derned for at se dem" der blev trukket lidt på smilebåndet, og fyrstesønnens hånd klemte lidt om Fabians idet han drejede blikket tilbage. "Min mor plejede at inviterer de dygtigste af gøglerne op til slottet, når vi havde store arrangementer. Ilddansere, illusionister - du ved. Det stoppede i den årrække hvor Mørket invaderede vores landområder..." Aldamars øjne smalledes i aftensolen der tittede frem henover muren, som en kat der lige havde fundet en solstribe. Ikke engang snakken om Mørket virkede til at dæmpe humøret, og han smilede lidt drilskt. "Hvis nu de imponerer mig, kan det være jeg skal lufte idéen derhjemme. Har du?" 

Fabian lød interesseret på fyrstesønnens fortælling, som nok var noget forskellig fra Fabians egne oplevelser med cirkusset. Selv hvis Aldamar havde set det meget, så var han jo nok stadig blevet behandlet ganske anderledes, eller formodet at han ville være blevet det. Hvis da ikke gøglerne opførte sig pænere, så ville de nok bare gøre det værre. Nogle af dem var trods alt ikke ligefrem begejstret for adelen.

I sidste ende trak FAbian lidt på skuldrene. "Ikke meget på det sidste," indrømmede han, hans øjne gled over resten af folkene der gik sammen med dem. Der var gud og hver mand her. Ikke nogen for fin til at tage afsted åbenbart, selvom det var tydeligt den nedre middelklasse. Nogle børn der bare gerne ville se hvad de kunne, uden at skulle betale noget. De ville nok snige sig ind alligevel. "Jeg kom forbi cirkus, eller i hvert fald gøglere lidt oftere da jeg stadig boede i Medanien. Om vi kom ind på lovlig vis eller ej, det er noget helt andet," sagde Fabian med et grin. Et par gange havde han også fået charmeret sig ind. "Det var nok lidt mere imponerende da jeg var barn, har jeg lyst til at sige, men det kan jo være at tingene har ændret sig. Jeg har i hvert fald ikke været forbi et de sidste..." Han tænkte sig lidt om, og trak så endnu engang på skuldrene, og prøvede at ignorere at han havde været ved at sige ti år, hvis ikke mere. Han kunne ikke helt forholde sig til at han havde været så mange år i Dianthos efterhånden. 

Aldamars blik fik en lidt undersøgende kant da Fabian svarede ham, ikke helt sikker på om der faktisk ville komme et antal år (eller måske måneder?) ved slutningen af sætningen. Men det kom ikke. Det var dog noget tid siden at skøgen havde boet i Medanien, så meget vidste Aldamar trods alt. Og med et skjult, næsten vidende smil, lænede han sig ind til Fabian og puffede drilskt til hans skulder. 
".. de sidste mange, mange, mange år?" og han kunne ikke helt skjule glimtet i hans øjne, inden at han selv trak lidt på skuldrene, og grinte. 

"Jeg tror ikke det har ændret sig alt for meget, heh. Men, hvis de beder en frivillig om at træde til under forestillingen... kan du lige vove på at skubbe os frem" hvorvidt han mente det i sjov eller seriøs, kunne der nok gisnes en anelse om - og Aldamar vidste det nok ikke engang selv til fulde. Det ville være en forfærdelig opmærksomhed, som han ikke lige nu kunne overskue at overveje konsekvenserne af. Men samtidigt en fed oplevelse. 
Skulle det ikke skuffe. 
Den ene hånd gled op til de mørke krøller, og lidt overvejende fangede han en af lokkerne imellem de lyse fingrer. Burde han finde en form for hat, eller noget andet tøj? Måske de solgte masker eller lignende, ligegyldigt karnevals nips, og han strakte (spændt) en anelse hals for at prøve at se udover de andre menneskemasser. Ikke til meget gavn, når alle virkede til som minimum at være enten 185, foruden dværge eller halvdyrslignende racer. 

Fabian var hurtig til at finde sig selv skubbe lidt drillende med sin skulder tilbage mod Aldamar, da fyrstesønnen pointerede de mange mange år, noget som Fabian allerhelst ikke ville tænke for meget på. Han ønskede ikke at blive mindet om hvor gammel han var trods alt.
Det drilske smil blev dog kun bredere, som Aldamar pointerede at de ikke skulle være frivillige under forstillingen, og Fabian lænede sig kun længere ind imod den anden mand, som var ordene kun for Aldamar. ”Du ville ellers være yndig sådan at stå for skud som en frivillig. Næsten som en lille ungmø der stod for skud,” var dog de drillende ord der forlod ham, inden han trak sig bare en anelse væk igen, med det største smil på læberne.
Han havde dog ingen reelle intentioner om at lade Aldamar være en frivillig. Det var unødvendig opmærksomhed på fyrstesønnen, og selvom han ikke boede i byen, og nok ikke ligeså let ville blive genkendt, så var der stadig et element af at det var lidt for nemt, og det sidste Fabian ønskede var at ødelægge deres aften fordi Aldamars velfriseret udseende gav problemer.

Hans øjne blev lidt undrende, som det virkede som om at Aldamar strækte halsen bare en anelse. ”Så ivrig efter at se det?” kunne han derfor heller ikke helt lade vær med at kommentere med et lille grin.

Et tørt grin forlod Aldamar ved de lavmælte ord, og han skævede op imod det solbrune ansigt over ham, der lidt for tilfreds over sin kommentar, virkede til at trække sig op i højden igen. Ungmø for skud? Det var ikke et ord han havde hørt om sig selv, men skulle det virkelig sættes på spidsen, skulle han bestemt være den pænest af ungmøerne. Aldamars hånd gled bagom hans talje og gav hans side et lille klem, imens han fnyste. "Selvfølgelig ville jeg være yndig" påpegede han, som var det noget af det tydeligste i verden. "Men pas nu på.. " hvad du siger, " ..jeg er trods alt en gift mand" forsatte han lidt mere drilsk, og (forsøgte) stadigvæk at skæve over hovederne på dem der gik foran, på trods af at det ikke rigtigt lykkedes. 
Men armen flyttede sig ikke lige med det samme; den føltes ganske gemt væk i menneskemængden omkring dem. 

Det var dog ikke noget der var gået over hovedet på Fabian, og Aldamar følte et pust af forlegenhed skylle over sig, ved den drillende tone. "Hey!" grinte han, og rystede afvisende på hovedet. Nej så ivrig havde han da bestemt ikke været. Men med lyden af musik, og duften af et eller andet sukkerrigt og lækkert sivede lokkende ind igennem hans næsebor, og prikkede til hans summende nysgerrighed. Joh, det havde han da i hvert fald, og adelsmanden sendte en kort tanke til sine søskende, der nok var igang med et eller andet semi-vigtigt arbejde, på det her tidspunkt. 
Nah, de skulle nok opleve det selv, en anden dag. 

Fabian kunne ikke helt stå for det, da Aldamar først begyndte at nævne at han var en gift mand, for der var mange ting en gift mand ikke burde gøre, og Fabian var med til de fleste af de ting, hvis han skulle være helt ærlig. Han lænede sig bare en lille smule tættere ind, så han kunne sænke stemmen.
"En gift mand siger du? Der er ikke meget der siger gift mand over hvordan du har opført dig med mig her til aften," hviskede han drillende. "Går alle gifte mænd rundt og gør sig til overfor andre mænd?" Han vidste nu godt at Aldamar kun egentlig gjorde det overfor ham.

Det var dog nemt at finde sig selv grine med, som Aldamar udviste bare en smule forlegenhed over at være så begejstret. "Der er intet galt i lidt barnlig glæde." Guderne måtte vide at Aldamar nok ikke udviste meget af det til daglig alligevel. Ikke at Fabian selv kunne belære nogen omkring det. Uanset hvor frihedssøgende han var, så var det næppe af den barnlige slags, og det her ville nok være godt for begge mænd.
Hans øjne søgte hen over boderne de langsomt kom nærmere på, for at se hvad de solgte af godterier. Sukker i høj stil i hvert fald, og som de kom tættere på, så virkede det som alskens ting i farverige former og måske også smage. Selvom Fabians erindring var at sidst han var sådan et sted, der smagte det hele vidst bare sødt, men... det her vari nærheden af Dianthos, så standarderne måtte være højere. 

Der var velsagtens en god pointe i det Fabian sagde, og udefra, var det forfærdeligt let at give ham ret. Nej, der var ikke meget 'gift' over den måde Aldamar opførte sig på, og slet ikke når det kom til den blonde skøge, der på trods af forskelligheder og forandringer, havde fået sneget sig under huden på Aldamar. Forbandet, han var vidst blevet forbandet. Men på en af de bedste måder, skulle ens hjerte tale sagen for noget. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at tage en kamp, som han vidste var tabt på forhånd. 
Så hvor at de upassende sandheder før i tiden kunne være gået hen og prikket til Aldamars stolthed, snoede de sig i stedet omkring ham, og fik et lille grin til at boble frem. "Hvordan jeg har opført mig?" gentog han, og manede den stilfærdige rødme til ro, da han lidt mere udspekuleret tilføjede. "Du har joh ikke engang oplevet det bedste-" mumlede Aldamar, velvidende, og nok også ganske bevidst, om at Fabian skulle høre det. Hånden klemte lidt mere drilsk til omkring hans talje. "- men det skal du nok komme til" et lille løfte der hviskede, at Aldamar slet ikke var færdig med at hverken gøre sig til overfor ham, eller give slip på ham. 
Kunne man bebrejde ham for meget? 

Det var en hårfin kant sådan at gå igennem, når han på den ene side følte sig som løbende, lynende elektricitet, antændt af den andens nærvær, berøringer og ord, og samtidigt også lod sig genfinde bare lidt af den barnlige glæde omkring ham, som man ellers ofte kunne tale om, men sjældent tog på sig. 
Og her havde hverken fyrstesønnen, eller Fabian, ligefrem de bedste historier med sig fra barndommen - det kunne kun være en god forandring. 

Og ærlig talt. Kunne han ikke fornemme musikken og stemningen? Aldamars øjne blev en anelse større, og man kunne høre en eller anden talsperson råbe menneskemængden op. Byde dem velkommen, ind til hvad der var et hav af farver, lyde og magiske indtryk. 
Illusionister, elementgøglere, seerer, utroligt stærke mænd og kvinder, slangemennesker (generelt halvdyr i alle afskygninger) og magiske væsner hvirvlende igennem luften. Aldamar skubbede sig med et lille sus igennem kroppen en anelse tættere på Fabian, da en øgle i fuld fart styrtede forbi dem, et væld af små, regnbuefarvede gnister bagved sig som et magisk slør. 

Varmen for den anden manden, og den lavmælte tone, fik en behagelig varme til at sprede sig i Fabian, og måske også en anelse spænding, selvom det næppe var som da de først sås, hvor alting føltes elektrisk, selvom der stadig var en antydning af det. Der var en anden komfort i at være med Aldamar nu end der ellers havde været, og Fabian var heller ikke sikker på at han nogensinde ville kunne noget lignende igen, skulle de vokse fra hinanden.
Som de gik sådan her, kunne han dårligt vende sit hoved mod Aldamar for at se på ham, og måtte nøjes med den milde rislen ned af ryggen, og en forventning om mere der skulle komme. "Jeg vil se frem til det," hviskede han tilbage, en lille drillende mine i kanten af stemmen, ikke at han forventede at Aldamar ikke ville gøre det og stå ved hans ord. De havde trods alt hele natten, og han vidste godt hvad Fabian ville forvente af ord som disse.

Også Fabian blev overrasket, som en øgle fløj lidt over dem, og han trak sig også lidt mod Aldamar, men dog også med en latter, mere fremprovokeret af chokket end noget andet. Det var måske lidt lang tid siden at han var steder hvor han ikke bare kunne regne med hvad han kendte. Cirkusser var noget lidt andet end en landsbyfest trods alt.
"Lyst til at tjekke nogle af tingene ud?" spurgte Fabian, og nikkede mod både de mange cirkuskunstnere der gjorde sig til, men der så også ud til at være store skilte der sagde både det ene og det andet. Ikke at Fabian helt var hurtig nok til at læse dem til at kunne tyde hvad de reelt sagde. Selvom han da kunne se en der stod mod nogle kort, ikke at han kunne begynde at forstå hvad det gik ud på.

Mørkeblå øjne fulgte det underlige væsen en anelse med blikket, stadigvæk en let latter boblende i kanten af Fabians stemme da også han (højde til trods) ikke registrerede at der også var ting oppe i luften. Lige siden rygterne om vogterne var begyndt at svirre, var tanken om at se drager og dets lige langsomt sivet mere ned i den almene befolknings øjne - et emne der bragte stor splittelse - det var kraftige, magtfulde væsner. Sikkert også farlige. 
Den størrelse var vidst fin for nu, spurgte man Aldamar. 

Fokusset gled dog tilbage på den blonde mand idet han talte, og fyrstesønnen fnyste, men med et glimt der sagde 'jah selvfølgelig', og fulgte skøgens blik imod nogle af de prangende artister, inden det gled hen imod en ældre kvinde med slør og kort. Og sol, måne, og stjerner overalt på hendes mørkeblå telt. "Mmmh. Tror du på skæbne? Er fremtiden forunderlig; er fremtiden værd at kende? Lagt i sten, eller som vand, og i stand til at ændre sig?" og han læste en anelse højt fra de spørgsmål der stod plastret tæt på hende, et drillende lille nøk i hans stemme. Som om at skæbnen var lagt ud for en på forhånd, kunne han dog ikke lade være med at tænke, næsten altid kritisk over livets små udfordringer, og hvorvidt de var planlagt på forhånd, eller tilfældige. 

Hun virkede blind, idet de kom tættere på - der var en mælkehvid hinde over øjne der måske engang havde været ligeså blå som Arysflagets farver. Men alligevel drejede heksen ansigtet imod dem, næsten direkte øjenkontakt idet spørgsmålet faldt. På trods af at de stadigvæk var godt 10 meter væk. Og en kuldegysning gled umærkeligt nedover Aldamars ryg. 

Fabian havde godt set teksten, men modsat Aldamar så tog det stadig noget anstrengelse at hakke sig igennem ordene, og han var taknemmelig for at Aldamar gjorde det for ham. Han kunne i hvert fald næsten regne ud af det var fordi Aldamar læste op og ikke fordi han selv stillede spørgsmålene.
"Så må vi jo se om det reelt er en der kan finde ud af det," sagde Fabian drillende, selvom han ikke havde meget tiltro til lige netop det. For selvom der var folk med seer evner, så var de fleste af folk ved cirkusser som disse ikke ligesom så oprigtige, og typisk sagde bare hvad de regnede med folk ville høre. Eller noget så vagt at man kunne tolke det som det passede en.
Men modsat Aldamar, der følte Fabian ingen kuldegysninger, selv ikke som ha kort efter selv fangede blikket der burde være blind. Måske var det et element af naivitet eller sågar benægtelse, men Fabian lagde intet i det som de gik nærmere den blinde seer.

"Kan et kig ind i fremtiden interessere jer," lød hendes stemme som de trådte op til hende. "For en lille pris kan I finde ud af hvad skæbnen har i sinde for jer."

Fabian kunne ikke helt skjule det morende smil på hans læber, men han gned sin skulder lidt mod Aldamars drillende. "Jeg tænker min ven her gerne vil finde ud af det." Det var sikkert bare noget upræcist noget der kunne tolkes til at ville ske, hvis man ville tro på det nok, men alligevel var Fabian interesseret i at vide hvad hun havde at sige om Aldamar. 

Måske var det stemningen på markedet der satte hans ellers vante mistanke i ro. Måske var det den ubekymrede energi over Fabian, eller måske endda hans eget lille oprør imod det ukendte. Fremtiden kunne ikke skræmme ham, han ville hellere vide og lide, end slet ikke at vide af. Påstod han lige nu. 
Vægten skiftede en anelse, og han følte et smil krybe op. Hans ven her. 

Seeren nikkede lidt, næsten så alle rynkerne gav sig til at bevæge sig op og ned, og rakte en kroget hånd frem efter betalingen først. Uden meget omsvøb fiskede Aldamar krystallerne op, og lagde dem i de kølige, tynde hænder. "Så når du læser min skæbne, er den lagt i sten?" Kommenterede han en anelse overmodigt. Men følte et overrasket lille ryk skubbe hans øjenbryn op, da hun med alt for meget styrke i forhold til sin lille statur, låste hans hvide hænder fast i sine. "Du læste ikke mine skilte?" Og Aldamar skulle lige til at påpege at han selvfølgelig havde læst skiltene - han læste altid det med småt.
"... Jeg beklager. 'De', selvfølgelig". 
Men hendes efterfølgende, lille ændring i tiltaleformen, fik ordene til at forstumme på hans tunge. Aldamar sendte et uudgrundeligt lille blik sidelæns imod sin partner, en anelse imponeret eller påpasselig over at hun allerede havde gennemskuet det, bare ved at holde lidt i hans hånd. 

Og inden at han nåede at svarer, begyndte . "Problemer har De, i Deres privatliv. En linje af forandring tegner sig her, men ikke en forandring De har kunne styre indtil nu, trods gentagende forsøg" som var hun fokuseret på ham, kiggede spåkonen direkte frem for sig. "De strides, delt imellem jern og varme" Men hendes krogede finger fulgte nøje linjerne langs hans hånd, nænsomhed bagved sig. Alligevel kunne han ikke helt ryste følelsen af kulde væk, når hun flygtigt rørte ved ham. 

Fabian's blik mødtes med Aldamar, som hun rettede tiltaleformen, og han trak lidt på skuldrene. Der kunne være mange grunde til hvordan hun kunne gætte det, og hvis det ikke var fordi at hun var en seer, så kunne det være med hvor bløde Aldamar's hænder var. De var i hvert fald ikke ligesom Fabian's egne, selvom de ikke ligefrem var så ru som de engang havde været. Hans arbejde havde trods alt mere med mennesker end arbejde at gøre nu om dage.

Skepsissen blev der dog som Aldamar ligeså langsomt blev læst. Kryptiske ord som Fabian ikke følte at han kunne hænge sig ved, for de kunne betyde mange ting, og det var ikke alt som Aldamar delte med ham, men alligevel kunne han godt mærke at selvom Fabian ikke følte sig ramt, så var der en anden følelse for Aldamar.
Hans blik forblev på den anden mand, næsten en antydning af bekymring bad de blå-grønne øjne, men han sagde ikke noget.

Som hun blev færdig med Aldamar, vendte hun sig mod Fabian og tilbød også sin hånd mod ham. "Du ønsker vel også at blive læst?" sagde hun, og der var alligevel noget over den opmærksomhed som trak lidt i Fabian, som skulle han væk, men alligevel så trådte han frem, og gav sin hånd til hende.
Det var sjældent han havde et problem i at blive rørt, men måden hun tog fast i hånden og vendte den og mærkede på linjerne, fik det alligevel til at stikke i ham.
"Ah, du er ikke glad for forandringer er du," startede hun ud. "Men du kan ikke holde dem på afstand meget længere tyder det på." Ligesom med Aldamar, kiggede hun op, i retningen af Fabian. "Træd varsomt når det kommer til dine svagheder."

Fornemmelsen af kold, næsten voksagtig hud hængte sig fast i de vage linjer, selv efter at have sluppet ham. Aldamar gøs umærkeligt over det - indvendigt havde han lyst til at fnyse lidt af ordene, men kunne ikke benægte at de ramte noget i ham. Fordi... Delt imellem jern og varme, hvad betød det? At hans familie havde sin vej med ædelmetaller og dets lige, var ikke ligefrem en hemmelighed. Og at Fabian bragte varme i hvert blik, berøring og nærvær, det kunne han heller ikke benægte. Men problematikken var ikke ny, så hvorfor nævne det nu? 
Så mange spørgsmål, og alt for lidt svar. Da hendes blinde falkeblik gled hen imod skøgen igen, gemte han en anelse diskret hånden bagved ryggen. Rystede den fri for følelsen, omend det heller ikke hjalp meget, og slog ørene ud, lyttende. 

Det var zalme heller ikke særlig beroligende ord. Mørkeblå mødte blågrønne, han studerede Fabians reaktion på det. Men alligvel blomstrede et let, måske endda mildt facade-smil frem, da hun til sidst afsluttede sin lille læsning omkring deres... fremtid. 
"Vi takker for de vise ord" det var en høflig mand der svarede hende, oplært i de helt gode farveller og Aldamar bukkede hovedet i et lille farvel. "Jah, lad os håbe, at vi husker dem fremover" 
Et sidste blik blev sendt henover den blinde dame, ind i det telt hun sad foran, men han kunne ikke tyde om nogle sad derinde og fulgte med. 

Og med et lille puf drejede han væk fra teltet. Prinsen ventede til at han antog de var udenfor hørevidde, førhen det høflige smil falmede væk, til fordel for et mere ægte, og lidt mere 'hvad-fanden-var-det' udtryk. "..... Så deeeeet. Træd varsomt med dine svagheder?" Og han kunne ikke lade være med himle lidt med øjnene af det. Ellers lød det simpelthen for... Alvorligt.

Det gik FAbian koldt ned af ryggen, på en måde der plejede at skulle meget til for at gøre ved ham. Han havde været sammen med klammere mænd, eller mere provokerende situationer, men der var alligevel noget over hvad hun sagde der gav et gys i ham på en helt anden måde.
Han var dog fast besluttet på ikke at lade det mærke, selvom antydelsen af det var alligevel at finde i de blå-grønne øjne, en uro som der ikke lignede Fabian.

Han tog hånden til sig, som hun gav slip, selvom fingrene næsten stadig kunne mærkes. "Ja, tak for det," sagde han, som han prøvede at ryste resten af ubehagen af sig.

Der var heldigvis noget behageligt over måden Aldamar prøvede at løfte stemningen mellem dem, selvom ordene gnavede i hans baghoved.
"Du ved hvordan det er med spåkoner. Jo mere bange man er, jo mere villig er man til at komme tilbage," sagde han og prøvede at holde en munter tone, som han sneg en arm omkring Aldamar og lænede sig ind, så han lidt mere lavmeldt kunne sige "Kan være at vi bare skal være lidt mere påpasselige med hvor vi... udfolder os?" Smilet strakte sig efterhånden bredt på læberne, selvom de gnavende ord, og kulden der havde fulgt hendes ord ikke ligefrem forlod ham.

Det var en velkommen varme der fulgte med armen, og Aldsmar lænede sig hjemmeligt ind i det. Helt uden at tænke på det. Tankerne var optaget af andre, mere gnavende overvejelser, og fik de mørkeblå øjne til at glimte fraværende i solen. "Mmh... jah, det er nok rigtigt" kom det ud af ham, uden helt at være tilstede i ordene. 
Hans næste kommentar fik dog blinket ham tilbage, og Aldsmar følte et smørret smil trække læberne op i et grin, da han kiggede opad. "Vent, er jeg så en af dine svagheder?"
Den lyse hånd nussede lidt nysgerrigt op over rygsøjlens slanke linje, udenpå det hørvævede stof, og et spørgsmål stillet i en overrasket tone. Om det så var ægte eller ej... Det kunne være svært at bedømme, da Aldamar samtidigt gav det sit bedste pokerfjæs til dato. Et udtryk af uhindret undren, da han studerede de blågrønne øjne. 

Ikke at det var en større indrømmelse, at Fabian helt hundrede procent var en af fyrstesønnens nok mest mærkværdige, og dybe fald fra 'ære'. Hans svaghed, og en knap at trykke på, skulle man skubbe til stærkere følelse. 
Med tiden ville rygterne måske blive udvasket, og når opmærksomheden gled videre på de næste ofrer af adeligt sladder, ville han måske helt savne at holde det hemmeligt. 

At Aldamar ikke automatisk var klar over at han var en svaghed, var nok en større overraskelse for Fabian. I hans hoved havde det stået soleklart med hvordan han nogle gange følte at han jagtede fyrstesønnen for at ikke at give slip, og alle de gange hvor han havde bukket sig ind over sig selv fordi han fik følelserne i klemme. Han ville ikke havde gjort det for en person han kunne lide mindre end Aldamar. Nej, fyrstesønnen var en ganske særlig svaghed, og især på et punkt hvor selv hans følelser kunne komme i klemme.

Derfor var det også et par blågrønne øjne af mild overraskelse der mødte Aldamars egne blå øjne. Hans fingre, som blidt havde kærtegnet Aldamars talje, stoppede også sin færd, og selvom det føltes for Fabian som om at det havde varet længe, så var det ikke mere end et øjeblik i den virkelige verden inden at han genoptog nusningen. Smilet blev lidt mere smørret, som han kiggede ned på det kønne prinse ansigt, inden han meget lavmeldt sagde "Din krop er i hvert fald." Det var noget han kunne være i, og han følte ikke for at blotte sig for samtlige folk på pladsen, at Aldamar var nok hans største svaghed disse dage. Alligevel håbede han at Aldamar forstod at det strakte sig mere end det. Især som blikket i hans øjne var væsentlig mere ømt end ordene der forlod hans mund havde fået ham til at lyde.

Det var en summende varme der blev banket ud i kroppen, i takt med at hjerteslagene gradvist steg. En varme, der fik ansigtet til at rødme i øjenkontakten, da han ikke flygtede fra den. Uh. Uden helt at kunne stoppe det, brød det undrende ansigt op i et bredere og bredere smil, og krakelerede hvad end der kunne have gemt sig for de lysere øjne, og deres milde blik. 
"Så romantisk.." lød det leende lavmildt, og øjenkontakten blev endelig for meget for fyrstesønnen, der med et lille prust kiggede væk, for at kunne trække vejret igen. "Du giver mig helt lyst til ikke at være så... påpasselig - var det dét som du kaldte det?" Mumledes der med et sigende smil. 
Han ville undersøge de varslinger hun var kommet med senere. Det var tanker for et sind der sad alene, og ikke som nu, hvor at de endelig var ude, og cirkusset så levende. 

Aldsmar brummede sagligt ved den stille nussen der blev genoptaget. Som en kat i solen, følte han at dele af ham stille og roligt smeltede under de vante hænder. Uretfærdigt, at han kunne. Kulden fra kvinden var væk, de var væk, og prinsen havde lyst til at trække ham med sig, så ru fingerspidser ikke behøvede at være ligeså.. diskrete. Men det var stadigvæk for lyst, og når mjøden næsten kun lige var åbnet op for gæsterne, kunne han finde alle de gode, rationelle grunde til at lade være. 

Nogle gange havde Fabian lyst til at slå sig selv i hovedet over hvor romantisk han var blevet på sine gamle år, men han kunne ikke benægte hvordan varmen spredte sig lidt mere når han så Aldamars smilende ansigt. Det gjorde hvis ting h an gjorde og sagde så meget bedre, og selvom han havde været skyld i ofte at fjerne smilet også, så var en smilende Aldamar klart at foretrække, især når han selv blev så varm af det.
En let latter undslap Fabian, som Aldamar pointerede at han havde lyst til at de ikke var så påpasselige. "Hmmm... det var det vidst," sagde han, et muntert toneleje, og et blik der ikke helt var gledet væk fra Aldamar igen. "Men jeg ville næppe brokke mig hvis vi var lidt... mindre påpasselige." Han kunne ikke lade vær. Det var den sprudlende energi af at være sammen med Aldamar, og det tag der altid var i ham, for at få mere og mere af Aldamar. Han kunne grådigt have taget ham her, lige midt i folkemængden, men han vidste godt at det var nok ikke lige der hvor deres dag ledte sig hen. Det kunne godt være at det var Fabians fødselsdag, men det ville være en gave af en lidt anden karakter.
"Men hvis du har behov for ikke at blive taget på fersk gerning, så må jeg jo bare... væbne mig med tålmodighed." Hans hånd klemmede let om Aldamars talje. Aldamar vidste trods alt godt hvad det var han ville misse.

En let latter undslap ham ved hans kommentar, og han rystede opgivende på det lyder hoved. Åh, han var skam ikke i tvivl om at det ikke ligefrem ville skubbe brok ud af munden på Fabian, men det var sjældent det kun var ham som havde noget at sige, skulle andre være vidne til det. Alene det at det var sket før, var nok til at få en lille gysen ud af Aldamar, der tydeligt og flovt huskede både ansigtsudtrykket og den efterfølgende snak han havde stået til ansvar for. Værre gru havde han sjældent følt. 
"Jeg tror du er den eneste i Dianthos som har det behov" en hurtig kommentar, men sagt med himmelvendte øjne, hvor han efterfølgende mødte det lyse blik som aldrig helt havde sluppet ham.
Det var efterhånden blevet foreslået, og næsten også gjort, liiidt for mange gange til at han tog det som kun en joke. 
Og at han så bramfrit var ligeglad med andre, havde han aldrig helt kunne forstå. Men det var pirrende, og for ham, noget af det han ikke helt kunne lade være med at holde af, når han holdt et lys op til hvad han ville have. Han ville have ham. 
Aldamar sneg sin hånd op til nakken, ind under det blonde hår, og klemte selv lidt til da han hviskede tilbage; "Hvor er du dygtig. Alt godt kommer jo til dem som venter" og slap med et lille, selvtilfreds smil. 

Øjnene fangede et lille improviseret bord af tønder og brædder foran dem, hvor at folk havde slået sig ned for at slukke tørsten, og måske vente på nogle af de andre ting åbnede op for gæsterne. Med et lille blik kiggede han tilbage på Fabian - var han tørstig? 

Den eneste? Fabian tvivlede, men han forstod nu godt hvor Aldamar kom fra. Der var ikke mange med behovet og ej heller mange der ønskede at lægge øjne til det. Med hans held, så ville den gamle strigle sikkert også bare dukke op og skrige, og det ville lægge en damper på tingene. Især fordi hun godt ville kunne genkende Aldamar, og sjovt som det kunne være at pirre hende, så vidste han også at det ville gøre tingene sværere for Aldamar.
Fabians mund åbnede sig en lille smule, som han mærkede hånden mod hans baghoved, og så den hviskende stemme, som fik et gys til at gå igennem am, og så ligeså snart det var kommet, havde Aldamar også taget det væk igen. Fabian fugtede sine læber. Hvorfor var det igen at han skulle holde sig på den anstændige sti når Aldamar var lige der?

Det var lidt af en indånding, da han endelig stoppede med at kigge på Aldamar og i stedet for fremfor dem, hvor han kunne se de små siddepladser. Fik ham næsten til at tænke på Lillekilde, selvom det var efterhånden lang tid siden de havde været der.
Hans blik gled ned på Aldamar, som havde et spørgende udtryk. "Lidt godt til ganen ville ikke være skidt," sagde Fabian. "Skal jeg hente noget?" Han havde et par krystaller på lommen hvis det var, men ellers så ville Aldamar jo nok alligevel stikke ham nogen.