Sedna havde forsøgt at bilde sig selv ind, at det var en god portion velvilje og end endnu større mængde brændevin som gjorde at de to kvinder ikke have trukket modparten henover ordet, for at skille tungebånd fra resten af halsen. En illustration der brast i det øjeblik at Treston tog chancen og lod kvinderne i hans liv være alene, mens han søgte oven på. Stilheden havde hængt tungt mellem dem, både da Sedna trak tiden til det uundgåelige ved knapt så diskret, at lade blikket hænge ved Treston’s bagparti inden den forsvandt helt ud af synsvinkel og hun derefter halvt havde været tvunget til at drejet det mod Zirra.
Knapt nok hørbart havde hun mumlet ”Et spark af en hest lyder ganske tiltrængt lige nu…” Mest henvendt til sig selv og trak den mindre flaske nærmere, hvorefter hun skænkede en god sjat op i den tomme kop. Den mørke krydder væske havde kun lige nået at slippe flaskehalsen, før bordet fik uforudset selskab, da der ingen større protester lød mod at lade herskabet tage plads.
I ly af bordpladen søgte den ene hånd til Treston's lår nær knæet, efter han havde taget plads på stolen.
”Sedna.” Præsenterede hun sig kort, men noget mere livagtigt end svigerinden havde gjort. Hun kunne da i det mindste have lavet et lille antræk til et smil, i stedet for at sidde og ligne en der var lige så sjælløs som et daggammelt lig.
Selvtilliden syntes ikke at fejle det mindste hos Draven, der enten ikke syntes at kunne læse stemningen omkring bordet eller helt bevidst valgte at ignorere den. Sedna gættede mest på det sidste, mens hendes udtryk blev lagt i en lyttende mine. Uden at vide det, havde den unge mand ubevidst givet skyggedanseren alt det kasteskyts hun havde brug for, og hun greb det uden tøven.
Første skudt til affyret mod mørkelveren, der ikke havde en chance for at undvige det. Guld hvilede på den lille blondine henover koppens kant, mens en tår blev taget. ”Skal du have hjælp til at løfte koppen, Zirra? Eller skal du bare have hjælp til at have opfrisket din hukommelse?” Sedna så sigende på Zirra, afventende på at hun fulgte trop. Advarslen lå i øjnene, forsikrede om at hun ville bringe en hvis dæmon på banen om nødvendigt.

Sednas ord ringede ikke en klokke med det samme, og et øjebliks forvirring gled over Zirras ansigt. Jo, hun havde da knaldet med nogle småkriminelle i byen for at få dem til at plapre løs om alle deres hemmeligheder - nyligst ham den klamme Flagell fra Ringen i Undergrunden - men det var ligesom ikke dét, hun havde ment, og desuden kunne Sedna da umuligt kende til de småting. Det var jo ikke der, Zirra lagde det meste af sit arbejde. Det var imod Mørket, og ... Åh. Storm. Selvfølgelig. Det svin.
"Ah," sagde hun så med spændt kæbe. "Så han blærede sig alligevel med det, selvom han lovede ikke at sige noget."
Måske havde han egentlig kun lovet ikke at fortælle om hende til nogen, der faktisk kunne gøre noget. Soldatersnak i barakken talte garanteret ikke. Hun var trods alt ikke blevet hapset fra gaden og endt hos deres spionmester endnu. Noget hun havde været rimelig bekymret for ret længe efter det sidste møde med Storm, hvor det blev klart, at han arbejdede direkte under den mand, der var farligst for Zirra at rende ind i. Men hun levede stadig, så helt åbenmundet kunne Storm næppe have været.
"Men du tager fejl," fortsatte hun og lod kruset blive stående på bordet. "For jeg vidste ikke, hvad han var. I modsætning til dig."
Det sidste drævede ud af munden på hende, som om hendes tænder var begyndt at lække slangegift. Jo mere mad, hun havde fået indenbords, jo mindre venligt stemt var hun blevet over for Sedna igen. Måske skulle alting bare være en rutsjebanetur i hendes indre i øjeblikket. Ting var nemmere, når hun var træt og ikke kunne overskue at skændes. Eller når det var Treston, der havde ordet. For zalan, hvorfor skulle hun også elske sin bror så meget?
"Ooooookaaay!" brød Draven ind, tydeligvis endelig fangende at noget i samtalen ikke var helt som det burde. "Jeg har aldrig været i Balzera! Men jeg ville zalme gerne..."
Zirra sendte Draven et sideblik og løftede kruset til sine læber. Hun havde vist været i Balzera lidt mere, end en pæn pige fra Dianthos burde.

    Treston havde ellers åbnet munden for at bede de to idioter hoppe i havnen, men til hans store irritation havde Zirra præsenteret sig, før han fik muligheden for det, og fjolserne tog det naturligvis som en invitation. Kommentaren om blod og den kolde måde Zirra slog den hen på, fik irritationen til at brede sig bare en anelse til lillesøsteren - for hvad zalan var hendes problem? For hvad Treston vidste, kunne blodet på hendes ærme stamme fra ham - fra dén flænge, hun havde givet ham op af armen - og hvis dét ikke var tilfældet, kom det fra hendes forpulede mordforsøg på Sedna. Et mordforsøg, Zirra havde været uhyggeligt tæt på at udvide til at inkludere ham også. 
    Men han holdt sin kæft, for nu havde freden varet hele formiddagen, og Zaladin tage ham, om Treston skulle være dén, der brød våbenhvilen. 
    Dét var i hvert fald hans indstilling, til Zirra kom med sit første bidrag til legen. 
    "Zirra..." begyndte han - advarende og provokeret. Lidt for højt og lidt for skarpt - forarget som han var over hendes lovligt lave udfald. Men inden han kunne nå at sige mere havde Sedna drukket og selv skudt tilbage, og Trestons øjenbryn gled i stedet langsomt i vejret, mens han betragtede lillesøsterens bitre minespil.  
    For hendes ord fik en række ting til at falde på plads i hans hoved. En desperat fortalelse fra hendes side på Paladsets gange. Et navn, der var dukket op et par gange, hvor det ikke umiddelbart havde givet mening. En aften for hvad der føles som tusind år siden - inden han mødte Sedna, inden hans liv tog en drejning - hvor en fremmed ved navn Storm havde charmeret sig ind på selskabet, og hvor Treston havde holdt hånden over sin pseudotvilling og fået deres storebror hjem, før han kunne stille for mange spørgsmål...
    Jeg vidste ikke, hvad han var...
    Storm havde tilhørt Mørket. Og selvom Zirra måske påstod ikke at have vidst det dengang, så var hun i hvert fald klar over det nu. Zirra havde frivilligt ligget med en Mørkets soldat og alligevel - alligevel - havde hun haft dén frækhed at fordømme Treston for det samme...
     En lille del af Trestons hjerne indvendte, at det ikke helt var sådan, tingene havde udspillet sig, men lige nu var han ligeglad. Nej, ikke ligeglad - han var rasende - og med en pludselig arrigskab i sine bevægelser rakte han ud efter den lille flaske og hældte i glasset med en demonstrativ, hårdhændet håndtering. 
     Hvis det var sådan, hun ville have det, så skulle hun zalanme få krig...!
     Dravens udsagn blev mødt med et bittert fnys, idet han løftede kruset - nærmest synkront med Zirra. "Spar hellere dig selv turen!" udbrød han med et hårdt smil og øjne, der lå på Zirra og ikke på manden, han tilsyneladende talte til. "Balzera er en skraldet by, der får det værste op i folk - tro mig! Og meget apropos!" Han hævede glasset imod Zirra med kæben spændt i udfordrende, trodsig provokation. "Jeg har aldrig i ramme alvor forsøgt at myrde én af mine søskende!"

Uf, den sved.
Zirra burde skamme sig. Føle sig flov over, at Trestons udsagn var korrekt, og at hun ikke kunne påstå at hun ikke i sin momentære sindssyge havde forsøgt at stikke den kniv i ham. Og hun havde ment det. Alvorligt.
Men stemningen var ikke lige sådan at få vendt med en enkelt sætning, og mens Zirra drak, og Theod flyttede sin stol et par centimeter væk fra hende, skulede hun til Treston med lyn i øjnene. Hvordan kunne han stadig se hende som den forurettende part, mens han lå med en kvinde, der med garanti havde flere liv på samvittigheden, end Zirra havde mordforsøg i bagagen. Hvordan kunne han blive ved med at forsvare hele misæren fordi han var forelsket. Fordi hans dame elskede ham. Og jo, det var pladdersødt og smukt, som taget ud af et eventyr, hvor det hele endte med fred mellem landenes kongeriger. Men i virkeligheden var der hverken fred eller udsigt til det. 
"I det mindste," gav hun igen men nu med blikket sat fast på Sedna. "Har jeg aldrig haft en arbejdsbeskrivelse, som indeholdt tortur og mord på civile." 

Man skulle have troet at folk der bevandrede Piraternes By havde været vant til t lægge øre til lidt af hvert, at beskyldninger om mordforsøg og tortur ikke var meget andet end en ny start på ugen. Alligevel fandt Theud sig selv lænet knapt så diskret indover bordet, nærmere Treston med øjne mere hvide en mørkebrune da han med med afdæmpet stemme søgte svar på galskaben, hos den velvoksede blondine: “Er de okay med hinanden?” Tydelig ubekvemt over sin placering mellem de stridende kvindfolk. Underlæggende lå spørgsmålet ‘kommer jeg til at dø, hvis jeg bliver siddende?’. Kun for at erfare der ingen hjælp var at hente fra modsatte side af bordet. Med blodet søgt til fødderne endte Theud med at tømme sit krus i et langt drag. Ikke fordi han hverken bevidst havde ligget med en fjende af hans (hvis han da overhovedet havde den slags), ej heller fordi han kunne prale af at have været længere end bjergkæden ind til Dæmonriget og bestemt ikke fordi han havde forsøgt at myrde en af sine søskende. Han have ganske enkelt bare brug for noget at styrke sig på, og med rette.
Bunden af Sedna's kop havde knap nok nået at røre bordets flade på ny, efter at have drukket for Draven's mislykkes forsøg på at rede hvad redes kunne, inden at Treston tog sigte og skød i håbet om at ramme sin søster. Han kunne naturligvis ikke vide at projektilet ville rikochettere så det også ramte Sedna. Det gjorde dog ikke blikket mindre hårdt, da det landede på ham.
Hvad Zalan havde han gang i?! Hun havde allerede drukket på alt, at hun ikke lå tværs over bordet eller halvt under det skyldes alene den alkoholresistens hun gennem årene havde tilegnet sig. Modvilje lå i bevægelsen idet Sedna løftede krusset på ny. Hun var mørkelver, naturligvis havde hun været ved at slå mindst en af sine søskende ihjel - ligesom de havde med hende.
"Draven..." Peb Theud's stemme spinkelt, mens han rykkede sig nærmere Draven, der så til med lige dele frygt og fascination malet over de halv elvisketræk. "Shh, ikke nu Theud." Tyssede Draven med en afværgende hånd løftet afvisende. Han vidste allerede på forhånd, hvad den skræk blege kammerat ville spørger om som næste, men de kunne ikke gå nu.
Mørke læber krusede sig i et hoverende smil, lige inden at koppens kant ville ramme dem. Nyt væske havde måttet fyldes i, mens Zirra endnu en gang forsøgte at få den sprittede væske i Sedna. "Du er sød, men jeg må skuffe dig, Zirra." Koppen blev sat på bordet, lige så fuld som da den var blevet løftet. "Jeg har aldrig haft en arbejdsbeskrivelse der lød således. Desuden var du ikke særlig civil, var du vel?" Hovedet skrånede sig, i en falsk illustration om at hun forventede et svar fra skyggedanseren. Roligt, lænede Sedna sig frem til albuerne mødte bordets mørke træ, hvorefter hagen tog hvile de sammen flettede fingre "Jeg har aldrig måttet se i øjnene, at jeg for evigt vil være intet andet end en skuffelse i min fars øjne." Blikket var rettet mod Zirra, bød hende at drikke.

     Treston stirrede bare dødt tilbage på Theud, da denne lænede sig frem over bordet og hviskede sine ord - muligvis med et ønske om at få det til at lyde som om de var sagt i sjov, men hvis dét var målet, fejlede han. Spektakulært. 
     Det var nu egentlig ikke fordi Treston forsøgte at være uhøflig - ikke aktivt i hvert fald. Men han vidste hverken hvad han skulle svare på det udtalte eller det uudtalte spørgsmål... Det tætteste, han kunne komme på begge dele, var: "Sandsynligvis ikke...". Og dét var jo ikke videre opmuntrende. Ikke i nogen forstand...
    At betragte to af de vigtigste kvinder i hans liv forsøge at bide hovederne af hinanden var en helt igennem håbløs oplevelse, og mens procenterne rullede igennem blodet på ham og lige så stille nåede hans hjerne, kunne Treston mærke den skrøbelige optimisme, han ellers lige havde formået at nære, krølle sig sammen og visne i brystet - blive til vrede og irritation og desperation i stedet. 
    Han havde været så fokuseret på Zirra og det lille stik af skadefryd, det gav, da hun løftede kruset med lynende øjne. Derfor så han kun, at Sedna spejlede bevægelsen, ud af øjenkrogen, og inden betydningen af dette rigtig nåede at gå op for ham, havde hun kørt sine egne skyts i stilling... De tunge af dem...
     Og ordene gik lige ind - flåede alle de minder frem, som Treston ellers nøje havde brugt de sidste måneder på at begrave. Dastors stenansigt, da Ersten hamrede Treston med ansigtet først ned i spisebordet til den sidste, ulyksalige familiemiddag. Dastor, som han havde set ud i domssalen - siddende ved siden af Eylia, der var gået helt i opløsning. Atter det kolde, nærmest fraværende udtryk - hugget i hård granit - som om vanæren, Treston havde trukket ned over sig selv, ikke ville bide på familien, hvis bare patriarken nægtede at kendes ved den...
     Dastor, da dommen blev afsagt... for var det virkelig et glimt af resignation, Treston havde set i sin faders ansigt? Resignation, mens moderen brød sammen i lettelse. Resignation... som om Dastor i virkeligheden inderst inde havde syntes det var lettere, hvis hans forrædersøns vanærelse var blevet kvalt i galgen...?
    Men måske var det indbildning, havde Treston fortalt sig selv. Måske var det i virkeligheden lettelse - eller chok. Eller noget helt tredje...
    Og det var nogenlunde dér - midt i al skammen, og vreden og forurettelsen, som Sednas ord havde tvunget frem - at Treston begyndte at le. En hæs, bitter latter, der lå meget langt fra lyden af hans normale, oprigtige morskab, og som skurrede, selv i hans egne ører - gjorde ondt at høre på. For det stoppede ligesom bare aldrig rigtig, vel? Lortespiralen fortsatte ufortrødent nedad. De samme ting blev ved med at gøre ondt. Dastors meninger og holdninger kastede stadig sin lange skygge ind over alting, og her sad Treston med noget, der føltes som en kniv i hjertet, mens Zirra og Sedna prøvede at såre hinanden så dybt det lod sig gøre, uden at bruge stål, og Treston selv - hvis han skulle være helt ærlig - mest af alt havde lyst til at vride halsen om på dem begge to...
    Men han sagde ikke noget - rakte bare ud efter den ene af flaskerne. Lagde nakken tilbage og gjorde kål på bundslatten i tre store tåre.

Zirra havde været ganske tæt på at eksplodere over Sednas ord. Hvis de skulle lege på den måde, kunne det næppe være upassende at smide resten af glassets indhold lige i fjæset på det. Eller hele glasset. Eller flasken med. Zirra havde endda lænet sig frem i sit sæde for at gøre én eller flere af foregående, da Trestons latter fik hendes tankeløse vrede til at krakelere. Med et overrasket udtryk vendte hun sig mod ham i stedet og så ham bunde flasken. 
Nårh ja... Hun havde ikke eneret på titlen som det skuffende afkom mere.
Mens vreden lige så stille sank ind i sjælen og blandede sig med leden mod Dastor, tømte Zirra også sit krus i ét langt drag (der var i virkeligheden ikke så meget tilbage i det), og lænede sig tilbage i stolen med krydsede arme.
"Godt spottet, mørkling," sagde hun og brugte bevidst øgenavnet på mørkelvisk. "Velkommen til delen af familien, der aldrig gør forældrene stolte, svigerinde."
Blikket skød lyn, men der var mindre kraft i dem nu. Sedna havde vundet et brændpunkt. Zirra vidste absolut intet om Sednas familie, så der var ingen mulige kasteskyts at hive frem her. 
"Jeg ville ønske, jeg havde haft lige så meget indre styrke som dig, Sedna. Så havde jeg måske kunnet slå dig ihjel i koldt blod," sagde hun i stedet med så bitter en stemme at det frembragte en sur smag i munden. Hun satte hænderne i bordet og rejste sig langsomt op. Et øjeblik svimlede det for hende, men hun genvandt hurtigt balancen. "Men jeg er svag. Det har jeg trods alt nok selvindsigt til at se. For svag til at overleve din tortur uden min bror. For svag til at slå dig ihjel, da chancen bød sig, og for svag til at vinde selv det simpleste drukspil mod dig. Men så fortjener du sgu da også min stærke Ridderbror, gør du. Du kan sikkert give ham alt det modspil, hans skravl af en lillesøster ikke kan. Stort tillykke, velkommen til familien, far slår dig ihjel og alt. det. der." Verden svømmede en smule, og selvom ordene kom fint frem, snøvlede enderne og mellemrummene. En hårlok blev viftet væk som en irriterende flue. "Så nu vil jeg lade de voksne lege videre og gå en tur. Måske drukne lidt i havnen, hvis jeg kan finde ud af en så simpel opgave. Bliv nu ikke skuffet over mig, hvis det fejler."
Og derpå vendte Zirra sig fra bordet, stødte ind i Theods stoleben, var ved at snuble men genvandt fodfæstet og slingrede ud mod døren. Hun magtede hverken kro, bror eller lortesvigerinde mere. Alkoholen havde dulmet det midlertidigt, men det store hul i hendes sjæl værkede stadig.

Forblændet af sit eget tunnelsyn havde Sedna ikke registeret hvilket tveægget sværd det var hun havde trukket, før latter lagde sig over tungt omkring bordet. I begyndelsen havde hun afskrevet den som tilhørende en af de to unge mænd, der havde tilsluttet sig selvskabet (formentlig til deres store fortrydelse), men det var hurtigt meget klart at den ugenkendelige latter kom til venstre for hende.
På et splitsekund var det lykkes at udrette større skade, end Zirra havde gjort aften forinden. Den spæde sejers følelse var straks blevet udvisket og erstattet af endnu stærkere selvbebrejdelse. Formildende rakte hun den ene hånd frem for at lægge sig over Treston's underarm. "Treston, jeg-" Armen undveg hendes håndsrækning måske bevidst, måske ubevidst - Sedna håbede mest på det sidste.
Et hvert forsøg på at undskylde, blev afskåret af hvad der lige nu føltes som kernen til alt dårligdom - Zirra.
Sedna tvang sig selv til at se mod svigerinden fra Kile's rige, men der var ingen lynild i øjne eller forvarsler. Tavst lod hun blondie overdynge hende i salt sviende ord. Ingen skarpe modsvar, igen gejst var at finde kun et minespil, der mest fik mørkelveren til at ligne en som havde lugtet noget fælt.
"Jeg ville ønske, jeg havde haft lige så meget indre styrke som dig, Sedna."
Nej, det gør du ikke, indvendte hun i eget sind. Den indre styrke var ikke kommet fordi den faldt hende naturligt, det var overlevelse, intet andet og intet mindre. Hun havde havde aldrig en chance for at være blød. Hun havde altid været blodige knoer og glasskår, fordi det var det valg der var blevet taget for hende. Dét var det der var forventet af hende.
Sedna vendte blikket væk - væk fra Zirra, væk fra Treston. Hun kunne ikke fro sig selv til at se nogen af dem i øjnene, ikke lige nu. "Stop dig selv, Zirra." Drævede hun tættere på en mumlen.

    Det fremmede ord lød hårdt og mærkeligt i Zirras mund, og Treston rørte lidt utilpas på sig. Lagde armene over kors på bordet, netop - skulle det vise sig - da Sedna mumlede hans navn og rakte ud efter ham. Men der var ikke så skidemeget at gøre ved det, for Zirra fortsatte, og selvom Treston godt vidste, det ikke var retfærdigt, så kunne den inkarnerede storebror i ham ikke se bort fra, at det var Sedna, der havde bragt hans lillesøster i dén tilstand, hun befandt sig i lige nu.
    ...eller i hvert fald på overfladen. Resten var vel ligesom hans egen skyld...
    "Zirra..." begyndte han med en stemme, der var lav og gennemsyret af smerte. Men han nåede ikke meget længere, før lillesøsteren havde rejst sig - en anelse usikkert - og han måtte sluge resten under hendes bitterhed.
    Hvor han dog kendte dén følelse - den trætte, opgivende erkendelse af, at alt var skævt og forkert, og man aldrig kunne få linjerne i sit liv til at ligge pæne og lige igen... 
    I dét øjeblik lignede Zirra sit yngre jeg - havde et skær af den samme håbløshed, der havde ligget over hende som en tung kappe lige efter befrielsen - og Treston åbnede munden for at sige noget mere, da Theud kom ham i forkøbet - angiveligvis i et sidste, desperat forsøg på at redde stemningen:
    "Jeg har aldrig-" 
    Treston vendte sig - pludselig glødende arrig - imod fjolset. "Jeg har aldrig drejet halsen om på en idiot uden situationsfornemmelse!" oplyste han snerrende. "Men én gang skal jo være den første!"

Treston havde mere ret i sine tanker om Zirras håbløse tilstand, end han overhovedet anede. Den håbløshed var aldrig rigtig forsvundet siden dengang. Zirra havde modtaget træning for at den ikke ville opsluge hende, og de samtaler, som Treston havde opfordret hende til at tage med en heler, var blevet med en heler tilknyttet spionerne og med erfaring i, hvordan de kom videre og brugte modgangen som styrke. Byggede sig et indre skjold, så det ikke gjorde så ondt næste gang, de ramte bunden. For de ville ramme den, igen og igen. Zirra havde ramt den meget på det seneste. For meget.
Det havde revet hende midt over, men hun havde sit mentale skjold til at holde sammen på stumperne. Det holdt, for nu, men på bekostning af hendes helbred. Hun kunne være nok så stærk, men på et tidspunkt faldt hun fra hinanden, og det havde hun ikke tænkt sig at gøre over for Sedna. Eller Treston. 
Så ville han se, at alle de gange, hun havde lånt hans skulder gennem årerne, var på grund af hendes arbejde og ikke alle de latterlige undskyldninger, hun havde spyttet ud i farten.
Storebrorens skarpe ord faldt i et med krostuens larm bag hende, idet hånden fandt trædøren og skubbede den op, mens hun brugte den som støtte. Så meget havde hun da heller ikke drukket. Pis. Det måtte hun tage sig af senere, når der var lidt mere styr på tanker, mentalt skjold og følelser. Hun var ikke sig selv lige nu. Ikke den spion, hun var trænet til at være. 
Den kolde natteluft ramte hende som et glas vand i ansigtet. Det var kærkomment og gav en klarhed i hovedet, som Zirra havde savnet siden hun kravlede ind ad vinduet natten forinden. Helt automatisk bragte fødderne hende ned mod kajen, for selvom hendes ord om at drukne sig i havnen, var ment i spøg, havde vandet altid en beroligende effekt på hende. Den salte luft ville vaske noget af den bitre smag i munden væk.

Sedna prøvede at bilde sig selv ind at det ikke var hendes ansvar, at forhindre Zirra i at gøre alvor af sin trussel. Forsøgte at overbevise sig selv om at det var lige dele en tom trussel som det var svigerindes eget valg. Alligevel blev en lille indre stemme ved med at nage, insisterede på at minde Sedna om at hun ikke bare kunne sidde og se passivt til, mens Zirra sprang i det natsorte hav. 
Under normale omstændigheder var der store chancer for at Zirra ville overleve en tur ud over havnekanten, men usikkerheden der lå i hendes bevægelser og hvordan hele hendes person manglede styrke, så ville hun unægtelig falde som en sten i vandet. 
Fortravlet med at følge sin svigerinde's forsvindende skikkelse, havde Sedna ikke nået at registrerer Theud's ufrivillige selvmordsforsøg, før Treston's stemme skar i gennem. I et splitsekund virkede det rent faktisk som om den blonde mand var klar til at gøre alvor af sine ord, og selvom de ikke var rettet mod Sedna selv kunne hun mærke hvordan hjertet sank til fødderne. 
Is lå i stemmen, da hun drejede ansigtet mod venneparret "I skal gå nu." Uden større pause, så Sedna tilbage mod Treston med et blik der lod ham vide, at hvis han skulle være vred på nogen kunne han starte med hende. Sukket der fulgte var tung, men uden lyd da kæresteparret blev efterladt tilbage alene.
"Gå efter hende. Snak med hende, alene.".

    Treston havde været klar til at starte et slagsmål. Bestemt ikke et slagsmål, han ville have været særlig stolt over bagefter, men ikke desto mindre... 
    Netop som næven lukkede sig om Theuds kravetøj nåede Treston - nærmest i forbifarten - at føle en mørk, bitter fornøjelse over, at volden var endt som hans 'sidste udvej'; hans måde at håndtere sig selv, når alt andet glippede. Selv dér, havde Dastor fået gjort en soldat ud af ham...
     Han hørte det, mere end så det, da døren lukkede sig bag Zirra. Modsat var det med Dravens indvendinger og Theuds plapren, for alt blev filtreret igennem vreden, og Treston registrerede ikke for alvor bagateller længere... 
    Kun Sednas ord nåede ham, og nærmest som vågnede han fra én eller anden vågen drøm, slap han taget i Theuds skjortekrave - brat, som havde han brændt sig på ham. 
     De to uheldige venner kom på benene med en skramlen af skyndsomt tilbageskubbede stole, og så efterkom de ellers Sednas ordre med et hastværk, man sjældent havde set mage til. Treston lukkede øjnene et øjeblik, mens han fik hold på sig selv. Faldt tilbage i stolen og kørte en hånd over ansigtet. Hvad zalan havde han egentlig gang i... 
    Sednas ord rev ham tilbage til krostoen og Sednas gyldne blik skar sig ind i ham. Og Treston nikkede, for hendes ord gav mening. Det var jo dét, han burde have gang i.... Dét han gerne ville være.
    "Jeg elsker dig," mumlede han så og tak hendes ansigt til sig - lod panden hvile imod hendes i et øjebliks ro - før han fik sig selv på benene og fulgte sin lillesøster ud af kroen. 

Sjældent, og heldigvis for det, havde Sedna igennem sit snart trehundrede årige lange liv mødt personer med så stor inkompetence, i at læse situationen, som Theud og Draven. Undskyldningerne kunne være mange, men uanset hvad der lå til grunde, så retfærdiggjorde det ikke truslen fra eksridderen; det var trods alt ikke dem, alene, der havde tændt op under ham.
Treston havde ikke alene styrken, men også sine mange års træning under lyset på sin side. Sedna havde derfor heller ikke haft et øjebliks tvivl om, at han ville have gjort alvor af sine ord. Det forbavsende var derimod, hvor hurtigt at Treston havde valgt vold som sin løsning. I sidste ende var var det langt mere egoistiske grunde som lå bag, at Sedna redet Theud's ansigt fra at blive et kun en mor kunne elske. Hun prøvede i virkeligheden kun på at rede Treston's røv fra at hænge i vandskorpen; mest for hans egen skyld, men mindst lige så meget for hendes egen.
Lykkeligvis lod hverken Draven eller Theud til spilde tiden med at komme fra bordet, så snart Treston havde sluppet kraven. Forhåbentligt havde de lært lektien til næste gang.
Sedna lukkede kortvarigt øjnene mens deres pander havde kontakt. Glad for bekræftelsen, selvom hun lige nu ikke følte sig synderligt berettiget til hans kærlighed. Smilet var småt, da hun med mild stemme kommanderede: "Gå.".

Krodøren havde kun lige nået at lukkes bag mandetårnet, Treston, før Sedna kørte begge hænder over ansigtet. Forbandede indvendigt de sidste to dages kaos langt væk, en hel del Zirra, men mest af alt sig selv. Med bordet til stødte, tog hun sig endelig sammen til at rejse sig og søge mod lejeværelset. Mærkede lidt til mængden af brændevin, der var blevet indtaget, på vej op ad den smalle trappe. Smed sig direkte ned på sengen, med alle intentioner om først at rejse sig når Treston var kommet retur - med sin søster.
Det var mere lyden af pergament der krøllede under hende end følelsen, der fik Sedna til at flytte på sig. Et brev kom til syne og i et split sekund antog hun at det måtte være et Treston havde lagt på sengen, da han havde været oppe efter flasken med hjemmebrændt.
Hun burde havde lagt brevet fra sig i det øjeblik, at det blev klart det ikke var hendes navn der stod skrevet i toppen. Hun havde endda været ved at folde det gulnede papir sammen igen på midten, da øjnene fangede et glimt af lidt af det skrevne: "(...) så længe du føler som du gør, følelser jeg har følt såvel som du har.".
Med en stikkende følelse rettede fingrene brevet helt ud igen, så hun kunne læse resten. Første halvdel var så godt som harmløs eller sådan virkede det. "(...) intet andet end venner, var det vi blev enige om efter den nat, selv om vi begge to indrømmede at vi flere gange har tænkt på at kunne være mere." Hvad var det her?! Jo længere ned hun læste, jo stærkere voksede den giftgrøn jalousi i brystkassen. "(...) hvordan kan du i samme brev, sige du elsker hende, med så voldsom en følelse som du gør..og sige du har overvejet at vi skal være mere end vi er?" Undervejs løftede blikket sig mod brevets top, hvor Treston's navn stod skrevet, som om det ville ændre sig i mellemtiden. Lysten til at krølle papiret sammen blev først svær at holde inde, da hun nåede bunden: "Jeg tror jeg elsker dig. - Josefine.". Navnet, var det ikke det samme navn som Zirra havde slynget ud tidligere?

Timer nåede at gå før Reynlest børnene var tilbage. Timer Sedna havde brugt på at læse hvert og et af Josefine's breve - flere gange - før de var blevet lagt tilbage i vadsækken. Ikke et ord blev nævnt om hendes fund, selvom skinsygen bestemt ikke var blevet mindre. I stedet forgav hun at alt efter alle omstændighederne var i den skønneste orden.
Intet var i orden.