Hvis Fillipe bemærkede Fabian's umiddelbare modvilje (hvilket han gjorde, det krævede intet geni), så lod han sig i hvert fald ikke mærke med det. Det var en ganske fornøjet mine der fulgte ham da han foldede det ene af tæpperne ud, og trak de sorte handsker af de delikate hænder, for at strække dem ud imod den knitrende varmekilde Aldamar og hans ven havde bygget op foran sig. Blikket gled ind imod de dansende flammer, og selvom ordene han blev mødt med var ganske insinuerende - igennem det hele  - var det ikke en krog som tjeneren bed på, da han med hvad der kunne ligne et undskyldende smil nikkede. Ah, Aldamar havde altså ikke fortalt om ham. Ingen overraskelse. 

Det var ikke sådan at den menneske klædte dæmon havde kædet to og to sammen (endnu), om hvilket form for selskab Fabian var - det var sjældent at han overhovedet havde bemærket Arysprinsen omkring andre end de folk der virkede til at opretholde det rigtige billede. Men han var ikke døv, da han hørte Aldamar komme med en halvt om halvt overvejende lyd, men ikke irettesatte sin ven. En ven af rang, når han talte sådan... tydeligvis. "Ah, men er De ikke også det? Han er trods alt fortræffeligt selskab" sagt med et blik der endelig flyttede sig fra bålet, og næsten strålende mødte Aldamar's øjne - en prins hvis egne øjne mistroisk smalledes ind, omend han irriterende nok kunne mærke en vagt, hurtigere hjertebanken ved den kompliment. Forbandet være gamle vaner - det burde og skulle ikke virke mere; men Fillipe kunne være utroligt afvæbnende når han ville. 
"Men om ikke andet, fritid er hvad vi gør det til så beskyld ikke Arys palæet for min effektive indsats, det tager jeg med stolthed på mig selv og mit virke" glat som en ål, Aldamar vidste ikke hvor eller hvordan han skulle bryde ind i samtalen, der... virkede høflig. Han følte sig tavs - og Aldamar var sjældent tavs - slet ikke omkring Fabian. Så hvorfor nu?  
Måske var det ganske naturligt, når man fandt sig selv imellem man kendte... meget personligt, og de også kendte en selv meget intimt. Men ikke kendte hinanden. "Fillipe har arbejdet hos os i mange år, og arbejdede før det, på Ædelborg, også.." måske var det den underlige, balance han søgte at opretholde, som samtidigt gjorde at han uden at bemærke det, næsten forklarede om tjeneren. Det var ikke vigtig viden for Fabian, men alligevel kom det ud - Aldamar's hånd rakte ned i tasken, hvor at han fiskede en vanddunk op, såvel som rejste sig for at hente en kedel at smide over bålets begyndende gløder. Spørgsmålet var om der var en måde at stoppe det på. Omend han aldrig havde søgt at skjule Fillipe, var tjeneren en del af et... andet liv. Og et eller andet sted, ville noget i ham ikke blande Fabian ind i det liv, eller den periode. 

Det var utrolig så stille Aldamar pludselig kunne være. Fabian var næsten lidt vant til at Aldamar tog styr på samtalerne, når det vedkom hans liv, men ikke i det her tilfælde. Var der noget han ikke ville have Fabian vidste? Det var svært for Fabian helt at lade vær med at kigge undrende på Aldamar, men han stillede ikke spørgsmålstegn til det, ikke når Fillipe var her.

Fabian ville have påpeget at der var nok en vis forskel på deres stand i forhold til Aldamar, hvilket var hele grunden til at Fabian følte sig så komfortabel med at snakke med ham, men da Aldamar gav den lille smule information om Fillipe, så tiede han i... i hvert fald med det. Hvor ville han gerne vide baggrunden i det her. Han kunne næppe dømme Aldamar hverken for at være sammen med tjenestemanden eller stadig finde ham attraktiv. Han skuede desværre Fabian lidt mod hårene, og især i en tid hvor han gerne ville udnytte de enkelte uger han havde tilbage med Aldamar.
”Så I har kendt hinanden i mange år måske?” sagde han, og prøvede at grave frem hvad han kunne huske omkring sidste gang han havde mødt Fillipe. Der havde klart været noget med at Aldamar ikke havde kontaktet ham i lang tid, men han virkede ikke så bekymret om det nu. Havde de snakket om det, eller havde det været spil for galleriet? Uanset hvad fik Fabian en dårlig følelse i maven af at se på Fillipe, selvom han forsøgte at have et afslappet smil på læberne, og lænede sig mod sine arme, som han lænede sig lidt tilbage på tæppet. Fyren kunne vel ikke blive her forevigt. 

Det var med hurtige bevægelser at Aldamar hældte vand på kedlen, så den kunne placeres i glæderne af det bål de havde fået stablet på benene. Med varmen der pulserede derfra var det ikke helt til at sige hvor hurtigt, eller måske nærmere hvor langsomt det ville gå, men det gav ham noget at gøre med sine hænder og sin opmærksomhed, når han halvt om halvt ikke vidste hvor den ellers skulle være. Hvor meget vidste Fillipe? Manden havde altid været ufattelig god til at aflæse Aldamar, og trods de år der havde passeret, hvor at han havde været i Ædelborg og Fillipe selv havde været ansat til Arys palæet, jah så var det som om at det form for... kendskab, ikke bare sådan forsvandt. 
Han følte sig i hvert fald observeret af Fabian, men også i skråvendte blikke, observeret af tjenestemanden. 

De havde dog fået snakket siden sidst. Det var uundgåeligt at undgå ham fuldkommen, og det havde været en.. speciel samtale. Man kunne vel ikke betænke ham i at holde en - hvad der føltes som - vigtig afstand til den mørkhårede tjenestemand. 

Aldamar satte sig med det endnu engang ned ved siden af Fabian, og mimikerede hans tilbagelænede position, benene krydset i skrædderstilling, et høfligt smil omkring læberne. "I hvert fald nogle" kom det vagt fra ham, og man kunne næsten fornemme hvordan at Fillipe's skæve smil voksede ved de ord. "Jeg tror vi daterer tilbage til... de yngre dage. Ser De, jeg kom selv i lære på Ædelborg, så det-" Aldamar's blik gled en anelse skarpere op imod den siddende mand, der kortvarigt pausede, inden at han samlede op på tråden igen. I hvert fald en af dem, men nok ikke den samme som før. "- har i hvert fald været i et par år" 
Aldamar's blik gled imod Fabian, og han smilede skævt, jah næsten fornøjet selvom det nok mere var for samspillets skyld. Han ønskede ikke at Fillipe selv samlede op på noget. "Der var ikke så forfærdeligt mange jævnaldrende at være omkring" kom det næsten som en undskyldning fra ham, og han trak på skuldrene. 
Med det blev tjenestemandens øjne næsten en anelse lysere, og han foldede hænderne under hagen, albuerne hvilende på lårene idet at han øjnede Fabian's skikkelse. "Hvordan med Dem, hr? Jeg går næsten ud fra at det er en fællesinteresse der har skubbet jer imod hinanden, politik måske? 

Det føltes mere og mere som om at der var noget Aldamar ikke ønskede Fillipe skulle sige. De skjulte blikke gik ikke ligefrem Fabian forbi, men at være tankelæser var ikke ligefrem noget han var, selvom han nogle gange ville ønske det, som nu. Forhåbentlig var Fillipe det ikke skjult, det ville i hvert fald gøre det her endnu mere spil for galleriet end det allerede var.

Yngre dage mindede også blot Fabian om, at han ikke rigtig anede hvor gammel Aldamar egentlig var, men han nikkede til det, for der var ikke så meget at sige til det. Han forstod det udmærket godt, for han havde gjort det samme, omend det var mere med folk han ikke nødvendigvis gad at hænge ud sammen med. ”Ja, så må det være nogle år,” indrømmede han derfor også, som det lød på det hele. Han var udmærket godt klar over at han aldrig ville have hans bekendtskabslængde med Aldamar til at slå så mange andre.
Fabian fortrak næsten ikke en mine som der blev spurgt om hans bekendtskab. Der var dog en lille pause inden han svarede. ”Vi mødtes til en fest,” sagde han, hvilket sådan set jo også var sandheden, selvom der lå mere bag det. ”Baldric har nogle gange behov for at blive udfordret i sine synspunkter, så man kan vel godt sige at det er politikken der har hjulpet det på vej,” sagde han og kiggede mod Aldamar. Man kunne ikke sige at politik var en stor del af deres samvær med hinanden, men de havde lidt forskellige synspunkter på det. Hans øjne forblev dog ikke på Aldamar, men gled mod Fillipe igen. 

Trods sin tavse mine, var det svært for Aldamar ikke at smile så bredt som det umiddelbart trak i ham at gøre, da Fabian nævnte at han nogle gange havde et behov for at blive udfordret i sine synspunkter. Mere elegant formuleret skulle man næsten ikke tro det kunne blive, da han så sandelig havde ret. Måske ikke i at han skulle udfordres, det ville han da aldrig ærligt indrømme. Men i hvert fald i at han blev det. Og så måske også nød det lidt for meget, når det ikke eskalerede til åbne skænderier og drastiske ultimatum. 
Og det var overhovedet ikke forkert. Noget af det blødte måske igennem da Aldamar's blik listede hen imod den blonde mand - mødte hans øjne - og han med en meget mere velkommen hjertebanken, havde lyst til drillende at sige ham imod. Men hvor drillende kunne han... tillade sig, at være? 
Aldamar brummede fornøjet, og daskede 'irettesættende' til den blonde skøge. "Nogle gange? Jeg føler efterhånden at det er de fleste gange" kom det med en lille latter fra ham, og blikket faldt tilbage på Fillipe efter nogle sekunder. 

En mand der ganske høfligt observerede dem, førhen at han med et lille nik sænkede blikket, og drejede det imod flammerne igen. Hmm. "Det glæder mig at høre" og det lød skam også ganske oprigtigt for alle og enhver der betragtede Fillipe. "Jeg priser mig selv lykkelig for at det ikke er mit lod. Alt for meget... jah, hvad skal man kalde det.." tjenestemanden rettede sig op, en lille latter i stemmen da han kiggede tilbage på de to mænd. "... ansvar måske? Forpligtelserne klæder mig på arbejdet, men ikke i min fritid. Der er en grund til at jer af adeligt blod, næsten altid vil stå med de adelige forpligtelser" sagt med viden om at hverken Aldamar eller de fleste af hans bekendte og folk af samme stand, sjældent stemplede ud på noget tidspunkt. Han faldt så naturligt ind i samtalen, at Aldamar følte sig selv nikke overvejende, inden at han kunne stoppe sig selv. Forbandede gamle vaner. 

 

Det var svært at lade vær med at sige noget, når den ene allerede havde sagt noget, og selvom de ikke ønskede at gøre deres relation tydelig, så... var det svært at lade vær. Fabian havde både lyst til at røre Aldamar, bare lægge hans hånd over hans, eller puffe til ham, men også holde den drillende tone de altid havde med hinanden, hvor intet var så svært eller seriøst. Hvor det kun var de to af dem, men de var begge opmærksomme på tjeneren der sad med dem, mod deres vilje.
”Mmmhhh, som det jo skal være,” kunne han heller ikke lade vær med at sige og skulle faktisk stoppe sig selv fra at puffe til manden ved hans side, men i stedet for delte et smil med ham, inden Fillipe fik hans opmærksomhed igen.

Dog kunne Fabian kun nikke genkendende, i hvert fald for sig selv, til hvad Fillipe sagde. Det var præcis hvordan han selv havde det med en position som Aldamars, selvom han lige nu foregav at være af samme stand, eller i hvert fald derop af. ”Det er ikke så slemt med det rette selskab,” var Fabian nu alligevel flabet nok at sige, til trods for at han ikke rigtig vidste det. Aldamar virkede ofte til at stemple ud sammen med ham. Han kiggede dog ikke over mod Aldamar som han havde sagt det, men i stedet for gled hans øjne til vandet, som efterhånden burde være ved at koge, som de havde siddet og snakket. Ellers skulle de nok have haft mere brænde på. 

Det var ikke sådan, at Aldamar selv fik lov til at tage sig af teen nu hvor at den var blevet sat over. Da damp blandede sig med den mere mørke røg der kom fra bålet, var tjenestemanden hurtigt og næsten automatisk i bevægelse, idet at han gled ned til tasken, og fiskede kopperne op. "Heh, det rette selskab..." Han vidste tydeligvis også hvor at de tørrede teblade var opbevaret og gik med fantastiske lethed i gang med at tilberede det hele - ningen ord nødvendige. 
Alamdar fulgte ham med blikket imens han gjorde det, men givet at det var... almindeligt, var det ikke noget han stillede ekstra spørgsmålstegn ved. I stedet tog han muligheden for at rykke bare en anelse tættere på, nu hvor at tjenestemanden var så optaget som han var; med ryggen til var det ikke meget han så. 

Hånden gled kortvarigt ned over Fabian's, gav ham næsten et undskyldende klem med den, førhen at han trak hånden til sig igen. Ingen grund til at udfordre skæbnen, Aldamar og skæbnen var i forvejen ikke på den mest venskabelige fod.  
Blikket gled tilbage på Fillipe, der snart kunne rejse sig fra sin hugstilling, og række to kopper frem, en til hver af dem. "Og hvordan ved man så, at man er i det rette selskab?" kom det med et undersøgende blik fra ham, og han tøvede kortvarigt da han... måske noterede sig at afstanden var mindsket, men hverken havde lysten eller muligheden for at pointere det, da Aldamar's læber krusedes i et smil. "Spørger du af nysgerrighed, Fillipe?" et spørgsmål besvaret med et spørsmål, og fyrstesønnen fulgte ham da han selv satte sig tilbage, noget næsten hemmelighedsfuldt omkring læberne der dog ikke var forseglede. "Jeg spørger kun af nysgerrighed, min-" ord der alligevel blev spist, og han rettede sig selv i samme toneleje og rytme, næsten som havde forandringen ikke været der. "- Deres højhed". 

Fabian havde næsten forventet at Fillipe ikke ville opføre sig som en tjenestemand når de sad herude uformelt, men helt havde han vidst ikke givet slip på hvad der alligevel ville have været forventet af ham. I hvert fald hvis Fabian også havde været adelig eller på anden vis højbåren.
Hans stirren af Fillipe stoppede dog kortvarigt som han mærkede en hånd mod sin egen, og kiggede mod Aldamar, et lille smil i mundvigerne. Det var alligevel lidt sødt. Det var nu heller ikke fordi Fabian havde lagt skjul på at han ikke brød sig om situationen lige nu, og det var om ikke andet noget Aldamar i hvert havde lagt mærke til.

Det var dog ikke mere end et øjeblik, før at Fillipe tvang deres opmærksomhed hen til ham igen. Kunne han ikke bare tage af sted? Men Fabians blik mildnede alligevel lidt, især som Aldamar også spurgte ind til om det blot var i nysgerrighed, og hvor tæt Fillipe havde været på at misse den korrekte tiltale. Ikke at Fabian skulle gøre sig alt for klog på det.
”Hvis det er nødvendigt at spørge om det, så ved man at man ikke er i det rette selskab,” pointerede Fabian derfor som endelig svar på spørgsmålet. Det var måske ikke noget man tænkte meget over, men det var vel det der i sidste ende betød at man var i det rette selskab. Når alting bare flød let og som om at der aldrig havde været en situation hvor det ikke havde været der. ”Hvad mener du?” spurgte han og kiggede mod Aldamar. Det var trods alt ham der bedst kunne forklare hvordan det var at være adelig og have det rette selskab. 

Advarslen i Aldamar's blik, havde nok kun været for Fillipe selv at se. Han havde rettet sig tidsnok til at det ikke skulle påpeges, og han havde rettet det elegant nok, til at Fabian ikke virkede til at studse over det.... men han kunne næsten have forestillet sig at han ville høre for det, hvis sætningen var blevet færdiggjort i den bane det lød til at den ville; 'min prins' var ikke ord han ville dele med den mørkhårede mand, længere. 

Aldamar's blå øjne gled med den tanke i baghovedet stjålent imod skøgen ved siden af ham, og han kunne ikke lade være med at overveje, om det egentlig ikke var noget han brød sig ganske godt om... den her overlegenhed han kunne præstere konsekvensfrit over for tjenestemanden, den her indirekte magt han var blevet givet, da hans alias - lige meget hvilken form det tog - virkede som den ene eller anden form for vigtig (for ham) adel. Var det noget han ville kunne vænne sig til? 
Det ville gøre en hel del ting lettere, trods det ikke ville kræve det store geni at gennemskue skøgens almindelige væremåde som værende u-adelig. Men han var trods alt en formidabel skuespiller... 
Tankerbanerne blev afbrudt, da Fabian's lidt flabede svar lød, og han måtte anstrenge sig for at skjule den latter som pressede sig på af de ord. Noget der blev skjult bagved tekoppets kant, som han løftede til læberne så de ikke skulle afsløre hans morskab, idet at Fillipe (efter en misfornøjet rynke på næsen), kiggede på Aldamar selv. Hvad han mente? 
"... jeg må give Fael ret, hvis du er i tvivl, så bør du ikke være i tvivl... så er det ikke det rigtige selskab" den varme drik blev pustet på, noget der fik hvidlig damp til at vælte frem over glasset, da varm luft mødte kolde omgivelser. "Men som noget af det første, bør det ikke føles som en byrde eller pligt at se dem" nej, så langt hellere end lyst, og Aldamar tog en forsigtig tår af den varmende drik. 

Fillipe selv tog en tår, og lænede sig med det tilbage. "Åh, men De har trods alt mange pligter" og Aldamar fnyste kortvarigt, men endte med at nikke. "Og det er ikke dem alle som føles som pligter, fordi at jeg har det rette selskab" pointerede han. 
Og havde endnu engang en anelse svært ved ikke at læne sig imod den blonde mand. Han havde så evigt ret, når han invendigt summede over at tjenestemanden snart skulle videre. 

Som Fillipe delte ud af teen, blev også Fabian rakt en, og tog også i mod den, alt andet ville være uhøfligt og ærligt? Så havde han nok også behov for den ekstra varme, nu når Fillipe så pænt havde røbet ham hans fortrukne varmekilde. Han kunne i det mindste stadig mærke lidt af varmen fra hans sidemand, som alligevel var kravlet tættere på i de få øjeblikke Fillipe ikke havde været i nærheden af dem.

Fabian kunne dog ikke lade vær med i hvert fald at finde en smule fornøjelse i positionen han var blevet kortvarigt. Havde det været overfor andre adelige, så havde han ikke trude, ikke uden et fast alibi, og lidt mere tid, men Fillipe var... nem at gøre det omkring. Han var en tjenestemand og siden han selv virkede til at træde udenfor rammerne han egentlig burde holde sig i, så gjorde det også at Fabian følte at han kunne tillade det.
Han kunne ikke helt gemme sit eget smil, som Aldamar alligevel gav ham ret, for ikke at nævne den milde frustration fra Fillipe af. ”Nemlig, så selv hvis det er af en pligt at man ses, så... er det slet ikke så slemt,” sagde han. Det havde der vel været et gran af i deres første tid. Det havde i hvert fald været arbejde for Fabian, men han havde aldrig haft et problem med det, fordi det var med Aldamar. ”Men bare rolig, det lød ikke som at du har ikke så mange pligter, så det er slet ikke så nødvendigt at finde en at bruge tiden med så,” sagde han rettet mod Fillipe, som en sølle trøst over at han ikke virkede til at forstå hvor Fabian og Aldamar kom fra. Denne her gang skjulte Fabian dog sit smil ved at tage en tår af den varme te. Forhåbentlig havde han ikke forsøgt at forgifte dem. 

Der var hvad mange ville kalde for en.... ubehagelig dynamik imellem den blonde Fabian, og det mørkhårede selskab som kom i form af tjenestemanden fra Arys palæet. Ubehagelig i den forstand at skarpskåret skyts blev her og der fyret af imod Fillipe, og han, ude i stand til at kunne 'forsvarer' sig, blot måtte tage imod det. Man ville dog være et fjols hvis man hævdede at ingen fra adelen nogensinde ville opfører sig sådan i virkeligheden, da mange fandt en vis fornøjelse i at hundse rundt med dem under sig. Hvis ikke for underholdningens skyld, så da for magtens skyld. 
Han havde dog aldrig ventet af Fabian ville falde under dén kategori. 

Men hvem var han ærlig talt til at stoppe ham? Udtrykket der kortvarigt fik tjenestemandens ansigt til at formørkes i et farligt glimt af irritation var så kort, at han kunne have svoret på at det var noget han bildte sig ind. Og foran en tjener, ville han aldrig sende en form for reprimande imod en anden adelsmand - og så var det jo Fabian. 
Og alligeve, kunne han mærke at det stak en anelse i ham, at se Fillipe så ukomfortabel, også selvom han ikke vidste hvorfor. Gamle vaner, det blev han ved med at sige til sig selv, så det måtte være rigtigt. "Fael dog" grinte han lavmælt, hvilket fik tjenerens eget, skæve smil over læberne igen, og han sukkede. "Held i uheld, som mange ville sige" kom det derpå fra ham, og de slanke ben krydsedes idet at han lænede sig en anelse mere frem igen, noget næsten opmålende over måden han betragtede Fabian på, som var han et eksperiment der skulle grejes, uden at det forekom direkte uhøfligt. 

Og endnu engang var den perfekte facade af mild høflighed over ham, og en tunge gled kortvarigt ud og fugtede de te-varme læber tjeneren bar. "Det her virker dog ikke som en pligt... I virkede nemlig ganske travle, da jeg kom, hmm?" Aldamar's blik smalledes ind ved den vovede kommentar, og han sænkede koppen, ord på læberne men dog ikke noget der nåede at komme ud, førhen at tjeneren svarede på sit eget 'spørgsmål'. Men igennem det hele, var det dog ikke Aldamar han kiggede på. "Ikke at jeg kan bebrejde hverken Dem eller Deres højhed, 'ruin udforskning' er ganske travlt arbejde" og først der fik Aldamar brudt ind, da han med et lille 'hah' viftede affejende med den ene hånd. "Og hvad mener du så med det?" kom det skarpt fra ham, trods ikke så skarpt som han vidste at han kunne præstere. Han vidste også at det burde være hårdere ord der faldt. 

Det kunen godt være at det var noget Fabian måtte reflektere over når han kom hjem, for hans reaktion til Fillipe var måske lidt uretfærdig, men når først man havde fået arbejdet sig ind hvor Fabian ikke brød sig om en person var, så kunne han ikke rigtig stoppe sig selv. Aldamar havde sjældent se den her side af ham, hvis overhoved, men Fabian var desværre slet ikke så fin og poleret når det kom til visse typer, som han til tider ville fremstå.

Han lænede sit hoved lidt tilbage, næsten så illussionen af at han kiggede ned på Fillipe, som de sad her. Derfor blev Fillipes øjne også mødt med Fabians egne, et smil på Fabians læber, selvom det ikke var så varmt, som dem han plejede at give Aldamar.
Han var selv ved at sige noget, hvis ikke Aldamars stemme havde brudt ind, og Fabians øjne fangede hans, denne gang med en undren. Det var næppe den Aldamar han selv kendte. Fabian havde mere end en gang fået fornøjelsen af Aldamars kolde og skarpe ord, men overfor tjenestemanden var det.... ikke det samme.
Han bed det dog i sig, og vendte i stedet for blikket mod Fillipe endnu engang, øjnene lidt smallere og mindre venligstemt. ”Jeg tror du gør klogt i at vare din tunge med den slags udtalelser,” sagde han køligt, ord han kun selv kendte lidt for godt. De kølige øjne fulgte dog også tilbage mod Aldamar, for selvom Fabian ikke var god til etiketten, så var det vel ikke hans plads at sætte tjenestemanden på sin plads. 

Det var en anelse bevidst at fyrstesønnen ignorerede det undrende blik fra Fabian, da det kom fra et sted han godt kunne forstå - han var bevidst om det, og han skulle også ændre på det. Den slags kommentarere hørte intet sted hjemme her, og Aldamar, hvis blik fuldkommen helt og holdent var fokuseret på tjenestemanden og de potentielle ord der måtte komme som forklaring, eller måske rettere forsvar.... gjorde det ikke bedre. "Jeg observerer bare, det er næppe sådan at jeg er den eneste der-" Aldamar's ene hånd røg op, afskar ham fra at fuldføre den sætning (endnu engang), men den her gang, var det for meget. "Fillipe!" 
Halvt om halvt skvulpede koppen i den hurtige bevægelse der satte den ned imellem hans ben, og Aldamar rankede sig. "Det er nok" tonen var hårdere, mere afvisende, og selvom han endnu engang kunne have svoret på at et smil spillede om læberne da han endelig 'undskyldende' sænkede hovedet og blikket, var han ikke sikker. Han foretrak at lade tvivlen komme ham til gode. 

"Jeg undskylder, det er næppe min plads at-" Aldamar svarede promte 'præcis, det er ikke din plads', og stilheden sænkede sig i nogle sekunder, førhen at han rejste sig. Kappen blev rystet fri fra hvad end der måtte sidde tilbage af sne eller frost, og han bukkede, et dybt buk der skulle vidne om hans afsked. "Jeg må også hellere tage min afgang.... en fornøjelse at støde på Deres selskabelighed herude, monstro ikke vi ses igen?" nok mest henvendt til Fabian, idet at han skævede op. 
Selvom Filipe smilede, var det ikke et smil af oprigtig gensynsglæde som han så frem til, som blev givet videre. Blikket gled med det tilbage på Arysprinsen, og et mere oprigtigt, næsten drillende smil krøllede den ene mundvig op, han prøvede næsten ikke engang, kunne Aldamar ikke lade være med spydigt at tænke. "Må resten af Deres dag blive fortræffelig, Prins Arys" 

Og med det samlede han sig til endelig at gå, efterladende en... underlig frustration i Aldamar i hans selskabs kølvand, og han fulgte ham tavst med bliket, idet at han skridtede væk på sin hest. 
En anspændt trækning i kæben. Lort. 

Heldigvis begyndte Aldamar endelig at sætte Fillipe på plads, som det burde ske. Havde situationen været anderledes, så havde Fabian nok også set det udspille sig anderledes, men han følte en frustration og uvillighed til at ville omgå sig med tjenestemanden, og høre på hans kommentarer. Måske hvis han faktisk havde kunne trække Aldamar ind til sig og sige at ja, de havde hygget sig gevaldigt, så havde det givet mening, men det var ikke hans valg at tage. I hvert fald ikke lige nu.

Det var også derfor kun et overfladisk smil der blev sendt i Fillipes retning som han endelig sagde sit farvel, og de blågrønne øjne fulgte ham, indtil han var langt nok væk, til at han kunne kigge på Aldamar. Den gode stemning var i den grad forsvundet mellem dem, og den varme kop med te virkede ikke så appetitlig.
Han havde ikke lyst til at virke alt for fjendtlig over emnet, men det var også svært, når han ikke engang kunne sige hvad det var for nogle følelser der rumsterede i ham. ”Så hvor tæt var I på hinanden?” spurgte han derfor endelig, måske i et håb på at åbne op for hvad end det var at Aldamar så desperat forsøgte at gemme. Fabian ville aldrig være vred over hvad der havde været, eller jaloux over at Aldamar fandt Fillipe tiltrækkende. Det var ikke der det lå i ham. Det irriterede ham at han følte at han stod og kiggede på en hemmelighed, som de ikke engang skjulte godt. Så meget for et par fredelige uger. 

Det var en tøvende hånd der gled ned for at gribe om hans stadigvæk varme kop, og forsigtigt tage en tår af den, med håbet om at den varme drik kunne fjerne noget af alt den is der var kommet i hans mave. Skikkelsen af den siddende Fillipe forsvandt ganske langsomt men stødt ud af periferien af deres synsvinkel, men selv efter han var forsvundet, var det som om at hans tilstedeværelse alligevel hang tungt i luften, og særligt i luften imellem de to der sad tilbage. 
Hvad havde det også handlet om... Aldamar's mørke øjne flakkede kortvarigt imod Fabian, førhen at det gled frem foran sig selv igen. Havde han.. gennemskuet dem? Det virkede næsten sådan; hvis man ikke vidste bedre, ville man sige at hans ord havde været ganske hintende. 

Og de vidste begge bedre. 
Aldamar's ansigt drejede sig en anelse modvilligt imod ham da han endelig brød den stilhed der herskede imellem dem, og en længere tår blev taget af teen, der næsten smagte bitter i efterdønningerne af manden der havde lavet den. Hvor tætte? 
Aldamar sukkede mentalt. Der var tusinde andre ting han hellere ville, end at snakke om Fillipe, og afvisende skulle han til at vinke spørgsmålet væk som 'ikke forfærdelig tætte'. Men i sidste sekund ændrede han mening, og lod i stedet tøvende ordene der kunne forklarer det, prøve at glide over hans læber. Spørgsmålet var bare hvor man begyndte, og hvad man definerede som 'tæt'. "Vi var meget tætte" endte han med at sige, strakte en enkelt hånd ud, som greb ham om knæet og fraværende nussede det i små, dovne cirkler. "Og efter jeg er flyttet til Dianthos, har det været svært at undgå... at i hvert fald tale med ham igen, så stadigvæk mindre tætte end før i tiden, men..." uundgåeligt lå det i de ord, at Aldamar næppe ville sætte dem som venner, men heller ikke fjender eller blot bekendte. Slet ikke.

Fabian ville alligevel ikke have troet på den løgn Aldamar ville være kommet med. Hvad han havde set havde antydet at de havde været tætte, men han kunne umulig gætte sig til hvordan forholdet egentlig havde været. Dog familiært nok til at han følte at han kunne tillade sig.. det der. En opførsel Fabian aldrig havde set omkring andre adelige, omend han ikke havde begået sig hos mange af dem. Sif havde dog sine historier han også kunne læne sig op af.

Derfor var han også glad for at Aldamar ikke forsøgte at benægte det. Den nussende bevægelse løsnede dog ikke meget af isen der var i hans egen mave. Hvorfor kunne tingene ikke bare være som de var. Det føltes lidt som om at lige når de nød hinandens selskab, så var der altid en grund til at få det ødelagt. Enten af andre, eller af hinanden.
”Han følte han havde ret til dig,” sagde han ærligt. Ikke engang dømmende, i hvert fald ikke mod Aldamar. Hvis der lå noget i det så var det foragten i stemmen der alligevel sneg sig ind, som han omtalte Fillipe.
Han rystede dog på hovedet og tog en kop af den stadig lidt varme te, ikk ehelt sikker på hvordan han skulle sætte ord på tingene. Selv i hans øre kunne han høre hvordan det næsten lød som om at han var jaloux, men... det var jo ikke billedet af Aldamar og Fillipe sammen der var problemet. Nogle gange hadede han virkelig de nye mærkelige følelser der kom frem omkring Aldamar.
Selvom hans øjne ikke gav meget væk, så kunne man dog også godt se at der foregik tanker bag dem, overvejelser, som gjorde at de bare engang imellem virkede lidt fjerne. 

Det var som om at Aldamar's bevægelser frøs en anelse ved de ord, og selvom det ikke varede mere end i et par sekunder, så havde det uden tvivl været der. Ord der ramte ganske godt, hovedet på sømmet, i hvad han også selv ofte følte omkring Fillipe og hans opførsel. En hvis ejerfornemmelse, en selvgivet ret til hvad end han følte for, at kunne tillade sig lige i det øjeblik de var sammen. 
Og selvom han almindeligvis havde pli nok til ikke at lave den form for... scene som han just havde præsenteret, skinnede det af og til farligt igennem. 

Den fraværende nussen af hans knæ fortsatte derpå, og Aldamar betragtede ham tavst. Det fjerne blik der af og til lyste i gennem det blå-grønne hav, var... ikke ligefrem foruroligende, men... 
Det var underligt, og han følte sig overraskende udsat, sådan som det blev sagt højt her i det åbne. Han vidste godt at den mørkhårede mand var lidt af en fejl. En størrer en af slagsen. De tørrer læber skiltes da han prøvede at åbne munden en anelse. "... han..." og alligevel døde ordene ud på tungen, da det gik op for ham at han næsten havde været ved at forsvare ham; han fortjente på ingen måde at blive forsvaret, omend det måske ligeså meget var med henblik på at forsvarer sig selv og sine tidligere beslutninger.  
Aldamar trak hånden en anelse til sig, og flettede dem  i stedet ind imellem hinanden, halvt skjult af kappen da han trak knæene op til sig selv for at lægge armene over dem i stedet. "Han har ikke ret til mig" endte han i stedet med at sige, selvom han indvendigt kunne bande over at det ikke kom ligeså fast ud, som man kunne have håbet, eller måske endda forventet. Aldamar's kæber spændtes yderligere op da han endnu engang kværnede tænderne en anelse imod hinanden, førhen at et lidt dybere åndedrag blev taget. "... og du tager fejl, så naiv er han ikke" fortsatte han. 

Der var det igen. Følelsen af at Aldamar forsøgte at holde det skjult, hvilket bare fik Fabian til at føle sig som om at han ikke måtte vide det, som om at der var noget hemmeligt, noget forbudt, når det lød mere som et overstået forhold. Hvis ikke for stemmen.
Hans øjne fokuserede sig lidt ind, som Aldamar prøvede at forme ordene, men det føltes ikke som om at de ligefrem kunne lægge en ro over den uro der var at finde i Fabians bryst. Han havde aldrig været så investeret i en anden person, og det gjorde det svært for ham at vide hvordan han egentlig skulle agere i det scenarie de var i.

”Efter det her møde, så er det lidt svært at tro,” sagde han, mere henvendt til den sidste del af sætningen. Måske Filipe bare var typen der ville trykke på knapperne, men det gjorde ikke ligefrem at Fabian brød sig mere om ham.

Et suk undslap Fabians læber og han kiggede mod bålet igen, som han prøvede at samle ordene og tankerne, så de gav mening, også for Aldamar. ”Jeg er sådan set ligeglad med hvad du har gjort med ham... tanker, følelser, fysiske aspekter af jeres forhold der kunne være der,” sagde han, uvidende om hvor meget Aldamar og Fillipe kunne have været sammen. Det var også irrelevant. ”Men jeg kan ikke lide følelsen af...” han bed lidt i læben af sig selv, ikke helt så villig til faktisk at fortælle hvordan han selv følte omkring det, men forsatte, det gjorde han trods alt. ”... At du føler at det skal være en hemmelighed overfor mig, som om du har et eller andet du skal skamme dig over.” Og i sidste ende foretrak Aldamar ikke også sandheden, ligesom Fabian gjorde? Hans blik rettede sig mod Aldamar, lidt mere fast. ”Hvis der er noget der, så bare sig det til mig, jeg har aldrig haft ene ret til dig.” For hvis Aldamars tøven på at forsvare Fillipe ikke var en eller anden form for loyalitet og ja måske kærlighed til manden, så var han i hvert fald ikke sikker på hvad det ellers kunne være. 

Det prikkede, stak og sveg en anelse at hører de ord komme ud, og Aldamar's indre vred sig i frustration over at blive sat i den her stilling, selvom en kølig, kontant og hård stemme påpegede at det så bestemt var hans egen skyld. Han kunne have sendt Fillipe væk med det samme, da han havde sat sig med dem. Han kunne have taget mere kontrol over samtalen - den forbandede kontrol - og styret hvor den gik hen, jah hvad der blev sagt. 
Han kunne have sendt ham væk så snart han havde set ham tilbage på palæet, men han havde bevidst valgt at lade være. Der var intet andet at sige, end sandheden. Men for en gangs skyld, fik sandheden det til at summe ubehageligt i hans krop. 

Aldamar's øjne mødte hans, og frustrationen fik i dét øjeblik en skarpere kant af irritation. Hvis der var noget? Måtte han være fri. "Der er ikke noget" mumlede han, og blinkede en enkelt gang. "... i hvert fald ikke noget der burde være der" fulgte han så ligeså skarpt op med, men den her gang, var det endnu engang henvendt ham selv. 
Aldamar rejste sig op - den energi der fik hans nerver i næsten alarmberedskab, var den samme som fik ham til at trave en anelse omkring, idet at han samlede noget af det brænde Fabian havde taget med, og arrigt - køligt, men ganske vidst arrigt i kraft af de hurtige, resolutte bevægelser, stablede mere på. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Vil du vide hvordan jeg kender ham? Eller hvad er det du helt præcis spørger om?" rettelsen i den sætning var at han ikke vidste hvor han skulle starte, for at forklarer sig. Han var en standhaftig mand, han sagde nej til det meste, og i den grad også de fleste. Men der var undtagelserne der bekræftede reglerne, og tjenestemanden havde kendt ham så længe, at han nogle gange var bekymret for om han havde gravet sig lidt for permanent ind et eller andet sted, i hans hjerne.
Og det var ikke loyalitet, det var ikke kærlighed. Var det afhængighed? Måske, mennesker var vanedyr, og de bifaldende smil, eller de venlige klap på skulderen derhjemme... de føltes fantastisk.  
Fantastisk irriterende, rettede en indvendig stemme kommanderende.

Som Aldamars frustration voksede Fabian også. Kunne det være så svært at sige sandheden? Og måske var det også fordi Aldamar virkede så modvillig i emnet, at Fabian følte frustrationen vokse. Han havde ingen idé om hvad han gravede efter, andet end en følelse af at Aldamar ikke holdt noget skjult på baggrund af det. Der var mange grunde til at holde hemmeligheder, og han havde vel selv et par af sine egne han ikke havde fortalt endnu, fordi de ikke var relevant. Fillipe som person var dog tydeligvis relevant, mere end Fabian havde bidt mærke i første gang han havde set ham.

”Jeg ved det ikke, Baldric!” var også det frustreret udbrød der kom fra Fabian, som satte koppen lidt hårdt ned ved hans side, selvom han ikke rejste sig op. Aldamar opførte sig næsten som et vildt dyr i fangeskab som han travede rundt. ”Fortæl mig noget, så jeg ikke føler at I har en eller anden hemmelig klub uden mig næste gange jeg ser ham, for det kommer jeg vel til at gøre!” Fabian knugede sin hånd ved sin side. Fillipe burde ikke have irriteret ham så meget, som han egentlig gjorde, men han kunne ikke benægte det, og hans ord benægtede det heller ikke. Men hvis Aldamar absolut ville have et spørgsmål at skulle svare på, så måtte han jo give ham det. ”Så hvorfor... hvorfor er du blødere overfor ham?” End mig. Han kunne trods alt høre på tonefaldet nu, at Aldamar intet problem havde i at være skarp og hård overfor ham. Noget han dårligt havde udvist overfor Fillipe andet end da han havde været ekstra vovet.