Blæksprutten 29.09.2020 21:03
Så det var hvad der gjorde udslaget? Nogen havde set den rødhårede tøs flirte med Phillippe, og nu havde de altså sladret til den berusede idiot af en knægt? Ugh, Enzel kunne ikke lade være med at blive lidt irriteret over Phillippes uforsigtighed, men det var jo let at være bagklog. Og dog. Enzel havde en mistanke om, at pigen ikke nødvendigvis havde givet sit ja til nogen endnu – hun var jo barpige, og levede af at servicere og underholde. De her drenge lignede nogen der bare ville slås.
Enzel knurrede af idiot nummer 2 for at bede ham om at lukke røven. Bare fordi han var mindre end Phillippe, betød det ikke, at han skulle regnes for et ligegyldigt vedhæng til Phillippe. Enzel havde garanteret mere erfaring i kamp, men han havde selvfølgelig ikke musklerne eller højden. Som han selv blev vred, fordi han lod sig geare op af deres anklager og spydige ord, og som han var klar til at trække daggerten frem fra sit skjul bag hoften, gik det op for ham, at Phillippe overhoved ikke var med på den plan.
Phillippe var… overraskende nok roligt, og det fik Enzel distraheret fra at glane ondsindet på de to mænd. Han blev lidt overrasket og chokeret over at høre ham sige, at han var en gift mand. Det var da en pudsig løgn at finde på, for at bevise sin uskyld… Men da Phillippe løftede hånden og viste arvestykket frem, så alle, selv Enzel kunne se det, gik det op for ham, at det var en vielsesring.
Så… han havde løjet…?
Ingen behøvede ellers at lyve overfor en bordelejer på den måde. En bordelejer var da vant til at drive folk i synd hele tiden. Det hele gav pludselig mere mening… Phillippes afholdenhed…! Hvis nu bare han havde været ærlig fra starten af, så havde Enzel måske været mere forstående overfor hans behov for at vende hjem. Eller også havde han blot forsøgt at overtale Phillippe til, at det var normalt at være sin hustru utro, og at hun sikkert gjorde det samme, når han tog på arbejde…!
Der var slet ikke tid nok til at være overrasket, for det ville blot sende et signal ud til mændende overfor dem, at det var nyt for Enzel – som de mente var mandens elsker. Det var bedst hvis Enzel lignede en der var klar over at Phillippe var gift, og at han respekterede den slags… hellige bånd. Så modvilligt lukkede han sin lettere måbende mund, og vendte blikket surt på mændene igen. Det var meget unaturligt for ham, bare at ignorere at to mænd vidste at han var til mænd og hvem han havde ladet sig røvpules af. For det var en synd ifølge flere trosretninger, og hvis man ikke gik forsigtigt med det, kunne man blive straffet for det, hvis folket dømte dem skyldige. Og det gjorde de jo altid… Han måtte stole på Phillippes taktik og følge med ham, for ellers gik det jo i vasken…
Men som han passerede dem, mærkede han pludselig et greb om sin spinkle arm, og han blev nærmest trukket tilbage og forsøgt smidt op ad væggen. Det var den mindste af de to mænd, der havde udsigt Enzel som sin modstander, men på trods af at han var den mindste af de to, var det langt fra en fair kamp vægtklassemæssigt. Enzel var så meget mindre, men ikke den svageste…! Udfra styrken i mandens greb, regnede han med at han ville blive slået lige straks, men manden prøvede i stedet at befamle ham.
Enzel så rødt. Aldrig at han skulle udsættes for noget lignende igen…! Han kunne høre slag blive udleveret et sted bag hans modstander, men kunne ikke få lov til at se, hvem der fik uddelt tæsk. Men Enzels fokus var på sin første forhindring. Han forsøgte at få kontrol over sine arme igen, så han kunne nå sin daggert igen – han skulle aldrig have flyttet hånden fra den – for nu var han fanget. Manden maste sit knæ mod Enzels skridt og han nærmede sig med sit hoved for at hviske et eller andet til Enzels ikke-eksisterende menneskeøre. ”Så let som at stjæle slik fra et b-ARGHHH!” Enzel havde bidt sig fast i struben på ham uden den mindste tøven. Det føltes godt at smage blodet fra nogen man foragtede, også selvom blod blev anset for at være urent. Og vampyrspise. Og det var netop vampyrspise manden troede han var blevet til. Han blev kun sluppet fri fordi mande begyndte at slå på Enzel, for at få ham til at slippe. Og han greb sig straks til halsen. ”Vampyr…! Vampy-” Der var pludselig en daggert på spil, og da mandens bløde mavesæk blev snittet over på langs, begyndte blod at pible ud, og lidt organer kom til syne. Enzel så manden i øjnene, mens han faldt på knæ i det hårde trægulv og væltede død om. Rædslen var stadig i ansigtet, da det ramte gulvet.
Da Enzels evne gjorde ham opmærksom på at han var død, vendte sig straks halvt rundt og ventede på at manden skulle reagere på det blodbad der fandt sted lige bag ham. Der var intet rent over Enzels kampteknik og der var ingen chok eller frygt i hans øjne. Når man så ind i de kolde, smallede øjne, vidste man, at han havde myrdet før. ”Du lader min fyr være og jeg mener NU!” Enzel var ellers rimelig behersket ovenpå drabet af den unge mandsperson, der lå ved deres fødder. Han tog gerne den andens liv også, bare for at være sikker på at han ikke sladrede. Men han havde trods alt ikke forsøgt at gramse på ham, som hans mindre ven havde.