Pax grinede - men ikke til Junos indrømmelse. Nej, det var planen - og en ganske god en af slagsen - der fik ham til at le lavmælt. Han nikkede anerkendende øjeblikket og sagde: "Det er faktisk ikke helt dumt. Du kunne sagtens slippe af sted med det. Edward siger, at jeg har en svagelig krop." Pax sendte ham et sigende blik, uvidende om Juno stadig kunne huske, de problemer han kunne have med at spise og hvordan, han altid syntes at knække sig i tide og utide over de mindste brud på hans rutiner. Det havde været, og var stadig, normalt at han gik for sig selv og at møderne i hans klan dernæst stod stille til lyden af hans stradbasser.

Da Juno dog dernæst blev alvorlig og skævede til ham med skarpe øjne, tørrede Pax sit smil af læberne. De ord der fulgte var ikke dem, Pax havde regnet med, og han nåede ikke at skjule sin kortvarige forundring - og som han havde lovet Juno i sine tanker, grinede han ikke.

"Hvis det bliver offentligt behøver vi ikke... så kan jeg stå tættere på dig og den slags ting", mumlede han med et lille smil, hvorefter han gav indersiden af Junos' lår et klem.
Dernæst skar han en grimasse og kom til at smile for endnu engang. "Jeg ville ikke røre dig i morges. Jeg tænkte, du havde godt af at vågne først." Pax skævede ubevidst til Juno men så snart de stålgrå øjne lagde sig på den blonde mand, lænede Pax sig frem for, at lade deres læber mødes.

"Jeg er et kriminelt geni," understregede Juno, og lod sit blik glide op og ned ad Pax, som var han i gang med at bedømme om den anden fyr var god nok til én, der var så klog som ham, inden han begyndte at grine af sin egen opførsel. 

Des mere han fantaserede om at lade deres forhold blive offentligt, des mere fristende blev det, og Pax fristede ham kun endnu mere, når han tilbød at stå tættere på ham, hvor lidt det så end lød af. "Det er ikke... nødvendigvis til den slags ting," svarede Juno, selv som det var præcis den slags han drømte om. Han var kommet tilbage efter et kys, men det var Pax's offentlige hengivenhed han drømte om. Pax's hånd og klem om hans lår, fik Juno til kun at skubbe det længere op mod Pax. 

"Det var - øh - tak." Forlegent slog Juno blikket ned igen. Det var muligvis noget af det mest betænksomme nogen nogensinde havde gjort for ham - også deroppe lå, at Pax havde forvandlet sig for ham. Juno lod sine læber mødes med Pax's, og åndede lettet op imod hans mund. Det var dét han var kommet for, mest af alt. Men der var også én ting mere.

Med et sidste kys, trak Juno sig væk og lagde sig ned på sengen, udstrakt, for at kunne nå den jakke han havde smidt længere op af den og lå sådan, med et knæ over Pax's, og fumlede sine lommer igennem, indtil han kunne sætte sig op med noget småt i hånden, som han straks lagde imod Pax's håndflade - den hånd, der ikke holdt om hans lår, for dén ville Juno ikke drømme om at forstyrre.

"Det er Chances symbol," fortalte han lavmælt, idet han afslørede en kobbermønt med en tveægget kniv indgraveret på den ene side, og Chances portræt, en menneskekvinde, på den anden side. "Jeg ved, hun ikke er din gudinde. Hun er heller ikke min." Det var ingen hemmelighed at Juno ofte lagde et besøg forbi Isaris tempel, ligegyldigt hvor godt eller dårligt det gik ham i livet. "Men hun skulle være den gudinde, der passer mest på typer som os. Og jeg vil sove bedre, hvis jeg ved, at du har heldet på din side."
Juno havde stadig den blomst, Pax havde givet ham på deres skovtur. Den lå presset hjemme hos ham, i en bog han aldrig havde læst.

Junos spøgerier var kærkomne. De ledte nemlig en lethed med sig, Pax ikke før havde stiftet bekendtskab med, men som han instinktivt vidste, var afhængighedsskabende. Pax lo derfor lavmælt og himlede med øjnene, hvorefter han gav Juno fingeren.
”Det kan du blive, knægt”, mumlede han med funklende øjne og sitrende mundvige. Ikke lang tid efter lukkede deres læber sig dog om hinanden og Pax hengav sig til det, glemte alt og de ord, der ellers havde lagt og summet på hans tunge.

Gaven var en overraskelse – noget Pax afskyede som pesten. Hans instinkt påkrævede ham, at han straks lagde sit ansigt i sine vante og tomme folder, men det skete knapt. Smilet svandt ind og gnisterne i de stålgrå øjne blev til noget andet; noget, der var mere afdæmpet men så absolut ikke tomt.
Varmen, der spredte sig i hans bryst, var den næstfølgende overraskelse. Pax havde aldrig før modtaget en gave – ikke en, der var givet med et sådant formål og for Pax mindede det ham om de fortællinger, han havde hørt, om rigmandsbørn der fik gaver den dag, de blev bragt til verden.

Pax vidste det ikke, men han smilede, alt imens han tog mønten i nærmere øjesyn. ”Du ved godt, at jeg må ønske nu, ikke?”, mumlede han, hvorefter han lo drenget og lukkede sine øjne. Han mærkede den spændte følelse, man fik, når man så et stjerneskud og så hastigt, man overhovedet kunne, skulle finde på ét ønske og hviske det i sine tanker.

Og Pax vidste, hvad han ønskede sig.

Jeg ønsker, at Juno mener det ligeså meget, som jeg gør.

Pax kastede mønten, greb den i luften og knaldede den ned på modsatte håndryg…