“Det er jeg glad for” mumlede hun ind imellem skefuldene hun spiste. Hendes blik lagde sig dog på Pax, som han spiste, så hvor langsomt han gjorde det og at han også efterlod noget. Hun sukkede langsomt, og overvejede om hun skulle sige noget. “Der er meget mere, er du sikker på du ikke vil have en skål mere? Så kan du jævne af det, i stedet for at spise så lidt” mumlede hun, og lagde hoved på skrå. Det var dog også en forstående stemme, som der ikke prøvede at påtvinge ham noget han ikke havde lyst til. Mest af alt, fordi hun ikke orkede flere skænderier lige nu. Hvilket sådan en lille diskussion mellem dem, sagtens kunne forekomme. 

Søvn? Hun blinkede langsomt med øjnene, som hun kiggede ned på skålen af mad som nu var blevet spist. Måske havde han ret, måske var det hvad hun havde brug for lige nu. Og hun orkede ikke en gang at trække tilbage til hulen under jorden, for at ligge sig i den store seng der. Men valtrede hen mod den simple træ seng der stod i hjørnet. Og faldt mere eller mindre omkuld ned i den bløde halm. “Søvn er måske en god idé” små lo hun en anelse dæmpet, da hoved var nede i halmen stadigvæk.

Pax skyndte sig at nikke, hvorefter han, stadig stående, tog et par skefulde mere af den varme supper. Heller ikke han var interesseret i at råbe mere af den blonde kvinde, men hendes distancerede jeg fik hans indre til at kilde ubehageligt. Han vidste ikke, hvordan han skulle gebærde sig og frygtede, at et enkelt fejltrin ville bringe Zaladins forgård til den lille hytte.

Så Pax spiste og vuggede spædbarnet i søvn, så Evlyn kunne gøre det samme. Efter at have lagt barnet tilbage i krybben, lagde Pax sig ved siden af den blonde kvinde og kyssede hendes hår.

”Jeg elsker dig. Det bliver godt igen. Det har ikke andet valg.” 

Hun ende med at kravle under skinnende som der lå for fodenden af sengen, og gemme sig helt så kun hendes kornblomstfarvede hår tittede ud fra bjørne og ulveskinnet. 
Derfor gibbede det også i hende, som hun mærkede at sengen gav sig og noget kravlede hen til hende. Mærkede hans varme fra ånden der kom ud af hans mund, som han kyssede hende på hoved. Et skævt smil tittede frem på læberne, som hun trak skinnet ned fra hendes ansigt og betragtede hans dejlige - dog udsultede ansigt. “Jeg elsker også dig - og det skal nok blive godt igen, når jeg ikke længere tager det så fandens personligt.” Klukkede hun lidt halvhjertet, og plantet et kys på hans læber, inden hun trak ham ind til sig. Hendes hoved lagde sig på hans brystkasse, inden hun lukkede dem og tog en dyb indånding af hans duft. 
Det vigtigste var vel blot, at han var hendes nu, ikke? 
Hvorfor havde hun så denne alt ædende følelse i sit indre, at han måske alligevel ikke var hendes? En følelse der fik hende til at vende og dreje sig i længere tid. Inden udmattelsen endelig tog over og tvang hende til at falde i søvn.