Han var ikke sen til at gribe pakken, og med et noget afventende blik betragtede Aldamar hvordan han hurtigt havde fået åbnet skjorten, og nu overraskende forsigtighed gav sig til at pakke den ud. Hvorvidt de var store fan af at man prøvede tingene eller ej, det kunne Aldamar ikke helt sige, men det var sjældent noget man var villig til at købe uden at have prøvet det først. Om ikke andet, så blev det sjældent taget ned for hylderne, for at blive sat på igen. 
Snore, klæder og alt imellem klirrede svagt da han trak det ud i hånden, og et leende smil trak Aldamar's læber op, og han trådte nærmere. Håbede på hjælp simpelthen? 
Det burde være til at kunne hjælpe med - Aldamar's hænder fandt vej til den allerede åbnede skjorte, som han behjælpeligt krængede af ham, afslørede hans veltrænede overkrop. Et tilfreds sug af luft blev trukket ind imellem de smilende tænder, og frystesønnen øjne glimtede en anelse mere. "Ahh, lad os nu se..." smilede han, og lod øjnene vandre mindst ligeså meget som hænderne gjorde, da de (mere fattet end han troede han havde kunne præstere) blidt fulgte de skarpe linjer af muskler, ned af hans bryst og ned imod maven. 

Kort kiggede han op op Fabian - måske bare lige for at være sikker på at han ikke var useriøs omkring det, inden at han med en tilfreds lille nynnen greb fat om bæltespændet, og lod slanke fingre begynde at fifle med det. Hvis han ville have hjælp, kunne han sagtens få det. Glædeligt. 
Han var ret så sikker på at elveren der havde været i butikken, vidste bedre end at brase ind uden advarsel. Og hvis ikke, jah så var han i hvert fald ikke i tvivl om at butikken afkrævede en form for diskretion af sine medarbejdere. Ellers ville de ingen kunder få til at starte med. 

Fabian mente det altid når han bad om hjælp med tøjet, især når det kom til at tage det af. Det med at få hjælp til at få noget på, det kom primært når han blev mødt af ting der var underlige... som det her, og korsetter.
Han blev dog også nødt til at tvinge sig selv til at stå stille, da Aldamar fingre endelig rørte ham. En følelse og behov for var bygget op over det sidste stykke tid, især som de var gået herind. Rene tanker Fabian. Ikke ligefrem noget han var ekspert i, men han kunne prøve.

Det føltes underligt intimt, da Aldamar begyndte at arbejde på bukserne, men han lod ham gøre det, og da de var åbne smuttede han også ud af sine sko, så bukserne kunne blive taget af ham. Som sædvanligt havde han dog ikke noget indenunder, hvilket gjorde for nem adgang. Og som måske også bevidnede om at undertøj var ikke noget Fabian normalvis gjorde sig i.
Hans hænder foldede tøjet ud af pakken, men.... nej, det så ikke nemmere ud når han havde det i hænderne, selvom underbukserne nok var det nemmeste at finde.
”Er der en metode til det her,” kom det lidt tøvende fra Fabian, som han også prøvede at separere delene lidt fra hinanden. Aldamar havde faktisk formået at få ham ud på dybt vand med det her. Ikke en ting der skete ofte. 

At Fabian var ude på dybt vand, var ikke noget han lagde mærke til. I hvert fald ikke med det samme, som bukserne blev løsnet op og han lige så stille og roligt kunne trække dem ned over hans hofter, og lod dem falde ned til hans ankler. Et enkelt blik øjenbryn blev løftet da han igen- igen kunne konstatere at underbukser stadigvæk ikke var noget han gjorde sig i, og Aldamar kunne ikke lade være med at grine lidt over det i sit stille sind; noget der kun kom til udtryk som et lille smil.  

Blikket flyttede sig igen, og hans spørgende stemme, jah næsten tøvende handling fik Aldamar til blidt at tage det fra ham, og måske lidt for trænede fingre foldede det ud, så det kunne lægges på kommoden han havde fisket det ud af. Han nød det lidt for meget, glimtede øjnene i afslørende tilfredsstillelse. "Jah, bare stå stille..." kom det lavmælt fra ham, og hans fingre bandt rutineret nogle af de knuder der skulle bindes, op, imens låse mekanisnen på nogle af de andre dele også blev tager hånd om.  
Imens kunne han ikke lade værd med at skæve til ham af og til, er fantastisk syn.  

"Kom herover" en lavmælt kommando, og Aldamar greb den løsnede underdel, gled ned på det ene knæ og strakte den en anelse ud, så han kunne få et ben igennem, uhyrer bevist om hvor... spænende det måtte se ud, skulle nogle vælge at komme ind. Han kunne ikke lade værd med at smile bare en anelse langsommere, og en god del bredere af det. 
Fingrene gled fjerlet over hans nøgne ben, kunne ikke holde sig selv fra at strejfe ham af og til, og tilbød samtidig en skulder at holde balancen på, sådan som han sad foran ham. Og kiggede en anelse op. 

Det varmede vel en hver mands hjerte, at deres partner, eller hvordan man ville beskrive deres forhold, smilede af at se ens nedre regioner. Derfor var det heller ikke anderledes for Fabian, som ikke kunne lade vær med at smile lidt bredere af Aldamars tilfredshed.

Hvor rutineret Aldamar virkede til at være i det her, chokerede egentlig Fabian lidt. Han havde bare virket så jomfruelige de første par gange, selvom han på det seneste havde virket til at vide hvad det var han ville. Det måtte jo også betyde at Fabian ikke var den første mand der blev proppet i sådan nogle klæder, for Aldamars tilfredshed. Egentlig ikke noget han havde et problem med, selvom det var overraskende.

Fabian stod også helt stille, til trods for at han stod som den eneste nøgen herinde, mens han kiggede på hvordan Aldamar løsnede tingene, så han kunne gøre det klar til at Fabian skulle i det, og da kommandoen kom om at komme tættere på, så lyttede Fabian også.
Det var en underlig følelse af at blive hjulpet med noget så simpelt som undertøj. Nok det tætteste Fabian ville have været på en næsten pinlig situation, men sådan en lille ting skulle dog ikke stoppe ham. Han løftede benet, så han kunne komme i det, og med hjælp fra Aldamar, begyndte de at putte det uhyre kompliceret kostume på ham.
Det var lidt en underlig følelse for Fabian, men ikke ligefrem ubehagelig. 

Kæder blev strukket ud, snore bundet op og så bundet sammen igen, og med tænksom præcision bevægede fyrstesønnen sig metodisk igennem de skridt det skulle til, for at få ham i tøjet. Efter at have bundet nogle af snorene omkring hans lår, blev et mere løst stof viklet om livet på ham, så han ikke stod helt så blottet som han ellers ville have - trods stoffet i sig selv næsten var gennemsigtigt i dens mørke farve. Man kunne i hvert fald sagtens så de dekorerende detaljer hans ben var bundet ind i. 
Først der valgte Aldamar at rejse sig, så han kunne gribe noget af det matte metal der skulle lægges om hans kraveben, som faldt i dekorative kæder ned af hans bryst.  

Skønt. Slet og ret skønt.  
Som noget af det sidste, var det en lås tilbage... og rolige skridt fik ham til at bevæge sig om bagved ham, en hånd der ikke var bleg for at følge huden i en lille vandring over brystet, henover skulderen og videre til dens mål midt på ryggen. En del af det var trods alt hvor lidt det lå imellem hans berøringer, og den andens hud, og det formåede også at vriste en næsten nydende brummen over hans læber.  Han blev altid overrasket over hvor glat Fabian var. Men lige nu, passede det næsten lidt for godt til det han havde på.  
Det lille klik lød, og Aldamar's hænder lagde sig med fingrene spredt over hans ryg, inden at de med et tilbageholdt åndedræt gled under armhulerne, for at lægge sig henover hans bryst igen. Et form for kram, der bragte hans hage til skulderen og mundvigen ud fra hans øre. 
"Jeg tror du er færdig nu..." mumlede han en anelse lavmælt, men kunne ikke lade værd med at smile, og løsnede grebet en anelse i tilfælde af at han ville vende sig, eller gå frem imod en af de spejle der var langs væggen.  Lige meget hvad, var det en Aldamar med tilbageholdt åndedræt, der ville betragte ham i den nye mundering.  

Det tog sin tid, men de blide berøringer fra Aldamar gjorde det mere udholdeligt, samtidig med at spændingen næsten var ulidelig. Det føltes lidt som om at han næsten ikke havde noget tøj på eller var viklet ind i et fiskenet, og han havde stadig lidt svært ved at se det fantastiske ved det indtil videre, udover at Aldamar rørte ved ham.
Han lænede sig lidt ind mod krammet, inden han sørgerede for at der var nok plads til at han kunne vende sig om og kigge Aldamar i øjnene. ”Er det så alt du har drømt om?” spurte han, lidt kækt, før hans egne øjne gled over mod et spejl, hvor han lige kunne ane udkanten af sig selv. Siden Aldamar ikke havde særlig meget fat på ham, løsnede han, stadig en smule modvilligt, fra Aldamar, så han også godt kunne tjekke sig selv ud.

Hvad Fabian så var absolut ikke det  han havde forstillet sig. Kæderne og snorene lå tæt mod hans solbrune hud, og næsten kun gjorde alting mere opmærksom på hans form. Folk uden meget form ville nok ikke kunne bære det ligeså godt, og det var begyndt at dæmre for Fabian, hvorfor det var Aldamar kunne lide det.
Han stillede sig lidt til siden, så han også kunne se lidt af ryggen og hans egen røv, inden han endelig kiggede mod Aldamar igen. ”Kan du lide det?” spurgte han, for selvom han lige havde stået og beundret sig selv, så var han mere interesseret i Aldamars reaktion når han nu kunne se ham lidt på afstand. 

Han fik vendt sig omkring, og Aldamar måtte med et lille fnys stoppe sig selv i at give ham ret med det samme, da det ville være alt for let. Sandheden var dog at det sad godt, utrolig godt... nej, han ville gerne have hans egen ærlige reaktion, og den krævede at han ikke lagde ord i munden på ham. Det var fristende at holde ham så tæt som de stod nu, men han slap da Fabian viklede sig ud af hans greb...

... For at gå hen til spejlet og se sig selv. Aldamar kunne ikke lade værd med at følge ham med blikket - hvert skridt fik de bevægelige dele til at rykke sig en anelse, og næsten krammede hans skarpe former ind til sig - tegnede hans fantastiske statur op på den måde han i sene aftener havde overvejet om det ville... Og måtte nu konstatere at han havde haft ret i sin vision.  
Den ene hånd fløj på foran munden, den anden arm krydsede brystet for at støtte den. Og en genkendelig varme bredte sig over hans skarpe kindben, en varme det afslørede at det så helt bestemt havde en effekt. Sådan som han poserede en anelse.. til sidst blev af fingrene bidt sammen om, så han ikke kværnede tænderne for meget imod hinanden. 
Han prøvede halvhjertet at skjule den underliggende attraktion der fik hans stemme en tak dybere ned, da Fabian ventes sig omkring.  
"... Jah. Det kan man godt sige" det var lang tid siden han havde føltr sig decideret forfjamsket omkring ham.  Men han så fandens magtfuld ud, det fik det til at sitre i ham. 

Selvom Fabian godt kunne se at han så godt ud, og han vidste at det her var noget Aldamar godt kunne lide, så var han stadig ikke rigtig forberedt på reaktionen da han vendte sig om, og så en noget rødlig Aldamar, og måden han sagde tingene på. Der var ikke et øjeblik i tvivl hos Fabian om hvor meget han kunne lide det, og hvor meget han selv kunne lide hvordan Aldamars blik næsten åd ham op.
Han kunne mærke hvordan lysten kriblede og kravlede i ham, og hvis de ikke passede på, så ville der gå et stykke tid før de overhoved ville kunne forlade butikken igen, for mængden af ting Fabian havde lyst til at gøre... den var nærmest uendelig, især hvis det blik blev ved med at blive på ham. Ulideligt og helt igennem noget af det bedste han nogensinde havde set på en anden person.

Derfor var det også med næsten beslutsomme skridt, han begyndte at gå over mod Aldamar, men han tog sin tid, og vrikkede måske lidt mere med kroppen end han normalvis gjorde når han gik. ”Kan man godt sige?” sagde han, lavmælt og mere nede fra brystet af. ”Er det rødmen jeg ser, Baldric.” Der var heller ikke megen tvivl om at Aldamar havde en effekt på Fabian, selvom den var langt mindre tydelig. Det var primært måden hvorpå hans åndedræt var blevet lidt tungere og hans øjne der så sultent på Aldamar, der indikerede det. 

Det slog pusten en anelse ud af ham, og han havde svært ved ikke at holde af den svaghed der krøb over ham, da Fabian med taktfaste skridt nærmede sig. Svært, da han normaltvis ville hade den svaghed der fik hans hjerte til at banke en anelse hurtigere - uden for rækkevidde at store, men så absolut elskede synet af hvordan han... jah, tog det til sig. Og det var satme gået hurtigt. Han følte sig lidt som et dådyr der stivnede i lyset af noget der bevægede sig faretruende hurtigt imod den, og kunne ikke rykke sig - hverken frem eller tilbage. 
Stemmen gjorde det heller ikke bedre, og han mistænkte ham for at vide præcis hvad han gjorde. Noget der fik en spøjs blanding af fantastisk lyst og forfærdelig erkendelse over hvor letlæselig han var, til at glide igennem ham. 

Hvorfor den her forfjamskelse? Han troede at han var sluppet uden om den, men så sig selv besejret da han med et fnys måtte tvinge blikket væk, uvillig til at svare på spørgsmålet - hvilket desværre nok var et svar i sig selv. "Jeg kan i hvert fald ikke... ikke lide det" mumlede han, og hånden der havde været foran munden, blev kørt om bagved nakken da han ikke vidste hvor han ellers kunne gøre den. Den var rastløs.  
"Åh, ved zaladins forgård, Fabian" bandede han lavmælt men uden skyggen af at det var rettet imod Fabian, da blikket alligevel blev draget til ham. Nej, så bestemt imod ham selv og hans bankende hjerte, håndfladerne pressedes nu imod hinanden foran læberne, da han var kommet (forfærdelig) fantastisk tæt på. 

Måske for bedre og værre, så havde Fabian bare været i sit fag i for mange år, til at blive slået ud af en smule tøj. Uanset hvor lidt og mærkeligt det måtte være. Desuden var det jo nemt, når man blev set på, som var der ikke noget smukkere i verdenen... eller i hvert fald med ophidsende. Smuk var jo ikke ligefrem det ord der blev brugt mest om ham.

At Aldamar var blevet forfjamsket over det, var en smule overraskende, men hvis Fabian kunne malke det, så gjorde han det med glæde. Det var det her der havde fået ham til at tro at Aldamar i starten havde været mere jomfru end det viste sig at han egentlig var.
”Jeg troede vi havde snakket om at du skulle sige det som det var,” sagde Fabian i en næsten spindende tone, men i stedet for at gå hen til Aldamar, så stoppede han et stykke fra ham, så han rigtig kunne se på kroppen der dækket ind. ”Hvor meget kan du lide det?” Han kørte en hånd henover sit eget bryst, næsten som skulle han mærke lidt på de snore og kæder der indrammede ham, men hans intense blik var fastholdt på Aldamar. 

Det var alligevel ret så typisk den blonde mand at tage hans ord til sig, men kun for at bruge dem 'imod' ham senere. Ded den kælne tone han præsenterede, kunne Aldamar kunne stoppe øjnene i at blive knebet en anelse sammen, og stadigvæk med håndfladerne presset imod hinanden foran munden, åndede han en anelse tungere ud. Han gjorde sig virkelig til. Men det virkede, øjenkontakten var nådesløs og umulig at løsrive sig fra, omend også umulig at holde i for lang tid - føltes det som om. Virkeligheden var at han faktisk fik holdt den, også selvom han prøvede at få ham til at beskrive hvor meget, et spørgsmål der fik ham til at knibe læberne sammen. Der var ikke nogen elegant måde at sige noget så... hmpf. 

Aldamar rømmede sig en anelse. "... nok til at bruge penge på det" prøvede han måske at tale lidt udenom med, og lagde samtidig bånd på sine ben, for ikke at bevæge dem imod ham. Det kriblede dog i fingerspidsderne efter at få fat i ham, men tålmodighed var en dyd, og dyder var noget man burde læne sig op ad. 
Med en lidt dybere udånding fik Aldamar endelig liv i benene, og satte dem i bevægelse - fandt en stol at få sat sig på, dog stadigvæk med øjnene over ham. Hvor længe han ville have det på, vidste han ikke. 
Så det var jo med at nyde det imens det var der. 

Selvom Fabian næsten så upåvirket ud over det, så var det faktisk også lidt af en anstrengelse for ham at holde øjenkontakten, men også distancen fra Aldamar. Han havde lyst til at røre ved ham, men mest af alt, så ville han også gerne røres af Aldamar. Hans hud føltes mere sart i det her stykke tøj, som om det var meningen at det også skulle gøre noget ved ham også. Så det ikke kun var for at have noget pænt at se på.
Pengene var heller ikke lige hvad Fabian havde ønsket at få ud af Aldamar, i hvert fald ikke ord der omhandlede dem, selvom det stadig varmede ham lidt at Aldamar var villig til at bruge så mange penge på ham.

Hans blik fulgte Aldamar, som han satte sig ned på en stol. ”Men du er vel også sådan en der foretrækker at have flere beklædningsgenstande. Vil det samme ikke blive kedeligt med tiden,” spurgte Fabian drillende, og selvom det lød som om at Fabian ønskede at få flere penge ud af Aldamar, var det næppe det det handlede om.
Han kunne dog ikke dy sig mere og fulgte med Aldamar mod stolen, hvor han endelig satte sig med siden til Aldamar, på hans skød. En arm over hans skulder. ”For jeg skal nok tage hvad end du beder mig om at tage på,” hviskede han. Sikker i sin sag om at Aldamar ikke kunne opdrive noget hvor Fabian ikke var villig. Måske han skulle have hjælp, men det var vel blot en del af det. 

At sætte sig på stolen var på sin vis en måde at 'grounde' sig selv på, om end ikke med andet formål end at han så ikke kunne rykke sig alt for meget tættere på. I bagtankerne havde der nok også været et ønske om at Fabian fik incitament til at komme nærmere, og med en så oplagt siddeplads, var han ikke sen til at tage den. Aldamar selv kunne i hvert fald mærke hvordan han villigt samlede benene en anelse - ben der havde været på vej til at krydses for at holde det bare en smule sobert, men som nu fik lov til at mærke vægten af ham over sig. 
Det var så også her at det blev rigtig svært at holde fingrene for sig selv, og den arm der ikke viklede sig støttende om hans ryg, bevægede sig over hans ben, og senere en anelse listende op af hans maveskind. Fingrene greb nogle af de tynde kæder på vejen, og snoede dem dovent rundt om sig. Om det samme ikke blev kedeligt med tiden? Mørkeblå øjne betragtede ham... sultent, og Aldamar svømmede lidt i den drillende energi omkring ham. Nød dens afveksling fra tungere tanker. 

"Du gør det ikke nemt..." og så snart ordende var ude, måtte han med en overrasket latter lige tag dem til sig igen. Hånden bevægede sig drillende hen til kæden der løb imellem hans piercinger. "Eller faktisk, gør du det næsten for nemt" ...at være omkring dig. "Jeg ved ikke om jeg skal prise mig lykkelig for at du er så åbentsindet som du er, eller grue hvad du opfordrer mig til" Aldamar listede sit ansigt ind imod halsen, under kæbelinjen, og kyssede forsigtigt den tynde hud. 
"Bør jeg være bekymret?" hviskede han med læberne stadigvæk imod det solbrune skind. 

Fabian ville næppe føle sig snydt, hvis det her havde været Aldamars plan fra starten af. Ikke når fingrene var begyndt at udforske kæderne og hans hud. Blikket fik blot Fabians hånd, som alligevel var omkring Aldamar til at holde ham på plads, til at glide op i de mørke lokker. Det her var næsten dræbende, som det virkede som et forspil der bare trak ud i alt uendelighed. Men havde det meste af deres forhold ikke i forvejen været det?

En lille brummen af interesse kom fra Fabian, da Aldamar sagde at han ikke gjorde det nemt, men så begyndte han at grine af det. Dog blev Fabian kort efter distraheret af pillen ved lige netop den kæde. Et lille his og gys gik igennem ham, som der var blevet hevet lidt for meget ved kæden ved piercingen. Det havde han ikke forventet, men det var alligevel en god overraskelse, selvom de nok skulle passe lidt på med det, hvis Fabian ikke skulle begynde at vise Aldamar hvor stor glæde det her bragte ham.
Et lille grin undslap ham. ”Jeg tror først du skal være bekymret den dag jeg siger nej til et af dine påfund,” svarede han tilbage, og lod sig strække halsen lidt mere, så Aldamar havde bedre adgang til halsen. ”Men vi har også dårlig udforsket dine lyster endnu.” Nej, Fabian ville gerne have det rigtig opsat, med redskaber og åbenbart også undertøj, så han rigtig kunne se hvordan det var når Aldamar kunne have kontrol over situationen. 

Det var tydeligvis ikke kun behageligt for øjet at se, da nogle af snorene trak i nogle af den blonde mands mere sensitive områder, selvom han nok ikke vidste helt hvor meget de helt præcis kunne gøre, endnu. Egentlig ville det også spare ham selv for noget arbejde senere hen, og samtidig gøre det muligt at være lidt mere kreativ, nu hvor at nogle af løkkerne og ringene allerede var lavet... det var ikke gået forbi ham hvordan hans krop havde reageret positivt af den dovne opmærksomhed... hvilket nok også var derfor han lod kæden være for nu, for ikke at tirre ham unødvendigt. Selvom det var svært at lade værd, når han slængede sig så fint. 
Helt fri for det kunne han dog heller ikke sige at han var, når han med sin mund imod hans hals, efterlod en lille stribe af kys - holdt ham bare lige en anelse tættere, nu hvor at han strakte hals for det. 

Som ville han vinkle ansigtet lige en tand bedre, gled hånden op imod hans hals med et blidt greb og skubbede kæben en anelse styrende til siden. Altid den evige snak om hvad han virkelig gerne ville, det fik fyrstesønnen til at brumme tænksomt ind imod hans hud. "Så lad os håbe den dag aldrig kommer" duften af ham gik direkte under huden på ham, og Aldamar sukkede mageligt. "Det skal vi nok nå. Vi har ikke travlt, mmh?" hvorvidt det var sandt eller ej, det vidste han egentlig godt var en halvhjertet løgn. På sin vis havde de travlt i hans hoved, og så alligevel ikke, da han på mange punkter fandt det fuldkommen urealistisk at han skar Fabian af efter ægteskabet med Adena. 

Det var nok mere den usædvanlige følelse der var endt med at gå i Fabians bryst. At nogen havde overvejet at folk havde piercinger der, og faktisk lavet noget tøj der inkorporerede det, var overraskende i sig selv, især når Fabian så kunne mærke kæderne bevæge sig. På det grundlag, så kunne han godt blive glad for det her udstyr.
Et tilfredst suk undslap hans læber, som Aldamar forsatte med at give hans krop opmærksomhed. Måske han havde haft mere behov for det her, end det egentlig var gået op for ham.

Han kiggede dog en anelse mere indgående på Aldamar, da han nævnte at de ikke havde travlt. Det var det trods alt begydnt at virke som om at de ikke havde, især nu når Fabian var inviteret med til brylluppet. Det lød mere og mere som om at Aldamar havde givet op på at smide ham væk, til fordel for sin hustru. Nok også en meget god ide når hans kommende hustru også selv havde en afvigelse. Deena. Det var tydeligvis ikke lykkes Fabian helt at skubbe sidste aftens minde ud af sit hoved, især ikke nu når han var sammen med Aldamar. Der var altid de små ting der mindede ham om, at han pludselig havde det store billede af alting, og der var så meget både Deena og Aldamar ikke vidste om hinanden.
Det var dog kun et øjeblik hvor ansigtet var faldet lidt på ham, inden at smilet var tilbage. ”Mon ikke,” mumlede han og lod hovedet falde lidt mere til siden, nu når Aldamar var så godt i gang med at kærtegne hans hals. 

Det kunne bare et eller andet fantastisk at begrave hovedet - og sine problemer i Fabian, og det fantastiske gjorde ham en anelse blind for at det kunne ligge mere under overfladen end blot hvad hans ord af og til havde det med at give af reaktioner. Især når hans problemer syntes ligegyldige i de små bobler af selskab, og hans selskab så oven i købet ville ham, og lod ham føle sin villighed på egen krop.  Berusende, og nok også hvad der fik ham til med et sidste nap at fjerne læberne så han ikke udnyttede det lidt for meget til egen tilfredsstillelse.  
"Jeg kunne æde dig lige nu, ved du godt det?" lød det dog alligevel en anelse bramfrit inden at han fik stoppet sig selv, øjnene over ham inden at han forsigtigt lænede sig mere tilbage i stolen, så det ikke blev en realitet i sidste ende. Noget der nok mere end noget andet var en forsinket kommentar om hvor godt han kunne li' alt ved det her, og en meget mere retfærdig svar, end at han var villig til at smide krystaller efter det.  

".. så lad os finde noget mere. Er der noget her du har haft dine øjne på?" En mere lavmælt mumlen der dog talte for sig selv, om at han var villig til at finde noget den blonde man måske havde haft øjnene på.  
Hånden stoppede ikke sin fraværende lille forkælelse af den muskuløse krop, ikke før han aktivt i hvert fald rejste sig.  

Det kunne godt være at Aldamar fysisk var stoppet med munden med at kærtegne ham, men ordene gjorde næsten mere end de små kys havde gjort. På den ene side var Fabian pludselig meget opmærksom på hvor de var, men på den anden side, så var han ligeglad. Hvis Aldamar havde lyst til at æde ham figurativt, så var han tæt på at bede ham at gøre præcist det. Det tog han derfor lidt af indånding ikke bede ham om det.
I stedet for lænede han sig ind, så han kunne hviske i Aldamars øre. ”Lad os gemme det til et mere privat sted,” sagde han, og tvang sig op og stå, nu når der var tale om at finde noget mere til Fabian.

Hele hans krop summede af hele oplevelsen, og det virkede pludselig mere overkommeligt at finde noget mere de kunne putte ham i. For hvis det her var reaktionen hver gang, så var der intet der kunne stoppe Fabian i at hoppe i det.
Hans begyndte at bevæge sig rundt i lokalet, udmærket godt klar over at Aldamar fik lov til at nyde synet af ham noget mere, for han havde trods alt stadig det første kostume på. Til sidst stoppede han op foran et sæt med noget gyldent metal, det var nok ikke rigtig guld. Det virkede næsten lidt rubinsk i udseende, og havde ikke alle de forbandede snore der hang ned af en. Han tog en hånd op og rørte ved det kølige metal, før han vendte sig om og kiggede mod Aldamar. ”Måske den her?” sagde han. ”Hvis du da tror den vil klæde mig?” Han havde i det mindste fysikken til at passe ned i det alt sammen, men Aldamar havde nok mere et mode øje end han nogensinde ville få.

Hænderne slap ham en kende modvilligt, mwn Aldamar lod ham rejse sig uden det store brok omend hans selv blev siddende en anelse længere tid tilbage i stolen. Benene blev krydset, albuerne placeret på knæene og fyrstesønnen lænede sig fremad, der var to grunde til at han gjorde sådan. Den første var blot for at kunne betragte ham, da Fabian ikke virkede til at have videre travlt med at smide det snoreskabte tøj han havde på, og Aldamar kunne næppe brokke sig over en så oplagt lille fremvisning. Den anden var for at lade vejret trækkes en anelse dybere ned i lungerne, lade blodet bruse en anelse mere rundt i kroppen. Af mere... personlige grunde. 

En guldglimtende 'dragt' havde blikfang, og Fabian endte med at stoppe op foran den. Det var et mere simpelt snit, hvilket blev opvejet af den royale dekorering, og havde nogle vinrøde, flagrende løsere dele til halvhjertede ærmer - smilet omkring Aldamar's læber trak en anelse op, og han rejste sig. 
"Jeg tror det meste vil klæde dig" brummede han lavmælt for sig selv, og gik hen for at stille sig ved siden af ham, blikket vurderende imellem ham og det udvalgte tilbehør. 
Der skulle dog ikke gå lang tid inden at han nikkede en anelse, og hånden fulgte hans eksempel, for at mærke efter på det kølige metal.

Ikke med andet grundlag end bare at gøre det, fordi Aldamar vidste at kvaliteten ikke var hvad man gik på kompromis med.
"... så tager vi den med" nikkede han, og slap den med en lille ringlen af kædernes led imod hinanden, nikkede for sig selv. Aldamar's smil voksede en anelse, idet at han kiggede på ham. Var der mere? Fordi hvis ikke gled hans blik en anelse overvejende hen på nogle silkebånd langs væggen, omend han havde bånd derhjemme. 

Det hjalp også selv lidt på Fabian at komme op og føle luften i stedet for Aldamars varme. Ikke fordi det ligefrem var køligt i lokalet til trods for hvor lidt tøj han egentlig havde på. Aldamar havde vidst også fået ham lidt for godt kørende ved denne her fremvisning, og hvis det her ikke udviklede sig til en spontan tur hjem til Aldamar, ja, så måtte han jo finde en udløsning når deres veje havde skiltes. Det var vitterligt kun med Aldamar at han til tider måtte gå fra et møde og finde en ny kunde bare fordi han selv havde lyst.

Han troede da også at han havde fået lidt styr på sin krop, men komplimentet gik lige ind, og han kunne mærke hvordan blodet brusede igen. Bare tanken om at hvad end han tog på, at det ville få den reaktion fra Aldamar som tidligere.

Han rømmede sig lidt, og kiggede mod Aldamar, som han kom tæt på og selv rørte ved materialet, som skulle han tjekke kvaliteten. ”Jeg ved ikke om det er mig du forkæler, eller dig selv,” kunne Fabian ikke lade vær med at kommentere. Selvom spørgsmålet om hvor undertøjet skulle befinde sig til daglig stadig var der. Der var fordele og ulemper ved begge af deres steder, men i sidste ende var det op til Aldamar. Det her var dog mindre, og muligvis lidt nemmere at sørge for ikke blev stjålet, hvis det endte hos Fabian.

Fabian havde dog ikke tænkt sig at udpege flere stykker tøj. Den her var den eneste der havde stået markant ud af dem, og desuden kunne Aldamar jo altid bestemme sig for flere, hvis der var behov for det.
Han opdagede dog hvordan Aldamar havde fået øje på noget, og hans øjne landede selv på båndene. ”Er det også noget vi mangler?” spurgte han lavmælt. Han ville klart foretrække kvaliteten af det Aldamar købte, frem for det han selv havde til når det blev nødvendigt.