"Godt!" Udbrød Juno, lettet og glad, da Pax fastslog at han hverken behøvede bruge hans efternavn eller givne navn. Pax passede ham bedre og uformalitet passede ham uendeligt bedre. Desuden kendte han Pax så godt, selv efter at have ignoreret og undgået ham så længe, at det ville være mærkeligt at bringe formalitet ind i deres liv nu.

"Fordi du vil have at jeg kender dig," svarede Juno afslappet, som betød det ingenting for ham at færdiggøre Pax's sætning på den måde, med et svar der, hvis det var rigtigt, betød meget mere end bare ordene i det. "Ligesom jeg vil have at du kender mig." Dét føltes mere som en afsløring. Måden, han selv havde svaret på Pax's 'hvorfor' afslørede jo egentlig, at det var dét, Juno gerne selv ville høre, dét han selv følte. 
Juno sank en klump og skævede ned, selvom tæppet stoppede ham fra at kunne se noget. Hvis Pax stadig var hård, ville han bare gerne røre ved ham, og det krævede al hans viljestyrke at stoppe sig selv, indtil han følte Pax's tommelfinger ned ad sin egen lyske.

"Hold nu kæft, Pax," mumlede han lavmælt, på ingen måde sur, men tydeligvis frustreret. "Du kunne tilbyde så meget mere, hvis du ville," insisterede han og så Pax direkte i øjnene igen, med et blik der udfordrede ham til at bevæge sin hånd bare en smule tættere på. 

Pax lod sit blik farer fra Junos’ eget, ned til den andens brystkasse i det, at han svarede på det uvisse. Sådan lå han lidt, hans fingre i gang med deres evige kærtegn, alt imens han tænkte. Til trods for intimiteten i ordene, til trods for, hvad de insinuerede, følte Pax sig ikke forskrækket og omsider nikkede han tavst. Jovist, det var det, han ville.

Kende Juno. Og have, at Juno kendte ham.

Ønskede Pax, at sige mere, nåede han det dog aldrig før, at Junos frustrerede ord nåede ham. For endnu engang sitrede Pax’s mundvige, og han lod bevidst sin hånd forlade dens plads ved lysken, til fordel for den andens ryg.
Pax hev Juno tættere ind til sig og gravede sin frie arm indunder hans nakke. Det gav ham mulighed for, at ligge en hånd henover alt det blonde hår og dernæst så han ned for endnu engang.

”Hvorfor vil du gerne i seng med mig?”, spurgte han, hans stemme neutral og ikke-afslørende. De stålgrå øjne var dog en anden historie: de kunne ikke finde hvile på Junos ansigt, men rendte frem og tilbage mellem den andens øjne. ”Hvad er det, du ikke fortæller mig?” 

Juno gryntede frustreret, da Pax ikke tog hans udfordring op, men i stedet fuldstændig fjernede sin hånd. Han skulle have vidst bedre, end at tro han kunne provokere Ulven til noget, han ikke ville, men det var stadig en skuffelse. Han havde været så tæt på.

I et pludseligt dårligt humør, reagerede han også kun irriteret på Pax's første spørgsmål med et rul med øjnene og anspændte skuldre, selvom Pax's hånd i hans hår var det mest beroligende han længe havde følt. 
Det var først, da Pax spurgte igen, at det gik op for Juno, at den anden fyr måske ikke kunne se det. Ikke kunne se, hvad Juno følte når det kom til ham. 

"Du ved, da jeg blev gammel nok til at finde piger interessante, og straks glemte alt om Will, ikk? Jeg tror jeg lærte alle de måder, man overhovedet kunne fjolle rundt med nogen på, uden at risikere at gøre dem gravid." Juno tøvede og vædede sin underlæbe. Sex, alkohol, stoffer, han havde haft hænderne i det hele, også selvom han havde haft en mand som Pax i sit liv til at fortælle ham, hvor skidt en idé det var. 
"Jeg tror ikke du lagde mærke til, da min opmærksomhed vendte tilbage til dig. For det første var jeg heldigvis også blevet bedre til at skjule det.. Og for det andet havde du travlt med så meget andet. Desuden havde jeg allerede et omdømme." Juno trak på skuldrene, for at indikere, at det ikke betød noget for ham, selvom hans omdømme betød alt for ham. 

"Selv nu, hvis jeg hører dit navn i byen, kan jeg ikke tænke på andet i flere dage. Hvis jeg var en del af din bande, ville jeg fandme aldrig kunne koncentrere mig om noget som helst igen. Jeg tror.. jeg tror jeg kunne kaste samme forbandelse over dig, hvis du lod mig." Undervejs i svaret, var Junos blik gledet væk fra Pax's, men fandt nu vej tilbage til hans. Hans hjerte sad i halsen på ham, men han følte ikke, at han afslørede noget nyt, og han havde troet, at Pax måske allerede haft det på fornemmelsen. Edward også, endda.
Hvor tydelig Junos besættelse med Will havde været, kunne han kun håbe at han havde skjult sine følelser for Pax bedre, men han vidste også, at han flere gange var blevet taget i at stirre længselsfuldt efter ham. Noget han selv havde undskyldt med en latter og forklaret, at han bare var zonet ud, men han havde også langt fra været den eneste, der havde sendt Pax nogle lange blikke. Sådan var det, når en hel flok af mennesker, så op til én. Forelskelser var svære at adskille fra alle de andre følelser af beundring og misundelse.

Varm, dampende the og en blid, klukkende gammelmandslatter…
”Knægten har et godt øje til dig.”
”Juno? Hah. Nej. Han deler seng med piger.”
”Det ved jeg ikke noget om, men jeg har øjne i hovedet! Han ville spise dig rå, hvis han kunne komme i nærheden.”
”Han ser op til mig. Det er normalt for mange af drengene. Jeg har haft hans ryg siden, at han kom til os. Filip ville jo gerne putte alle drengebørnene i kjoler og kneppe dem, så vi lavede en aftale. Dem og jeg. Vagtplaner, beskyttelse… Juno var med dengang. Han var… hvad, seks eller syv? Sådan noget glemmer man ikke. Jeg er –”
”Tro mig. Han kigger på dig anderledes nu.”
”Han hader mig.”

Mindet kom og listede væk igen på et øjebliks stilhed, og Pax, forstenet af Junos ord, greb om det med et imaginært jerngreb; holdt det fast og genspillede det indtil, at det ikke længere gav mening og starten kom til slut, midten først og der ingen ende var til det.

Og fornemmelsen… ”Selvfølgelig vidste jeg det. Det fornemmede jeg, da du var yngre. Der var et eller andet over dig, du ved.”

Brikkerne faldt med ét på plads og Pax’s brede øjenbryn skød op i den blege pande i forundring. Stadig var hans tunge dog sømmet fast til hans gane, hvormed han var tavs men Pax forsøgte at synke adskillelige gange i håb om, at den atter ville falde tilbage på plads igen.

Omsider lykkes det og Pax strammede ubevidst grebet om Juno. ”Hvorfor kalder du det en forbandelse?”, hørte han sig selv spørge, og i sit stille sind måtte Pax erklære sig forundret over sine egne ord. Hvorfor var det netop det, der forekom som det vigtigste at få afklaret? 

Juno kunne tydeligt se, at der foregik et eller andet i Pax's hoved, og han havde ikke tænkt sig at afbryde hvad end det var. Han håbede bare, at hvad end der faldt på plads, så var det ikke noget, der fik sparket ham ud af sengen.

Juno reagerede også med et fnys, der langsomt blev til et smil, da Pax endelig svarede ham. "Fordi..." svarede han og sukkede, imens han prøvede at finde de rigtige ord. "Fordi alle rygterne sagde, at jeg var en idiot for overhovedet at have den slags forhåbninger om dig. Og fordi jeg vidste, at du slet ikke ville kunne se mig på den måde, ligegyldigt hvad jeg gjorde, så længe jeg var en af dine unger. Hele.. hele min dag blev bedre, hvis bare du smilede til mig og alligevel vidste jeg, at hvis ikke jeg ville have mit hjerte knust hver eneste dag resten af mit liv, så var jeg nødt til at forlade dig."
Juno grinede, men latteren rungede tomt. Det havde været hårdere for ham at forlade Pax's bande end han nogensinde havde kunne forudse.

"Og her er jeg, og hele min krop og mit hjerte vil den samme ting, men det nytter ikke noget, hvis ikke du vil." Juno sendte et skævt smil til Pax, men smilet nåede ikke hans øjne. "Det er ikke din skyld, det er bare.. hårdt?" forsøgte Juno at forklare.

Pax sank en voksende klump i halsen, alt imens Juno forklarede. De stålgrå øjne kunne ikke længere magte opgave, det var, at farer rundt og henover den blonde mands ansigt, for de blev draget af den andens øjne. Øjne, de ikke kunne undslippe fra og –

Fortællingen. Sandheden. En, Pax ikke kunne forstå, men som samtidig fik en række brikker til, at falde tilbage i deres faste ramme og dernæst på plads. Hvordan forvirringen kunne være så komplet, samtidig med visheden om gyldigheden, anede Pax ikke, men han hægtede sig fast i paradokset og lod stilheden sænke sig over dem.

Hvad med Hector, havde han lyst til at spørge. Du sagde, du elskede ham. Elsker du mig? Er det du beskriver forelskelse?

Et lavmælt suk forlod Pax, men et ganske andet et end det, der normalt lød fra dem; dette udsprang nemlig af et altædende behov efter at drage ny luft, da det var gået op for Pax, at han havde holdt vejret i en evighed.
”Du ved sgu da godt, at jeg vil”, mumlede Pax lavmælt tilbage, hvorefter hans ene mundvige tøvende løftede sig nogle millimeter opad. ”Du… har mærket det. Men… det er bare… du bliver nødt til at love mig… du skal love, at du kommer til mig, hvis du har et problem, jeg kan løse. Lov mig det”, bad Pax i en tone, der gradvist blev mere og mere påvirket af hans åndeløse åndedrag, og ikke mindst hans ivrige bevægelser…

Pax rakte i næste øjeblik om bag Juno og greb om sengerammen. Den skulle blive hans springbræt og han hev sig op, så han for anden gang den dag kunne lægge sig ovenpå Juno. Hænderne, der havde kærtegnet den anden i lange tider, landede på hver sin side af Junos’ hoved og Pax lod sig falde ned og henover ham.

”Lov mig det”, hviskede han, hvorefter han rakte ned under tæpperne og greb om Junos køn. ”Lov mig det. Du kommer –” Pax lod sin hånd glide ned og op imellem hans alvorlige formaning ”- hver gang. Du skal. Lov mig det."

Juno så væk, med et svagt ryst med hovedet, da Pax påstod at han gerne ville. Hvad hans krop ville og hvad han ville, var to vidt forskellige ting for Juno, og han havde ikke lyst til at få sine forhåbninger op. Men i det øjeblik Pax begyndte at snakke om løfter, vendte Junos blik straks tilbage til hans. 

For første gang var Juno selv løbet tør for ord, og han nikkede langsomt, hans øjne store i forundring, først over Pax's ord og derefter over hans bevægelser. Juno selv lå stille imens Pax kom op over ham, og instinktivt spredte Juno sine ben for ham, kun for at klemme dem sammen om Pax's sider, bange for at han ville stikke af igen eller rulle videre ud af sengen.

"Jeg lover," hviskede han og sank en klump, inden et tungt støn forlod ham. Pax's hånd føltes som om den altid havde hørt til dér, rundt om Juno, der afslørede hvor ung og utålmodig han stadig var, ved at rulle med hofterne, for at få mere friktion ud af Pax's hånd. "Jeg lover," gentog han lidt højere. "Jeg lover at komme til dig. Jeg skal nok se dig i øjnene og snerre af dig som normalt, og alt det der," lovede han, imens hele hans krop føltes som om den brændte af lyst. "Hvadsomhelst, for dig, Pax, hvis du.." Juno tog en dyb indånding, der skjulte endnu et støn, og mødte Pax's grå øjne. "Hvis du knepper mig." Han var sikker på, at han bad om for meget nu, men han havde bedt om for meget hele dagen, og alligevel, på en eller anden måde, fået det, så hvorfor ikke også denne gang? 

Pax fik den bekræftelse, han håbede på. Og dernæst mere end han havde bedt om. Selv havde han dog ikke mere at sige. Ordene syntes pludselig overflødig og Pax hengav sig til det, han havde kæmpet mod siden, at Juno havde gjort sine første tilnærmelser.

Pax bøjede sig frem og tog Junos læber med sine egne. Atter var det en form for kontrolleret vildskab, men tungen, der grådigt skilte den andens læber ad, var oprigtig i sin intense målrettethed, ligeså vel som hånden om kønnet, hvis bevægelser fortsatte sin langsomme op- og nedvandring.
Ikke lang tid forblev Pax dog, hvor han var. Læberne skred fra Junos og søgte med slik, kys og bid ned langs den skarpe kæbe, til de nåede den bløde hals. Også hans hånd forsvandt; længere ned, under Junos’ skaft, til de lagde sig om de hårde sten i den bløde pung. Der forblev de, deres kærtegn bestemt men ikke hårdhændet, indtil Pax løsrev sig helt fra Juno fra det ene øjeblik til det andet.

Pax’s åndedrag var tungt og overfladisk, og til trods for den forbindingsfyldte brystkasse og dens smerter, hev Pax Juno op at sidde. Dernæst greb han om hans hofter og guidede ham rundt, indtil Junos hænder lå mod væggen og Pax kunne placere sig bag ham.
Først da fortsatte Pax sine kærtegn. Først da lod han hånden finde vej tilbage til Junos’ køn, alt imens han eget lagde sig mellem de spændte balder. Langsomt, Pax’s bevægelser kontrollerede men ikke tøvende, lod han deres kroppe forenes og da Juno havde taget imod ham, begyndte Pax at rulle med sine hofter; en handling der kastede Juno ind i hans eget greb og ikke efterlod den anden med et sted, der ikke blev berørt af ham selv.   

Det var helt surrealistisk at blive kysset af Pax. Ikke bare at kysse ham, men at blive kysset af ham, at det var ham, der lænede sig ned til Juno, og ham, der skilte hans læber ad, og ham, der styrede det hele, af egen fri vilje og lyst. Juno, der indtil nu havde bildt sig selv ind, at han havde tvunget Pax til noget, han ikke selv ville, kunne pludselig tydeligt se, at Pax ville det her fuldstændig lige så meget som han selv ville.
Juno begravede sine fingre i Pax's grå hår, men holdt sig denne gang pænt fra at hive i det. I stedet stønnede han lavt og blidt imod Pax's læber ved hver en mulighed. Støn, der blev lidt en hjælpeløs klynken, idet Pax fjernede sine læber fra hans. Juno lagde sit hoved på skrå og lod Pax komme til, hvorend han ville. Også nede imellem hans ben gjaldt det, og Juno kom til, med et tilfreds støn, at hive Pax i håret, da hans hånd fandt ned til hans pung. Juno smeltede som varmt smør, når det kom til Pax's behandling af hans nosser, og det eneste, der ikke var fuldstændig afslappet og blødt i hans krop, var hans pik, der stod som en flagstang, en enkelt dråbe af sæd trillende ned ad den. 

Derfor var Pax's hjælp også velkommen, da han blev hevet op at sidde. Væggen var kold under hans håndflader, men Pax's krop bag ham var varm, og Junos egen krop var som en ovn. Med Pax's hånd om sit køn igen, spredte Juno sin knæ yderligere med en dyb indånding i forventning. Pax havde gjort et godt job med at få ham afslappet, men han spændte alligevel op i kroppen, da han først mærkede Pax's lem mod sig. 
Juno trak langsomt vejret ind og ud, og forsøgte at blive ved med dét, imens Pax trængte op i ham. 
"Pax," stønnede han, da han endelig havde luft nok til at kunne sige noget overhovedet. Han vendte sit ansigt mod hans, hans krop varm og hans øjenlåg tunge, usikker på om han overhovedet havde nok luft til at kunne kysse ham, men han havde bare brug for at se ham. Tjekke, at det virkelig var ham og at det virkelig skete, at det ikke bare var en lang og underlig drøm, der ville få ham til at vågne i op i en våd plet derhjemme. 

Pax’s åndedrag efterlignede hans vuggende hofter og blev til korte, hastige udåndinger nær Junos øre. Lænet op af den anden, hvilede Pax sin pande mod det blonde baghoved og lod hans øjne glide tungt i, overmandet af øjeblikkets ekstase. At mærke sin krop blive vækket til live var en ubeskrivelig fornemmelse, men bandelederen lod ikke sine tanker dvæle ved det faktum; faktisk stoppede de deres interne og konstante hvisken, og blev stille som graven. Det var befriende, både at overgive sig til begæret og Juno, men også at mærke hvordan, at det taktiske, kontrollerede hoved forstummede.

For et øjeblik stoppede Pax sine stød og lod hånden, der havde guidet Junos’ lem mod ekstasen, glide op over den veltrænede maves muskulatur. ”Mhm”, brummede han, hans stemme hæs og mørk af øjeblikkets lyst. Selvom Pax havde formået at besvare kaldet på hans navn, var der ikke meget andet der trængte igennem til ham, og med kontrollerede men bestemte bevægelser, skubbede Pax dem begge tættere mod væggen.

Og dernæst landede hans frie hånd henover den ene af Junos’ egne. Pax havde brug for den ekstra støtte, men i det at han havde fundet den, begyndte hans hofter igen at bevæge sig. Den anden hånd, den der havde knuget Juno til Pax’s egen krop, gled igen ned til det hårde lem. Så snart fingrene atter havde fundet sin plads – sin retmæssige plads – begyndte også kærtegnene af den. For hver gang Pax stødte ind i Juno, gled hans hånd ned over hans skaft og bevægede sig op, som Pax forsvandt ud af den andens inderste igen. 

Juno havde ikke haft brug for andet fra Pax, end hans brummen. Han ville bare vide, at han var der, og dét får han at føle, da Pax's hånd glider over hans mave. Junos pik føles bar uden hans hånd om den, men hans krop brummer med liv, overalt hvor Pax's hud rører hans, og han kunne ikke brokke sig.


Han var vant til at bestemme og føre, lede en hel flok af unger; men nu, med Pax, gav han gerne føringen fra sig. Generelt, hele dagen, havde han kunne være stort set bekymringsfri igen, for første gang i flere år. Han havde haft sine egne meninger, men den endegyldige beslutning havde han ladet Pax tage - og stolet på, at han havde truffet den rigtige. 

Sved gled af Junos varme krop, og støn forlod rytmisk hans lunger. Han var glad for, at Edward ikke var her længere - der kunne snart ikke være tvivl om, hvad der foregik i værelset, selv hvis man var en dør eller to væk.

"Ja," vejledte Juno med et støn, da Pax ramte et særlig godt sted i ham, og styrken i hans ben forsvandt så meget, at det nærmest kun var hans kropskontakt til Pax, der holdt ham oppe. Følelsen steg kun i intensitet, hver gang Pax stødte ind i ham, og pludselig vidste han ikke, hvad han skulle stille op med sig selv. De havde været i gang et stykke tid, men Juno havde ikke lyst til at det skulle ende, samtidig med, at han ikke kunne stoppe det. 
Alligevel kom det som en overraskelse for ham, da den varme Pax havde opbygget i ham, med ét rullede igennem hele hans krop og eksploderede i et hvidt, snasket rod på væggen. 

Junos klimaks var, af uransagelige årsager det, der fik Pax til at give slip selv. Også han nåede ekstasens endelige ikke mange øjeblikke efter, med en dyb snerren fra hans strube og øjne, der blev knebet sammen, som havde den anden forårsaget ham en fysisk, ubærlig smerte. Det var dog ikke tilfældet; nydelsen var uovertruffen og langvarig, den kom i bølger, Pax ikke kunne gøre andet end at kommunikere til Juno igennem alskens støn og dybe, mørke brummen. 

Under sig mærkede Pax, at hans ben gav under for hans vægt og han adskilte hurtigt sin krops fra Junos før, at han hev ham med ned at sidde. På knæ, nu med begge sine arme omkring Junos’ bryst, lagde han sin svedige pande mod den blonde hårgrænse i nakken, og for et langt øjeblik forblev Pax sådan. Han knugede Juno til sig, nød ekstasens eftervirkninger og var så optaget af den berusende fornemmelse, at han end ikke bed mærke i de små, bløde kys han plantede mod Junos ene, nøgne skulder.

Og heller ej blodet, der var begyndt at dryppe fra en af de mange piskeslag mod hans brystkasse. I hvert fald ikke før, at det var for sent.

”Forhelvede”, vrissede Pax lavmælt i det, at de stålgrå øjne så, hvad der var hændt. Langsomt viklede Pax sig ud af Junos greb. ”Jeg bløder på dig – beklager.” Pax langede ud efter sine bukser, og forsøgte, med håb i sjælen, at tørre det værste af den røde væske væk fra Junos’ ryg. Det skulle ikke lykkes ham helt. Kun delvist.

”Jeg… jeg tager mig lige af det. Undskyld.” Pax skænkede Juno et sidste kys i nakken, og rejste sig derefter for at lede efter nål og tråd.

Pax's klimaks føltes næsten lige så godt for Juno, som hans egen havde gjort. Lykkefølelse eksploderede i hans hoved, om og om igen, ved hver eneste ryk han kunne mærke i sig. Svageligt fulgte han med Pax ned at sidde, taknemmelig for at kunne sidde stille og få vejret, stadig stakåndet, uden at skulle snakke eller bevæge sig, og stadig med Pax's arme om sig, så han følte sig fuldstændig tryg.

"Bløder?" spurgte han døsigt, indtil han kom i tanke om, hvorfor Pax kunne bløde på ham. Juno fulgte Pax med blikket, imens fyren forlod ham, og lagde sig også blot ned i sengen på maven, i en stilling så han stadig kunne følge med i hvad Pax lavede. Han ville helst ikke tage blikket fra ham; han ville have det hele med. Pax's svedige krop, lemmet der hang imellem hans ben, musklerne der bevægede sig med ham. Selv arrene så smukke ud, fra den sindstilstand Juno var i lige nu. 

"Du har stadig ikke fortalt mig, hvad der er sket," påpegede han, og selvom Pax stod og blødte bare et par meter fra ham, kunne Juno ikke lade være med at smile. Lykkefølelsen havde ikke forladt ham endnu og lige nu troede han, at den ville blive hos ham for evigt. 

Pax fandt nål og tråd i køkkenet, og vendte tilbage til værelset, hvori han satte sig tungt på sengen. Blodmanglen og ekstasens velvære var en farlig kombination, og rummet, såvel som Pax’s ben, gyngede, når han gik. Han formåede dog, at komme fra den ene destination til den anden, foruden at falde så lang han var.

En mundvige sitrede i det, at Pax klargjorde nålen og han brummede bekræftende. Nej, han havde endnu ikke fortalt Juno, hvad der var sket. ”Du spurgte jo ikke”, gav Pax igen, mumlende, grundet den fede nål han havde lagt mellem læberne. Hans fingre arbejdede effektivt med forbindingen, som han fjernede ved dét sår, han mistænkte for, at være synderen af den de røde plamager, hans stålgrå øjne kunne skimte hist og her; henover gulvet, på sengetæpperne.

”En af ungerne kom op og toppes med smeden i Skyggestrædet. Du ved, ham den fede idiot med hende konen, der ikke har nogle bryster…”, begyndte Pax fraværende at fortælle, alt imens han tog såret i nærmere øjesyn. Det synede ikke dybt, men bandelederen var trods alt også halvblind på det ene øje, hvormed han ikke altid kunne regne med, hvad han så. ”Jack stjal et eller andet… jeg ved ikke hvad, men det kunne ikke havne hos byvagterne. Så jeg lavede en handel med smeden. 15 piskeslag og gælden var betalt.”

Pax tog en dyb indånding, før han stak nålen, med den brede snøre, igennem hans hud. Dernæst forholdt han sig stille en kort rum tid, alt imens han arbejdede. Han følte, at han burde sige noget – bare et eller andet – om deres tid sammen i sengen, og snart efter indfandt sig der et drenget smil henover hans hjerteformede læber.

”Jeg har vist overholdt min del af aftalen…”

"Jeg spurgte!" Udbrød Juno, med overdreven forargelse. "Du distraherede mig ved at spørge om.. mine problemer.." Indrømmede han hurtigt derefter, men under intet af det kunne hun stoppe med at smile. Ikke engang da han så Pax klargøre en nål til at bruge på sig selv. Selvom de begge var sammen i sengen igen, syntes Juno de var for langt fra hinanden, og skubbede sit skinneben op imod Pax's lænd. Bare en smule kropskontakt imellem dem var nok til at han kunne slappe af igen og rent faktisk høre efter, hvad han fik fortalt.

Junos øjenbryn trak sig tættere og tættere sammen under Pax's fortælling. "For første gang i mit liv, ville jeg ønske, at jeg var den slags sindssyge kælling, der kunne fortælle dig, at du ikke skal gøre den slags. At du skal passe på dig selv. Men.." Juno sukkede og gned en hånd over sit ansigt. "Du gjorde hvad du var nødt til. Det rigtige."

Juno ville have gjort det samme, men han ville ikke have overlevet det. Han ville være endt i med betændelse og feber, og uden krystallerne til en healer. Hans unger gjorde sig heldigvis mest i tiggen. Kun ham og Hector stjal rigtigt, men de stjal så også på alle tænkelige måder, uden respekt for andre territorier end Pax's, og kun fordi Juno ikke havde haft nosserne til at turde se Pax i øjnene, hvis det kom til en konfrontation omkring det. Rottebandens hus var en hemmelighed og Juno følte sig sikker fra andre bandemedlemmer i det.

"Nå, så det tror du, du har?" spurgte Juno med en kæphøj attitude og et genvundet smil. "Hvad skal du så have, hvis jeg gerne vil tilbage efter en lignende omgang?" Juno løftede det knæ, han ellers havde lagt mod Pax's lænd og vendte sig, så han lå på ryggen, hele hans krop synlig, og rakte smilende tunge til Pax, med et overlagt blink til ham. 

Pax måtte fnyse to gange af morskab, men det var også noget af det eneste, han formåede, imens nålen skød ind og ud af hans hud. Da han omsider kunne binde knude på tråden, åndede han lettet op og kastede et smilende blik henover skulderen mod den yngre mand; ham, der på bedste drenge-manér gjorde sit for at vise sin fremragende krop frem, som skulle den alene lokke ham selv i fordærv.

Dét fik Pax til at le lavmælt; lavmælt men oprigtigt.

Bandelederen rejste sig vaklende og lagde nålen fra sig i vindueskarmen. Derefter vendte han sig mod Juno, og anlagde et påtaget eftertænksomt udtryk.
”Godt spørgsmål… så skal vi jo til at forhandle igen”, brummede han overvejende, som var det den eneste vej for Junos hænder, ned mellem hans ben til hans lem. Det var nu langt fra tilfældet, men det var ikke noget, Pax havde intentioner om at dele. I hvert fald ikke endnu.

Pax skridtede tilbage til sengen, hvor han stillede sig og lod de stålgrå øjne glide henover den andens krop. De lignede hinanden; begge tynde, med bredere skuldre end hofter, og et landskab af bulende muskulatur henover brystkassen.
”Hvad kan du tilbyde?”, spurgte Pax omsider, hans blik lige dele moret og udfordrende. Først da lagde han sig tilbage ned i sengen, ved siden af Juno, og trak tæpperne op over dem for endnu engang. Af uvisse årsager havde han endnu ikke lyst til, at lade Juno springe op og stikke af ud af hoveddøren endnu.

Igen fulgte Juno Pax med blikket, som ville fyren forsvinde, hvis ikke han konstant havde et øje på ham, og først da Pax lagde sig ned i sengen igen, bevægede Juno sig selv. Han rullede om på siden, for at kunne komme tættere på Pax, med et uhæmmet støn over sin ømme krop.

"Så det er ikke nok, at du får lov til at se mig og røre ved mig?" spurgte han med et grin, men havde trods alt selv lagt op til en forhandling, og med god grund; hvis han skulle få Pax til at falde lige så meget for sig, som han var faldet for ham, var han nødt til at lade ham lære den voksne, selvstændige Juno at kende.

"Hvad hvis jeg deler mit liv med dig først, hver gang? Selv hvis jeg ikke har brug for din hjælp? Du kan give mig alle dine åndssvage råd, men jeg kan ikke love, at jeg tager dem til efterretning." Juno kunne ikke skjule sit voksende smil for Pax, og kunne heller ikke længere holde sine hænder fra ham, men rakte ud og strøg en hånd igennem hans bløde, grå hår, under skjul af at ville få det væk fra hans ansigt.

Pax brummede i det, at Juno begyndte at forhandle. Et lille smil lå og truede i begge mundvige, men de stålgrå øjne havde forladt den andens ansigt for i stedet, at fæstne sig på Junos’ krop under tæpperne.
Stønnet, der havde forladt ham blot få øjeblikke forinden, var nemlig ikke gået Pax’s næse forbi og med en blid hånd, fjernede Pax deres bløde dække. Dernæst lagde han hånden på Junos ene hofte og guidede ham rundt, så han kunne nærstudere Junos’ underliv; dér, hvori han havde trængt op og afkrævet Juno sit indres væsen.

Der var intet at se – intet blod – og Pax lod Juno finde vej tilbage på siden igen, nu mere tilfreds og fokuseret på dét, de skulle til at diskutere.
”Såeh… du fortæller mig om dit liv, dine problemer og ikke-problemer, så knepper vi og går hver til sit… er det dit forslag?”, spurgte Pax, tydeligvis moret; smilet, der havde fået munden til at sitre, brød ud i samme øjeblik, som det grå blik begyndte sin egen funklende dans.

Nysgerrig og håbefuld, fulgte Juno med i, hvordan Pax begyndte at guide ham rundt, kun for at blive skuffet, da det gik op for ham, hvad Pax havde haft gang i. "Et øjeblik håbede jeg lige, du var sådan en pervers stodder, der ville se, hvor meget du havde fyldt med mig eller noget. Men nej. Du kan bare ikke stoppe med et bekymre dig." Juno både smilede og himlede med øjnene, ikke helt sikker på hvordan han skulle have det med dét, men endte med at tilføje; "Du skal være noget hårdere ved mig, hvis jeg skal gå i stykker af det, gamle mand."

Juno havde på fornemmelsen, at Pax var ved at acceptere hans forslag, og kunne ikke lade være med lige at gå skridtet videre, hvis han alligevel havde ham, hvor han ville. "Jeg vil også høre om dit liv." Det lykkedes ham at lyde neutral nok, men hans håbefulde blik afslørede ham. "Og..." Juno vidste, at han pressede citronen, men var citronen ikke også bare gået til spilde, hvis ikke man klemte alt man kunne få ud af den? "Hvis jeg kommer, bare for at sidde på dit skød i en halv time og høre dig snakke, og så går igen, så skal du være cool med det."
Under alle forhandlingerne, føltes det som om Pax gerne ville vide, hvad de var eller skulle være, men Juno kunne ikke give ham et bedre svar end dét. Han ville have ham, alle dele af ham, men stadig på en armslængdes afstand. 

Pax fnøs. Lyden kom så hurtigt, at han selv end ikke nåede at registrere den, men han hørte, at den ikke var moret, som den ellers havde lydt utallige gange forinden. I sandhed var der heller intet ved Junos’ spøgeri, der fik det til at sitre forræderisk i mundvigene, og hvad der dernæst fulgte var en kampanstrengelse i, at lade læberne forblive samlet. Det skulle dog ikke lykkes ham.
”Der er jo nogle, der er ødelagt dér permanent…”, mumlede Pax, hans stemme hårdere end også han selv havde forventet. Der var dog ikke nogen vej tilbage. Pax vidste, at han nu havde afsløret, at det i hvert fald gjorde sig gældende for ham selv og med et suk lagde han sig om på ryggen.

Pax havde al intention om at fortie øjeblikket ihjel, så han nikkede dernæst. ”Det kan jeg godt overleve”, svarede han prompte, velvidende at han havde sagt ja til noget, han ikke havde rendt igennem i sine tanker forinden. Heller ikke dét var der dog noget at gøre ved.
”Så… det er alle dine krav… nu må det være min tur.” Pax lagde en hånd, den længst væk fra Juno, om bag nakken og lignede dernæst en, der var fordybet i tanker. Da han omsider brød tavsheden igen, var det med et afmålt nik: ”De ting, jeg fortæller dig, ender hos dig og dig alene. Så ingen snak om mig, når du ligger i sengen med Hector eller når du drikker dig stiv på kroerne. Det er det første...”