Missende øjne blev vendt opad imod det sted som han vidste at Dianthos svømmede rundt, og med det bedste undervandsfnys som han kunne præsentere, var det at han halvt om halvt trak på skuldrene, og halvt om halvt kiggede væk. Ikke særlig god til at begå sig under vand? Han hørte på alle måder ikke til her, så selvfølgelig kunne han ikke befærde sig ordentligt! 

"Hvorfor skulle jeg kunne svømme? Det virker ikke særl-" afvisende var det at han ville give sig i kast med den gode forklaring om hvorfor det var unødvendigt at lære at svømme - hvis dit skib sank imod bunden, midt ude på havet, var chancerne for at overleve minimale. For de fleste Men inden at han nåede så langt, var det at Dianthos var i bevægelse. 

Hyia! Hvad der nok mest af alt kunne beskrives som en uelegant karatestilling var hvad Vektor indtog, da væsenet strøg forbi ham for at fange den krappe der havde nippet efter ham. Med et enkelt knæk af kæben, blev det hele - og Vektor så det med egne øjne, det hele - knust, og slugt. De lyse øjne var i det mørke vand, store. Så store at han ikke helt kunne tro det han lige havde set, og følte pludselig at hverken kniv eller karatehop ville være forfærdeligt effektivt, hvis havvæsnet virkelig besluttede sig for at de ikke længere skulle snakke sammen. Og det var ærlig talt... en skræmmende fornemmelse, som listede sig ind på ham. 

Havde han undervurderet det her væsen så meget?

Med en lille 'ahem', kom stemmebåndet igang igen. "... jeg kan ikke svømme, nej. Jeg har aldrig haft, ehm... grund til at lære det" Vektor fulgte ham vagtsomt med blikket, måske en anelse mere end før, men samtidigt også med en overraskende (indvendig) følelse af at det faktisk var... virkelig sejt. Meget imponerende, han havde aldrig set noget lignende. Og hvis ikke følelsen af at han kunne blive ædt, var større en lysten, eller måske nok nærmere nysgerrigheden for at se hvad havmanden ellers kunne æde... havde han ikke været ligeså påpasselig med ikke at sige det. 

Nogle spark blev givet til vandet, hvilket fik ham en anelse væk fra den farlige bund igen, men det var slet ikke effektive spark. Eller spark fra en, som vidste hvad han lavede. 

Det var som om at Vektors kamprede stilling ikke rørte Olu. Han var I hvert fald ikke klar over, at Vektor var blevet forskrækket over hans pludselige tilnærmelser. Alt hvad mennesker og andre landfolk gjorde var I forvejen mærkelige og besynderlige. Hans halvblinde blik hvilede på Vektor efter den mindre seafood-appetizer, men ikke på den der sultne måde, som han havde kigget på ham før, da han stadig ønskede at æde ham… eller… gøre andre ting ved ham.

Han overværede Vektor sparke sig fremad, og undrede sig kort hvad det var han forsøgte på, indtil det slog ham. Det gav jo sig selv. Vektor forsøgte at svømme, gjorde han ikke? “Du er jo et af de få mennesker der kan trække vejret under vandet. Du ville faktisk være I stand til at rejse til Aquarin, hvis du gad.” Olu slog en hånd konverserende ud i vandet. Det var tydeligt at høre på Olu, at han havde en forventning om, at alle mennesker drømte om at se havets by, hvis blot de kunne. Men nu vidste han jo heller ikke lige, at han havde fejlvurderet Vektors race. For ham var de alle sammen mennesker, deroppe. “Er det ikke at forspilde dine evner? Da jeg lærte at bruge mine evner, har jeg benyttet mig af dem dagligt.” Snakken fortsatte fra den tilsyneladende meget sociale dybhavmand. Roligt svømmede han efter den kæmpende Vektor, kun ved at svømme lidt med de lange, flade frøfødder, som Vektor havde grinet så meget af. De var fjollede på land ja, men ganske effektive hernede I havet.

“Tag skoene af, Vektor…” Rådede han dernæst, da det efterhånden begyndte af se håbløst ud for Vektor, der ikke kom så langt ved at sparke med både ben og arme.

Vektor knap nok rettede ham da han satte ham til at være et menneske, fordi i sidste ende, var det nok noget af det som halv-elveren gik mindst af alt op i. Hans elviske aner berigede kun hans liv på en måde, og det var hans forlængede liv og dermed også forlængede, gode udseende. Det blandede blod af overvejende, elvisk bygning men med menneskets kompakte statur og tyngde - det var de eneste punkter han respekterede hvad han var blevet givet. 

Så var det virkelig nogen overraskelse, at halv-elveren heller ikke respekterede sin 'gudsgivne' magi? Halvelveren sparkede nogle flere gange, og følte hvordan at hans hårde slag mødte en form for modstand af vandet, men slet ikke nok til at rykke ham ordentligt, hvis han skulle være helt ærlig med sig selv. Når han betragtede Dianthos, jah så forekom det jo næsten latterligt let - han gled igennem det som en fisk. Og endda helt uden at bruge armene, til de små-aggressive tag som Vektor også præsenterede, her og der. "Aqua-rin? Nah, ellers tak, jeg har ikke brug for at se en samling forstørrede konkylier - og jeg forspilder ikke noget som helst. Jeg bruger den ganske fornuftigt... til ikke at drukne" han var ingen lærd mand, det måtte man hurtigt slå fast... livslærd og boglig lært, var to meget forskellige ting. Og selvom han da havde hørt historierne om havfolkets store by.... så forekom det næsten absurd at den fandtes, givet hvordan at mange af dem virkede som bæster. De druknede folk, de lurede mennesker og elvere ind i deres våde død. 
Skulle de have en hel by, ligesom Fristavn? Næppe. 

Det var i hvert fald svært at tro.... og hvornår pokker var han blevet så snaksagelig? Vektor tog nogle rykvise skridt fremad igennem vandet, de muskuløse arme på en form for arbejde som de aldrig havde været før, og da var det at han kom med sin løsning. Skoene? 
Blikket gled ned over de fine læderstøvler han havde, og et tøvende glimt fik ham til at skæve op til ham igen. Var det bare fordi... at han ville have dem? "Jeg har kun de her sko" kom det så ganske logisk fra ham... og han ignorerede dermed, at de faktisk var begyndt at klemme en anelse. 

Forstørrede konkylier? Olu kunne ikke lade være med at klukke moret over den bemærkning – især fordi det var en lille smule rigtigt, men alligevel så meget forkert. Men hvad vidste han? Han var dybhavfolk, og havde aldrig haft muligheden for at komme tæt nok på byen, før patruljerne sendte ham bort. Men han havde set farverne og lyset I det fjerne, men han ville nok aldrig kunne se det rigtigt, så længe han ikke var I sin elskede menneskeform.

“Jeg ville nu gerne se det en dag,” Mumlede Olu, trods Vektor ikke lod til at være særlig interesseret I at tale yderligere om noget som helst, der havde med vand eller undervandsbyer at gøre.

Olu gav ikke sine lærerige råd til begynderen, for at hjælpe ham med at stikke af fra ham. Han ville værdsætte en god jagt, men tvivlede på at Vektor kunne nå at blive så dygtig på så kort tid. Tålmodigt ventede han på, at Vektor gjorde sin afsked med sine sko. Det kunne da ikke være så svært. Olu selv syntes at de bed og nev, selv da hans fødder var menneskelige. Men han havde selvfølgelig ikke tænkt over, at han havde røvet tøjet fra en sømand, der var noget mindre end ham selv. Olu var langlemmet selv som menneske, og ligeledes var hans fødder også noget længere end den gennemsnitlige mands.

“Mh…” Olu var overrasket over, at Vektor nægtede at tage dem af, selvom de bremsede ham I at lære at svømme. Han forstod I den grad ikke mandens prioriteter. Skoene ville I den grad pryde hans fars skattekammer, men hvorfor nøjes med skoene, når man kunne få manden? Olu havde ikke tænkt sig at nøjes. Så han fulgte ham atter I Vektors langsommelige traven hen mod havnen.

Olu var lidt tavs efter at Vektor havde svaret så negativt til alt hvad han havde sagt. Men uroen der opstod I hans krop kom af, at han kunne mærke på vandets temperatur, at de var ved at nærme sig vandspejlet – og derfor var for tæt på Fristavn igen.

De ru fingre fedtede en anelse rundt med kanten af sine støvler, imens han virkelig overvejede hvorvidt han faktisk ville skille sig af med dem... eller ej. Imens sørgede han også for at sparke sig selv afsted her og der (ikke fordi at han rykkede sig meget hver gang), og følte godt og vel i det hele taget... at han ikke rigtig kom nogle steder. Han kunne ikke mærke temperatur skiftet, men han kunne ane hvordan at det blev lysere og lysere, hvordan at månens stråler fik mere og mere mulighed for at skubbe havmørket til side. Og det var hvad der holdt hans mod nogenlunde oppe. 
Vektor havde dog også bemærket, at Dianthos var blevet en anelse stille, og det fik ham til at skæve til ham, efterfulgt af en lille rømmen. Det handlede om ikke at blive kvast nu, nu hvor at han faktisk var kommet væk fra det dybe mørke. 

"Du vil gerne se det? Musling, bor du ikke i Konkylieland, eller hvordan?" den hæse stemme havde en undrende, jah faktisk spørgende og vantro tone til sig, hvori han langsomt sank mere ned på bunden, nu hvor at tanget ikke var så... over det hele, mere. Føj. Han brød sig virkelig ikke om det, og kunne blot prise sig lykkelig for at han ikke frøs i kulden.... ohh. 
Aldrig havde han overvejet hvorfor han ikke frøs. Det måtte have noget med den her magi at gøre, også. Forunderlige gener, som gjorde ham modtagelig overfor dette riges verden. Nej tak. 

Og det var også bare nemt at være pessimistisk... men det var snart overstået. Vektor kunne ikke lade være med at føle hvordan det hele snart var overstået, og hvordan at han snart ville være tilbage i sin fiskestinkende by af skygger og barslagsmål. De andre ville nok ikke tro ham, selv hvis han tog et eller andet med hernede fra, som bevis.

“Aquarin,” rettede han en smule stift. Han var ikke decideret fornærmet over at Vektor ikke kunne eller ville huske navnet på havets storslåede by, men det var trods alt den eneste by. Det burde være til at huske! Men nu havde Olu vidst også glemt hvad menneskenes hovedstad hed, men det var ikke noget han var opmærksom på, og han var også lykkeligt uvidende om, at Vektor havde ignoreret det hele tiden.

“Jeg er ikke velkommen I Aquarin. Jeg har begået kriminalitet, ved at blive født af en mor fra dybet. Derfor bor jeg ingen steder…” Hele havet var hans hjem. Det kunne nok sammenlignes med fiskene, som bare svømmede rundt og altid skulle være opmærksom på fare, fordi der fandtes større fisk. "I dybet er der koldt og mørkt, og det kan havfolket ikke lide, så der holder jeg mig til. Men hvis jeg skal være ærlig… Så kan jeg bedre lide Fristavn. Der vil jeg gerne bo…”

Han begyndte at svømme en anelse tættere på Vektor. Han brød sig ikke om, at han var bevæbnet, og han havde faktisk stor respekt for kniven. Healingmagi var desværre ikke en evne som nogen fra dybet besad, så deres lægemidler var begrænsede og ineffektive. Hvis Vektor virkelig ville skade ham, og ramte dybt, ville han bløde meget, og skulle svømme fra hajer.

“Vektor. Bliv ikke forskrækket,” Sagde han, lige inden hans platte, selvlysende hånd lagde sig på hans skulder, bare lige for at gøre ham opmærksom på, at han kom tættere på. Olu sænkede sig tæt på ham, så han kunne tage begge hans arme, og vise ham hvordan han skulle gøre med dem. Menneskenes måde at svømme på mindede trods alt mere om måden Olu svømmede på, end de havfolk der havde haler eller tentakler. Dem med haler var bedre svømmere end Olu, men han var alligevel stolt af at ligne menneskene en smule.

Aquarin, Aquavin... konkylieland - det kunne gøre det samme for en der aldrig havde set det, og knap nok tog sig tid til rigtigt at lære andres navne at kende, heller. Der var trods alt en grund til at kælenavne var vejen frem, når det kom til drømmesælgerens måde at adresserer andre på. 
Det betød dog ikke at han mærkede en snert af nysgerrighed trække i sig, da Dianthos faktisk... forklarede hvorfor han ikke havde været i havlandets hovedstad, og forundret måtte Vektor føle en næsten halv-forarget lille rynke af mismod danne sig i den mørke pande, da det... ikke lød som om, at det var en kriminalitet han kunne gøre for. Og om man tog det fra en som i den grad vidste, at det meste kriminalitet var et meget bevidst valg som man tog, virkede det fuldkommen forrykt. Jovidst, han var ingen politisk fortaler, og han blandede sig ikke i de agender hverken Lyset eller Mørket prøvede at skubbe over landet befolkning - han kunne ikke være mere ligeglad. Men han havde aldrig brudt sig om love, og slet ikke når de diskriminerede, der var man alligevel en anelse moralsk indoktrineret af fattigere kår. 

Han forstod godt hvorfor han så foretrak Fristavn, og et lille "Aha" kom fra ham. Fristavn var et godt, hvis man ikke følte at man hørte til andre steder. 

De isblå øjne havde kort været optaget af de noget tungere tankemønstre, men blev med et lille ryk meget mere nærværende, da det gik op for ham at han nærmede sig. Igen. Næsten instinktivt følte Vektor hvordan at musklerne spændtes under den mørke hud, han kunne næsten smage bekymringen, hvis smagen af salt ikke havde været så overvældende. 
Men overraskende nok... så hverken huggede eller stak Vektor, da han endelig følte den blege hånd på sin skulder. En berøring der dog sendte en lille gysen igennem ham, alligevel. Hvornår var han blevet så... nervøs? 
Nok da nogle prøvede at dræbe ham - en tanke der blev kvalt da han mistroisk så havmanden sænke sig selv helt tæt på, førhen at han med... underlige armebevægelser, førte Vektor's arme frem. Hvad i... 
... åh. Overrasket mærkede halv-elveren sig selv glide en anelse frem, ved det underlige... tag som Dianthos bukkede hans hænder ind til. En skål. Det var en anelse svært med kniven i den ene hånd, den gav han ikke uden videre slip på! Men... det mistroiske smeltede en anelse væk, da han ved de næste par tag faktisk følte en forandring i sin måde at glide frem på, og overrasket lod blikket glide op og møde det måneblege. "Jeg... jeg kan faktisk godt komme fremad?" man måtte gerne kalde ham overtroisk, men Vektor havde været... ganske sikker, på at det der med at svømme, det var noget man enten var født med, eller slet ikke kunne. Kunne man virkelig lære det? 
"Vent, lærer du mig faktisk at svømme?" tilføjede han undrende, stadigvæk mistænksomt men undrende, og tog et tag mere, imens at han følte sin underkrop glide en anelse længere opad. Mere vandret, og mindre lodrat. 

Det overraskede ham, at Vektor faktisk tog imod hans hjælp. Han havde hverken ville have Olu i sin nærhed, eller ville tage skoene af, som han ellers havde rådet ham til. Men der var nu noget om Vektors undren. Hvorfor hjalp han ham, egentlig? Udover at Olu syntes det var dejligt at røre ved Vektor, var det nu ikke uden grund, at han brugte tid på ham. Men årsagen holdt han for sig selv lidt endnu.

”Det kan godt blive en lang nat for mig, hvis jeg lod dig fortsætte på den måde,” Svarede Olu. Ingen havde bedt ham om at følge efter Vektor, men selvom Vektor var langsom, havde han alligevel haft tålmodighed med ham. Olu fortsatte med at guide hans arme i bevægelsen, indtil han burde kunne selv. Herefter sank han ned ad hans store, løse bukser og greb ham i læggene, for at stoppe ham i at spjætte sådan med benene og i stedet bevæge dem som en anstændig svømmer ville.

Selvom Olu viste ham hvordan hans ben skulle bevæge sig, var han ikke tilfreds med at han havde tunge sko på, så helt uden at spørge, bed han snørrene over på den ene støvle og begyndte at hive i hælen, for at få den første af ham. Hans tænder mødte ingen modstand, så før Vektor kunne nå at reagere på alt hvad Olu pludselig gjorde ved ham, dernede, stod han pludselig med en nøgen fod. Olu var selv vældig tilfreds. Tøj og tunge beklædningsdele, såsom bælter og sko var kun med til at sænke ens evne til at svømme og manøvrere rundt nede i vandet. Selv havde han endnu ikke trukket sig ud af sine egne stjålne klæder, pånær sine sko, men der var nu også sket så meget, der havde taget hans fokus.  

Så snart Vektor hævede sin stemme første gang, trak Olu sig hurtigt væk. Langt nok væk til at han ikke ville blive stukket ned af en uventet kniv, I hvert fald. Men da han vendte hovedet og forsøgte at kigge efter om Vektor havde hævet kniven igen, kunne han ikke umiddelbart se noget, der glimtede, eller se silhuetten fra noget skarpt. Det var da altid noget, at Vektor ikke forsøgte at stikke ham ned denne gang, når nu Olu forsøgte at gøre noget godt for ham.

Støvlen, der nu var sunket ned i sandbunden, var nu sprættet op foran sammen med snørren. Det var et trist syn for en skomager, måske, men Olu kunne ikke være mere ligeglad. “Jeg forstår ikke hvorfor man overhoved vil bruge penge på sko. De er ikke særlig behagelige at have fodtøj, og man kan ikke engang svømme med dem,” Olus stemme var ikke påvirket af den farlige stemning, der pludselig var opstået. Han var heller ikke særlig undskyldende, tværtimod. Han mente ikke at han havde gjort noget galt, for han havde befriet hans fod fra fangeskab “Jer fra overfladen bliver vist ikke født med tøj på, så vidt jeg ved,” Tilføjede han yderligere, undrende om hvem der dog I første omgang kom på ideen om tøj, og hvordan alle mennesker mon blev enige om, at det var en god ide.

Olu satte gang I svømmefødderne, og begyndte at svømme rundt omkring Vektor igen. Men han turde ikke lige nærme sig ham igen, blot for at få den anden sko af ham. Man kunne vel håbe på, at Vektor ville tage den af, nu hvor han alligevel manglede dens partner. Naturligvis var Olu ikke helt uden følelser. Det var aldrig rart, når man havde gjort noget galt, uden at det var intentionen. Han havde været så tæt på ham, men nu var han atter sendt på afstand.

Når han svømmede, lignede det, at han var I fuldstændig kontrol. Han formåede at rotere rundt om sig selv, helt uden at ryge ud af den cirkelstrøm han havde dannet om Vektor. På nogle punkter kunne man nok næsten tro, at hans knogler var bøjelige, men var ikke tilfældet. Det var stærke, smidige muskler, som han ubevidst trænede hver dag, fordi han aldrig rigtig havde været oppe over vand. Hele hans krop lyste op heroppe, tæt på overfladen, og det gjorde ham egentlig til et let bytte, for både mennesker og havfolk at spotte. Nede I dybet havde han ikke det problem.

Se Vektor var ikke en let mand at gøre vred... han kunne blive irriteret, han kunne blive flabet og han kunne blive muggen. Han kunne bande som en sømand, men dog uden at mene det, men han blev sjældent rigtig vred - det havde han en alt for let tilgang til livet og alle dets finurlige sider, til at blive. Og alligevel - jah ved de tandløse guders forbandede knækbrød - kunne han mærke hvordan at hans... hans... hans uvidenhed, eller direkte ligegyldighed overfor hvad der var Drømmesælgerens og Drømmesælgerens eget, virkelig kunne få hans blod i kog, når det slog ham. Som for eksempel nu. 

Han gjorde ting der var så ulogiske, at Vektor's menneske/væsen kendende vid, ikke var nok til at lade ham gennemskue hvorfor havmanden gjorde som han gjorde - han var aldrig blevet berøvet for først sig selv og derefter sin sko. Og det frustrerede ham, nok til at han med hvad der under vandet vel godt kunne siges at være en 'dyb indånding', kortvarigt lukkede de isblå øjne fra hans roterende, dovne og overvejende elegante skikkelse, en træt hånd der gnubbede næseryggen - den der altså ikke bar kniven. Hvad var der med den her mand. Og hvorfor kælede han så forfærdeligt for et temperament der ikke havde været over overfladen i årevis! At det.... bundede ud i frygten ved at være under vandet, det talte de ikke om. 

"Normalt plejer vi heller ikke at skulle svømme" knurrede han, øjnene atter åbnet i smalle sprækker som heldigvis var hurtige til at finde hans næsten månelysende skikkelse, i det mørke vand. Han lyste næsten. "Og jeg skal ikke svømme nogle steder hen, Dianthos. Jeg skal hjem - med eller uden sko -" sagt imens at han kastede et vredt blik imod havbunden, som var det nye gravsted for hans fine lædervarer. " - og gerne i et stykke. Så..." en kort idé fik øjnene til at spærres en anelse op, og Vektor's stemme blev en anelse mildere, en anelse mere lusket, bagved den venligere tone. "... du ville gerne bo i Fristavn, ikke?" halvelveren tog nogle tag med armene, og gled længere op i vandet, drejede sig selv om sin egen akse i sit nye toneleje, med havmandens dovne glideri som fokus for sine øjne, omend en kende mere uelegant i sine bevægelser. "Hvad nu hvis... at du boede hos mig. Vi skaffer dig en ny amulet... vi skaffer dig størrer sko - jeg kender alle deroppe. Det eneste det ville kræve, er at du... hjælper mig det sidste stykke" eller i hvert fald stoppede med at stoppe ham hele tiden, når han prøvede at komme fremad. 
Med den konstatering, så man selvfølgelig bort fra at han lige havde prøvet at lærer ham at svømme, lidt.

Hvis Vektor troede, at han fik lov til at forlade havet så let, når nu Olu havde brugt så mange kræfter på at få ham derned, kunne han godt tro om. Han svømmede ubevidst lidt mere aggressivt rundt om Vektor, som han forsøgte at bygge mod op til endelig at gribe ud efter Vektor og trække ham med sig! Men hvor godt holdt han fast I kniven endnu?

Pludselig som Vektor fik lov til at sige den smule mere, inden Olu skulle til at tage skridtet videre, fik hans ord alligevel standset ham fra det, og Olu landede for engang skyld på sandbunden foran Vektor. “Jo?” Selvfølgelig ville han bo I Fristavn. Men det virkede lidt umuligt nu, gjorde det ikke? Olu formåede dog at forstå hvor Vektor ville hen med sit spørgsmål. Han kunne på en måde høre på ham, at han forsøgte at forhandle med ham lige nu – også selvom han aldrig rigtig handlede med folk.

Olu lyttede interesseret, og øjnene blev lidt store ved overraskelsen over Vektors forslag, som på alle måde lød for godt til at være sandt. “Heh…” Fnøs Olu efter at have trukket tiden ud, for at overveje om det her var en fælde eller ej. For tro det eller ej. Han havde svært ved at gennemskue Vektor. Vektor var en bedrager først og fremmest. Og samtidigt vidste han også godt, hvordan man kunne behandle en virkelig pænt. “Du hader mig,” Mindede han ham lige om og tiltede hovedet en anelse spørgende “Du må virkelig være desperat efter hjælp, siden du ligefrem tilbyder, at have mig boende I dit hjem. Og hvordan har du egentlig tænkt dig at anskaffe mig en ny amulet, når du ikke engang kan stjæle en, uden at ødelægge den, hm?” Hvis ikke det havde været fordi Vektor havde bragt et løfte op om at skaffe ham en ny, havde han sikkert ikke lyttet til ham lige nu. Der var én ting Olu ønskede mere, end at bo I Fristavn, og det var at blive menneske igen. For hvilket dybhavsmonster ønskede at leve blandt et folk? Han ville aldrig blive accepteret som han var…

Selvom… chancen for at Vektor forsøgte at love noget han umuligt kunne holde, så slog det nu Olu, at han ikke var helt ubruglig alligevel. Olu vidste jo hvor man kunne skaffe flere! Men som dybhavmand var det selvfølgelig ikke til at komme tæt på.

“Okay,” Lige som det havde virket til, at Olu nægtede at lade sig blive bedraget af Vektor hele 2 gange på en aften, så endte han alligevel med at række lappen frem. Det var jo sådan mennesker godkendte en handel, ikke? Hans hånd var meget større, og den var skællet, glat og fyldt med svømmehud, og han kunne ikke give et lige så godt håndtryk, som en mand fra overfladen. Men Olu mente det, da han uden videre gik med til, at hjælpe Vektor op fra havets fængsel. “Jeg advarer dig dog, Vektor. Hvis ikke jeg får hvad jeg kræver, henter jeg dig tilbage til havet, og lader dig aldrig se din måne igen! Du har ikke set hvad jeg kan endnu.”

Sikke et fast tag den lille landkrabbe havde. Han virkede temmelig sikker på at det var en god ide at indgå en aftale med et sømonster. På et tidspunkt ville Vektor nok afsløre sin sande, tyvagtige side igen, men næste gang ville Olu ikke lade sig knuses emotionelt igen. Han vidste godt hvem Vektor var nu, inde bag det charmerende og manipulerende smil, som Olus hvide, halvblinde blik hvilede på netop nu. 

Han smilte selv nu, nu hvor aftalen var indgået med et bindende håndtryk. Olu havde ikke bare skaffet sig selv et værelse. Han havde også skaffet sig en værelseskammerat! Hans ungkarledrømme ville være fuldent, hvis ikke det var fordi han stadig var I denne her ækle, klodsede form.

“Musling…” Gentog han overvejende kritisk, med han så Vektor an endnu engang, denne gang for at finde ud af hvordan han skulle transportere ham. Da han havde forsøgt at dræbe ham for ganske kort tid siden, havde han jo bare brugt sin vægt for at holde ham under sig. Han havde aldrig rigtig hjulpet en fordrukken eller selvmordstruet person før, så han havde aldrig ladet sig ride på, som sådan. “Fint nok. Du er på landjorden igen, før du ved af det.” Straks tog han Vektors arm og smed ham op på ryggen af sig, som havde Vektor været en sæk med haveaffald. Olus lange, sorte hår var lidt overalt, men Vektor skulle kun gribe fat om ham og holde fast, overlade ansvaret og ignorere håret I ansigtet.

Olu sænkede sig selv I knæene og sparkede sig selv I gang fra havbunden, så han skød lodret op mod overfladen. Han slap hurtigt den ene arm som han havde holdt, og regnede med at Vektor selv sørgede for at holde sig fast. Svømmehuden på fødderne og hænderne udvidede sig nyttigt til formålet, og Olu fik dem hurtigt op ved at svømme som den frøfamillie han sikkert var nært beslægtet med, både ved at bruge stærke ben- og armbevægelser. De trodsede havets enorme mængde vand på ganske kort tid – meget kortere tid end det ville tage Vektor på gåben – og pludselig kunne Olu stikke hovedet op af vandet og spejde rundt, hvor han kunne se en masse mørke silhuetter af skibe, havnen og se lys fra lanterner ved fristavns bygninger. Det var endnu nat, men himlen var blevet en anelse lysere, så det varede nok ikke længe før de første havnearbejdere vågnede, for at klare deres daglige gøremål.

Olu måtte bruge sin hørelse, for at navigere dem sikkert til havnen igen. Han svømmede langt mere varsomt nu, da han ikke ønskede at blive opdaget af nogen, før han var I sikkerhed I Vektors ly. Han fandt en massiv træpæl lige ved roden af skibsbroen, og klatrede op med både råstyrke og hænder der kunne klæbre sig til træmaterielaet præcis ligesom det klistrede tang. Så snart han kunne smed han Vektor af sig på broen, men han kom ikke op at stå, da han ligesom Vektor ikke var så mobil på udebane. Hvordan var han I det hele taget kommet op at stå I første omgang?

Det var en intens lettelse der skyllede igennem Vektor's krop, da Dianthos - og ham selv med, endelig brød havoverfladen. Fra at være blevet svunget over den blege ryg, til at de nærmede sig, se det var gået stærkt - ufatteligt stærkt, og meget hurtigere end han nogensinde selv ville have tilbagelagt den afstand havvæsnet havde fået ham ud i, da han første gang havde grebet fat i ham og hevet ham afsted. Han havde også i et kort sekund... som måske strakte sig over flere, og stadigvæk var en knugende fornemmelse i maveregionen, været bange for at vejen frem havde været vejen tilbage - i mørkere farvande ville han ikke stå en chance, med kniv eller ej. 

Men væsnet fik ham faktisk.. hjem. 

Han kunne ikke skjule det lettede, næsten fjogede smil det bragte frem idet at de nærmede sig det grumsede lavvand der kendetegnede Fristavn's havn. Og det holdt ved, helt ind til at de nåede træstolpen der holdt bådbroen fast i det sorte vand, og han med et overrasket, lavmælt gisp også blev hevet op af det, da det hvide væsen i en blanding af ren styrke - havde han virkelig hele tiden været så grufuldt stærk - fik trukket dem i land. 
Da den ellers stærke ryg fra halvelveren med et dæmpet dunk ramte træet under sig - noget der slog luften, nej vandet ud af lungerne, var det at Vektor med et gisp mere trak vejret ind, hvide pletter dansende over de lyse øjne. Shit. Hostende, hakkende men så lettet var det at han rullede over på maven og krummede sig sammen - borede de grove fingre ned i det hårde matriale under sig og endelig da han var færdig, ikke kunne stoppe den absurde latter der krængede sig over hans læber. Sådan lå han i nogle sekunder, og skævede til den snart lysnende himmel over sig. 
Det var dog også nogenlunde her, at han opdagede at Dianthos stadigvæk ikke var kommet op, og med en klagende trækning i de møre muskler, endelig fik sat sig op. "Åhh..." fristelsen til at skubbe hans knækende skikkelse udover kanten var stor. Men frygten - nej hvad tænkte han dog, nok nærmere bekymringen, ikke frygten - for at han en dag ville komme kravlende tilbage, holdt den sitren i hans fingerspidser tilbage. I stedet... greb den stærke hånd fat om den blege arm, og trak med et støn af smerte, sig selv - og ham - op. "Din skide fisk..." knurrede han, men var for drænet til at præstere den irriterede tone han ellers ønskede. "... op" 
Vaklende eller ej, han skulle ikke ses med det flade dybhavsmonster mere end strengt nødvendigt. Det var forklaringer han ikke orkede i sin nuværende tilstand, og vejen ville lægges imod hjem. En simpel lejlighed i Fristavn's havnekvarter; der var heldigvis ikke alt for langt, eller alt for befærdet endnu.

Her fra ville det blive svært. Det var Olu klar over, som han endnu sad og småignorerede Vektors lyde I baggrunden, og I stedet stirrede I halvblinde ud mod havet og skibene. Det var jo trods alt det hjem han altid havde kendt, om så det var et skidt sted for en dybhavmand eller ej. Det var stadig der han hørte til, og der han havde sine uddøende artsfæller. Han ville jo nok komme tilbage før eller siden, men det kom helt an på om Vektor lagde planer igen.

Han blev vækket fra sin tænketilstand, da Vektor pludselig var kommet op at stå igen og gav sig til at løfte den tunge mand op på benene. Selvfølgelig hjalp Olu til, for han havde brug for hjælpen, men han var noget utilfreds over den klassiske fiskesammenligning. “Ssskide mennesske,” Skumlede han tilbage I samme toneleje som Vektor. Han blancerede ganske kort på sine flade fødder, og herfra begyndte hans krop at kunne huske hvordan man skulle flytte fødderne for at komme frem. Han grab dog fat I begge Vektors skuldre, for at lade sig blive ledt med. “Du vissser vejen herfra… Er der langtt fra havett?” Han håbede ikke der var for langt, for rejsetiden på land med platte, glatte fødder og et tåget filter for øjnene var på ingen måder sikker eller rar for ham. Det var lidt som om han havde glemt hvorfor han havde søgt tilbage til havet, så snart han var blevet forvandlet tilbage igen, men nu huskede han det. Måske han skulle have beholdt Vektor I havet… Måske han ikke skulle have ladet sig lokke sådan.

Et enkelt øjenbryn løftedes ved kommentaren om menneske, men det blev ikke kommenteret, idet at de endelig satte i bevægelse. Langsom bevægelse, vel og mærke. Han var ikke vant til at blive sammenlignet med menneskerne, men kiggede man på den indre side af ham, var det nu engang en meget passende beskrivelse; det ydre kunne snyde så forfærdeligt hvis man lod sig besnære af et kønt ansigt. 
Tempoet var ikke så hurtigt som han selv ville ønske, men fremad kom de trods alt. Og da han spurgte om der var langt, kunne han godt være ærlig og sige "Nej, heldigvis ikke" 

Heldigvis for dem begge. Vejen over bådbroen ledte dem over glattere brosten, og fra brosten imod mere beskidte stræder hvor at aftenens udskejelser af nattelivet var at se på flere leder, stræder og kanter. Et vågent øje blev holdt, her i det lysnende mørke, og de skikkelser de passerede - larmende mænd og fnisende kvinder - var heldigvis for optagede (eller berusede) til at skænke dem mere end blot et nysgerrigt blik - det var trods alt Fristavn. Hvad man mødte så tidligt om morgenen, tog mange forskellige former. En ting var dog sikkert - det havde været utrolig meget mere sikkert for havmanden, om han havde holdt Vektor i det omklamrende mørke som vandet var. Fordi desto flere skridt han fik taget, desto mere følte han modviljen gnave i ham, med en begyndende vrede. Had var et stærkt ord. Men... sølvelveren skævede over skulderen, til mødet som var gået alle andre retninger end hvad han havde ønsket for aftenen. Men var det passende nu? 
Han var for træt til at overveje det yderligere. 

-------

Resten af turen blev taget i overvejende stilhed, indtil at de endelig kunne stoppe op foran den slidte dør, og Vektor med en lyd af nøgler og låse der klikkede, kunne åbne op. En kold lejlighed var hvad de ville møde, når de var kommet op af trapperne og ind i hans del af etagebygningen. Fordi han frøs så forfærdeligt sjældent. 
Med en klagende knirken gled døren op, og Vektor åndede træt ud, idet at han prøvede at ryste sig fri fra de klæbende fiskefingre, som havde holdt om hans skuldre indtil nu. "Oi, slip mig" fnyste han, og smed sine nøgler i en klirrende metalskål, så han vidste hvor at de var. "Du stinker af tang" blev der tilføjet i en mere vag mumlen, imens at han lykkeligt så bort fra at det også gjaldt ham selv.

Heldigvis ikke? Olu vidste ikke helt hvad Vektor mente med det, og han kommenterede ikke på det. Han kunne kun antage, at havet var blevet en stor og skræmmende ting, efter at Olu havde taget ham med derned. Mennesker hørte ikke til dernede, men alligevel havde Olu alligevel formået at gøre sig forestillinger om, hvordan han skulle holde Vektor dernede, lidt på samme måde som menneskene holdte kvæg og husdyr. Hans medhavvæsner ville uden tvivl vrænge deres flade næser af ham, men Olu havde altid været anderledes med sin selvstændighed og sine dagdrømmerier. For nu behøvede ingen kende noget som helst til hvad Olu havde gang i, og med hvem han havde gang i.

Som et usikkert barn – et meget højt og skældet barn – begyndte Olu at trænge sig tættere bag Vektor, da det gik op for ham, at Vektor bare uden videre tog ham med forbi mennesker der endnu var oppe. Det havde jo aldrig været meningen, at nogen skulle se ham sådan her! Han kunne jo blive slået ned igen. Men tilsyneladende virkede det for dem, at den ene trods alt var indfødt, og at de så vidt muligt ignorerede folk. Eller rettere, at Vektor ignorerede folk. Olus indvolde føltes som om de snævrede ind til ingenting af bare nervøsitet, og det kunne sagtens mærkes på hans tag i Vektors skuldre, der strammede til, mens de tøffede videre i Olus kluntede tempo. Det var meget mod Olus vilje, at Vektor lige netop skulle være hans eneste tryghed lige nu, som havets brusen blev fjernere, og morgenens smålyde fra de enkelte huse og etageboliger kom tættere på ham.

Han vidste ikke hvor han var. Han ville ikke kunne finde hjem her fra, hvis han ville. Olu var nået til den konklusion, at dette ikke var helt gennemtænkt. Men hvis man så på den lyse side, så havde Vektor ikke grebet chancen til at angribe ham igen eller smide ham hen til den første og den bedste vagt endnu. Måske havde han faktisk tænkt sig at overholde sin del af aftalen?

Olu var stadig usikker ved situationen, som Vektor fandt nøglerne frem og begyndte at låse én ud af mange identiske døre op til en af de lige så identiske bygninger op. Hans greb forblev på Vektors skuldre hele vejen indenfor, og hele vejen op ad de smaltrinnede trapper. Hans fødder kunne ikke undgå at slå sig ved hvert trin op, for dette var endnu en ting han aldrig havde gjort før! At gå på trapper! Havde det ikke været fordi han støttede sig sådan til Vektor, havde han været nødt til at kravle op!

”Ughhh…” Sukkede han lettet, da de endelig var kommet hen til Vektors dør, og Vektor låste dem indenfor. Hele verdenssituationen havde set så sort ud, lige indtil nu, hvor Olu skulle se sit nye hjem. Han glemte alt om hvor udmattende rejsen fra bådbroen til lejligheden havde været for ham, til fordel for nysgerrigheden der nu herskede. ”Dettte er ditt hjem?” Spurgte han overrasket, og slap Vektors skuldre så snart der blev vrisset af ham, men helt uden at der blev snappet igen.

Han kunne umiddelbart se at rummet var lille og fyldt med forhindringer, der var usmarte i forhold til hans størrelse og hvor klodset han var. Men det var vel en menneskebolig, og hvis Olu gerne ville integreres, skulle han jo bruge et møbleret hjem, ikke? Med hænderne frem for sig, begyndte han at mærke på det nærmeste bords plade og den nærmeste stolryg. Han skulle jo meget tæt på, for at se tydeligt. Når man tænkte på hvor fremmed og kritisk han var, var han trods alt imponeret over deres fælles hjem. Han var sågar alt for fascineret til at reagere på Vektors tang-kommentar.

”Jeg kan godtt lide det,” Kommenterede han ”Men hvisss jeg ssskal være heltt ærlig… Det er lidtt… ssmåt ttil tto.”

Drømmesælgeren bevægede sig i sekunderne der fulgte, længere ind i det møblerede rum, hvori at han lod Olu være i fred med sin fascination og nysgerrighed over det han mødte. Det var nu engang ganske møbleret, men hvad der virkelig kunne få lejligheden til at skille sig ud fra alle de andre i Fristavn... var nu engang dens indhold. 
Og nej, det indebar ikke Vektor selv. 

Fordi langs vægge og i kasser, kurve, større metalgryder og dets lige, var alle mulige former for nips. Pæne glasstykker, samlet op på stranden, halskæder i nikkel, som han havde hængt på væggene. Farverige tæpper der måske kunne være noget værd, hvis man så bort fra hullerne og sjove små sten og træfigurer, som tog alverdens former af hvad mange ville betegne som monstre. Fletværk af tørrede blomster havde også sin egen lille afkrog; det var alt sammen så godt som værdiløst, omend det blev skattet som noget der havde den højeste værdi her i verdenen.
Det var trods alt noget der kunne sælges videre, når man sad i en presset situation. Det var ikke uvant, at sølvelveren prøvede at skaffe mest mulig profit, ud af hvad der var allermindst værd. Og det gjaldt i stor-stil når det kom til de ting han samlede op på gaden. Eller vandt i hazardspil. 

Med faste skridt gik han hen til et skab, og åbnede det for at hive en flaske ned. Proppen kom af, og en størrer slurk blev taget - den ville hjælpe ham på den forhåbentligt snartkommende nattesøvn han følte at hans krop manglede. Den føltes.. drænet. Imens han drak, var det dog at han vendte sig omkring - røven stødte ind imod køkkendiskens flade, og han betragtede det blege monster han havde hevet med sig hjem. Dianthos... han vidste at det var et falskt navn. Men lige nu, fungerede det stadigvæk fint. 
Halvelverens ene bryn gled upimoneret op da han påpegede at det var småt, og Vektor trak flasken væk fra læberne med et sidste slurk af brændevin imod tungen. "Åh, du er velkommen til at sige nej" var han hurtig til at sige, idet at han trådte nogle skridt fremad og tættere på. "Jeg skal jo næppe tvinge dig til noget, men der er ikke meget plads... og jeg har ikke så meget komfort at byde på" hvis det kunne få havmanden ud, var det en mulighed han i sit egoistiske jeg, tog. 
Vektor gled tæt nok på til at stoppe op på den anden side af det bord han stod ved, og lænede sig med albuerne som støtte, ind over det. "Savner du ikke dit hjem?" sagt med en snert af længsel, for at se om det kunne være motiverende. Hvad end havmanden så havde af hjem.

Olu drejede sig for at betragte nogle af de mange nipsting, der blinkede her og der, og som Olu gættede på var nogle af Vektors små tyvekoster. Trofæer... fra alle de gange han havde snydt uskyldige personer. Det havde sikkert været meningen, at Olus amulet skulle hænge på væggen sammen med de andre lige nu. Nu havde han jo ikke set andre private hjem i Fristavn, men havde primært befærdet sig udendørs, inden Vektor bragte ham ind på baren tidligere. Dette var ikke meget anderledes end Olus afdøde faders skattegrotte nede i dybet… Altså det var det nærmeste han kunne sammenligne med.

Så snart han hørte Vektor skramle rundt for at finde en brændevin frem, kunne Olu ikke lade være med at glo om på ham. Skulle han nu drikke igen? Gad vide om han overhoved ville se sølvelveren ædru, eller om dette blot var hverdag? Selvfølgelig gloede han skeptisk på Vektors skikkelse, som kom nærmere og hurtigt kom på banen, så snart chancen bød sig. Han vidste godt at Vektor selvfølgelig ikke ønskede Olu hjertelig velkommen, men derfor behøvede han nu ikke tvære i det.

Olu blev stående hvor han var, men han bøjede sig forover med sin lange, hvide krop, således at han var tæt nok på Vektor til at kunne se ham ganske tydeligt. ”Jeg ssavner mitt ssmykke.” Hans toneleje lidt mørkere og mere utilfreds end før. Med de ord rettede han sig hurtigt op igen, for at komme væg fra brændevinslugten, der vejede tungere end tanglugten, som Olu egentlig fandt hjemlig. Han vadede straks forbi Vektor for at udforske lejligheden yderligere, og bevarede sit cool selv da han stødte ind i en kant, fordi han så så dårligt.

Han stoppede ved Vektors seng, og stirrede lidt længe og overvejende, for at vurdere hvordan han overhoved skulle overtage den med sin lange, dumme krop. At sove i en seng var i den grad en førstegangsoplevelse, men han vidste at den var at fortrække frem for at sove på gulvet.

”Vekttor…” Kaldte han lavt. Siden han stod ved sengen og pludselig var gået i stå, var det sikkert ikke svært at gennemskue hvad han nu ville spørge om. ”Hvordan havde du lige ttænktt dig att vi ssskulle gøre det her?”