Olu har et klassisk dybhavsfolkeligt udseende. Et udseende der i årtusinder har mærket ganske lidt til sollyset foroven. Han har en skællet, gennemsigtig hud, som primært er grålig, når den altså ikke påtager sig farver fra sine omgivelser. Ned langs ribbenene sidder hans gæller. Hans øjne er matte og hvide, og hans syn er ikke så godt i hans originalform, desværre. Men han er ikke komplet blind.

I modsætning til størstedelen af havets befolkning har han ben, som et almindeligt menneske, men hans fødder såvel som hans hænder er lange med svømmehud imellem tæerne og fingrene. Han har skarpe mørke negle både på hænder og fødder, som er skarpe nok til at agere våben. Men mest dødbringende af alt ved ham er hans mange syleskarpe tænder, som kan bide igennem en finger, som var det smør. Hans kæbeparti er utroligt kraftfuldt og gør ham ligeledes i stand til at bide sig fast og låse sig til sit offer – Fisk eller sømand.

Tøj: Enten er man til det, eller også er man ikke. Olu er ikke til det. Han synes tøj og smykker har tendens til at hænge fast i havplanter osv. Det hænder at han svømmer rundt med en skuldertaske af et tætbundet net, hvor han har sine få, men nødvendige ejendele med sig.

Med amuletten bundet om sin hals eller viklet om sit håndled, bliver han til en menneskelig udgave af sig selv. Han får sort hår, mørke øjne og bleg, lys hud. I sin menneskeform dresserer han sig i stjålent sømandstøj eller andres aflagte klæder.

Olu har evnen til at kalde uheldige mænd og kvinder til sig med sin sangstemme. For dem som hører den, og er modtagelige over for den, vil de kunne høre hans tiltalende mørke stemme og blive betaget af den surrealistiske følelse af længsel og noget der er stærkere end følelsen af at elske nogen eller noget virkelig højt. Alle andre lyde omkring personen vil forsvinde gradvist, og i en form for trancetilstand vil personen oftest forsøge at opsnappe kilden til den smukke sang. Sangen gør ligeledes personen blind for hvilket uhyre de står overfor i øjeblikket.

Evnens effekt afhænger meget af om offerets kløgtniveau er højt eller lavt, om han/hun er påvirket af alkohol eller meget træt.

Trancetilstanden kan også brydes ved at ens selvbevidsthed begynder at lytte til andre lyde, såsom kammeraters råben efter ens navn, eller hvis man bliver rusket, modtager en lussing etc.

Hvis man har oplevet at blive lullet i en trancetilstand, men ikke er blevet ædt, kan man risikere seksuel frustration. Men farligst af alt, er der stor sandsynlighed for at man havner i en deprimeret tilstand umiddelbart lige efter, fordi man mister følelsen af noget der er stærkere end kærlighed.

Når først man har hørt sirenesangen én gang, er man mere eller mindre immun. Anden gang er det egentlig bare irriterende.

Evnen til at omdanne mad til sort, skummende væde, og lagre det i mavesækken i et begrænset stykke tid efter indtagelse af føde. Maveskummen kan hostes op, og spyttes mod fjender i angreb såvel som selvforsvar. Det fungerer primært som et overraskelsesmoment, end et egentligt våben. Skummet klistrer til gengæld utroligt meget, og kan være svært at få af. Det lugter ikke, men hvis man er underlig nok til at smage på det, smager det af støv.

Svømmer – Han hører til de bedre svømmere i dybet, og når han er menneske, er han en markant bedre svømmer end det almindelige menneske. Det gør også at han er rimelig adræt og muskuløs, selv i sin beskedne menneskeudgave.

Sangtalent – Han er ikke bleg for at synge lidt for mennesket, hvad end det er i forbindelse med hans sirenesang, eller blot for at underholde. Han kan godt lide opmærksomheden og den venlighed han bliver mødt med, fordi man underholder lidt. Og han er ikke så god til krystalisiansk endnu, så dette er ofte måden hvorpå han får sig et værelse på kroen eller fisk på havnemarkedet.

Medfølende – Før han lærte mennesket at kende, plejede han ikke at se dem som andet end ubudne gæster på vandoverfladen. Men pludselig, efter en forvandlingsamulet havnede i hans varetægt, har han selv været i stand til at sætte sig i menneskets sko. Nu vil han meget gerne hjælpe folk, så han kan komme tættere på dem.

Ser dårligt – Havets mørke dyb og den historiske genetik har gjort ham ekstremt svagsynet. Til gengæld gør det ham til en bedre navigatør i velkendte områder, og så slipper han også for at se sit eget spejlbillede.

Sprog – Hans modersprog er aquarinsk med dialekt fra Aquarins dybhavsdistrikt. Krystalisiansk er meget anderledes fra det sprog han normalt taler, og mange af ordene er ikke lette at udtale, når man har et tandsæt som Olus. Fordi han primært slår til omkring Piraternes By, lærer han desværre også deres ufine måde at udtrykke sig på.

Finmotorikken – Når man har så meget svømmehud imellem fingrene, har han været vandt til at bruge hænderne ganske lidt- Han bruger ofte munden i stedet. Selv som menneske kan sådan noget som at tråde en nål, være ham en komplet umulig opgave. Det gør også at han som menneske kan glemme at han har fingre og vælger at bruge tænderne i stedet, hvilket ofte giver et akavet resultat.

Selvværd – Det er svært for Olu at have i bagtankerne, at han er nødt til selv at blive menneske, eller synge sin Sirenesang for at komme tæt landjordens beboere. Få gange er han blevet spottet ude i vandet, peget og skreget af, fordi hans udseende vakte en sådan opsigt. Den følelse har ikke været let at glemme for ham, og han er tilmed begyndt at mene det samme om sig selv og sine artsfæller. Det gør ham også genert, særligt når der er mere end en landbeboer omkring ham.

Dybhavsfolket er landjordens svar på mørkelvere. De er en væmmelig underrace af havfolket og ses stort set aldrig over vandoverfladen, medmindre mennesket gør et eller andet for at irritere dem. Det kan blandt andet være hvis handelsskibe bliver forsøgt plyndret af pirater, og der kan ske skibsbrud af den ene eller den anden art, og uønsket last synker ned til bunden. Når søfolk såvel som pirater bliver angrebet af dybhavsfolket, kender man sjældent årsagen, og man ser derfor dybhavsfolket som den rene ondskab. Sandheden er bare, at de er en misforstået race på grund af deres utiltalende udseende og deres sproglige barriere.

Ligesom der findes forskellige underracer af havfolket, findes der også mange flere underracer af dybhavsfolket. Olu er fra et af de dybhavsdistrikter hvor man ikke har fiskehaler, men fleksible svømmeben og frølignende fødder, ligesom sin mor og sin halvbror. Der er ikke vildt mange af Olus slags, men overlevelse af racen er heller ikke noget de selv går særlig meget op i. De er et simpelt folk, der finder glæde i jagt og masser af søvn.

Olus forhold til sin lille, beskedne familie, bestående af en mor og en halvbror, er mere end fin. Han bekymrer sig for dem og besøger dem en gang imellem, når de lige er til at finde. Havet er temmelig stort, nemlig, så det meste af tiden svømmer han alene i uvished om deres velbefindende.

Sidst han så sin mor, kiggede hun godt og længe på sin søn med et bedrøvet blik. Hun kunne se at Olu mistrivedes i dybet, så hun tog ham med hen til den grotte, hvor hans aldrende far havde valgt at lægge sig til at dø sammen med sin skat af en amulet, som var magisk og kunne give den der bar den et nyt liv på landjorden – som menneske. Amuletten var normalt kun tilladt at eje for de højtstående havfolk i Aquarin, og eftersom hans far ikke just var kendt for at være nogen hæderlig havmand, var amuletten sikkert stjålet eller vundet i spil, fra en anden der havde stjålet den. Men siden den var blevet holdt i den gamle havmands forvaring i så længe, måtte den have haft stor betydning for ham. Og snart skulle det vise sig, at amuletten havde potentiale til at give Olu mere glæde i sit liv.