Fabian havde ingen idé om hvad der foregik bag de smukke blå øjne, men noget virkede ikke rigtig, som de kom ud på gaden, og det hurtigt blev klart at Fabian måtte vælge en retning, så han forsatte bare af den vej de var kommet.
Stilheden strakte sig langt mellem dem, og selvom Fabian ofte ikke oplevede akavede stilheder, i hvert fald ikke som andre, så måtte han erkende at denne her godt kunne tyde på det. Især som han blev ved med at skulle føre an, uden at vide hvor de egentlig var på vej hen, eller hvad Aldamar egentlig gerne ville.

De var kommet et par gader ned, inden Fabian åbnede munden, den første til at bryde stilheden. ”Skal vi gå i stilheden resten af aftenen?” spurgte han endelig og kiggede hen mod Aldamar. Det var direkte, og han var ikke sikker på om Aldamar ville blive sur over det, men det her kunne ikke blive ved. Hvis det gjorde, så var der i hvert fald intet ved det her møde, som Fabian burde have set frem til. Det havde været lidt hyggeligt i kroen, men blot at gå i stilhed? Det huede desværre ikke Fabian på nogen måde. Han ville gerne have at der skete noget, om det var at snakke eller at gøre noget, det var lige meget. 

Aldamar havde bemærket at stilheden trak sig ud, og en gang imellem, jah så nåede man et vidst sted i stilheden, hvor at det ikke kunne være andet end underligt at afbryde den. Man kunne prøve ved at kommentere på omgivelserne, eller man kunne prøve at lave små konstateringer om vejret. Men det ville ikke gøre det mindre underligt med så ligegyldige ord.
Og fyrstesønnen nød stilheden betydeligt mere end Fabian, da det gav plads til de reflektioner han gjorde sig. 'Det kom når det kom' - ord man plejede at sige til børn og teenagere, og bestemt ikke ord han kunne læne sig op af; det var jo ikke fordi at han ikke havde lyst. Men lige meget hvor elegant man kunne danse om den varme grød, var faktum at Aldamar altid - eller i hvert fald som oftest, de sidste par idéer havde været lidt mere spontane - overvejede længe hvad han skulle og kunne gøre. Det blev dog afbrudt da Fabian mente de havde gået længe nok i stilhed. 

Blikket gled fra dets svævende og ufokuserede blik fremad, til hen på Fabian; det var godt at han spurgte direkte. Som tænkt før, så ville alt andet ikke gøre stilheden mindre akavet, hvis han følte den var akavet.
"Det..." Aldamar åbnede munden, kun for at lukke den igen imens han overvejede sine ord. "Nej, det virker som noget man kan gøre for sig selv" endte han med at sige, og mente det også til dels - han kunne altid gennemhagle sig selv senere på aftenen. Hvis det var vigtige nok tanker, jah så ville han alligevel ikke slippe udenom.
Derfor listede der sig en prøvende og forsigtig arm omkring livet på den nu meget højere Fabian, og med et tungt suk tillod han sig at læne sig en anelse op af ham imens de gik, og lod ham mærke lidt af den varme han stadigvæk så på ham med. Han havde aldrig været lagt på is, men det var svært ikke at vide hvordan man måtte røre ham, for ikke at sætte hans forventninger ud af diskurs. Så han prøvede vel at lade værd. 

Der var ikke meget Fabian kunne få ud af Aldamar lige nu, virkede det som om, selvom han da erkendte at det med at gå i stilheden, da ikke passede sig lige her og nu. De havde trods alt også kun begrænset tid med hinanden, og det gjaldt om at udnytte den. Selvom nogle ville sige at en hel nat hver uge, var rigelig tid med hinanden. Aldamar havde dog nævnt at han ikke nødvendigvis ville møde op hver gang desværre.

Armen var dog en dejlig bekræftelse på at aftenen ikke var gået helt ude af kurs, og Fabian lagde selv sin arm om den mindre mand. Det var lidt mere tydeligt at de var to mænd nu, men der var ikke så befolket, jo længere væk de var kommet fra markedspladsen i sidste ende.
Aldamar måtte dog også vokalisere, hvis han virkelig var så bange for at det gik en retning han ikke selv kendte til, for Fabian kunne kun læne sig tilbage til hvad han kendte, og forsøge at læse hvad Aldamar ville have.

”Så hvad er planen for resten af aftenen, eller er den stadig i gang med at blive vendt inde i dit kønne hoved?” spurgte Fabian, lidt nonchalant, i håb om at han bare kunne have en idé om Aldamars humør. Alting virkede stadig lidt som om at de gik på is rundt om hinanden, og det sidste Fabian ønskede var at de kom op og skændes igen. Især nu når de faktisk var kommet ud af det sidste skænderi nogenlunde helskindet.

Der lagde sig en anden ro over Aldamar da armen blev lagt over ham, og med Fabian til at sætte retningen, jah så havde han ikke selv så mange kommentare til hvor de skulle gå hen. Når han betragtede det noget mere udkantsområde de var kommet til, så måtte han indrømme at han ikke havde mange idéer til hvor de kunne befinde sig. Men det var okay; han regnede ikke med at den blonde mand ville efterlade ham på en eller anden fremmed gade.
Desuden, så ville det overraske ham hvis han mødte nogle han selv genkendte helt herude, og han orkede ikke at se på en mere rund og velsleben version af Fabian. Så hellere bare holde hans skikkelse som den var.
Den nonchalante stemme trak Aldamar's blik til sig, som kortvarigt glimtede en anelse morende ved ordende i sætningen. 'Kønne lille hoved' var ikke noget han tog som andet end en kompliment, og hånden der hvilede lige over hans hofte, nussede ham idet at han drejede sig for bedre at kunne se op på ham. "Den er stadigvæk ved at blive vendt" svarede han først, og kørte den frie hånd forløsende igennem de sorte krøller. "Jeg vil gerne finde et sted at sidde..." tilføjede han derefter, hvilket betød at han ville finde et ordentligt sted at sidde - ikke bare på jorden. En bænk eller et eller andet. "... med min pibe. Men også med dig" ordende var lavmælte, men et mere drillende smil fulgte med de sidste ord, i håb om at han ikke troede Aldamar ville forblive den lidt lukkede østers han var lige nu. Det var bare ikke alle, der kunne vende 180 grader.

Og da også måske lidt drillende, da han et eller andet sted ikke helt håbede at Fabian's holdning til dét, var ligeså nonchalant som hans stemme havde været. 

Fabian kendte heldigvis en stor del af byen. En del af hvad der skete når man boede her i 10 år, men også når man kom rundt som Fabian gjorde. Han havde sørget for at styrre dem udenom de mest snuskede områder, da han ikke ligefrem havde lyst til at tage derned, og han tænkte også at Aldamar værdsatte at undgå det. Eller nok nærmere, at han aldrig skulle tænke på at der var en sådan del af byen.

Det var nusningen, der fik Fabian til at kigge ned på Aldamar, lidt spørgende, men smilet var hurtig til at brede sig, som Aldamar uddybede hvad han gerne ville lige nu. Alting behøvede jo ikke at handle om hele aftenen. De kunne tage det et skridt af vejen, og lidt piberygning lød ikke så slemt lige nu. Kunne være at det tog lidt af spændingen mellem dem, hvis Aldamar da delte ud af sin pibe.

”Det tror jeg godt vi kan sørge for,” sagde Fabian, og kom med sit eget drillende smil tilbage. Man kunne godt se at Fabian følte sig lidt mere sikker, nu når Aldamar ikke havde forsøgt at skubbe ham væk, selvom han var mere fokuseret på hvor han kunne hive fyrstesønnen hen.
Fabian foretrak hvis de kunne få lidt privat liv end der var på kroerne, og det var næppe koldt nok for dem, at de behøvede at finde et varmt sted at sidde, så så lang tid at der var en bænk så gik det.

Han kiggede sig lidt om, for at være sikker på hvor han var, før han begyndte at styre dem mere målrettet fremad. Han mente han kunne huske at der var nogle bænke ikke så langt væk, hvis de da stadig stod der.

En mere fornøjet brummen gled fra hans bringe da det kunne sørges for, og med den linje lagt ud som en fælles pejling om hvad de skulle  og hvor de skulle hen, da faldt Aldamar mere tilbage i den behagelige energi han plejede at have omkring den blonde mand. Aldamar gjorde ikke meget for fjerne hverken armen eller den rare opmærksomhed, imens han i stilhed faldt i trit ved siden af ham. Og det var måske alt hvad Fabian behøvede? Den stille opsøgen af hans ret så overvældende nærvær, virkede bekræftede nok i handlingen i sig selv. Fordi imens Fabian fik lov til at fokusere på retning, fik Aldamar lov til at fokusere en anelse på sig selv.

Og faktisk prøve at finde frem til hvorfor han var så... afholdende omkring Fabian. Ikke hele tiden - så bestemt ikke! Han kunne knap nok holde fingrene for sig selv når stemningen lagde sig tungt om hans skuldre og krop. Men nok til at skubbe ham væk - som tidligere, og nåede frem til at det nok handlede om en form for forfængelighed. Var forfængelighed det samme som stolthed? Og var han virkelig så stolt - eller forfængelig af sig, at det kun kunne foregå på en måde?
Et spørgsmål han faktisk gerne ville have svaret på, så han vendte sine øjne imod Fabian igen - måske havde han en anden vinkel på det og på ham. Men det nåede ikke over hans læber, idet at det gik op for ham at de faktisk var nået frem.

Foran dem stod enkelte bænke, lænet tilbage imod et ret så forfaldent springvand. Omtalte havde uden tvivl set bedre dage, men tid og forsømmelse havde farvet det sort og grønt af skidt og mos.
Det... det var så fremmed for Aldamar, at han et kort øjeblik hørte sig selv klukke en anelse over hvor sølle en forfatning, noget der ellers skille være super dekorativt, så ud. Det gjorde næsten kun helhedsindtrykket af gaden værre. Men en bænk var en bænk, og Aldamar - som kortvarigt havde stoppet kritisk op ved synet - satte nu igang igen, et fastere tag om Fabian og en nyvunden beslutsomhed i hans øjne og smil.

Ikke længe efter at have sat sig pakkede Aldamar sit pibegrej ud, og begyndte med vante fingre at stoppe tobak i det fint udskårede træ. "Og hvad hedder det her område så?" kom det en anelse nysgerrigt over hans læber, og Aldamar krydsede det ene ben foran det andet, imens han kortvarigt kiggede op fra sit arbejde.

Fabian havde nemmere ved roen, nu når de faktisk havde et mål foran sig, og han vidste at Aldamar ikke gik og var bitter inden i. Hvis han gjorde, havde han i hvert fald gået og skjult det godt, og så var der ikke så meget andet Fabian egentlig kunne gøre ved det.

Imens Aldamar havde en kamp i sit indre om sig selv, så havde Fabian dog ledt dem hen til springvand. Sidst han havde været her, havde der været en smule pænere, men dem der frivilligt tog sig af det, var nok stoppet, af den ene eller anden grund. De havde også været et par hårde igennem, så det var ikke så underligt. Her var dog stille, og der var en bænk, som så nogenlunde ren i. I hvert fald intet i forhold til jorden.

Han tog sig dog plads på bænken og lænede sig tilbage i den og kiggede sig om. Det virkede næsten lidt hjemsøgt, med hvor trist her så ud, og det var da kun fordi nogle lamper var tændt, at det ikke virkede så skræmmende igen. Det hjalp også at de var sammen, og man kunne stadig høre fulde folk længere væk, som agerede som fint baggrundsstøj.

Han kiggede mod Aldamar, da han begyndte at tale, og et grin gled over hans læber. ”Jeg ved ikke om området som sådan har et navn,” sagde han. Der var ikke nogle fine grænser heromkring, udover at Skumringskvarteret var et sted man helst ville holde sig fra. Der skulle man bare vende om når tingene så for faldefærdige ud. ”Jeg tror de kalder en af gaderne for obsidianvejen heromkring. Der er alt malet sort, og de har ikke valgt at hænge nogen lamper op,” kommenterede han, og kiggede sig lidt omkring, for at se om han kunne huske hvor nævnte gade var.

Aldamar brød sig - måske endda til Fabian's egen lille overraskelse - faktisk ret så godt om den lidt mørke stemning der hvilede over området, og havde på den måde altid været en anelse fascineret af ting som ikke var helt socialt accepterede. Ikke at han ville benævne området her som decideret morbidt. Men uhyggeligt? Det ord kunne han sagtens bruge,  og lod de blå øjne rigtigt tage området ind imens hans fingre færdiggjorde det vanedannende arbejde at både stoppe, men også ryge en pibe, var. Det havde velsagtens sin egen charme, og havde han kunne finde et hjørne som dette, tættere på hans eget hjem... jah så havde han nok kendt til det.
Obsidianvejen? Aldamar fulgte hans blik rundt i området idet at han nikkede. Det lød ikke som en helt fantastisk gade at bevæge sig alene igennem, medmindre man nød det ubehag øjne i nakken kunne skabe. "Hvem bor på sådan en gade?" mumlede han ligeså meget som et rigtigt spørgsmål, som et retorisk et.
Underlige typer var nok svaret.

Aldamar pakkede dåsen med tobak væk, og fik med et tilfreds suk stukket piben i siden af den ene mund, imens hans hånd rodede efter en krystal at starte en gnist med, med den anden. Ikke længe efter bredte der sig en krydret duft af kanel og æble, en næsten misvisende kontrast i det mørke selskab.
Aldamar tog et sug ind, inden at han pustede røgen ud samtidigt med sine ord. "Hmm... jeg ved godt at det nok er ligegyldigt nu, men Fabian?" Aldamar drejede sig en anelse imod ham på bænken, og smilede skævt. "Jeg tror vi... for at være ærlig, fik gået fra vores venner, lang tid før vi selv opdagede det" tonen var drillende, og Aldamar fandt det... fjollet at så lille en ting, skulle have fyldt så meget.
Det var dog ikke noget han ville undskylde for, så det her var nok det tætteste man kom. Erkendelsen af at det havde været dumt.

Fabian havde set nok af de morbide og mere uhyggelige ting i sit liv, til at han gad at opsøge dem i sin fritid. Det fascinerede ham ikke, og der var ingen grund til det, når det var noget man så med jævne mellemrum, om man ville det eller ej. Han ville hellere have bløde senge med silke lagener, men det kunne han så heller ikke få lov til. Selvom Aldamars donation på 2 jadestykker om ugen nu, ja, det ville hjælpe gevaldigt på det.

Fabian måtte trække lidt på skuldrene, da Aldamar spurgte ind til Obsidianvejen. ”Jeg kender ikke nogen der bor der, men dem der bor ser man vidst eftersigende ikke meget. Det kan godt være at det blot er myter for at få det til at virke mere mystisk. Det er nok en ganske almindelig gade, ligesom alle de andre,” sagde han. Han lagde ikke så meget i hvad der blev talt om på kroerne, selvom han næsten altid huskede sladderen. Ofte var det dog mere for at imponere de rejsende og dem der ikke kom steder som disse, end en som Fabian.

Duften af kanel og æble ramte Fabians næsebor, og han kiggede ud af øjenkrogen mod Aldamar, som var begyndt at vende sig mod ham. Han havde dog ikke forventet at Aldamar ville tage det tidligere emne op. Det var dog i en godmodig tone, og det var næppe noget der tog smilet væk fra Fabians læber.
Han kiggede op mod den mørke himmel i stedet for Aldamar. ”Det tror jeg du har helt ret i. Det var lidt fjollet.. var det ikke?” sagde han, en smule lettet, og han kiggede mod Aldamar. Et let smil på læberne, og han lignede bare en mand der hvilede i sig lige nu og her. Slappede af.

Da intet blev taget personligt, jah så var det med en smule lettelse at Aldamar også selv følte hvordan hans skuldre faldt mere ned, og en behagelig stemning sneg sig tættere på dem. Det havde måske også noget med piben at gøre - på det punkt var fyrstesønnen et frygteligt vanedyr, men indrømmelsen om at det havde været fjollet var god at høre, og den mørkhårede mand nikkede langsomt. Joh, joh det var det.
Der var mange ting der var fjollede, og med den afslappede mand foran sig, var forskellen imellem 'før' og 'nu' kun endnu mere dum at se på, og Aldamar tillod sig derfor at betragte Fabian en anelse. Begge var bevidst om at han uden tvivl brød sig om hvad han så, men der var noget utroligt dragende ved en person der hvilede i sig selv. Det var trods alt også noget af det der havde trukket ham tæt i første omgang, og også anden. Og tredje.

Og det var velsagtens også det der trak Aldamar tættere ind nu, hvor at han med et sidste sug af piben, tilbød den til Fabian, hvis han også ville smage.

"Mmmh, så bestemt" nikkede han i enighed, og fulgte hans tidligere blik imod den mørke himmel. Der var ikke mange stjerner at se - slet ikke som derhjemme ved Zircon - men det var vel en del af byens charme. "... ville du mene, at forfængelighed er det samme som stolthed?" gled det som en undersøgende tilføjelse over hans læber, og Aldamar lod med vilje blikket blive imod den mørke himmel, da den umuligt kunne aflæse hans blå øjne, på samme måde som han nogle gange følte sig gennemskuet af Fabian.

Det var ikke et spørgsmål han yndede sig at vende med mere... simple borgere af landet, men et eller andet sted, var han utrolig nysgerrig på at høre svaret - hvis der overhovedet var et. Det behøvede der aldrig at være, men det kunne måske hjælpe ham med at forme sit eget. 

Fabian tog glædeligt piben fra Aldamar. Han kunne godt lide at ryge, selvom mulighederne for den almen krystalisianer var væsentlig mindre end for en for Aldamar. Alle kunne få fat i tobak hvis det virkelig gjaldt, men det var nemmere at drikke noget øl, i stedet for en import vare. Det var i hvert fald hvad Fabian efterhånden havde erfaret.
Han tog et godt sug, inden han pustede det ud. Det var en behagelig følelse der lagde sig over ham, og han sørgerede for at tage endnu et sug inden han afleverede den tilbage til Aldamar. Det var trods alt hans, og han kunne ikke bare hugge den, fordi han havde muligheden.

Da spørgsmålet faldt ud over Aldamars læber, kiggede Fabian spørgende og undrende på fyrstesønnen. Han virkede dog ikke til at være villig til at få øjenkontakt, og derfor måtte Fabian nøjes, selvom spørgsmålet lå underligt. Især fordi Fabian ikke ligefrem var uddannet indenfor filosofi, hvilket han da mente at det her var et spørgsmål der lå op af det.
”Nu er jeg næppe den store tænker,” pointerede han, et glimt i øjet dog. Han vidste hvor nemt det var at tage den sætning og gøre den til noget mindre pænt mod ham. Forhåbentlig greb Aldamar ikke chancen. ”Men hvis du vil have min umiddelbare tanke? Så er det ikke det samme.” Han prøvede lige at vende det en ekstra gang i sin hjerne, for at få ordene til at give mening. Hvad var det dog også for noget at sætte Fabian til at gøre. ”De er ofte forbundet, men man kan sagtens være stolt uden at være forfængelig... men jeg er ikke sikker på at man kan være forfængelig uden at være stolt.” Det sidste kom mere som en eftertanke. Han var ikke sikker på at han havde ret, men han gjorde et forsøg, og for det måtte han da få et par plus point.

Overraskende hurtigt (i forhold til hvad han havede forventet) fik Aldamar sin pibe tilbage, men brokkede sig da ikke over det, da han lod den finde sin vante plads imellem de smalle læber igen. Enkelte røgskyer sneg sig dovent igennem den lidt køligere natteluft over og omkring dem. Den knitrende lyd fra tobak der blev brændt og den spoderate baggrundsstøj af andre mennesker langt, langt væk, var faktisk det eneste der var til at høre i stilheden, hvor at Aldamar ventede på sit svar.
Han vidste godt at det var et noget snørklet emne at bevøge sig ud i. Især hvis man ikke gjorde det uden anden grund, end en debatterende lyst til at reflektere over sådanne emner - emner der måske var ret så langt væk fra Fabian's hverdag og lyst, helt til at starte med. Men alligevel var det et spørgsmål han faktisk... virkede til at svare seriøst på.
Det havde været håbet, men ikke forventet. Overraskelsen var dog skjult - Aldamar holdt sig også i skindet for ikke at gøre andet end kort at nikke da Fabian pointerede at det ikke ligefrem var hans boldgade, men ellers, jah så lyttede han.

Interessandt.
Aldamar strakte sig kortvarigt helt tilbage - lod hovedet falde ned forbi ryglænet - inden at han med en knækkende lyd skubbede det frem til brystet igen. Og rettede det endelig op. Som skulle han lige have løsnet et eller andet. "Hmmm... så havde du måske ret. Måske var jeg for fin til at løbe" Ordende var eftertænksomme, og slet ikke en bekræftelse på om han decideret havde haft ret. Men alligevel bar tonen et strejf af selvironi. Nogle mennesker kom langt med et måske, og Aldamar smilede en anelse af den kommentar; han var trods alt utroligt bevidst om sin... jah, forfængelighed. Stadigvæk kiggende ret frem for sig, gled øjnene alligevel sidelæns idet at han - som han havde oplevet et par gange før - følte sit blik draget væk fra nattehimlen, og imod ham i stedet.

Selvom Fabians øjne ligeså stille var begyndte at drive væk fra Aldamar igen, så kom de tilbage på ham, da de knækkende lyde kunne høres. Ubehagelige lyde, men ikke ukendte for Fabian. Hvis Aldamar var så anspændt, så burde han få gjort noget ved det. Det var i hvert fald Fabians tanke, som hans hænder allerede kriblede efter at få fat i Aldamar. Desværre var Fabian mere kendt for den intime massage, end den dybdegående.

En lille latter undslap ham, som Aldamar tilstod at han måske var for fin. Det var dog ikke noget Fabian bare lod ligge, men måske ikke på den måde man ville forvente. Der var intet sjovt i at prikke der hvor det gjorde ondt, men det betød ikke at det ikke kunne bruges til noget andet. Forhåbentlig blev Aldamar ikke fornærmet over det.
Derfor var det med et glimt i øjet, at Fabian vendte sig lidt om på bænken, så han sad med mere af sin front mod Aldamar. ”Hvis det havde været tilfældet, så kunne jeg jo bare have båret dig,” kom det drillende fra Fabian, selvom han absolut ikke ville kunne bære Aldamar på den måde. Han var ikke vant til at slæbe folk på den måde, og da slet ikke mens han løb. Alligevel var ordene bare lidt for nemme at smide rundt med. 

Et glimt af latter gled over Aldamar's blå øjne, og selvom ordende fik ham til at ryste skeptisk på det kantede hoved, jah så var billedet af sådan et syn, sjovt. Han tvivlede ikke på at Fabian kunne løfte ham. Men løbe afsted med ham, og så i oveni købet som en 'flugt' igennem Dianthos gader? Så meget for at holde en lav profil.  

Det var dog ikke det der kom over hans læber, da han i stedet løftede det ene øjenbryn. "Jaså? Det ændre jo alting" Aldamar drejede sig lidt mere imod ham, og smilede glat. "Det er også lang tid siden at jeg sidst blev båret afsted igennem Dianthos..." Aldamar var aldrig i sit liv blev båret afsted igennem Dianthos.. og selvom han lidt tvivlede på Fabian mente det som det lød, og selvom han tvivlede på at det var en praksis for adelen her i hovedstaden, så lod Aldamar ordende stå i deres betydning, selvom han henkastet fik foldet det ene ben over det andet - igen, og måske en smule over Fabian's, tilmed. "En glemt rejsemåde" nikkede han med et lille grin, og lænede sig op af sin hånd, idet armen blev slynget over ryglænets kant. 

Aftenkulden gjorde intet for Aldamar, der overraskende nok nød dens klare pust og hvordan den fik rusket en smule op i de lyse lokker, idet den tavs fejede igennem den lidt glemte gade de havde fået sat sig ved. Der kunne sagtens være kommet nogle forbi uden at han selv opdagede det, sådan som han nød og følte den lille bobbel de sad i. 

Det at holde en person og løbe, det krævede væsentlig flere muskler, end hvad selv Fabian havde fået erhvervet sig over årerne. Det krævede også en vis form for teknik, og man kunne godt forstå, at der normalvis var mindst fire til at bære folk, hvis de blev båret i en vogn. Så kunne man også fordele vægten bedre mellem sig.

Selvfølgelig var Aldamar dog hurtig til at hoppe på muligheden for at blive båret. ”Glemt? Jeg tror mere at folk indså at det gav mere mening at have hestene til at trække jer,” pointerede han. For ikke at nævne at hestene også var hurtigere når man skulle omkring. ”Men hvis det er noget du absolut så gerne vil have, så kunne jeg jo nok bære dig hjem,” drillede han, og lænede sig selv lidt tættere ind mod Aldamar. Han gjorde dog intet antræk til at han ville forsøge sig videre. Hvis Aldamar havde behov for lidt distance mellem dem, så var det da det mindre Fabian kunne give, selvom han altid var mere tilbøjelig til at røre den anden mand.

Modsat Aldamar, så var Fabian dog ikke i deres lille bobbel. Han lyttede stadig til det svage mylder fra natten, men intet kom i nærheden af dem for nu. Han havde ikke lyst til flere ubehagelig oplevelser for denne her aften, især ikke hvis Aldamar faktisk troede at Fabian kunne løbe med ham. Det var der absolut ingen sandsynlighed for. 

Aldamar måtte nikke en anelse 'eftertænksomt' idet Fabian nævnte at hestene gav mere mening, og lod til at overveje om det faktisk var en pointe han kunne være enig i. Selvom Fabian måske ikke vidste det, var Aldamar gammel rytter og fern omkring de store dyr - han ville til hver en tid foretrække hesteryg frem for menneskeryg - generelt var dyr meget mere pålidelige end de fleste mennesker. Men Aldamar tvivlede på at det kun handlede om hvad han ville.
Et uimponeret øjenbryn blev løftet da Fabian pointerede at han godt kunne bære ham hjem, hvis - og igen - han absolut gerne ville have det, og Aldamar betragtede ham en anelse inden at han svarede. Prøvede at aflure om han reelt mente at bære ham hjem, da det i sig selv ville være komisk. Det kom ikke til at ske, men det ville være komisk.
"Hmmm? På hvilken måde ville du bære mig?" et lidt udfordrende smil, men Aldamar gjorde ikke antræk til at nærme sig ham yderligere, selvom det summede i fingerspidserne efter at lade dem glide over den varme hud, eller bare fraværende nusse hans skikkelse.

Det virkede bare ikke helt som den retfærdige beslutning at tage, givet hvor nemt det var for ham bare at stille sig tilfreds med det. Der måtte han stille og roligt indse hvor forskellige de var, og Aldamar holdt derfor nallerne for sig selv, selvom det lunende blik ikke havde forladt Fabian i et godt stykke tid nu. I hvert fald ikke mere end få sekunders undtagelse.

Hvis Fabian fik at vide at der aldrig ville være sex på bordet, så kunne han nok finde andre måder at komme omkring sine lyster på, men intet ville ændre på at det var det han altid opsøgte, når han kunne. Og når han krop ikke fik den udløsning den forlangte, ja, så var resultaterne ikke altid rare for Fabian i hvert fald. Heldigvis kunne hans krop godt klare en nat i ny og næ, når han kunne gå ned på kroen og finde noget udløsning kort tid efter. Han blev bare nødt til at planlægge omkring det. Uanset hvor dumt det måtte lyde for andre.

Fabian så en anelse overvejende ud, dog stadig med det drillende glimt i øjnene. ”Du er vel ikke større end at det ville være smartest at bære dig, som en gom bærer sin brud?” tilbød han. Han kunne også blot have sagt at han kunne tage ham på ryggen, men det var ikke i nærheden af ligeså sjovt. ”Har du lyst til at prøve?” Han kunne sagtens bære ham i et lille stykke tid uden de helt store problemer, selvom han var sikker på at Aldamar måtte veje mere end han så ud. Han havde trods alt haft muligheden for at godte sig i alskens goder hele sit liv, og så burde man da bare tage lidt på.
Dog ville Fabian også bare gerne virkelig røre ved Aldamar, og det her var en god undskyldning til hvis han sagde ja.

Aldamar ventede lidt i spænding på at høre hvad Fabian ville komme op med, men endte alligevel med at åbne munden overrasket over forslaget, og ignorerede den implementerede kommentar om hans højde. Brudestil? Mente han det? Aldamar's udtryk skiftede til fjollet - det var et sjovt forslag, men han ventede lidt på den drillende latter der ville komme, som ville indikere at han ikke mente det. Da den så ikke kom, blev han overrasket for anden gang. 
Et lille sekund vidste han ikke helt hvordan han skulle svare, men så skildtes læberne i et bredt smil. Hvad fanden, det var en idé han måtte se hvordan den endte. Desuden, så kunne han ikke mindes hvornår han sidst var blevet løftet, eller båret. Der havde måske været en undtagelse af et meget voldsomt kram, men det var hvad han lige huskede, på stående fod. 
Aldamar rettede på sine foldede ben, inden at han i en hurtig bevægelse var oppe og stå. "Okay, hvordan vil det være nemmest for dig?" Aldamar grinede, og kunne mærke hvordan en underlig gnist af legesyg energi gled igennem ham. Han gjorde sjældent noget, bare fordi det kunne være sjovt - det her måtte være en af de få undtagelser. 

Han vidste ikke helt hvordan Fabian ville tackle det, men var klar på at stille sig op på bænken, eller hvad han nu lige tænkte ville være nemmest. 

Fabian kunne have leet, men han gjorde det ikke, og ventede næsten i spænding på at høre hvad Aldamar mente om forslaget. Han forventede ikke at de ville skulle gå hele vejen hjem til ham, men bare lige at bære lidt rundt på ham. Mest af alt forventede Fabian at Aldamars stolthed ville gå i vejen for at blive båret, men fyrstesønnen kunne stadig overraske ham.

Smilet blev kun bredere da Aldamar kom op og stå, og Fabian selv var hurtig til at følge trop. Han kiggede lidt på Aldamar og så på bænken. Han ville ikke skulle bære ham så højt op, hvis han allerede stod i en høj position, men på den anden side. Det andet var sjovere.
”Bare bliv stående der,” kom det drillende fra Fabian, og stillede sig i position til at tage fat på Aldamar. Han lagde en hånd henover Aldamars ryg, før han gik ned i knæ, og tog fat under Aldamars knæ. I en nem bevægelse, løftede han så op i Aldamar, så han stod med ham i sine arme. Aldmar vejede mere end Fabian havde regnet med, siden han var så lav, men det var ikke værre end at han godt kunne stå med ham lige her. ”Er det behageligt?” spurgte han drillende, og svang rundt i en halv cirkel med Aldamar, mens han holdt godt fast i ham. 

Aldamar lyttede, og da Fabian bad ham om at blive stille, jah så stod han også stille. Et leende smil hvilede i mundvigen imens han følte Fabian lægge sin hånd over ryggen på sig, men derfra gik det hurtigere end ventet, og før han vidste af det, var Aldamar svunget op i luften. Overrasket over hvor behændig bevægelsen var, jah der sprællede han kortvarigt da han mistede kontakten med jorden. Suset af ubehag forsvandt til gengæld da han begyndte at snurre en smule omkring. 
Det fik Aldamar - der i farten havde viklet sine hænder omkring Fabian for ikke at føle han mistede balancen - til at løse grebet en anelse mere og han lænede hovedet tilbage. Momentumet i den lille cirkel steg ham til hovedet på en sjov måde. 

Ved hans drillende stemme åbnede Aldamar øjnene en anelse mere, og vendte blikket tilbage imod ham et grin. "Behageligt?" Aldamar rystede på hovedet, selvom latter bobblede i stemmen. "Det er underligt, det er hvad det er" fulgte han op med, og kunne stadigvæk ikke helt føle sig tilpas uden kontakt til jorden. På det punkt, var han et lettere jordbundet menneske.