I takt med Sibalghyms nådesløse stød, begyndte verden omkring Isiodith at svinde ind; kun mørkelverhannen og hans krop eksisterede, som en ensom måne på den sorte nattehimmel. Hvad der før havde været stikkende smerte, skulle efterhånden blive en ganske anden fornemmelse, og Isiodith hengav sig kærligt til samtlige af de sensationer, Sibalghym var skyld i. Der var noget befriende i akten, i hengivenheden, og jo mere den ligeså indfandt sig i hendes bryst, des tungere blev hendes øjenlåg.

Til sidst gled de i og i samme øjeblik begyndte hendes hænder at vandre. En forblev på Sibalghyms muskuløse overarm, den anden gled henover hendes egen mælkehvide mave indtil den nåede toppen af hendes køn. Dér stoppede den brat i det, at en ny følelse af velvære og begær skød derfra.
Skyggen af et smil sneg sig henover Isiodiths buttede læber, som hendes fingre fortsatte deres udforskning og et sted i Isiodiths baghoved, begyndte hun at ane, hvordan en helt særlig varme spredte sig i hendes indre i al hast.

Isiodith lo lavmælt, klokkeklart og lyst; mættet af øjeblikkets eufori og Sibalghyms stærke arme omkring sig.
”Hm. Det virkede nu til, at du havde det legende let”, mumlede hun tilbage og strakte sin hals, så hendes buttede læber kunne kollidere med mørkelverhannens brede hals. Dernæst plantede Isiodith sælsomme, hengivne kys hen langs Sibalghyms kraveben, indtil hun ikke længere kunne nå, foruden at sætte sig op; en handling hun endnu ikke ønskede at foretage, eftersom hendes tynde ben og underliv føltes som blævrende gelé. ”Men det var det værd”, lød det dernæst i en tøvende hvisken, som var Isiodith ikke sikker på, at hun burde sige netop de ord. Hun havde trods alt ikke sagt dem før, og overgangen fra uskylden til hvor, hun nu befandt sig, tillod hende ikke megen vejledning.

Isiodith mistede hurtigt tidsfornemmelsen derefter. Udmattelsen, den der udsprang af flugten og de mange vågne timer, indhentede hende omsider og hun kæmpede en bragt kamp for, at holde sine isblå øjne åbne. Til sidst måtte hun dog opgive, uden end at vide det. 
Da hun vågnede, vidste hun ikke hvorfor. I hvert fald ikke til en start. Dernæst heller ikke hvor hun var, indtil hun genkendte deres skjulested i trækronerne og mærkede Sibalghyms nøgne bryst mod sit eget. Tilsyneladende sov han tungt, hans åndedrag var langsomt og roligt, og Isiodith kom til at smile i det, at hun huskede tilbage på den kendsgerning, hun havde måtte drage ganske hurtigt; Sibalghym sov, som en sten i vandkanten; fuldstændig uforstyrret.
Over dem hang månen og nattehimlen vidnede om, at hun havde sovet mange timer. Et øjeblik måtte hun indse, anerkende, at hun var overrasket over, at Sibalghym var blevet hos hende men i samme øjeblik, at visheden indfandt sig, lagde hun sin hånd henover hans; selvfølgelig ville han blive hos hende.

… og hvorfor var der så stille? Sov skoven virkelig så tungt?

Isiodith anstrengte sin hørelse og lyttede. Lige i det øjeblik hun skulle til at lukke sine øjne igen, kom dét dog tilbage; dét, der havde vækket hende. Noget pulserede. Var det skridt?
Straks begyndte hendes hjerte at banke hektisk og med en del besvær, fik hun vendt sig mod Sibalghym. Hun ruskede i ham, forsøgte at få ham til at vågne uden at tale.

Isiodith mærkede lettelsen i samme øjeblik, at Sibalghym omsider slog øjnene op. Hun havde frygtet, at det ikke ville lade sig gøre, men tilsyneladende havde hendes frygt været ubegrundet. Da Sibalghym tilmed syntes at forstå, ganske instinktivt og ved et enkelt blik, at ikke alting var, som det havde været, kom Isiodith til at smile; ikke det så typiske varme smil. Nej, et der afslørede, alt det hun ikke kunne sige: pas på! Kom tilbage!

Sibalghym havde forladt deres skjul end ikke momentet senere, og Isiodith tog sig selv i, til trods for hendes blinde tilstand i nattemørket, at se efter ham. Stadig var skoven stille – for stille – hvormed lyden af hendes hektisk bankende hjerte syntes øredøvende. For hver gang at en kvist knækkede eller vandets piblende vandring blev afbrudt, kastede Isiodith sit hoved mod lyden, som kunne hun se, regne ud, hvad der præcist foregik.

Skulle hun være gået med ham? Isiodith kæmpede med at finde svar. Han var trods alt en formidabel jæger, det havde hun set utallige gange forinden! Hun nåede ham end ikke til sokkeholderne, hvad angik sådanne kompetencer. Måske det var bedst…

Der var de igen, skreg en tanke så pludseligt, at Isiodith gispede og snurrede rundt. Hun spejdede ud i mørket, lyttede til skridtene, der taktfast nærmede sig. Som hun sad der, på hug tættere på himlen end på jorden, lød det mistænkeligt som om, at hvad end der gik rundt dernede, befandt sig lige under hende.
Ganske forsigtigt og så lydløst, Isiodith kunne mønstre, kravlede hun frem og tittede ned. Hvad hun så fik hendes hjerte til at springe et slag over af forskrækkelse, for hun huskede ikke, at hun før havde set noget så hæsligt.

Var det en ulv? Det lignede det, og så…

Ildrøde øjne fæstnede sig pludselig i hendes; ildrøde øjne, der ikke tilhørte manden, hun elskede.

De røde øjne forsvandt i samme øjeblik, at de havde fæstnet sig i Isiodiths egne isblå. Hendes hjerte stod stille og for blot et øjeblik overvejede hun, om hun skulle råbe efter Sibalghym – var den virkelig væk?

Sekunderne sneglede sig afsted derefter og Isiodith sad stille, indtil hendes knæ begyndte at snurre. Der kom ingen lyde fra skoven, intet der kunne fortælle hende, hvad der foregik dernede i mørket. Det havde nær drevet hende til vanvid men pludselig var der en gren, der knækkede i det fjerne og Isiodith holdte vejret på ny.

Dernæst… ingen ting. Hvad foregik der?

Det var i det næstfølgende sekund at Isiodith besluttede sig og bevæbnet med sin dolk, kravlede hun, så lydløst hun kunne, ned ad den stige, Sibalghym havde kreeret til hende.
I det at hendes støvlebeklædte fødder ramte jordbunden, satte hun hastigt afsted. Hendes hjerte sad i halsen, men hun måtte vide, hvad der hændte og om Sibalghym var okay. Hun havde aldrig før set et sådan uhyre med røde øjne og det forekom hende mærkværdigt, at den skulle befinde sig så tæt på Elverly, uden at vagterne var blevet alarmeret.

Et sted i det fjerne kunne hun høre Sibalghyms stemme. Hans ord var slørede, men des tættere på hun kom, des mere kunne hun opfange –

Situationen under kontrol? Hvilken situation? Isiodith stoppede brat op og en eftertænksom, forundret rynke satte sig fast mellem hendes øjenbryn. Ved alle guderne…
Isiodith sank en klump, lammet af frygt for, hvad der dernæst ville ske. Havde Sibalghym forrådt hende?

Isiodith sank en klump men bevægede sig i retning af den så velkendte stemme. Hun så ikke nær så godt som Sibalghym, hvormed hendes skridt var tøvende og lød højlydte i den pludselige stilhed –

Og stadig hviskede en stemme til hende, om det var klogt at bevæge sig nærmere. Hvis Sibalghym havde snydt hende, hvis han i virkeligheden ville overgive hende til sine klanbrødre – men har jeg andet valg? Selv hvis Sibalghym ønsker netop det, ville jeg aldrig kunne slippe fra ham nu. Skoven er hans kongerige, uanset om det er mit hjem eller ej.

Isiodith skimtede ham omsider men stoppede op nogle meter fra ham. ”Hvad drejede det sig om, Sibal?”, lød hendes skingre stemme i en hvisken, hendes tone tøvende.

Isiodith sank en besværet klump i halsen men til trods for hendes åbenlyse ubehag, veg hendes isblå blik ikke fra Sibalghym. Heller ikke da den høje skikkelse kom nærmere og slutteligt lod sine arrede hænder lukke sig om hendes hjerteformede hoved.

Bag den smalle brystkasse hamrede Isiodiths hjerte panisk, for Sibalghyms ord havde ikke haft den ønskede effekt. Hvad i alverden foregik der?

Isiodith så op mod de røde øjne og fortrak en grimasse. ”Sibal, du lyver”, mumlede hun irettesættende, for selvom hendes indre skreg, at hun var blevet forrådt, nægtede Isiodith at tro på det. Sibalghym kunne umuligt have snøret hende og ikke fordi, at han elskede hende, men fordi det var Sibalghym! Han var for temperamentsfuld, var han ikke? Kunne han virkelig bedrage til sådan en grad?

”Jeg hørte, hvad I – hvad du sagde. Hvad betyder det? Hvem talte du med?” Isiodith tog et skridt bagud og foldede sine tynde arme henover hendes brystkasse.

Isiodith vidste, for et langt øjeblik, ikke hvad hun skulle svare Sibalghym. Så en klanbror var kommet anstigende, lykkes med at snige sig så tæt på Elverly og ganske uden at blive opdaget af grænsevagterne? Og han var vred? På Sibalghym – eller på hende? I det den sidste tanke havde slået rod, måtte Isiodith ryste på hovedet af sig selv. Uanset hvad hun gjorde, eller ikke, var sagen uvedkommende, for denne ukendte mørkelver ville afsky hendes blotte eksistens uanset. Hvilket betød –

”Er det ikke farligt, at vi er blevet set sammen? For dig, mener jeg”, spurgte hun, hendes stemme lettere skinger i den mørke skov.
Isiodith løsnede sit krampagtige tag i sig selv og aflagde afstanden til Sibalghym, pludselig med et brændende behov for at forsvinde ind i hans favn. De hvide hænder fæstnede sig om hans mørke underarme, og uden at registrere det til at starte med, mærkede hendes magi, at Sibalghym var forslået.

Alt det isblå i hendes blik svandt med et ind og hun så ned, lod de nu sorte øjne fæstne sig på hans brystkasse. Hun stod sådan et øjeblik før, at de skader hun kunne finde frem til, var blevet helbredt og først da hun så op igen, var hendes blik atter samme farve som før.

Isiodith lagde sine arme om Sibalghym og lænede sig dernæst frem, så hun kunne støtte panden mod hans ene store brystmuskel. ”Fra nu af lister du ikke afsted alene. Jeg er ikke helt nytteløs i kamp, at du ved det”, beordrede hun mildt, hvorefter hun kastede plantede et kys mod hans hud og dernæst daskede til ham.

Isiodith kunne ikke skjule sin egen forundring over det faktum, at Sibalghym tilsyneladende ikke var bekymret for sit eget velbefindende. Selv mente hun det var altafgørende, for hendes destination var trods alt en ganske anden end den, han selv skulle nå.
”Men du sagde – at han var vred?”, mumlede hun, bekymringen tydelig i hendes skingre stemme. ”Kan vi ikke gøre noget? Kan vi ikke finde på en plan?” Isiodith forsøgte at smile op til Sibalghym, ikke bevidst om hvordan at hendes hænder klemte krampagtigt om mørkelverhannens solide armmuskler. ”Vi plejer da, at være god til at finde på en plan, der får os ud af fedtefadet!”

De begyndte langsomt at bevæge sig tilbage mod træet, hvori de havde sovet, men Isiodith var – ganske tydeligt – propfyldt med adrenalin og spørgsmål. Hun gik med Sibalghyms hånd i sin, sin modsatte og frie hånd placeret om samme arm, som kunne hun fysisk tilbageholde ham, skulle hun ønske det.
”Men vil du ikke gerne finde Sidkanys? Og hvad mener du med – at vi skal komme væk fra dem?”

Isiodith måtte le i det, at Sibalghym daskede kammeratligt til hende og selvom han øjensynligt ikke lagde kræfterne i, fløj hun stadig et skridt bagud. ”Jeg vil slås som en kvinde, mange tak!”, svarede hun, hvorefter hun i et raskt tempo trådte frem mod ham igen og lagde en hånd over hans køn – og klemte til. ”Vi er nemlig ligeså gode som mænd – hvis ikke bedre, naturligvis!”

Isiodith nikkede ivrigt men følte sig, af uransagelige årsager, ikke mere eller mindre optimistisk. At vide, at de ikke længere var på farten uset, sendte bølger af nervøs og sitrende energi igennem hende.
Og stadig ville det indre blik af ulvens røde øjne ikke slippe sit tag i hende…

Hun formåede at lytte til Sibalghyms ord, alt imens de gik tilbage til lejren. Hun var ligeså ivrig efter at komme tilbage, som hun var efter at krybe under tæpperne, indtil farerne var overstået, men hun vidste også, at det ikke blev muligt. Måske Rakaa havde haft ret? Måske var hun mere naiv og svagelig, end hun ville indse?

Isiodith skubbede resolut tankerne fra sig og koncentrerede sig i stedet om det, der dernæst skulle ske. ”Jeg tror, at jeg forstår”, mumlede hun, alt imens de kravlede op i reden, Sibalghym havde bygget. ”Måske ingen af vores nærmeste ville genkende os, hvis vi stødte ind i dem nu?” Isiodith skævede spørgende til mørkelverhannen henover skulderen, men gik derefter i gang med at pakke sammen.
”Mine forældre ville i hvert fald få et føl…”

De var hurtigt nede igen, sadeltaskerne pakket og hestene opsadlet. Isiodith havde taget den sorte hest velvidende, at den var mest uregerlig og at hun ville spare både Sibalghym og hesten det besvær, det ville være, skulle de to væsner forsvinde videre ind i skovens mørke sammen.
Isiodith hoppede op og nikkede dernæst til Sibalghym, siddende mellem adskillelige tasker og fremstod derved endnu mindre end hun var på den store shirehest. ”Jeg følger efter dig”, mumlede hun, hendes smil hengivent og hendes øjne fuld af genoprettet tillid.

Isiodith fnøs og himlede med øjnene. Det var dog ikke en handling født af forurettelse men snarere af morskab. Sibalghym havde dog unægtelig ret. Hvem kunne nogensinde acceptere dem udover dem selv? Svaret måtte være ingen. Der kunne ikke være nogen, der forstod eller kunne se igennem det – i hvert fald ikke af dem, der betød noget for dem.

”Det var det”, svarede Isiodith, hendes smil langsomt foretagende. ”Min evne virker med en forholdsvis hurtig hastighed men der er en tendens til, des mere… skadet kroppen, jeg helbreder, er, at mine patienter så ender i en komalignende tilstand bagefter. Det var vel det, de håbede på med dig.” Isiodith betragtede Sibalghyms ryg som de red afsted og nød at kunne betragte ham, foruden at hans røde øjne nødvendigvis ville også se det.

”Men jeg ville nu ikke have noget imod at blive dine forældres svigerdatter. Desuden er du ret flot. Bestemt ikke et uhyre!” Ordene fulgte et langt øjeblik efter og pludselig var Isiodiths øjne fulde af morede og drillesyge gnister. Sibalghym havde trods alt før nær dejset om ved tanken om forpligtelse, hvormed Isiodith regnede med en lignende situation og glædede sig til at se den. Det var så forfriskende, at være i hans selskab og den så umiddelbare stemning, de sammen delte.