Torbjorn havde ikke tilnærmelsesvis nogen ide om hvad der foregik, andet end de to kiggede på hinanden, nærmest som at kommunikere for en stund uden at han forstod hvad der foregik. Det ville være løgn at sige det ikke gjorde ham en smule ilde til mode, og han kiggede også en smule spørgende fra den ene til den anden, til Sigrun brød stilheden. Han kiggede på hende et par sekunder længere end før, som den røde farve blussede op i hendes kinder. Han vendte blikket til Bjarnis med et let antræk til at ville sige noget, men han så lige så flov ud. Et øjeblik fik han faktisk kun set fra den ene til den anden. Var det bare det?
Hvordan to individer kunne overleve uden kunstegenskaber, var virkelig ikke til at forstå, men med deres førhenværende og nuværende position i klanen, var det måske ikke så underligt alligevel. Torbjorn endte i hvert fald ud med bare at smile. ”Jeg ved i har krondyr – men ellers skal jeg gerne lave noget mad” svarede han smilende. Det var ikke det som var problemet. Nærmest som var han allerede hjemmevant fandt han vejen ud til forrådet, der lå mere eller mindre det samme sted i de fleste hytter for at se igennem hvad de havde.
