Torbjorn havde godt hørt hentydningen der var at spore i Bjarnis’ stemme, og smilede skam blot over det. Ganske muntert endda, til den ældre mand, inden han var gået ud. Torbjorn var stadig lidt i undring over hvad der skete, men han vidste trods alt en ting. Han ville gerne se Sigrun igen, om han så selv skulle gå hele vejen herover. Ikke at det ville være et problem, men det var svært at slippe fra den almene hverdag, uden at folk begyndte at savne ens arbejde.

”Det skal nok gå” Torbjorn var ved godt mod på den front, og heller ikke usikker på om han kunne finde tilbage hjem. Hans stedsans var af de bedre, heldigvis. Torbjorn kiggede over på hende, som han sagnede farten som de nåede udkanten af byen. Hvis hun kunne komme med, og havde lyst til det, ville han hjertens gerne havde haft hende med. Men med indblik i hendes ansvar og arbejde, var det ikke så underligt at tiden ikke lå til det. ”Om ikke andet lærer jeg ruten, så jeg kan finde herhen igen” tilføjede han og forsøgte ubevidst at udskyde at sige farvel. ”Det var hyggeligt” trods snestormen, men det havde været et.. sammentræf der havde udgjort sig til hans fordel hvis han selv skulle sige det.

Sigrun kunne godt høre at der nok ville komme en til gang hvor de havde mulighed for at ses igen, noget hun også selv håbede. Deres klaner var ikke længere fra hinanden end at det var muligt, selvom samme klan altid havde været at foretrække. Det skulle nok gå alligevel, og Sigrun havde da ikke endnu tanker om at det skulle udvikle sig til noget videre end bare noget godt selskab. Men der var en kemi mellem dem, som hun ikke havde oplevet før, og det var rart og hjemligt.
"Meget, du skal være velkommen til at tage et smut forbi når du har lyst," sagde hun smilende, selvom de godt begge vidste at et smut var det ikke når de skulle besøge hinanden. "Jeg håber du kommer godt hjem," sagde hun så. Hun havde heller ikke lyst til at sige farvel endnu, men de blev nok nødt til det. 

Der var noget typisk over at de var fra hver deres klan, og dermed var tvunget til at skulle sige farvel og måske ikke se hinanden igen før der var gået flere uger, alt efter hvad deres hverdag bød dem. Typisk og uretfærdigt. For han følte sig i godt selskab. Noget der selvfølgelig ikke ville forsvinde igen, trods afstanden. Heldigvis.
"I lige måde" selvom hun ikke havde været helt henne i hans klan da de mødte hinanden, havde de ikke været alt for langt derfra. Han smilede til hende, ragte hen og tog hende hånd "Tak. Farvel Sigrun" Han gav hendes hånd et klem, holdte den et par sekunder inden han gav slip og begav sig ud af byen mod bjergene. Stien hjem til sin egen hjemklan. Han var nået et lille stykke op af den snedækkede høj, før han kiggede sig tilbage over skulderen mod hende, bare en sidste gang inden han fortsatte. Hjem til sig selv, med nye minder til at holde ham med selskab, og til at lade tankerne overtage igen.

I lige måde? HUn boede 5 minutter væk, hun skulle nok komme sikekrt hjem, men alligevel fik det hende til at smile, og hun kunne ikke tage sine øjne væk fra Torbjorn. Selv da han tog hendes hånd, var det kun et split sekund hun kiggede ned på deres hænder, og klemte let tilbage, før at hun kiggede ind i hans øjne endnu engang. Det her ville ikke blive sidste gang de sås. Så meeget var hun sikker på.
"Farvel Torbjorn," sagde hun blidt, men med en tone der tydede på at det ikke var det sidste farvel de ville sige til h inanden. Nej, der ville komme så mange flere, hvis tingene gik efter hvordan hun havde det lige nu. Men det kunne også være at det var en følelse der forsvandt, men kun tiden ville vise sig.

Da han endelig var gået langt nok til at hun dårligt kunne se ham, vendte hun om at gik hjem igen. Der var ting at lave, og en far der uden tvivl ville drille hende nu når Torbjorn ikke var her.