"Jeg har det fint," sagde han og kørte en hånd gennem sit hår, som gjorde at håret for et øjeblik var væk fra hans ansigt, før det faldt tilbage, hvor det normalt var. "Hvad med dig?" spurgte han så, for de kunne ikke benægte at Kench havde siddet og grædt sit hjerte ud.
Den smerte der havde været der tidligere, var efterhånden bare en hul dunken i hans hjerte. Den var der stadig, men det var bedre nu, det var ikke ved at blusse til overfladen, som det ellers gjorde på de grimme dage.
