Samson smilede kækt ved Morgoths kommentar. Ja, Samson havde da hørt lidt omkring hans syge seksualitet. Ting blev sagt i krogene, og det var netop sådan nogen ting der var til for at bore i.

"Nå ja, jeg skal da ikke kunne sige hvad De kunne have fundet på at gøre ved det bæst. Det er jo temmelig højrøstet. Den må være tiltrukket til Dem?" Samson kom med et kort brummende latter, for at understrege det humoristiske. Det var også et sært tidspunkt at køre ord-angreb mod i hinanden. Mere skulle der heller ikke siges til Morgoth, mens Samson stod og ophedede ildkuglen mere og mere, og kuglen voksede sig hele tiden større. Samson var i mellemtiden gået lidt ned i knæ, mens han stod og formede kuglen nøjsomt. Der måtte ikke ske den mindste fejl når den skulle gå op i en større enhed, og slet ikke når sandet blev tilføjet.

Samson gav kort Adrian et blik. Han viste at han havde hørt hvad han havde tænkt sig at gøre, hvilket vel egentlig også var udemærket. Det helt store havde han dog ikke tilovers for sådan en knægt, som kun havde teet sig som en tosse ved at stille sig op mod dem som ene mand. De andre der før havde støttet op omkring Stan, en lysets kriger, holdt tilsyneladende ikke med ham.
En svedperle begyndte at forme sig på Samsons pande, og løb på tværs ned af næsen og videre ned af kinden indtil den havnede i revnen mellem læberne. Da Samson atter åbnede munden, smagte han tydelig smagen af salt. Det mindede ham om, at han faktisk var temmelig tørstig, men situationen bød sig ikke lige nu, og kom heller ikke til det foreløbig fornemmede han.

Noget pludseligt påvirkede hans sind, og det var lige ved at få ham til at miste koncentrationen af ildkuglen. Han stod et øjeblik svajende med den, men besluttede sig hurtigt at ildkuglen med glasstumperne måtte se at komme afsted. Han løftede den store brændende masse, samt alle glasstykkerne med en blanding af sine to evner - magnetisme og ild-elementet, klar til at det kunne blive sendt afsted med de andre der kunne supplere til skubningen af det hele op til en høj hastighed. Det vejede en hel del, så ved at der var flere der var om at gøre det, jo mere energi sparede de hver i sær, samtidig med at det hele kom til at ske op i en ekstrem høj fart.

"Bæstet skal blændes og dermed nedlægges, det er hvad planen er.." brummede Samson tilbage til Kravenoh, men holdt ikke tonelejet nede. På den måde kunne alle følge med i hvad der skulle ske. Teamwork var jo hvad der skulle til. Samsons tone var noget forandret, for i mellemtiden var Tara også trængt ind i hans hoved. Hendes konstante indtrængen i Samsons hoved efter ordrer og gøremål, havde nu også påvirket hans sind, eftersom hun egentlig bare var ude efter Morgoths sind. Det tog nogen fire sekunder at indse at Tara havde omdannet hele scenariet inde i hans hoved. Hvis han inderligt kæmpede imod, var der muligvis sandsynlighed for, at bryde ud af denne scene, men det var ikke hvad han ønskede. Hans skulle se hvad der foregik, og hvordan Morgoth reagerede, samtidig med at forstå reaktionerne. Han havde ingen idé om reaktionerne hvis han brød ud af scenariet.
Den bredskuldrede, mørkhårede mand med de to ekstrem lyseblå øjne, så nu på kvinden der lå nærmest indeni monsteret. Samson kunne nærmest lugte lemmerne, og var i et kort øjeblik tæt på at skulle gense sin morgenmad. Han betragtede Morgoth inderligt, og efter et par sekunder gik det op for ham at han begyndte at føle medlidenhed til hans egen fjende. Medlidenhed som han ikke troede at han var i besiddelse af længere. En følelse som vækkede en del af hans fortids indre. Dengang hvor han selv var nødsaget til at slå sin elskerinde ihjel. Alligevel, var det en del af ham som havde fået ham til at blive stærk, til at være som han er i dag. Samson begyndte at smile bredt, meget meget bredt. Hvis Morgoth blev som ham, hvad ville de så ikke kunne udrette? Dette måtte være hans livs test.

"Kravenoh... Han bliver skam testet nu.." Bemærkede Samson stadig storsmilende og med enormt smalle pupiller, som havde han fået jagtinstinktet indstillet på maksimum.

Adrian koncentrerede sig stærkt om monsteret der stod foran dem. Han begyndte stille at svede ved anstrengelsen, selvom at han havde stor kontrol over sin evne, var det svært på den lange afstand. Da Samson havde kastet hans kæmpe ildkugle mod bæstet og efter at Morgoth havde hugget den næsten midt over slap han taget på sin magi og slappede af i kroppen igen. Han tog et dybt åndedrag, inde han blev overvældet af stanken fra bæstets indvolde.

Fordi han aldrig før havde været i kontakt med Tara, som han bemærkede fløj temmelig tæt på Morgoth, havde han ikke nogen form for ide om hvad der forgik mellem Samson, Tara eller Morgoth. Han besluttede sig for at det måske nok var bedre at træde lidt i baggrunden her, i stedet for at tiltrække sig mere opmærksomhed. Han var ved at være udmattet og ville derfor ikke benytte sig af sin evne med jorden til at forsvinde med, der i mod trådte han stille ind i de skygger der var langs den høje væg han stod ved. Der ville han bevæge sig roligt væk fra alt tumulten og forsøge at holde lav profil.

//sorry, men er ikke tilhænger af wall of text//

Bæstet var fældet og til trods for den overvældende stank der bredte sig og frygten for giftede gasser, så var det en sejr. Denaro var dog ikke typen der fejrede disse små sejre, for der var stadig problemer og et af dem var monstrets banemand, mørkets Lord, Morgoth.
Han hævede kåben og puttede den for munden for at trække vejret gennem det tykke stof, i håb om at det kunne filtrere de værste gasser fra luften, mens han hurtigt spejdede situationen med blikket, noget der gik bedre end forventet i den tætte tåge.

Det bed i hans samvittighed at se de inddragede folk. Venus, Stan, Netrish og de andre, som ikke var her fordi de tilhørte nogen side i denne kamp, men blot var blevet fanget i skudilden. Venus havde måske en betydning, men Denaro havde ingen interesse for deres interne stridigheder og personligt kørte han intet vendetta imod den rødhårede kvinde. Nej han kunne ikke tillade denne slags, og han var ikke sikker på han ville være i stand til at holde dem ude af krydsilden, hvis kampen gik i gang. Ikke mindst fordi der var forventet andet og mere af ham.

Han kastede et blik på Samson, der forsatte sit ordkløveri med Morgoth. Han lukkede kort øjnene i et tavs bøn til de gamle guder. Dette ville formodentlig ikke gå uset forbi, men der var vigtigere ting end RTs indtryk af den unge ørkenvandre på spil.

Han greb spydet i et stærkt greb og straks flød kraften gennem hans krop, spredte sig fra det kolde metal og flød ud gennem hele kroppen med en sådan kraft at den rene energi afgav et klart gennembrydende lys. Hele den hærdede krop lyste op som en sol midt i tågen, men kun for et øjeblik, for energien manifiserede sig, gav ham vinger og styrkede kroppen, så en blanding af en engel og en krystalianer stod tilbage. De store fjerbeklædte vinger svajede let i vinden et par sekunder inden han gav et hårdt slag med dem.

Han følte stadig forvandlingens energi flyde gennem kroppen og som en pil suste han gennem luften imod det første mål. Venus. Omkring ham fulgte sandet med i form af et utal af små sammenpressede kugler, klar til at blive skudt afsted imod hvad end de ønskede.
Han skulle have kvinden væk. Hun var den af tilskuerne der var i den største fare og med den frie arm greb han ud efter hendes skulder, for at trække hende med sig i hans bane imod katedralen. Det første halvsikre sted, hvor han kunne opbygge en barriere. Der var dog ingen tid til at forklare for kvinden, men forhåbentlig ville overraskelsen være for voldsom til hun prøvede at slå ham ihjel.

Lugten af syre var bitter i halvdæmonens næse. Lyden af tarmene klaske imod brostenene under hans fødder, var modbydeligt tiltrækkende i hans ører. Fornemmelsen af regnen rammende ham i ansigtet, kærtegnende hans iskolde, men følsomme kind, var gennemborende. Men hvad med lyden af en ynkelig, ja nærmere bedende stemme, talende til ham? Hvordan lød det?
Grønne øjne stirrede direkte ind i hans. Isblå stirrede direkte tilbage ind i grønne. Den grønne farve syntes at famle, sammen med livet i den døende krop. Skyldtes det mon smerterne, der om muligt ville blive bragt til en imens kødet fra ens krop blev ætset op? Eller var det mon på grund af det faktum, at mavesyren havde sat sig på den øverste del af øjet, og var i gang med at ætse dette også?
En syrlig smag samlede sig i halvdæmonens mundvige. Han havde lyst til at skrige. Han tænkte ikke klart; havde tabt fuldkommen fokus for hvad der foregik omkring ham. Han havde lyst til at skrige. Hans opmærksomhed var fuldkommen rettet imod den døende Horisont. Han følte sig magtesløs, ude af stand til at gøre noget som helst. Han rakte hånden frem.
Lyden af sværdets klinge rammende brostenene gav en klar, syngende lyd. Lyden gennemtrængte lyden af de faldende dråber, sammen med lyden af det klynkende kvindemenneske foran ham. Hans fingre strakte sig fremad imod hende, ville have omfavnet hendes hånd og trukket hende indtil ham. Han ville have omfavnet hende, lade syren æde hans tøj og det yderste lag af hans hud. Han ville have løjet for hende. Han ville have fortalt hende at alt nok skulle gå. Han ville have kysset hende, imens hans fingre ville have omfavnet hendes hals i et jerngreb.
Men hans fingre gik direkte igennem hendes håndflade.
En stolt mand havde engang fortalt ham, at han skulle holde fokus. Vend aldrig ryggen til, havde han sagt. Vis aldrig svaghed, eller sårbarhed. For hvis de finder dette, i din krop, i dit hjerte, så æder de dig levende. Men først vil fodre de dig med dine egne øjne.

De isblå øjne blinkede febrilsk, imens hånden trak sig tilbage. Han så ikke længere imod kvinden foran ham. Han så ganske klart nu; havde set igennem det slør der havde forblændet ham. Langsomt bukkede han sig fremad, med blikket opad rettet. Hånden lagde sig blidt omkring sværdets håndholder, trak det op fra stengrunden, imens han langsomt rettede sig op. Billedet af den døende kvinde foran ham blendede i et med baggrunden. Sammen med billedet af hende, forsvandt de klynkende hulk. Gråden i hendes stemme havde været hjerteskærende. Han så ikke længere på hende. Men han hørte hende stadig, svagt.
Lystet stammende fra Denaro var kortvarigt blændende. Lyden af ham, suse igennem luften sang ganske let i Morgoths ører, men den overdøvede ikke den fortsættende lyd af en kvinde hulke svagt. Skulle han have reageret da Denaro svang armen omkring den rødhårede krystallianer? Skulle han have spiddet ham med hans sværd, igennem skridtet og op igennem munden? Skulle han have ladet vreden løbe af sted med ham, og konkluderet at han kun ville hende ondt? Morgoth var en dygtig mental magiker, heldigt for begge parter. Udover dette var han en menneskekender. Denaro var ikke ond af sind; han ønskede kun Venus godt.
Følelsen af sværdet løbe let igennem tøjet, og til sidst huden havde været tilfredsstillende. Men det var ikke den mandlige krystallianer der skulle lide. Det var ikke ham der havde gjort kampen langt mere personlig, end det havde været nødvendigt.
Isblå øjne stirrede direkte imod mentalisten. Hans øjne rokkede sig ikke en centimeter, og hverken gjorde hans korpus. I stedet løftede han den enkelte af hans hænder løftede sig, pegende imod hendes bevingede skikkelse. Grunden under hende ville være som en magnet, sugende efter et stykke metal. Hendes skikkelse vil hamre imod jorden under hende, og holde hende fast. Og det var den gryokinetiske kraft – tyngdekraften var uundgåelig.

(undskyld hvis mit svar er lidt mangelfuldt)

En hidsig vind fejede aggresivt ind mellem fjerne på de store brune vinger der endnu holdte den rødhårede elver oppe. En enkelt dråbe sved løb fra hendes pande og ned mellem alle regnens dråber der ellers gled ned over det kønne ansigt. Hun kunne ikke andet end at smile skævt ved Morgoths udtryk, et sejerrigt smil bredte sig på de lyse læber, hans tanker var som en åben bog, eller endnu bedre, som en knækket perlekæde der langsomt faldt fra hinanden og trillede til alle sider.
Mørkets Lord nærmede sig langsomt illusionen der stille men sikkert blev ædt op af den kraftige syre der omgav hende, Tara kneb øjnene sammen, hvis hun bare kunne få ham til at røre, eller rettere tro han rørte hende, føle hende og mærke hendes smerte.
Men det gik ikke, hans hånd gled direkte igennem hendes, fandens, Tara gav et anstrengt gisp fra sig og tørrede så vand af panden, inden hun skævede rundt på de forskellige parter. Et lysglimt fangede hendes opmærksomhed, men hun var ikke overrasket over at se det, hun havde oplevet det før og var klar over hvad det betød, dog nåede hun kun at værdige Denaro et minimum af opmærksomhed før hun vendte blikket imod Morgoth der langsomt nærmede sig.
Et skævt hoverende smil formede sig langsomt på elverens læber mens hun gjorde klar til at flyve væk derfra, hun var kvik nok til at vide, at Morgoth ikke havde sin titel for ingenting og man ikke spøgte med at gøre ham vred.
Hurtigt gav hun et slag med vingerne, inden en ubeskrivelig kraft trak i hende, hun gav et kort gisp fra sig, og baskede endnu mere ihærdigt med vingerne, uden nytte. Hun blev trukket nedad, hurtigere end hun troede det var muligt, inden hun hamrede imod de hårde sten da hun landede på ryggen med en ubehagelig knasende lyd og et støn som hun fik slået luften ud af lungerne.
Først lå hun helt stille, for hende føltes det som flere minutter mens regnen haglede nedover hende, i virkeligheden var der nok kun tale om få sekundter, så kom et halvkvalt gisp helt nede fra hendes strube, mens hun kæmpede for at trække luft ned i lungerne. Panisk skød hun brystet imod himlen mens halsen formede en rank bue inden en hæs rallen kom fra læberne som hun fik trukket den første mundfuld luft ned.

Langsomt prøvede hun at skubbe sig op fra jorden, men et jag af smerte fra hovedbunden og ned langs ryggen fik hende til at ligge stille. De store vinger trak sig langsomt ind under elveren og forsvandt, som hun lod den ene hånd føle ned langs siden, hun havde endnu sine sværd.
En lind strøm af blod flød langsomt udover de ru sten fra hendes baghoved og en konstant buldren for hendes øre distraherede hende fra andet end det der foregik lige foran hende: Morgoth

Hun kneb øjnene sammen og prøvede igen at bryde ind til hans bevidsthed, elveren på brostenene ændrede sig markant, det var ikke Tara der havde taget det drastiske fald.
Venus spæde stemme rungede fra kroppen foran Morgoth "Hvorfor Morgoth? Jeg troede du ville være her for mig, ikke imod mig!" stemmen var svag, i samme tilstand som Taras havde været hvis det var hendes stemme der havde lydt efter faldet. Venus krop var i endnu værre stand end Tara ellers havde set ud til at være, et åbent knoglebrud på det ene ben var blandt andet karakteristisk for den rødhårede kvindes skikkelse. Så vendte hun de grønne øjne imod ham med et bedende blik.
Kiggede Morgoth imod Denaro ville det tværtimod ikke være Venus han havde i armene, men Tara der sendte ham det lille karakteristiske smil

Denne aften var blevet mærkeligere og mærkeligere. Verden var gået helt i sort, efter væsenet vendte sig mod ham, og han havde været som naglet til stedet. Havde de pileregnen fra Venus og jordbetvingernes hjemmelavede lænker ikke holdt den på plads, havde han været død på stedet. Han havde mistet al kontrol over sin krop, da den kiggede på ham, stod bare stille som en statue, mens hans fremmanede barriere bag bæstet gik i opløsning. End ikke da ildkuglen smadrede ind i monsteret, havde han været ude af stand til at rykke sig. Alt omkring ham bevægede sig så meget hurtigere, end han kunne håndtere. Han registrerede først, at Morgoth flænsede monsterets mave, da det udstødte sit dødsskrig, og bukkede sig krampagtigt sammen med armene dækkende for sine ører.
Så lå der pludselig en blodindsmurt hånd på hans skulder, og Stan nåede lige at få et forbløffet glimt af Morgoth selv, inden han blev flået bagover og placeret på sikker afstand af uhyret.
Aftenens overraskelser var dog ikke ovre endnu, eftersom en voldsomt lemlæstet skikkelse kom til syne i monsterets opsprættede bug, mens den kraftige stank af dets mavesyre lagde sig omkring dem. Lugten var så kraftig, at Stan blev nødt til at smide sig på stenunderlaget, hostende og på nippet til at kaste op. Øjnene løb i vand og han fik sværere ved at fokusere. Han formåede dog alligevel at få kigget op, da Morgoth smadrede den flyvende elver ned i jorden.
Stan forsøgte at komme på benene igen, men det tog ham længere end ventet at komme op, og da han endelig stod op, et godt stykke fra de andre, var hans ben stadig ved at knække sammen under ham. Han havde brug for et øjeblik til at sunde sig.

Gasserne og dampende, der havde fyldt luften i flere minutter, begyndte langsomt at forsvinde opad og væk fra kamppladsen. Regnen gjorde stadig sit til at sløre Venus’ syn, men klarere blev det ikke desto mindre. Efter monsteret var blevet nedlagt, efter kampen var stoppet et øjeblik, og efter folk var holdt med at reagere per instinkt, virkede alting til at foregå i slowmotion. Venus så sig omkring. Normalt ville livlige hårlokker svinge ned i hovedet på hende ved den mindste hovedbevægelse, men ligne nu klistrede det sig til hendes hoved og nægtede at flytte sig så meget som en millimeter, med mindre det fik lidt assistance. Hendes fletning på den anden siden svingede stadig fra hendes nakke, men den var blevet tynget af mindst et par liter vand, så hver bevægelse føltes som nogen trak i et ræb til den tungeste klokke i klokketårnet.

Blikket vandrede over til Morgoth. Han bevægede sig langsomt, som om han ikke forstod, hvad der foregik, over mod noget i uhyrets tarme. Han så skræmt og såret ud på en gang, eller det mente hun i hvert fald at tyde. Hans ansigtudtryk var svære at tyde gennem regnen og gennem den facade, han altid syntes at have. Hans hånd rakte ud efter noget, der ikke var der. Venus spærrede øjnene op. Nogen måtte have skabt en eller anden form for illusion, men af hvad og hvem, der havde gjort det, nåede hun ikke at tænke over.

Så gik alting pludselig hurtigt igen. Venus opfangede et lysglimt i sin venstre øjenkrog og vendte hovedet for med det samme at blive trukket af sted af en stærk arm, hun ikke sådan lige kunne komme fri af. Et øjeblik troede hun, at det var en ny der havde sluttet sig til kampen, men ved nærmere eftersyn, der ikke tog mere end to blink med øjenlågene, viste dig sig at være Denaro: ”Hvad er det, du laver?!” Hun lød decideret vred, men overraskelsen kunne også nemt spores. Hun var en smule træt af at spille rollen som jomfru i nød. Desuden vidste hun, at det i virkeligheden var det bedste for alle, at hun blev i nærheden af Samson og Morgoth, ind til Samson selv valgte at gå.

Hun skulle til lige til pænt at bede Denaro sætte hende ned igen, da en ny bevægelse fangede hendes opmærksomhed. Tara blev kylet til jorden i en rasende fart af Morgoth. Det måtte have været hende. Hun måtte have rodet med hans hoved. Hun vendte opmærksomheden tilbage til Denaro. ”Slip mig, eller jeg sværger, at jeg nok skal få dig til det!” Der kunne ikke være tvivl om, at hun mente hvert ord gravalvorligt.

Scenariet med Morgoth blev bedre og bedre. Samson kunne ikke lade være med at trække en anelse på mundvigen ved synet af illusionen som Tara ikke havde udeholdt Samson fra. Det var makabert. Han kendte ikke denne kvindelige person, men han vidste at Tara havde ramt plet. Tara var en dygtig kriger, og hun var ikke med i banden for ingenting, det var tydeligt for enhver der var tilstede denne aften.
At betragte Morgoth på denne scene, var som at se en helt anden Morgoth. Han var følelsesmæssigt præget, måske ikke så sært hvis man kendte til hans store kærlighed, som nu lå døende i ætsende mavesyre.
Ved siden af ham blev der nu dannet et skarpt lys fra Denaro. Han vidste at det var fra Denaro, da han havde oplevet dette en gang før i ørkenen. Han lod sin hånd glide op til sit synsfelt og afskærme. Alligevel var lyset for skarpt, så han var nødsaget til at knibe sine øjne let sammen.
De knald lyseblå øjne blev rettet mod Denaro da han i hast var fløjet mod... Venus? Modarbejdede Denaro ham? Eller gjorde han Samsons arbejde lettere til senere? Uanset hvad, skulle fokusset være et andet sted.
De kølige lyseblå øjne blev atter rettet mod Morgoth, og til sin store overraskelse, selvom der kun var gået ganske få minutter, havde Morgoth formået at få slynget Tara til jorden, og kvæstet hende.
Samson trådte hastigt flere skridt frem, så han nu stod meget tættere på de to. Tilsammen dannede de en trekant.

Scenen blev ændret, Tara var ikke længere Tara, men Venus. Samson kiggede sig over skulderen, og så nu Denaro med Tara. Han blinkede et par gange, men fik så alligevel sandheden at se, ved at formå at bryde ud. Tara forsøgte ikke at holde Samson fast i denne scene, så det var ikke svært at komme ud, eller ind i illusionen igen.
En afskærmende kraftig ildcirkel dansede nu op omkring Tara midt på brostenene. Endnu en cirkel uden om blev nu dannet og efter den, endnu en. Han forsøgte at udeholde Morgoth med en simpel metode, men det var langt fra sikkert at dette var nok. Han havde jo med Morgoth at gøre. De tre ildringe blussede med ét op til store ildvægge lavet som et cirkulært rum. Flammerne var helt hvide, og få steder kunne man skæmte det helt blå lys. Det var varmt, men dog ikke det varmeste som det kunne blive. Dog ville man ikke kunne holde ud at gå igennem. Taras skikkelse ville ikke kunne ses af andre stående uden for de tre cirkler der havde tårnet sig.

"Tara er et godt kort at have på hånden for mig, Morgoth, og egentlig så er det jo også bare mig De vil have, ikke sandt?" Samson havde slynget kappen til side og stod nu og blottede sine bare, allerede vådglinsende, overdrevene overarme og stod let og spillede med de spændte muskler. Et lille smil kom frem på Samsons læber, som med det samme ændrede sig til et smørret smil. Han ville lege...

Et lyn bragede ned i Kathedralens tag. Tagsten væltede nu udover gaden den vandpyttebelagte gade. Samson nåede at få sendt et par stykker væk med magnetismen, inden de nåede at ramme ham. Tagstenene smadres med det samme i sammenstødet med stenene under dem. Et par fugleskrig hørtes lige efter lynet var slået ned. Fuglene fløj hastigt hen over himlen for at flygte fra uvejret. Endnu et lyn slog ned, og en af fuglene blev ramt i slaget og røg direkte ned foran den i forvejne rystede Stan, stendød samt lettere stegt.

Adrian stod kort og kiggede ud over forsamlingen. Selvom at jorden gav ham en god del energi var han stadig udmattet og ville egentlig bare hjem til sit værtshus i medanien. Det ville blive en lang og kedelig rejse, for han tænkte at der nok ikke ville være nogen der ville med. Mens han samlede sin kræfter en sidste gang for at komme væk råbte han til Samson. Hvis du skulle have lyst til noget svin eller bare en øl, så mød mig i værtshuset i Medanien! Så skal jeg nok give en runde. Eller to!

Straks efter at han havde råbt sil Samson blev han omgivet af et hav af flammer, der dækkede hele hans skikkelse. Da flammerne ende slukkedes var han væk og det eneste man kunne se var en brændt plet og en bunke aske, der hvor han før havde stået.

Adrian var nu væk fra området og havde derved forhåbentlig også undgået at være med i mere af den voldelige affære mellem Morgoth og RT.

//out//

[så må jeg vist hellere se at få skrevet et svar]

Venus ord forsvandt i luften bag ham, overdøvet af trykket imod hans ører. Man skulle dog være mere retarderet end en almindelig sten, hvis man ikke vidste at det ikke ligefrem var søde ord der blev råbt af ham. Det var dog ikke noget han kunne tage sig af. Han skulle have hende væk før Samson spredte sine flammer ud over hele området, eller Morgoth satte gang i en destruktiv kampstil.
Katedralen var nået indenfor få øjeblikke og med et voldsomt stop landede han med fødderne solidt placeret lige under tårnet. Her var der forholdsvis god læ for regnen og vinden var ikke så kraftig.

Et kort blik på Venus gjorde det dog muligt at afsløre at hun formodentlig ikke havde i sinde at blive her mere end to sekunder efter han slap sit greb om hendes skulder.
"Du kan ikke stoppe dem længere og du bringer os alle i fare ved at blive."
Han talte hurtigt idet han vendte sig rundt for at kaste et blik tilbage imod Samson og de andre uden at gøre sig nogen forhåbning om et svar fra Venus, som han kunne bruge. Tværtimod havde han allerede fjernet fokus i en sådan grad at han ikke hørte et ord af hvad hun sagde. I samme øjeblik han vendte sig lyste flammerne op. Tara var faldet og Samson havde trukket linjen op mellem dem. Hvis Morgoth brød den, så var Denaro ikke et sekund i tvivl om at kampen ville bryde ud, og det første offer ville være den allerede sårede kvinde.

Uden et ord bed han sig i læben. Han fortrød sin handling. Nu var Tara styrtet ned imod den hårde jord. Et fald han kunne have afblødet hvis blot han havde set det ske.
Gennem jorden kunne han føle hende. Hun var der stadig og tricket, som hun forsøgte imod Morgoth, havde aldrig påvirket ham. Han var jo ikke hendes mål, så han kendte intet til det.

Han vendte et hurtigt blik tilbage imod Venus, for at sikre sig hun blev inden han fløj tilbage for at slutte sig til kampen, men i samme øjeblik lød der et brag over dem. Tårnet var ramt af lynet og store sten faldt ned imod dem. Af ren refleks skød sand op over de to og skabte et solidt tag, hvorpå de store blokke ramte og faldt ned ved siden af dem. Med en magisk impuls blev taget stabiliseret og den blev hurtigt efterfulgt at en ny impuls, rettet imod jorden under deres fødder. Venus skulle holdes væk. Både for hans egen, hendes og enhver anden på pladsens skyld.
Fra jorden under hende skød sandet op i lange kæder og greb imod arme og ben, som lænker på en fange. Deres kraft var voldsom og han havde ikke tid at spilde på at være nænsom.
"Vent her"
mumlede han inden en væg blandet af jord og sand skød op imellem dem. Han skulle nødig have en ildkugle eller hvad tøsen ellers kunne skyde med, i nakken.

Nu havde han endelig mulighed for at vende fokus tilbage imod de stridende parter. Hans fokus var defensivt og til trods for Samsons tre voldsomme mure af ild, så tog Denaro ingen chancer.
Han kunne ikke kommunikere mentalt med Tara, så han kendte ikke hendes situation. Der var dog en ting han kunne fra denne afstand.
En impuls af magi skød gennem jorden, strøg med ufattelig fart hen over overfladen, ind under flammerne og helt ind til Taras nedlagte krop, hvor den satte sig i spil.
Med et ryk flækkede jorden omkring hende i en cirkel, som afgrænsede en meter på hver side af hende. Fra revnen skød sandet op i en pyramideform med top lige over hendes hoved. Revnen udvidede sig hurtigt og pyramiden blev tykkere samtidig med at sandet pressede sig sammen og blev hårdere.
Et enkelt hul i toppen tillod ny luft at trænge ind.

Et ukontrolleret had drev igennem ham. Hans krop virrede; hans hænder rystede og ikke på grund af kulden. Kulden havde ikke rørt ham, ville aldrig rigtig røre ham. Det var hadet, det gennemtrængende had. Det havde gennemsyret ham, brændte ham op som en uslukkelig flamme. Tænderne, de kridhvide tænder, var blottet i en snerre; tandkødet var blottet, hævet som på en gal hund. De kunne flå, tænderne. De kunne adskille kød fra kød - de kunne udgyde blod. Og de ville smage på det, med stor tilfredshed.
Men så kom flammerne. Badet i vand og omringet af ild, blev han afskåret fra alt. Fra elveren som han havde kastet for hans fødder, fra den rødhårede krystallianer som han så ihærdigt prøvede at passe på, Samson og resten af hans tilhængere. De var et forbandet folk. Men langt fra så forbandet som han selv.
Han ville have hørt den bønfaldende stemme; han ville have set mentalisten kunstner for hans øjne, hvis det ikke havde været for de hvide flammer. Lyden af brændende intet var underlig højlydt.
Varmen sved ham i øjnene, fik dem til at knibe sig sammen i en tynd, tynd streg. De ibenholtsfarvede hår begyndte at svæve på grund af det utroligt høje ilt niveau, der pludselig havde omringet ham selv og Tara. Han vidste udmærket hvor flammerne kom fra, hvilken herrer der havde bragt dem til live. Samson var den eneste der kunne kontrollere flammer, og flammer alene, i sådan et omfang. Hvis man altså så bort fra kvinden hvis øjne kiggede bedrøvende på ham, når han ikke lovede at skabe lys og lykke for hans medmennesker. Det var hende, hvis hår var lige så rødt som flammerne.
Han smilte bedrøvet. Han mærkede ikke længere dråberne ramme hans krop. Varmen havde langsomt bedøvet hans krop, lige så meget som kulden førhen havde det. Han måtte derfra, måtte han ikke? Han kunne ikke blot stå der og beskue flammernes blå bund. Han måtte i gang, sætte sig selv i bevægelse. Han kunne starte med at flyve, kunne han ikke? Tænkte han, med ilden skydende ud af øjnene. Han kunne også vække de døde til live – give dem en sidste chance.

Med et lettede han fra jorden. Han mødte dråberne, de piskede ham i ansigtet som han svævede op, op, op. Han vendte blikket nedad, nåede netop at se hvordan Venus forsvandt bag en mur af sand. Stift vendte han blikket imod bevægelsen nær hende, og fulgte Denaro imens han lagde en lige så beskyttende mur af sand, omkring Tara. Han rynkede underligt brynene, imens han langsomt indså at det ikke ville være nu, han ville kunne komme til at nå mentalisten. Men han ville komme til det. Det lovede han sig selv. Spidserne af hans fødder nåede knap nok at rører brostenene under dem alle, inden Samson talte.
”Jeg havde ingen intentioner om at gøre dette personligt, Samson,”
Stemmen var iskold. Bedøvet af både kulde og flamme svang hans læber slapt imens han talte. Han lød ligeglad – fuldstændig ligeglad. Men hans øjne talte anderledes.
”- Jeg ønskede kun at beskytte, Samson - præcis som du ønsker at beskytte Tara, tilsyneladende,” også kom smilet, dødbringende som det var, med tænderne let adskilt fra hinanden. Tungen hvilede pænt imod underdelen af hans tandsæt, da han spyttede ordene efter Samson:
”- Men hvorfor skulle jeg holde mig fra det, som står dig kært, når du ikke holder dig fra mit?”
Smilet var som malet i hans ansigt. Regnens dråber kunne ikke vaske det af; det kunne ikke fjernes. I stedet bredte det sig blot yderligere, til det atter blottede tænder. Fine rynker dannede sig under hans øjne. Han lignede en levende mand. Ikke et menneske, men en gal mand.
Han trak på hovedet imens han bakkede, bakkede imod monstret der tidligere var faldet for hans fødder.
”Du vil lege,” han vendte ham dem alle ryggen, imens han fortsat vandrede. Placeret godt to meter fra monstret, den faldne kæmpe, hævde han hænderne. Hævede dem imod den mørke himmel; imod skyerne, de sorte skyer, som havde hersket over Krystallandet længe. Han åbnede munden på hvidt gab for at tale. Men det var ikke den krystallianske tunge, der talte – dette var et langt, langt ældre og mørkere sprog.
Tonefaldet var mørkt, lød som en besat. Sætningerne farede barbarisk fra Kongens mund, og kunne ikke beskrives som værende smukt. Denne som kunne dette sprog, som ikke var af selv samme mørke, gale art som han selv, ville krybe.
Et underligt blegt lys lyste langsomt op fra hans krop; hans hud. Hans ansigt blev nærmest gennemsigtigt, næste og kinder blev indhulede sorte huller, imens hans ansigt langsomt forvandlede sig til et kranie. Læber og øjne var det eneste menneskelige tilbage. Det hvide lys forlod langsomt hans krop, flød på jorden som regndråberne og gled som slanger imellem brostenenes render. De flød ind i monstrets krop, ind, ind, ind i dens næsebord. Dens øjenlåg blinkede.
Mørkets Konge vendte atter fronten imod dem. En sort skygge rejste sig bag sig, massiv som en sten, høj som en kæmpe. Monstret rejste sig atter engang.
,,- Så lad os lege!”

En hvislende brusen strøg forbi de følsomme elverører som Tara genvandt en smule selvkontrol, på trods af hendes krop hamrede og dunkede og hendes hjerte arbejdede på højtryk. Endelig havde den uimodståelige kraft der før havde tvunget hende imod jorden sluppet, og hun rullede med besvær om på den ene side. Et hult støn undslap elverens læber som hun forsigtigt vippede fødderne, så benene, intet brækket der, hendes hofte var slået til blods og havde fået et grimt slag grundet faldet, men rustningen havde vidst taget sin del, bortset fra skulderen der igen sad forkert, den var sgu aldrig blevet sig selv efter kampen i ørkenen. Langsomt rakte hun en hånd op til hovedet hvor den røde klistrede masse kom fra, der var slået et aflangt hul et sted imellem alt det røde hår og berøringen fik hende til at skære en grimasse. Skaden var på nuværende tidspunkt svær at bedømme og hun havde heller ikke tiden til at tænke videre over det, da tre store brændende ringe dannede sig omkring hende.
Med en kraftanstrengelse fik hun skubbet sig op på knæ, hun måtte væk fra den tætte ild og den sparsomme plads inden hendes klaustrofobi åd hende op, men igen fik hun ikke bevilget meget tanketid inden jorden omkring hende slog revner og sand skød op omkring hende, i et halvhjertet forsøg på det uundgåelige lagde hun en hånd imod sandets mur for at få det til at stoppe eller lade hende komme ud inden det lukkede sig om hende, men der var allerede dannet en solid skald omkring hende, der kun gav hende mimimalt plads og hun var ikke mange sekundter om at regne ud hvem der havde stået bag tricket.
Havde hendes hjerte ikke slået hurtigt før så gjorde det det nu mens en panikangst begyndte at brede sig hos elveren inden hun gav et magtesløst brøl fra sig inde i kuplen.
"Denaro din idiot, jeg flår sig til småstykker når jeg kommer ud herfra!" Stemmen var snærrende og bidsk og rungede imellem væggene også selvom at chancerne for at han ville høre hende var minimal. Koldsved var ikke længe om at bryde frem hos elveren og hun klemte øjnene sammen og slog hænderne imod ørene, hendes tankebølger var ustyrlige og ville højst sandsynligt skabe en ulidelig hvinen efterfuldt af hovedpine og tankeforstyrrelser på alle folk hun havde været i hovedet på nogensinde, det komplette tab af kontrol gjorde hende ikke længere i stand til at skåne Samson eller andre fra hedes egen bande.

Der skete for meget til, at Stan kunne følge med. Brag, dundren, skarpe replikker fra begge sider - alt smeltede sammen i et ubestemmeligt sammensurium, mens de stadig snurrede i hans hoved. Hans lod sig falde forover, så han støttede på knæ og sin venstre håndflade, mens hans pressede sin håndløse armstump mod tindingen. For hvert brag sprang hans hjerte et slag over. Han mærkede, hvordan han begyndte at hyperventilere og hvordan kvalmen meldte sig samtidig. Jo hurtigere han trak vejret, jo tættere var han på at kaste op, og han nåede det kritiske punkt lige efter det første tordenskrald, hvorefter hans mave vendte sig og han brækkede sig ud over brostenene.
Stan for helvede, tænkte han, mens han med lukkede skød ryg som en kat, i takt med trækningerne i hans mave. Tag dig dog sammen! Langsomme vejrtrækninger. Ind. Ud. Ind. Ud.

Mens teglstenene regnede ned omkring ham, forsøgte han at tømme sit hoved, bare gøre det fuldstændig tomt. Langsomt fik han pusten igen, han tørrede sig om munden med sin bandage og åbnede øjnene, tids nok til at se en død fugl lande ganske få centimeter fra hans hoved. Den var på grænsen til at være forkullet, og han overvejede om det var Samson, der skulle have grillet den, selvom han ikke just kunne se meningen med, hvorfor i alverden Samson pludselig var begyndt at skyde til måls efter duer, frem for at skyde løs på Morgoth.
Morgoth!
Han havde lige reddet ham fra uhyret! Stan lænede sig tilbage, kiggende på de buldrende flammer, der omsluttede en form for pyramide af sand. Hvor længe havde han været ved at miste bevidstheden? Hvor var Venus og ham gutten med spyddet? Hvor var ham den øretæveindbydende slagsbror? Og hvad var der i grunden blevet af inkvisitatoren og Samsons kumpaner?
De eneste, som Stan kunne se, var Samson og Morgoth. Og uhyret. Uhyret, som rejste sig igen til lyden af Morgoths dystre messen. Hvad lavede han dog? Havde han ikke lige selv slået det ihjel?!

Stan kæmpede sig op at stå igen, mens han forsøgte at undgå sin frokost, der nu lå foran ham, samt de utallige skår og splinter af teglsten. Han mærkede, at hans venstre håndflade blev skåret op af et af skårene, men for en gangs skyld tog han sig ikke af smerten. Enden af hans venstre ærme var dækket af røde pletter, da han endelig stod ret op, tredive meter fra de to giganter og uhyret.
Aldrig havde han følt sig så malplaceret, men han vidste, at han ikke kunne stikke af længere. Dette ville ende med blodsudgydelse ligegyldigt hvad, og han vidste så udmærket, at han ikke ville vinde.

Regnen silede stadig ned over dem alle sammen, selv om ingen af dem var i stand til at suge mere vand, eller på nogen måde lod sig mærke med de tusindvis af dråber, der styrtede ned fra de sorte tordenskyer. Venus blev trukket af sted til katedralen, forbi Stan som hun kun nåede at opfange ud ad øjenkrogen. De ildringe, Samson skabte, tiltrak sig alt for meget af hendes opmærksomhed.

I samme øjeblik som Venus havde besluttet sig for at få Denaro til at løsne sit jerngreb, blev hun nærmest smidt på brostenene. Pludselig bragede et lyn ned i katedralens tag. Jorden rystede kortvarigt under hende, og så begyndte det at hagle ned med store tagblokke. Hun bemærkede knapt nok, at hun var landet lige på halebenet. Hun nåede også kun knapt at være taknemmelig for Denaros beskyttende barriere. Det var ikke hende, der havde brug for beskyttelse. Og hun burde slet ikke være så tæt på den bygning, hvor de andre havde søgt tilflugt.

Men Denaro, der tydeligvis ikke havde fattet halvdelen af det, han nu selv havde rodet sig ind i, fastholdt, at det var til hendes eget bedste at blive her. Du ved ikke, hvad du gør! Hun råbte, selvom hun godt vidste, han ikke længere lyttede. Hun måtte op igen, så hun i det mindste kunne se, hvad der foregik. Denaros skærm havde næsten fuldstændigt blokeret hendes udsigt til kamppladsen. Men hun var ikke hurtig nok. Denaros sandlænker sprang op fra brostenen og bandt sig om hendes håndled. De gnavede og skrabede hendes hånd, mens hun forsøgte at vride sig ud, og før hun kunne nå at råbe mere efter sin ’redningsmand’ var han forsvundet bag sandbarrieren. Hun opgav at vride sig fri og svævede så langt hen til kanten af sandvæggen, som hun kunne, kun for at få øje på mere sand, der tårnede sig omkring Tara.

Kort efter skød Morgoth op af Samsons flammer og landede i nærheden af de døde monstrum. Hun kunne ikke høre ret meget fra den afstand. Kun en mørk messen. Noget var galt, men hvad fandt hun først ud af, der monsteret rejste sig med slappe, unaturlige bevægelser. Hun tabte kæben og glemte kortvarigt alt om at komme fri fra sine lænker. Der gik flere sekunder, før sandpapirets kradsen omkring hendes håndled igen fik tiltrukket sig hendes opmærksomhed. Hun stirrede olmt på dem, som om det ville hjælpe noget, og ganske begyndt den kornede substans at smelte. Hun måtte lukke alt andet ude, hvis det skulle virke hurtigt.

Med fokus vendt imod kamppladsen og med Tara sikret med både sand og ild, så var det ved at være tid til at han genfandt sin plads ved Samson. Hans vinger slog kraftfuldt gennem den kolde luft da han med høj hastighed fløj hen og holdt sig svævende over den brutalt udseende mands hovede. Magien fyldte hans krop og han var udmærket klar på at skulle håndtere det, hvis mørkets blege hersker skulle forsøge sig med samme trick, som havde fældet den rødhårede elver.

Han nåede dog knap at stoppe sin indflyvning før Taras panik ramte ham. Deres sind havde været forbundet i ørkenen, og nu hvor han havde mere end halveret deres afstand, så røg skriget direkte ind i hans hovede. Instinktivt røg hans ene hånd op til hovedet. Han var en mand af den fysiske verden og havde ikke megen magt over den mentale del af sit sind, noget der gjorde ham sårbar overfor skriget. Sårbar og uopmærksom, for en stund.
Prøvede mentalt at dulme skriget imens han fløj tilbage igen. Der var noget galt med tara, så meget var fesent ind, men hvad?
Han kastede et blik på skjoldet der omfavnede hende. Følte sandets beskyttelse, hendes slag, der virkede svagere og svagere for hver gang.

Han kastede et blik på Samson og Morgoth, der netop var begyndt sin messen. Der skete for meget på en gang til at han kunne kontrollere det hele, det var svært nok blot at holde overblikket.
Havde han været mentalist kunne han havde givet samson besked som sin plan. At Tara ville ud måtte betyde der var noget galt, hun vidste hvordan det stod til herude og han kendte hende som en kvinde, der havde styr på sine egne begrænsninger. Han måtte altså hjælpe hende, men Samsons ild var i vejen.
Der var kun en ting at gøre og så håbe på det vil lykkes.
Magien han havde fået mobiliseret greb sandet fra jordet, hev det op og kastede en beskyttende rustning over ørkenvandrerens tøj.
"Samson!"
Denaro kaldte blot navnet, ingen forklaring, for han gættede at ligesom Denaro selv, så havde Samson hørt smerteskriget. uden at vente på reaktion, men blot i håb om den kom, drejede Denaro rundt og skød i en direkte linje imod pyramiden omgivet Samsons ild. Et hul måtte åbnes for at han kunne komme igennem, og det var Samsons opgave. Kom han igennem kunne Denaro selv klare resten, inklusiv flugten.
Styrtet imod ilden forhindrede Denaro i at se monstrets genopstand.

Smilet var totalt blegnet for de mørke læber. Øjnene glødede fra de mørke flammer, aggressivt. Der var ingen nåde at finde, hverken der eller i sindet. Kongen følte ikke andet end varmen fra flammerne til højre fra ham, og kulden der ellers fandtes omkring ham. Han var fuldstændig bedøvet; han var døv for følelserne og alle sanser. Han ønskede ikke at vise nåde, hverken nu eller senere. Samson havde leget med en ild der ikke skulle leges med, og nu var det hans tur til at blive brændt. Han skulle forbrændes, totalt. Han skulle få lov til at æde sin egen tunge.
Han lukkede øjnene, beskyttende for den overordentlig høje hede, da Samson begyndte at manipulere med den magiske ild. Han rynkede brynene, måtte forholde sig selv i en fuldkommen ro, da han fornemmede hvordan ilden kortvarigt cirkulerede omkring ham. Han stolte på sig selv, lovede sig selv, at hans træk ikke ville have konsekvenser for Venus. Bandelederen havde på nuværende tidspunkt ikke rettet sin opmærksomhed imod den rødhårede krystallianer – dette vidste han med sikkerhed. Fordi den var rettet totalt imod ham. Alle kunstnerne, alle opvisningerne med ilden; fremkaldelsen af den enorme skikkelse af ild – alt det var for ham. Selv lidelserne, som Samson synes at ville påføre for at få hans opmærksomhed, var for ham. Alt. Det hele.
Burde han her være smigret? Selvfølgelig.
Monstret bag ham var en zombie. Det levende væsen det engang havde været, grusomt eller ej, var hjernedødt. Der var ingen kontakt imellem det og verdenen omkring den. Den eneste livstråd, det eneste der holdt dets hjerte i gang, var Morgoth. Han havde kontrollen. Han havde atter kronen siddende på hovedet. Han havde lyst til at spytte enhver i hovedet der benægtede dette. Han havde magten, og han ville via alt den magt han besad bevise dette.
”Fint,” De isblå øjne kørte vurderende over tyren, der faretruende beskuede ham og skikkelsen bag ham. Blikket vendte dog hurtigt tilbage til Samson, hvis øjne ikke syntes at have forladt ham en eneste gang.
,,Jeg tror også jeg kender til det rette sted, at være,”
Og med et, forsvandt de.

Den rødhårede elver hamrede fortsat på indersiden af den hærdede sand-kuppel. Hendes hoved hvinede og skreg af anstrengelse og hendes ukontrollerbare evner var fuldkommen uden for hendes rækkevidde. En stærk kvalme rullede til sidst indover hende, og den klamme klistrende fornemmelse løb ned ad ryggen på hende, som blodet fra såret løb indunder rustningen og gav en ækel indsølet fornemmelse.
Koldsved piplede ligeledes frem på den ellers lyse hud, da hendes krop nægtede hende at kæmpe videre, hvilket fik hende til at synke sammen på knæ mens hun frustreret lod begge hænder holde hende for de spidse ører mens hun kæmpede for at holde det sparsomme maveindhold i sig.
Pludseligt forsvandt både Morgoth og Samson fra hendes bevidsthed, de var ikke længere tilstede og hendes energi var opbrugt til det sidste, hun kunne glemme alt om at lede efter deres tilstedeværelser i Krystallandet.
Langsomt skævede hun imod hullet i toppen af den store sandkuppel, synet blev mere og mere sløret og hendes øjne dirrede svagt , hun skulle ud nu, hvis hun ikke skulle miste bevidstheden!

Ild... zombie...
Ild. Zombie.
Ild, zombie, ild, zombie, ild, zombie.

Stans blik flakkede frem og tilbage mellem de to monstrøsiteter som Samson og Morgoth havde fremmanet. Med deres kræfter var det ikke just underligt, at de var nogle af de mest magtfulde skikkelser Krystallandet. En følelse af magtesløshed lagde sig over ham, mens kolosserne næsten tørnede sammen foran ham.
Han vidste så udmærket, at han aldrig kom op i deres liga. Han ville aldrig nogensinde kunne beskytte landet fra dem. Hvad havde han overhovedet tænkt, da han søgte ind i Lysets Krigere? Man fik en fed uniform? Man blev medlem af et fællesskab? Man beskyttede de svage? Problemet var jo netop, at Stan ikke havde tænkt det igennem dengang. Uniformen havde været lokkende, idet den kunne fungere glimrende som en tøsemagnet, for tøser elsker jo mænd i uniformer. Fællesskabet var nyttigt, da Stan ikke rigtig havde så mange folk, som kunne kaldes for gensidige venner. Derudover følte han sig mindre værdiløs, hvis han faktisk havde evnen og autoriteten til at beskytte de svage.

Og her kommer dagen så, hvor Morgoth og Samson og alle deres kumpaner tropper op og fuldstændig udsletter den tro, han havde fået på sig selv. Det værste ved det var nok, at de ikke engang sloges. Alt det de havde gang i nu, var en barnagtig magtdemonstration, for at vise alle andre, men nok specifikt hinanden, hvem der var bedst.
Han knyttede næven i irritation og mærkede hvordan blodtilstrømningen til såret i hånden steg. Da han åbnede den igen, var hele hans håndflade rød.

Han så op og fik øje på Denaro, der dykkede mod den sandfigur, der var dukket op midt på torvet. Så hørte han skrigene derindefra. Det lød som hende elveren fra tidligere, men hendes stemme virkede meget anderledes, når den ikke var oppe i det dér hånlige tonefald.
Stan drejede sig mod Samson. "Skal du ikke hjælpe dine egne folk?" råbte han af sine lungers fulde kraft, men ganske få øjeblikke senere forsvandt både Samson og Morgoth sammen med deres væsener.
Vent lidt.
Var de virkelig væk?
Han blinkede et par gange for at sikre, at hans øjne ikke spillede ham et puds, men de var stadig væk. Så lød skrigene igen fra sandpyramiden, og han stirrede direkte derover.
Langsomt, men sikkert begyndte hans ben at trække ham derover. Først gik han. Så løb han. Inden han vidste ad det, havde han trukket sit blanke stålskjold fra ryggen, hvorved han plettede sin uniform med blod, hvilket han ikke tænkte over. Han var kun få skridt fra pyramiden, da han opdagede at han spurtede.
Tre.
To.
Et.
Så sprang han, som et menneskeligt spyd med skjoldspids, der kom flyvende med skulderen først mod pyramidevæggen med hele sin vægt bag.

Venus fokuserede så meget hun kunne på de kradsende håndjern. De blev varmere og varmere. Det tog flere minutter at varme dem op til den rette temperatur, og den rette temperatur var flere hundrede grader. Selv hendes hud havde problemer med at tage temeperaturerne; eller det vil sige, at hun kunne mærke varmen. Hun kiggede op en eller to gange uden at kunne se en disse for sandvæggen, som Denaro, én hun efterhånden var lettere irriteret på, havde sat op. Mens hun kiggede faldt temperaturen igen, som hvis man svømmer mod strømmen; stopper man, bliver man skubbet baglæns, så hun måtte arbejde sig op igen.

Da hun endelig var fri, havde hun røde bånd om sine håndled, mens flydende sand og små glassplinter lå der, hvor håndjernene havde været. Hun svævede op over sandvæggen tids nok til at se Samson og Morgoth forsvinde. Faren var ovre, hun åndede lettet op og lagde ikke mærke til Stan, der løb afsted i den gale retning. For et øjeblik dalede hun en smule uden selv at ville det. Hun var træt, ikke udmattet, men træt. Det tog hende ikke lang tid at konkludere, det nok var bedst, hvis hun fandt et sted væk fra Rutilus Taurus medlemmerne, der stadig var her, at hvile sig. Hun smuttede hurtigt afsted gennem gader og side stræder og over et par lave hegn. Hun kendte en smutvej til byens kro, og hun havde lidt mønt i lommen.

//out