Carolina opdager nu, at Sukis øjne er røde - et øjeblik spekulerer hun på, om hun mon er blevet sindssyg af at vandre rundt alene i så land tid? Levende døde og nu dette væsen, der bliver mere og mere underligt, som minutterne går. Da væsnet begynder at tale til hende, overbeviser hun dog sig selv om, at hun stadig er nogenlunde normal.
Hun gengælder kort væsnets smil, - indtil videre stemmer hendes overbevisning om væsnet overens, men hun har jo lært, at man ikke skal skue hunden - eller ulven, så at sige - på hårene.
Det irriterer hende dog lidt, at Suki sådan fortæller hende, hvor hun burde og ikke burde være. Specielt, når Carolina faktisk er faret vild. Dog lykkedes det hende ikke at være specielt irriteret i ret lang tid, da et eller andet underligt overbeviser hende helt og aldeles om, at væsnet ikke er ondt.
"Jeg havde heller ikke planlagt, at jeg skulle komme her forbi," indrømmer hun så til sidst og ser hurtigt ned på det væsen, som Suki kvaser.
Hun får kuldegysninger - ikke kun pga. det lettere uhyggelige sted, men også fordi, at det altså
er ret koldt for hende at gå rundt. Når hun er i sit "normale" miljø i hovedstaden, er der ikke meget, der kan skræmme hende. Men så snart, hun bevæger sig ud på ukendt grund, bliver hun hurtigt og let skræmt af alt det ukendte.
Carolina Floros
Be kind to me, or treat me mean
I'll make the most of it, I'm an extraordinary machine 
Krystallandet
