Yangs 'trance' af usynlighed bliver straks brudt, da hun brutalt bliver flået ned på gulvet. Hun mærker det varme blod strømme fra hendes næse, da Taylor flår hendes krop baglæns, og kan næsen allerede mærke knivens skarpe klinge gå igennem huden.

"Taylor!" halvsnøfter/ stønner/ gisper hun. "Slip mig din.. din... Parodi på en amøbe!" Da hun stadig er holdt fanget af tågen, har hun ikke mulighed for at slippe fri af taylors greb, eller så meget som tørre blodet af sit ansigt..
Pludselig går alt langsomt. Rex, hvis blod løber ned af hans ansigt- hans råb og dirren af vrede. Alle lyde forsvinder, hun hører kun sit hjerte slå hurtigere og hurtigere.. dunk dunk, dunk dunk, dunk dunk...
Hun ser blikket i Rex's øjne, bedende om forståelse og tilgivelse, lige før han sætter af.

"Nej Rex, gør det ikke!" hvisker hun åndeløst... "Red nu bare dig selv dit fæ!"

Rex mærkede kniven bore sig ind i kroppen og syntes at kunne høre et knæk. Tankerne gik hurtigere en tiden, og han nåede at vurdere skaderne, i samme øjeblik som han fik kniven ind i kroppen. Han overvejede om han havde brækket et ribben. Uanset hvad, så var Taylor en svækling... Idioten turde ikke kæmpe uden våben. Han fortjente ikke at være med i denne klan.

Bloddet varmede hans overkrop. Han bed tænderne sammen og smilte for sig selv. Der skulle mere til. Blodet pumpede igennem kroppen og ud af knivstikket. Et kort øjeblik fik smerten hans blik til at ryste, før han igen var ved sine fulde fem. Lugten af blod. Hans blod. Blod ud af ansigtet, efter kampen på stranden, og nu dette. Dette kunne ikke dræbe Rex. Han skulle ikke dø her. Han skulle ikke dræbes af Taylor. ALDRIG!

Selvom kniven borede sig ind i Rex krop, stoppede det ham ikke i hans udfald. Han svingede armen imod Taylors ansigt, for at placere knytnæve slaget imod drengens ansigt.

Rex tog slaget og vaklede bagud. Han lukkede øjnene og rensede sine tanker. Hvorfor skulle han være retfærdig? Nu skulle det ende. Han rettede sig op og åbnede øjnene. Han stirrede på Taylor. Han kunne ikke høre noget. Han kunne ikke høre lydene fra de andre. Alt han hørte var sit hjerteslag, sit åndedrage... intet andet.

Han smilte og gik ganske langsomt op til Taylor. Hans øjne var omtågede, tomme, ligegyldige. Han rettede sig op og smilte.
"Mærk smerten. Elsk smerten." mumlede han og forvandlede sin arm til en sværdklinge.
"Det er ikke en evne. Det er et våben. Verden er mit våben." han holdt en pause. "Mærk verden, Taylor." mumlede han og styrtede igen imod Taylor, med nyvundet energi. Nyvundet sjæl.

*Hvorfor skal jeg kæmpe med retfærdigheden ved min side, når det jeg kæmper imod, ikke kender til retfærdighed? Hvorfor skal jeg bekæmpe noget, der ikke ved hvad det er? Hvorfor skal jeg gribe et valg, som ikke er bestemt? Og hvorfor skal jeg finde mig i at tabe?*

Rex bed tænderne sammen og svingede klingen imod Taylors sværd. 'Klonk kling'. Han trak armen tilbage og svingede igen. 'Klonk klonk'. Og igen... Og sådan forsatte det. Det syntes som en uendelig kamp. De huggede imod hinanden, og blockerede hinandens angreb.
Den ene var snart løbet tør for energi, den anden for blod. Hvem ville stå op, til at give den anden dødsstødet?

Han huggede igen. Smagen af blod. Endnu et hug. Han lukkede øjnene. Angrebene var blevet rutine nu. Han lyttede sig til det... Mærkede hvor på klingen, Taylors sværd-blad ramte og udregnede hans position. 'Klonk, kling'.

Suk. Smagen af blod. Han lyttede imellem lyden af sværdenes kollision. Hjerteslag. Hans eget og Taylors? Det var ligemeget. Det var et panisk hjerteslag. Måske var det kun ham selv. Han vidste det ikke.
'Klonk, kling'.
Han parrerede og åbnede øjnene igen. Alt var farvet rødt, pga. blodet der løb ham i øjnene.
'Klonk, kling'.
Han tog et skridt bagud og brugte den frie hånd til at presse imod såret i maven. Forsøge at stoppe blødningen.
'Klonk, kling'...

Rex rynkede næserne og vurderede situartionen. *Hvis dette forsætter... Så ender vi begge som udsplattede idioter på gulvet som udsplattede menneskerester.* Han bed tænderne sammen og lagde mere styrke i angrebene.

Rex bemærkede Taylors åbning. Han valgte at angribe og ofre benet. Han svingede sværdet imod Taylors skulder. Han forsøgte at undgå flere skader, og rykkede benet, i et lille spring til venstre, der dog ikke gik helt perfekt, da han fik et dybt snit lige over skindebenet.

( Kort sorry )

Rex bakkede lidt væk fra den faldne Taylor. Han kunne knapt gå på benet, og han frygtede et eller andet sted at benet kunne brække under ham. Han skubbede ryggen imod den modsatte væg for Taylors. Han lænede sig op af den og gled ned i en siddende stilling. Han havde en masse rifter og sår fra hans og Taylors sværd duel. Han blødte ud af ansigtet, ud af små rifter på arme og ben. Kinder. Maven. Ryggen. Og så det dybe kødsår i benet. Han prustede opgivende efter vejret og lukkede det ene øje, da blodet gled ned i øjet. Han stirrede på Taylor. Gispede efter vejret.

Han rystede en anelse af udmattelse. "Lad... Yang... Gå..." fremstammede han, med pauser hvor han trak vejret i hårde stød. Han forsøgte at rejse sig, for at overbevise Taylor om, at han mente det. Hvis han skulle, så ville han forsætte kampen. Det var jo derfor han var her. For at hjælpe Yang. Han hev efter vejret og hans krop dirrede nu til dels af udmattelse men også af ubrugt energi.

Rex pressede sig op ad væggen for at holde sig oprejst. Hans hoved dunkede og den massive lyd af hans hjerte der pumpede blodet ud af kroppen, fyldte hans ører. Han gispede efter luft og smilte af Taylors simple ordvalg. Han så kort ned i gulvet, og betragtede den røde farve der var igang med at male hele rummet.
Han vendte blikket imod Taylor igen og bed sig i læben. Et eller andet sted ville han råbe af Taylor. Fortælle ham at Yang ikke var ubetydelig. At hun var en vigtig person for ham. Han knugede hænderne sammen. Han havde bare ikke mere energi tilovers til at råbe. Ikke hvis Taylor satte sig i vejen.

"Ja... Taylor. Jeg ville give mit liv for hende." hviskede han opgivende og stirrede indgående på Taylor, somom han forsøgte at analysere ham, for at finde ud af hvad det næste der skulle ske, ville blive. Ville han angribe? Eller var det overstået nu? Han skælvede en anelse og havde svært ved at stå oprejst. Han kunne snart ikke mere. Hvorfor skulle Taylor også have så fandens meget ære? Han havde ikke lyst til at slås imod Taylors ære. Det var jo umuligt.

Yang ser opgivende på Rex og Taylor. Holdt de da aldrig op?! Hun skæver til tågen, der syntes at være en smule svækket, sikert fordi Taylor lå, nærmest bevidstløs, op ad væggen (regner med at det påvirker tågen?). hun ser tænksomt fra person til person i rummet, til blikket falder tilbage på tågen.
Hvis bare...
Hun begynder at kæmpe med tågen igen og denne gang lykkes det for hende, at få vristet sig fri af den ene 'lænke'. Så langt så godt. Hun kæmper sig på benene, og vakler lettere forslået hen til Rex, så langt lænken tillader. Hun rækker den frie hånd ud, men tøver da hans ord når hende;
"Ja... Taylor. Jeg ville give mit liv for hende." Hun spærrer øjnene op, og ser fortvivlet rundt. Rex mtte ikke dø. Ikke på grund af hende- hun var ikek det værd.
Blikket vendes imod Taylor, og det skifter til et trodsigt, beskyttende blik. Nu måtte det her vanvid stoppe.
"Taylor, nu er det nok." hun får kæmpet sig ud af den anden lænke også, og stiller sig i en forsvarende positution foran Rex.
"Indse at du har tabt. Jeg har stadig masser af energi, og det vil være mig lettere end at stjæle slik fra et barn, at dreje halsen om på dig. Jeg vil råde dig til at du går til ro nu, og for fremtiden lader både Rex og jeg være i fred." Siger hun iskoldt, og knæler bekymret ved Rex's side.
"Undskyld" hvisker hun, og stryger ham over håret.

Rex smilter tåget for sig selv, da han hører Yangs stemme, og mærker hendes hånd køre over sit hår. Det var nu rart at han havde nogen på sin side. Da Taylor mumlede noget uhørligt, forsvandt hans smil dog straks: Ikke mindst da modstanderen fik skubbet sig selv på benene. Rex' krop dirrede. Han kunne simpelthen ikke bevæge sig. Han bed tænderne sammen og gren ganske ublidt fat om Yangs håndled. Han forsøgte at trække sig selv om at stå, ved med den ene hånd at klamre sig til Yang og den anden presse den uvillige krop op, langs væggen. Det mislykkes. Han dumper ned på gulvet igen, hvor han sidder op af væggen med et sygligt grin.
Han kom til at tænke på dengang han mødte Taylor første gang. Hvordan han selv, havde forsøgt at flygte fra stedet, da det hele udspillede sig i en kamp. Hvor havde han dog været ynkelig. Og nu sad han her, og kunne ikke bevæge kroppen. Var han mere ynkelig nu?

Hvad er det man plejer at sige...? Hellere ynkelig og i live, end stupid og død. Han smålo hæst for sig selv, og kunne ikke lade være med at skære en underlig grimasse, da blodet fik hele hans hæse sagte latter, til at lyde som en der druknede i sit eget grin. Han vendte opmærksomheden imod Yang, og missede lidt med øjnene.
"Jeg klarer det herfra." mumlede han hæst og snøvlet. "Tag sadisten med dig, og forsvind herfra." Han lavede et nik imod Shak, der stadig opholdt sig i lokalet. Yang var nød til at forlade rummet. Ikke nok med at det ville give ham lidt tid til at udtænke en plan, men det ville også give ham mindre at bekymre sig om. Nok var Shak ikke en fredelig type, men han var overbevist om at Yang nok skulle kunne klare sig imod ham. Han havde ikke overskud til at bekymre sig mere om det.

Han forsøgte igen at skubbe sin krop op, men mærkede hvordan blodet, der drev ned af hans krop, nærmest trak ham nedad. Han nåede knap nok at rejse sig en fjerdedel, før han måtte sætte sig igen.
*Satans. Hvis Taylor har genfundet noget energi, er jeg så godt som død. Som det ser ud nu, har jeg brug for en plan, hvis jeg ønsker at leve. Men hvad...? Tænk, TÆNK! Ray Eric Xulfor, du har ikke tænk nok siden du kom til Midtlandet. Hvad er jeg blevet til!? Jeg må finde på noget! NU!*

Han lukkede og sitrede i hele kroppen, af anstrengelse. Han var nød til at finde på noget, og hurtigt. Hvis de skulle slås, så var det udelukkende en vigtig faktor at kunne se hinanden. Skulle han måske formørke rummet? Nej, Taylor ville uden tvivl kunne udnytte sin tåge, til at opspore ham. Tænk tænk tænk. Måske skulle han ... Ja! Perfekt! Det ville virke. Han smilte og rettede sig en smule op, i sin siddende position. Han vurderede Taylor med blikket. Det var en perfekt plan. Nu skulle han blot vente.

Yang ser bekymret på Rex. Ihh, hvor har hun lyst til at fare i flæsket på Taylor, banke ham synder og sammen, binde hans hænder og fødder sammen, snitte sine intialer i ham, og smide ham ud af vinduet, ud i havet, så hajerne kan æde ham. Hvor vovede han at gøre dette?! først krænke Yang så voldsomt, for derefter at skade Rex, så han ikke kan stå på benene!
Hun skæver til Shak, da Rex's ord trænger ind. I et kort øjeblik havde hun helt glemt ham. hun bider sig i læben, og vender blikket imod Rex igen.
"Nej, Rex... jeg... Jeg forlader dig ikke her med den sindssyge stodder!" hendes stemme er for en gangs skyld fast og beslutsom, og fortæller Rex, at han ikke skal sige hende imod. Måske lidt dumt af hende, men hun nægter at lade ham blive her, i takt med at hans blod bliver tappet fra hans krop. Aldrig!
Hun rejser sig op. Musklerne spændes, hver en sene ligeså. Hendes næver knyttes, skønt dette jager en smerte igennem hendes dårlige arm.
"Jeg har fået nok af dig, Taylor. Jeg har fået nok af dig og din evige selvcentrerede, egoistiske opførsel." hun holder en kort pause, og vender sig imod Shak.
"Og jeg har fået nok af dig, såkaldte kvindestuderer. Jeg skulle være gået, så snart jeg så det var dig. Jeg troede fisk var dumme. Jeg havde vidst ret" siger hun, og træder fri af Rex's hænder. Nu må hun være den stærke.
"Jeg gentager; gå til ro og, og lad Rex og jeg være i fred for fremtiden."
Et glasskår fra en smadret vase presser hul på hendes bare fodsål, og blodet pibler stille frem, imens hun går stille frem og tilbage imellem Rex og Taylor, med blikket skiftende imellem de to mider, der startede alt det her, ventende på en reaktion...

Rex rettede sig op. Et vanvittigt smil havde bredt sig over hans læber. Hans ene øje var halvt lukket, det andet var helt åbent. Han stirrede indgående på Taylor og smitle blot muntert for sig selv. Et eller andet sted, gav det ham en dejlig følelse: Følelsen af at han var ligeglad. Lige nu var han helt igennem ligeglad. Ligeglad med Taylor og Yang. Nej - Eller ... ? Han var i tvivl. Det var somom en ny energi gled igennem hans krop. Han havde en plan. En genial plan. Det kunne ikke slå fejl. Han havde vundet. Nu var kampen slut. Han havde vundet.

Han skubbede sig op at stå. Idéen han havde fået, pressede liv ind i hans krop. Somom der var en engel der just havde pustet ilt ind i hans lunger. Han tog en dyb indånding og skævede til Yang. "Yang. Her er alt for farligt for dig. Men hvis du ønsker at blive her, så bliv. Men du skal ikke stå i vejen, for jeg lader mig ikke stoppe for noget." sagde han tonløst, med et smil på læberne. Han målte Taylor med øjnene. Han så på sin hånd og nikkede for sig selv.

"Du kan heale. Det ligger i dine gener. Din sjæl. Dit blod." sagde han, ganske roligt og betragtede sin hånd. Han gik pludselig forbi Yang. Forbi Shak. Over til et skab. Han åbnede skabsdørene og sank i knæ. Han sad på hug og rodede rundt på skabets nederste hylde. Han trak nogle bøger ud og smed nogle ting på gulvet. Det hele var nærmest én flydende bevægelse. Han var ganske rolig, men sørgede for at være 100% bevidst om alle andres placering i lokalet, samtidig. Han var enormt træt. Dette var sidste chance. Hvis dette mislykkedes ... Så var det slut. Så kunne han ikke mere. Men det var ligemeget, for det kunne ikke gå galt.

Han fandt den. Et lille glas med en rød væske i. Der lå et en lille krystal-kugle i bunden af glaskolben.* Han holdt den ganske forsigtig, som var han bange for at den ville gå i stykker. Han gik tilbage, til det samme sted, hvor han havde stået før. Han viftede lidt med kolben og smilte forsat.

"-D'ahahaha!" lo han, lige så pludseligt, som han smil havde været. Han lignede mere eller mindre en psykopat i hovedet - Man vidste ikke hvad han kunne finde på. "Kan du huske ... Taylor.." han så et kort øjeblik ud somom, han faktisk havde glemt sin modstanders navn. "Kan du huske ..?" han lavede en armbevægelse henover brystet, for at minde om det ar, han havde efterladt Taylor.
"Det er heri..." sagde han og vippede lidt med glasset, med et sygligt smil. Det her var vidunderligt.
"Som jeg sagde før: Du kan heale... Det ligger i dit blod."
Det var virkelig vidunderligt. Han havde ham i sin hule hånd.

* Krystalkuglen var nærmest hul. Der var nogle bitte små huller i, lavet med en rolig hånd og en stærk syre. Inde i krystallen var der noget vand fra en kilde i bjergene. Kilden var magisk, og sendte konstant varme bobler ud fra sig. Boblerne løb ud igennem hullerne og holdt væsken i kolben i bevægelse.

Det tager ca 10 sekunder, før Taylors ord får Yang til at se rødt. Den mide! hvad bildte han sig ind?! hun er, eller var, Rutilus Taurus' første medlem! Uden hende ville... ville det slet ikke være her! ok, måske lidt overdrevent, men alle disse tanker fylder hende. og dog, en lille stemme trænger igennem, langt fra. den virker bekendt for hende, og hun prøver desperat at huske den, før det går op for hende, at det er Rex's stemme, og at det ikke er hendes samvittighed der taler. Hun hvisler kort til Taylor;
"Sig mig Tæge(lort XD)!? hvis jeg ingenting er... hvad er du så?!" Hun tøver kort, før hun går hen, og sætter sig i vidueskarmen.
hun lader koldt fingrene tegne mønstre i pølen af Taylors blod, der ligger i vindueskarmen, imens hun med et fjernt blik stirrer på Rex. Han havde efterladt hende i en passiv tilstand, som, ifølge Yang, er ekstremt slemt. Stod det til hende, var Taylor ikke andet end en klat slim på gulvet nu.
Men Rex vidste vel, vad han gjorde... ikke? hun skuler til Shak, før hun genoptager sin stirren på Taylor, og et grumt smil spiller på hendes læber, da Rex finder flakonen frem. Perfekt..

Rex stirrede indgående på Taylor. Det var som et se på et spejl, trods de ikke ligenede hinanden overhovedet. Rex var træt, udmattet, udkørt. Det virkede somom hans hjerte var imod ham, eftersom hvert et hjerteslag sendte blod ud af hans krop. Smerten jog igennem ham, for hvert et åndedrag. Det var, som tusind nåle der borede sig igennem hans hals og lunger. Smerten der fik hans krop til at sitre. Smerten der fik det til at sortne for øjnene. Smerten der fik ham til at smile lykkeligt til Taylor. Smerten der mindede ham om at han stadig var i live.
Han knugede flakonen i hånden og lavede en vinkende bevægelse med den anden hånd.
"Tja, jeg må vel tage mig de forholdsregler dér er. Derfor har jeg de sidste par dage drukket lidt, ganske lidt fra en anden kolbe. Selvfølgelig også med dit blod i. Jeg vil forresten foreslå at du begynder at spise sundere. Det smager lidt af fedt." brummede han og slog igen denne syglige latter op: "D'ahahaha!" Han rystede på hovedet og løftede det ene øjenbryn.

"Men altså... Min krop er nu blevet mere eller mindre resistent overfor dine særheder. I hvert fald de fleste af dem. Også - eehh ..." han stod i nogle sekunder og forsøgte at komme i tanke om hvad det var han ville sige.
"Nåja - Magien ligger selvfølgelig i blodet og jeg har selvføgelig også testet den helende effekt." han løftede lidt op i det forrevne og blodige ærme, fra kitlen, og der kom nogle syninger frem på armen. Den ene dækkede stadig over et åbent sår, og så egentlig ud somom det gik hele vejen rundt.
"Det første mislykkedes lidt," påpegede han og trak på skuldrene. Lidt over denne syning, var der en anden syning, der ikke så ud til at dække over noget sår. "Den næste test gik bedre." kommenterede han og smålo en anelse. "Bare ærgeligt at det tog noget tid for det at hele."
Han holdt en kort pause hvor han betragtede syningerne, der gik rundt om hele armen. Så rømmede han sig.
"Men ... Vil du forsat slås imod mig, Taylor? For ... Som du kan se er jeg langt fra færdig! Og du ser selv temmelig mørbanket ud." mumlede han og smilte roligt. Han lavede et lille buk. "Det er dit valg."

Yang stirrede. ikke overrasket, ikke på nogen måde. Snarere tomt. Hun stirrer lige frem for sig, mens hendes fingre løber i den lille blodpøl. Hun lader blikket glide ned, og spærrer øjnene op. Taylors blod! Blod, som Rex, måske, ville få brug for, blod som hun lige nu og her sad og gjorde ubrugeligt! hun skæver ud af vinduet, og åbner det lydløst, forsigtigt. GIk alt galt, måtte hun redde Rex.. og vinduet er en perfekt nødudgang, skønt der er lidt langt ned. hun sukker, og lukker øjnene. Forbandede Samson...

((KORT! jeg hader mig selv...))

Rex holder øje med Taylor. Udmattelsen får overtaget og får ham til at svaje en smule. Han vendte ansigtet imod jorden og sukkede. Hans øjne var nu halvt lukkede (Eller halvt åbne, hvis man vil være optimistisk!) Han sukkede og gispede efter luft. Så måtte det vel være sådan ... Han forsøgte ikke at tænke på bivirkeningerne. Han sank en klump og så på sin hånd. Bivirkninger. Han smilte for sig selv og rettede sig op. Sådan noget findes ikke!

Han lagde ganske kort flakonen i lommen. Han gik hen til en væltet lysestage. Han tog den op i hånden og vendte og drejede sølvet i hånden. Han funderede lidt over planen. Det var genialt, og hvis han timede det perfekt ... Så ville det slå Taylor i hjel. Han smilte selvsikkert. Det var genialt...
"Så så, Taylor. Pas på med de ord. Det kan være jeg bliver fornærmet ... Og så bliver jeg først RIGTIG sur." smålo han og tændte sterin-lysene ved en fakkel, der hang på væggen.
"Nu skal du høre Taylor. Vi laver en aftale." Han betragtede flammen, der foldede sig ud fra sterinlysets tynde snor. "Hvis du ... Hmmm, skal vi sige ... Aldrig skader Yang igen og uhmm ... Opfører dig ordentligt i fremtiden." Han holdt en pause. "Så skal jeg nok lade dig være."

Han fiskede flakonen op af lommen igen. Der lød en let klirren dernede fra. Rex skar en grimasse med lod somom han ikke hørte det.
Han tog proppen af flakonen og viftede en smule med den, for øret. "God årgang," mumlede han for sig selv. Han vidste at Taylors blod ville tage de dybeste sår og fusionere med helingen. Hans sår ville lukke sig hurtigere, og de værste blødninger ville stoppe. Enten var det blodet eller døden. Der var ingen tvivl. Han smilte for sig selv.

(Yang er passiv igen XD I kan ikke være det bekendt at efterlade mig sådan!)

// BEWARE! PASSIV YANG!

Rex missede med øjnene og havde egentlig svært ved at se hvad det var Taylor havde i hånden - især nu da han viftede så ubehersket med den. "Så hold den dog stille, så jeg kan se hvad din plan er og knuse den mellem hænderne på dig, med den her lysestage!"
Han viftede lidt med lysestagen så selve lyset knækkede af og landte med et mærkeligt splat på jorden. Rex gloede en anelse skuffet på det. "Oh."
Der vat en kort tavshed før han knugede sit eget glas og sukkede. Han skævede til lysestagen i den anden hånd og sukkede lettet. I det mindste var det en af de der tre-fork-stager, så der var 2 andre lys på. Heldigt for ham, at han ikke fik spoleret hele sin tryllekunst før han fik startet den.

"Kyo- Nej vent..."
Der var en kort pause.
"Taylor. Nåja."
Han rømmede sig.
"Jeg må stoppe med at skulle banke så mange folk. Jeg kan slet ikke finde rundt i navnene mere." mumlede han for sig selv før han bøjede sig forover og hostede en smule. Det lød ikke som en sund hoste og han skælvede da også en smule bagefter. Nåja. Bare for sjov?

Han åbnede flasken og skævede til indholdet. Han havde ikke testet det. Måske var det giftigt? Måske ... Hvad ville der mon ske med ham? Han vidste at det hele skulle gå super hurtigt. Skulle det være en afledning? Han var nød til at afslutte denne kamp. Taylor måtte dø.
Der lå et væltet bord på den ene side af Taylor og et nedrevet gardin på den anden. Perfekt.

"Farvel. Taylor." mumlede han og bundede flasken. Havde man været en god observatór, så havde man bemærket at den væske Rex netop havde indtaget ikke havde været rød, men klar som vand.
Rex sank ikke. Han tog et skridt imos Taylor (samtidig med at han smed den tomme flaske fra sig), hævede lysestagen op foran ansigtet og pustede/spyttede (det lyder nederen at sige spytte...) væsken ud, igennem ilden, og imod Taylor. Det som man, som den kære læser, lige skal bemærke er, at denne væske blev antændt af ildens flammer, så det var ild (og brændbar væske) der pludselig fløj imod Taylor. Gardinet blussede straks op og snart var der ild overalt. Rex bakkede tilbage, væk fra flammerne og lukkede munden i.
Ilten skal væk.
Det var ikke helt ufarligt det her. Ikke nok med at han havde fået slugt noget af væsken men han var udentvivl også blevet brændt lidt i munden. Han sank en klump og betragtede ilden, der snart opslugte hele rummet.

De gyldne flammer, der slikker sig op ad væggen, henover loftet, og breder sig med lynets hast, genspejler sig i yangs lettere paniske øjne, da hun forskrækket ser op. Hun har aldrig kunnet lide ild.. for.. Samson-agtigt.
Da Taylor farer på Rex, udstøder hun et lille, meget feminimt skrig, og stabler sig selv på benene. Med et halvt blik på flammerne tager hun en dyb indånding, og tøver lidt. Kunne hun klare det?
Der er ingen tid at spilde, beslutter hun, og farer på Taylor. Hun har i farten vristet en lille kniv fri af en reol, der snart efter er opslugt af flammer.
Med en hurtig bevægelse sætter hun sig overskrævs på Taylors ryg, og hiver ham i håret, så hans hoved presses tilbage, ind imod hendes krop. Hun sætter kniven ved hans strube. (?)

"Lille Taylor.. Altid så oprørsk og vred" Hun ler let. Det psykopatiske er kommet op i hende.

"Sært.. tænk at begær og lyst" hun skæver kort til Shak, og ser derefter på Taylor igen "Kan omdannes til så.. monstrøse tendenser. Trist.. og dog" Siger hun, og presser kniven lidt hårdere imod Taylors strube (?)
"Det var begær der førte mig til dette, og jeg vil være glad for at få hele dette fjolsernes opgør afsluttet" Hun skærer tænder af smerterne i sin arm, men holder ud. For Rex's skyld, og hendes egen.

"Det er slut Taylor. Kaput, færdig. Der er ikke mere at gøre."

Rex' øjne blev store og blanke da Taylor pludselig stod foran ham. De sidste par sekunder var forsvundet fra ham. Han mærkede Taylors slag i ansigtet og skvattede om på gulvet. Han kom hurtigt op igen og rystede et par gange på hovedet. Han stirrede på Taylor med et sygligt smil og store vilde øjne. Han kløede sig i nakken og tog fat i Taylors krave imens han stirrede ind i øjnene på den anden.
Pludselig sad Yang på ryggen af ham. Hvad i al ... ?!

"Hej Yang," sagde han roligt, som var intet galt. "Hvad laver du dog deroppe? Du falder jo ned om lidt." lo han og missede med øjnene imod Taylor igen. Han smilte et spidst tandsmil og rystede en anelse på hovedet.

"Taylor, du må ikke slå mig! Ikke i ansigtet." klagede han ynkeligt og kløede sig i nakken.

Yang mærker slangerne, som brænder sig igennem hende som syre, skubber hende væk, og tvinger hende til at tabe kniven. Hun klynker svagt, da hun bliver slynget imod væggen, men får stablet sig på benene, skønt hun vakler en anelse. Adskillige host slår luften ud af hendes lunger, og hun genvinder sig selv en anelse, før hun retter blikket opad, hen mod taylor. En lille stribe blod driver fra hendes mundvig, og farver hendes kraveben rødt.
Hvad end de slanger var lavet af, så var det det rene gift.
Hun ømmer sig lidt, og bevæger sig hen imod de to kamphaner.

"Stop nu. Vil du ikke nok Taylor? Bare denne ene gang, lyt dog til din fornuft! er den helt skrumpet ind, eller hvad?!" snerrer hun, og trods en lille stemme, der haler og trækker hende den modsatte vej, stiller hun sig imellem Taylor og rex, beskyttende overfor den sidste.
Hun løfter kort et øjenbryn over Rex's tilsyneladende lallethed, før hun bevæger blikket op, og stirrer Taylor ind i de sorte huller.

"jeg er ikke bange for dig. Jeg har aldrig været bange for dig. Du er en mide, en skamplet på samfundet. og jeg vil hellere ofre mig selv, end se dig slå Rex til plukfisk på unfair vis.
Du kan bare ikke stoppe, vel?" hvisler hun koldt, og tørrer blodet af kæben, med en langsom bevægelse. Giftslangernes angreb havde tæret på hende, og hun vakler let.