Måden hvorpå Enzel alligevel gav sig hen var noget man ikke skulle tage med et gram salt. Manipulation lå i hans natur, men i selvsamme sekund, som Finneas havde de overvejelser, så han det uventet blik. Øjnene talte et sprog fra fortiden af. Sukkede med øjnene for at få tilfredsstillelsen stillet. 

Stille blødte han lidt op og strammede let grebet i Enzel for at få ham til at holde hen med sit gnubbende leg. Blikket sank kort ned i mellem dem. En hånd på Enzel og en på sig selv. Endnu en gang blev pikken placeret for åbningen og ned blev Enzel presset. Det var ikke et halvhjertet pres, for selv pressede han til nede fra i form af at løfte bæknet. 
Med en form af nemhed gled han op, og det var befindende, som øjnene lukkede i af nydelse for sekundet, og han fik sænket dem ned igen. 

Et sted, der ville Finneas gerne tale, men det virkede ikke som stedet. 

Begge hænder placeret om halvkattens hofte, rykkede han ham i vuggende bevægelser frem og tilbage, men samtidig pressede han også Enzel så dybt ned som muligt i den siddende position. " Du er en ægte kattepine, men på alle de rigtige måder.. " mumlet han stille og nyd det hele blot ved at udtrykke det igennem sin vejrtrækning. Han ville ikke miste hans blik igen. Alt skulle tages med i overvejelserne. 

For en gangs skyld gjorde det ikke noget, at kontrollen blev taget fra ham. Han lod Finneas stoppe ham i at bruge unødige kræfter på at gnide sig mod ham, men følelsen havde nu været dejlig. Og han havde været ivrig.

Den blonde vampyr kunne frit få lov til at flytte på ham og styre hans krop. Enzel tillod det. Og da han pressede på, tillod han det også. Finneas havde forberedt ham godt, og så var Enzels krop erfaren og vant til hård håndtering. Enzel følte sig fuldstændig overtaget. Finneas fyldte hans indre, og bevægelserne var mere hans arbejde end Enzels, selvom hans krop forsøgte at følge med det den kunne. Uanset hvad nød han at være i hans favn og blive vugget frem og tilbage. Hver en bevægelse fra Finneas påvirkede Enzels vejrtrækning, så det blev tungere.

Blikket blev på Finneas, og kommunikerede alle de usagte ting med ham. Hans ører vippede da Finneas pludselig talte sagte til ham, og der kunne findes noget varmt i de blå øjne nu. ”Jeg hader dig stadig..” Bare fordi han havde givet Finneas fri passage til ham, betød det ikke at han var tilgivet for at ville skride fra det hele.

Så lagde han sin kind ind mod hans bryst og knugede hænderne i trøjen ved hans skuldre. Og han koncentrerede sig kun om at holde ved og ellers bare tage imod al den nydelse han kunne få. Så længe det varede.

Det havde selvfølgeligt være langt mere optimalt at få halvkatten ned og penetrerer ham, men dette fungeret fint for nu. De havde trods alt ikke travlt, selvom den ene af dem burde komme hjem til ægtemanden .. og Finneas i ly for solen der ville stå op før eller siden. 

Selvom hans egen krop var træt, var den ikke for træt til at gøre dette. Han trak udfordrende på smilebåndet og stoppede lidt deres gnidning, for en hånd kunne lægge sig om ryggen og ganske hurtigt, dog omhyggeligt, fik han lagde Enzel på ryggen af sædet så han blev den der lå nederst, hvis man kunne kalde det at ligge ned. 

Hånden fra ryggen var placeret på banken af sædet. Det var godt Enzel var så smal, ellers havde de så sandelige problemer. Stille stødet Finneas til. " Had er så meget sagt.. " svaret han mellem sine hårde penetrerende stød for at give lidt igen på den kommentar. 
Men for ikke at være alt for fokuseret på det, sagte han let farten i sine stød, lod det gå lidt i sit eget tempo. Skønt Enzel var rutineret, var han endnu tæt. Det var intet under mennesket nød at have sex med ham (hvilket Finneas antog han gjorde). 

" Hvor vil du foretræk at jeg kommer... " måtte man vel hellere lige spørge om, når det blev relevant. 

Om han var over eller under Finneas var ligegyldigt, for det var Finneas der gjorde al arbejdet. Han lagde dårligt mærke til at han blev flyttet på, da øjenkontakten blev afbrudt af, at Finneas' stød blev hårdere, og de pust der kom fra Enzel blev tvunget ud af ham. På intet tidspunkt stønnede han højt eller påtaget, for det havde han ærlig talt ikke energien eller lysten til. At han overhoved lod sig parres af Finneas, var et enormt ærligt foretagende, hvor de begge to var som de var.

Enzels ene ben lå slapt i grebet på Finneas, mens hans arme havde lagt sig passivt på det polstrede bænkesæde. Det var stadig et hårdt bænkesæde, selvom det ikke var træet han lå på. Han svarede ikke til det Finneas svarede, men var i stedet optaget af noget andet. Hans ansigt udtrykkede mange følelser på én gang, og det lignede til forveksling på ham at det gjorde ondt, men hans lyde vidnede om det modsatte. Det Finneas gjorde ved ham, var noget han skulle have gjort for længe siden. Han koncentrerede sig meget om de rå bevægelser, og hans hæse stemme begyndte gradvist at knække over i et klarere toneleje. Helt uden at han befølte sig selv mellem benene.

"..Du må komme i mig." Finneas måtte gøre lige hvad han havde lyst til. I nat var han hans, indtil han ikke længere var.

Skulle han være ærlig med sig selv, var det som at knep et dødt dyr. Enzel gav så mange signaler og udtryk fra sig, at han ikke kunne finde hoved og hale i dem, men frem for at stop, valgte han blot at fortsæt. Udnyt situationen og efterlade ham med den. 

Det ville uden tvivl efterlade dem begge en grim smag i munden. 

Tilladelsen var givet og og han sukkede blot og placeret sin ene hånd på den øvre del af hans brystkasse og presset lidt af sin vægt ned på Enzel og vægte sit fokus lidt ned i mellem dem, de hårde stød blev erstattet med en mere glidende bevægelse der i sidste ende bare skulle gøre en ende på dette helvede. Det skønne ved sex, var at det ikke varet evigt. 

De kontinuerlige bevægelse svandt kort hen og blev til ryk som efterlod en pumpen fra hans pik i Enzels ende. Hånden som havde lagt et let bryst på brystkassen løftede sig fra ham og blev sat på ryglænet af sædet, hvor han fik skubbet sig selv væk fra Enzel og satte sig selv i sædet igen og sukkede ud. Frustreret og træt. Ligeglad med at det var en kedelig oplevelse for dem begge. Det var alligevel meningløst. 

Finneas burde bare få fulgt Enzel hjem, eller i hvert fald sig selv. 

Lige som han mærkede hvordan den andens pik pulserede i ham og gjorde ham våd indefra, reagerede hans egen krop på det og trak sig sammen. Stadig, selv efter Finneas trak sig ud af hans krop, og helt væk fra ham. Enzels ben tiltede henover det andet, så han lå med et twist i hans krop. Den ene hånd søgte ned mellem sine ben og gav sig selv nogle afgørende, lidt hårde klem. Det var nok til at få ham til at komme – Ned på silketrøjen, som var gledet ud af hans fingres greb for længst, og misfarvede indersiden.

I guder… Enzel var efterladt i et stort rod nu, og her lugtede både af blod og sex. Der var kun lyden af hans vejrtrækning nu, som trods minimal arbejdsindsats, lød som om han havde været ude at løbe langt.

Finneas var skyld i det hele, så hvorfor fornemmede han afstand fra ham? Hvorfor lå han ikke hos ham endnu, og sikrede sig at han havde det godt? Der var et eller andet over situationen der føltes urigtigt. Og det gjorde kun, at Enzel ikke havde lyst til at lukke sine øjne op igen.

Og han levede med den akavede stilhed.

Stemningen var kvalt og de kunne sidde sammenklemte og dræbe hinanden med den tavshed som lå omkring dem. Han kunne sidde der og summe for sig selv, se lidt på Enzel der lå med sine lukkede øjne. Drømte sig væk, det ville han hvert fald have gjort hvis det var ham. 

I sidste ende valgte han at rejse sig fra sædet, stå lidt bukket sammen og valgte at indhylle Enzel i sine lag, pakket ham tæt ind, for så at blive løftet om som en sovende mumie. Det var et rod, det hele var et rod. Men han kunne ikke efterlade Enzel der for sig selv. Det var ikke helt nemt for sig, han udtrykte nogle små beklagende lyde, forpint, men han kom ud fra vognen med den indholdet Enzel. Det lignede blot han frøs med måden han var pakket ind. 

Men turen ville ikke gå hjem til ham selv. Han undede Enzel noget værdighed. Bare lidt.

For en gangs skyld havde ingen af dem tænkt sig at sige noget, men der var heller ikke nogen diskussion at vinde. Enzel ventede tålmodigt på at Finneas skulle sige noget, for han havde ikke selv noget at bidrage med, skønt hans hoved var omtåget og han manglede svar på sin undren.

Som Finneas pludselig nærmede sig ham, og begyndte at pakke ham ind i hans tøj igen, åbnede han øjnene og lod ham gøre det, og han prøvede selv at hjælpe lidt til, men kunne dårligt følge med. Havde de travlt? Han kunne høre på Finneas’ lyde, at lod til at være i smerte. Det blod han havde fået fra ham, havde måske kun lige været nok til at performe? Og nu skulle resten bruges til at anbringe dem sikkert hjem?

”Hvad laver du nu?” Spurgte Enzel forsinket, som han fandt sig selv i armene på ham nu, og opdagede at de var på vej ud. Han følte sig så blottet for omverdenen. Hans ører lagde sig fladt ned i skjul bag håret, fordi der kun var et tyndt lag silke til at afsløre dem. Men efter både at blive tappet for blod, og efter at blive bollet på den måde, havde han knapt nok kræfter til overhoved at gide kæmpe for at holde sin hemmelighed hemmelig. Det var alligevel nat… næsten morgen… ”Solen, Finneas..” Han kæmpede en arm fri at den meget stramme indhylning, som Finneas havde improviseret om ham, og lagde armen om hans nakke og så op på ham.

Spørgsmålet kunne hænge tungt ned overhovedet på ham, men det betød ikke at et svar ville blive givet som det første. Finneas havde et formål for det sidste af natten og han ville ikke trække mere af tiden ud. Enzel skulle have været hjemme i første omgang og ikke lade sig overgive og opgive. Men som han fik knuget halvkatten ind til sig og gik med ham som det rod de var. Et vaskeægte kaos at se på, svaret han endelige: " Får dig ind for fire vægge " svaret han og trådte videre. 

Smerte var noget som kunne overkommes og det var i hans interesse at overkomme. 

" Der er tid nok " og ellers var det bare på et hænge hår. Det kunne de godt overleve. Finneas kunne rådne op af så mange ting, men dette var ikke tiden eller dagen, skønt det ville være ideelt. Måske det ikke helt var så tydeligt, så havde han alligevel et rask tempo, det ville blive på et hængehår, men han skulle nok nå at få lagt Enzel i en seng for sig selv og så selv falde sammen et andet sted. Det kunne de altid se tilbage på med skamfulde øjne.  

Åh… Når først han kendte formålet, slappede han mere af. Lidt skeptisk var han dog, da Finneas nævnte, at der var tid nok. Det kunne han jo sagtens sige… Han var den der levede evigt, og Enzel skulle hjem og drive et bordel… Han ville højest sandsynligt drive det inde fra sengen af. Give Nicola beskeder om hvad der skulle gøres rundt omkring, samtidigt med at han skulle undgå at tale om sin rejse eller sin tilstand. Nicola ville kunne lugte sig til sandheden, men Enzel ville aldrig indrømme noget. Og han ville blive rasende, hvis han prøvede at tage diskussionen op…

Han måtte redde trådene ud en anden dag…

Det gik op for ham at de var tæt på hans hjem, bordellet, og han begyndte at rykke på sig. ”Sæt mig ned… her.” Før de kom for tæt på, hvor nogen kunne få øje på ham, insisterede han på at de gik hen på siden af bygningen, hvor der ikke var nogle vinduer, andet end en smal passage hen til en låge, der ledte hen til den gårdhave, hvor Enzel havde sine roser.

Han kom fri fra sin ydmygende position fra Finneas’ greb, og støttede sig til hans arm, mens begyndte at rykke rundt på nogle ting… Silkeskjorten inderst og kåben yderst og mavebæltet blev bundet solidt rundt om taljen. Turbanen blev sat, men lidt sløset, da den alligevel skulle af om lidt. Han ville egentlig i bad, men endte nok med at ligge sig ind i seng. Der var ikke rigtig øjenkontakt med Finneas. Noget var ødelagt imellem dem.

Som en levende stumtjener fik han blot fulgt halvkatten til dele af hjemmet, men satte af ham hvor han ville af og Finneas vidste at det var om at være hurtig i sidste ende. Turen hjem var i sandhed lang lige nu, men det ville blive værre hvis ikke han gjorde det hurtigt. 

Deres afsked behøvede ingen afsked eller nogen ord. De skulle blot hver deres vej i sidste ende og hvad end de havde haft, var væk. Sunket i jorden, brændt af solen, druknet af regnen og forvandlet til frost af vinterens koldekram. Finneas rykkede sig blot tilbage og gav ham den plads der var nødvendig for ham at have. Men blinket var tungt og han så væk fra Enzel. Men han skævede ud til den slidte skikkelse fra øjenkrogen. Som han dømte ham, men det var ikke hvad han gjorde. Trætheden kvalte ham og han trådte blot væk som det var at gå nu. "Godnat" sagde han og forlod individet tilbage til sig selv, trinene var haltende, men det hindret ham ikke i at gå. 

"...Nat." Svarede han med absolut minimal indsats, og så var det vist ikke engang nat mere, men tidlig morgen. Solen var på vej op, og Enzel frygtede den næste lige så meget som Finneas. Nok var hans gardiner på værelset massive, men bylarmen og morgenfriskheden hos folk i og udenfor huset, plagede ham altid. Glæde... var det sidste han ønskede at høre eller se på. Så lige nu betragtede han Finneas halte afsted i retning af hans hjem... Heldigvis i bedre tilstand end tidligere, men stadig bekymrende svag.

Lige nu skulle Enzel bare hjem og krybe sig sikkert til køjs. Han mødte ingen, da han brød sin egen låge op, eller brød ind gennem stuedørene. Det var meget let at bryde ind på bordellet, for der blev altid luftet ud om natten, for at få dunsten af sex ud, selvom den vist nok var kronisk suget ind i vægge og møbler. Den vænnede man sig til... Enzel nåede endelig sin seng, med sin mand liggende deri. Han blev ramt af en mægtig mængde træthed, der sendte ham direkte ned i sengen med et bump. Ansigtet ned i puden, og så blev han liggende sådan i flere timer, indtil bordellet begyndte at vågne og gøre sig klar til alle de kunder, der snart ville vælte ind og kræve hans opmærksomhed.

Det var først langt efter frokost, at nogen turde informere deres chef om den stak papirer der var ankommet dagen før. Enzel havde ingen interesse i dem til at starte med, men efter sit bad og mad og drikke, tog han stakken med sig ind og gennemgik dem hurtigt. Han regnede med at det måtte være i orden, hvis det var fra Finneas. Så meget tekst og så mange formaliteter... Det orkede selv Enzel ikke at gennemlæse lige nu. Men det lignede at han bare skulle skrive under, og så skulle hver og en ansat skrive under, om de så kunne stave til deres eget navn eller ej.

Han var lige ved at overse noten, men den dumpede ned på skødet af ham, ligesom han skulle flytte kontrakterne over på sengebordet. Han foldede noten ud og læste den. Det var blot en daggammel besked... Men så forældet, allerede. Enzel havde beskeden i en halvlukket hånd, og nu faldt han i søvn igen, ligesom han havde gjort så mange gange i løbet af i dag.

Deres afsked var tilsvarende følelsen af at fornemme sin hud blive skrællet af en. Solen båd ham levende uden overhovedet at være tilstede, men i sidste ende var det en bekræftelses på hvordan det stod til mellem dem. Det så havde været brændende i mellem dem var brændt ud. Vand var hældt ud over det i spandevis, efterladt soden på brændet ubrugeligt. 

Finneas fandt hjem, fandt modløs sin seng med hovedet først. Natten blev til dage og dage til nætter. Det hele spinnede omkrig for ham, at han ikke havde en følelse af at være til stede. Men han vidste at han i sidste ende ville vågne op med en form af sammenmætning af sit indstik fra daggerten. Den ville end ikke blive til et ar, intet på kroppen ville fortælle om hændelse i sidste ende. 
Alt de havde gjort, det var forfærdeligt. Det var ikke hvor de skulle være endt henne, men nu stod de der. En skillevej og Finneas var villig til at tage den vej, omend Enzel tillod det i sidste ende. Kærlighed var mange ting, men barmhjertigt var det ikke, og han ville hellere være bødlen end ofret denne gang.