“Du er heldig at have sådan en overbærende arbejdsgiver,” Det var vidst ikke helt normalt her I Dianthos, var det vel? Bertrams store hånd lagde sig på hendes hoved, og nussede hendes askeblonde hårrødder, taknemmeligt over, at hun søgte hans nærvær. Også selvom det var koldt og stift hos ham. “Jeg tror vi kunne blive et overlegent makkerpar. Vi nåede at smage lidt på samarbejde I starten.” Han trak på smilebåndet. Han huskede at de sloges mod et overtal af fjender sammen.

Med sin hånd strøg han hende henover håret og glattede de ustyrelige totter hår, som han selv havde forårsaget.

“En spand,” Svarede han, stadig smilende. Han slap grebet om hende og sendte hende venligt videre I retning af døren. Han havde brug for hendes hjælp til denne simple opgave at handle ind for ham. Det almindelige marked lukkede før daggry, og gjorde det svært for vampyrer at handle. “Vi skal have styr på det her sted I en fart.”

    Zirra fik rejst sig og iført sig det sidste tøj. Så kiggede hun rundt på stedet og sendte Bertram et skælmsk blik.
    "Jeg tror det her sted kræver lidt mere end bare en spand."

    Efter et par timers indkøbstur kom Zirra tilbage til kælderen med hvad der lignede et halvt vognlæs fyldt med ting hun havde købt, lånt eller "lånt" af forskellige folk rundt om i byen. Ikke for langt væk til at være upraktisk, men langt nok til ikke at være opsigtsvækkende. 
    "Så!" proklamerede hun stolt og hældte læsset af sig og ud på gulvet.
    Der var to spande, sæbespåner, mopper, skrabedimmere, pudseting og så mange strikkede karklude, at de kun kunne være fra hendes egen mor. Det havde taget væsentligt længere tid end hun lige først havde beregnet, men så havde hun til gengæld også fået et langt større bytte med hjem, end Bertram havde bedt om. Bertram var - og det var tænkt med alt kærlighed fra Zirra - nok kun vant til at gøre rent efter vampyr-der-bor-i-en-kælder-og-ikke-får-gæster-standarder. For at gøre det her sted rart og indbydende for kunder, var der brug for en smule mere end det - især så de også ville anbefale andre at tage forbi hans lille virke.

Det havde vist været mere end et par år siden Bertrams sidste shoppingtur, så det kunne selvfølgelig være at han tog fejl, men det føltes som om Zirra var væk længe. Alt for længe… Han gik bare rundt i en halvtom, støvet lejlighed og rykkede rundt på de samme møbler, og puste støv af de samme flader, mens tankerne hvirvlede rundt i hovedet på ham. Hvor var hun? Bare hun ikke var forsvundet igen. Bare han ikke havde sendt hende i kløerne på nogle af hans mange fjender!?

Nej, umuligt… Bertrams eneste kendte fjender, tålte jo heller ikke solen…

Da han hørte hende tage i døren, trak han sig væk fra aftensolens stråler, der ellers tegnede en linje igennem rummet. Han smilte ved synet af hendes kønne ansigt. Stadig smilende, dog lidt overvældet af alle de ting hun havde slæbt efter sig, trådte han nærmere for at studere nogle af tingene.

”Jeg var begyndt at blive bekymret for om der var sket dig noget,” Indrømmede han, mens han drejede en skrabedimmer op for øjnene. "Men du havde bare travlt med at tømme hele markedspladsen?" Bertram havde aldrig været grundig nok i sin rengøring, til overhoved at vide hvad man skulle bruge en skrabedimmer til. ”Gik alt problemfrit?” Spurgte han så. Blikket hvilede på hende, roligt, men med en sulten glød i de trætte øjne. Han turde dårligt spørge ind til, hvad hun havde givet for alle de ting.

"Bertram." En lille kluklatter undslap Zirra. "Bare fordi jeg er væk længe, betyder det ikke at der er sket mig noget. Jeg er en stor pige - jeg kan godt passe på mig selv."
Men hun vidste jo godt, hvor frygten kom fra, og at den ikke var helt uberettiget.

Det tog en rum tid at forklare Bertram hvad tingene skulle bruges til. Ikke nok med at rengøring ikke ligefrem lå til vampyren, men han var også et par århundreder bagud på, hvilke ting man brugte bedst til opgaven, når man ikke lige havde en dampelemental ved hånden.
"... Så jeg tænkte, jeg kunne starte op, og så kan du tage en tur ud og lige få stillet sulten - og tage et par spande vand med und bagefter?" sagde hun. 
Solen burde være gået helt ned nu. Og hvis de skulle få noget fra hånden, skulle Bertram være mæt. 

”Jah, jo,” Bertram rømmede sig lidt, og måtte hellere være medgørlig og acceptere, at de havde forskellige opfattelser af hvor god Zirra var til at passe for sig selv. Han skulle nok bare vænne sig til tanken om, at Zirras livsstil var blevet roligere nu. Nu var hun hjemme igen.

Han var utroligt heldig med, at være sammen med Zirra, der tolerede hans egen, lidt dystrere livstil, at de kunne tale om hans behov for at jage, som var det helt acceptabelt og naturligt. Han smilte til hende og rykkede sig tættere på hende. Lod skrabedimmeren falde tilbage i kassen igen, og trådte nærmere, så han kunne læne sig ind og kyssede hende på panden. Han læber rørte hende kun flygtigt, selvfølgelig, da de over dagstimerne var blevet kolde igen. ”Jeg skal prøve at få klaret det hurtigt. Håber du er okay med at være herhjemme alene?”