Det mørkeblå blik fik en lidt mere lavmælt spænding omkring sig ved den retning som ordene tog, og han følte et lavmælt gys bane sig vej. Det var dog ikke ligefrem ubehageligt, det grænsede til iver, og Aldamar fik pludselig en smule travlt med først at møde det ulmende blik, og derefter anretningen foran ham med et begyndende smil, og en summende forlegenhed - eller spænding - et eller andet sted bagerst i hovedet.
Han rømmede sig en smule - fjernede det hak hans farlige øjne frembragte, og skubbede drillende til hans fod en under bordet.  Delvist for at rykke en smule på det næsten sultne glimt han anede; dén som fik hans stemme til at være hviskende lav, men intentionen brølende høj. "Jeg tror du har godt af tålmodighed" Og delvist for at lade ham vide, at han da ikke var alene. Ordene lavmælt tilbage, han kunne ikke lade være med at prikke lidt til ham, da det ellers ret ofte var den anden vej rundt. Og som sagt, var det ikke fordi at Fabian sad i en enmandsjolle. 
Men når det gjaldt tilbageholdenhed, havde han alligevel formået at mestre det en smule. Eller også var han bare mere vant til det. 

I sin opmærksomhed på hvor frygteligt meget han egentlig glædede sig til det lavmælte løfte manden var kommet med, overså han de første ord så godt som fuldkommen. Han ville bare bruge tiden med ham. Det var en fin formulering, og en Aldamar nok ville ærgrer sig over at have 'misset'. Men hans tanker var bestemt på de mere 'du skal nok få hvad du vil have', og han fik stukket lidt flere gafler ned i hans fisk, undervejs i samtalen, og sukkede lidt dramatisk. "Jeg havde ikke regnet med at Dianthos - igen - ville gøre mig så bevidst om.. " og han gestikulerede tvært imod muligheden for andre menneskers selskab, en smule irriteret over det ironiske i det hele. Det var typisk. 

Fabian følte at han havde været tålmodig. Mere end nok hvis man spurgte ham, men han var også godt klar over at det ikke helt var sådan tingene forløb sig når han var med Aldamar ude i et semi offentlig rum. Det eneste sted han kunne gøre som han passede sig var i Aldamars gemakker. De måtte meget gerne komme til det punkt meget snart, hvis Fabian havde noget at skulle sige til det.

Selv stak han også lidt ned i maden, som han lyttede til den behagelige stemme fra Aldamar, og et lille grin undslap skøgen, inden han tyggede helt færdig.
”Så du siger at Dianthos er problemet? Det ville måske være bedre hvis jeg tog til Zircon i stedet?” lød den drillende tone. Desværre var det også mere af dril end reelt forslag. Det var ikke fordi han ikke var villig til at tage sydpå engang imellem, men han så ikke frem til en uges tur hver vej, og så for at Aldamar nok dårligt ville have tid til ham alligevel. De var alligevel ikke den slags par. De… hyggede sig sammen. Det var ikke som om at Fabian ønskede eller kunne have en permanent plads ved Aldamars side. Det havde de begge to trods alt godt vidst fra det øjeblik de havde bestemt sig for at give det et reelt skud. Da de ikke kunne løbe fra hinanden mere.

Blikket blev slået op ved den drillende tone, og selvom Fabian nok ikke mente det, var det joh ikke et forslag som var decideret dårligt. På den front havde og var Aldamar ikke ligefrem en folkelig prins, og ligesom han ikke vidste meget om bønderne i Zircon, kendte de nok ikke forfærdeligt meget om ham, heller. 
Med et begyndende smil tog han en sidste bid af maden der var foran ham, og sank. "Mmmh? Zircon ville helt sikkert fjerne de bekymringer, og tilføje nogle helt nye" Sagt med en grad af velment sarkasme, og Aldamar løftede noget af den salat han stadigvæk undgik, op på spidsen af sin gaffel og studerede den i det levende lys. "Noget underligt noget, selvbevidsthed og frygt for konsekvenser, synes du ikke? Jeg er sikker på at jeg hverken er den første eller sidste til at træde ved siden af - og alligevel - føles det vigtigt, at opretholde facaden..." Prinsens ord havde en lidt filosoferende kant til sig, og det var nok ikke første gang han havde siddet og set sig tværs på konceptet 'andres meninger'. Men på et eller andet punkt, hang der nok sammen med hans behov for kontrol. Og herinde kunne han kontrollere, bestikke eller afpresse sig til tavshed, og samtidigt gøre nogenlunde elegant. At placerer dem imellem andre, fjernede alt hvad kan kunne håbe på at styre. Han kunne ikke kontrollere tanker. Men det behøvede han heller ikke, hvis de slet ikke havde grund til at "tænke de tanker, til at starte med.
Med en dæmpet klirren tippede han den så spidsen vendte ned imod tallerkenen igen, nidkært placeret imellem pege og tommelfinger, og låste de lysere øjne imod sine egne. 
Han tænkte vel sjældent på facader, hvilket nok også var en af de ting han fandt meget fascinerende. Han gjorde det sjældent kompliceret. 

Et grin undslap Fabian, men det var også fordi det føltes sikkert når der altid ville være bekymringer. Så var et vittigt forslag ikke noget der blev taget seriøst. Det var urealistisk at han nogensinde skulle flytte til Zircon. Han ville sikkert føle at det var kvælende, og Aldamar ville alligevel ikke have tid til ham. Hvad skulle han dog få tiden til at gå med? Desuden var deres forhold næppe af den slags hvor man gik op og ned af hinanden.

”Det lyder i hvert fald lidt tåbeligt,” var Fabian dog heller ikke bleg for at kommentere i et muntert tonefald, som han tog endnu en af bid af sin mad. Han havde fuld tiltro til at Aldamar ikke ville tage det så tungt. ”Vi kan i forvejen ikke kontrollere hvad andre tænker, så hvorfor ikke bare leve livet som vi ønsker det?” Det var selvfølgelig en tilgang som havde gjort at Fabian var endt i problemer mere end en gang, men det var nemmere. Hvorfor skulle man lyve og lade som om at man var en anden end den man var. Hvilket var ironisk, når han gerne gjorde det hvis han blev betalt for det. ”Desuden, hvad betyder alt den magt du har, hvis du ikke kan få bar et par goder ud af det.” Så som at han kunne have hvem han havde ved sin side. Det føltes helt tåbeligt at homoseksuelle forhold næsten var mere almindeligt i den almen befolkning, fordi det ofte ikke var ligeså vigtigt at få en arving. På mange punkter ville Fabian ikke bytte med Aldamars position. Han nød sin frihed her ned på det laveste samfundsfag. 

Det ville være spændende, sådan bare at skære sig fri. 
Bryde de opretholdte ægteskabsbånd, og måske endda ændre en smule på kutyme. Når det kom til stykket, var det en tiltrængt forandring, var det ikke? Hvorfor havde de så besnærende regler, i det hele taget? Og hvad afholdt Aldamar fra at vedkende sig en ret essentiel del af sig selv?
I en anden verden - den hvor at det heller ikke betød noget at være født ældst eller sidst, jah der ville han nok heller ikke have accepteret status quo, som værende status quo. Fristelsen til at opponerer imod traditioner, balancerede dog på en knivsæg. En hvori det handlede om ikke at skuffe sine forældre, eller vise svaghed for sine alliancer. Og han kunne ikke håbe på at fremstå seriøs, med en skøge som en valgt partner. 
Der var for langt imellem de socialgrupper. Hvad havde han tænkt på, dengang? 

Smilet om hans læber talte sit eget sprog for hvad han havde tænkt på, Fabian var besnærende, og Aldamar lænede sig nysgerrigt frem, et lidt skævt, flirtende smil i mundvigen. Så simpelt var det bare ikke. Det kunne det da ikke være, selvom tanken var sød. "Jaså? Hvordan reagerede din omgangskreds, da du fortalte dem.." og han gestikulerede lidt sigende imod manden selv, da han både mente hans seksualitet, hans erhverv, hans interesser... jah generelt hele ham. ".. og du var bare ligeglad? Eller bare uden skam?" det var joh næsten inspirerende... og en eller anden dag, kunne de måske mødes mere på midten der også. 
Aldamar bar skam (eller kritik) nok for dem begge, og vidste ikke engang hvorfor. Fordi den var aldrig til syne når det kun var dem, men blomstrede i giftig opmærksomhed udefra. 

Det var meget at pege på på en gang. Fabian var trods alt mange ting. En skøge, interesseret i de fleste racer og køn, og bare helt igennem sig selv, på en måde hvor visse folk slet ikke kunne have det. Det var selvfølgelig også ganske sjovt, når Fabian ikke havde et behov for at dingle det i ansigtet på folk, fordi de provokerede ham. Men der havde han nok også altid haft mere frihed i sit liv. Det var ret tydeligt at han ikke var som sine søskende relativt tidligt.

Han lænede sig lidt over bordet, med et kækt smil på læberne. "Hvor mange i min omgangskreds tror du reelt at jeg havde et nært nok forhold til, til at jeg var bekymret over det?" spurgte han med et rystende hoved. "Vi var bare en bunke drenge der hang ud sammen. De kendte mine præferencer lang tid før de fleste." Han havde ikke holdt tilbage med sine tilnærmelser, og der var lidt blevet en 'nå ja, det er bare Fabian', når han tilbød at hjælpe hans venner på den ene eller anden måde. I det mindste kunne han også stoppe når de reelt bad ham om det.
"Desuden, jeg tog alligevel fra min hjemegn, så hvad end de kunne have sagt ville næppe have generet mig." Ikke at han præferencer havde været skyld i det, men det havde været nemmere. Der havde ikke været et pres omkring at stifte familie så. Men i sidste ende var det jo ligeså meget hans bror han lidt havde flygtet fra, da han ikke kunne tage det mere.

Aldamars blik blev en smule mere nærværende, og han følte sig i øjeblikket fuldkommen låst af hans velkendte stemme, der skubbede omgivelserne lidt mere i baggrunden for adelsmanden. Han have   Reelt bekymret. Ordet var så simpelt, og alligevel ret håbefuldt. På mange måder var det et scenarie han selvfølgelig havde forestillet sig ske i den 'almindelige' hverden, og han vidste godt man ikke måtte føle jalousi omkring det. Det virkede bare som så dejligt, simple fornøjelser. 

Aldamar sippede en tår mere af glasset, men brød ikke øjenkontakten før glasset ramte bordet, og han næsten konspiratorisk kiggede lidt sidelæns. "Så din løsning er stikke af?" ordene var ikke seriøse, selvfølgelig ikke, og sagt med en ikke særlig anklagende klang til sig. For det var en ligedele sjov og forfærdelig historie, hvordan adelige medlemmer stak af for kærligheden. Man kunne virkelig ikke løbe fra sit ansvar, selvom Fabian nok ville have gjort den beslutning lettere, og Aldamar virkede lidt afventende i stolen. "Jeg kan ikke være ligeglad. Men måske lige i aften?" de kunne danse af for en aften, og så ville hverdagen alligevel komme bankende på døren imorgen. Som det plejede. Tanken var dog tillokkende - han havde en måde at få det hele til at føles mere ligetil at gøre. Droppe maden og komme videre? Det var uhørt at bryde etiketter, men det var en fejl han kunne gøre igen-igen. Tage en friaften - finde et andet sted at sidde, fremfor støvede aftener fordybet i opgaver. Selvfølgelig. 

Fabian kunne ikke lade vær med at grine lidt af forslaget. ”Det virkede da i hvert fald for mig,” pointerede han drillende, selvom han godt vidste at det næppe blev aktuelt for Aldamar. Fyrstesønnen ville aldrig kunne finde på at løbe væk fra sine pligter og det havde Fabian også vidst da han indgik i dette forhold med ham. En ting der havde virket som en ganske fint for et år tilbage.

”Men måske en aften er nok til at føle friheden for nu?” tilbød Fabian. For selvom han værdsatte den fine middag som Aldamar havde sørget på til hans fødselsdag, og alt hvad det bragte med, så var der trods alt kun en ting Fabian havde ønsket sig, uanset hvor pladderomantisk det kunne lyde, så var det Aldamar. ”Har du lyst til at løbe væk med mig for en aften?” Det drillende smil var på hans læber, men han havde ingen forventning om at Aldamar reelt havde planer om at gøre det. Måske vandre Dianthos’ gader alene, men der var ikke mange steder de kunne tage hen så det føltes som om at de løb væk. Måske Fabians lejlighed, m en det blev over hans lig, hvis han skulle være ærlig. Aldamar ville få et føl hvis han opdagede Fabians levestand, så det havde han ikke tænkt sig. 

Blikket der betragtede Fabian, havde en næsten afventende kant til sig. 
Ventede han virkelig på spørgsmålet? Nej, det kunne ikke være dét som der skete, og alligevel... lænede han sig frem imod det, med åndedrættet en anelse tilbageholdt på læberne. Det var et dumt forslag, en fjollet tanke og måske... måske en aften er nok, til at føle friheden for nu? Aldamar greb sit glas, og løftede det op til læber. Har du lyst? Og han følte læberne glide over tænderne i et smil, om han havde lyst, førhen han vippede bunden i vejret på glasset, lidt beslutsom omkring det næste der skete. 
Ganske rutineret, og alligevel ret atypisk fik han drukket den sidste væske, inden at han med et lille 'uff' satte det fra sig. Smagen brændte lidt, det var evigheder siden han havde drukket noget så hurtigt. 
Men han ventede ikke mange sekunder førhen han kiggede op, og i et friskt smil, lavmælt men fast fik sagt "Jah selvfølgelig" 

Hvorhen? Det var lige meget. Nu hvor beslutningen var truffet, skubbede han sig fra bordet de sad ved - de barnlige rester af salat hængende skyldigt omkring salaten. Jah hvis bare det kun var den man løb fra. Men han virkede ikke til at tøve særlig meget, da han fik snurret omkring til stolens ryglæn og greb jakken der havde hængt der. Hvorhen? 
Hånden rakte inviterende ud i hans - eller også greb han Fabians, han var faktisk ikke helt sikker - men legede med tanken om at få opsøgt et eller andet teleporteringslaug, portaler eller andet magi, som måske ville kunne sende dem et andet sted hen end Dianthos. Eller, de sagde 'hul i det', og så hvad byen havde at byde på. Han var alligevel gift. Hvad var det værste der kunne ske, foruden at han mødte nogle han kendte, eller nogle genkendte ham eller-
Og han brød det af. Ikke i aften, et (friskt) gåpåmod hængende omkring de mørkeblå øjne. 

Det var noget tilfredsstillende der løb igennem skøgens krop, som han så Aldamar samle bolden op, for jo, de kunne vel ligeså godt udnytte at være alene for en aften. Ligeledes tog han også sit glas og tømte det, og rejste sig op sammen med Aldamar. Det var ikke fordi han ikke værdsatte hvad der var planlagt, men var Fabian en for planer og store gestusser? Næppe. Han ville bare nyde sin tid, og i det her tilfælde sammen med Aldamar. Det var alt alt for lang tid siden.

Hans hånd var hurtig til at gribe Aldamars, med et kækt og dog kærligt smil på læberne, mens den anden greb den jakke han selv havde haft med, selvom det ikke var noget han brugte specielt. Og så hev han Aldamar med sig ud på gaden, ligeglad om fyrstesønnen allerede havde betalt eller ej. De skulle bare ud og oplevet noget. Bare være dem for en stund og lade Aldamar føle at han kunne være sig selv.
Han tænkte heller ikke over hvilken vej de gik, som han bare hev Aldamar ned af gaden, hans hånd varm imod hans, men de nåede ikke langt før Fabian begyndte at føre dem ned af en af de mindre sidegader, og det var først da han var sikker på at de var gemt i mørket af det hele, at han pressede Aldamar op mod en af murene. Han havde ikke behov for noget seksuelt, men han havde behov for at smage den anden mand og blive mindet om hvorfor han så gerne havde ville virkelig kysse ham hele aftenen.

Det var måske ramt lidt ved siden af, når det handlede om de tanker Aldamar havde gjort sig omkring fejringen. Jah måske var det blot endnu en understregning af hvor forskellige de egentlig var, skulle man se lidt filosofisk på det... Aldamar sigtede efter pænere beværtninger, Fabian levede i kro-hjørnerne. Fyrstesønnen værdsatte det planlagte, følte ofte at han druknede i kaos. Og Fabian dansede igennem det, et flirtende smil på ubekymrede læber imens han bød op til dans på ny. For underholdning, for krystaller eller bare for sig selv.

Og kontraster til trods, greb Aldamar alligevel den andens hånd, for at blive trukket med i en dæmpet latter. Med udenfor, med videre, med til noget andet. 
Villig nok til bare at følge den lidt højere skikkelse, og der tempo han satte, men hurtig til at komme op på siden af ham. Med en lidt spørgende mine klemte han den varme hånd imellem sin egen, men nåede ikke reelt at spørge 'hvor' da det gik op for ham at Fabian havde sat en retning. Måske ikke et mål, men i hvert fald en kurs, som hurtigt ledte til lidt mindre befærdede sidegaderne.  Så hjertet slog lidt hårdere, bankede insisterende mod brystet så han begyndte at blive i tvivl - han kunne umuligt være den eneste der hørte det - men tankerne knækkede i et sus af luft af, da han i et lille 'heh' nu følte ryggen ramme muren bagved ham. Jah. 
Og han følte en kriblende fornemmelse af blodet der skød en anelse til hovedet, over den iver der lå bagved skøgens faste greb. 
Næsten naturligt vinklede Aldamar blikket opad, den frie hånd på vej ned omkring kæben i det brændende kys, og den anden- 
Han havde fuldstændig glemt den anden hånd.

Den var åbenbart stadigvæk fanget imellem Fabians hænder, og Aldamar 'kæmpede' en smule insisterende (nok mere drilskt) for at få den fri - han ville have ham tæt - men gav i sidste ende op, jah egentlig okay med at overgive den til Fabian. De stod trods alt tæt. Og den var et lille offer, når han med brændende læber, trods alt havde fået noget bedre ud af det, end bare at mærke hans fine krop. Det skulle han nok nå.
Mørkeblå øjne skævede derpå endelig en anelse op, da han følte kysset bryde mere af, noget blødt bagved den ellers overlegne mine der farvede de mørke øjne lidt op. "Ahh.. var det egentlig bare en fint formuleret undskyldning, for at kunne nå til det her?" Smilede han, brynet på vej op i et 'hmm'

Som Fabian havde presset sig helt op mod Aldamar, læberne milimeter fra Aldamars inden at han kyssede ham på læberne som en sultende mand, hvor Aldamar var det eneste der kunne stille det. Hvilket det også til dels var det. Han havde savnet måden hans krop føltes på når han var i nærheden af fystesønnen og ikke mindst den gnist der altid var imellem dem når de kyssede. Uanset hvor pladderromantisk det var, så var det kun virkelig med Aldamar, at Fabian havde opdaget hvor meget bedre noget kunne være, når man gjorde det med en man holdt af. Ikke at han ville sige det højt med ord der mindede om det.

Et lille grin undslap Fabians læber, som Aldamar trods alt spurgte om det hele bare var en undskyldning. Der var et glimt i Fabians øjne, men det var ikke som om at Aldamar kunne se det meget, som hans mund bevægede sig hen i små kys af Aldamars kind og mod hans øre.
”Når nu jeg havde muligheden, så ville jeg da ikke lade den gå forbi,” hviskede han direkte ind i Aldmars øre, og en lille nippen i hans øreflip, inden han, bare tog et skridt bagud, og gav fuldstændig slip på Aldamar. Et drillende smil nu på hans læber. ”Men hvis du ikke vil have det, så skal jeg nok lade vær med at presse mig på.” Som om at det var sandheden bag det hos nogen af dem. Ligeså meget som de nød hinandens selskab, ligeså meget nød de trods alt også det mere fysiske. Men nu når han havde fået hvad han havde søgt ind i smutvejene for at få, så kunne han godt gå tilbage til at drille fyrstesønnen.

Det var nok en smule selvisk, sådan som Fabian formåede at på en og samme tid stille sin sult, og kun gøre Aldamars egen, værre. Med alt for overlegne bevægelser fik han faktisk adelsmanden til næsten at stivne - ikke af frygt - og forventningsfuldt føle små myrekryb kravle ned af hans nakke. Den slyngel. En lidt besværet lyd gled ind imellem hans tænder da han hev vejret ind, og Aldamar nær gyste ved den lavmælte hvisken. Så forbudt. 
Men lige godt hvor han nåede at tro, at Fabian faktisk ville gøre noget ved det, trak han sig selvfølgelig, latter hængende omkring de gnistrende øjne. 

En noget protesterende lyd skulle lige til at presse sig ud af hans læber, inden at Aldamar slugte den - nej umuligt at han skulle have det så let, og i stedet rystede hovedet (og tankerne) på plads igen. "Dig? Ikke presse på?" grinte han, og rakte ud efter den anden mand næsten ligeså hurtigt som han trak sig. Det burde joh nok have været i nærheden af; mig, ikke ville have det - men så let ville han ikke give efter. Eller, prøvede i hvert fald. "Du kan lige vove" tilføjede han lidt mere dæmpet, øjnene smallet truende sammen og et fast greb om den hånd, og det nærvær, som Fabian truede med at trække væk fra ham. Nej, aldrig. 
Sagde han i hvert fald til sig selv - og ordene var lette for Aldamar, når de stod her sammen. Så lette at man da også gerne troede på dem, realiteter til trods. 

Legen var næsten ligeså god som belønningen. Det havde den i hvert fald været i de tidlige måneder af deres relation. Men det var endnu sødere nu, fordi Fabian var garanteret en udbetaling i sidste ende, for de to mænd havde ikke kunne holde hænderne fra sig selv fra det øjeblik som Aldamar endelig havde givet efter.
Det var dog heller ikke som om at Fabian fik lov til at træde langt væk, og en lav latter undslap den ældre mand, som hans øjne ikke forlod Aldamars. Han havde trods alt noget af en svaghed overfor ham.

”Man skulle næsten tro at du gerne vil have at jeg presser på,” sagde Fabian næsten hviskende, som han tog skridtet tilbage ind, så de kunne mærke hinandens varme mo hinanden. Hans hoved lidt lænet ind. Tæt nok på at Aldamar kunne stjæle et kys skulle han ønske det, men ikke tæt nok på at Fabian helt virkede til at ville gøre det endnu. ”Eller vil du måske have noget mere? Har det været nogle hårde måneder?” Fabian ville nok ikke indrømme det, men det havde det nok alligevel også været for ham. Det var derfor han så desperat havde savnet den anden mand, selvom han ikke ville give det til kende. Det irriterede ham næsten hvordan Aldamar var kommet under hans hud på den måde. 

Lige meget hvor ofte Fabian lokkede, virkede det næsten altid som om at Aldamar prøvede at bibeholde et vidst form for anker af arrogant stolthed. Et holdepunkt - noget han kunne vedkende sig, når han (samtidtigt) knap nok genkendte den glæde Fabians selskab bragte med sig. Eller, han genkendte den ikke omkring sig selv, da Aldamar ellers altid virkede som en stenstøtte af træls rationale.. på alle andre områder end skøgen. Man valgte vidst ikke sine synder? 
Aldamar havde aldrig troet at hans synd var lyst. Og det var den måske heller ikke længere, når det handlede om Fabian - men den havde som en stormflod startet sådan. 

Næsten lidt masochistisk strakte Aldamar sig frem imod ham, men stjal hverken et kys eller kærtegn, da han smilede imod den andens læber, men holdt sig lige på kanten. De kunne sagtens lege katten efter musen. Og med en brummende, rumlende lille latter, gled den ene hånd kærtegnene op i det lyse hår. Holdt ham tæt, han følte ikke meget skyld ved det. Så han ikke pludselig stak af, og Aldamar sukkede lidt 'misfornøjet'. 
"Du er så konsekvent" klukkede han, og varmede sig alligevel ved nærværet af den anden. Han havde virkelig savnet ham, men sagde det ikke, da han i stedet tsk'ede lidt rettende. "Det har været nogle hårde måneder. " indrømmede han, men med et toneleje der ikke afslørede at de problemer ligeså meget handlede om hans savn til den blonde mand, som det handlede om hverdagens krav, og de voksende stier han burde betræde. Familie, arv, slægt og valg. Aldrig havde de ord vægtet så tungt som nu, og alligevel... 
.. lod han det ligge, da han til sidst ikke kunne lade være, og prøvende skubbede ham lidt længere ned fra hånden i nakken, så han kunne mærke mere end hans kropsvarme. 
Ikke at her var hans foretrukne sted at flå tøjet af Fabian. Her var lidt beskidt, og så sulten var han heller ikke - sagde han i hvert fald formanende til sig selv. 

Fabian kunne mærke Aldamars ånde mod hans læber. Mærke varmen den anden mand udstrålede og enhver fiber i hans krop ønskede at lukke mellemrummet mellem dem, men ligeså lidt som Aldamar gjorde det, ligeså lidt gjorde Fabian det også. Det var en leg, og han kunne godt være vedholdende overraskende længe hvis han endelig ønskede at være det. Det var næsten forventningens glæde der var det største, og i sidste ende fik han det trods alt. De havde næppe travlt.

Hans fingre gled over det fine stof, og hænderne landede på Aldamars hofter, under jakken for at komme så tæt på den varme bløde hud som Fabian ønskede at opsøge. Næsten mælkehvid, som Aldamar aldrig rigtig virkede til at få nok sol. Typisk adelige, hvis Fabian selv skulle sige det.
"Så er det godt, at du ved hvor jeg er," lød de hviskende ord, lige inden han lod Aldamar hive hans hoved ned, så han endnu engang kunne smage fyrstens læber. Det var grådigt, men dog kærligt, og Fabians arme fandt vej om Aldamars lænd, for at hive ham tættere ind på sig, så de kunne mærke hinanden. Fabian var ikke for fin til at gøre det lige her og nu, skulle det føre den vej, men selv med de dovne, blide kærtegn, så virkede det trods alt ikek til at Fabian pressede på til at de skulle forsætte her. Han kendte til Aldamars præferencer, og han kunne være tålmodig, vente til at de var et mere passende sted... og hvis de virkelig trængte.... så var der visse ting de kunne gøre der ikke var ligeså voldsomme som at begynde helt at afklæde sig i en gyde.

Selv da han trak sig væk for at få lidt vejret, var det dog ikke mere end blot et par centimeter. Deres åndedræt stadig mikset mellem dem, og Fabians blågrønne øjne skinnede i et fornyet skær. Han havde savnet ham, og han følte sig ikke helt klar på at give slip på den anden mand, selvom det næppe var meningen at han bare skulle stå her og nyde den andens mand nærvær. "Hvad har du lyst til?" hviskede han spørgende. Det var vel ligeså meget en aften for at lade Aldamar føle sig fri, som det var Fabians fødselsdag.

Fyrværkeri - det var hvad han følte, selvom han ikke helt vidste hvordan (eller om han nogensinde kom til) at beskrive det. Det var varme, og det boblede indvendigt, som når tidevandet hævede sig og skubbede sin intention ud i kroppen. Til fingerspidserne, der normalt føltes kolde og bedøvede, og til kinderne, der svagt fik en mere rosa farve tintet over kindbenene. 
Og til kroppen, der summede under de mere ru fingerspidser som han efterhånden kendte alt for godt, og som gang på gang formåede at få lokket sandheder ud af ham. Enten fordi han ville noget, som Fabian havde fået aflæst før Aldamar havde fået italesat det... 
... eller som nu, hvor at hænderne var et anker om lænden, der holdt ham fast i den flodbølge af velbehag, han ellers var tilbøjelig til at flyde væk i. 

Åh han vidste lige præcis, hvor at Fabian var. Med en hånd på vej ned af siden på ham, og den anden lidt nulrende ind imellem de blonde lokker, var han her, uendeligt meget til stede og lige her. 
Selv med ikke mere end få centimeter imellem dem, var han stadigvæk lige her, og Aldamar varmede sig ved nærværet, et ligedele fascineret, men også kærligt blik over de blågrønne øjne han kendte så godt. Og han kunne se, at det var gengældt. Øjnene løj aldrig, og Fabians var et spejl til den letdelte glæde, han så ofte levede sit liv efter. Aldamar hørte en overvejende brummen vibrerere fra brystet, og måtte holde sig selv i skindet for ikke bare at læne sig lidt mere ind i omfavnelsen, og i stedet faktisk prøve at finde ud af hvad han ville, foruden Fabian. 
"Hmm... jeg vil gerne se det cirkus, som holder til ikke langt udenfor Dianthos. Jeg har hørt de har ildgøglere, formskiftere, elementbetvingere - og" en lidt dramatisk kunstpause, og de mørkeblå øjne gnistrede med en lidt mere barnlig iver, selvom han prøvede at holde den 'cool'. 
"- og måske de også har lidt magiske væsner med sig. Har du nogensinde prøvet at flyve?" og han løftede spørgende det ene bryn. 

Imens, flettede den ene hånd sig ind imellem Fabians, og gav ham et lille, drillende klem. Hvis ikke, var det helt sikkert noget de skulle prøve sammen. 
Han havde ikke selv prøvet det i evigheder. Ikke siden... jah, evigheder siden. 

Det var efterhånden lang tid siden at Fabian havde forsøgt at skjule glæden han fandt ved Aldamar, men måske hvis han vidste hvor åbenlyst det var i hans ansigt og i hans øjne i disse stille stunder mellem de to af dem, så ville han føle sig lidt mere blufærdig omkring det. Men det hele var bare druknet i glæden over at være her. Over at føle varmen, og mærke summen, og måden følelserne miksede sig med lysten, og bare behaget i at være med fyrstesønnen. Det var som med ingen anden, og Fabian var næsten også sikker på at han aldrig ville føle det her igen med nogen anden.

En lille bekræftende brummen kom fra Fabian. Ikke hvad han havde forventet Aldamar ville nævne, nu når de havde hele verdenen foran sig, men han var ikke ligefrem skuffet over det. Det var lang tid han selv havde været i et cirkus, det var ikke noget han gjorde sig meget i, og han klemte lidt Aldamars hånd som de stod der, og han tog overvejelserne til sig.
"Nej aldrig," indrømmede Fabian. "Men jeg har hørt lidt here og der omkring cirkusset. Det skulle være lidt af en oplevelse," medgav han, og løftede så Aldamars hånd op, der stadig var flettet med hans egen, og gav den et lille kys, nu når Aldamars læber ikke var på hans mere. "Det er vel ikke et sted du normalvis kan gå uden at vække opsigt." Hans øjne funklede i den lave belysning, for tanken om at hive Aldamar et sted hen, som han ikke burde være, var noget så tiltalende for skøgen.

Det var en af de ting man sjældent kunne tage sig (eller finde) tiden til, og det virkede som en fjollet, men også spændende ting at bruge deres tid på. Kontrasten imellem hverdag og nu var måske en smule magisk. Det var let at lade sig fortrylle. Og selvom en lidt mere pessimistisk realistisk del af ham vidste at der selvfølgelig var mere luskede sider af enhver landhandel - og han nok skulle holde krystallerne tæt, hvis ens fordomme da skulle tælle for noget. 
Men det var lige meget. 

Aldamar fulgte hænderne der løftedes op til læberne med blikket, betaget af den blide bevægelse, lidt paralyseret i den romantiske gestus, førhen han mødte de funklende øjne. Det var ikke et spørgsmål, det var en konstatering, og den skubbede til de små gløder af rebelskhed der var, når han med et lille nik gav ham ret. Nej, det var ikke stedet man gik som adelig, hvis folk havde en idé om hvem han var. Men Aldamar boede ikke i Dianthos mere. Og et eller andet sted, fik Fabians blik ham til at være mere vovet med konsekvenser - eller i hvert fald se det spændende i at udfordre skæbnen lidt - en gang imellem. "Nej" smilede han, og flettede (selvom det fingrene fri for lidt mere drillende at gribe fat om hagen og . "Så.. en oplevelse for to" hvilket mindst ligeså meget var mere af et retorisk spørgsmål, end et reelt, og Aldamar lænede sig frem i et hurtigt lille kys, inden at han med en lille latter trak sig bagud, for at trække ham med sig videre, ud på gaden. Og udenfor Dianthos. 

Fabian nød at tage Aldamar hen hvor ingen anden kunne, også selvom de næppe var forberedt nok til at de kunne gøre noget ved hvordan Aldamar så ud. Der var intet galt i det, men som Fabian ikke helt kunne stoppe sit blik fra at vandre, så måtte han erkende at fyrstesønnen endnu engang var klædt noget pænere på end hvad godt var for de her udflugter. Men de måtte jo gøre hvad de kunne med hvad de havde ikke?

Kysset var ikke mere end et tryk af læber, noget der fik Fabian til at føle sig grådig, som han havde lyst til at hive Aldamar tilbage ind til sig, så han kunne få endnu et, men han lod vær. I stedet for så ekkoede hans egen latter i Aldamars, som han lød fyrstesønnen trække ham videre, væk fra deres lille skjul i de dystre gågader, hvor Fabian trods alt havde haft muligheden for at få en stund alene med ham. Ganske vidst boede Aldamar ikke i byen mere, men derfor var det nok stadig ikke godt at blive set med en skøge på den her måde.

De smallere gader blev snart erstattet med større, og så flere og flere mennesker, som virkede til at have lidt samme retning som de havde. Det var lang tid siden at Fabian havde besøgt et cirkus, og hans nysgerrige øjne landede på manden ved hans side. "Har du nogensinde været til et cirkus?" spurgte han. Hvor meget på udebane ville Aldamar egentlig være på?