Selvom Aldamar sagde han kunne lide at eksperimentere med det, så havde Fabian faktisk sjældent set ham sætte det op. Normalvis var det løst, noget han elskede, og han vidste da godt at det blev plejet.
Der var dog noget sødt over så uskyldig en fritidsinteresse det nu engang var. Han kunne godt forstille sig der, men det var også primært når man tog Aldamar væk fra hans position som fyrstesøn. Noget der var nemt når det kun var de to af dem sammen. Den anden side var dog noget han sikkert ville se meget mere af over de næste par dage.

Han smeltede lidt ind i det blide tag omkring hans skuldre, som alligevel prøvede at massere ham bare lidt. En lille brummen lød fra Fabian for at erkende at han havde hørt hvad Aldamar havde sagt, og smilet blev kun bredere som han mærkede kysset mod sin kind. Et smil han ikke rigtig kunne skulle, som de stadig kunne se hinandens ansigter i spejlet.
”Du har nu aldrig spurgt om du måtte,” sagde Fabian leende, og lagde sine hænder over Aldamars og lænede sig lidt tilbage i omfavnelse. ”Jeg kan nu godt lide at blive pillet i håret, så det er heller ikke fordi jeg vil sætte mig imod.” Hans blågrønne øjne funklede lidt, og i det her øjeblik, så føltes alting bare så nemt. Han prøvede om ikke andet at fange Aldamars blik i spejlet, men ellers gjorde han ikke meget mine for at rykke sig fra sin plads. 

Fabian rykkede sig næppe væk, og det faldt i god jord når Aldamar samtidigt også valgte at forblive stående så tæt på ham, som han kunne slippe afsted med. Det var virkelig med at trække de sidste minutter ud i langdrag, og han ville til hver en tid stå fast i at det var det rigtige at gøre, og i den grad også det rigtige sted at være. Lige her. Lige her, hvor at han med et indvendigt lille suk lod hænderne glide over hans, og følte at Fabian lænede sig tilbage. Smilet over læberne, var ligesom Fabian's eget... så langt fra skjult som det kunne være. 
"Det regnede jeg heller ikke med" mumlede han dertil lavmælt. Det ville komme som en overraskelse, hvis det var noget der gik ham på. 

Sådan stod han faktisk i noget tid, og lod den genkendelige duft såvel som følelse mane ro i den tidligere (mere) anspændte krop. Det var nemt at skubbe på afstand, lige nu, men han var ikke i tvivl om at det ville komme tilbage når de nærmede sig den endelige ceremoni. 
I små 2 sekunder var det at armene knugede ham en smule tættere, inden at han atter løsnede - dog ikke for at fjerne sig væk fra bagved ham. "Du burde nok også snart komme afsted, så du undgår at møde fyrstinden på vejen.." ordenes lavmælte budskab blev slet ikke bakket op af nogen form for villighed til faktisk at følge op på dem, og Aldamar gjorde ikke mine til at han skulle afsted, selvom det nok var det smarteste. På et egoistisk plan, så.. ville han selvfølgelig  ikke. Det havde aldrig været en hemmelighed, det ville det aldrig blive, så han gjorde intet for at fremme det. 

Der var i forvejen ganske få ting som Fabian satte sig i mod når det kom til Aldamar, og dermed var  det vel også lidt nemt for Aldamar. Med det i mente, så kunne Fabian nu heller ikke forstå hvorfor Aldamar dermed også stadig var bange for at få et nej fra ham. Som om at det var et problem at bede om lidt mere tid fra ham. En ting var hvis han selv havde travlt, men for det meste var det jo et ja der ville falde fra den blonde mands mund. Han nød de øjeblikke de havde sammen, og der var ikke meget af en pligt til hans arbejde, når han vidste at Aldamar alligevel sneg ham krystaller når han kunne.

Fabian lod stilheden sænke sig om dem, og nød blot at blive holdt om af Aldamar, og de få øjeblikke af ro og nærvær han nu engang kunne få. Hans øjne lukkede sig lidt i, men han gjorde ikke noget for at ændre på deres position, ikke lige nu. Det var først da Aldamar begyndte at snakke igen og de blågrønne øjne slog sig op igen, og et næsten lidt trist smil brød frem på læberne. Han havde ikke lyst til at gå.
”Det… ville nok være for det bedste,” var dog de lavmælte ord der kom tilbage. ”Jeg har ikke lyst til at blive nedstirret af hende på din bryllupsdag.” Denne her gang vendte han sig dog lidt om i sædet, men det var mest så han kunne få vendt hovedet lidt mere mod Aldamar, og rigtig nyde de få sidste syn af ham, inden de blev nødt til at give slip på hinanden. 

De triste smil havde været at forvente. 
Og i den følelse, var det at et mere vemodigt smil også blomstrede frem - men han vidste at det trods alt kun var for et par timer, og hvis man strakte den lidt (og hvis han ikke formåede at finde ham i Zircon), så et par dage Det havde de gjort før, idag var absolut ingen undtagelse. 

Alligevel så føltes det bare lidt sådan. Aldamar lod manden vende sig i de lyse arme, for med et glimt i øjet at nikke, det vemodige smil til trods. "Nej, det kan være lidt... hårdt at blive mødt med" han kendte nogenlunde til det blik som han snakkede om, og selvom fyrstinden var en kærlig skikkelse, så bar hun en helt specifik aura af magt og skarphed. Man kunne kun håbe på at efterligne den, en eller anden dag i fremtiden... måske det kom med kronens vægt. Måske ikke. "Men hvem ved - måske kan hun ikke engang genkende dig" ikke at han regnede med at hun ville glemme den blonde mands ansigt. En mand kunne dog håbe. 
Med det sagt, så var det at Aldamar's skikkelse rettede sig op. Hånden dansede over armen, op til skulderen og til sidst under hagen, og et mere oprigtigt, forventningsfuldt smil brød frem. Det her kunne være meget værre, og det vidste de nok begge. At Fabian ikke var nogen hemmelighed for Adena, var bedre end at han var en hemmelighed for alle; Aldamarrystede det af sig, og lod den rastløse fornemmelse om hvad der skulle ske, blive skubbet - nej nok nærmere tvunget bort. Intet ville gå galt i løbet af dagen, festlighederne burde blive afviklet som planlagt. Det skulle nok blive perfekt. 

Fyrstinden havde i hvert fald ikke være synderlig imponeret over Aldamars valg af elsker, det var Fabian i hvert fald sikker i, men hun havde trods alt ikke sat sig imellem det. Han kunne dog kun begynde at forstille hendes sande følelser om ham og det forhold de to af dem havde indledt. Ja, det var altid bedre at undgå forældrene, for så kom det i hvert fald ikke i klemme. Fabian havde nu heller ikke behov for at indblande sine egne forældre i det de to af dem havde imellem sig.
Måske Fabian ville have haft det nemmere med Fyrstinden, hvis han ikke specifikt gik efter ikke at pisse hende af. Et eller andet sted så vidste han at det var vigtigt at han ikke fremstod som et komplet røvhul mod den ene person Aldamar sikkert ville lytte til, skulle hun stille krav til at de ikke skulle ses.

”Jeg kan sørge for at hun ikke kan genkende mig, hvis det er,” lød de drillende ord i stedet for. I stedet for at tage hånd om den sky der var kommet over dem ved at de vidste at hun var på trapperne.
Et lille suk kom fra skøgen, men som Aldamar gav slip på ham, så lod han sig også endelig rejse fra stolen. Hans blik flakkede mod døren. Det var tid, uanset hvor meget han hadede det. ”Men så… ser jeg dig vel en af de kommende dage,” hviskede han, og trådte en sidste gang ind mod Aldamar til hvad der for nu ville være det sidste kys. Han havde lyst til mere, men han kunne ikke tillade sig at være grådig på en dag som denne. 

En underholdt lille latter kom fra Aldamar, der i sit enige sindelag gav ham så evigt ret. Selvfølgelig, selvfølgelig kunne han det, hvilket nok var noget af det mest fantastiske ved hans evne. Et sikkerhedsnet fra starten af, men i de her tider, så også en forsikring om at det nok aldrig ville blive helt umuligt. Man kunne blive nok så doven når det kom til foranstaltninger, men i sidste ende... så var fyrstesønnen sikker i sin sag, når han romantiseret mente at intet helt ville kunne holde dem fra hinanden. 
Meget romantiseret, og virkelig en verden af muligheder som ikke nødvendigvis fandtes. 

Det blev dog ikke tænkt lige i det her øjeblik, hvor at han med samme vemodighed som Fabian selv, følte hans modvilje imod at gå. Det var et fastere greb der listede sig over mandens side og om bagved ryggen, da han trak ham tættere i det kys der fulgte med. "Jeg er en af hovedattraktionerne, selvfølgelig ser du mig"
Lænet ind imod ham, var det en (efterhånden) genkendelig varme der skyllede igennem hans krop, og en fantastisk hjertebanken som fulgte med; Aldamar's øjne gled i af reaktion, men åbnedes næsten en anelse på klem i nydelsen. 

Han var ikke let at lade slippe ud af døren der. Derfor var det også at Aldamar holdt det så længe som han kunne, og selv når - eller hvis - Fabian trak sig tilbage, ville han være hurtig til at lade fingrene holde ham tæt ved livets smallere linje. Livslinje? Det føltes nogle gange sådan...

Uanset hvor meget Fabian godt kunne se at han skulle se at få gang i fødderne, og komme ud af palæet, så var det bare som om at han smeltede lidt hver eneste gang Aldamar ikke helt ønskede at give slip på ham. Hvorfor skulle Fabian også være den fornuftige? Det var altid så meget nemmere når det var den anden der skulle være det, og man selv kunne være den der lidt krampeagtig holdt fast i den anden, fordi man ikke havde lyst til at forlade deres lille boble.

Hele hans krop skreg om at han ikke ønskede at give slip på Aldamar, ikke endnu, og derfor var det ligeså naturligt at hans egen arm også greb fat omkring Aldamar for at holde ham tæt. ”Men det store spørgsmål er om du ser mig,” hviskede han. Det ville nok aldrig være svært at finde Aldamar. Bare kig efter hvor der var en masse folk der omringede ham. Det var i hvert fald sådan Fabian mentalt forstillede sig festen ville gå, og dermed hvorfor de ikke ville have meget tid med hinanden.

”Jeg troede jeg skulle gå,” hviskede han lidt, men til trods for de ord, så strammede hans eget greb om Aldamar også bare lidt mere. Han var tydeligvis ligeså lidt villig til at gå som Aldamar var til at lade ham gå. Han kunne godt lide denne her følelse, hvor han følte sig så… eftertragtet. Et eller anet sted burde det havde poseret et større problem for ham, og hans idé om at blive kvalt i et forhold, når han ikke måtte gøre hvad han ville. Måske det bare var anderledes, når man også selv lidt ønskede det. 

Der blev ikke lagt meget handling bagved ordene, og det gjaldt for begge parter. 
Aldamar slap ikke, Fabian slap ikke, og i sidste ende var det at han fandt sig selv stående ligeså tæt på Fabian, som han havde gjort i lang tid. Det gjorde det svært at være den første til at tage initiativet, og det gjorde det endnu sværere at gøre det med vægt bagved sig, som kunne få ham til at gøre det ordentligt. Havde der ikke været en tikkende klokke over hovedet på dem, så ville det nok slet ikke ske. 
I øjenkontakten var det at Aldamar's mørke blik glimtede morende, og den ene mundvig krølledes op i et fjoget smil, stadigvæk så behageligt langt inde i Fabian's sfære, at han kunne mærke den andens ånde imod sin hvide hud. "Du skal aktivt gemme dig, for at det ikke sker" brummede han, velvidende om at hans blik nok ville trække hen imod Fabian's solbrune ansigt, om han spottede ham i vrimlen. Hånden gled en smule længere op af den stærke ryg, med fingre der førte bevægelsen i små 'skridt'. "Og det burde du også" blev der hvisket tilbage. 
Han skulle, men Arysprinsen endte ubevidst om at fremføre det som at han bare burde. Der var trods alt mange ting som man burde gøre, men aldrig fik gjort.

Det bankede på døren igen. 

Matt's lavmælte stemme lød, men Aldamar rykkede sig ikke, kunne ikke rykke sig, i sekunderne bagefter såvel som imens han talte. "Jeg har lagt kasserne på plads, Deres Højhed" og næsten som kunne han fornemme at et 'kom ind' ikke kom, valgte han at videreformidle beskeden uden for rummets fire vægge - en klog knægt. "Godt arbejde, Matt. Jeg kommer ned om ikke så længe.." blev der sagt, blikket låst i Fabian's blågrønne øjne imens at han tog følelser, fornemmelser til sig, som han så grådigt ville bære med sig resten af dagen. 

Det rislede behageligt ned i kroppen på Fabian, som Aldamar pointerede at han ville få svært ved at gemme sig fra blikket, som om at han ville have lyst til det. De blikke ville nok være den primære ting at holde ham oven vande de næste par dage, og han så frem til det. Han så knap så meget frem til at han ikke kunne røre den anden, og derfor tog han alt han kunne i det her øjeblik.
Som hånden bevægede sig og Aldamars blide stemme næsten bad ham blive, for det var bare et burde, så var han mere en tilbøjelig til at lytte. Dog blev deres lille verden brudt som en banken på døren kunne høres.

Et næsten uhørligt suk kom fra Fabian, selvom Aldamar nok både kunne mærke og se det, som Fabians hoved tippede lidt forover med sukket. Han var dog ganske glad for at Matt blev sendt afsted inden han kom ind.
Det var også først da han kunne høre at fødderne havde rykket sig udenfor døren at et lidt tilfredst smil passede til ordene der lød fra Fabian. ”Du ender med at komme forsent, hvis vi forsætter med at stå her.” Fabian lød så langt fra utilfreds man kunne. Måske det ikke ville være så slemt at være den der sørgerede for at Aldamar var lidt for sent på den. Måske det ikke gjorde så meget at Fyrstinden opdagede dem. Ikke så lang tid at Aldamar kiggede på ham på den måde. 

Som den eneste anden i det her bryllups forberedelsesgøgl, så var Fabian nok den der lød mindst utilfreds ved udsigten til at Aldamar kom for sent afsted, og havde på en og samme tid... intet problem med at skjule det. Joh, hovedet havde tippet ned med et suk da det bankede på døren, men blev rejst med et smil da skridtene forsvandt. Han kunne godt li' det smil. Det var efterhånden det sidste han ville; at se Fabian utilfreds, og han kunnen mærke hvordan at det trak i ham for at sørge for at det ikke skete. 

Aldamar's mundiviger bar stadigvæk samme smil som før, da han i et lille nik gav ham ret. "Det gør jeg" mumlede han, selvom hans indre ur stadigvæk talte til hans fordel. Bare et par minutter mere, bare lidt mere. 
Forunderligt nok, så var det altid mere der rungede gennem ham omkring skøgen, og det var et strejf af grådighed som han aldrig havde båret så tydeligt, som han havde gjort siden de mødtes mere fast. Aldamar kunne i selvsamme tanke stadigvæk mentalt bande over at kortene ikke havde været fordelt anderledes, og at han havde fået alt det her gøgl på inden at Fabian havde fået bevæget sig op til palæet... men det stoppede ikke hans øjne i at finde de steder der måske var lidt plads.  For at trække en anelse ned i den, var det at den ene hånd listede sig imod den fine krave. Hmm... 
Og en anelse krævende var det at han også hev ham længere ned så han bedre kunne nå - alt sammen som en opfølgning på en pludselig impuls. 

Om han fulgte med, var det at læberne blev plantet ind imod den tyndere hud, lidt længere nede af halse, til hvad, til der først føltes som et ganske blidt kys, eller tre. Det blev dog en smule mere grovt, da intentionen ikke var helt skjult; han ville gerne efterlade et eller andet mærke. Måske motiveret af et primitivt behov, måske fordi at han ikke vidste hvad Fabian ville bruge aftenen på, eller hvem han ville ende op med. Men hvis han gjorde, så ville det ikke være skjult for den modpart. Og det fik ham til at føle en lille gnist af tilfredshed. 

Egentlig forventede Fabian hele tiden at Aldamar ville trække sig væk og så endelig sige at de skulle videre. For Fabian vidste godt at fyrstesønnen ikke brød sig om at komme for sent. Han var ordentlig og pligtopfyldende, ikke som Fabian generelt var som person. Dog havde han det heller ikke i sig selv at hive sig væk fra situationen og lade Aldamar forsætte med sin dag. Helt selvofrende var Fabian nu ikke.

Et undrende blik mødt Aldamars, som han mærkede sin skjorte blev åbnet lidt, for at Aldamar kunne få plads til hans hals og skulder.
Han sank lidt ned i knæene, for at Aldamar havde bedre adgang, og pressede Aldamar lidt længere ind mod sig, som han mærkede den bløde mund mod sin hals, og så oh. Han var ikke ligefrem fremmede til at blive markeret, selvom han normalvis foretrak at hans kunder ikke gjorde det i alt for stor stil. Aldamar havde han dog aldrig stoppet i det. Han burde godt nok have vidst at der nok lå noget andet under det også, men for nu lagde han hovedet til siden, for at give Aldamar plads, og bare nød følelsen af noget så simpelt.

”Baldric...” Lød det lidt åndeløst, som Aldamar faktisk blev ved længere end Fabian lige havde forstillet sig. Det var dog ikke en tone der ønskede ham i at stoppe sit arbejde, men næsten bedende. Hvad han bad om, kunne Fabian nok ikke selv helt forklare, siden han vidste han ikke kunne få meget mere end det her. Men det havde sin virkning på skøgen i hvert fald. 

Stadigvæk med læberne presset ind imod Fabian's hud, var det at Aldamar's egne mundviger trak sig en smule op i et smil, da stemmens næsten bedende tone lød ud i luften imellem dem. Åh. Den varme brummen der kom fra Aldamar, var det umiddelbare svar der fulgte med læberne så optaget som de var - og det var en tone han så sandelig godt forstod, men ikke kunne gøre så meget med. Så modvilligt måtte han i sidste ende gøre sig færdig, og trak sig med et allersidste, lidt blødere kys tilbage, for at betragte det rødlige mærke han havde fået efterladt på den ellers gyldne, perfekte hud. Et syn der fik blikket til at glimte i tavs tilfredshed - perfekt. 
Fingrene trak med dét kraven længere op igen, og strammede i selvsamme bevægelse også det halstørklæde der faldt ned over hans bryst og ind under kravens bukning, så det ikke ville være synligt for alle og enhver - men han vidste at det var der. Og det var det vigtigste. 

Det var dog ikke her at han var helt færdig, og den ene hånd løsnede sig om det smalle liv, for forsigtigt at føre den op til sin egen hals, og også at trække en smule ned i sin egen krave, så et blottet punkt over kravebenene kom til syne. Aldamar's øjne søgte opad - "Hvis du vil.." og stemmen var lavmælt, med det mørke blik glimtende i et indforstået smil. Det var ikke noget han ville overveje normalt. 

Men der var intet normalt ved en dag som denne. 
Han vidste ikke om det var vigtigt for skøgen, men muligheden lå (for en gangs skyld) fuldkommen åben for ham, da Aldamar selv tippede hovedet en anelse på skrå imens at han afventende kiggede op. Det var en lille form for gave, nu hvor at han ikke havde meget andet at tilbyde, desværre. 

Der var intet Fabian rigtig kunne hive fat i uden at Aldamars tøj ville blive krøllet, noget han havde virket så meget imod tidligere, for ikke også at nævne det meget yndige hår der nu var blevet sat. Så var det blev pludselig også et spørgsmål selvbeherskelse. En ting han egentlig var ganske god til i visse tilfælde, men som altid haltede lidt bagefter i det her selskab.
Alligevel forsvandt læberne bare en anelse for hurtigt og Fabian måtte åbne øjne bare lige lidt mere, som han kiggede på Aldamar der så meget tilfreds ud. Et syn han ikke havde lyst til at være foruden, eller fritage Aldamar fra. Hvis det fik Aldamar til at have det bedre, så ville et lille mærke heller ikke gøre ham noget. Han sørgerede dog for at der var knappet ordentlig op, som han rettede sig op igen.

Tilbuddet var dog ikke noget Aldamar havde grund til at tilbyde flere gange. Fabians øjne glimtede, som han lænede sig frem, og først placerede sine læber mod den lyse hud, som kunne ses, inden hans fingre selv hjalp med at holde trøjen åben, og hans læber stille kyssede ned, indtil det blottede næsten hemmlige sted kom til syne. Det var også først her, han lød munden arbejde lidt mere intenst. Sætte et fint mærke mod den lyse hud.
Det var ikke en stor gave, men det gik ikke Fabians næse forbi, hvor sjældent Aldamar egentlig lod ham tillade det her. En ting var når han kom til at gøre det, når de alligevel var sammen. Der var Fabian altid meget opmærksom på ikke at gå over skjorte kanten. Han havde dog aldrig hørt Aldamar give ham den form for tilbud, især med sine ord. Dagen gjorde mærkelige ting ved dem.

Da hans egne læber også endelig forlod den lyse hud, så var det røde mærke meget tydeligt, mod den ellers lyse hud. Han vidste det ville være gemt, og det ville sikkert blive vist til Adena når natten kom omkring, men ellers var det deres lille hemmelig. De blågrønne øjne mod blå, i et stærkt tilfredst udtryk. 

Det var vidst ikke et tilbud der skulle gives flere gange, da Aldamar ikke missede det glimt der tændtes i de lysere øjne. Han virkede ikke tøvende, da han endelig lænede sig ind imod den lyse hud for at følge dens bue ned imod kravebenet han havde vist frem. En rislen dansede sig fra følelsen af læber imod hud, og så genkendelig som den var, var det at Aldamar følte sig læne hele sit væsen ind imod Fabian's kærtegn. Ham - jah hele hans krop - vidste hvor det plejede at bære hen. Og derfor var det også et stik af skuffelse som endelig meldte sig, da han vidste at det ikke kom længere end det.

Før det stik, var det dog at et lille, nydelsespræget suk undslap de lyse læber, det mere intense strejf var værdsat, og Aldamar's fingre gled søgende ind imellem de lyse lokker. De ændrede i sidste retning ned imod den kortklippede hovedbund, så han ikke løsnede den knold han havde fået sat så fint op, og begravede sig der. 

Og ligesom Fabian selv, følte han at det var overstået alt for hurtigt; Aldamar's øjne åbnede sig i klem. 
Hånden som var begravet i hårbunden, løsnede forsigtigt sit greb for i stedet at tage rejsen ned til hans hals, hvor at det våde mærke vidnede om noget han ikke kunne se, men i den grad stadigvæk vidste var der. Han var joh... det var i den grad svært at skjule smilet, da varme snoede sig igennem Aldamar's lavstammede krop - fingerspidserne sitrede over hans eget lyse skind, inden at de endelig gled ned til kravens flapper og knapper igen for at nulre kanten imellem tommel og pegefinger. "Ikke skuffende" mumlede han, en nok så dyb betagelse i de to små ord, inden at han måtte rømme sig. "Nå... luk de her knapper og ret de her folder" sagt med et lille opfordrende nik imod ham selv - tonen var mere tydelig - og et mere drilskt glimt var spiret frem, for at afløse det grebede blik fra før. 
Han kunne ikke komme ud, og ligne en der svævede alt for højt på den lyserøde sky. 

Det var ufattelig så meget farve der kom i den lyse hud, når man behandlede den på en vis måde. Det var næsten fascinerende, og langt mere permanent end når Aldamars kinder blev røde, selvom han nu heller ikke sagde nej til lige det aspekt.
Hele kroppen summede, og der lå en næsten elektrisk følelse i luften mellem dem, som Fabian følte at han ikke kunne gøre meget ved. For han kunne ikke udnytte den, men det føltes næsten som en skam at han skulle gå fra den.

Følelserne dansede lystigt i Fabians indre, og et drillende glimt i de blågrønne øjne blev sendt i Aldamars retning, da han hørte hvordan fyrstesønnen blev nødt til at rømme sig. Det var virkelig for nemt bare at overgive sig til følelserne.
Men i stedet for så gjorde Fabian nu som han blev beordret. Hans fingre fandt tøjet, og selvom han lige lod et par af fingrene danse over det røde mærke, så tog han forsigtigt fat i knapperne, og begyndte at ordne Aldamar på ny. Han blev knappet op, og ligeså stille begyndte Fabians hænder også at rette folderne ud. ”Jeg fortrækker nu at gøre det den andne vej,” kom det lidt mumlende, drillende, fra ham. Han var altid så meget hurtigere til at hjælpe Aldamar ud af tøjet modsat den anden vej.
Til sidst var folderne dog glattet ud også, og Fabians hænder hvilede mod Aldamars bryst. 

Det var nok en lille ordre der sneg sig ud, men det havde trods alt altid ligget ham lidt for nært, at kaste dem ud lidt for nemt. Men Fabian havde intet imod det, og han lod med en stille brummen manden lukke de rigtige knapper, og nød derefter hvordan at han med finesse begyndte at rette folderne han havde fået skabt, ud. 
Imens var det at Aldamar's egne hænder fandt sig til rette omkring hans hofter, og nussede med en fraværende opmærksomhed tøjet, nu hvor at det ikke kunne være anderledes. 

Fraværende, fordi at blikket fulgte ham fremfor hans bevægelser, og endte til sidst ved brystet igen; Aldamar's lavmælte latter gav ham ret da han hørte hvad han sagde. 
"Du er også hurtigere til at gøre det, den anden vej" gav han ham ret i, da han på førstehånd vidste hvor effektivt han kunne finde vej, selv i de mere avancerede versioner af tøj, som Aldamar havde præsenteret for ham. Men han vidste at han ikke kunne trække det længere, lige meget hvor meget småsnak og emner han vidste at samtalen ellers kunne drejes hen imod - Aldamar's hænder gled op for at lægge sig over Fabian's, og trak dem med en lille brummen væk fra brystet. "Du.... det bliver nød til at være nu, desværre" sagt med ærgrelse, men en ærgrelse som var skjult af det opmuntrende smil han præsenterede i tone og ansigt. 

Fyrstesønnen trak den ene hånd op til læberne, og gav de mere ru knoer et sidste kys. "Men tak for at du kom" mumlede han ind imod den gyldne hud, og gav hånden et sidste klem. Tak fordi at han kom, og tak fordi at han var at finde senere. 

De blågrønne øjne glimtede i lyset, som han kiggede morende på Aldamar. Der var vidst en grund til at han foretrak det den anden vej. Han vidste dog også godt at det ikke kunne være anderledes,  desværre.
”Det plejer nu også at være lidt hyggeligere hvor mindre tøj fører hen,” påpegede han. At give Aldamar tøj på endte typisk med at deres lille møde var over, ligesom nu. Han kunne mærke det komme, før Aldamar i det hele taget havde sagt, det og skuldrene sank lidt. Der var ikke så meget at gøre.

Smilet blev mere vemodigt, da det var lidt af en sølle trøst at blive kysset på knoerne, men han brokkede sig ikke. Han vidste udmærket godt at de have trukket den længere end hvad godt var. ”Jeg er glad for at jeg kom,” hviskede han blidt, og hans anden hånd kom op, så han kort havde fanget Aldamars hænder i sin. ”Vi ses senere?” Fabian ville ønske at han kunne lave det til en konstatering, men det virkede mere som et spørgsmål. Noget han forsøgte at drukne lidt som han lænede sig frem til det allersidste kys. Noget han havde i sinde at holde kort og derefter faktisk tvinge sig selv væk fra Aldamar. Et lille håb om at Aldamar ikke holdt fast i ham. Men han ville altid gerne ville lige have det sidste kys. 

Det var et spørgsmål, og det var et han desværre ikke helt kunne svare på, stående lige her og lige nu. Aldamar nåede dog heller ikke at svare førhen at Fabian lænede sig ind til et sidste kys - halvt om halvt trukket ind af hænderne han havde fået fanget imellem sine, og det var villigt at han lod det stå ubesvaret tilbage - bare lige i nogle ekstra sekunder. 
Men som Fabian trak sig væk, var det at Aldamar modvilligt gav slip, så kun ham selv stod tilbage med spørgsmålet i luften.

Et sekund passerede, to sekunder... og så nikkede han endelig. "Vi ses, senere.." gentog han lavmælt, jah også en smule forventningsfuldt om man lyttede godt efter. 
Med det var det at de lyse hænder foldede sig bagved den ranke ryg, og Aldamar vendte sig langsomt omkring, så Fabian faktisk kunne forlade rummet uden at føle fyrstesønnens øjne i ryggen på vej ud - han måtte tage sig sammen, samle sine ting og komme afsted. 

Som Aldamar kunne høre dørhåndtaget blive trukket ned i, var det dog at blikket gled tilbage over den fint pyntede skulder, og landede på Fabian's forsvindende skikkelse. Ruset, lykkefølelsen rislede atter igennem den lavstammede mand, og med en sidste lille brummen var det at han liiige prøvede at fange et sidste blik. "Og Fabian..." han ventede til at mandens blik fandt tilbage på ham, og næsten som i en ikke hørbar hvisken, var det at han med et lille smil åbnede munden. "... jeg elsker også dig - husk det" at få det at vide på en dag som idag, det var bizart. Men det føltes ligeså rigtigt som så meget andet i det her skøre univers gjorde. 

Alting føltes lidt køligere, som Aldamar endelig trak sig selv væk, og Fabian lod det være det endelige mellem dem, selvom han ønskede mere. Så grådig han var blevet på det seneste. Men hans hænder tog han dog til sig selv,  og kiggede i stedet for på prinsen foran ham. Der var en vis mængde håb og ro ved at Aldamar bekræftede at de ville ses senere, ikke at Fabian havde forventet andet. Senere var dog sådan en vagt begreb, men det var alt han kunne håbe på i det her tilfælde.

Et lille suk undslap Fabians læber, men endelig begyndte han at gå over mod døren. Hans fingre rakte ud efter håndtaget, men inden han rigtig kunne åbne det, så fangede hans ører Aldamars ønske om et sidste stykke med opmærksomhed.
Fabian kiggede sig over skulderen, med et spørgende blik i øjnene, og så var det som at få en mavepuster. Han havde været mere forberedt på det sidste gang, og han var ikke engang helt sikker på at han hørte rigtig, men han havde ikke forventet det. En ukarakteristisk rødlig farve, begyndte at varme de mørkere kinder. Ikke nok til at det var tydeligt, men nok til at en der kendte ham nok godt ville kunne påpege.
Hjertet bankede lidt hurtigere i brystet, og læberne formede et lidt forlegent smil. Hvor ordene havde overvældet ham tidligere, så var de lidt sværere at få over læberne i det her øjeblik, men smilet på læberne og i øjnene, gjorde det klart, at havde Fabian faktisk kunne åbne sin mund, så havde det var noget lignende Aldamar havde fået igen.
Han rømmede sig en enkelt gang, i håb om at få sig selv til at fungere lidt igen, men svaret der kom tilbage var nok også mest af alt hvad man kunne forvente af Fabian, men nok ikke håbe. ”Det vil jeg gøre,” ordene var bløde, og næsten ligeså uhørlige som Aldamars egne. Med de ord åbnede han dog også endelig døren, og med et sidste smil i Aldamars retning, så forlod han værelset og palæet. Nu gik turen mod katedralen, også selvom han vidste at han formentlig var alt for tidligt på den.