"Jeg skal puste lidt mere til gløderne, så det kommer til at se helt rigtigt ud, og jeg mangler også stadig at få Atha'ame narret helt ind i konflikten, men i det store og hele..." Eyid svarede nærmest automatisk, mens forvirringen over Spionmesterens begejstring indfandt sig tydeligt på hans ansigt. Den videre forklaring blev opgivet til fordel for en panderynken og et: "Herre, jeg forstår ikke, hvordan det kan være en god nyhed. Alt dét hér med Cyreesai... Det ændrer jo i dynamikken. Det gør det jo..." 
    Han vidste ikke engang, hvad han ville sige - hvilken dynamik, det ødelagde. Dén dynamik han havde regnet med, måske - dén han vidste, hvordan han skulle begå sig i...
    For med Cyreesai havde der altid været grænser - hendes og familiens. Og selvom han da havde tænkt sine tanker i gamle dage og fantaseret, så havde hun altid været for vigtig for ham, til at han ville risikere at tage initiativ til noget, der kunne gå galt. Desuden havde hendes familie kastet en både tung og lang skygge, og Eyid havde derfor i stedet rettet sin romantiske opmærksomhed imod ungfisk, med en mere liberal tilgang til kønslivet, og holdt sit og Cyreesais forhold lige i grænselandet...
    "Vi blev enige om at tage hjem og tænke over det hver for sig. Jeg prøvede at få hende til at forstå, at Rådet vil miste tilliden til os begge, hvis de får nys om hendes nye... fascination." Det var meget bevidst at han fik det til at lyde som om fascinationen udelukkende lå på Cyreesais side af bordet; hvis Eyid gav sig til at tænke lidt for meget over de kys, de havde delt, knyttede hans hænder sig helt af sig selv, og han fik kvalme - kvalme over sig selv, fordi han var så svag... Med hende var han svag...
    "Jeg må vel bare lade som ingenting, og hjælpe hende med at arbejde sig igennem det," tænkte han højt i håb om at få sin herres tanker om idéen. "...Hjælpe hende med at rette sine følelser imod Jægernes Taler..." Der trods sine mange fejl, ikke har forrådt hende... Tanken kom ud af det blå, og gav ham kuldegysninger. Han skyndte sig videre: "Det kunne måske være en god måde at vinde hans tillid på - Taler Rhodion bryder sig ikke så meget om mig... Måske..."

"Lille fisk..." begyndte Zahinael, men talestrømmen fortsatte. "Eyidivan..."
Nogle gange glemte han, hvor små fisks hjerner var.
"Eyidivan, hør nu her," sukkede han, men havmandens blindhed over for den større plan var ikke nok til at fjerne det gode humør, nyheden havde plantet i ham. "Eyidivan, det går helt efter planen."
Hvor skulle han dog starte? Faktisk havde spionmesteren troet, at det havde været åbenlyst i flere år, hvad der skulle ske, og derfor var han ikke kommet nærmere ind på den del, men havde i stedet fokuseret kræfterne på det politiske spil og hvordan havspionen kunne vende vandene til Mørkets fordel. Det var trods alt den del, der potentielt kunne gå galt.
"Jeg troede faktisk, du havde luret den, men du bliver jo ved med at overraske, så..." fortsatte Zahinael og rakte ud efter et halvfyldt vinglas, hvorefter han slængede sig tilbage i sædet. "Cyreesai har altid haft et godt øje til dig. Så meget blev ubærligt tydeligt af dine historier, da vi først mødtes. Sådan noget kan jo gå to veje, når man tvinger adskillelse ind i ligningen, men noget sagde mig, hun er typen, der ikke ændrer sig så hurtigt."
Den ene fod fandt vej op på bordet, og den anden fulgte snart efter og lagde sig mageligt over den første. Zahinael knipsede på marmeladeglasset, da alfen så ud til at miste fokus et øjeblik og krystallens lys flimrede.
"Det har hele tiden været meningen, at du skulle vinde hende over," Han håbede den lille kunstpause ville være med til at få Eyidivan til at forstå. "Husk at du skal holde hende så tæt på dig som muligt. Med hende som leder er du svag, min lille fisk - og det må du aldrig glemme - men når du først har kontrollen over hende, kan intet stoppe dig."
Zahinael mente ikke kun i kraft af Va'Chakessas distriktslederpost. Nej, han kendte til hendes evne til at omdanne liv til chakra. Og han kendte til Eyidivans evne til at dræne chakraen fra hende. Hun var et depot af uendeligt potentielt energi, og Eyidivan kunne udnytte det. Nok var hans evner ikke just noget man overtog verdensherredømmet med, men brugt rigtigt, kunne de sandelig gøre en forskel under havoverfladen.

    Eyid sad ellers med åbne mund - klar til at spytte flere planer, forklaringer og løsninger ud - da Zahinaels ord for alvor sank ind, og han langsomt lukkede munden igen. Forsøgte at få ro på sit hamrende hjerte, der netop havde sat farten op i panik. 
    Havde dette hele tiden været en del af planen? Og hvorfor havde han ikke gennemskuet...
    "Hvad vil du så have, jeg skal gøre, Herre," fik han frem. På trods af, at han nu havde været tilbage i sit vanlige element i flere måneder, var havmanden pludselig blevet tør i munden. Han kunne ikke... Han var ikke sikker på, han kunne... "Herre. Cyreesai er frygtelig uerfaren, når det kommer til alt dette her... Hun har aldrig haft sig en mage før - aldrig taget sig en partner. Hvis jeg træder forkert kan det ende med, at jeg skubber hende mere fra mig end- " 
    Han brød selv af, for ordene lød som en undskyldning - selv i hans egne ører. Hvorfor gik det ham dog også sådan på? Hvorfor var det anderledes end dét dobbeltspil, han allerede kørte overfor hende? 
    "...Og det er sandt, hvad jeg sagde til hende, Herre. En stor del af grunden til, at vores støtter bakker os op hver især, er fordi de ikke bryder sig om modpartens politik... Hvis det pludselig kommer frem, at jeg og Cyreesai kærester rundt som et par månesyge ungfisk..." Han rystede på hovedet, selvom Spionmesteren ikke kunne se det. "Det ville underminere dén splittelse, jeg forsøger at plante bag Cyreesais ryg, og det kunne ende med at blive katastrofalt for vores planer..! Jeg kan godt se, at der er en pointe i, at Cyreesai lettere kan styres, når man har hende tæt ind til livet, men jeg ved slet ikke om det ville være risikoen værd..."
    Eyid kunne godt selv høre, at han fik talt sig selv mere og mere ind i et hjørne - at det ikke var hans plads, at sætte spørgsmålstegn ved hans Herres planer. Men modviljen sad dybt i ham, og han kunne simpelthen ikke lade være.

"Eyidivan," afbrød Zahinael.
Hans stemme havde mistet den glade klang. Selv gennem krystallens stemmeforvrængning kunne man høre, hvordan smilet var gledet af hans ansigt og blevet erstattet med tunge vægte i hver mundvig. Han fugtede læberne og lænede sig ind mod marmeladeglasset, hvori alfen rystede af skræk, selvom spionmesteren ikke så på den.
"Modsætter du dig min vilje?"
Han kunne have spurgt om mange ting. Vinklet det som en ordre. Men at modsætte sig en ordre var ikke helt rammende nok i forhold til, hvad saltvandsdyret foretog sig lige nu, og Zahinael havde brug for at vide, at Eyidivan kunne gøre, hvad der blev forventet af ham. For ellers... 

    Havde Eyid været på landjorden, havde spørgsmålet fået åndedrættet til at sætte sig fast i hans hals. Nu nøjedes han med at lukke øjnene og bøje hovedet i skam. Bed tænderne sammen.
    "Nej, Herre," hviskede han hæst. Fumlede allerede ved de løse skæl, fordi han vidste, at han fortjente smerten. Bed tænderne sammen, da den indfandt sig - skarp og fokuserende. "Nej, naturligvis ikke. Jeg beklager meget. Det var ikke min plads..." Selvom ordene nærmest af sig selv flød fra Eyids læber, havde han stadig kvalme - følte modvilje imod Zahinaels ordre med hver en fiber af sin krop. "Jeg er bare bekymret, Herre, intet andet." Han skulle stoppe nu - han skulle ikke blive ved - men tanken om Cyreesais ansigtsudtryk, da hun sagde: Jeg ved ikke, hvad der går af mig, men alt i mig søger dig frem for ham... blev ved med at spøge for hans indre blik, og han kunne ikke... Han kunne ikke byde hende at-
    Stop, bad hans indre. Stop. Med hende er du svag...
    "Fortæl mig din ordre, Herre - så skal jeg forsøge at udføre den efter bedste evne..."

Zahinael beherskede ikke sig selv lige nu - det var en af fordelene ved at Eyidivan ikke kunne se ham - og vred derfor et stykke papir mellem hænderne, mens han forestillede sig, det var havmandens rygfinne.
"Du skal ikke forsøge noget som helst, fisk," hvislede han. "Jeg behøver næppe minde dig om, hvordan dét gik sidst."

"Jeg har forsøgt at gøre som du sagde!"
Eyidivans undksyldning faldt for døve ører. Zahinael sad overskrævs på ham med en hånd om den glatte skælhals og en enkelt finger stukket ubehageligt langt ind i en gælle. Den anden hånd holdt en tynd brevkniv, hvis æg reflekterede den snerrende, tændervisende grimasse.
"Her forsøger man ikke noget, Eyidivan," Zahinael kunne næsten ikke genkende sin egen stemme for det tæppe af vrede, den var pakket ind i. "Her følger du ordre - eller bliver smidt ud."
Brevåbneren gled ned over Eyidivans ansigt. Brød de lige linjer af øjenbryn og læber. Gik på tværs af naturens symmetri. Pressede sig gennem skæl som børnefingre i modellervoks. 
Mørkerødt flød ud og dannede bloddeltaer omkring de grønne øer...

"Hvad du skal gøre nu," fortsatte Zahinael. Pergamentet flænsedes midt over. "Du skal overbevise Cyreesai. Tag hende, få hende med dig. Få ham Taleren, du snakkede med, af vejen, så han ikke bliver et problem. Vi starter fase to tidligere. Eksplosiverne er på vej til dig. Jeg vil have dig til at flå distriktet fra hinanden, og jeg vil have Cyreesai ved din side som en urokkelig støtte. Vis at distriktet kan stå stærkt med dig. Gør Atha'ame til fjenden. Jeg kontakter dig, når vi nærmer os ... Det næste."
Der var en ganske kort tøven i den sidste sætning. Noget murrede i de ord. I tankerne. Et øjeblik undrede Zahinael sig. Der midt i vreden var der tvivl. Tvivl plejede altid at være møntet andre, altid ...
Ah.
Havmandens tvivl. Eyidivan kunne ikke betros hele planen. En lille del måtte ændres. Men det var ikke vigtigt. Endnu.

    Eyids tanker var gået til det samme minde - lige så uvilligt, som hans ene hånd var gået til ansigtet; til arrene, der brød de fine ansigtsskæl. Fulgte dét, der gik ned over hans overlæbe, mens han uvilkårligt huskede, hvor latterligt meget det havde blødt...
    "Nej, Herre," mumlede han igen. "Jeg har ikke glemt det."
    Spionmesterens videre ord satte en kold klump af spænding og forventning i maven på havmanden. Hvis eksplosiverne var på vej... Så havde han mere travlt end han havde regnet med...
    "Jeg sætter gang i næste fase," lovede han og følte så, at han blev nødt til at tilføje: "Jeg svigter dig ikke, Herre."

    "Atha'ame?"
    Han sagde hendes navn og ventede høfligt bag konkylieforhænget til hendes kammer, til han hørte hendes: "Ja, kom ind, Eyid," før han strøg det klirrende forhæng til side.
    Hun så op fra sin plads på chaiselongen - havde tydeligvis været i gang med at læse et længere dokument - skrevet på tang med den selvlysende gel Håndværkerne producerede. Et smil gled over lillesøsterens ansigt ved synet af ham. "Hvad så, bror? Du ser bekymret ud?"
    Eyid tvang mundvigene op i et halvt smil, før han slog sig ned ved siden af hende. "Det er jeg også. Dét Arkitekterne bad om - at du skulle trække på dine gamle forbindelser i Najubi-distriktet, så Arkitekterne han få adgang til Tangskovene ad dén vej... Håndværkerne bliver ikke glade."
    Smilet på Atha'ames ansigt stivnede en anelse idet hun lod tangdokumentet falde imod chaiselongen. "Jeg troede, du støttede idéen. Vi skylder stadig Arkitekterne for deres hjælp efter Borgerkrigen..."
    "Ja, det ved jeg godt - og jeg synes også stadig, du skal gøre det. Jeg advarer dig bare. Håndværkerne kommer til at være på nakken af dig - og det samme gælder sandsynligvis Jægerne og til dels Samlerne. Tro mig - begge har nydt godt af, at Arkitekterne ikke har haft adgang til de store Tangskove... De kommer ikke til at bakke op om, at du hjælper Arkitekterne."
    Atha'ame rettede sig en anelse op med rynket pande. "Hvad er det her, Eyid?"
    Han sendte hende et skævt smil. "Jeg har et forslag til, hvordan vi kan sno de sure, gamle fisk om vores lillefingre, hvis du da ellers har mod på lidt skuespil... For Jægernes Taler Rhodion har set sig sur på mig, og jeg er temmelig sikker på, at hvis jeg åbenlyst modsætter mig, at du hjælper Arkitekterne, så vil han prompte gøre alt for at støtte dig - bare fordi han hader mig. Jeg har ikke vægt nok i Rådet, til for alvor at kunne sætte en stopper for planerne, så min stemme imod ville ikke gøre den store forskel - slet ikke hvis min modstand gør, at du får støtte fra Jægerne." Det var tydeligt at der var ved at gå en prås op for Atha'ame, for hun løftede et lidt dømmende øjenbryn.
    "Eyid..."
    "Politik er et stimespil, Atha'ame - det ved du også godt."
    "Muligvis, men det ændrer ikke på, at dét du foreslår, føles ualmindeligt lusket..."
    Han slog ud med hænderne med en sigende grimasse. "Er det ikke dét, der er vores familiespecialitet?"
    
    Da Eyid godt en halv time senere forlod Ke'Jaelin-familiens palæ, var det med en lidt mindre kold og stresset følelse nede i maven. Nu skulle han bare have styr på Håndværkernes Ældsteråd, så de lagde pres på Håndværkernes Taler... Så var alle brikker efterhånden sat i spil...

Det var ikke kun den aften, Cyreesai brugte i sine gemakker, mens hun tænkte over tingene. Udover at se til sine ansvarsposter, brugte hun al sin tid alene og afslog alle tilbud om selskab. Rhodion blev fejet af med begrundelsen, at der var meget at se til for tiden, og han tog det nu pænt, selvom han også var den der fik fleste afslag - simpelthen fordi han spurgte ustandseligt. Atha'ame virkede tilfreds med Cyreesais ændrede prioriteter (måske som den eneste), men det handlede nu nok også om, at de fik gravet sig igennem en del forsømte opgaver, som ellers fik lov til at ligge. Selv distriktsledere skulle jo have pauser indimellem.
Efter en uge med den rutine - og så lidt kontakt med Eyidivan som overhovedet muligt - var Cyreesais tanker meget klarere og selvkontrollen nogenlunde på plads igen. Håbede hun. Det var ikke noget, hun havde tænkt sig at teste. 

Hjertet summede af intern snak. Alle var samlede ligesom de havde ved det forrige møde, og Cyreesai sad rank og fokuseret ved siden af Atha'ame, mens hun fulgte med i samtalerne og (nogle ville mene på det groveste) ignorerede både Rhodions og Eyids tilstedeværelse. Atha'ame havde fået styr på sin del af forberedelserne, og mens hun havde været utrolig vag over for Cyreesai med, hvad der skulle ske til dagens møde, stolede hun på, at den yngre fisk havde styr på det. Atha'ame var trods alt Ke'Jaelin, og sådan noget sniksnak som det her var trods alt deres familiespecialitet.
"Velkommen igen," startede Atha'ame mødet og småsnak rundt omkring forstummede. "Jeg har som aftalt på sidste møde snakket med mine gamle kontakter fra Najubi-distriktet. Der er udbredt stemning for, at vi finder en løsning på at lave fri passage til tangskovene derfra."
Hun lod ordene bundfælde sig. Cyreesai så på folk rundt om bordet og blev overrasket over, hvor mange mundvige, der pludselig var ekstra hårdt påvirket af tyngdekraften.
"Distriktsleder Ke'Jaelin, hvis jeg må være så fri," sagde håndværkernes taler og rejste sig op. "De gamle kontakter er fra borgerkrigen. Hvordan kan vi vide os sikre på, at det ikke er en undskyldning for at hvirvle bundslam op?"
Cyreesais blik faldt på Rhodion. Hans hud havde fået lette, mørkerøde pletter. Han åbnede munden og gjorde mine til at rejse sig op.

    Eyid havde placeret sig ved bordet, så han både kunne følge med i Cyreesais og Rhodions minespil, og det var ikke gået hen over hovedet på ham, hvordan Cyreesai med stor omhu havde forsøgt at undgå hans blik siden Rådet satte sig ved bordet.
    Hendes opførsel nu var faktisk mere eller mindre repræsentativ  for, hvordan det havde været imellem dem den sidste uge - siden sidste møde med Arkitekterne og den alt, alt for ærlige samtale, de havde haft bagefter...
    Det havde nu passet ham fint, at hun tydeligvis søgte at lægge afstand imellem dem - for Eyid var stadig i syv sind. Eller i hvert fald... i hvert fald skræmte tanken om at udføre Zahinaels ordre ham nogenlunde lige så meget som tanken om at lade være... 
    Han vidste ikke, hvorfor det var sådan - havde ikke turdet udforske frygten grundigt nok til rent faktisk at finde årsagen til den. Og derfor havde han i stedet begravet sig i forberedelserne til anden fase af dén plan, han og Spionmesteren havde lagt i fællesskab på baggrund af dé observationer, Eyid havde gjort sig hernede, så fundamentet nu mere eller mindre var på plads.
    Og så han ikke havde behøvet at forholde sig til Cyreesai.

    Som forventet nedkaldte Atha'ames ord en ulamindelig dårlig stemning over Rådet, og Håndværkernes Taler udtrykte sin utilfredshed yderst prompte, præcis som Eyid også havde regnet med. Det var bestemt ikke nogen hemmelighed, at Håndværkerne bag nag imod Arkitekterne i Takhee'ta-distriktet, og det var præcis derfor, Eyid havde rådet Atha'ame til vinde de andre Talere over - at koncentrere sig om at sno de andre, så de kunne få deres vilje...
    Det var næsten en understregelse af Eyids tanker, at Rhodion i det samme åbnede munden - uden tvivl for at erklære sin enighed med Håndværkernes misbilligelse. Men Eyid kom ham i forkøbet:
    "Jeg er enig med Håndværkernes Taler, Distriktsleder," meddelte han og stirrede Atha'ame i øjnene med præcis den samme professionelle ligegyldighed, som hun mødte ham med - neutraliteten, de begge havde fået ind med modermælken. Hun vidste hvad hendes rolle var i dét her, og indtil videre spillede hun sin part præcis som de havde aftalt. "Kan Distriktslederen forsikre Rådet om, at dette forsøg på at hjælpe Takhee'ta-distriktets Arkitekter ikke bare er et skalkeskjul for at puste til de gamle, unionistiske idéer Distriktslederen udviste i sin ungdom?"
    Ud af øjenkrogen så han Rhodion sluge sine ord med en kraftanstrengelse og et lige dele overrasket og rasende udtryk. Dét havde spruttemanden nok ikke regnet med... Han havde klart lagt sin strategi efter, at de to Ke'Jaeliner ville holde sammen.  
    "....og som Håndværkernes Taler også pointerede til sidste møde, er Najubi-distriktet under stor indflydelse fra Gojira-familien. Hvis dette Råd hjælper en aftale i stand imellem Najubi og Arkitekterne i Takhee'ta, så sidstnævnte kan undgå Gojira-familiens tolder... Vil Gojira så ikke bare vende sig imod os, når deres Pigrokkekrigere skal placere skyld? Er dette virkelig risikoen værd?"
     Atha'ame havde løftet hovedet en anelse og knebet de store øjne sammen - viste diskret og med fuldt overlæg sin utilfredshed, så ingen omkring bordet skulle være i tvivl. Men præcis som de havde aftalt, var hun bare en anelse for langsom til at tage til modværge, og Rhodion så sit snit til at fare i flæsket på Eyid:
    "Ærede Rådsmedlemmer," begyndte han. Harmen flimrede over hans muskuløse arme som rødlige farveskift. "Lad ikke Familierepræsentant Ke'Jaelin plante sin fejhed i jeres hjerter.  Distriktsleder Atha'ame har gang på gang udvist betydelig mere handlekraftighed, end hvad der ellers har været forventeligt fra dén familie - lad os ikke betvivle hende nu." Den håndfuld højtstående Jægere, der fungerede som Talerens personlige rådgivere, rynkede forvirrede panderne eller løftede overraskede øjenbryn - det var tydeligt, at de ikke havde forventet dette pludselige skift fra deres leder. "Gojira har alt for travlt med at suge blodet fra de svagere, omkringliggende Distrikter til at ville bekymre sig det mindste om os! Tværtimod vil dette sende et signal om, at vi i Rashez'ar ikke bare lægger os ned og lader tyranner begrave os i sandet! At vi rækker hånden frem imod de forurettede og ikke finder os i uretfærdighed!"
    "Desuden," indskød Atha'ame med et lille, taknemmeligt nik til Rhodion. Eyid var overbevist om, at det kun var ham selv, der så det minutiøse sideblik hun sendte i hans egen retning. Deres plan var lykkes...! "Desuden vil dette sætte Arkitekterne i taknemmelighedsgæld til os. Næste skridt kunne være at kræve, at de hjælper os med at skabe forbindelser til Distrikter længere imod Midten - Distrikter, der mangler Håndværkere, bare for at komme med et eksempel."

Noget var i gærde.
Ikke blot gik Eyidivan imod sin søster offentligt midt i Hjertet til et Rådsmøde, men Atha'ame virkede alt for rolig. Cyreesai havde selv åbnet munden, inden Rhodion tog ordet, men en næsten usynlig håndbevægelse fra Atha'ame havde fået hende til at klappe i og blive siddende. Blev siddende med sammenknebne øjne, der flakkede mellem Eyid og Rhodion. Eyid bibeholdt sin sædvanlige, distancerede attitude, mens Rhodion havde mindre kontrol over sine vrede farveskift end en truet kuglefisk.
"Jægernes Taler kommer med velovervejede argumenter," fnøs Håndværkernes Taler. "Men vi ønsker stadig mere sikkerhed. Hvis dette viser sig at være unionisterne, vil de ramme os hårdt, før vi opdager det. Eller lade os falde i hænderne på Gojira - og I ved vel alle, hvordan de håndtere gidselsituationer!"
"Vi kan allokere Krigere fra Den Ydre Grænse," Nu rejste Cyreesai op. 
Det her havde hun talt med Atha'ame om i den foregående uge, og pludselig gav det mening, hvorfor med-distriktslederen havde bragt det op. Hun havde foreberedt sig på netop dette møde og sørget for kun at give Cyreesai den nødvendige information, således at hun ikke fik sagt noget forkert til nogle af de småforhandlinger om andre emner, de havde håndteret med Håndværkerne, Arkitekterne og Samlerne i dagenes løb. Nøj, hvor var Cyreesai glad for, at hun havde en Ke'Jaelin ved sin side nogle gange. Selvom... Selvom hun stadig ikke forstod, hvorfor Eyidivan var så meget imod alt det her - men hun havde selvfølgelig også ret bevidst frosset ham ude og ikke ville høre hans meninger om ting. 
"Piraterne har for travlt med andre ting i vandene lige nu, så vores yderste grænsevagter ligger brak," fortsatte hun. "Det lader til, at Mørkets flytning til det sydlige Krystalland har ændret strømningerne i en grad, hvor piraterne bliver presset for meget mellem dem og Lyset til at huske, at vores rigdomme findes."
Da hendes blik gled henover forsamlingen, ramte det Rhodions præcis på det tidspunkt, hvor han også kiggede på hende (eller også havde han kigget på hende hele tiden, mens hun talte), og Cyreesais hjerte sprang et enkelt slag over. Hans voldsomme farvespil oplyste nærmest Hjertet i sig selv, og han lænede sig halvt frem over rådsbordet med spændte, muskuløse overarme. Han var det stærkeste valg. Det eneste valg.

    Cyreesais forsikringer og Atha'ames henkastede gulerod lod til at formilde Håndværkerne en god del, og Eyid så sig nødsaget til at tilføje: "Undervurdér ikke Gojira, ærede Rådsmedlemmer. Husk, at der har været ondt blod imellem dem og Distriktsleder Va'Chakessas familie siden de første Koralkrige..."
    Rhodion vendte sit brændende blik i Eyids retning - som en vred hvidhaj, der lugtede blod i vandet. "Hvad hentyder du, Familierepræsentant Ke'Jaelin?"
    Eyid slog udglattende ud med hænderne. "Intet der ikke er sandt, Taler Rhodion." Primært for at provokere Rhodion, men bestemt også for at give Cyreesai noget at tænke over, rettede han blikket ufortrødent imod hende og gjorde sit bedste for at tvinge hende til at se ham i øjnene. Nu havde deres berøringsangst varet længe nok - det var på tide, han brød hendes dør ned og tvang hende til at forholde sig til ham. "Familien Va'Chakessa er ikke ligefrem kendt for at håndtere konflikter godt, og det er min pligt som Sanger at være Krigerens modvægt. Jeg forsøger at sikre mig, at hverken Distriktsleder Ke'Jaelin eller Distriktsleder Va'Chakessa har ukendte motiver, og jeg forsøger at hindre, at dette Råd skal tage de forkerte beslutninger. Kan du fortænke mig i dét, Taler Rhodion?"
  
    

Eyidivans øjenkontakt slugte nogle af de ord, han sagde. Blikket ramte hende så hårdt, at hun måtte gribe om bordkanten for at holde sig oprejst - mens hun fortalte sig selv, at det var lede mod Eyidivan, som fremkaldte den reaktion. 
"Du kan næppe udtale dig om, hvordan Va'Chakessa håndterer konflikt mere, Familierepræsentant," snerrede hun med en stemme, der slet ikke lød som hendes egen.
Inden hun nåede at fortsætte i den retning, havde Atha'ame lagt en hånd på hendes skulder, mens Rhodion brød ind igen.
"Der må jeg være enig med distriktsleder Cyreesai," sagde han. "Familierepræsentanten har været for længe væk til at kunne udtale sig om nuværende konflikthåndtering. Der er mere fred i distriktet, end der har været længe, og det er utvivlsomt distriktledernes fortjeneste. Vi skal ikke blot affeje deres store arbejde med at få os alle sammen til at arbejde sammen."
Det sidste blev sagt med et giftigt blik over på Eyidivan.
"Lad os gå til afstemningen," afbrød Atha'ame med en rolig røst, der stadig formåede at få alle til at sluge hvad end ord, de havde været lige ved at spytte ud. "Alle, der er for at vi går videre med samarbejdet for at anlægge passage gennem Najubi-distriktet..."

    Eyid holdt sin kæft, for han havde ingen intention om at komme i modvind - så gerne, at Rådet når alt dette var overstået ville huske tilbage på dette møde og bide mærke i at han havde været den velovervejede; at han havde holdt hovedet koldt og ikke ladet sig provokere. 
    Men han noterede sig Cyreesais reaktion, og hvordan hans ord helt sikkert havde ramt hende. Tanken gav ham en isnende fornemmelse nede i maven...

    Inden afstemningen havde Rådsmedlemmerne mulighed for at snakke sammen på tværs i mindre grupper, og som de havde aftalt hev Atha'ame Håndværkernes Taler til side med det samme og begyndte efter hans ansigtsudtryk at dømme at love Håndværkerne guld og grønne skove. Det var fint - Eyid var ikke i tvivl om, at hun i sidste ende ville få de konservative Håndværkere overbevist - og det passede jo lige ned i hans planer; når det hele gik ned, ville de huske tilbage på dette møde og give Atha'ame skylden.
    Selv skar han målrettet over gulvet til Cyreesai. Nu måtte deres forsigtighed være nok - nu skulle hun tale med ham, om hun ville det eller ej. Kendte han hende ret, var hun under alle omstændigheder arrig nok oven på hans angreb under mødet før, til at give pokker i sin usikkerhed...
    "Distriktsleder Cyreesai - kan jeg få et ord inden afstemningen?" spurgte han høfligt, mens han gjorde sit bedste for at ignorere Rhodions stirren. 

"Jeg klarer forhandlingerne, Cyreesai," havde Atha'ame hvisket i hendes øre, inden hun var stukket hen mod Håndværkernes Taler. "Bare forhold dig roligt og undgå for mange dybdegående spørgsmål. dit standpunkt skal bare være at støtte op om mig."
Så da alle trak sig ud i mindre grupper, trak Cyreesai tilbage med ryggen mod væggen, hvorfra hun kunne observere folk på afstand. Altså lige indtil Eyidivan gled ind i hendes synsfelt. Cyreesai lagde armene over kryds foran brystet og nikkede blot en enkelt gang, mens blikket flakkede et par gange mellem ham og hans lillesøsters armflagrende forklaring til Håndværkernes Taler i baggrunden.
"Hvad vil du?" spurgte hun hårdt - lidt hårdere end hun havde planlagt. Men de var stadig på arbejde. Forhåbentligt handlede det her om hvad han havde sagt ved bordet og ikke om ... alt muligt andet.

    Eyid ventede udtryksløst til de omkringstående Rådsmedlemmer høfligt havde trykket sig så langt væk, at de ikke ville kunne overhøre deres samtale. Så lod han den neutrale maske falde og løftede et øjenbryn af hende. "Du har undgået mig i en uge, og nu er jeg træt af det, Sai. Det kan ikke være meningen, at jeg skal trænge dig op i en krog i Hjertet, før vi kan have en samtale."
    Ikke at han selv havde været meget bedre - dét vidste han udmærket. Han havde haft noget så travlt med at kultivere det politiske landskab bag kulisserne, så alting var parat til netop dette møde. 
     Men dét kommenterede han naturligvis ikke på. Det var bedre at være anklagende - bedre at provokere hende. Så var han sikker på en reaktion, og så havde han også en god undskyldning for ikke at...
     For ikke at forsøge at vinde hende over, sådan som Zahinael havde budt ham, at han skulle...
     Eyid sank - pludselig utilpas. "...og så ville jeg også godt lige påpege, inden du bider mit hoved af over det, at min kommentar før var spil for galleriet - jeg og Atha'ame har lagt en plan, der skal samle Rådet og vinde Arkitekterne over. Vi forsøger bare at udnytte at visse folk ikke bryder sig synderligt om mig..."

"Og hvis du bliver ved sådan der," svarede Cyreesai og svarede meget bevidst ikke på hans første tiltale - i stedet prikkede hun en anklagende finger lige i brystet på ham. "Så er der snart heller ikke nogen, der bryder sig om mig."
At prikke til ham gjorde det til gengæld rigtig svært at ignorere hans tilstedeværelse. Hun havde undgået ham en uge, så hun behøvede forholde sig forskellen mellem det hun burde gøre og det hun havde lyst til at gøre, så at han var så tæt på lige nu og snakkede til hende og rigtig meget fandtes, ødelagde rimelig meget den sidste uges arbejde.
"Hvad end dig og Atha'ame har planlagt, stoler jeg på, hun har styr på. Det undskylder bare ikke at du siger sådan noget, og det ville hun også have fortalt dig, havde du snakket hele jeres lille stimespil igennem på forhånd," fortsatte hun. "Jeg har kæmpet med alle finner for at omlægge Va'Chakessas måde at håndtere netop konflikter på, så ingen har grund til at gå imod os, og der hjælper det gevaldigt at størstedelen af vores forældre er døde." At køre samtalen derhen havde ikke just været hendes mening, og hun tog straks en drejning, der ikke handlede om død. At den så handlede om noget, hun heller ikke havde lyst til at snakke om, var så mindre praktisk. "Og det kommer kun til at styrke samarbejdet internt i Rådet, når jeg forener mig med Rhodion." For det var jo, hvad hun burde. "En stærk alliance i midten af Rådet, så vi undgår at skulle lave den her slags åndssvage stimespil for at få folk til at gå med på, hvad der vil være bedst for distriktet."

    Prikket i brystet var hårdt nok til at skubbe ham et lille skridt tilbage, og han havde åbnet munden for at tage til genmæle - starte dét skænderi, der havde ligget og lumret imellem dem. 
    Men så sagde hun det sidste - dét om Rhodion - og han stivnede. Lukkede munden. Mærkede den underlige, uvante vrede vælde op i sig, mens masken af udtryksløshed gled ned over hans træk. Hun skulle ikke have fornøjelsen af at se, hvor hårdt hendes ord havde ramt ham.
    Lad dem ikke se din svaghed. Det lå så dybt forankret i ham, at det nærmest skete automatisk. For med hende... med hende var han svag...
    Men hun kunne uden tvivl se det på ham alligevel. Eyid ville næsten være overrasket, hvis ikke de undertrykte følelser bølgede fra ham, som varmeflimmeret over en undersøisk vulkan. 
    "Du indgår forening med ham?" gentog han tonløst. "Med Rhodion. Og så står du her og siger, at du har kæmpet for at ændre Va'Chakessas måde at løse konflikter på!" Han tog et skridt frem imod hende - kunne ikke skjule sin foragt længere, men sørgede stadig for at holde stemmen lav nok til, at folk omkring dem ville kunne forledes til at tro, der stadig var mødet, de diskuterede. "Er det seriøst sådan, du vil gøre det? Løse dét hér," han pegede imellem dem med en skarp bevægelse, "ved at kaste dig selv blindt og hovedkulds ind i noget, du ikke har begreb skabt om? Med en idiot, der har sin hjerne fordelt ud på så mange arme, at der ikke er noget tilbage til hovedet? Mener du det?!"
    Hans stemme var steget en anelse i takt med at vreden voksede sig større, og de sidste ord var høje nok til at de nærmeste drejede ansigterne nysgerrigt om imod dem.

"Noget, jeg ikke har begreb om? Noget, jeg ikke har begreb om, Eyid?" hvæsede hun ad ham og lænede sig frem imod ham, så hun ikke skulle hæve stemmen. Det her var imellem dem og ikke resten af rådsmedlemmerne. Slet, slet ikke Rhodion, der havde vendt sig mod dem nu. Hun var ikke lige nået til at fortælle ham om sine planer endnu. "Måske har jeg ikke begreb om det fysiske aspekt, men jeg ved, han har sin loyalitet det rigtige sted, for jeg kender ham. Jeg kender ham i modsætning til dig. du kender ikke nogen hernede mere."
Hans udtryk forsøgte at være udtryksløst, men hun havde ramt noget. Kunne se det i trækningerne omkring hans øjne og den måde, nogle af hans skæl pludselig stod over ende på. Hendes egne næsebor udspilede sig i aggression.
"Og jeg løser ikke os ved at finde mig en mage," fortsatte hun, før han kunne nå at indvende noget. "Jeg gør min pligt. Den pligt, jeg burde have udført for længst. Den pligt, jeg har forsømt alle de år, jeg troede jeg manglede dig til at tale mig hen på det rette spor. Men ved du hvad? Jeg var en idiot. Jeg kan godt gøre min pligt og træffe de rigtige valg uden dig."
Ikke at jeg har lyst...
Tanken var ubehagelig. Mere ubehagelig, end hun ville være ved. Den rykkede i hendes mundvige. Trak dem ud og ned og vrængede hendes ansigt i en halvt lidende grimasse, som heldigvis kun varede et øjeblik, før hun fik vreden til at dominere igen. Hun kunne undvære Eyid. Hun havde undværet Eyid. Hun blev nødt til at undvære ham. For distriktets skyld.

    "Nej, dét er i hvert fald sandt!" hvæsede han tilbage og gav pokker i udtryksløsheden nu. "Jeg troede, jeg kendte dig, men dér tog jeg åbenbart også fejl! Det er jo ikke dét hér du vil, Sai! Dét hér er ét eller andet kujonagtigt forsøg på at rende fra dén samtale og dén beslutning, du ikke havde modet til at tage for en uge siden." Han vidste, det var farligt at beskylde hende for fejhed - præcis som han vidste, at det i sidste ende heller ikke var dét, det var. Men han var arrig - arrig som han ikke havde været, siden han var vendt tilbage - og hans hjerne greb efter hvad-som-helst, der havde potentiale til enten at såre hende eller trække hende med ned i vreden. 
    Samtidig fortalte Eyids krop ham også, at han skulle række ud efter hende - gribe hende om håndleddet og vride det rundt; presse hende tilbage imod koralvæggen med ansigtet først. Begrave fingrene i hendes hår og trække hovedet bagover - blotte struben. Bruge vreden til noget fornuftigt, som han havde gjort hundrede gange under Zahinaels strenge opsyn, i stedet for at stå her med tomme hænder og hvæse sin arrigskab ud i ansigtet på hende.
    Hun ville jo ikke høre. Hun skulle føle.
    Med en kraftanstrengelse standsede han sig selv - nøjedes med at indtage den sidste luft imellem dem, så han kunne stikke ansigtet helt tæt på hendes. 
    "Jeg troede, du havde mere hjerne hjemme, end den gennemsnitlige Kriger, men dér tog jeg åbenbart fejl igen. Jeg troede, at du havde fattet, at livet er mere end forbandet pligt, og at din families forældede dyder kun vil bringe dig ulykke, med dét er tilsyneladende også en løgn! Men fint! Hvis du ikke har brug for en blød kunstnerfisk til at hjælpe dig med at træffe de rigtige valg, så har du ikke brug for en blød kunstnerfisk!" Han tvang det skarpe, humorforladte smil frem på sit ansigt - dét, han normalt bar som en rustning imod folk, han ville provokere - og greb så nærmest eftertænksomt én af de koralkæder, hun havde om halsen. Indtog med vilje hendes personlige rum. Vendte opmærksomheden imod en enkelt, bred perle og studerede den et øjeblik, før han slap den, mødte hendes blik og lavmælt tilføjede: "...Men du skal ikke komme rendende til mig, hvis det om ti år går op for dig, at du er ulykkelig og uforløst. For jeg siger til dig nu; dét fjols kommer ikke til kunne tilfredsstille dig på noget barometer, og hvis du tror, han kan være en passende modvægt til dig, så tager du fejl. Han kan være dig en klods om benet, og dét er alt."

Cyreesai var enormt tæt på at miste fatningen. Svinge hånden og give ham en flad på siden af hovedet - helst med den hånd, der havde et smykke i håndfladen. Vride hans arm rundt eller kaste ham ind over rådsbordet. Vride en af finnerne, så den ville gøre ondt i dagevis. 
"En loyal klods om benet vil til enhver tid være at foretrække over havd end det er, du har gang i," snerrede hun tilbage og greb ham om håndleddet på den hånd, han havde pillet ved hendes smykke med. "Mit liv er allerede viet til Rashez'ar, og de år du fik væk herfra har tydeligvis fået dig til at glemme, at det engang også var din skæbne. Eller måske har du aldrig taget den del af ansvaret seriøst? Du har altid behandlet omverdenen som om du var bedre end den og kunne bestemme over dit eget liv. Og du mener, jeg mangler hjerne?"
De stod næse til næse nu og Cyreesais greb strammedes om hans hånd. De havde ikke været så tæt på hinanden siden episoden i tangbusken, og hans duft var overvældende. Men ikke mere end hans ord, og ordene bragte vrede frem for lyst. Den del af hende, der havde mediteret med hendes faders stemme i baghovedet den sidste uge, vandt over den, der prøvede at gøre venskabet til mere, end det burde være. Drømmene om hvad de kunne have været lå på gulvet mellem dem, og Cyreesai var villig til at træde på skårene. For det her var det rigtige at gøre. Og sådan skulle Eyidivan zalme ikke tale til hende. 
"Det er ikke nydelse, der holder distriktet kørende, men det forstår jeg godt en blød kunstnerfisk som dig måske ikke kan fatte," sagde hun så, næsten lige så udtryksløst som Eyidivan så ud. Vandet omkring dem blev en anelse lettere, idet hun ubevidst brugte sin chakra. Lettere og koldere, selvom det sidste kun var humør. "Måske er det meget godt, at Atha'ame bærer kronen."
Cyreesai slap hans håndled og trådte til siden, så hun kom fri fra hans væsen og kunne få øjenkontakt med en af vagterne. 
"Før Familierepræsentant Eyidivan Ke'Jaelin ud," sagde hun. "Han har ikke noget at gøre til resten af mødet, da hans stemme alligevel ikke er tællende. Han er velkommen igen, når han lærer af efterlade personlige sager ved Hjertets indgang."