Det var ikke fordi Zane havde nogen erfaring med den her slags snakke.
Men hey... lige nu kunne de godt være 'veninder' for hans skyld!
Han fandt en ro i at tale med Daphnie, som om de på et eller andet plan forstod hinanden.
På trods af fortiden.

"Hun er... noget for sig, tror jeg."
Det var hun for ham, i hvert fald.

Han tænkte lidt over hendes spørgsmål, smilede lidt da hun rettede sig selv.
Hvordan kunne Daphnie dog være så god ved ham?
Det måtte han huske at værdsætte.

"...jeg ved det ikke. Men jeg tror nok at jeg har tænkt mig at finde hende meget snart. Og så må vi se."

Hen skævede til hende som hun gabte, og rejste sig så op ganske roligt.
"Få noget ro, Daphnie. Jeg kommer tilbage i løbet af ugen, okay?"
Hun var udmattet... og det gav al mening i verden lige nu.

 Mange ville uden tvivl mene Daphnie havde mistet forstanden, sådan nærmest at være faldt i armene på Zane og tigget ham til ikke at forlade hende. At hun nu sad der i sengen, og havde en civiliseret samtale med ham, som var de bedste venner. Og i sidste ende var det nok også lidt det hun havde. Hun var knust og hun følte sig trampet på. Ensom og forladt uden at nogen ville kunne elske hende. Uden at nogen ville kunne holde hende ud. Lukas havde ret, var en sætning der tit havde lydt i hendes hoved efter han første gang havde konfronteret hende. 

 " Godt,  " sagde Daphnie efter gabet, mens hun gned det ene øje lidt. Tanken om at pigebarnet rendte rundt derude, med en tom følelse i kroppen, fordi Zane mente det aldrig ville gå gav hende ondt i hjertet. På grund af at hun gned sig i øjet, var hun ikke lige så hurtig til at registrere at han rejste, og da hendes hjerne registrere det sendte det en bølge af panik i gennem hende. Nu forlod han hende. Underlæben begyndte at bævre, og hun greb hurtigt ud efter ham, for at holde fast i et eller andet så han ikke bare kunne gå. 
 Da han sagde han ville komme igen, løsnede hun sig greb lidt.
 " Lover du? " det var tydeligt at høre hendes stemme var klar ti lat knække når som helst. 

Da han mærkede Daphnie's desperation og hendes greb i ham, vendte Zane sig om og knælede foran hende.
Han så hende i øjnene, og gav et lille, men varmt smil fra sig.
"Jeg lover det." sagde han,
"Du er ikke alene længere."

Han plantede et blidt kys på hendes pande, før han trak sig roligt, og rejste sig igen.
"Du har fået mig til at indse at jeg må gøre mit for, at hun og jeg kan få en chance... hvis det er det hun vil. Så derfor går jeg for nu... så jeg kan finde hende, før hendes kommende ægtemand bestemmer sig for, at det er tid."

 Det var først da Zane satte sig foran hende, og fangede hendes blik, at Daphnie blev bevidst om hvor overfladisk og anstrengt hendes vejrtrækning var. Hele hendes krops sad stiv i sengen, hver en muskel og spændt op og hendes hjerte bankede derudaf i et urealistisk tempo. Langsomt nikkede hun til hans ord, og løsnede yderligere grebet i ham, dog stadig uden helt at slippe ham. 
 Hun vidste det var latterligt af hende at finde ro og tryghed ved Zane. Hun vidste jo hvad han var. Hvad han gjorde ved andre. Hun havde bare ikke andre, og behovet og ønsket om ikke at bliver helt forladt, fyldte tydeligvis mere end sund fornuft.

 Øjnene lukkede sig i, og Daphnie sugede den kærlige handling til sig. Noget hun aldrig havde tænkt at hun skulle se fra Zane, men han gemte tydelig på noget inde bag det hårde, mørke ydre. Hun fik presset et lille smil frem på læberne og nikkede lidt til hans ord.
 "  Ud og find kærligheden, " sagde hun med et lille, drillende glimt i øjet.