"Du er... fantastisk, Frøken Calypso" gentog Treston med et smil - helt tæt på hendes øre denne gang for at drille. Han kunne mærke hendes mørke lokker kilde ham på kæben. "Fantastisk," fortsatte han, "og hamrende flabet. Man skulle tro, du ville give en stakkels mand et pusterum, men næh-nej - med dig er der ingen nåde..."
    Han trak sig lidt tilbage, da samtalen tog en mere alvorlig drejning. Og da Sedna stillede sit sidste spørgsmål skar Treston en grimasse og slap hende ud af sit favntag med et sidste kærtegn over hendes mørke kind.
    "Min plan var oprindeligt ikke at blive opdaget," afslørede han og trak så stolen ud, så han kunne lade sig dumpe ned ved bordet. "Og da vi så hørte dem i tunellen, håbede jeg at kunne sno mig - at de måske ville tro mig, hvis jeg gjorde, som du bad mig om, og stak dem en løgn... Men det var Ersten, der ledte eftersøgningsholdet, og..." Han tav pludselig, fordi det gik op for ham, at hun muligvis ikke kunne huske, hvad hans bror hed. "Altså, min storebror Ersten - og Zirras, selvfølgelig også. Og selvom Ersten er et tykpandet kvaj på mange punkter, så fornemmede han at der var noget galt, og jeg kunne ikke..." Der blev slået ud med hænderne og derefter sukket tungt. "Jeg kunne ikke gøre ham fortræd, og i sidste ende havde jeg heller ikke lyst... Jeg vidste jo godt inden jeg begyndte lægge planer, hvad risikoen ville være, og jeg vidste godt, hvad det kunne koste mig hvis vi blev opdaget... Så jeg endte med at give op, og de tog mig med tilbage til Dianthos under anklage for højforræderi... Og nej - jeg sagde ikke, at du havde tvunget mig. Jeg sagde det, som det var - at jeg ikke mente, du havde fortjent at dø, og at jeg derfor havde besluttet at gøre noget ved det." Treston hævede blikket og holdt Sednas et par lange sekunder. "Det var mod Lysets lov at befri dig, men det ville have været både amoralsk og dobbeltmoralsk ikke at stå ved det... Jeg har udøvet Lysets lov og Lysets gerning siden jeg var tolv - jeg ville være noget af en hykler, hvis jeg ikke selv var parat til at tage konsekvensen af at bryde dén lov..."

Allerede inden at varmen fra hans ånde overhovedet nåede at ramme ørets følsomme hud, blev strømninger af elektriske impulser sendt gennem nervebanerne, så selv de mindste af nakkehårene rejste sig i et gys. Haler af kuldegysninger løb ned gennem hver ryghvirvel, før den skød sig om som en kildende varme satte sig nederst i maven. Sedna havde ingen ide om, hvor bevidst et valg det havde været fra hans side at bruge Calypso over Van der Zee, men det betød langt mere end det unge menneske kunne forestille sig. I øjeblik var alt hun kunne at stå åndeløst i hans arme, inden hun genvandt evnen til først at trække vejret og dernæst tale.
I mellemtiden havde Treston nået både at trække sine arme til sig og synke ned at sidde foran bordet, så det slidte fletsæde gav sig under vægten. Nok var han ikke længere ridder, men fysikken var så godt som uændret. Sedna nåde knapt at åbne munden for at spørger ind til hvem denne Ersten var, da han kom hende i forkøbet. Mentale noter blev taget mens han forklarede sig. Storebror, tykpandet kvaj, helt sikkert en af lysets hjernevaskede riddere.
Hun flyttede den ene stol nærmere hans og tog plads, stadig uden at komme med indvendinger til, hvad han kunne have gjort anderledes - skulle have gjort anderledes. Noget der krævede langt mere selvkontrol end det burde. Hun forstod hvorfor han ikke havde kæmpet imod sit eget kød og blod, at familie båndet stak langt dybere end alle de klammerier der måtte have været op gennem deres opvækst. Treston's hjerte var ganske enkelt for tungt af guldet. Det var både en af hans største fejl og stærkeste styrker.
Ganske ufrivilligt trak hele hendes ansigt sig sammen i en stram mine. Stoppede halvvejs i en håndsrækning ud efter hans, for i stedet at knytte hånden tæt i ly af bordets plade "Det skal jeg lige forstå rigtigt." Hun måtte kæmpe for ikke at lyde alt for sammen bidt. "Du fortalte dem sandheden, velvidende at du kunne være endt i samme galge, som du havde skåret mig ned fra?" Lysten til at gribe ham om skuldrene i et forsøg på at ruske alt rettidig omhu ud af ham voksende.
"Du kunne have været død, Treston?! Hvad ville du have gjort hvis jeg faktisk havde båret dit barn, vores barn? Hvad ville du have jeg skulle have fortalt når det begyndte at spørger efter dig? Far er her ikke fordi han skulle være så Zalans korrekt?" Armene lagde sig krydset over brystkassen på hende, mens hun lænede sig så langt tilbage mod stolen ryg som det var hende fysisk mulig.
"Du er en idiot er du...".

    "Jeg..." begyndte Treston at svare hende, men blev så afbrudt af hendes videre talestrøm - blev fanget fuldstændig på det gale ben, da hun bragte snak om børn til bordet, og endte med at sidde paf på stolen og stirre på hende, mens hun gjorde sig færdig.
    For skulle sandheden frem, havde han ikke tænkt så langt... Hvilket måske havde været udmærket for hans sjælefred, for selv nu, hvor han vidste, at han hverken havde galgen eller et kommende faderskab at se frem til, gav tanken om dé to ting i kombination ham et jag af ubehag i maven... Det blev så livagtigt for ham, at han nåede at blive hjemsøgt et sekund af Sedna, der stod foran hans gravsten med en lille, mørkkrøllet, blåøjet pige i hånden, før den forhenværende Ridder fik hold på sig selv...
    Treston sænkede blikket til de arrede hænder, han havde bredt ud på bordpladen. 
    "Jeg er en kæmpeidiot..." gav han hende mumlende ret, før han forsøgte at forklare sig: "Men jeg kunne ikke-" Han sukkede frustreret. "Det var lidt ligesom at jeg blev nødt til at sætte en stopper for din henrettelse, hvis jeg skulle kunne se mig selv i øjnene - tro mig; alle hjemme i Dianthos har også kaldt mig en idiot for dét... Og det var lidt det samme med dét hér. Da jeg først så, at det var Ersten, der ledede dét eftersøgningshold..." Der blev trukket lidt modløst på skuldrene - stadig med blikket fæstnet på håndryggene. Treston skulle ikke nyde noget af at møde de uden tvivl gnistrende gyldne øjne lige nu. "Jeg kunne ikke løbe fra, hvad jeg havde gjort. Og så kan du kalde det at være korrekt eller hvad zalan... Måske er jeg i virkeligheden bare en kujon, der i sidste ende ikke turde følge mit forræderi helt til dørs - eller måske er moralen vitterligt min største svaghed. Jeg ved det snart ikke..." Han blev for den hundrede gang angrebet af mindet om Josefine, der stak ham en lussing og skreg: Din plan var at dø, var den ikke? på trappen til Isaristemplet. 
    Treston skar en grimasse. "Jeg er ked af det, Sedna, men det blev, som det blev - jeg fortryder ikke nogen af de ting, jeg har gjort... Kun i nogen grad, hvordan jeg endte med at gøre dem... Og hvad de bragte med sig."

Var det muligt for en elver at blive gråhåret? Måske ikke af alderdom, men af hasarderede valg. Det var efterhånden svært at tro på at Treston ikke havde gjort det til sit livsmål, at teste om han kunne trække sølvtråde fra hendes hovedbund. Han gjorde i hvert fald nogle ganske ihærdige forsøg, det måtte man trods alt give manden.
"Det begynder end ikke at dække det..." Kommenterede hun med bitterhed på tungen, da han gav hende medhold i sin egen idioti. Hun mente det ikke inderst inde, det var vrede og ikke mindst frygt der tale med hendes stemme. Den samme frygt han måtte have følt, da han havde indset hvor tæt på Kile Sedna var i den fugtkolde celle. Hun kunne have mistet ham på nøjagtigt samme måde, til de samme folk. Tanken farvede sindet sort og rødspættet.
Treston fortalte. Forsøgte at forklare sine valg for sin momentan sindssyge, der nær havde drevet ham til selvmord. Ingen af hans grunde syntes valide nok. Et sted mellem Ersten og den god samvittighed, var Sedna stoppet med at lytte efter. Hun var ikke sikker præcis hvor, havde alt for travlt med at dreje hovedet omkring den udeblivende død, og ikke mindst hans vilje til at dø for det Lys der i gennem alle de år havde langsomt havde kvalt ham. Mørkelveren forstod intet af noget som helst.
Der var absolut intet der talte for at den tidligere ridder ikke skulle have endt sine dage livløs for enden af et reb. Han havde ikke bare nægtet at parere ordre fra sin overordnede. Han havde aktivt valgt at gå imod Lyset og tronen, da han hjulpet en fjende på flugt. Han kunne ikke have begået større forræderi uden selv at træde ind i Mørkets styrker.
"(...)jeg fortryder ikke nogen af de ting, jeg har gjort" I en øreskærende lyd skrabede stolebenene hen over gulvet, i det Sedna i en pludselig bevægelse rejste sig, så baglårene skubbede stolen tilbage "Hvor skænkede du mig en tanke i alt det der retfærdigheds pis? Du var villig til at dø, fordi du ikke kunne se dig selv i øjnene for en lille løgn?" Han måtte selv kunne høre hvor vanvittigt det lød, ikke? "Fortæl mig hvem der ville være bedst tjent med din død-" Brød hun ham vredes boblende af, men gav ham ikke pusterum til at bryde ind med sit svar. Blikket borrede sig ind i den bukkede nakke. "jeg kan garanterer dig at svaret hverken er mig, Zirra eller resten af din familie. Så hvor vover du at bruge mig som en indirekte grund til dit eget selvmordsattentat." Sedna lænede sig frem, placerede begge hænder i bordfladen i et nyttesløs forsøg på at stoppe deres dirre. Stemmen forbløffende rolig til sammenligning. Hun var vred, og med rette, men mest af alt var hun såret og skuffet. Følte sig glemt i hans ligning. Hvad betød det overhovedet hvis han havde redet hende, kun for kun selv at kaste sig i døden? Kunne han ikke forstå at hun var hans og han var hendes, men kun så længe han var der til at hilsen solen godmorgen endnu engang. 
I baggrunden gik døren mellem krostue og køkken op. Med en skålfuld udefinerbar dampende varm grålig substans i hver hånd, nåede den halv dæmoniske kvinde kun lige at træde et halv skridt frem hvorefter hun snoede omkring sig selv, ikke villig til at stille sig mellem sorthuden og mennesket forsvandt ud tilbage ud i køkkenet. Hun havde for længst lært at vælge sine kampe med omhu, også dem hun ikke var en aktiv del af. Desforuden var efterspørgslen for friskt kød, om det var elver eller menneske, altid høj for de med en mere udvidet smags-palette.
Lyden af døren der lukkede i bag kromutteren rettede Sedna sig op. Ramte den endnu ømme hofte mod bordet, så hun forpint knækkede en anelse sammen i hofte og knæ og måtte gribe fat om bordets kant.
"Ved Zaladins infernalske...-"

"Jeg tror generelt ikke, han tænkte på nogen andre end sig selv," lød det ovre fra trappen.
Zirra sad på det femte sidste trin og lænede hovedet mod væggen i mangel på gelænder. Hun var nået hele vejen herned inden kvalmen var blevet for meget. Eller også var det svimmelhed. Hun var ikke helt sikker. Da hun var vågnet oppe på værelset, havde hun været alene i sengen, men fordi alting stadig var blodspættet, og Trestons vadsæk stod ved siden af sengen, havde hun ikke haft nogen grund til at springe op fra tæpperne. I stedet havde hun ligget og stirret op i loftet og ladet tankerne være blanke. Et eller andet sted havde hun regnet med, der ville komme tårer igen, men det skete ikke. Loftet kastet ingen fordømmende blikke tilbage. Udenfor var det overskyet lige som sidste gang, hun var i Fristavn. Det var lidt en permanent himmeltilstand på de her egne.
Efter hvad der kunne have været et kvarter lige så vel som tre timer, havde hun sat sig op. Maven rumlede, og det første, der dukkede op i Zirras tanker, var at Treston aftenen før havde nævnt, at han havde en god brændevin i tasken. Nok ikke det bedste at starte dagen på, men hun kunne da i det mindste lige se, om han havde talt sandt, eller det bare var noget billigt sprøjt fra barakkerne.
Der var ikke særligt meget indhold i vadsækken, så flasken var ikke svær at finde. Med sig op hev den et par breve, der havde klistret sig fast på flaskens bund, og Zirra fik dem skrællet af keramikken så nænsomt som muligt. Da en af dem åbnede sig, fik hun ikke stoppet sig selv, før øjnene havde indtaget alle ordene. Breve fra Josefine... Var det ikke hende englen, der også havde ledt sagen mod Treston? Zirra anede ikke, at de var så tætte. For de ord, der stod i det her brev... Og hun som troede, at Sedna var Trestons eneste ene. Hvor mange heste spillede den idiot lige på?
Med flasken i hånden og brevet smidt fra sig på sengen, var hun vandret ned mod krostuen med stive lemmer og en snurrende fornemmelse ud i fingerspidserne. Ved Aladrios, hvornår havde hun sidst spist?
Sedna og Treston havde været i fuld gang med at skændes, og det havde passet hende fint at kunne sætte sig ubemærket på trappen og lytte, indtil ordene gav mening. Sult, svimmelhed og indtryk fra aftenen før syntes at have dulmet hendes sanser og lagt et slør over virkeligheden. Som om hun bare var beskuer til alting og ikke rent faktisk til stede i rummet. Men efterhånden begyndte hun at fatte, hvad de snakkede om, og det var forfriskende at høre Sedna flippe lige så meget ud på Storebror Dum som hun selv havde gjort dengang i cellen   -  selvom hun havde været væsentligt mindre ædru end mørkelveren var lige nu. Selv kunne Zirra ikke rigtig finde energien til at hidse sig op, men det betød ikke, hun ville lade Sedna stå alene. Nok var hun en Mørke-kælling, men lige nu kunne hun give Treston de ekstra verbale tæv, han havde fortjent ovenpå sit selvmordsattentat. Godt ord, egentlig. Måske var hun ikke så slem.
"De havde også hængt ham, hvis jeg ikke havde løjet i retten," tilføjede Zirra.

    Sednas ord gjorde ondt - så ondt at Treston bøjede hovedet under dem og kunne mærke både sorgen og vreden røre på sig. Han forstod godt hendes vrede - forstod godt hvor den kom fra og var ét eller andet sted også rørt over den - men hendes ord gik stadig lige i hjertet på ham og pustede til skammen og selvhadet, der havde siddet dér lige siden Ersten smækkede celledøren bag ham første gang...
    Jeg tænkte på dig, havde han lyst til at sige. Hver eneste dag. Det var jo for zalan dét, der var problemet... Han nåede dog ikke så langt, før Zirra tilsluttede sig det fordømmende kor, og Treston dukkede sammenbidt nakken endnu mere - som var hendes ord et slag, han skulle værge sig for.
    "Jeg forsøgte at gøre det rigtige, Zirra..." mumlede han - det samme mantra, han havde klamret sig til siden hele hans liv var ramlet. Og pludselig blev det for meget - alle beskyldningerne, al bebrejdelsen. Al skammen... Vreden blussede op som et bål, der bliver vækket til live af et pludseligt vindpust, og Treston rettede sig op på stolen - vendte sig imod sin lillesøster med et blik, der glødede. "Jeg tænker kun på mig selv, hm? Er det sådan, det er nu, Zirra? Jeg gjorde for én gangs skyld noget andet end dét, der var var forventet af mig, og så er jeg pludselig et selvvisk monster?! Jeg har brugt hele mit forbandede liv på at leve efter andres forskrifter, og den ene gang, jeg så forsøger at gøre noget, jeg i sandhed følte, ville være meningsfuldt, hører jeg ikke andet, end at det er naivt eller forkert, eller forpulet blasfemisk!" Det sidste ord blev råbt, for Treston havde lagt øre til mangt og meget dén tid, han havde brugt hos den forfærdelige præst i Zircon, og nu var det hele bare for meget. "Er krigen Isaris vilje? Hva', Zirra? Ønsker guderne, at vi skal hade hinanden? Tror du, Livets Moder havde smilet, hvis jeg i stedet havde jaget mit sværd igennem ryggen på Sedna eller havde set stiltiende til at de hængte hende på Markedspladsen?" Han holdt udfordrende og sammenbidt hendes blik et sekund. "For det er zalanme efterhånden dét indtryk, jeg har fået, med alt det lort, jeg har skullet lægge øre til!" 
    Inden Zirra kunne nå at komme med alt for mange indvendinger, vendte Treston sig imod Sedna igen - red endnu på vredesbølgen. "Og ja - jeg var villig til at dø, fordi jeg ikke kunne se mig selv i øjnene for en løgn, Sedna. En løgn, der fra min side af bordet ikke er helt så lille, som du får det til at lyde som! Kald det social arv, eller hvad pokker der nu passer dig, men du kan vel for zalan ikke forvente, at jeg både skulle forråde mit land og mine principper?!" 
    Han havde egentlig trukket vejr ind til at spy flere hårde ord, men i det samme ramte Zirras lille tilføjelse ham i nakken som en spand isvand, og han vendte sig vantro om imod hende. 
    "Hvad sagde du lige dér?" spurgte han - meget, meget stille. "Du var under ed, og jeg havde hånden på deres forbandede sandshedskugle... Det var jo også derfor, jeg troede-" Han brød selv af og sendte et jaget blik imellem Zirra og Sedna. Der havde ikke været nogen mulighed for løgn - det var jo derfor, han havde nået at tvivle - havde frygtet, at Sedna vitterligt havde rodet med hans hoved. "Du kunne ikke have løjet."

"Jeg bebrejder dig ikke at ville gøre noget andet end far vil have," sagde Zirra med en stemme tør af træthed. "Men det rigtige er ikke at få dig selv slået ihjel."
Som om hun havde to tunge lodder hængende om håndleddet, løftede hun armen. Fingrene strakte sig ud mod ham og en lille, flakkende ildflue gled gennem luften mod Treston. Tætheden gjorde det svært at holde koncentrationen, men den nåede hele vejen hen til ham, kravlede op under hans ærme, tog en omgang og gled så ud for at lægge sig i hans håndflade. Det spinkle lys oplyste alt lige foran hans hånd.
"Du brød din ed for at redde hendes liv," tilføjede hun stille. En enkelt tåre gled ned over hendes kind. "Jeg brød min for at redde dit." 

Sedna havde absolut ingen intentioner haft om at vige sit blik fra Treston, i længere tid en de fugtbevarende blink krævede. Håbede at han ville give efter og møde hendes blik, så han kunne se de følelser der raserede i hendes indre. Ligeglad med hvor åbent et kød sår han måtte føle sig under de salte ord, for lige nu fortjente han mere end noget andet at føle alt den svige og smerte.
Det var da også næsten lykkes at holde øjnene låst, da en kvinde stemme tilsluttede sig diskussionen og Sedna med en hånd holdt mod hoften vendte hovedet i Zirra's retning.
Hvor længe havde hun siddet på trappen? Hvor meget havde hun hørt af deres samtale inden den var gledet over i en anspændt en strid om ord?
Hun havde aldrig troet der ville komme en dag, hvor hun var glad for at se skyggevandren træde frem i lyset. Søsteren lignede godt nok en der havde brugt alt for meget tid hængende udover en skibsræling, men det var ikke hvor Sedna hæftede sin koncentration. Opmærksomheden vendte sig i stedet mod Zirra's manglende forsvar af sin bror, da hun i stedet trådte på samme side som hendes bøddel.
Som om Treston ikke var høj nok i forvejen, tårnede han sig pludseligt op i et skyggefyldt vrede der gjorde himmelblåt stormfuldt. For første gang, et sted inde bag alt vredesfølelsen, så Sedna den soldat der havde gemt sig under uniformen. Så ikke bare uniformklædte Treston som hun kendte til.
"Jeg bad dig aldrig om at frelse mig, gjorde jeg?" Bed hun tilbage, mindede ham, forsøgte at trække tråde tilbage til olielampens bløde skær i cellen. "Hvis jeg ville have set dig død, tror du så jeg havde be-" Blev brudt af af guldfuglens ord.
Løjet i retten for ham. Zirra var den der havde redet hans røv op fra vandskorpen. Det burde ikke have overrasket Sedna i så stor en grad som det gjorde. Billedet der var blevet malet af lillesøsteren, spionen begyndte at slå revner, da et eller andet klikkede i mørkelveren.
Lysende sandhedskugler, magen til dem brugt under afhøringerne i Lysets. Naturligvis havde der været brug af dem unde rettergangen. Sedna forstod øjeblikkeligt hvorfor Treston havde haft så meget tvivl i sit sind aften forinden. Et klarsynet "Ah." Lød. Den gyldne søster havde formået at gøre det umulige med sin uduelige lysmagi.
Vævede mellem sin lyst til at træde frem og lange ud efter Zirra, og at anerkende hvor imponeret hun var over hvor snedig blondinen i virkeligheden var. Endte Sedna med lyn i blikket at ytre et lavmælt "Din forbistrede slange..." Henvendt til den yngeste af Reynlest børnene.

    Treston spærrede øjnene op, da kendsgerningerne gik sammen og skabte mening for ham. Ude af stand til at sige noget stirrede han bare på sin lillesøster, mens vreden fordampede lige så hurtigt, som den var kommet. Der var mange ting, der pludselig gav meget bedre mening...
    Han havde brudt sin ed for at redde Sedna. Zirra havde brudt sin ed for at redde ham...
    "Zirra..." hviskede han endelig - havde ikke mere end dét. Navnet kom ud med så megen sorg og fortrydelse viklet omkring sig, at han et øjeblik frygtede, det ville sætte sig fast i halsen på ham. Men frem kom det - de to stavelser, der betegnede dét menneske, der kendte ham bedre end alle andre i denne verden...
    "Du skulle ikke have løbet dén risiko..." mumlede han så og lod øjnene synke til sine arrede hænder et øjeblik, før han løftede blikket igen - forsøgte at fange lillesøsterens, mens den ene hånd nærmest af sig selv gik til halsen; en pludselig påmindelse om, at det var søsterens fortjeneste, at et snærende hampereb ikke var det sidste, han havde fået at mærke i dette liv. "Men jeg er taknemmelig for, at du gjorde det alligevel..." Et dybt, skælvende suk, der forviste den sidste rest af vrede fra hans positur, og så kantede Treston sig omkring bordet - rakte tøvende hånden ud imod Sedna; et forsøg på forsoning. 
    "Jeg skulle måske have tænkt længere," indrømmede han. "Og nej, du bad mig på ingen måde frelse dig - dét var min egen idé. Dem har jeg mange af, og de er ikke allesammen lige gode..." Til dét trak han forsøgsvist på smilebåndet. "Det samme kan siges om mine principper, som I begge to lader til at have set jer ualmindeligt sure på... Så det er da om ikke andet en start - så har I da noget, I kan være enige om..." Det var måske lige vel tidligt til halvhjertede vittigheder, men Treston havde altid overlevet på galgenhumor, og vanens magt er som bekendt ikke helt ubetydelig... 
    Han slog forsonende ud med hånden, for at tage af for de værste skyts. "Kan vi ikke forsøge at pakke bebrejdelserne en anelse sammen... Og så prøve, om vi ikke kan lade være med - dels at stikke knive i nogen, og dels at kalde hinanden for slanger..."

Zirra lod Treston tale ud. Primært fordi hun følte, hun var ved at kaste op over manglen på mad i maven. Hvordan kunne man få kvalme af sult? Det virkede ret uproduktivt. Besværet af sin trætte krop baksede hun sig op at stå og tilbagelagde afstanden  mellem trappe og bord. Lige nu virkede Sedna ikke som en trussel. Måske mest fordi hele Zirras hoved var fyldt med tanker om mad.
"Mindre knivstikkeri, mere morgenmad," sagde hun og satte sig tungt i en af stolene. Flasken med brændevin stillede hun fra sig på bordet. "Og så noget af den her, når jeg har mad i maven."
Det så ud til at være en ret god brændevin. Hvordan Treston havde formået at holde fast i den, da han blev frataget alle egendele, var Zirra en gåde. Måske havde han haft et hemmeligt lager hjemme i deres børneværelse? Det skulle ikke undre hende. Treston stod stadig op, og Zirra rakte ud og tog fat i hans hånd. Klemte lidt svageligt i den, men efter hændelserne i går og de sidste måneders sejllads, ridt og generel udmattelse af sig selv, håbede hun på, han ikke kom med en dum kommentar om det.
"Jeg løber risici med mit liv hver dag, Treston," sagde hun så sandt, som det kunne siges. "Havde du ikke været i Tusmørkeskoven, var jeg død nu - eller værre. Jeg løb en risiko den nat, og jeg skulle ikke være taget af sted. Fordi jeg vidste, dig og Ersten var i delingerne. Jeg blev for stolt og krævede at få opgaven, selvom I ville være der. Jeg troede, jeg havde styr på det. Det betyder ikke, jeg gjorde det rigtige."
Hun vendte blikket mod Sedna. Renderne under hendes øjne kunne lige så vel være tegnet op med kul, og hun havde stadig blod i håret. Hun lignede mildest talt noget, der var løgn, men der var en klarhed i de udkørte øjne, som man ikke kunne misse. "Jeg har brug for at vide, om du har indberettet mig til din arbejdsgiver."
Der var ingen grund til at råbe højt om nogen af deres erhverv midt i en kro i Fristavn. Det ville faktisk være rimelig dumt.

Med et ansigt fortrukket i en stram mine, der gjorde læberne smalle og munden lige, kun med antydningen af nedadvendte mundvige, vendte Sedna blikket væk fra Zirra's sorte render. Guld dalede til samlingen af små ar, og tog hvile på dem i nogle lange sekunder uden antræk til at ville gribe hans hånd og forsoning. Erkendelsen af sine egne manglende evner til at være mindre handlings parat og mere fremadsynet, fik Senda til at løfte blikket mod hans. Hun ville have sagt noget, bygget sine kanter skarpere, da antydningen af et smil kravlede frem hos Treston. Smilet var som en fil der formåede at file kanterne runde før de nåde at hærde op.
Det ville for evigt være hendes største problem i dette liv, at når først hun følte var det med den samme dybte som havene. "Du er heldig at jeg elsker dig- " Sukkede hun tungt, men ikke desto mindre sandfærdigt ud idet hun endeligt gav efter og mødte hånden med sin. "og at hun gør det samme." Fulgte hun op med, med et henkastet blik til Zirra. Selvom det ikke var den samme kærlighed Sedna og Zirra havde for Treston, så var det kærlighed. Uanset hvad der havde været af gnidninger mellem dem, så var det et udgangspunkt de begge kunne arbejde sig ud fra. Ville de nogensinde blive hjerteveninder, næppe... Men hun var villig til at prøve at kunne være ordentlig overfor Zirra, ikke for sin egen skyld, men for Treston's.
Stoltheden blev derfor slugt da hun anerkende henvendte sig til Zirra "Din magi er vist ikke helt så ubrugelig alligevel. Jeg er glad for den kom igen, og undskyld jeg løj om det. Af hjertet tak." En sjældent følt usikkerhed manifæsterede sig i hånden der endnu ikke havde sluppet Treston's. Grebet strammede sig anelse, gjorde ham til et anker mens hun med oprigtighed takkede hende. Noget der syntes langt svære end det burde, men hun var bare ikke vant til at undskylde overfor folk som Zirra.
Der kom ingen indvendinger til gisningerne om hvilken skæbne der havde hent Zirra, havde Treston ikke været kommet væltende ud fra den brændende skov da han gjorde. Sedna slap i stedet hånden. Sandheden var at hun næppe var gået levende der fra, men at hun ville havde fået lov til at hænge fra træet til flammerne enten nåde liget eller forrådnelse skilte arme fra kroppen.
Rystende på hovedet tog hun plads ved bordet "Nej." Lød det kort uden at øjenkontakten til Zirra blev brudt, men måtte til sidst give efter og løfte hovedet mod Treston "Ingen ved noget om nogle af jer." Forsikrede hun og så tilbage på Zirra. "Så vidt min arbejdsgiver er bevist om blev et af teltede slået op for tæt ved bålet og en vildfaren glød fik fat i teltduen. Jeg blev fanget da jeg forsøgte at løbe fra flammerne.".

    Det var en større lettelse end Treston ville være ved, at Sedna rent faktisk tog hans hånd og ikke bare lod den ligge uønsket på bordet. Den efterfølgende kærlighedserklæring og overraskende undskyldning til Zirra gjorde ham varm af hengivenhed for hende, og da hun strammede grebet om hans hånd, lod han tommelfingeren glide beroligende over hendes håndryg.
    For selvom han vidste, at Sedna var både følsom og havde retfærdighedsfølelse, så kom hendes gestus faktisk bag på ham, for det var ikke en undskyldning og heller ikke en tak, hun havde behøvet at give. Det gav ham håb, og det bekræftede dén fornemmelse, han ellers havde klamret sig til med det yderste af fingerneglene - nemlig at han og Sedna, Lyset og Mørket, måske havde mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro. At de to sider måske alligevel var forenelige på ét eller andet plan...

    Zirras bekendtgørelse om morgenmad blev hørt ude i køkkenet, og kroens mutter, der ellers før var drejet om på hælen med morgenmadsbakken, da det trak op til uvejr i skænkestuen, gjorde nu sin entré med både grød, nybagt brød og en kande kaffe, som Treston så langt efter, da den blev placeret foran Zirra på bordet. Hendes lille, lidt svagelige håndklem blev mødt af ét af hans egne, og selvom han ikke brød sig meget om implikationerne ved hendes ord, lagde han alligevel en varm hånd på skulderen af hende og arrangerede en form for morgenmadstallerken, hun kunne gå i krig med. 
    Zirras spørgsmål fik et lille stik af skam til at blomstre i Trestons mave, for han havde end ikke overvejet at høre Sedna, hvordan hun havde forklaret sig for sine overordnede... Og endnu engang bekræftede det ham i, at Zirra sandsynligvis var en bedre spion for Hæren, end han havde været Ridder...
    Sådan var der jo så meget...
    Endeligt satte Treston sig ved bordet og rakte ud efter kaffekanden som en druknende mand rækker ud efter et redningsreb. 
    "Så..." begyndte han, idet han rakte ud efter én af de omvendte kopper på bakken. "Så du er altså tilbage? Hos Mørket, mener jeg..." Ordene blev ytret med en mistænkelig grad af neutralitet, for Treston skulle ikke nyde noget af at være dén, der satte ild til samtalen igen! Som ved en eftertanke rakte han ud efter flasken, hev proppen op og hældte et skvøb af den stærke, krydrede brændevin i sin kaffe... Der var ligesom præcedens for, at man kunne have brug for noget at styrke sig på til disse samtaler... 
    "...Har du overhovedet mulighed for at... blive her lidt?"

“Jeg er det mest neutrale sted jeg kan være i Mørket. Der er et skib, det samme jeg var på vej imod da vi mødes, Valeria’s tåre som sejler under Mørkets faner.” Hun skottede mod Zirra, forsøgte at finde tegn i det solkyssede ansigt på hun kendte til mørkelverskibet, der i indtil for ganske fornyligt havde drevet pirateri. Det var bestemt ikke Isaris’ bedste børn, men de færreste af dem var hovedløse loyale for Mørket, og længere væk fra den side af konflikten kunne Sedna ikke komme. I hver fald ikke lige nu.
“Skibet lægger til kaj her i Fristavn så ofte det er muligt - så længe vi ikke har direkte ordre om at være andre steder.” Hun rakte op og lod fingerspidserne forsvinde ind i solmodent korn i Treston’s nakke. “Jeg kan ikke blive her for evigt,” Selvom der ikke er noget jeg ønsker mere. Hovedet tippede skråt, med blide øjne oplyst af en brændende længsel efter manden ved hendes side. “men vi sejler først om cirka to uger, med mindre min kaptajn hører andet. Skibets kok er mere skeptisk overfor Mørkets agenda end jeres had overfor samme er til sammen. Hun har teleportion magi, jeg kan sikkert lave en aftale med hende. Gift for et lift.” Hånden i nakken fjernede sig med et let træk på skulderne. Tænkte hverken nærmere over hvordan det måtte lyde i deres øre, at hun nonchalant havde påtalt ideen om at bruge gift som valuta for tjenester, eller hvad en skibskok i det hele taget skulle med gift. 
Sedna lod Zirra tage brændevinen efter Treston, hun lignede trods alt en der havde mest brug for den brændende fornemmelse af dem alle. I mellem tiden fangede hun sig både en skål grød og et stykke af det velduftende, men lod kanden med den mørke koffeinholdige væske stå urørt. Hun ville heller gurgle en mundfuld havvand end indtage hvad der bedst kunne bekrives Zaladins arbejdssved.
Grøden var heldigvis mere velsmagende end dens udseende var appetitligt, ikke at den på nogen måde kunne tilskrives at være en større kulinarisk oplevelse. "Lige nu er dét skib og piraternes by det sikreste sted for mig at være. Med mindre Lyset har været så gavmilde at give mig et fripas for en pris på mit hoved?" Hun så skiftevis fra den ene Reynlest til den anden, med et spørgerne bryn hævet. Det ville være naivt at tro der ikke var lagt en efterlysning med en favorabel løsesum på hende, i det sekund det var gået op for dem hvad der var hent ved skafottet.
I bytte for den krydrede brændevin, skubbede Sedna værelses nøglen nærmere Zirra "De havde et enkelt enmandsværelse ledigt. Det er betalt for - det samme er morgenmaden." Med vinflasken i hånden lænede elveren sig tilbage i stolen. Skænkede sig en kop af den rødbrune væske, inden et afbrækket stykke brød blev dyppet i den, som man ville dyppe en kiks i varm te.

Zirra havde hørt en del om Valerias Tåre, men hendes udtryk viste det ikke. Mest fordi hun savlede efter at få fingre i den grød, der var blevet stillet på bordet. Da brændevinen blev rakt over til hende, hældte hun den også direkte op i kruset, som Sedna gjorde hende efter bagefter. Maven vendte sig bare ved tanken om den bitre kaffe.
"Tak," sagde hun, da Sedna skubbede nøglen over til hende. "Forhåbentligt ligger det ikke lige ved siden af jeres."
Nu hvor I skal dele en enkeltseng.
"Jeg ved faktisk ikke, om de har lagt en eftersøgning ud på dig," fortsatte Zirra. "Jeg har ikke hørt om en, men jeg har også haft lidt ... travlt på det sidste. Måske gider de ikke. Du slog mig jo ikke rent faktisk ihjel."
Hun trak på skuldrene og bøjede sig over grøden. Maven skiftevis rumlede efter mere og trak sig sammen i kramper over at få noget i sig. Så længe siden havde det da heller ikke været, at hun havde spist. Måske havde hun siddet længere tid på lur efter Sedna dagen før, end hun havde troet.
Da hun havde lidt mere mad i maven, satte hun albuerne i bordet og så på Sedna. Den mørkhudede kvinde indgydede ingen trang til at stikke knive i hende hos Zirra. Det var bare en helt almindelig mørkelver, der sad der ved bordet, og mindet om det vilde bæst af en kvinde, der havde ødelagt hende i skoven, passede slet ikke på den rolige facade og blikket i de gyldne øjne, der var ved at drukne sig selv i Zirras storebror. Der var virkelig kærlighed her. Mere end bare panik over at være i en celle og dømt til døden. Nok til at de ville bryde eder for hinanden.
"Trestons dom siger at han bliver hængt, hvis han opsøger dig igen," sagde Zirra så med et suk. "Så hold din kæft om, at han har været her. Få ind i hovedet på ham, at han skal forbi de lortetempler på vej hjem, så han kan komme ind i Dianthos igen." 

    Der gik et suk af velvære igennem Trestons sjæl, da den første tår af den piftede kaffe ramte hans smagsløg. Ikke fordi den var synderlig god - for det var den virkelig ikke - men fordi det havde været så chokerende svært at opdrive kaffe på turen, at det havde været mere undtagelsen end reglen, at han kunne få sin morgentjære...
    Sednas besked om, at hun var det mest neutrale sted, hun kunne befinde sig i Mørket, beroligede ham en anelse, selvom hjertet sank i livet på ham, da hun nævnte de to uger. To uger var ikke længe... slet ikke når han havde brugt så lang tid på at finde hende... 
    Han lukkede øjnene, da hun lod fingrene glide ind håret i hans nakke. Det var langt efterhånden - alt for langt. Der havde ikke været megen mulighed for at blive nettet op på turen, og var Treston blevet fanget sådan her til en inspektion vidste han, at han havde fået lov til at stå skoleret for sine overordnede...
    Og måske... Måske var det fint nok. Måske var det kun godt, at han ikke længere i helt samme grad lignede dén soldat, han ikke var længere...
    "Jeg tror desværre ikke der er særlig stor sandsynlighed for, at Lyset bare lader dig smutte," bemærkede Treston og åbnede øjnene til verden igen. Zirras bemærkning om værelsesplacering lod han fare, men han glemte den ikke - sådan var det med småsøskende; Treston havde en hel sektion af sin hjerne dedikeret til at huske på flabetheder Zirra havde udsat ham for, og som han endnu ikke havde givet hende igen på... 
    De sidste ord kunne han dog ikke helt ignorere. 
    "Lad være med at tale om mig, som om jeg ikke er tilstede i rummet, Zi..." kom det - en anelse tvært. "Jeg er hverken en hund eller en ting..." Der havde ikke været meget bid i ordene, men dén smule, Treston alligevel havde formået, gled over i indadrettet bitterhed, da han fortsatte: "Jeg ved ikke, hvem zalan, der skulle genkende mig eller Sedna i Fristavn, og det er desuden et velkendt faktum, at folk her ønsker at have så lidt at gøre med myndigheder - Lysets eller Mørkets - som det overhovedet lader sig gøre. Jeg tror ikke, vi behøver være bekymrede. Og hvad angår Dianthos..." Han skar en grimasse og drak en tår af den opspædede kaffe. Mærkede varmen fra spiritussen i brystet og tog én til. "Ja, jeg ved snart ikke..." mumlede han, mens han forsøgte ikke at blive mindet om Josefines ansigtsudtryk, da han havde løbet den følgende idé forbi hende. "Hvad er der helt ærligt at vende tilbage til? Flere fantastiske familiemiddage, som den sidste, vi holdt os? Mistro fra mine tidligere soldaterkammerater?" Mor. Josefine... måske til en vis grad Pax , det dumme røvhul... "Jeg skal nok færdiggøre min genskoling, Zirra, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde skal tilbage og bo i dén by igen..."

"Mindst én spion har allerede fundet frem til jer," svarede Zirra tørt og hævede et øjenbryn. Det var lidt som om Treston blev ved med at glemme, hvad hendes arbejde og derfor ekspertiseområde var. "Og giv mig nu ikke noget pis om, at det kun er fordi, jeg kender dig, Tres. Jeg ledte ikke efter dig. Og havde jeg ikke tilbragt to dage på at være pissesyg i en lille lortefiskerby i Medanien, var jeg dukket op væsentligt før dig."
Og havde måske slået Sedna ihjel. Det prøvede hun i hvert fald at fortælle sig selv. At havde Treston ikke banket på i netop det øjeblik, hun havde stået med kniven hævet over Sednas strube, var metallet faktisk sunket ned i den mørke hud. Zirra kunne dræbe, når det virkelig gjaldt, og her havde det virkelig gjaldt. Måske ville det bagefter have virket som en dårlig idé. Ligesom at hun lige nu ikke følte for at hugge hende ned. Men hun kunne. Måske...
Zirra tog en skefuld grød til og lænede sig tilbage i stolen, mens hun holdt blikket på Treston. 
"Så måske burde du - for én gangs skyld, Treston - bekymre dig bare en lillebitte smule om, hvilke konsekvenser, dine handlinger har. Hvis du bliver set gående ned ad gaden, mens du holder hende i hånden, skal jeg love dig for, at Lyset ved det inden for en uge. Fristavn eller ej," sagde hun og lagde armene over kryds foran brystet. "Jeg er i øvrigt ligeglad med, om du kommer tilbage for at bo i Dianthos, men tænk dog for zalan på mig og mor," Resten af familien kunne rende dem et vis stykke efterhånden. "Vi vil da gerne have besøg. Sikkert også hende din veninde Josefine. Og så kunne det være pænt rart, hvis du ikke kommer tilbage til Dianthos for at blive hængt, fordi du er blevet opdaget i at forbryde dig mod din genskoling."
For det var, hvad han gjorde, hvert sekund han blev siddende her sammen med Sedna. Men den del havde Zirra droppet at forhindre sin idiotstorebror i. Hun var trods alt ikke meget bedre selv, når det kom til kærester.
"Vi kan tage vores kærester med hjem til far, når du har indgangstilladelse igen," tilføjede hun bittert og slog blikket ned. "Så kan vi blive hængt sammen."

    Treston brød sig meget lidt om det tryk, Zirra lagde på ’veninde’ - for hvad zalan var egentlig hendes problem? - men han kommenterede ikke på det. Havde egentlig ikke lyst til at henlede opmærksomhed på det, for selvom alt, der havde med Josefine at gøre, var kompliceret, så var det også blevet løst - løst for mange år siden. Intet andet end venner. Det var sådan, de havde bygget deres relation, og det var sådan den blev nødt til at fortsætte - det kunne man vel med en hvis rimelighed sige, at de var blevet enige om; både ansigt til ansigt og per brev…
    For hun havde bedt ham se bort fra… fra brevet. Det uhyggeligt ærlige brev, der mere eller mindre havde været en kærlighedserklæring…
    Men som havde været skrevet i fuldskab - dét skulle han huske sig selv på, for ikke at få en mørk knude af frygt og mindreværd i maven. Josefine havde selv trukket sine ord tilbage, og han skulle være den sidste i denne verden, der dømte nogen for deres gerninger i ikke-ædru tilstand - til dét havde han selv gjort for mange ting i fuldskab, han ikke var stolt af…
    Som en nærmest satirisk afslutning på sin tankerække, druknede Treston alle videre spekulationer i en tår af den piftede kaffe. Det var nok bedst sådan…
    Zirras sidste bemærkning fik ham dog til at udstøde et temmelig ufrivilligt latterfnys ned i sin kop. ”Ja, det ville zalanme være kønt!” udbrød han og sendte, trods hendes bitre udtryk, et skævt smil i hendes retning. Han havde valgt at tolke hendes ord som en form for fremstrakt hånd, hvilket betød at hun fik én tilbage - om hun så ville det eller ej. ”…Og jeg har ikke tænkt mig, at forbryde mig imod min genskoling - jeg har allerede ’afsonet min straf’ i Zircon, og det er da klart min hensigt, at tage til Lazura ved først kommende lejlighed og gøre det samme dér. Ellers ville mine pinsler i Zircon og Dianthos jo være forgæves…” Det sidste blev sagt i en prøvende, munter tone - han så stadig hendes humør an, for hun virkede… hun virkede opgivende, og da han fortsatte, var det en anelse mere alvorligt: ”Selvfølgelig tænker jeg på dig og mor. Jeg havde bare… brug for at advare dig, tror jeg. Du må ikke tro, at alting kan blive, som det var før…”
    Lige så snart det var ude af munden på ham, vidste han godt, at det var dumt, for selvfølgelig troede hun ikke det… Hun havde været der, ved hans side, under den forfærdelige middag, der havde revet deres familie fra hinanden. Hun havde taget konsekvenserne af Kester hævn…
    Og hun havde været der til retssagen. Hun vidste om nogen, at alting ikke kunne blive som før…
    ”Undskyld…” endte han med at mumle, før han rakte ud efter flasken og hældte endnu et skvøb i kaffen uden helt at kunne se hende i øjnene. ”Du ved, hvad jeg mener. Jeg har bare ikke lyst til at skuffe dig mere, Zirra…”
    Med en dyb indånding tvang han den pludselige, trykkede stemning bort fra sit sind og løftede blikket, for at møde Sednas. ”Men Zirra har en pointe. Jeg kunne forestille mig, at Fader Pavel, som var min plageånd i Zircon, har sendt besked videre til Lazura om, at jeg er på vej. Og hvis jeg ikke snart møder op, begynder de nok at undre sig… Jeg ved ikke, om…” En lille bevægelse blev gjort med den ene hånd - som om han på den ene side var bange for både at spørge og høre svaret, men heller ikke helt kunne se sig fri for at være håbefuld. ”Jeg ved ikke, om du kunne have lyst til at tage med? Det ville give os mere tid, og hvis resten af din besætning alligevel skal bruge de næste par uger i Fristavn, så… Ja. Du kunne se det som en lille ferie, hvis du har lyst.”

Mens de to Reynlest børn mundhugges, havde Sedna siddet forbavsende tavst og skiftevis indtaget brød vædet med den krydret spiritus eller skefulde af morgen grød, alt mens hun observerede stridighederne mellem dem.
Det var ikke fordi hun ikke have nogle indvendinger at komme med – dem var der en del af, bunken velvoksende hver gang den ene eller anden part lukkede munden op, men fordi hun vurderede at den verbale kamp var mellem dem var en de var nødsaget til at tage, uden større indblandinger fra hende.
I stedet nøjes hun med at komme med periodiske små nik, lette skuldertræk eller sagte lyde der meldte hende enig eller uenig i de forskellige fremlægninger. I sidste ende endte hun med at måtte se sig enig med Zirra et langt stykke af vejen.
Havnekroen. Øjenbrynene rykkede sig straks nærmere hinanden i den rynkede pande, da hun blev mindet om kromutters forbarmende ord om det stakkels pigebarn, der havde ligget febersyg. Tanken slog ned som et lyn, kunne det have været Zirra? Sedna endte ubevidst med at små stirrer på den askeblonde kvinde, med et brød delvis nedsænket i den mørke væske, til krummen måtte give efter og bringe hende tilbage til virkeligheden ”Zalans.” Mumlede hun tæt på uhørligt, og fik med besvær fisket den gennemblødte klump op.
Ikke længere i stand til at holde tand for tunge, da det ikke gik ubemærket hen hvordan Zirra havde lagt trykket på veninde. ”Josefine?” Gentog hun indskudt, med blikket flyttet skiftevis fra det ene sæt blå øjne til det andet.
Blikket tog straks efter en mere skarp karakter, som hun sendte begge blondiner et blik kun en mor værdig, ved snakken om fælles hængning. ”Kunne vi lige droppe sortsindet bare et øjeblik, inden den farver jeres gyldne lokker nat sorte?” Ingen skulle hænges, og det var ikke lige den galgenhumor hun var klar til at lægge øre til lige nu. Der var stadig flossede kanter af vredesfølelse, over realisering af at Treston hovedløst havde været klar til at lå lagt en løkke om halsen.
Der var en løsning på det hele, det måtte der være – det skulle der være. En der ikke kostede liv eller betød at de måtte opgive hinanden. Den skulle bare findes.
”Skulle jeg sige nej til at se dig ligge på knæ, det ville ikke ligne mig ville det?” Svarede hun drillende på tilbuddet om at følge ham. En hånd løftede sig, strøg nænsomt op over kinden til tommelfingeren kunne følge arret i brynet ”Jeg vil gerne tage med dig, men jeg bliver nødt til at lade min kaptajn vide jeg tager mod Lazura.” Hun fulgte sin fingers færd, med en eftertænksom mine, før hendes øjne fandt Treston’s.
”Jeg kan sige jeg tager ud for at finde planter.” Undlod med vilje ikke at specificere det ville være planter til gift udvinding.

    Det undgik bestemt ikke Trestons opmærksomhed, at Sedna bed sig fat i Josefines navn, men til hans store lettelse lod hun det fare.
    Måske guderne alligevel ikke helt havde forsaget ham...
    Ikke fordi, det som sådan var en samtale, han ikke ville tage - det skulle bare ikke være lige nu, hvor alting stadig føltes underligt... skrøbeligt. Ikke nu, hvor han og Sedna endnu ikke havde fået talt alting igennem, og hvor hun tydeligvis stadig var øm oven på Zirras knivstikkeri... 
    Nej, når Josefine og alt, der hørte med til dén relation skulle forklares, skulle det være under nogle lidt mere gunstige og rolige omstændigheder... Og med et hundrede procents sikkerhed på et tidspunkt, hvor Zirra ikke også var til stede...
    Hun vidste lidt for meget. Og Treston turde ikke tro på, at hun ville holde tand for tunge - eller for dén sags skyld være sensitiv i sine forklaringer, hvis hun nu valgte at dele sin viden med Sedna...
    Han huskede stadig hvor forfærdeligt han havde haft det morgenen efter Årsdagen... Hvor forvirret han havde været og hvor skamfuld - hvor meget han havde slået sig selv i hovedet. 
    Hvor usammenhængende hans forklaring om gårsdagens fejltrin havde været, da han til sidst overgav sig til sin fortvivlelse og forsøgte at forklare misæren for Zirra. Hvor - mere eller mindre - uforstående hun havde været overfor hans panik.
    Han blev trukket tilbage til virkeligheden af Sednas kærtegn og kom lidt ufrivilligt til at trække på smilebåndet af hendes kommentar - sendte hende et blik. 
    "Det kunne jo være, det var noget andet, når jeg nu skal ligge på knæ for en anden kvinde - hvis du skulle være i tvivl, er det Isari, jeg skal gå i forbøn hos, og hun lader til at være nogenlunde lige så krævende som dig..." Men hans øjne var varme, mens han sagde det, og smilet sad på lur i mundvigen.
    "Jeg regner med, at du har styr på din kaptajn," sagde han, som svar på hendes advarsel. "Jeg stoler på, at du ved, hvad der skal siges..." Fordi kaffekoppen var næsten tom, greb Treston flasken med brændevin og spædede op. Det var muligvis uklogt at drikke fra morgenstunden - på tom mave og med gårdsdagens blodstab i frisk erindring - men Treston var ligeglad. Folk mente åbenbart at dumme beslutninger var hans nye ting, og det betød jo, at han havde et rygte at værne om...
    Han løftede blikket - mødte hendes gyldne øjne og prøvede et øjeblik at glemme, at hans lillesøster sad med ved bordet. Rakte så ud og tog Sednas hånd, så han kunne give den et lille, taknemmeligt klem. Hun ville med ham til Lazura. Hun havde ikke rodet ved hans hoved. Hun var blevet, selv oven på gårsdagens blodige kaos...
    Måske var alting alligevel ikke helt så håbløst, som han var komme til at tro de sidste par måneder.

    De formåede - på én eller anden måde - at holde samtalen nogenlunde civiliseret hen over de næste par timer. Måske skyldtes det, at de alle tre var trætte oven på nattens strabadser - måske at brændevinsflasken efterhånden blev tømt i takt med morgenmadsbakkerne, så Treston uden et ord rejste sig og gik ovenpå for at re-proviantere i den taske, Josefine havde pakket til ham. Et øjeblik stod han alene på værelset med tasken i hånden og stirrede lidt tomt ned på i den - på den lille, udskårne æske, der indeholdt hans opiumspibe. Det var ellers ikke ofte trangen var kommet over ham, siden han havde forladt Dianthos - for hver gang hans øjne var faldet på æsken, var han blevet mindet om Eylias skuffede, misbilligende udtryk, da hun konfronterede ham med opiumforbruget. Men nu meldte trangen sig - insisterende og knugende, helt nede i maven - og et sekund eller to overvejede han alvorligt at tage æsken med ned og snige sig til at ryge bare et gram omme i krogyden bag køkkenet... 
    Så tog han sig sammen, snørede tasken i med et hurtigt ryk og sluttede sig til Sedna og Zirra igen nede i krostuen, bærende på de sidste to flasker brændevin. 
    Det var efterhånden gået hen og blevet middag, og krostuen var lige så stille begyndt at fyldes op med folk, der ville bespises eller bedrikkes. Fordi Treston godt fangede det misbilligende blik til flaskerne fra den lille kromutter bag disken, så han sig tvunget til at bestille en solid omgang frokost, selvom han personligt ikke var sulten endnu, og med et uimponeret fnys nikkede kromutter bare modvilligt, da han allerhøfligst spurgte, om det var i orden at de indtog den medbragte alkohol i krostuen. 

    "Jeg har bestilt frokost," informerede han, da han atter tilsluttede sig bordet. Måske havde han for lidt tiltro, men en lille del af ham var overordentlig lettet over, at ingen af kvinderne havde myrdet den anden, mens han havde ladt dem alene. Flaskerne blev stillet til fri afbenyttelse midt på bordet, før han slog røven i sædet igen. "Pas på den lille af dem," advarede han og sendte et sigende nik i retning af brændevinen. "Den sparker som en forbandet hest..."
    Ved nabobordet sad et par unge gutter - vel et sted midt i tyverne - og selvom Trestons tilsynekomst havde givet den ene et lidt tvivlrådigt skær i øjnene, havde den anden tydeligvis set sig sulten på de to nydelige kvinder ved bordet. Treston ville egentlig have ignoreret deres klare interesse og fortsat sin advarsel vedrørende brændevinen, men selvtilliden fejlede tydeligvis ikke noget, for nu rejste den ene sig gudhjælpemig og nærmede sig deres bord med et indtagende smil.
    "Goddag d'damer! Den herre!" Han førte sågar et par fingre til sin hat, der - meget imod ordentlig etikette - var forblevet på hans hoved. "Min ven hér er netop blevet forladt af sin hjertenskær, og nu mangler vi godt selskab at drikke sorgerne væk i." Flaskerne fik et sigende blik, og Treston tænkte ved sig selv, at dét, der vist i virkeligheden blev søgt, var et reparationsknald... men dét sagde han ikke højt. Fyrens smil blev en tand bredere. "I skulle vel ikke have plads hér ved bordet? Vi skal gerne købe et par flasker til puljen! Har I mod på det, kan vi jo lære hinanden at kende over en lille selskabsleg?" 

Det var lidt et under, at ingen var kommet mere til i løbet af dagen. Samtalen havde været uhyggeligt høflig til et punkt, hvor Zirra selv overvejede, om hun mon var ved at blive syg igen, men maden friskede hende op og det samme gjorde brændevinen. Især fordi det var en overordentlig god brændevin. Det måtte hun give hende Josefine-pigen. Hun havde zalme smag i sprut. Men den primære grund til, at ingen af de to kvinder ved bordet havde gjort den anden noget, var nok i virkeligheden, at hver gang, Treston gik efter mere at drikke, var det belejligt sammenfaldende med en pause i samtalen, hvor akavetheden var ved at blive trykkende. Mens Treston var væk, forestillede han sig med garanti at pigerne ville finde et fælles emne og finde en eller anden form for samhørighed. Virkeligheden var dog omtrent det modsatte. I Trestons fravær var der bomstille ved bordet og blå lyn knitrede mod den gyldne ild, så andre gæster ofte gik en omvej mod baren uden helt at vide hvorfor. I sit stille sind havde Zirra da også en samtale med Sedna - det var bare ikke en særlig behagelig en. Og det var efter at hun næsten havde tilgivet hende for at være kærester med hendes storebror. 
Så måske var det en god ting, at der kom udefrakommende hen til bordet og maste sig på. De havde da også et par flasker at stille til rådighed, selvom de utvivlsomt var noget billigt sprøjt i forhold til Trestons engelsprut.
"Theud," præsenterede den ene gut sig, mens han hev sin stol hen ved siden af Zirras og strakte hånden frem mod hende. Da hun gav ham et halvhjertet håndtryk, gjorde han store øjne. "Nøj, er det blod? "
Hun sænkede blikket og rigtig nok var der en blodplet på undersiden af hendes ene ærme. Hun havde ellers været så grundig med at fjerne de mest synlige. Der havde været meget blod, hvis det var søbet helt ind til hendes undersærk. Oversærken lå stadig ovenpå og var utvivlsomt helt stiv på nuværende tidspunkt.
"Det er ikke mit," svarede hun med et ligegyldigt, dødt udtryk i øjnene. "Zirra."
"Jeg hedder Draven," bød den anden ind og skænkede op til dem, der ikke havde nok i deres krus. "Jeg bliver sgu altid smidt ud, hvis jeg går ind i kroen med blod på ærmet!"
"Det er da også klamt, når man ved du kommer lige fra gården og sikkert har hakket halsen over på tredive høns," kommenterede Theud. "Det der ligner også mere noget fra en kamp. Ham jeres medbragte brød har måske reddet jer fra Fristavns søuhyrer?"
Før Zirra kunne nå at åbne munden og svarer, at blodet kom fra et mordforsøg, fortsatte Draven.
"Så lad os komme til legen, det er zalme altid det sjoveste alligevel! Så lærer vi hinanden lidt at kende, ikke?" sagde han og tog sit krus. "Jeg viser jer lige en prøverunde. Jeg siger noget, jeg ikke har, og så drikker alle dem,  der har prøvet det. Eksempel! Jeg har aldrig set et søuhyre!  Og så drikker min ven Theud her, for han faldt i vandet som ti-årig og påstår hårdnakket, at han har set et åh så stort monster..."
"Det har jeg også, Dra..." begyndte Theud, mens han allerede hævede sit krus.
"Men altså, simple regler!" afbrød Draven og slog ud med armene, mens han forsøgte at charmere hele bordet med sit brede smil - til liden succes. "Hvem vil starte?"
Der var stille ved bordet et øjeblik, før Zirra tog ordet.
"Jeg starter," sagde hun uden at se på de to glade gutter. I stedet fæstnede hendes blik sig på Sednas. "Jeg har aldrig bevidst knaldet med fjenden."