Pax nikkede men som tegn på, at han forstod Junos skepsis. Dernæst spændte han en anelse i overkroppen, så han kunne hejse sig op og lade vægten hvile på den ene underarm, således at han kunne betragte den blonde mand under sig.

”Jeg har et forslag –”, sagde han, velvidende at han skulle vælge sine ord med omhu. Det handlede nemlig ikke om, at de var rivaler, for i Pax’s optik var det ikke tilfældet og havde aldrig været det. Nok havde både Rotterne og Ulvene hver deres respektive territorier, som begge parter syntes at acceptere, men Pax selv havde væsentlig flere der rendte under hans fane. Desuden var hans forretninger ikke udelukket bestående af tiggeri, men også tyveri, kupper, brydekampe i arenaen, salg og distribution af Nox, beskyttelse til det finere folk på guldlokummerne i den øvre bydel og hælerarbejde, men Pax havde altid holdt af Juno. Også inden at han endte i seng med ham.
Han ville gerne have, at Juno lykkes. At Rotterne lykkes.

”Hvis du optræder som en slags officiel repræsentant for Rotterne, så er der ingen der vil mistænke dig for at være min kælling”, fremlagde Pax, hvorefter hans stålgrå øjne afsøgte Junos ansigt efter ledetråde, der kunne fortælle ham, hvad end han måtte tænke om det. ”Vi kan gøre os i reelle forretninger. Det kan positionere jer bedre – og dig. Ulvene gør det med Kragerne, fordi Jason og jeg er vokset op sammen. Rent… profitmæssigt kan det give mening for dig. Det er sådan, at vi blandt andet holder små oprørsgrupper nede. Desuden… så kan vi etablere et officielt partnerskab. Et slags venskab mellem Rotterne og Ulvene.”

Logisk set sagde Pax alle de ting, som Juno burde have lyst til at høre. Han forblev et individ, sin egen leder, der var ingen der ville mistænke ham for at have opnået noget som helst igennem Ulvens seng. Når han hørte det fra Pax gav det mening, og det var samme, som han selv havde insisteret på så mange gange.

Jeg er ikke nogens kælling. Men jeg vil gerne have at folk ved, vi er sammen. 

Juno trak vejret dybt og så fra Pax's ene øje til det andet og ned til hans læber og op igen. 
"Det giver perfekt mening," svarede han endelig. "Vi kunne bruge de ekstra krystaller. Og..." Juno sukkede og strøg sine fingre igennem Pax's tykke hår. "Vi kunne også bruge den beskyttelse der er i at være associeret med jer." Det pinte ham tydeligvis at sige. Det var forfærdeligt for ham at indrømme, at Rotterne kunne bruge nogen som helst form for hjælp, selv når han mistænkte, at Asad ikke var færdig med dem.

"Men det betyder at i morgen skal jeg dele dig med en hel lille gruppe af andre, der tror, jeg bare er en af dem?" spurgte Juno med et grynt og himlede med øjnene, ramt af et prinse-syndrom, hvor det, at have Pax's arm om sig, svarede til at få en krone på, og hvor Pax lige havde taget kronen af ham til mødet i morgen. Der var intet andet der gav mening, ikke sådan som Juno gerne ville kunne positionere sig selv fremover, og han vidste det, men samtidig var han ikke tilfreds med det. 

Pax bøjede sig frem og fangede Junos læber med sine. Kysset var ligeså inderligt, som det var krævende og Pax’s tunge søgte den blonde mands ude af stand til at ville acceptere et nej; som ville Pax minde Juno om, at han ikke sov med andre; at de var hinandens, uanset hvad andre så ved den kommende dags møde.

Da deres læber skiltes igen, var Pax stakåndet og selvom hans stålgrå blik stadig var alvorligt, sitrede hans ene mundvige forræderisk.
”Vi bliver nødt til at tænke fremad”, mumlede han, hvorefter han tog en dyb indånding i håb om, at tæmme hans galopperende hjerte og dens hastige slag. ”Hvis jeg inviterer dig med i morgen og viser dem, at du betyder noget andet, end det de tror – du kommer til at miste al deres respekt i løbet af et sekund, Juno. Alt det, du selv har gjort, kommer ikke til at betyde en skid. Du bliver til Ulvens hvalp og det er der ingen af os, der er interesseret i.”

Pax bøjede sig atter frem og kyssede hengivent Junos mund. ”Men du deler mig ikke. Du deler mig ikke med nogle.” 

Junos mund faldt åben og han skubbede sin våde tunge op imod Pax's, sukkede imod hans mund og lod deres tænder skrabe imod hinanden i et kys, han ikke ville have skulle ende. 
I et øjeblik var al logik glemt fra hans side af, og det eneste der betød noget, var Pax og hans krop mod Junos. Alligevel lykkedes det Juno at lytte, da Pax talte. Alt han sagde, var rigtigt. Der var ikke noget af det, Juno ikke selv havde tænkt. Forskellen var, at han havde tænkt det, inden han var faldet fuldstændig for Pax, inden han havde været nødt til at overgive sig og indrømme for sig selv, at der ikke var noget sted han hellere ville være, end ved Pax's side. Nu var det Pax, der var nødt til at minde ham om hvordan virkeligheden fungerede. Og det sidste Juno havde lyst til, var at blive set på som Ulvens hvalp. Selv hvis det var, hvad han var. Det var imellem ham og Pax, ikke noget andre skulle blande sig i. 

"Hvor er du irriterende, når du har ret," mumlede han og rynkede på næsen af Pax, inden han alligevel gengældte han kys. "Rottebanden er så lille, at folk alligevel kan regne ud, at du kun vil gøre forretninger med os, fordi jeg plejede at være én af dine. Men man kan selvfølgelig heller ikke sætte en pris på loyalitet, vel?"
Juno ville have gjort det samme, hvis han havde været i Pax's sko. Des flere partnere, des sikrere var man. Pax var en god leder, det havde han altid vidst, men det var et privilegium at få lov til at opleve på tæt hold igen. 

Pax kunne ikke bekæmpe den sitrende fornemmelse i hans mundvige, hvormed hans ansigt krakelerede i et smilende grin. Smilehullet trådte frem og hans stålgrå øjne funklede moret for blot et øjeblik før, at han kneb dem let sammen i en påtaget og udfordrende grimasse: ”Men jeg har ofte ret. Såeh – jeg er irriterende hele tiden?”

I det at Juno dernæst fremlagde sin tese, nikkede Pax bekræftende og tæmmede alt det drillesyge i samme øjeblik. ”Selvfølgelig vil de tænke det, men det gør ikke noget. Om noget gør det samarbejdet stærkere for alle andre, der ikke er hverken Ulv eller Rotte – at du kan forlade mig, starte dit eget og vende tilbage men sætte dig ved de voksnes bord, lave forretninger, forhandle… vi fremstår stærkere forbundet på den måde. Det er det samme med Jason og jeg. Folk ved godt, vi rendte sammen, da vi var børn og at det er derfor, vi samarbejder – og at det er derfor, det fungerer. Vores grænser ligger jo lige op og ned af hinanden, men… så går vi en tur, snakker –” Pax kom til at fnyse moret med tanke på den tre år ældre fyr, der øjensynligt kunne konkurrere med Will i skønhed.

”- besøger hans lillebror på kirkegården og når vi så skilles igen, så har vi undgået en intern krig og sikret os vores forskellige profitter…” 

"Ofte, ja," svarede Juno med et grin, til spørgsmålet om om Pax var irriterende hele tiden. 

Juno lyttede tavst, imens Pax fortalte, og da han var færdig, himlede Juno med øjnene. "Se, nu er du irriterende igen," mumlede han anklagende, men forsøgte ikke at skjule, at han var både imponeret og flatteret. Han havde følt sig voksen længe, men det var noget andet at høre Pax sige, at han hørte til ved de voksnes bord. Han havde trods alt undgået den slags ansvar og diplomati indtil nu. Han havde bare passet sig eget og sine egne, stjålet og brudt ind hvor han kunne det, og råbt højt til alle der ville og ikke ville høre om, hvor meget hans bande havde formået. Også selvom deres største bedrift var at holde sig i live igennem flere svære vintre i træk, uden at bede om hjælp. Det var en sejr i sig selv, når Juno var den ældste af dem. 

"Jeg forstår hvad du siger, gamle mand. Du sælger et samarbejde rimelig godt," indrømmede han med et fnys og kyssede ham igen. "Lad mig sove, så jeg ikke ligner lort til dit møde i morgen."


Juno lignede lort, da han vågnede. Det var fjerde gang den nat at han vågnede, men heldigvis havde ingen af gangene involveret råben eller skrigen, men allerhøjst et gisp og følelsen af at være ved at dø. Første gang genkendte han ikke Pax, men hans instinkt bød ham at ligge helt stille og det gjorde han, indtil han kom i tanke om, hvor han var og med hvem. Derefter blev det lettere, hver gang han vågnede og lettere at falde i søvn også. 
Den fjerde gang han vågnede, var mørket ved at forvandle sig til en lys grå, og Juno kæmpede sig op at sidde, for at tage et par dybe vejrtrækninger, der forhåbentlig kunne få hans hjerterytme under kontrol igen, imens han lyttede til de første, tidlige fugle udenfor. 

Det var efter anden gang, at Pax forvandlede sig. Forinden havde han hvisket beroligende ord til Juno, men ikke rørt ved ham, og da den blonde mands åndedrag var blevet tungere, var han, på det tidspunkt som ulven, krøbet ned i fodenden og lagt sig dér i stedet.

Pax havde betragtet Juno et langt øjeblik; stående i døråbningen ind til det smalle soveværelse, fuld påklædt i sine to skjorter, bukser, støvler og langærmede kofte, hvis højhalsede kutte lå henslængt over hans ene skulder, havde han set den anden vende og dreje sig, indtil Juno omsider satte sig op.

Det var med rolige men ikke tøvende skridt, at Pax aflagde afstanden til sengen og satte sig på hug nær den. Hans stålgrå øjne var varme, som han nikkede opfordrende mod den nøgne solstråle, stadig gemt væk under det varme tæppe.
”Alting er fint. Du er i sikkerhed her. I det her hus skal du ikke bekymre dig om noget som helst”, mumlede han, fordi Pax ville have haft brug for at høre det samme, havde situationen været omvendt. Dernæst lod han sine ord hænge i luften, men heller ikke da, rakte han ud efter den anden.
”De er her snart. Der er vand der –” Pax nikkede et sted bag ham, ”hvis du vil vaske dig.”

Pax stoppede op, forinden at han trådte ud af kammeret og med hånden på dørhåndtaget (med det formål at give Juno noget privatliv), sendte han et bredere smil i retning af ham. ”Hagen op”, mumlede han, som en art held og lykke med dét, der dernæst skulle udfolde sig.

Da Juno trådte ud af kammeret, nikkede Pax til hilsen. ”De er en gade væk”, informerede han, hvorefter han lænede sig tilbage på køkkenbordet, således at hans muskuløse men tynde ryg kunne kollidere med en af husets fire vægge. ”Ruk lugter helt af Zaladins til, så jeg ved altid hvor han er…”
Des nærmere mændene kom, des mere distanceret og tomt blev Pax’s ansigt, og han kunne ikke betragte Juno – end ikke skæve til ham – skulle forvandlingen til Ulven i menneskeskikkelse lykkes.

Derefter gik der heller ikke længe før, at en gruppe bestående af seks mænd trådte ind i det lille køkken. De skævede alle til Juno, uforstående for, hvorfor han også var at finde der, men nikkede i en kortvarig hilsen. Kun Will lyste op i et kæmpe smil og gik straks hen til Juno for, at give den yngre mand et langt kram. ”Det var da en glædelig overraskelse!”, udbrød den kønne mand, hvorefter han hastigt satte sig ned ved siden af Juno. ”Hvad laver du her?”
Pax kunne ikke svare på, hvordan han nåede at tæmme sin knurren, forinden den nåede hans strube, men han priste sig lykkelig for, at netop det var tilfældet…

De syv mænd måtte sidde tæt om det lille køkkenbord men tilsyneladende var der ingen af dem, der led under synderlige kvaler af den grund. Brød, saltet smør, to slags oste og frugt blev sat frem og mændene delte vanligt ud af forsyningerne. Selv Juno fik rigeligt på sin tallerken, og eftersom Pax sad en god halvanden meter fra dem og imellem to køkkenskabe, var det Verdis, der rejste sig for at give ham sin tallerken.
Det var imens de spiste, at afrapporteringen startede:

”I grunden har det været en stille nat – ”
”Ja, vi havde en enkelt hændelse nede ved Daggry-stræde, men det er blevet ordnet.”
”Hændelse?”
”Ja, en eller anden skide idiot der mente, at han havde rettighed til Nox men desværre havde tomme lommer.”
”Og Asad ligger stadig og raller. Vi sørger for at gå ofte ved Helbrederhuset, så det er ikke lykkes nogle af hans drenge, at snige sig igennem og det er lykkes fint indtil videre. Vi hev fat i Isiodith og hun - ”
”Ja, og Edward også. Edward hører det, hvis de skulle finde frem til en, der ikke arbejder i –”
”Det er fint”, afbrød Pax mumlende, hvorefter samtlige af mændene tav brat. Pax havde gumlet på det samme stykke brød, alt imens de andre havde spist krummerne på deres tallerkener, men da de stålgrå øjne landede på Juno, var de lysvågne.

”Vi skal lave forretninger med Rotterne i dag.”

Juno havde knap nok bemærket, at Pax ikke var i sengen med ham, hverken i den ene eller anden form, og han så op, da han hørte skridtene nærme sig. Han vidste, at han burde være mere mentalt tilstedeværende, også for sin egen sikkerhedsskyld, men han havde det som om han havde røget noget han ikke skulle; hans hoved føltes tungt, som om han stadig skulle kæmpe sig igennem det værste af søvnen, der hang i ham, selv efter at være vågnet i en forskrækkelse. 

Junos øjenbryn trak sig sammen, da Pax blot satte sig på hug ved siden af sengen, i stedet for at slutte sig til ham. Han havde glemt alt om mødet, og var langt mere fokuseret på, hvor varmt der var under tæppet, og hvor dejligt det ville være at få lokket Pax med sig derunder. Selv mens han kæmpede for at få sin angst til at lægge sig, hungrede han efter at få Pax tættere på sig, og han smilede forsigtigt, da Pax's beroligende ord nåede ham. Han nikkede blot som svar, for han stolede endnu ikke på sin stemme. Først da Pax fortalte ham om vandet, fik han søvndrukkent mumlet et "tak".


Juno vaskede sit ansigt og under sine arme, men da han først var oppe, var han ivrig efter at komme i gang, og ganske kort efter fulgte han efter Pax ud af kammeret. Påklædt og med hår, der var uglet til ugenkendelighed, men det tog han sig ikke af, for med sin evne kunne han blot stryge sine hænder igennem det et par gange, indtil det sad præcis som han ville have det, og også en smule lysere. Renderne under sine øjne kunne han egentlig fikse på samme måde, men han valgte at lade være.

Han kom ud med hagen løftet, som Pax havde instrueret ham, selvom selvtillid var falsk. Det var dog nået til det punkt for Juno, at han aldrig vidste, hvornår hans selvtillid var ægte og hvornår den ikke var. Han forfalskede den så ofte, at det efterhånden var det samme. 

Med intention om at kysse Pax godmorgen, trådte Juno et skridt tættere på ham, men så blev han mindet om hvor tæt på de andre var, og derfra holdt han sin afstand. Der skulle noget øvelse til, hvis ikke han ville afsløre sig selv foran dem, og han var ikke sikker på at han kunne give så hurtigt slip på Pax, hvis først han fik fat i ham. 
"Selv min menneske-næse kan lugte Ruk," svarede Juno med et fnys. Det var måske ikke sandt på denne afstand, men det var det, hvis han kom tæt nok på. 

Juno stod med armene over kors og stirrede ud af vinduet, da mændene endelig trådte indenfor. Juno gengældte deres hilsen, og først da han fik øje på Will, løsnede hans kropsholdning sig lidt op, og lige i tide til at få et langt kram, der udløste en varm latter fra Juno, da han blev nødt til at slå drillende til Will, for at få ham til at give slip, så de begge kunne sætte sig ned igen. "Arbejde. Leder-pligter," svarede han affejende, og skyndte sig at skifte emne til, hvor meget bedre Lizzy havde fået det siden sidst, så han slap for at udtale sig om noget, han ikke vidste noget om.

Der var langt mere mad, end hvad Juno normalt var vant til at få til morgenmad; som regel involverede det blot et stjålent æble, eller en smule grød, og han tog for sig uden tøven, for desuden vidste han ikke, hvad der blev snakket om det meste af tiden alligevel, så imens de andre snakkede, spiste han. Men han hørte det hele og undgik at se sig omkring, da nox blev nævnt. Hvis Pax kendte til Junos forbrug, så var det ikke til at sige, hvem der ellers gjorde. 

I det at Asad blev nævnt, sprang hans blik dog op til ham, stemmen kom fra, hvorfra Juno skævede over til Pax med sammentrukne øjenbryn. Han rørte mig nærmest ikke, sagde hans blik, selvom det var en direkte løgn. Du overgør det. Han er ikke en trussel mod nogen længere. Juno trak vejret dybt ind af næsen og skævede omkring bordet, til dem der snakkede om sagen. Ja, han havde brækket et par knogler, ja, han havde efterladt en pøl af blod på størrelse med et voksent menneske på gaden, ja, hans ansigt havde lignet en friskskåret bøf fra slagteren, men i hans mening havde Asad ikke fortjent samme behandling, og det kom bag på ham, at Pax oven i købet nægtede ham adgang til en healer. Asad var ikke meget ældre end Juno var. Han var et større svin, men Juno havde værre fjender end ham. Og det var hans fjende, ikke Pax's.

Juno blev tvunget til at tage sine tanker fra det, da Pax rettede alles opmærksomhed mod ham, og han rettede sig op og hilste, igen, med et nik med hovedet.
"De fleste af jer kender mig allerede," sagde han og skævede rundt om bordet. "Men mit navn er Juno, jeg er leder af Rottebanden og jeg ser frem til et godt samarbejde med jer." Junos blik faldt på Ruk, som han allerede nu vidste, det ville blive sværest for ham at samarbejde med; "Især dig, Ruk. Hvordan har fingeren det?" Juno smilede - eller, hvis man for nylig var blevet bidt til blods af en arrig rotte, ville man nok sige at han blottede tænder.

Han indikerede, at han ikke havde mere at sige, ved at læne sig tilbage i stolen igen. 

Samtlige mænd, på nær Pax og hovedpersonen, smilede skadefro og lo lavmælt. Will gik tilmed så langt, at klappe Juno venskabeligt på skulderen. Ruk var dog ikke sen til at reagere, og han gav Juno fingeren, hvorefter han brysk mumlede: ”Hvad ligner det, synes du?” Dernæst lagde han de massive træstammer af arme over kors, og nikkede opfordrende i den yngre mands retning. Hans næstfølgende ord var dog ikke henvendt til andre end den gråhårede mand på spisebordet: ”Og hvad skal vi så helt præcist bruge dem til? Ved Zaladin selv – hvad kan sådan en bunke snotunger dog tilbyde os?”

Pax brød ind forinden, at Juno kunne nå at svare på tiltalen, men hans stemme var doven og ligeglad. ”De har øjne i hovedet, Ruk. Og hænder. Alle ti fingre, sår vidt jeg ved.” Endnu engang blev den trykkende tavshed brudt af nogle fornøjede fnys, men Pax lod ikke sine ord hænge alene tilbage, for han fortsatte, tilsyneladende uden hastværk. Faktisk kiggede han end ikke op, men lod sine stålgrå øjne hvile på det halvspiste brød. 

”Ser du, Juno, vi har brug for rotteøjne i gaderne. Vi har en ny spiller, der har meldt sin ankomst. Evlyn Crane er anfører for Proteaus, som er en slags… underafdeling, der har fundet sig til rette i hovedstaden. Indtil videre har vores veje ikke krydset hinandens, men det er kun et spørgsmål om tid.” Da Pax omsider tav, løftede han hovedet med et lydløst suk og lod sit blik fæstne sig på den blonde unge mand. De stålgrå øjne var ulæselige, for det var Ulven, der gjorde forretning nu. ”Jeg har brug for flere der holder øje – flere der sætter sig dér, hvor hun går i den nedre bydel. Fordi, at det jeg beder om, potentielt kan gå udover jeres græsgange, er jeg villig til at give afkald på et hjørne af markedspladsen.” Markedspladsen var et højsæde, det mest lukrative område overhovedet at sende sine tigger-børn til. De dygtige kunne stjæle med legende lethed, og der var så megen medlidenhed fra alskens rejsende og handlende, at det næsten var til at le over.

Din tur, Juno. Hagen op.

Ruk stillede et godt spørgsmål - Juno ville også gerne vide, hvad hans bande kunne tilbyde Ulvens Flok. De var ikke mange, og de var unge. Det var velgennemtænkt af Pax at holde den information for sig selv indtil nu, for Juno var ikke sikker på, at han kunne have forfalsket sin overraskelse over det, han fik at vide.

Junos øjenbryn var hævede i overraskelse, men han sad tavst og roligt, og afventede at høre alt hvad Pax havde at fortælle om situationen med denne Evlyn Crane og Proteaus. Indtil videre lød det alt sammen meget fornuftigt, og som en god opgave med en fair pris fra begge sider, men Juno måtte kæmpe for at holde sit neutrale ansigtsudtryk, da Pax gav ham et hjørne af markedspladsen. Det var for godt til at være sandt. Medmindre...

Medmindre, der er noget han ikke fortæller mig. At denne Evlyn Crane er farlig. Eller fordi han vil have mig til personligt at forfølge hende. Eller også giver han mig en for god pris, fordi vi elsker hinanden.

Juno rettede sig op igen og lod langsomt sit blik glide over de andre deltagere ved mødet. Ingen af dem brokkede sig over prisen, og Juno måtte indse, at hans umiddelbare reaktion havde været, som den var, fordi han ikke troede at ham eller hans bande var noget værd. Ingen andre tænkte sådan om dem - kun ham selv. Han rømmede sig og mødte Pax's blik.
"Okay. Det er en aftale. Jeg kan få rotterne i gang med det samme, hvis det er." Der var den igen, hans forfalskede selvsikkerhed, men det var den eneste måde han kunne komme igennem mødet på. 

Det tavse øjeblik strakte sig, i hvad der føltes som en uendelighed og ligeså vel som Junos hoved kørte på højtryk, således gjorde også Pax’s. Da Juno dog gik med på aftalen, havde Ulven nær skåret en grimasse af ærgrelse, velvidende at opgaven ikke svarede til dét, de fik i gengæld. Ikke, at han kunne bebrejde den blonde mand – alligevel mærkede han frustrationen finde fæstne i sit bryst, og Pax nikkede afmålt, velvidende at de omkringsiddende statuer gjorde det, de vidste, var bedst: nemlig ingen ting. Pax havde lokket med et hjørne af markedspladsen – men hvilket hjørne? Juno havde ikke spurgt, ikke bedt om en bekræftelse, ikke forsøgt at forhandle sig til mere. Og hvorfor ikke? Pax kunne have givet ham et ubetydeligt ét, et så langt fra handlens centrum, at det i det store hele kunne være lige meget, om de fik det eller ej.

Hvorfor, ved Zaladins rynkede røvhul, havde han ikke bedt om mere? Hvorfor havde han ikke taget de tavse mænd som en advarsel?

Pax betragtede stadig Juno, men han vidste instinktivt, at hans blik ikke gav den anden megen forståelse. Hvordan kunne han signalere til Juno, at han skulle højne prisen? Idéen kom til ham i samme øjeblik, at den desperate tanke havde indfundet sig, og Pax hev, tilsyneladende fuldstændig afslappet, sin ene støvle op og satte den i hak i bordkanten. Mændene omkring bordet var begyndt at gumle på resterne af den mad, de havde medbragt og Pax brugte dét øjeblik til, at sætte en finger til indersiden af hans knæ og køre den op til knæskallen.

Op. Juno. Tænk dig om.

”Det er naturligvis ikke alt, jeg har bedt dig komme for”, hørte Pax sig selv sige, alt imens planen tog form i takt med, at han talte. ”Jeg har brug for opbevaringsplads. Er det noget, I sidder inde med? I bor i et forholdsvis stort hus. Ruk, Will og jeg havde fornøjelsen af, at se det indvendigt for blot få dage siden.” Pax lod sin hånd falde, men kun for at sætte en finger mod sin støvle og køre den vandret mod ham selv. Endnu engang fæstnede han sit blik på Juno.

Sig nej. Hvis I bliver taget for det, så er straffen jeres liv. Fattiggården for de små. Ved alle Guderne sig nej, Juno. Vis dem, du er klogere end at stole på Ulven.

”Vi skal naturligvis have adgang nat og dag. Komme og gå, som det passer os. Hvad skal du have for det?”

Juno havde forsøgt ikke at se mere på Pax end højst nødvendigt, bange for at hans blik ville afsløre for nogle af dem ved bordet, hvad han egentlig følte. I det mindste troede både Ruk og Will, at han havde en anden fyr derhjemme, som han hørte til sammen med, men selv når Juno sad til forhandling med Pax og hadede hvert øjeblik af det, havde han bare lyst til at sætte sig på hans skød; lade hele verden se, at han var Ulvens hvalp. 
Men han så på Pax, da den ældre fyr trak sit ben op, og han så også hans tegn, selvom man ikke kunne se på ham, at han gjorde.

Hvorfor? sagde hans attitude, da han lagde sine arme over kors og derefter så væk fra Pax, selv imens Pax talte til ham. Hans opmærksomhed var vendt tilbage til maden. Du er kedelig, I er alle sammen kedelige, gamle mænd, og jeg tager gerne jeres mad og jeres krystaller, men I skal ikke forvente min opmærksomhed, udstrålede han, indtil Pax nævnte Junos hjem.

Juno var oppe af stolen, allerede inden Pax havde talt ud. "Jeg sværger, hvis du nogensinde nærmer dig det hus igen, så er du en død mand!" Han snerrede hvert eneste ord og lænede sig længere ind over bordet undervejs, indtil det så ud som om han havde tænkt sig at kravle over det, for at kvæle Pax.
"Der er intet du kan give mig, der giver jer lov til at komme hjem til Rotterne nogensinde igen. Det gælder jer alle sammen!" Juno stirrede rundt om bordet igen og et øjeblik så han ud som om han havde tænkt sig at sparke Will væk, for at kunne komme hen til Ulven, men så nøjedes han alligevel med at sende ham et dræbende blik. Denne gang behøvede han ikke at forfalske noget. Det hus havde han selv købt. Med krystaller lånt af Ra's al Ghul, en bande han formentlig ville være i gæld til resten af sit liv, men det hus var hans. På lovlig vis. Og han ville ikke have en eneste ulv ind i det. 

"Ved du hvad? Fuck dig." Juno nidstirrede Pax nu, hans stemme roligere nu, men hans kropssprog talte tydeligt om hans vrede. "Man kan ikke stole en skid på jer gamle mænd. Det er jer, der har brug for vores hjælp. Tag jeres hjørne og stik det op i røven. Giv mig springvandet." Springvandet, midt på markedspladsen, hvor rige damer enten kunne smide deres krystaller i vandet eller give dem til en unge, der havde brug for det. Nu var han slet ikke i tvivl om at han bad for meget, men herfra kunne de i det mindste forhandle. 

Fucking endelig. Tak skæbne.

Hvad der hændte efter Junos vredesudbrud skete alt sammen samtidig: Pax blødte med ét op og lod sine læber skilles i et tilfredst smil, hvorefter samtlige af de tilstedeværende ulve gjorde det samme. Will smilede også bredt, om end en tand for himmelhenrykt efter Pax’s smag, og klappede Juno på skulderen for endnu engang. ”Godt gået, Juno!”, roste den gudelignende skabning, alt imens alle de øvrige mænd stak en tommelfinger i vejret eller nikkede i anerkendelse mod ham.

Du er inde, Juno. Kan du se det? Du fik dem.

Pax kunne mærke, at lettelsen overtog frustrationen og at den forsvandt, som dug for solen. Planen var lykkes – også selvom Juno var eksploderet. Nu gjaldt det om, at få ham ned fra raseriets bjergtop igen, og det var unægteligt sværere end at få ham bakset ham derop.

”Springvandet?”, gentog Pax, hvorefter han lænede sig frem og støttede sine underarme på de atletiske lår. ”Det er jo alligevel ikke så lidt.” De stålgrå øjne, der emmede af tilfredshed og stolthed, fæstnede sig atter på Juno og Pax forsøgte, at lade den anden se det. Det var vigtigt – jeg vil ikke tage røven på dig. Husk nu hvad vi snakkede om: det her handler om positionering. Du er i gang med det lige nu – husk det, Juno. Alting for en grund. Hagen op!

”Hvad med det tredje stræde?”, foreslog Pax, velvidende at det hverken var det første eller andet, men at det dog unægtelig var så Zaladins langt bedre end et vilkårligt hjørne af markedspladsen.
”Det er ikke helt dumt, knægt. Der er næsten ligeså meget trafik der som på anden stræde og jeg har hørt rygter om, at nogle af tekstil-butikkerne rykker derover på grund af forhøjet leje”, mumlede Verdis, hvorefter han skævede kortvarigt til Juno, tydeligvis ikke sikker på, hvad han skulle mene om ham. Ruk brummede bekræftende og Will nikkede, stadig smilende.

Jeg ved godt, du hader det, men du er tilsyneladende stadig mere ulv, end du ved. 

Det hele var så langt fra Junos forståelse af verden, at det føltes fuldstændig surrealistisk. Fremmed mænd, der var på hans side? Som reagerede på et vredesudbrud med anerkendelse, i stedet for med vold eller trusler? Juno stirrede målløst omkring sig. Des længere han så på ulvene om bordet, des flere af dem genkendte han. Hvor mange af dem havde været der, da han havde forladt dem for omkring fire år siden? Kunne det tænkes at de var mere på hans side, end han oprindeligt havde troet?
Det var først da Will klappede ham på skulderen, at det lykkedes Juno at sætte sig ned og lade sit blik vende tilbage til Pax. Juno vidste, at den ældre fyr kun havde gjort, hvad han havde været nødt til, men han havde stadig taget det som en direkte trussel, at Pax kunne finde på overhovedet at nævne hans hjem, og han nidstirrede ham fortsat skeptisk. 

Juno trak afslappet på skuldrene, da Pax kommenterede på springvandet. Han vidste, at det var meget - det gjorde hele bordet. Men det var dét han havde bedt om. Hvis der skulle komme et modsættende tilbud, skulle det komme fra Ulven.
Juno stolede ikke på Verdis, men kunne godt lide at høre, hvad han havde at sige, og selvom Will sikkert ikke anede en skid om, hvad der foregik på hvilke stræder, var det beroligende at se, at også han så ud til at synes at Juno skulle tage imod tilbuddet.
Men Juno var trods alt ikke nogen ulv, ligegyldigt hvor meget de andre mænd ved bordet kunne få ham til at føle sig som én igen. Han regnede ikke med at de gav ham noget som helst, medmindre han selv hev det ud af lommerne på dem. 
"Tredje stræde, og min unger får adgang til Edwards hjælp. Hvis de bliver syge af at følge efter Ulvens dame i regnvejr, så er det også Ulvens helbreder, der tjekker dem."

Det var ikke engang en dag siden, at Edward havde sagt, at Juno skulle betale næste gang de så hinanden, og Juno var allerede ved at modsætte sig det.

Pax kunne have sprunget ned fra køkkenbordet og sat sine læber mod Junos i samme øjeblik, at den blonde mand afkrævede endnu mere – så stolt var han. De stålgrå øjne funklede også af netop den følelse, og de omkringsiddende ulve gjorde sig atter i deres forskellige anerkendende gestusser.

”… slet ikke så dum, som han ser ud”, mumlede Ruk, hvortil Verdis nikkede og tilmed sendte Juno et kortvarigt smil. Også Will syntes begejstret, som så han Juno for første gang – noget, der så absolut ikke gik Pax’s næse forbi, men som lettelsen ganske enkelt ikke kunne tabe til. Det eneste der fortsat bekymrede den gråhårede unge mand, var det faktum, at Juno afskyede ham i det øjeblik. Den bekymring fik dog heller ikke lov til at dominere, for Pax havde ganske enkelt ikke råd til det og det håb, han følte i sit bryst, bestemte han sig for, måtte bærer ham resten af vejen over på den anden side.

”Naturligvis”, svarede Pax omsider, som var det i virkeligheden en selvfølge. ”Hvad angår Evlyn –”, lød det dernæst, for Pax var overbevist om, at Juno var få øjeblikke fra at rejse sig og det var helt essentielt, at han hørte de ord, der fulgte trop på de første: ”Jeg vil ikke have, at I kontakter hende. I skal ikke følge efter hende for enhver pris men holde jer på afstand. Jeg gider ikke have, at hun pludselig står foran min dør og ved, at det er mig, der har sendt jer. Det undergraver jo hele formålet – jeg stoler på, at I er kloge nok til at tage jeres egne forholdsregler. Ellers står vi selvfølgelig til rådighed. Ganske kvit og frit taget vores… fælles interesser i betragtning.” Pax lod sig glide ned fra køkkenbordet, stadig med hans ene mundvige hævet opad i et skævt smil.

”Jeg har ikke mere denne gang. Du kan gå.”

Havde Juno set, hvordan Will pludselig så på ham, ville han virkelig have givet Pax noget at bekymre sig om, men som det var, var Junos blik klistret til Pax's, selv som Ruk gav ham et baghåndet kompliment. Han bemærkede slet ikke Will, når Pax sad med en slet skjult stolthed i sit blik. Der var ikke andet Juno hellere ville se på - ikke engang byens smukkeste mand. 

Det var et nemt løfte at give for Pax, adgangen til Edwards hjælp - det kunne vise sig at blive ganske billigt, eller ligefrem et gratis løfte, hvis ikke der var nogen der blev syge, men for Juno betød det alting. Han kunne holde op med at spare op til dén slags nødstilfælde, og det var som regel de dyreste. Edward og Pax's hjælp dagen forinden havde ikke kun reddet Lizzys hjælp, de havde muligvis reddet Juno fra at miste rub og stub i et forsøg på at købe sig en redning af hendes liv. 

"De er ikke idioter," svarede Juno roligt, helt uden vrede, for det var bare et løfte om at de var i stand til at klare opgaven de havde fået. 

"Endelig," mumlede han, da han fik tilladelse til at gå, og smilede til Will, inden han, med en hånd på hans skulder, sprang over hans ben, i stedet for at møve sig rundt om den lille plads bag hans stol. Han løftede en hånd i den generelle retning af bordet, men tog ellers ikke afsked med mændene ved det. Han vidste, at det var vigtigt for Pax at få ham til at blive en del af dem, og det burde også være vigtigt for ham selv, men han havde for meget energi i kroppen til at kunne sidde stille meget længere, og han havde samtidig heller ikke tålmodighed nok til at tage høfligt afsked med ethvert medlem af Ulvens Flok han rendte ind i.

Den kolde, klare luft var præcis hvad han havde brug for, da han trådte udenfor, og des tættere han kom på sit hjem, des mere tilfreds blev han med mødets resultat. Derhjemme havde Lizzy fået det betydeligt bedre, ungerne var glade for arbejdet, og alt var godt, med undtagelse af Hector, der undgik ham. Juno kunne ikke bebrejde ham - han undgik også Hector.
Efter at have sat Rotterne ind i deres nye opgaver og territorium, forlod Juno dem igen. De havde prøvet lignende før, med andre bander, og indtil for nylig havde de også holdt øje med Asad. Dét virkede som en ligegyldig opgave, nu hvor Juno vidste hvor smadret fyren måtte være. Men han havde tillid til sine ungers evner fra andre opgaver, og han efterlod dem uden uro, for at vende tilbage til sikkerhedshuset.

Han var i gang med at klatre ind af det vindue, han selv havde efterladt åbent i soveværelset, da han hørte mændene på den anden side af døren begynde at tage afsked. I et halvt sekund, var Juno i tvivl om, om Pax ville regne ud at han var kommet tilbage, men så løftede han sin frakke op til sin næse og duftede til den. Den stank af vådt uld og tobak, røg og en smule af - baby. Hvis Pax virkelig kunne lugte Ruk en gade væk, så måtte han også kunne lugte Juno i det tilstødende rum, så han tog afslappet sin frakke af og smed den fra sig, hvorefter han selv smed sig på sengen, imens han ventede på at Pax fik taget afsked med sin flok. 

Det var svært at koncentrere sig – hvorfor bevægede han sig nærmere? … Og vinduet? Såeh… ikke officielt.

Pax skævede fra tid til anden ned til sit ene knæ, bange for at han ville se, at det dirrede rastløst. Det skulle dog aldrig vise sig at være tilfældet, men lettelsen var stadig komplet for hver gang, at de stålgrå øjne flakkede dertil.
Omsider gik også Ruk, og Pax kunne, påtaget langsomt imens hans sanser søgte de andre og deres veje bort, skridte tilbage mod soveværelset. Da Pax åbnede døren, brød det stolte smil dog frem med ét:

”Jeg skal sige tre ting før, at du slår mig ihjel”, udbrød Pax, mere muntert end man måske ville antage, at en døende følte sig. Hans øjne funklede af den stolthed og kærlighed, han følte for den blonde mand. Pax skød døren op og imens han fremlagde sine ord, bevægede han sig langsomt nærmere sengen:

”Du takker aldrig ja i første hug igen. Ingen ulve bevæger sig ind i rotternes hjem – jeg giver dig mit ord – jeg skulle bare have dig til at fucking tænke.” Pax satte sig i fodenden, og smilede så bredt, at smilehullet dominerede hans ene kind. ”Og du gjorde det godt. Jeg er stolt af dig.”

Juno satte sig op i sengen med ét, da døren ind til værelset gik op. Han var lige ved at rejse sig, men Pax's ord afbrød ham i bevægelsen og han blev siddende, imens den ældre fyr fik sagt sine tre ting. Juno spejlede den andens smil, da han fik at vide, at han var stolt af ham.

"Jeg takker aldrig ja i første hug igen," medgav han med et rul med øjnene, men kun fordi Pax havde ret igen, og det gjorde ham irriterende. Juno havde ikke følt, at han hørte til ved voksenbordet, men han var stædig omkring at vænne sig til følelsen, for han havde ikke tænkt sig at opgive sin plads nu. "Og det lykkedes dig ved Zaladin også at få mig til at tænke. Dine bavianer, omkring mine børn?! For slet ikke at tale om -" i stedet for at uddybe, på hvor mange måder det ville skide på Rotterne, hvis Ulvene brugte deres hjem til opbevaring og møder, gestikulerede Juno med hænderne, at det ville have uoverskuelige konsekvenser. 
Med det vigtigste sagt udlignede Juno afstanden imellem dem, indtil han sad helt tæt op af Pax, og smed også et ben op over Pax's knæ. "Du hjalp mig i dag," sagde han og smilede til Pax, hvis smilehul fik ham til at se usædvanligt blød ud. "Og du hjalp mig i nat. Det ville være et dumt træk af mig, at slå dig ihjel."

Pax nikkede og forsøgte at tæmme smilet. Det lykkes ham knapt, men da Juno rykkede tættere på, glemte han også alt om dét.
En af de arrede hænder landede på Junos knæ, og Pax nikkede og lo dernæst lavmælt. Hans blik sagde alt: Jeg ved det. Hvorfor tror du, at jeg sagde det? "Du ved godt, at det er... Hvad? Tredje gang? Fjerde gang? At du truer mig på mit liv. Det er lidt ved at blive et mønster og du har tilsyneladende kun ordene i munden." Der skinnede noget udfordrende i de smilende stålgrå øjne, men Pax drillede kun uanset. "Og det ville nødvendigvis ikke være helt dumt af dig. Hvis du lykkes med at slå mig ihjel, ville dine chancer for at overtage ulvene være... bedre end de er nu. Det ville selvfølgelig ikke sikre dig nogen som helst plads, men... der ville være en plads til dig. Et sted."

Pax strøg ubevidst Juno henover den andens knæ, hvorefter en eftertænksom rynke satte sig fast mellem hans brede øjenbryn. "Hvorfor kom du egentlig tilbage allerede?"

Der var ikke andre, der kunne røre ved Junos knæ og slippe af sted med det, men Pax var ikke bare undtagelsen, han var den eneste, der aldrig kom tæt nok på til Junos smag. Derfor lagde han også sin egen hånd over Pax's og skubbede den bare en smule længere op ad hans lår.

"Jeg ville måske få Ruks opbakning, men jeg ville miste Verdis' og Wills støtte, og jeg vil langt hellere overtage en flok med dem i. Måske hvis jeg langsomt forgiftede dig, så det så ud som om du bare blev syg..." tænkte Juno højt, med et glimt i øjnene. Han ville beskytte Pax med sit liv, hvis det blev nødvendigt, og han vidste, at hans trusler aldrig ville blive til mere end dét. Han kunne knurre og gø af Pax, men ikke bide ham.

Juno skar en grimasse ved spørgsmålet om, hvorfor han kom tilbage. "Du må ikke grine," advarede han og sendte Pax et skarpt blik. "Men i morges - det føltes som om du var så langt væk fra mig. Så jeg havde bare brug for - det her." Juno lænede mere af sin vægt mod Pax og afventede det grin, som han forventede ville komme.