Blommen var kun for at få ro på maven. For når kvalmen stod højest, var det nemmere og bedre at få en sødmefuld blomme i halvkatten end at han skulle gå på tom mave, indtil de nåede et sted hvor et mere solidt måltid kunne indtages. Såfremt de fandt tiden til det, for så snart det saftige frugtkød var indtaget, havde Percival fået en fornyet energi, der ikke lod til at lade tiden blive spildt.
Ønsket om at se markedet blev uden belærende indvendinger efterlevet. Det værste der kunne ske, var at dæmonen i sidste ende selv måtte stå for maden, men med den lille læderpung fyldt med sand ville det ikke blive et større problem. Mætheden skulle nok komme.

Blikket dalede mod hånden, da kattens tag strammede sig og frygt stod malet i de blå iskrystaller ”Jamen dog Percival, bange for jeg forlader dig her i mængden? Det ville aldrig ske, du er jo langt mere værdifuld for mig end en hver anden på dette marked.” hånden blev vrisset fri af prydslavens fængslende greb. Kun for at lægge den omkring den smalle skikkelse og trække den nærmere. Et blidt kys blev placeret over de sorte krøller ”Meget mere værdifuld end hele Dianthos.” hviskede han blødt ind i det ene pelsede øre, inden han rettede sig op – stadig med armen, beskyttende, omkring ungkatten.
Selv når det ikke virkede sådan, slap den hvid dæmons opmærksomhed aldrig Percival helt. Når de violette øjne gled over de mange boders indhold, var det ikke sent til at dreje sig tilbage til sit udgangspunkt, hvor han kunne holde øje ud af øjenkrogen.
Et høfligt smil blev givet den første sælger, da den korte latter ophørte ”Det er sandt håndværket derhjemme er helt uden sammenligning med det man finder her. Disse er dog også smukke, men på deres egen enkle måde.” løj han, for at formilde sælgeren bare en anelse. Percival havde dog ret potterne var hæslige, kedelige og intetsigende.
Sådan forsøgte han at bløde sin kats direkte kommentarer om varerne i de forskellige boder, da hans fokus blev krævet andet sted. Med spiret i øjesyn kom spørgsmålet ”Vil du derhen? Vi kan ikke komme derind, men paladset har en enestående slotshave der er åben for alle.”.

Mulighederne havde været talrige til at have den unge halvkat med sig. I årevis havde den hvidedæmon debatteret med sig selv, om hvornår det var rette tid at vise hans prins, at der var et liv udenfor de sandede toppe Rubinen havde at byde på. Ingen af tidpunkterne havde føltes rigtigt. En for tidelig introduktion ville måske give killingen blod på tanden, for at slippe væk fra sin tilværelse i sandslottet. Det kunne gøre ham stridbar. Tidspunktet var derfor nøje udvalgt. Valgt ud fra hvordan Percival forgudet sin herre i alle hans gerninger, og ville se ham som den eneste kilde for adgang til verden udenfor.

"Ingen gang mig." Det var nok det mest ærlige svar han havde givet pynteslaven i de 5 år deres skæbner havde været forbundene. Der var ingen forsøg på at sno sig og dreje sandheden så den hverken var en direkte løgn eller sandhed. "Ser du Dronningen. Vores allesammens dronning, Lysets Dronning, bor inde bag de hvide stenvægge og selvom hun drikker mine vine og krydder sin mad med mine krydderier, så er slottet kun åbent for en handelsmand som mig når bal afholdes." Uddybede han. Førte den ene hånd om bag lænden at hvile, mens den knyttede sig til en kugle. Han ville indtage slottet på et hjerteslag, hvis det var muligt. Sætte sig til rette på tronen med grådighedens guld dryppende fra sit sejers rige smil. Men Llyon var ingen idiot, et kup mod tronen kunne koste ham mere end han nogensinde havde mistet i kortspil. Det var et stats der selv for ham var for stort.
Hånden åbnede sig, kom til syne igen da han erklærede "En dag vil jeg føre dig op ad slottes trappe, gennem dets døre og ind blandt brusene skørter. Du min lille kriger vil følge som min ledsager til bal." Lagde en finger blidt under hagen på sin slave. Fristet till at bukke sig ned og lade læberne følge de pelsede øres kant, men afholdte sig selv.
Ikke et sekund fjernede han armene der holdt Percival tæt. Ignorerede blikkende der fulgte dem, da han ledte katten i retning af slotshaven. Han var en sydens mand, det var undskyldning nok for den lemfærdige omgang med sit eget køn. Han var dog aldrig mere skødesløs end at holde sig til velovervejede berøringer på åben gade, der hverken bekræftede folks mistanke eller afkræftede dem.

Llyon nikkede bekræftende og gentog ligeså "Som min ledsager." Implicit lå der et usagt 'ikke som min slave', men ordne udeblev. Der var ingen grund til at give ungkatten et indtryk af at han nogensinde ville kunne blive en fri mand. "Vi ville indtage balsalen, hvor vi ville dreje hoveder, mens vi dansede til langt ud på natten, til dine fødder ville være ømme af minderne. Prinser og prinsesser ville se på dig med misundelse når du strålede klare end de nogensinde ville kunne." Uanset hvor fine klæder han måtte tildække sin krop med eller hvor mange banketter han ville deltage i, med sin arm snoet omkring handelsmandens, så ville det ikke være andet end et slør af virkeligheden. Så længe katten trak vejret ville han altid være en pynteslave. Det kunne ingen adjektiver eller bal ændre på.
Percival ville til evigtid være dæmons ejendom, uanset hvor mange kys og blide fingerstrøg der blev uddelt. De ville aldrig blive ligeværdige.
I handelsstøjen var det tæt på umuligt at høre den hvordan bølgebevægelser af lavfrekvens lyde forlod halvdyrets brystkasse og hals, men hvad Llyon knapt nok kunne høre kunne han mærke. Fingeren under hagen strøg sig kælent ned over halsen. Stoppede lige før kraven og skiftede kurs til nakken. Lange fingre forsvandt ind i den sorte hårgrænse og nussede den følsomme hovedbund. 
Læberne trak sig længere tilbage, blottede tænderne under dem i et voksende smil der fik de kortede muskler i kinderne til at trække huden ind i to fordybninger, en i hver kind. "Vores kongerige. Der er nemlig intet kongerige uden en ørkenprins." Hånden gjorde sig fri fra de sorte krøller. Han var hans ørkenprins, en titlen kun for ham at bære, nøjagtig som Sirius var den hvide dæmons nattehimmel.

Selv en blind mand ville have kunnet se skønheden i slotshaven. Den stod frodig, velholdt og ikke mindst velduftende. Farverige blomster fyldte luften omkring dem med forskellige noter af søde og friske aromaer. Træer kastede skygger der gav ly for solens stråler. Stier snoede sig ind mellem dem og bedene, alle syntes at mødes før eller siden og gjorde det umuligt at fare vild, så længe man holdt sig til dem.
Her i den grønne oase var der ro fra de fortravlede gader. Her var de mest prominente lyde små latter bobler der blandede sig med lyden af klukkende vand fra de mange vandspil placeret omkring. Men kunne hurtigt blive fristet til at tro, at der ikke lå en anden verden udenfor haven.
Mest i øjefaldende ved paradiset var de store områder med græs. For selvom haven der hjemme var holdt med grøn magi, så var der ikke skyggen af græs i den sandede jord, hvor grønne planter skød op fra.

Det grønne græstæppe udgjorde en fantastisk sommerlig scene, men slottets labyrinthave udgjorde ingen større konkurrence til det avls kunstværk, der med en barnlig nysgerrighed i de klare blå øjne sugede hele verden til sig. Den hvide dæmon havde kun øje for sin kælekat.
Selv når blikket vendte sig periodisk væk fra den pjusket hale og de sortpelsede øre, så det lod til at den rubinske handelsmands opmærksomhed aldrig helt slap halvdyrskatten. Hvordan kunne han også gøre andet end altid at have en hvis grad af bevågenhed hvilende på noget, der så instinktivt fyldte ham med en stolthed over at vide den særpræget kat var hans, og hans alene?

Percival havde efterhånden udviklet sig til at være en selvstændig kat, der stadig var i fuldfærd med at danne sig sine egne meninger i den hormonfyldte krop. Kontrasten var stor mellem den killing der knapt havde turde se sin herre i øjnene for fem år siden, til den halv voksne ungkat der nu uden tøven greb omkring den selv samme hånd, der så mange i løbet af årene havde fodret ham med alle de saftfyldte blommer han kunne rumme. 
Havde det været en hver anden der havde gjort sammen, ville Llyon hverken havde ladet sig bremse eller lytte med meget mere end et halv øre. Han ville med det samme have mistænkt det var første tegn på en selvstændighed der ville lede til flugt forsøg, men med Percival var det anderledes. Han vidste nøjagtig hvor hans loyalitet lå. Hvis seng han ville søge til så snart solen slikkede sandbankerne der hjemme, og hvis favn han ville søge en hjemmelig tryghed i, når natfulde folks færd gav genlyd i Dianthos gader i aften.
Dæmonen trådte derfor også nærmere de blå øjne. Ikke nært så påpasselig med hvordan det så ud for dem omkring dem. Smilet trak op i øjnene, som den sorte kat vendte sig væk og strakte sig over stengærdet mod det rislende vand. En hånd endte på hver side af Percival, hvilende mod gelænderet, mens Llyon lænede sig ind bagfra og så ham over skulderen "En grøn oase er det alt du ønsker dig, Percival?" Stemmen var lav og spindene da han nåede navnet. Ikke at de lette vibrationer kunne sammenlignes med hvad halvkatten kunne præsterer, han var trods alt kun en dæmon fanget i et menneskes krop.

De hvide øjenbryn trak mod hinanden, men ikke af vrede. ”Nej?” Musede Llyon gentagende, med en ægte nysgerrighed spillende i sit blik. Hvis ikke en oase i ørkenen, hvad skulle en lille kælekat så ønske sig? Juveler? Silkebånd og guld glinsende duft oliér? Han kunne få det hele, hvad end han pegede på skulle blive hans. Alt på nær én ting, hans frihed; den ville for altid være dæmons at råde over.
Var det overhovedet en tanke som var faldet Percival ind, at han var fange i et guld bur, men et bur ikke desto mindre?
Llyon granskede det han kunne se af unge ansigt nøje, men fandt ikke de svar han ledte efter før Percival uddybede og nært havde fået sin herre til at slippe en mave dyb latter. ”Roser?” Latteren kun akkurat formået at blive holdt ude af stemmen. Han justerede grebet om trægelænderet og lukkede armene tættere omkring ungkattens liv ”Jeg vil sørge for tusinde rosenbuske skal pryde din oase. Det skal blive dit refugium, - enerådigt.”

Ring glimtende fingre strøg over de sorte krøller, mens Percival's små vibrationer arbejdede sig ind i brystet på ham. Noget overrasket over spørgsmål sænkede Llyon hagen og mødte prydslavens blik. "Hvad jeg ønsker mig?" Gentog han med sammen knyttede øjenbryn.
Tungen gled eftertænksomt over underlæben. Ingen, udover dæmonen selv, havde nogensinde gjort sig den ulejlighed at spørger hvad han ønskede sig. Svaret var mange, men i helhed det samme; alt. Der var ikke den ting i verden Llyon ikke ønskede sig. Det han havde var aldrig nok og alligevel var der kun en ting der som et fyrtårn, i natten stod, kart frem i tankerne. Det eneste han kunne ønske sig ønskede mere var Percival; at endelig få lov til at dufte ham, smage ham og endnu vigtigere mærke ham.

"Med dig, Lille kriger, så har jeg alt hvad jeg kunne ønske mig i dette liv." Et varmt smil trak mundvigene op ad, mens en arm gjorde sig fri og en hånd, kærtegnene, lagde sig mod Percival's lysere kind "Du er alt hvad jeg ønsker mig. Dine kys, dine kærtegn og din varme."

Llyon var som en poet når han erklærede at Percival var den han drømte om. Han havde så mange måder at udtrykke sin længsel efter ham på, at det næsten var som om det var nyheder for den mindre kærlighedserfarne halvkat. Han sukkede af kronisk nyforelskelse og puttede hovedet mod Llyons kærkomne hånd, og med sit kropssprog tiggede han om mere forgudelse. Han nød lyden af sin herres stemme mere end noget andet. Alle andres stemmer skar i de følsomme og agtpågivende halvkatteører.

Den vibrerende spinden ophørte helt ubevidst, da det gik op for ham at Llyon talte om hans kys og varme, næsten som om det var noget de havde gjort sig meget i. Men Percival var bevidst om at det ikke var noget han havde gjort… endnu! Indtil for ganske nyligt havde der ikke været læber involveret når det var tid til at kæle, og de læber havde allerhøjest strejfet toppen af hans hoved, hans fingre eller hvilende mod hans hals når de lå i sengen. Det var som om han kunne mærke deres bløde hud mod hans sarte hud lige nu.

Han løftede sit hoved fra den kærtegnene hånd og kiggede op på Llyon med øjne der var fulde af forventning.

Drømme var en ting, mens hvad der derimod var virkeligheden straks var en helt anden sag. Llyon gjorde sig ingen tanker om hvor urørt prydslaven endnu var, når han talte om egne lyster og et sted forventede at han ville reagere på dem med positivt omend spørgende sind.
 
 Spyt glinsende fugtede Llyon sin underlæbe med tunge spidsen, mens han vejede sine muligheder. Det var svært, noget nært umuligt ikke at lade sig rive med at instinkter da et glædesfyldt blå hav vendte sig op mod sin herre. Et let buk i nakke og ryk og han ville endelig, efter års venten, kunne indtage hvad der retmæssigt var hans. Med en hånd på hver side af det unge ansigt var den hvide dæmon sikker på at der ingen modstand ville komme, men det var en hårfin grænse at balancere halvkattens tillid på.

Blikket fulgte hans fingers kærtegn over de silkebløde læber "Percival," Stemmen en oktav dybere end normalt. Prøvende, men uden tøven lænede han sig indbydende frem "Vil du... Må jeg?" Spørgsmålet et dække over det manglende valg, men måske hvis Percival følte at valget var hans ville han lade Llyon stille toppen af sin sult.

Ubevidst om at hænderne om hans hoved var for at fængsle hans opmærksomhed på hændernes ejermand, fandt den purunge halvkat tryghed i dem. Kun hans herre ville ham det godt, følte han. Og med et såkaldt kys kunne han endelig opfylde den drøm han havde, og Percival kunne således vise ham hvor taknemmelig han var for det hjem og den kærlighed han havde fået.

Tiden var som gået i stå imellem dem mens de to kiggede hinanden dybt i øjnene og ignorerede de smukke omgivelser og forargede tilskuere, der holdt afstand til dem. Percival var kun opmærksom på selv den mindste berøring eller tilnærmelse fra Llyon. Og intet af det han gjorde, fik ham til at trække sig væk. Han vidste at der skulle ske noget… Et elskovskys…

Tommelfingeren der kærtegnede hans læber med kærlige strøg, fik dem til at skilles ad. Havde det været en anden end den smukke englemand der var kommet så tæt på med sine fingre, havde Percival sat sine rovdyrstænder i ham, men med Llyon blottede han dem sjældent for.

Da hans navn blev sagt så kælent til ham, reagerede hans krop med et opmærksomt sæt. 'Vil du…' Halvkatten var klar til at gøre hvad end han ville have ham til. Han ville det samme. 'Må jeg…' ”..Ja!” Klynkede han skingert. Ja han måtte!

Som Llyon nærmede sig hans højde, lagde han sin spinkle hånd på stoffet af Llyons bluse og mødte ham på halvvejen ved at løfte sig selv højere på tåspidserne. Det var næsten som om han vidste hvad han skulle gøre. Llyon havde vejledt ham udelukkende med sine øjne, så han vidste lige præcis hvor han skulle trykke sine læber imod. Den anden mands læber kendte han så godt mod sine fingre og sin krop, men det føltes virkelig ekstraordinært fantastisk at kysse dem… Også selvom han ikke vidste bedre, end at et kærlighedskys kunne være mere, end blot en lukket mund med fremskudte læber.

Kysset var blidt, guidende, grænsende til tilbageholdende som var dæmonen bange for at afskrække halvkatten for yderligere kontakt. I sandhed var det dog en sejr, ikke den Llyon dybest set håbede på, men dagen var stadig ung og det var en sejr ikke desto mindre; en han langsomt med allerstørste grådighed tog, uden omtanke for de omkringstående og deres misbilligende blikke.


Resten af dagen var gået med at forkæle Percival til langt op over de pelsede øre. Hvad end de azurblå øjne var landet på og de mælkehvide fingre havde rørt ved var blevet hans, indtil Llyon vurderede den unge halvkat var tæt på sansemættet og det var tid til at trække tilbage til private rammer.

Byhuset var på ingen måder sammenligning med ørkenpalæets overdådighed, men emmede stadig af en luksus der var højadelen værdig. En mindre håndfuld af tjenestefolk, der ikke mindre bundet en de rubinske slaver der hjemme, holdt sig klar til opvarte herskabet når ønsket men holdt sig ellers ude af syne og sind.

"Gør et varmt bad klar, og bring aftens middag dertil." Kommanderede dæmonen til tjenestepigen der havde taget imod dem ved døren, før blikket rettede sig mod prydslaven. "Hvilken olie ønsker du i badet, Percival?" Spurgte han blidt, med en let finger lagt kærligt under den spidse hage for at løfte hans blik til hans.

Der lød ingen protester fra den unge halvkat, da Llyon delte hurtige ordrer imellem byhusets tjenestefolk. Nok var han fuldstændig udkørt, efter at have oplevet så meget på en og samme tid. Han havde set hele den pæne side af Dianthos, både markedspladsen, slots- og tempelhaverne, de oldgamle bygninger... Llyon havde fortalt ham en del om slottet, templerne og bibliotekerne, når han havde spurgt, men ærlig talt var det meget svært for ham at sætte sig ind i religion, magtstyre eller samfund generelt. Hans egen virkelighed var jo en helt anden. Han blev ikke ved med at spørge ind til, hvad den store forskel på hans herre og dronningen var. Eller hvad forskellen på ham eller de mange guder var. Set fra hans uskyldige synspunkt, elskede, ærede og frygtede de allesammen Llyon, på præcis samme måde. De bragte ham fornemme gaver og forsøgte ikke at modsige ham, så de stadig kunne være på hans bedste side. Fra sin vante plads på Llyons skød, havde Percival set magtfulde mænd fedte for Llyon, så ekstremt, at selv Percival kunne gennemskue det. Det var kedelige forretningsmøder, hvor han sjældent fulgte rigtigt med, fordi hans barnlige hjerne ledte hans tanker andetsteds. Lige indtil der opstod uoverensstemmelse, altså... Og Percival skånsomt blev sendt ud af rummet.

Dagens andet bad. Det var ikke unaturligt, at Percival blev badet flere gange. Han var altid ren og pæn, når der var tilfælde af at han skulle i nærheden af Llyon. Og der var der jo hele tiden, skønt han var alene størstedelen af tiden. Men nu var et bad særlig tiltrængt, da hovedstaden var noget mere beskidt, end man lige skulle tro. "Rosenblade og argan," Svarede han, efter at have kigget ud ad vinduet, efter overfladisk at have undersøgt de nye indendørsomgivelser. Her havde han ingen faste pladser eller vaner endnu, så han havde hverken taget plads i stolen eller sengen. Han kiggede op på Llyon, da tjenestefolkene var ude af syne. Ligesom derhjemme, ignorerede han dem også her. Han var træt og udmattet, kunne hans rolige, lidt langsomme blik afsløre, trods den ungdommelige friskhed. "Jeg er slet ikke sulten..." Hviskede han sin erkendelse, som om det nogensinde havde gjort noget. Det var nok forelskelsen igen, der havde taget appetitten fra ham. Lige siden kysset, havde han svævet på den lyserøde sky, på en måde der var ny for Percival, men var genkendelig for alle andre. Han kunne slet ikke tænke på mad lige nu, og det var selvom han kun havde spist en enkelt blomme fra Llyons hånd, siden de ankom til byen.