Dét havde Juno ikke set komme. Hvem ville have den slags rygter gående om sig? Med ét faldt også dét på plads. Selvfølgelig havde en mand som Pax tænkt så langt. Han havde succesfuldt, så vidt Juno vidste, lykkedes i at stoppe en masse damer fra at falde for ham. Pax's arrede ansigt gjorde sit eget for at skjule, hvor blødt hans hjerte kunne være, og rygterne om hans tilstand i sengen og deformiteter, var uden tvivl med til at beskytte ham. Juno forstod det, men var for selvoptaget til nogensinde at kunne gøre det samme. Han havde ikke den selvsikkerhed det tog, at kunne høre på den slags rygter fra andre. Han gik for meget op i, hvad andre tænkte om ham. 

Bag sig hørte han Pax komme på benene, og han skævede om til ham, for at sikre sig, at han ikke så ud til at falde. Mentalt lavede han en liste til sig selv; han skulle have mere brænde på ildstedet, et tæppe om Pax, en stol eller seng han kunne sidde eller ligge i, og han var ikke sikker på, at han kunne forlade ham overhovedet, før han havde det bedre, men måske han kunne overtale Pax til at sove lidt, og så holde øje med hans tilstand imens.

Han ventede på at vandet kogte, da han mærkede Pax's arme om sig. 
"Tag så længe du har brug for," svarede Juno med et fnys. Det var dejligt at have Pax's arme om sig, at kunne mærke hele hans krop mod sin ryg og Pax var dummere, end han troede, hvis ikke han vidste, at Juno gerne ville have ham præcis hvor han var. "Hvis du stadig rører ved mig, når vandet koger, er prisen et kys. Du skal ikke sige, at jeg ikke advarede dig."

Pax smilede ad Junos advarsel og fnøs derefter selv moret. Stadig rystede han, og Pax tænkte i sit stille sind, at det måtte være mærkværdigt at mærke kuldekramperne, der unægtelig kolliderede med Junos ryg med jævne mellemrum. Ikke, at han gav slip. Faktisk gjorde han det stik modsatte; han trak Juno tættere på sig og kyssede den yngre mand i nakken.
”Betragt det som en slags forudbetaling”, brummede han drillende, hvorefter han bandede lavmælt. ”Man skulle fandeme tro, det var vinter og det var kun 15 piskeslag…”

Som begge mænd forudså, begyndte vandet troligt at koge ikke lang tid efter. Pax brummede, næsten overvejende, hvorefter han spurgte: ”Og hvor skal det kys så plantes henne?” 

Varme bølgede igennem Junos krop ved Pax's kys i hans nakke. Det var en fysisk påmindelse om, at Pax måske ikke var helt så træt af Junos desperate forsøg på at få hans opmærksomhed og kærlighed, som Juno havde bildt sig selv ind.

Juno tillod sig selv at hælde vand på teen, inden han svarede på spørgsmålet. Det gav ham også tid til at opbygge det mod, han havde brug for, da han endelig vendte sig mod Pax, deres kroppe fortsat tæt op mod hinanden. 
"Her," svarede han lavmælt og strakte sit ansigt frem mod Pax's, og sigtede efter hans læber med sine egne, men kyssede ham ikke; i stedet afventede han, at Pax brød den sidste afstand imellem dem. Han havde brug for at mærke, at Pax også virkelig ville det. 

Pax afventede Junos reaktion, og da han omsider vendte sig rundt mod ham, sitrede hans ene mundvige forræderisk. Hans åndedrag var blevet overfladisk, og selvom Pax rystede af kulde og hans hud var hvid som sne, lyste hans stålgrå øjne af noget udefinerbart. Dette øjeblik var unægtelig anderledes end det foregående; her kunne ingen af dem gemme sig bag momentet af impuls eller igennem en udfordring, pakket ind i legende flirt.

Et faktum Pax var så bevidst om, at han knap kunne bevæge sig ud af stedet. For et øjeblik, der føltes som uendelig, stod han blot og betragtede Juno, indtil –

At han omsider lænede sig frem og lod deres læber mødes. Bange for, at hans rystelser ville forpurre det, var hans bevægelse hurtig og hans muskler spændt. Det kys, han nu skænkede i betaling, var blidere end det foregående og Pax’s hænder forblev, hvor de havde været, nemlig hvilende omkring ham, skulle Juno ønske, at trække sig fra ham. Heller ej lod han sin tunge adskille de bløde læber, i hvert fald ikke indtil, at Juno gav ham sin accept.
Kysset varede ikke længe før, at Pax afbrød det, men at dømme efter hans mørke blik, var han endnu ikke færdig. Efter at have sendt Juno et sigende blik, bøjede han sig frem for endnu engang og kyssede hans mundvige, hvorfra han lod sine læber arbejde sig vej frem, henover den bløde kind, de skarpe kindben, indtil han skænkede et sidste kys under Junos ene øreflip. ”Jeg gik ud fra, du gjorde dig i renter”, hviskede han drillende, hvorefter han gjorde mine til at trække sig helt. 

Der gik en uendelighed, før Pax endelig kyssede ham, men da han gjorde, var det også ventetiden værd. Pax var blid og sød, og der var intet der kunne bilde Juno ind, at han havde presset ham ud i det eller at det kun var deres kroppe, der bestemte over dem. Denne gang var det Pax, der ville det, helt af sig og med vilje, og det gjorde det tusinde gange bedre i sig selv.

Juno lod ham også trække sig væk, uden at stoppe ham - han turde ikke længere stoppe ham, heller ikke selvom Pax havde lovet, at han godt kunne sige fra. Men denne gang fik han kun noget endnu bedre; små, varme kys op af sin kind, der gjorde hans ben svage og hans hjerterytme hurtigere.

"Det gør jeg fra nu af," lovede Juno med et fortryllet blik, imens han lovede sig selv at holde Pax oppe på renter, når han kunne. Denne gang stoppede han Pax, inden han kunne trække sig væk, men kun for at lade ham se, hvor bekymret han var. Det var ikke gået ham forbi, at manden både skælvede af kulde og var ligbleg.
"Er her en seng? Eller en blød stol? Noget vi kan få dig i, så du kan slappe af. Så finder jeg et tæppe. Vi er nødt til at få varmet dig op, om jeg så skal gøre det selv." Først da slap Juno Pax og kun for at hælde en kop te op til ham og stikke den i hænderne på ham, helt uden at fjerne sig den mindste smule fra ham. Han mente hvad han sagde, og selvom han pludselig hellere end noget andet ville have Pax ned i en seng, så var det kun delvist af selviske årsager. Den største grund var fordi han virkelig så skidt ud og det endelig var Junos tur til at passe på ham, fremfor omvendt. 

Pax’s mundvige sitrede i morskab og han nikkede langsomt. ”Klogt”, brummede han tilbage, imens Juno vendte rundt og greb om tekruset. Pax modtog det men gjorde ellers ikke mine til, at ville flytte sig. Kysset havde været rart.

For rart.

De stålgrå øjne gled ned og landede i den mørke og dampende væske. Der var varme i det vand, og Pax kunne ikke modstå det, så han satte kruset til læberne og drak, selvom det efterlod skjolde på hans tunge og i hans svælg. Fornemmelsen af noget brændende midt i vinterkulden var mærkværdig, men Pax rystede fortsat, som havde det ikke haft nogen effekt.
”Der er en seng. Og tæpper”, fortalte han omsider, hvorefter han gjorde et krampagtigt kast med hovedet mod den modsatte ende af det lille, vakkelvorne køkken. Dernæst stillede han kruset fra sig og sendte Juno et lille, indforstået smil.

”Du ved godt, du ikke behøver hjælpe mig, ikke?”, spurgte han, velvidende at Juno ville fnyse af ham. Noget sagde den ældre mand, at Juno ville tilbagebetale for alle gange, Pax havde siddet vagt ved hans sygeseng som barn. Han vidste ikke, om han brød sig om det faktum. Det havde altid været hans rolle og nu synede det af, at de var i færd med at bytte placering.

Det var svært for Juno at lade Pax drikke sin te i fred. Han havde uendeligt meget lyst til at kysse ham igen, hvorend han kunne nå, eller i det mindste bare røre ved hans krop. Den eneste grund til at han kunne stoppe sig selv, var fordi Pax stadig rystede. Dét var en god påmindelse om at lade hans helbred komme først. 

"Godt," svarede Juno og så snart kruset var stilt væk, ledte han bestemt Pax mod sengen. Som Pax havde forudset, fnøs Juno også af ham, da han forsøgte at sende ham væk.
"Du får kun lige lov til at bestemme, om du vil have mig i din seng eller ved siden af den. Længere væk kan du ikke sende mig, gamle mand. Ikke før du er stærk nok til at kunne smide mig ud." Juno smilede kækt op til Pax, selvom bekymringen ikke havde forladt hans blik, for den fysiske tilstand den ældre fyr var i lige nu, ville han knap nok kunne smide et lille barn ud, meget mindre Juno, og Juno havde aldrig før været den stærkeste af de to. Han var ivrig efter at lade Pax genvinde sine kræfter, samtidig med at han gerne ville udnytte at de havde byttet pladser for nu.

Henne ved sengen hev Juno tæpperne af den og gjorde et kast med hovedet ned imod den til Pax, for lydløst at beordre ham derned. Det var, hvad Edward ville have gjort, tænkte han, selvom Edward næppe ville have haft en umættelig lyst til at kravle ned i sengen med Pax og varme ham med sin egen krop. 

Pax fnøs moret men i sit stille sind meldte en bekymring sig: kunne han bede Juno lægge sig? Han var ikke sikker og overvejelserne, der fulgte, overskyggede smerterne imens, at de gik. Pax hørte knap Junos formaninger.

I det de nåede ind i det næstfølgende kammer, stoppede Pax op ved sengen. Han skævede til den yngre fyr, hvorefter han kom til at le stille. En latter der grænsede sig til det forlegne. ”Jeg ved ikke, om jeg skal bede dig om, at lukke øjnene eller ej”, brummede Pax mumlende, hvorefter hans rystende fingre begyndte at binde snøren, der fastholdte de slidte bukser om hans tynde hofter, op.
Da de hang løst omkring ham, og derved afslørede den så karakteristiske v-form, der tegnede sig under hans navle, satte Pax sig tungt på sengen. Dernæst lænede han sig forover og begyndte på de genstridige støvler. Da de også kom af, gled Pax ned at ligge.

Først da greb han om sine bukser og møvede dem ned ad sin krop, indtil han lå nøgen med dem om anklerne. Under hele seancen havde Pax undgået, at betragte Juno, pludselig bevidst om sin afklædte tilstand. Noget, han under normale omstændigheder ikke følte sig hverken pinlig berørt eller bevidst omkring. Det havde man trods alt ikke råd til i undergrunden.

"Jeg har set det hele før," svarede Juno med endnu et fnys, men så dog alligevel væk. "Ikke et barn længere, husker du nok." Den del var særlig vigtig for ham at minde Pax om, også selvom han allerede havde sagt det et par gange - han var sikker på, at det ville skræmme en god mand som Pax væk, hvis han overhovedet så ham som et barn. Som det skulle være - men desværre var ikke alle så ordentlige eller gode.
Juno håbede, at han ville få det hele at se på Pax før eller senere, men han respekterede, at Pax ikke ville ham til det endnu, og holdt pænt sit blik væk under det hele, og selvom det altid var svært for ham at stå, ligge eller sidde stille i mere end et par sekunder, forsøgte han at gøre det denne gang, for ikke at virke utålmodig. Han lagde ikke selv mærke til, at han stod og vippede frem og tilbage på sine fødder, fordi det var så lille en bevægelse i forhold til hvordan hele hans krop normalt var i bevægelse.

På trods af sin forsigtighed, fik han skævet til en stort set nøgen Pax og smed forlegent tæppet over ham, hvorefter han et øjeblik stod, usikker, inden han satte sig ned på sengekanten og lod sit blik falde på Pax's ansigt. 
"Jeg vil stadig gerne... hvis du vil," sagde Juno lavmælt, uden at kunne være direkte med sine ønsker, eller sætte en tid på; nu eller i fremtiden, eller når som helst. I stedet for at uddybe, lagde han en hånd mod Pax's pande, der var brændende varm, og strøg derfra sin hånd ned over hans kæbe og ned til hans hals. Han tvivlede på, at Pax nogensinde havde ladet en anden se sig være så sårbar, og hvis han havde, så ville Juno ikke vide hvem. 

Pax nikkede og fnyste derefter moret. Jovist, man kunne vist ikke længere kalde Juno for et barn. ”Hvor gammel er du nu? Du må være… atten, ikke?”, mumlede Pax, hvorefter han stønnede af smerte i det, at han lagde sig til rette på den bløde halmmadras.

De stålgrå øjne gled flygtigt henover Junos skikkelse og da han satte sig på sengekanten, måtte Pax synke en voksende klump i halsen. Og dernæst faldt ordene: jeg vil stadig gerne. Ville hvad? Pax forstod ikke, men han havde ikke i sinde at spørge. Der var ikke megen mod tilbage og den isnende kulde, der havde boret sig vej igennem til hans knogler, tillod ikke Pax at tænke på andet end varme.

Junos varme.

”Så kom…”, bad Pax stille, næsten åndeløst, som var han bange for, at Juno ville fare sammen ved dét, han anmodede om. Dette til trods for hans kærtegn.
Bekymringerne svandt dog ind og blev til en hvisken i det, at Juno lagde sig ned i sengen, for da kunne Pax ikke længere holde sig tilbage. Knap nåede Juno ned under tæpperne før, at Pax spændte i mavemusklerne for at gemme sit hoved ved hans nakke og de stærke arme fandt vej omkring den andens krop. 
Pax stønnede af lige dele nydelse og smerte, og gned sine hænder mod Junos sider. ”Ved Zaladin selv… du er varm”, hviskede han og prøvede for endnu engang, at komme tættere på Juno, selvom det umuligt kunne lade sig gøre.

"Deromkring," svarede Juno med falsk ligegyldighed. Han havde haft fødselsdag engang sidste år og han havde haft noget af en ekstrem reaktion på det. Han havde aldrig stolet på voksne, nægtet at lukke dem ind i sit liv eller sine tanker, og da han selv var blevet, hvad han ville kalde for voksen, havde det udløst en personlig krise. Pludselig var han, hvad han hadede. Så ja, han vidste præcis, hvor gammel han var. Han havde næsten også vænnet sig til at være 18.

Juno tog imod Pax's tilbud så snart han fik det. Han sparkede sine støvler af og trak sine bluse af over hovedet, smidt skødesløst fra sig på gulvet, inden han skævede til Pax, tøvende et øjeblik, inden han rejste sig op og med blikket alle andre steder end på Pax, trak han også sine bukser af, inden han kravlede op i sengen til ham, og blev varm af lettelse, da et par stærke arme straks fik fat om ham.
"Og du er isnende kold," hviskede han som svar, og lod sine hænder gnubbe op og ned ad Pax's arme og skuldre, imens han, ligesom ham, forsøgte at komme tættere på ham, indtil han fik vendt sig helt mod ham og kunne møve et knæ ind imellem Pax's ben og lade sin ånde blande sig med hans.
"Jeg kan varme dig op," lovede han, og skubbede sit ansigt tættere op mod Pax's, imens han lod sin hånd glide ned over hans mave og ned imellem hans ben, hvor han greb fat om ham. Han havde ikke tænkt sig at være genert længere - Pax havde allerede afsløret, at han var interesseret og Juno havde tænkt sig at tage ham på ordet. 

Pax’s øjne var ganske ufrivilligt gledet i. Varmen fra Junos nøgne krop overskyggede ethvert tænkeligt behov, og Pax’s hænder kunne ikke finde hvile, ligeså vel som Juno ikke kunne komme tæt nok på.
Så optaget af nærheden og den tryghed, det var for Pax, at have Juno over sig, bed han ikke mærke i den andens hånds vandring før, at den lukkede sig omkring hans lem. Og dernæst brød verden i brand.

Pax havde ikke lagt med nogen efter, at han var ankommet til Dianthos og kun én gang, som fjortenårig, havde han forsøgt selv. Pax havde for længst afskåret sit underliv, forglemt at hans køn eksisterede og aldrig mærket den vokse af lyst siden. At have Junos hånd omkring sig var derfor ubeskriveligt; at mærke en andens hud mod sin, smage den andens ånde på tungespidsen og varmen, der emmede fra Junos krop. Pax ville aldrig være i stand til at gengive hvordan, at det føltes.

Et lidende støn forlod Pax’s strube forinden, at han kunne nå at stoppe det og hvad der dernæst fulgte, var en kraftanstrengelse af vilje.
Pax greb straks om Junos hånd og holdte den fast, holdte den stille med al den magt, han kunne mønstre. Besat af tanken om, at Juno ikke måtte kærtegne ham, tænkte Pax slet ikke over, om styrken i hans greb gjorde ham ondt. Alt han kunne fokusere på, var kendskabet til, at han blev hård, at sensationen og lysten grænsede til en fysisk smerte.

De stålgrå øjne blev spærret op i forundring og fæstnede sig i Junos, søgende efter forståelse på, hvad der netop var hændt.
”Juno…”, hviskede han skingert. ”Jeg er bange for, at du vil for-fortryde det… gå hjem til Hector. Jeg…”

Junos lyst og hengivenhed voksede kun, da lyden af Pax's støn ramte ham. Herfra kunne han ikke gøre andet, end at jagte en lignende lyd. Han ville gøre hvad som helst for at få den fra Pax igen.
Han havde ingen måde at forudse, at den næste lyd ville komme fra ham selv, da han pludseligt gispede af smerte. Egentlig blev der ikke holdt meget hårdt om ham, men det kom som stor nok en overraskelse til, at Juno ikke kunne stoppe det forskrækkede gisp.
Forvirret løftede han sit blik til Pax's. Han troede, han havde fået lov. Han troede det var dét, han var der for. Da det slog ham, at Pax havde haft noget langt mere uskyldigt i tankerne, følte han sig som en idiot. Skam og stædighed blandede sig i ham, og selvom hans kinder og hele hans krop blev varme af skam over at have misforstået Pax, og troet, at hans følelser var gengældt, blev han også stædig; Pax ville have ham og det skulle Juno nok bevise. 
"Jeg kommer ikke til at fortryde noget," insisterede han og nægtede at trække sin hånd til sig, selvom Pax's greb ikke kunne være tydeligere i sin besked om, at han ikke var ønsket, hvor han var.
"Bare slap af," bad han hviskende og udåndede tungt imod Pax's hud, inden han gned hele sit ansigt op imod hans, som en killing der søger opmærksomhed. "Du behøver ikke gøre andet end at slippe mig," lovede han, hans vejrtrækning tung, selvom han lå helt stille. På trods af sin egen stædighed og overbevisende tone, var han ikke langt fra at give op. Pax var ganske vist frustrerende god, på en måde der ikke gav mening for Juno, men Pax havde også altid haft ret indtil nu. Han havde været Junos leder i flere år, hans mentor. Hvis der var et punkt, hvor de var uenige, var der en god chance for, at Pax havde ret.
Lige nu brændte alt i Junos krop dog på en måde, der betød at Pax umuligt kunne have ret. At de begge ville få det bedre, hvis de bare lyttede til Juno denne gang. 

Junos gisp og uforstående blik var dét, der gjorde Pax bevidst om sit jerngreb. Straks svandt kraften i fingrene ind. Dernæst skar Pax en lidende grimasse; én, der rummede et undskyld og en fortrydelse, der ligeledes satte sig fast i de stålgrå øjne.
Om det kun var for det for hårde greb, vidste Pax ikke. Alt han kunne konstatere var, at han var ved at drukne i noget, han ikke før havde kendt til; af altædende begær og den kontrastfyldte følelse af, at deres nærhed ikke var god, at Pax var i færd med at ødelægge Juno, som så mange andre før ham selv, når alt han burde, var, at beskytte ham.

Gøre skaden god igen. Få det indre sår til at stoppe sin blødning.

Selvom det stred mod Pax’s instinkt, lod han sin beskyttende hånd forsvinde. Hans øjne kunne dog ikke forlade den andens, men Pax var ikke bevidst om, at hans blik var blevet vådt af salte tårer. Han havde trods alt ikke grædt i uendelige tider og også dén følelse, havde han glemt. Pax’s krop havde i årevis ikke været andet end et instrument. Noget, Pax boede i, afskyede og var ligeglad med.
Begge Pax’s hænder fandt vej til Junos ansigt, hvor de lagde sig mod hans kinder, så fingerspidserne forsvandt ind i den blonde hårgrænse. ”Jeg vil ikke tage chancen. Ikke med dig. Hører du?”, hviskede han bedende, ude af stand til at forklare, hvad han mente; hvad han følte. ”Vi… sgu da… hvordan skal jeg fucking overleve det, hvis du ikke kan kigge mig i øjnene igen? Hvis du ikke smiler til mig bare engang imellem og vrisser af mig, fordi du synes, jeg er lam i hovedet? Hvad hvis du får problemer, jeg kan løse, men du ikke kommer til mig, fordi du væmmes? Kan du ikke se det, Juno? Kan du ikke se, hvad jeg kan miste? Det jo… du elsker jo Hector, ikke?” Og ikke mig. Ikke på den måde. Det er ikke dét, chancen, værd.

Juno slap ikke Pax. Han vidste, at han burde, og han vidste det, fra det øjeblik Pax slap ham. Men han kunne ikke få sig selv til det endnu. Det bedste han kunne gøre, var at holde sin hånd stille, for deres begges skyld.

Junos blik faldt fra Pax's  mund og op til hans øjne, da han mærkede hans hænder imod sine varme, røde kinder. Da Pax endnu engang nægtede ham sin krop, følte Juno sig igen som et barn. Han havde lyst til at skrige og græde, få et hysterisk anfald og kræve at få sin vilje. Det havde aldrig virket med hverken hans forældre eller med Pax, og det var nok også derfor, at det kun var en lyst og ikke noget, han overhovedet var tæt på at realisere. Erfaring fortalte ham, at det ikke ville virke, ligegyldigt hvor meget han havde lyst til det. 

Først da Pax blev ved med at forklare sig selv, sank realiteten ind hos Juno. Pax ville ikke bukke under, ligegyldigt hvad han gjorde. Og måske han heller ikke burde. Måske det var Juno, der tog helt fejl.
"Jeg synes du er lam i hovedet lige nu," mumlede han, da Pax var færdig med sin tale, men selvom det umiddelbart lød som om han gjorde modstand, var han i gang med præcis det modsatte. Langsomt slap han sit tag om Pax's lem og sank en klump, inden han lagde sin arm om Pax's overkrop i stedet.
"Lad mig i det mindste blive," bad han, med et sidste langt blik direkte ind i Pax's grå øjne, inden han møvede sit ansigt helt ind mod Pax's hals. "Jeg går ikke før du er varm," skyndte han sig at tilføje, og hev tæppet længere op omkring deres skuldre, for at understrege, at Pax ikke kunne smide ham ud, selvom han havde overskredet hans grænse endnu en gang, og under normale omstændigheder burde blive smidt ud. 
Han overvejede at fortælle Pax, at hans forhold med Hector ikke gik så godt, som det havde gjort engang, eller at Hector havde vidst, at Juno var lige så nem at få med i seng, som det var at stjæle slik fra et barn, og at ikke engang et forhold kunne stoppe dét, men han havde på fornemmelsen, at intet af det ville få Pax til at ændre mening, og alt Juno kunne bekymre sig om nu, var at få lov til at blive hos Pax bare lidt længere.

Pax var ikke sen til, at knuge Juno ind til sig. Dernæst blinkede han alskens gange, for at stoppe den våde fornemmelse i hans øjne.
Hvis Juno virkelig ønskede, at gå i seng med ham, måtte den yngre mand være ulykkelig. Pax kunne ganske enkelt ikke se anden mulighed for sit indre blik, for aldrig havde han taget Juno i, at betragte ham med andet end ligegyldighed eller morskab.

Og der var jo Hector. Hvorfor søge en halv times kærlighed hos ham selv, når Juno kunne få den uanede mængder hos den anden?

Pax sank en klump og lod en af sine hænder vandre henover Junos ryg i et kærtegn. Da den nåede hans nakke, lagde den sig tungt derpå og Pax bøjede sit ansigt således, at han kunne kysse Junos varme pande.
Stilheden herskede i et langt øjeblik. Pax begyndte langsomt at stoppe med at ryste, som varmen fandt vej tilbage ind i hans knogler men på intet tidspunkt slap han sit tag i den blonde mand. Og stadig fortsatte han sine kærtegn; hans hånd i nakken masserede og strøg Junos bløde hår, indtil den gled ned og henover den muskuløse men smalle ryg. Pax lod ikke sin hånd ligge stille, og efter lange øjeblikke, hvor hånden var gledet henover alle de steder, den kunne nå, fandt Pax modet til, at lade den fortsætte forbi Junos hofteskål. Da den ikke kunne nå længere ind til midt på Junos lår, hev Pax den langsomt samme vej tilbage, som den var kommet.

Sådan fortsatte han en rum tid endnu, indtil kærtegnene blev erstattet af kruseduller og tegninger på Junos ryg. Pax tegnede tændstik-mænd, huse med kæmpe skorstene, skinnende sole og en ulv med sylespidse tænder.
Og dernæst skrev han sit navn. Hans rigtige navn.

Carl. Mit navn er Carl. 

Da Juno følte Pax's læber mod sin pande, besvarede han kærtegnet ved at presse et kys mod fyrens kæbe, og lod sine læber hvile dér et øjeblik, imens han overvejede at sætte tænderne i ham også. Det var Pax's rysten, der fik ham til at droppe tanken. Den ældre fyr var stadig svag og kold, og med et suk fjernede Juno sine læber fra ham igen. 

Det kunne mærkes på hele Pax's krop, da han blev varm; den føltes mere afslappet, og han begyndte at bevæge sig mere. Juno besvarede Pax's kærtegn, ved at stryge sine fingre ind og ud af Pax's hårgrænse, og forsøgte at holde sig til dét. Pax havde allerede afvist ham en gang for meget, der var ingen grund til at presse den længere, forsøgte Juno at overbevise sig selv om. 

Der gik et sug igennem Junos mellemgulv, da Pax's hånd vovede sig helt ned til hans lår, og endnu et sug, da den kom samme vej tilbage. Juno udåndede tungt mod Pax's hals og bad til, at den anden ikke bemærkede, hvordan hans lem også havde reageret på berøringen, der ellers ikke havde involveret den. 
Det blev nemmere at lades som ingenting igen, da Pax skiftede over til at tegne på Junos ryg. Juno fulgte kun halvt med i, hvad der blev tegnet, og i stedet flyttede han sin egen hånd ned til Pax's hofte og kærtegnede ham, hvor han gerne selv ville røres; ved lysken, hoften, lænden og hele vejen ned om hans balde. Hans fingre var på grænsen til at begrave sig i Pax's kønsbehåring, da det gik op for ham, at Pax havde skrevet et navn på hans ryg.
Læsning var en usædvanlig evne for drenge som ham at have, men Juno var trods alt vokset op i et rigt hjem, lige indtil hans far havde forladt hans mor. Hans mor, der også havde været en velhavende dame, indtil hendes mand havde forladt dem. 

Juno fangede ikke de næste bogstaver, men han fangede navnet igen. Han sank en klump, og strøg i stedet sin hånd ned ad Pax's inderlår.
"Hvem er Carl?" spurgte han lavmælt, ikke sikker på at han ville kunne lide svaret. "Er han grunden til at du ikke vil lade mig være sammen med dig?"

Pax druknede i pølen af Junos berøringer og den varme, der emmede fra den andens krop. Under tæppernes dunkle mørke, og viklet ind i Juno, følte Pax sig tryg; udenfor eksisterede verden ikke, som andet end en abstrakt idé og hvad end, han havde af problemer eller overvejelser, var blevet parkeret ude foran hoveddøren og kunne ikke trænge ind.
Og atter fortsatte kroppens opvågning. Junos kærtegn var som ilt til de døde celler, og de reagerede grådigt, udsultet, af så mange år uden den livgivende energi. 

Det sitrede i Pax’s ene mundvige i det, at Juno stillede sit spørgsmål. ”På en måde”, mumlede Pax lavmælt tilbage, hvorefter han bøjede hovedet en anelse længere ned mod madrassen, således at han kunne betragte den yngre mand ved sin side. I de stålgrå øjne spillede lige dele sørgmodige og morede gnister.
”Jeg er… Carl.” Pax tabte pusten, så snart indrømmelsen havde forladt hans læber; et lavmælt et af slagsen, der var en paradoksal blanding af lettelse og afsky for hemmeligheden. De stålgrå øjne flakkede hvileløst mellem Junos’ egne, og hastigt fortsatte han sin historie; som skulle ordene ud; som var de ved at eksplodere i munden på ham.

”Da jeg stak af til Dianthos, tog jeg navnet Pax. Min mor gav mig navnet Carl på min fødedag. Carl… Fletcher.” 

Juno løftede sin hage, så han kunne se op på Pax og møde hans blik. Det føltes vigtigt, det der var på vej, selv inden Pax havde svaret ham. Og Juno tav, overrasket, da Pax svarede ham. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller føle, så han holdt blot Pax's blik med sit og ventede på de næste ord fra ham. 

"Carl Fletcher?" gentog han, både for at prøve navnet af i sin egen mund og nysgerrig efter Pax's reaktion på, at andre brugte hans givne navn. "Jeg tror jeg foretrækker Pax," indrømmede han forsigtigt, men han vidste også, at det ikke nødvendigvis handlede om ham denne gang. "Men jeg kunne vænne mig til Carl, hvis jeg skulle. Eller vi kan begynde at kalde hinanden ved efternavn, nu jeg ved du har ét. Hvad synes du om dét, Hr. Fletcher? Kunne du invitere en Hr. Kadwell med i seng?"

Med dét sagt skar Juno en grimasse, fremkaldt af hans egne ord, der havde været alt for mange i, i et udbrud af nervøsistet, og fordi Hr. Kadwell var hans far, som ikke havde været andet end en slem mand hele sit liv, og fordi han i forvejen hadede alt der havde med formaliteter at gøre, af ren association til sit strikse barndomshjem, men han havde også haft brug for at sige noget, hvad som helst, for at tage alvoren ud af at Pax åbnede sig sådan for ham - han ønskede bare, at han havde kunne gøre det på en roligere, mere velovervejet måde.

Pax lod ikke mærke til, at hans kærtegn var påbegyndt igen; heller ej, at det stoppede brat og at de stærke fingre greb om Junos hofte. Den bratte afslutning var dog ikke forårsaget af forskrækkelse eller forlegenhed. Nej, Pax måtte le, le rigtigt, den klukkende, hæse latter, der var så ulig hans normale kortfattede fnys.

Smilehullet fandt atter vej til sin plads på Pax’s kind og de hvide tænder bag de hjerteformede læber blev blottet, i det at han smilede bredt. ”Nej, det er sgu for mærkeligt! Kald mig Pax. Det der formelle pis behøver vi ikke gøre os i”, svarede han prompte, velvidende at Junos ord var sagt i spøg; en spøg Pax efterabede i både blik, stemme og smil derefter.

”Desuden har jeg jo inviteret Hr. Kadwell med i seng. Og jeg er nøgen. Hård som sten. Jeg kan ikke tilbyde mere.” Pax måtte le igen, denne gang mere lavmælt end tidligere. Junos nervøse udbrud havde dog løsnet op for den alvorlige maske, der var gledet henover Pax’s ansigt og sat sig fast med jernsøm.
Snart efter begyndte Pax sine kærtegn for endnu engang og drevet af sit instinkt, sit begær, gled hans tommelfinger ned langs Junos ene lyske. ”Jeg ville bare fortælle dig det. Du må ikke spørge hvorfor…”