Pax nikkede, selvom Hunter end ikke øjeblikket efter, satte afsted efter ham. Selvom den unge knægt var noget lavere end Pax, var han hurtig på fødderne og han nærmede sig med en ikke raffineret men dog målrettet teknik. Som en usleben ædelsten.

Pax vidste, at slaget var en afledningsmanøvre. Under normale omstændigheder ville han have taget det – nogle gange var man nødt til at tage slag og spark, for at sikre sig, at man kom nærmere sin modstander – men denne gang lod han Hunter gøre, hvad denne havde bestemt sig for. Dette var trods alt ikke en rigtig kamp, men endnu en test; en, der skulle determinere, hvorhenne på skalaen af dygtighed, Hunter lå.

Ulven lænede sig bagover i et ryk og afveg derved næven. Derefter lod han sit ene øje følge knægtens roterende bevægelse på klippegulvet. Benet kom flyvende og der var utvivlsomt kraft i det spark, men Pax smilede underfundigt i det, at han selv hævede sin ene støvlebeklædte fod –

Med en kræftanstrengelse og en styrke, der kunne komme bag på de fleste, hamrede han foden ned på Hunters ben. I et hurtigt ryk lagde han vægt derpå, og rullede selv henover. Hastigt var han på benene, og atter trak Pax sig nogle lange skridt væk fra Hunter.

”Det der trick kan du ikke slippe afsted med, når du ender i arenaen. Der er væsner, der er hurtigere end mennesker, og de ser den komme, som vi ser, solen stå op”, brummede han, tilsyneladende ikke særligt påvirket over den lille udskejelse.

”Prøv igen.” 

Hunter bed al smerten i sig, og sagde ikke et ord, da Pax's fod hamrede ned imod hans ben, men han trak det op til sig og rullede væk fra ham. Et øjeblik troede han, at hans ben var brækket, men det var kun fordi smerten jog sådan igennem ham, og da han rejste sig op, kunne han også lægge fint vægt på det, selvom han stadig var bange for, at han ville skrige, stønne eller græde, hvis han åbnede munden. Så han sørgede for at holde den tæt lukket.
Hvis der fandtes et passende tidspunkt at vise svaghed på, så vidste Hunter ikke hvornår det var. Men han vidste, at det ikke var nu.

Han tog en dyb indånding, da Pax bad ham om at prøve igen, og kastede sig efter ham endnu en gang. Hvis ikke Hunter kunne vinde på sine tricks, så måtte han vinde på sin styrke, hurtighed eller udholdenhed. 
Når det blev svært for ham at få et slag ind, sænkede han sine egne parader, til fordel for en chance for at kunne få fat på Pax, der lige nu ikke kunne være en fyr han så op til, men som for nu kun var hans modstander.

”Udnyt, at du har så megen plads omkring dig!”
”Kig op!”
”Du bruger for meget styrke i et enkelt slag. Du er ikke en ork! – sådan her… Ja, bedre!”
”Hurtigere!”
”Pa- pas på stene-… Som jeg sagde… De er glatte… Er du okay?”

Pax lænede sig henover Hunter, der lå og stønnede på det hårde klippegulv. Det ene stålgrå øje glimtede af noget udefinerbart, men som stammede fra en tilfredshed, der var udsprunget af knægtens kundskab.

Træningssessionen var forløbet, som Pax havde forventet det. Der var ingen tvivl om Hunters potentiale; han hverken bandede eller svovlede, når det gjorde ondt. Ej heller græd han eller udstødte skingre smertehyl. Det tegnede sig alt sammen ganske glimrende, og efter at have hjulpet Hunter op at stå, smilede bandelederen bredt ned til ham.
”Du er slet ikke ringe. Slet, slet ikke”, lød det lavmælt, næsten mumlende, hvorefter Pax nikkede anerkendende. ”Har du lagt mærke til, at vi har fået et publikum?” Den ældre mand nikkede hen i retning af nogle storsmilende tøsebørn, der havde placeret sig nær udhulingens udgang. Det tog en krampetrækning ikke, at komme til at le højlydt… 

Hunter havde mest af alt lyst til at bide Pax's hånd, da han blev hjulpet op at stå, for manden havde trods alt lige givet ham høvl, men da han først kom op at stå, kunne han kun mærke adrenalinen ved at have kunne gøre en reel modstander ud af sig selv.

"Sikke et kompliment," svarede Hunter med et fnys, selvom ordene kunne have fået ham til at hoppe af glæde, havde han været en mere ekspressiv type. "Publikum?" spurgte han skeptisk - han havde intet lagt mærke til den sidste times tid, udover Pax, hans ord af kritik og opmuntring, og hvordan han bedst kunne få overvundet ham, og selvom han havde været så opmærksom på sin modstander, troede han da, at han ville have lagt mærke til, hvis der havde været andre i nærheden. Men nej. Som han vendte sig i retningen af Pax's nik, overraskede det ham at se en hel lille flok af tilskuere. Piger.

Hunter stod helt blank, udtryksløs af overraskelse, indtil han forsigtigt trak op i et skævt smil, der fik pigerne til både at fnise og vinke i deres retning. Som resultat af dét, kunne Hunter ikke få sit smil væk, da han skævede op til Pax. "Er det den eneste vej ud?" spurgte han, ikke helt sikker på om det ville være en velsignelse eller en forbandelse at skulle så tæt forbi dem.

Pax måtte kvæle en latter bag et host; dernæst igennem hans fortænders møde med den hjerteformede underlæbe. Er det den eneste vej ud? Ordene ville ikke slippe sit tag i ham, uanset hvorhen han kiggede, uanset hvilke dystre tanker, han forsøgte at finde frem til – så morsomt var det ganske enkelt.

Bandelederen lagde begge sine hænder på Hunters muskuløse skuldre, hvorefter han forsøgte at rømme sig. Latteren, den, Pax desperat forsøgte at kvæle, havde sat sig fast i hans ene øje og da han omsider nikkede, kunne han ikke længere holde den tilbage og et hæst, lavmælt grin undslap derfor hans mund. Det var et hurtigt, bjæffende et af slagsen, og Pax skyndte sig at dække over det ved, at skære en grimasse der forhåbentlig, kunne trække hans forræderiske mundvige tilbage på plads.

”Ret ryggen. Tør det der smil af, charmetrold”, mumlede Pax konspiratorisk og stadig med funklende øjne. ”Piger kan godt lide, når drengene er lidt… hemmelighedsfulde, du ved. De er meget klogere end os -”, fortsatte han hastigt, hvorefter han distræt børstede noget stenstøv af Hunters skjorte. ”Såeh… se dem i øjnene. Ingen smil. Det kan du gemme til senere, når du er alene med din udkårne. Så føler hun sig lidt ekstra speciel”, drillede Pax lavmælt, hvorefter han blinkede til Hunter og drejede rundt på hælen.

”De damer.”

Hunter kunne godt vende sig til at bruge sin tid på at træne, hvis det var sådan her kampene endte. Han havde aldrig fået den slags opmærksomhed i sådan en stil før, og han vidste heller ikke om han ville have den, men der var bestemt et eller andet i hans mave der føltes anderledes end noget han havde oplevet før og han ville gerne finde ud af, hvad det kom fra. Det eneste han vidste indtil videre var, at det var tæt forbundet med Pax. 

Det lykkedes ham kun med nød og næppe at få tørret sit smil af ansigtet, men hemmelighedsfuld vidste han ikke, om han kunne leve op til, slet ikke hvis han rent faktisk skulle se pigerne i øjnene. 
Da Pax gik, fulgte han også direkte i hælene på ham, som en hvalp fra gaden, og holdt blikket mod væggen bag pigerne, for at undgå at blive berørt af deres blikke mod sit.

Sikkert ude på den anden side åndede han lettet op og skævede til Pax. “Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå piger,” indrømmede han og, nu hvor der ikke var nogle ‘farer’ omkring dem, trådte han også halvandet skridt væk fra Pax igen. Han regnede med at blive sendt hjem nu, for at få noget hvile og møde ind igen snart, men han var ikke vant til af træde fra selv - han ventede på ordren.

Pax smilede bredt og fnøs dernæst moret. ”Det er vist heller ikke meningen”, svarede han, hvorefter han nikkede Hunter i den retning, han derefter selv begyndte at gå i. ”Edward, vores helbreder, ville sige noget i retning af, at piger er livets ultimative mysterium for drenge, og at det ville miste sin stråleglans, hvis drengene omsider regnede pigerne ud – du må selv finde ud af, hvad du mener om det.” Pax lo lavmælt, hvorefter han drejede skarpt om et hjørne.

”I min optik er piger bare klogere end drenge. Specielt de yngre. Det er ligesom om, når vi opdager, at vi har noget mellem benene, så bliver alting til en skide konkurrence, der i virkeligheden handler om, hvem der er størst”, fortsatte Pax, moret over alle de hormoner, han ikke selv havde stiftet bekendtskab med før i en sen alder. ”Og hvis du en dag skulle samle en hær, så find så mange kvindelige soldater så muligt. Det vil jeg holde på indtil den dag jeg dør – de kæmper nemlig for at slå ihjel. Der er ingen stolthed, ingen latterlig overbevisning, ingen hovmod – intet udover det der overlevelsesinstinkt, der fortæller dem, at det er bedst at slå ihjel med det samme og ikke danse rundt om den varme grød for at blære sig.”

Pax havde ført Hunter tilbage og ud af grotten, og da de ramte ind i en solstråle, skævede han smilende til den anden henover skulderen. ”Kom forbi i morgen. Så finder vi arbejde til dig –” Pax gav Hunter et venskabeligt klap på skulderen, hvorefter han forsvandt tilbage og ned i mørket.

”Og hey – godt gået charmetrold. Velkommen til familien.”

Måden Hunter lyttede til Pax på, skulle man tro at Pax var kultleder, ikke bandeleder. Han så ud som om han aldrig havde hørt sådan visdom delt før, og det havde han på en måde heller ikke. Hans far delte ikke ligefrem ud af sin visdom, hvis han overhovedet havde nogen. Og han havde aldrig mødt sin mor, så hun havde bestemt heller ikke delt ud af sin, medmindre man talte hendes ene lektion om, at lære at klare sig selv i verden. 

"Hvad skulle jeg bruge en hær til?" spurgte Hunter og så op på Pax med opspærrede øjne. "Jeg har dig, har jeg ikke?" Det var måske at bede om lige lovligt meget af en mand, man først lige havde lært rigtigt at kende, men Hunter kunne ikke stoppe sig selv. Hvis det gik helt galt, kunne han altid spille det af som en joke. 

"Vi ses i morgen," svarede han forsigtigt, og så straks væk, da Pax bød ham velkommen til familien, nervøs for at han ville gøre sig selv til grin, hvis han lod Pax se, hvor glad ordene gjorde ham.