Synet af denne dæmon som spredte hans vinger ud fik Dimitri til at stå med armene over kors, og han løftede et øjenbryn. Skulle der være noget specielt over et par vinger, det var ikke lige noget han selv havde fundet interessen i. Selvom det på andre måder kunne være en spændende fordel for ham at have vinger. Men Dimitri klarede sig fint uden, og han betragtede så vingerne lidt mere, og lod kort hans øjne falde hen på mennesket. At det hele rystede omkring dem lagde han faktisk slet ikke mærke til, og hvis han gjorde var han meget ligeglad med det. Et bredte smil bredte sig over hans ansigt, og han studerede dæmonen lidt nærmere, og før han nåede at reagere på ret meget blev der pludselig sendt metalfjer imod ham. Det var da bare typisk, og takket været hans hurtige reflekser nåede han at undvige få af de metalliske fjer. Men resten ramte ham, og Dimitri nåede ikke sige ret meget før at dæmonen havde fået fat i hans krave, og smerten fra både fjerene og hans finger der borede sig ned i såret på hans skulder fik Dimitri til at skære tænder, og han bed dem derefter hårdt sammen. 

Hvor var dæmoner da bare irriterende, og han sagde ikke engang noget. Lige nu var smerterne faktisk slemme, men alligevel var han ligeglad med dem. Lidt smerte gjorde aldrig noget, tværtimod fik de ham kun til at føle sig mere i live. Da Orcus så pressede ham imod den nærmeste væg greb Dimitri fat rundt om hans hals med en hånd, og han strammede grebet en smule"Tsst, har du måske aldrig haft tanken om at smage på hende"lød det flabet fra ham, og han bed sig med vilje hårdt i underlæben. Samlede noget blod inde i munden, som han spyttede ind i ansigtet på Orcus. Nogle jamrende lyde kom så fra vampyren, og han mærkede hvordan sømmene stak ind i hans ryg. Hvis det ikke var fordi han var heldig at kunne hele sig selv, havde han godt nok været død lige nu. Han kunne mærke smerterne blev slemmere og slemmere, og han gad virkelig ikke bekymre sig om det. Med hans blik hvilende på Orcus gik der få sekunder før han begyndte at hoste lidt blod op. Sigtede med vilje imod dæmonens ansigt. 

"Ynkeligt..."lød det lavt og hviskende fra ham, som han borede hans negle ind i halsen på dæmonen. Allerede efter denne dæmons angreb havde Dimitri mistet meget energi, og blod og det var helt sikkert at det ville tage lidt tid før hans energi ville blive genopladet. På trods af smerterne der fik ham til at føle sig mere død end, hvad han faktisk allerede var så grinede han hånligt. Lagde hovedet bagover mod væggen, og grinede højere og højere. Den næsten halvt knækkende stemme fik grinene til at lyde som smerte og kulde. Så løftede han den frie hånd hen imod Orcus's bryst, hvor han borede neglene hårdt ned i, om han ville mærke det eller ej tænkte Dimitri ikke over, men han skulle nok få denne dæmon til at mærke noget smerte ligesom ham selv. 

Det var meningen at vampyren skulle holde sig på lang afstand af Nianna lige nu, derfor befandt Orcus sig imellem ham og Nianna lige nu. Men han var ikke glad for at være kommet så tæt på ham, som han egentlig havde håbet på at kunne klare det med metallet, men raseriet var ikke med til at få ham til at tænke klart. Han var rasense både på sig selv, men særligt også vampyren, som havde kastet sig over Nianna. At den mand kunne finde på det.. Vingerne skabte en barriere imellem Dimitri og Nianna, som han brugte dem som mur, blot så vampyren ikke lige pludselig ville henvise et angreb imod hende. Særligt ikke når hun havde så svært ved at bevæge sig.

Dimitri skulle bøde for det han havde gjort og det som Orcus muligvis havde forhindret ham i at fuldføre. Derfor var han noget så forblændet af raseriet, som han pressede ham hårdt imod den nærmest mur og ikke rigtig nåede at overveje det, før at han mærkede grebet om sin egen hals. Det blev straks svært at trække vejret, som han hive lidt efter det og sendte vampyren et køligt blik. "Aldrig!" råbte han stædigt, som han ikke kunne drømme om at drikke fra Nianna. Han var kun halvdæmon og havde derfor ikke det samme behov for blod, som fuldblods dæmoner. Måske han havde nogle vilde lyster, men det ville aldrig ende ud i at han skulle drikke Niannas blod. Orcus ville gøre for at få undgå det. Blodet der blev spyttet i hovedet på ham, fik ham til at hvæse, som han pressede fingeren helt ind i såret og drejede den rundt. Han forsøgte at spytte det blod han havde fået i munden væk. Men det var ikke nemt. 

Neglene var dråben, som Orcus slap ham hurtigt og trådte et skridt tilbage i håbet om at han ville falde i overraskelse. Han hostede selv blod op, mest fordi hans hals var slemt forrevet og muligvis stadig fanget af vampyrens greb. Han flyttede begge hænder imod Dimitris arm for at få ham til at give slip. Vingerne rejste sig, som de strakte sig imod muren og fangede Dimitri på alle sider. Væggen, Orcus og vingerne lavede et mindre fængsel, som metallet i vingerne dannede spyd, klar til at spidde vampyren imellem vingerne. Dimitri kunne grine nok så meget, han var ligeglad, som han dog godt kunne høre Nianna kalde på ham. Men han havde ikke tid til at bekymre sig om den tone, der befandt sig i hendes stemme. Orcus lagde op til at klappe vingerne omkring vampyren..

Hendes blik lå længe ved dem, det føltes som et helt maraton hun skulle ud på, men hun måtte stoppe Orcus fra at gøre det af med Dimitri omend han havde fortjent skaderne han fik. På usikre ben nærmede hun sig stille, hele tiden klamrende til sengens kant for støtte. “Orcus!” Hendes stemme var mere bestemt denne gang, hun vidste ikke hvordan hun skulle kunne nå ind til ham, han virkede så vred og afskåret fra hende lige nu.

Hun tog sig til brystet, det føltes som om hendes hjerte var på vej ud af brystet trods hun ikke lige frem havde de store fysiske udfoldelser i øjeblikket. Hun stoppede op og knugede hånden ind imod sig, hun måtte trække vejret dybt et par gange inden hun så imod dem, hun måtte slippe sengen og den eneste tryghed hun følte for at blive stående på benene. Med dirrende hånd slap hun prøvende kanten, men måtte hurtigt gribe om den igen. Hun bed sig nervøst i læben inden hun skævede imod dem. Hun kunne ikke se skaderne på Orcus hals, men hun kunne fornemme deres sindsstemninger, og det udviklede sig hurtigere end hun brød sig om, skulle hun handle måtte det være nu. 

Hun slap kanten og med usikre skridt kom hun hen til Orcus. Hun greb under hans vinger for at få fat i hans arme, så de fik hudkontakt, hvis der nogensinde skulle være et tidspunkt hendes evne ikke måtte svigte var det nu. Hun knugede hænderne stramt om hans arme for at støtte sig imod ham inden det lykkedes at skabe broen, hun kunne ikke formulere sig men hun kunne vise ham alt hun følte. Hun prøvede at skjule alt Dimitri havde gjort, det ville intet gavne men hun måtte vise hvad følte, hun ville hjem! Hjem til kløften, hun ville ikke se ham død, uanset hvad han havde budt hende, hendes menneskelighed, barmhjertigheden, vigtigheden i at tro på det gode.

Dæmones finger der havde drejet sig rundt i såret på hans skulder fik Dimitri til at bide tænderne hårdt sammen. Det øjeblik han bare stod foran denne Orcus her havde vampyren faktisk lyst til at dræbe dæmonen. Tankerne om hvor dejligt det ikke måtte være strøg igennem hans hoved, dog var han faktisk ikke helt i humør til at dræbe ham. Da hans øjne faldt på mennesket der pludselig dukkede op løsnede han grebet om Orcus's hals. Han løftede et øjenbryn over mennesket var nærmest sig herhen til dem, selvom han tydeligt kunne se at hun ikke havde så mange kræfter i sig. Han tog sig til hovedet kort, og så hans snit til at slippe væk fra den position han stod i. Han trak sig ud fra væggen, og kiggede rundt men han kunne ikke slippe fri. Han var jo nærmest fanget, og det gjorde ham endnu mere irriteret. Han greb hårdt fat rundt om Orcus's krave og lænede sig tæt på ham.

Dimitri var ligeglad med at mennesket var der, han var efterhånden blevet mere og mere træt af denne dæmon her. Han kunne smage hans eget blod inde i munden, og ikke nok med det så dryppede der blod fra hans skader ned på gulvet. Han var heldig nogle af de mindre skader allerede var helet, dog ville det tage længere tid med resten eftersom hans helingsproces var hurtigere, hvis han ikke havde mistet så meget blod. Alt sammen pågrund af denne irriterende dæmon, han var hurtig blevet enig med  sig selv om at imellem mennesket og dæmonen brød han sig bedst om mennesket. Selv det var underligt, når han sommetider ikke havde noget imod dæmoner, så længe de ikke stod i vejen for ham. Men det gjorde denne dæmon her godt nok. Dimitri mærkede hans vrede steg, og han overvejede at bruge hans ene evne på ham, men på den anden mennesket prøvede at få Orcus til at stoppe.

Så måske behøvede Dimitri ikke gøre så meget, alt efter om det ville virke at hun kunne få ham til at stoppe. Han kastede lidt mere blod op, og lagde hovedet på skrå, hans greb på dæmones krave slap han og slikkede lidt af blodet væk fra hans mundvig"Har du noget imod at åbne dit lille fængsel, det begynder at blive kedeligt"fløj det flabet ud ad hans mund,og han sendte tilmeld dæmonen et skævt smil.

Fordybt i had og raseri bemærkede Orcus slet ikke, at Nianna formåede at flytte sig fra sengen. Han havde fuldkommen lukket hende ude, som raseriet raserede i hans krop. Han ville aldrig tillade nogen at skade Nianna på den måde, selvom han måske var i gang med at skade hende yderligere uden faktisk at røre hende. Lige nu havde han kun vampyren for øje, men så snart at han mærkede grebet om den ene arm, skævede han ned til den spinkle hånd, der fik ham til at synke en klump. De brune øjne vendte sig imod vampyren igen, som grebet om hans egen hals blev løsnet ganske let. Vampyren greb ud efter hans krave, som han kom tæt på igen. "Forsvind" hvæste han frustreret af vampyren, som han bestemt ikke havde tænkt sig at lade vampyren komme al for tæt på ham. Da ramte Niannas følelser ham lige pludselig, som han lod til at gispe efter vejret og lukke øjnene for en stund. Hvorfor nu?

Følelserne, der strømmede ind over hans krop, fik ham til at vride sig ganske let, som vingerne langsomt opløste sig selv i takt med at han blev klar over, hvad det var han faktisk havde gang i. Metallet forvandlede sig atter til støv, som det lagde sig imod gulvbrædder og efterlod Orcus forsvarsløs, som han blot stirrede imod Niannas hånd, før at han måtte vende sig om for at gribe ud efter hende og sikre sig, at hun ikke lige pludselig ville kollapse. "Vi skal hjem.." hviskede han stille i hendes ører, som han valgte at knurre hende ind til sig. Lige nu var han ligeglad med at hans hals var blodig efter vampyrens greb og det faktum, at han faktisk havde vendt ryggen til vampyren. Metalstøvet samlede sig roligt til en klump før at det fløj op i Orcus lomme.

Vampyren talte til ham igen, som han så sig over skulderen og viste tænder. Ikke noget faretruende, men han vidste ikke hvad han kunne finde på lige nu. "Hvis jeg nogensinde ser dig igen.. Så dør du" truede han dybt. Ordene kom direkte fra hans hjerte, som han valgte at løfte Nianna væk, så de kunne komme på afstand af vampyren. Tremmerne for vinduet og døren forsvandt, som han holdt Nianna tæt ind. Orcus vendte blikket imod vampyren igen, som han rakte hånden frem imod døren. "Forsvind" fortsatte han med en klar indikation af at han ikke ville flytte sig før at vampyren var langt væk.

En lettelse skyllede ind over Nianna, da det virkede til at hun havde trængt igennem til Orcus, han havde lyttet til hende bøn. Manglende på fare og den ro der sænkede sig i hende, nu hvor han var dukket op drænede hendes krop for den sidste rest af adrenalin, hvilket fik hendes krop til at synke sammen i hans arme med et svagt suk. Hun havde det som om hun kunne sove i flere uger, bare gemme sig væk og glemme alt om Dimitri, men hun var underligt taknemlig for han stadig trak vejret, det betød at trods alt han havde budt hende, havde hun stadig de vigtigste egenskaber intakt, hun var ikke sunket til hans niveau og ønsket død og ødelæggelse over ham. Han havde ikke formået at knække hende fuldkommen, selvom hun havde nogle sår der skulle slikkes, for aldrig havde hun troet hun ville tigge nogen om noget på den måde. Hendes stolthed havde lidt en knæk ved mødet.

Da hun mærkede hans arm om ryggen, og den anden under hendes knæhasen, inden gulvet forsvandt under hendes fødder, lod hun hovedet hvile ind imod hans skulder, lyden af Dimitris stemme fik hende dog til at rykke lidt på sig. "Holder du dog aldrig kæft...." Hendes stemme var ganske svag, og som sådan ikke rettet imod ham men nærmere en mumlende konstatering for hende selv, for den vampyr snakkede ustandseligt, tåbelige og irriterende sætninger, der bare ingen ende ville tage. 

Som hun lå i hans favn, kunne hun ikke mere, der var ikke mere energi at tage af, hun løftede blikket kort imod Orcus, men hendes øjne var matte og trætte, der var intet smil at spore hos hende, inden hendes øjne gled i og kroppen der endelig kunne slappe af blev helt slap. 

Et hånligt grin kom fra hans mund, og han betragtede både mennesket og dæmonen. Blodet fra hans skulder var der fortsat men hullet var ved at blive helet, så det behøvede han ikke tænke på. Men selvom de fleste af hans skader var ved at hele kunne han stadigvæk mærke dem. Han knækkede nakken kort, og kiggede kort ned ad ham selv. Ved lyden af dæmonens ord kiggede han på ham med et flabet smil, og han skulede kort hen til mennesket. Hans trussel fik ham til at kigge væk fra dem begge to, og han kiggede ned på gulvet foran vinduet. Var hurtig henne ved glasskårene, og samlede et stykke op, og der gik ikke lang tid før han kastede det hen imod dæmonen, for det var ham han faktisk havde lyst til at ramme. Mennesket skænkede han ikke en tanke selvom hun faktisk havde reddet og hjulpet ham.

Det virkede ikke til, at de begge to ville forsvinde, så han var nok nød til at smutte først. Han sagde ikke noget lige nu, havde dog sat kursen hen imod vinduet. Han havde da ikke tænkt sig at gå ud ad døren, der stod sikkert folk i lange rækker der var klar på at bryde ind. De ville sikkert også prøve at dræbe ham, så det var nok ikke lige så godt. Så den bedste løsning var at smutte ud ad vinduet, og som han stod klar til at hoppe ud ad det kiggede han sig over skulderen hen på dæmonen"Hold hellere fast i hende, inden hun bliver brugt som et lækkert måltid igen"sagde han flabet og hårdt imens han slikkede sig rundt om munden. Så blinkede han til mennesket og hoppede ud ad vinduet. Han var hurtig væk fra stedet og forsvundet.