En lille snerte af lettelse skyllede ind over Nianna, da James endelig virkede til at komme ud af den dybe boble han havde opholdt sig i, nu længe efterhånden. Selvom hun ikke havde noget imod at sidde og omfavne ham, virkede det bare heller ikke til at have hjulpet ham det mindste, og skulle hun trække på sine egne erfaringer, hjalp det sjældent hende at sidde og være mut over ting hun alligevel ikke havde kunne ændre på. Så hun var hurtig til at gribe chancen, omend hun ikke helt vidste hvad hun skulle sætte ham til, der var de normale gøremål som at hente vand til de mange afgrøder og planter, men morgenmaden måtte komme først. For på tom mave, var man sjældent meget bevendt. 

Hun betragtede ham indgående, da han rettede sig en smule op, og vendte sig med siden til hende i stedet. Hans øjne var røde og bar tydelig præg af de mange tårer han havde fældet, som han så en smule hævet ud omkring øjne. Et overbærende smil lagde sig om hendes læber, inden hun lagde en hånd på hans ene lår. "Først og fremmest, morgenmad.." Hendes stemme var mild og kærlig, inden hun rejste sig fra den plet hun så længe havde siddet på. Hendes ben føltes en smule usikre, da hun havde siddet på knæene og hendes underben var for længst begyndt at sove. Den prikkende fornemmelse kom hurtigt efter hun havde rejst sig, og hun måtte et øjeblik bukke sig ned og forsøge at gnubbe lidt liv ind i den slanke ben. Da hun havde dulmet den værste prikken i hendes ben, gik hun stille rundt i den lille have, samlede lidt bær, nødder og lidt grønt som f.eks. ærter han selv kunne bælge sammen i en lille træskål hun selv havde lavet, en skarp flintesten som mejsel og en stor sten der kun lige kunne være i hendes hånd, havde hun brugt til at udhule træstykket til en skål. Mens hun gik og plukkede, spiste hun blot direkte fra buskene, inden hun gik over og gav ham skålen. "Værsgo James.." lød det opmuntrende fra hende, inden hun rettede sig op og ganske let strakte sig let. 

Selvom hans tanker var formørket måtte han komme over det. Der var ingen grund til at tænke så meget på det, han kunne jo heller ikke gøre noget ved det alligevel. Sket var sket, og der var intet han kunne gøre for at det skulle blive anderledes. Heller ikke selvom han bare ville føle noget andet end det han kendte til lige nu. Han var ikke engang sikker på om han overhovedet kunne komme over det eller om han skulle tænke over det resten af sit liv. Måske var han bare ikke særlig heldig, men det var han jo sådan set sjældent. Det var jo ikke fordi at han havde været særlig heldig i sit liv. Jo der hade da været måneder han havde været heldig, men det var alt sammen på grund af Marad og hans nærvær, men det var også overstået.

Han kiggede blot på hende som hun nævnte morgenmad, han var ikke engang sulten. Han blev endda lidt kvalm ved tanken om mad. Dog vidste an at han skulle spise, det var bare ikke det der først brød hans tankemønster. Han vringede lidt på næsen ved tanken om mad og kiggede ned i jorden hun havde siddet på. Han kunne se mærkerne efter hvor hun havde siddet men han gjorde intet. Det var ellers synd, men hvad kunne man gøre. Der var sikkert også mærker efter hvor han havde siddet de sidste mange timer, hvor mange det så end havde været. Mørket havde omsluttet haven da han først havde vågnet og han havde siddet her lige indtil nu. Hans ben sov nok lidt, men han var lige glad. Han skulle ingen steder lige nu, og han havde ingen planer om at rejse væk. I hvert fald ikke hvis han selv skulle have lidt at bestemme. Hans blik vandrede efter hende som hun bevægede sig væk fra ham og begyndt at samle ting ind. Han var ikke sikker på hvad de skulle spise, eller om han overhovedet kunne spise noget, så han lod ansigtet vende ud imod horisonten og den sol der så småt var mere og mere på vej op.

Han registrede ikke hvor lang tid Nianna var væk fra ham, og han regnede ikke med at hun ville give ham noget som helst. Så han havde lang tid blot siddet og kigget ud på solen. Det var først da hun afleverede noget til ham at han kiggede på hende og tog imod det hun havde givet ham. Han kiggede lidt på det og overvejede hvad han skulle med det. Dog rettede han en lille smule på sig og satte tingene på jorden. Han havde jo selv bedt om at få noget at lave, så hvorfor havde han betænkeligheder ved at skulle gøre dette her? Et smil kom frem på hans læber som han stirrede ned på skålen og de ting der lå i den "Tak" kom det roligt fra ham.

Hun kunne ikke lade være med at le en smule, for selvom han havde bedt om noget at lave virkede han ganske opgivende, inden dagen overhovedet var begyndt. Hun vidste der ville være en del gøremål hun måtte ordne, for der skulle hentes vand til planterne, nok kunne hendes evner mange ting, men med den evigt voksende oasen hun havde skabt sig, krævede det for meget af hende udelukkende at bruge sin evne. Og det grønt som var modnet helt, måtte op for at gøre plads til nyt. Hun betragtede i stilhed skålen hun havde givet ham, for hvis han havde tænkt sig at blive i længere tid som hun havde håbet, måtte hun have lavet en skål mere så de havde hver deres. Hun fandt sin flintesten mejsel frem, den store sten inden hun fandt et godt stykke træ, det ville tage hende et par dage, når hun måtte gå til og fra opgaven, og hun vidste ikke om hun kunne fordybe sig i opgaven helt som hun plejede i hans selskab. 

Hun fik sig placeret i skrædderstilling foran ham, så hun kunne sætte træstykket i spænd imellem hendes ben, det gav hende større frihed til at bruge begge hænder, som hun satte flintestenen imod træstykket, og gav sig til at slå ganske små stykker træ af. En sagte nynnen lød fra hende, det var en melodi hun havde hørt inde i byen, som hun havde taget til sig. Omhyggeligt samlede hun alle de små træstykker ved siden af bålet, for de var fantastiske til når bålet brændte ud for hende og hun måtte tænde det igen. Til at starte med lignede det absolut ikke en skål hun havde gang i, og hun måtte da også kaste et par skældsord over læberne, de par gange hvor flintestenen smuttede fra hende, så hun i stedet ramte sine egne fingre med stenen. Hun rystede let hånden et par gange, imens hun løftede blikket imod James. Hun var taknemlig for hans selskab, trods han var et skidt sted i livet på daværende tidspunkt. Hun var sikker på at før eller siden skulle det nok blive bedre igen alt sammen, måske når hun havde basket sig selv tilstrækkelig mange gange over fingrene at hun kunne presse et lille grin ud af ham.

Hvis der var noget han savnede så var det at synge. Men han havde ikke behov for at synge på nuværende tidspunkt. Desuden så have han allerede mistet sin sirene sang efter han var død. Det var som om at hans audiokinise var blevet dårligere i takt med at han havde fået en ny evne om at mærke følelser. Han vidste ikke hvorfor, men det var vel det samme som at han ikke vidste hvorfor han overhovedet var blevet genoplivet i første omgang. Han ville bare gerne have et godt liv, nu hvor han da havde fået et igen. Men det krævede vel egentlig også lidt at han ikke bare gav op på livet som han havde gjort nu? Men hvad skulle man gøre når det eneste man mærkede i brystet var frygt og smerte? Han vidste det ikke, men han fandt vel nok ud af at komme videre på et eller andet tidspunkt. Måske når han var faldet lidt til ro her i Nianna's selskab så ville han finde ud af hvad han manglede i sit liv.

Han stirrede lidt på indholdet i skålen og tog et par stykker af det der lå for at proppe det i munden. Han var ikke specielt sulten bare træt og brugt. Måske en anelse udkørt efter at have været oppe hele natten og havde grædt det meste af tiden. Han havde sikkert også mørke render under øjnene uden helt at vide det. Det kunne også være at han skulle få noget koldt vand i hovedet. Han kiggede en gang i mellem på Nianna for at se at hun slog sig over fingrene, og alligevel kunne han ikke lade vær med at lave ansigt som om det gjorde ondt på ham og ikke hende. "Pas på" kom det fra ham som hun havde slået sig over fingrene op til flere gange. Hun skulle da ikke komme til skade bare fordi hun sad og lavede et eller andet. Han rakte skålen over imod hende. "Du skal også spise" kom det fra ham og satte skålen imellem dem så de begge kunne nå indholdet.

Hun så en smule forskrækket op, som han udbrød hun skulle passe på. Hun kunne ikke lade være med at le, for selvom det dunkede lidt i hendes fingre var det ikke fordi hun ellers var videre berørt af fejlslagene, hun havde prøvet så meget værre i forsøget på at lave skåle, og som hun kom til at mindes den sidste hvor hun pillede splinter ud af fingrene i flere dage efter rystede hun let på hovedet. "Jeg skal nok prøve" Lo hun fornøjet og betragtede ham lidt med hovedet på skrå. Det virkede til at han havde lagt de værste af de dystre tanker fra sig, og selvom han stadig så temmelig hærget ud, var hun alligevel glad for at det måske ville komme til at blive bedre fra nu af.

Hun kiggede lidt ned på skålen han rakte hende, for han havde ret hun burde også have fået noget mad, men han lignede en der trængte mere til at få noget energi i kroppen. Hun rakte dog frem og tog nogle enkle nødder i munden, smagen var kraftig men ikke bitter. Hun vendte tilbage til skålen, eller hvert fald det som på et tidspunkt måske ville blive en skål hvis hun var heldig. Hun var dog mere påpasselig med ikke at ramme sine fingre igen, da hun ikke ville gøre ham ondt på samme tid, som sig selv.

Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre så han sad blot og kiggede på hende som hun arbejde videre. "Jeg går lig ned og får noget koldt vand i hovedet." kom det fra ham og kiggede sig lidt omkring. Han skulle nok finde der ned på en eller anden måde, han havde jo ikke set det hele. Og det kom han nok heller ikke helt til. Men når alt kom til alt skulle han nok finde det han ledte efter. Det havde han gjort før, og ellers kunne han bare bruge sin sonar, men det forventningen om at få noget tilbage ville sikkert være nytteløs.

Han smilte til hende som han rejste sig fra jorden og kiggede ned. Der var allerede en stor plet efter de mange timer han havde siddet der. Men en ting var sikkert, han skulle bare have lidt koldt vand i hovedet så ville alt ting være langt bedre, og han ville være lidt mere frisk til at få lavet noget hun kunne sætte ham i gang med. Han vandrede ned imod vandet for han kunne næsten dufte det. Eller det håbede han da på at han kunne, men han gik i det mindste den helt rigtige vej som han bevægede sig længere ned. Da han nåede vandet tog han sin trøje af. Der var ingen grund til at det skulle blive vådt igen. Han satte sig på huk ude i vandet og tog noget vand i hænderne inden han kastede det i hovedet på sig selv.

Nianna løftede blikket ganske let, da han begyndte at røre på sig og gjorde antræk til at komme op. Et lille smil gled over hendes læber, for inderst inde var hun glad for at se ham komme op og igang igen, hun havde en fornemmelse af han måtte tage det i sit eget tempo at finde tilbage på den rette vej i livet, hun kunne ikke bringe ham dertil, men hun kunne være en støtte på vejen, men ikke før han selv var åben overfor forandringen i sit sind. Hun gjorde et lille nik imod ham, lidt vand i ansigtet kunne måske gøre ham godt, og de befandt sig ikke langt fra søens bred, hvor vandet altid var frisk og køligt især på denne tid af året.

Hendes blik fulgte ham, som han begav sig afsted, hun nikkede lidt for sig selv, hun nød James' selskab utrolig meget, og hun havde en fornemmelse indeni at det nok skulle blive bedre alt sammen. Da han var ude af syne, vendte hun sin opmærksomhed tilbage imod det træstykke i hendes skød. "Så er det bare dig og mig...." lo hun muntert, som om de skulle til at bekæmpe hinanden, hvilket de på sin vis vel også gjorde, hun forsøgte at udforme den og den forsøgte at gøre det af med hendes fingre. Mere påpasselig med ikke at ramme fingrene, fik hun slået små stykker af, og langsomt begyndte den da også at tage mere form efter en skål, som fordybningen blev mere tydelig. Hun mistede alt hvad der hed tidsfornemmelse, som hun sad og arbejdede, vendte og drejede stykket for hele tiden at ramme den fra det rette sted, hun kunne vel godt kaldes lettere perfektionistisk hvad hendes håndværk angik, men hvis den skulle være til James, kunne intet andet gå an end det bedste. Hun vidste hun levede primitivt i forhold til menneskene i byen, hun havde ikke den samme luksus som dem, så det hun havde værnede hun om. 

Vandet havde en dejlig afkølende effekt på ham men lige meget hvad for hans tanker alle steder. Han var træt og brugt, og hvad det end var hun havde givet ham at drikke have en endnu mere roligende effekt på ham. Han vidste ikke hvad han skulle gøre så han tog noget nyt vand i hovedet. Vanddråberne trillede ned ad hans ansigt og videre ned på hans brystkasse som de dryppede der ned. Han vidste ikke længere hvad han skulle tro i alt dette her. Nianna havde tilbudt ham et hjem, et hjem han kunne vende tilbage til. Men hvad skulle han forvente af alt dette her? Han var ikke særlig tilfreds, specielt fordi han ikke var ret god til at forblive et sted. Han havde ladet nogen komme for tæt på en gang, og det måtte ikke ske igen. Det var ikke sådan han skulle have det, men han vidste ikke hvordan han skulle komme ud over det. En vind fik det til at give ham kuldegysninger ned langs ryggen og han vendte blikket op imod himlen. "Isari... Hvorfor mig?" mumlede han mest for sig selv, men han håbede at der ville komme et svar tilbage. Der kom bare intet, der ar helt stille og han kunne kun høre vindens hylende tone. Han var ikke længere sikker på om nogle overhovedet ville kunne høre hans inderlige bøn han havde. Nianna havde svært ved det med ord havde han opfanget, og det var ikke så sært at hun ikke vidste så meget, slet ikke hvis hun havde været alene hele sit liv. Han havde altid haft nogen at snakke med på grund af de spøgelser han havde set igennem hele sit liv. Men det var også det eneste selskab han nogen sinde havde haft.

Et suk kom over hans læber som intet svar kom til ham, han var ikke sikker på hvad han skulle gøre nu. Skulle han tage væk og overlade Nianna til sig selv? Det var jo det han var bedst til at gøre i hele sit liv. Han have gjort det med Mira da hun kom for tæt på. Miranda havde han efterladt i troen om at han sikkert var kommet til skade. Eller være død. Marad havde han forladt kun fordi han havde sagt han skulle. Så hvad skulle han gøre for ikke at gøre det nu? Nianna havde et stort hjerte, og hun havde hjulpet der hvor han havde mest brug for det. Ikke at hun havde gjort noget forkert. Hun havde blot været der og lyttet til det hun forstod. En hånd bevægede sig ned til vandet og han lod den glide lidt rundt på overfladen hvor vandet begyndte at blive uroligt. Vandet var lige så urolig som ham til tider, og han vidste alligevel ikke hvad han skulle stille op med sig selv. Han rejste sig op fra vandet og kiggede lidt om imod hvor han vidste Nianna sad og lavede et eller andet. Langsomt begyndte han at tage sit tøj på igen, i håb om at nogen overhovedet ville give ham et svar på det han havde mumlet for sig selv. Han var blevet en anelse kold af at have siddet på hug i det kolde vand, men han var lige glad. Han kunne sagtens få varmen igen.

Som han endelig fik trukket sig i sit tøj igen bevægede han sig med rolige skridt op imod Nianna og tog da et enkelt bær på vejen. Han var ikke sikker på hvad det var, men det var syrligt og han vrængede da også lidt på næsen af det. Dog satte han sig samme sted som før da han endelig nåede op til Nianna igen. Hans øjne var ikke nær så røde som før, men de var stadig røde. Han havde sorte render under øjnene af den manglende søvn, men det var ikke noget han havde lagt mærke til i sit eget spejlbilled i vandets overflade. "Noget jeg skal hjælpe med?" spurgte han for at række ud efter noget af det der stadig var i skålen han havde sat for noget tid siden.

For en stund stoppede Nianna sit arbejde, og så i den retning som James var gået. Hun vidste ikke om han ville vende tilbage, men hun håbede at han ville give det en chance, en chance for at finde lidt ro i hans tydeligvis oprørte indre. Et svagt smil hvilede om hendes læber, for hvordan skulle hun nogensinde kunne hjælpe ham? Hun var jo ikke ligefrem den mest erfarende indenfor at kunne hjælpe andre, i stedet rejste hun sig stille op og gik hen for at trække en elverrod op fra jorden. I ro og mag, gav hun sig til at skylle den grundigt for jord, mens hun nynnede dæmpet for sig selv, en melodi hun havde hørt nede i byen. Elverroden var en overaskende smagsløs og mild rod, men virkningen var yderst potent, som hun vidste han næsten øjeblikket ville falde i søvn. Hun brækkede en af de små knolde af roden, blot et ganske lille stykke som hun omhyggeligt skrabte ren med flintestenen, for den finde tynde skrald, inden hun lagde den fra sig. Hun vidste ikke om hun skulle fortælle James om virkningen af den, om han ville blive sur på hende hvis hun gav ham den, men hun vidste at han måtte trænge til hvile, for når man var udhvilet var det meget lettere at finde sin vej igen.

Hun lagde den ned i skålen, inden hun igen gav sig til at arbejde videre på træstykket. Det var allerede begyndt at tage form af en skål, men hun var for perfektionistisk til ikke at fortsætte, til skålen var tilfredsstillende efter hendes egne standarter, hvis det var en som James skulle have. Hun hørte ham komme tilbage, og holdt inde mens hun fulgte ham med blikket hen foran hende, hvor han satte sig ned på den samme plet igen. Tøvende lagde hun tingene fra sig, inden hun betragtede de sorte render under hans øjne. Hun sukkede svagt, inden hun samlede det lille stykke op igen, ikke meget større end en tommelfinger negl, blot en lille kugle. "Spis denne, og hvil dig..." sagde hun stille med en blid tone, hun ville så gerne passe på ham, pleje ham til han havde det bedre, så skulle hun nok sætte ham i arbejde igen, når først han ville være mere frisk. 

Var det overhovedet sikkert for ham at være her lige nu. Kunne han inderst inde acceptere den venlighed hun udviste ham? Ja han havde måske brug for at komme lidt væk fra det hele og tænke på noget andet. Men var det virkelig dette her han skulle? Han havde tidligere boet ude hvor ingen andre var. Havde altid gået for sig selv, været den mærkelig og nu... Hvad var han egentlig nu? Kunne han klare at være på dette magiske sted sammen med Nianna? Hun havde tilbudt ham og blive, inderst inde ville han jo nok gerne. Men kunne han blive her for altid? Det var jo ikke lige frem det han havde regnet med at få af vide på sin lange flyvetur væk fra Medanien. Han var usikker på sig selv, og om han kunne klare at være i alt dette her. Han vidste at han måtte acceptere det på den ene eller anden måde. Han vidste ikke længere om han kunne stole på sig selv. Nianna kunne man stole på det vidste han da. Men hvad med ham selv, ville han gøre som han plejede at gøre? Ville han bare forsvinde som han havde gjort så mange gange? Det var jo ikke det han kunne tilbyde en pige som Nianna. Hun var for venlig, og hun vidste ikke ret meget om livet. Men det skulle nok komme på et tidspunkt.

Han stirrede lidt på den kugle hun gav ham i hånden og han overvejede hvad det var. Dog sagde han ingen ting men tog den i munden for at spise det. Hun måtte jo vide hvad det var, og uden tvivl så vidste hun nok meget mere end han selv gjorde. Det var ikke rigtig fordi han smagte på det hn fik i munden, det var blot et par enkelte gange han tykkede for at sluge kuglen der så småt ikke var en kugle længere. Han vidste at han havde brug for hvile, men han var bange. Bange for i det hele taget t få de samme drømme som han havde haft så længe. Drømme der ikke var de gode ngere. Hvis han bare for en gangs skyld kunne drømme om hans forældre. Men de var ved at være et glemt minde, og ingen kunne minde ham om dem længere. Ikke engang hans søster. For hende vidste han heller ikke hvor var henne i denne verden. "Hvile mig..." mumlede han og vidste ikke længere hvad han skulle gøre. I stedet lagde han sig ned ved siden af hende og lukkede øjne. Han ville ikke være alene, han var bange for at noget slemt skulle ske med ham, og han vidste ikke hvad han skulle gøre ved den følelse. Han åbnede øjnene for at kigge op imod himlen. "Nianna?" kom det fra ham og drejede hovedet for at kigge på hende. "Er du sikker på jeg gerne må blive?" han vidste allerede at hun havde sagt ja en gang, men hun kunne jo have fortrudt, og han ville ikke være til besvær på nogen måder.

Nianna fulgte ham ganske nøje med blikket, for hun var stadig inderst inde i tvivl om, hun skulle fortælle om rodens egenskab, stykker var lille og det ville ikke slå ham ud i flere dage, men hvert fald sørge for en god lang uforstyrret søvn. Da han gav sig til at spise den, voksede hendes smil en ganske lille smil, fordi det blot vidste hende hvor meget tillid han havde til hende, og til hendes naturlige evner med alle planterne. Hun lagde blidt en hånd over hans arm, inden hun hjalp ham ned at ligge. Hun bevægede sig roligt over imod hulen, men stoppede op ved lyden af hans stemme, for at vende sig imod ham. Det var hendes navn hun havde hørt fra ham. "Ja James?" spurgte hun ganske blidt, opmuntrende til at forsætte med hvad end han havde på hjertet, imod hun samlede et af de større skind sammen fra den lille hule. Sirligt foldede hun det en enkelt gang, inden hun svang det over armen, før hun bukkede sig ned og tog et af de mindre skind som lå foldet et par gange allerede, som han kunne hvile sit hoved på. Før hun rettede sig op og bevægede sig tilbage imod ham. Hun lagde først det helt foldede skind fra sig på jorden, ved hendes side, inden hun spredte det store skind ud over ham, så han ikke ville blive kold af den milde brise. "Løft hovedet..." lød det blidt fra hende, næsten kun en hvisken, inden hun lagde det sammenfoldede skind under hans hoved, før at gøre det så behageligt for ham som muligt. 

Da han drejede ansigtet imod hende, hvor deres øjne igen mødte, sendte hun ham et varmt smil, som han igen spurgte om hun var sikker på han måtte blive. Hendes smil var tydeligt overbærende med hans usikkerhed, som hun gjorde et lille nik, der var ingen tvivl at spore i hendes blik, som hun lagde en hånd ganske blidt på hans kind, og strøg tommeltotten over den. Hun tog ikke blikket fra ham, men satte sig blot tæt ved ham, uden at rykke hånden. Hun ville blive siddende sådan til han faldt i søvn, og selv da ville hun våge over ham, klar til at træde til hvis hans søvn skulle blive urolig. Hun vidste ikke om hendes evne kunne præge ham i drømme, men hun var ville til at give det en chance. Hun gav sig til at nynne en af de melodier hun havde hørt nede ved byen, den lød så rolig og varm dengang de havde spillet den dernede, og hun håbede at kunne gengive præcis den følelse som hun selv havde haft da hun hørte melodien første gang.

Han var så forvirret oven i sit ellers så fyldte hoved. Han vidste ikke længere noget. Han havde ikke troen til sig selv længere. Den var forsvundet sammen med alle de voldtægter han havde været udsat for. Ville det nogen sinde komme tilbage igen? Han vidste det ikke og han ville egentlig gerne vide det. Men tanken om at det ville komme tilbage skræmte ham. For tænk hvis han aldrig ville blive den samme igen. Dette var jo den person han var nu, og det var sådan han skulle være for nu. Han kunne formes som andre ville have det, det var sådan han altid havde været. Som hun blot bevægede sig væk fra ham kiggede han efter hende. Nu forsvandt hun ikke vel? Og alligevel kunne han ikke se hvad det var hun lavede. Men den lille kugle han havde spist fik hans øjne til at føles tungere og tungere. Alligevel kom hun tilbage til ham og han løftede hovedet præcis som hun sagde at han skulle.

Hans øjne var tungere og tungere og men alligevel var alt hans fokus på hende, hendes ellers så varme smil og hendes nik fik ham til at trække på smilebåndet. Han vidste han ikke burde spørge, men alligevel havde han gjort det. Det var bare en sikkerhed for den usikkerhed han selv bar inde i sig selv. "Okey" han vendte blikket op imod himlen og lukkede øjnene igen som han lyttede til hendes nynnen og lyden af de små dyr der kravlede rundt i buskene. Det var så roligt her og man kunne føle sig fri. Det var helt sikkert en god ting når alt kom til alt. Hans øjenbryn bevægede sig lidt op og ned i et stykke tid som han gled ind imod en forhåbentlig fredlig søvn. Hans brystkasse begyndte at slappe mere og mere af og det hævede sig langsommere og langsommere. Hans åndedræt blev langsomt og mere fredeligt end det havde været længe. Der var ingen tvivl om at søvnen så småt var ved at komme ind over ham.

Jo længere tid der gik jo mere urolig blev han. Hans øjne missede under de lukkede øjenlåg og hans vejrtræning blev hurtigere og hurtigere. En gang i mellem kom der små klynkende lyde fra hans lukkede mund. Han vågnede ikke, dog dukkede der små svedperler op på hans pande. "Nej... Ikke... Stop..." det var det eneste der kom ud af hans mund i en stille tone der næsten var svær at høre for dem der ikke lyttede efter. Kroppen begyndte at blive anspændt og musklerne begyndte at spille under huden på ham som om de gik i krampe.

Da hun først havde fået sig sat ned ved hans side, forlod hendes hånd ikke hans kind en eneste gang. Kontinuerligt strøg hun sin tommel hen over hans kind, det smil han sendte hende som han var på vej ind i søvnen, varmede et sted dybt indeni. Hun havde aldrig haft en familie, aldrig haft nogen hun skulle tage sig af, og alligevel fandt hun nu sig selv i et ukendt land. Hun havde fundet en som hun ville hjælpe og beskytte, en hun ville være der for uanset hvor mange søvnløse nætter det måtte give hende, en som hun kunne kalde sin ven. Hun betragtede ham i tavshed, mens hun lyttede til hans vejrtrækning som langsomt blev mere dyb og afslappet. Der var ingen tvivl om han snart ville være helt væk, men hun havde ikke i sinde at fjerne sig fra ham lige foreløbigt, hun var nød til at forsikre sig selv om at hans søvn ikke ville blive plaget af mareridt, for hvordan skulle hun så kunne tilgive sig selv? Hun vidste roden ville holde ham i søvnen hvert fald til sent ud på eftermiddagen hvor solen atter ville gå på held. 

Hun rynkede stille i panden, da hun kunne mærke ham spænde mere op i kroppen, trods hendes vedvarende dæmpede nynnen og strøg over kinden. Hun bed sig usikkert i læben, for kunne hun hjælpe ham igennem søvnen? Hun rejste sig stille op og fik hen for at finde et lille stykke klæde og lidt vand, inden hun gik tilbage og satte sig ned ved hans side. Hun vred klædet op i vandet, inden hun blidt strøg det over hans pande for at fjerne de svedperler som havde samlet sig, inden hun besluttede sig for at gøre et forsøg på at mildne hans drømme, dele nogle af hendes bedste minder hun overhovedet kunne samle sammen. Hun lagde ganske blidt sin hånd imod hans kind og tinding, inden hun lukkede øjne. Hun kom i tanke om den første vinter hun kunne huske, hun var blot en lille pige på 5 år dengang, men det var første gang hun havde set sne. Hun prøvede at fokusere mere ind på hendes latter som hun var løbet og hoppet rundt i skoven, mens hun forsøgte at fange de små snefnug, som blot blev ved med at smelte i hendes hænder, men det stoppede hende ikke. Den rene uspolerede glædede fra en der ingen ærenderinger havde om ondskab. Hun lod sig opsluge af følelsen, gav sig helt hen til den mens hun fokuserede på den bro imellem hende selv og James.

Det var svært både at fokusere så meget ind i følelser, lukke af for alt andet så kun det ene minde stod frem i hende, og samtidigt lytte til hans vejrtrækninger og bevægelser. Da der var gået en rum tid, hvor han havde kunne få lov at mærke det, fadede det langsomt ud som hun genkaldte sig et nyt minde der langsomt overtog for det gamle, så der ikke blev nogle bratte skrift imellem det. Det var en varm sommerdag, solen stod højt fra en skyfri himmel, fuglene der kvidrede lystigt i skoven bag hende, hun stod ude i den lune sø med en pind i hånden som hun havde fået spidset til, tålmodigt mens hun ventede på fiskene skulle komme til hende, den ro hun havde haft i kroppen dengang, trods hun havde stået der i flere timer, blot ventende på det rette øjeblik. Og så øjeblik hvor hun stak den hurtigt i vandet og ramte en fisk, den første hun nogensinde havde fanget, hun fokuserede på den følelse af uovervindelighed, som hun var begyndt at danse rundt i vandet med fisken på pinden, hævet op i luften, så vandet det plaskede overalt omkring hende. Følelsen af sejr, at være uovervindelig, at alt godt kommer til den tålmodige. 

Hun havde mistet alt fornemmelse med hvor længe hun havde dvælet ved de to minder, men hun kunne mærke udmattelsen indeni, det var hårdt arbejde, som hun så inderligt håbede ville bære frugten i en god søvn for James.

Der var så mange drømme der kørte igennem ham at han ikke kunne fokusere på en eneste ting. Han var urolig med Nianna havde en beroligene effekt på ham. De minder hun delte med ham fandt vej ind til ham. Han slappede mere af og lod bare tingene komme til ham som de gjorde. Han betvivlede ikke på noget af det hun gjorde. Faktisk gjorde det ham kun mere rolig og det samme blev hans krop. Hvad der før lignede at han gik i krampe forsvandt. Den våde klud mod hans pande fik ham også til at slappe mere af. Hans åndedræt blev langsommere alt i mens hun delte sine minder med ham. Som det ene minde forsvandt og det andet kom til sov han blot videre. Han var så langt inde i drømmene at han ikke engang havde de mørke drømme der ellers plagede ham en del.

Hvor længe han havde været væk vidste han ikke, og hvor længe Nianna havde delt sine minder med ham var han helt lige glad med. Han var så rolig og afslappet i alt dette her. Hvad der først havde plaget ham var forsvundet, og det var kun den rolig fornemmesle der var i kroppen på ham. Hans øjne begyndte langsomt at røre på sig som dagen langsomt gled hen over himlen. Han vågnede ikke engang af de lys stråler der ramte ham i ansigtet som han lå her på græsset. Tidsfornemmelsen var forbi, og det samme var han. Nydelsen af at kunne slappe af i hele kroppen og kunne få en ordentlig søvn fra fremragende, og det var noget han satte pris på inderst inde.

Nianna betragtede James, som hans krop begyndte at slappe mere af, smilet bredte sig saglig om hendes læber, for det gav hende ro i sjælen at se hvordan hans krop og sind faldt til ro. For ham ville hun kunne blive siddende sådan hele døgnet hvis det blev nødvendigt, for han havde brug for den søvn trods han var en engle. Hun gned øjne ganske let på sig selv, inden hun strøg kluden over hans pande helt blidt, inden hun fjernede den igen, og lod den glide ned i spanden med vandet. Hun løftede blikket ganske let og så op imod himlen, solen næsten skar i hendes øjne, fordi hun havde siddet så længe i samme stilling med lukkede øjne, fordybet indeni sig selv for at hjælpe James. 

Hun vidste ikke om hun kunne slippe ham, for hun vidste at i det øjeblik der ikke længere ville være fysisk kontakt imellem dem, ville broen forsvinde og hun frygtede at hans dårlige drømme ville kunne vende tilbage, men hun måtte også lytte til sin egen krop, det tog på hende at bruge evnen så intenst, det var ubehageligt og næsten smertefuldt. Hun måtte have en lille pause og trække vejret, hun ville altid kunne skynde sig til hans side igen for at genoptage kontakten imellem dem. Med et dybt suk slap hun ham forsigtigt, og mærkede øjeblikkeligt den lettelse der skød igennem hendes krop, hendes hoved der havde virket så tungt lettede pludselig, inden hun lagde sig ned ved hans side. Hun puttede sig tæt ind til ham, hvilede hovedet imod hans skulder, med den ene arm hen over brystkassen på ham, så han stadig kunne mærke hendes nærvær. "Alt bliver godt igen....." hviskede hun helt svagt, næsten lydløst imod hans skulder, inden hun selv lukkede øjne let for at hvile sig, tømme hovedet for tanke, og blot være.

Uanset hvad der måtte ske herfra, så skule han bevare at holde og tage sig af Nianna. Uanset om han havde gjort det før eller ikke. Måske ville det endda blive anderledes med Nianna end det havde været med Marad. Hvis man havde gjort noget godt for ham, så ville alt ændre sig og han ville blive sur. sådan virkede det ikke til med Nianna. Hun var for blid til den slags. Det var vel egentlig også kun en god ting når det kom til stykket. Nianna virkede for rolig til overhovedet at blive sur og vred. Hvis hun kunne det ville det komme som en overraskelse. Men ikke mindst så havde hun et godt liv, og hun havde aldrig oplevet noget af den smerte han selv gik rundt og bar. Det ville smerte ham den dag det så skete. For tænk hvis Nianna egentlig kunne blive en god ven, eller hen af familie?

Selvom Nianna brød forbindelsen imellem dem forblev han rolig. Han var ikke urolig og ikke engang hans puls steg. Han forblev helt rolig og bare lå som en sten og sov. Han hverken frøs eller lå ubehageligt. I så fald kunne han ikke rigtig mærke det. Han lå helt stille på ryggen og lod solens stråler ramme ham i ansigtet og resten af kroppen. Intet ville kunne vække ham lige nu. Selvom det var en længe ventet søvn så var det tiltrængt. Og helt sikkert behagelig. Måske det havde været den bedste søvn han nogen sinde havde haft når det kom til stykket.

Som Nianna blot lå stille ved hans side, kunne hun både se og mærke på hans krop at han ikke faldt tilbage i de dårlige drømme. Et lille smil bredte sig om hendes læber, lettet fordi det betød hun ikke behøvede bruge sin evne mere foreløbigt. Hun gav ham et blidt kys på kinden, inden hun forsigtigt rejste sig op for at ordne lidt af sine gøremål, haven skulle passes og vandes, så planterne kunne trives og vokse sig større uden hendes hjælp, så snart solen begyndte at give mere varme fra sig, som sommeren kom nærmere. 

Hun gik stille rundt i den lille have, mens hun gav de forskellige planter lidt vand, nippede lidt blade og grene af hist og her, for at planterne ikke blot skulle vokse vildt op. Selvom hun elskede den naturlige balance, vidste hun at nogle planter i haven ville overtage alt hvis hun lod dem. Hun nynnede dæmpet for sig selv, som hun gik i ro og mag, engang imellem søgte hun hen til ham, strøg ham over kinden, mærkede efter hans hjerteslag og betragtede hans vejrtrækning, for hele tiden at sikre sig han stadig var lige så fredfyldt i søvnen. 

Da hun langt om længe havde været rundt ved alle planter, samlede hun de afbrækkede grene og kviste sammen, og bar dem over til bålet, de var perfekte når der skulle tændes op og hun samlede derfor altid på dem til de dage hvor bålet gik ud for hende. Hun rettede sig op, tilfreds med dagens arbejde, inden hun trak skindet lidt tættere op omkring James så han hvert fald ikke kom til at fryse. Hun måtte hellere lave noget mad klar til ham, han måtte være sulten når han kom til sig selv igen. Hun fandt sit stålfad fra, som hun havde været heldig at finde ude i skoven, hvori hun lagde en masse forskellige grøntsager og urter fra haven, de største have hun skåret med et flint stykke i mindre stykker der var lettere at spise, inden hun havde kommet lidt vand i fadet og sat det i bålet for at blive til beredt. Da alt var ordnet, satte hun sig stille hen ved James igen, tog blidt om hans hånd og betragtede hans fredfyldte ansigt.  

Hvor længe han egentlig havde ligget her vidste han ikke, men det hele havde været så fredfyldt til sidst og han nød det til fulde. Det var først sent på eftermiddagen at hans øjne så småt begyndte at åbne sig. De mørke render under øjnene var forsvundet, og han havde ikke nogen ide om hvor han var henne længere. Han havde ikke sovet så godt siden han var sammen med Marad, og det virkede som så lang tid siden at han dårligt kunne huske det. Ved hans side sad Nianna og han kiggede op på hende med et forbløffet blik. Hvorfor havde han sovet så længe, og hvorfor var han overhovedet faldet i søvn?! Han var måske en anelse forvirret over sig selv og det der var sket. Men han satte sig forsigtigt op og lod skindet falde ned på hans mave. Han gned sig lidt i det ene øje. Han følte sig så udhvilet og alligevel så frisk. Han kunne klare hele verden nu hvis det kom til stykket.

Han kiggede lidt forundret på hende og åbnede munden. Men der kom ingen lyd ud. Hvad skulle han sige til hende? For det havde aldrig været hans mening at han skulle være faldet i søvn. Han var bare blevet så træt af det han havde fået. Hvad det så end var. For han havde ingen ide omkring planter. Men det havde da hjulpet ham, på en eller anden måde. Selv hans muskler føltes ikke engang tunge eller hårde. Han var lige så brugt som første gang han havde været sammen med Marad. "Wow" mumlede han lidt for sig selv og kiggede lidt ned i jorden for at vende blikket op på hende igen.

Nianna fornemmede med det samme, at han begyndte at røre på sig. Hun skævede over imod maden, og lo dæmpet for sig selv, da det var timet helt perfekt, inden længe ville det være færdig, hvilket ville give ham tid nok til lige at vågne og ryste døsigheden af sig. Hun betragtede ham nøje, bemærkede hvordan hans sorte rander under øjne var forsvundet, den fornyede styrke og energi i hans blik, som var han klar til at erobre hele verden. Glæden nåede let op til hendes øjne, som hun blidt strøg ham over kinden, så glad for at se det havde virket, selvom hun følte sig lettere mat i kroppen efter at have brugt sin evne så længe på ham. Hun vidste ikke om han ville kunne huske drømmende, men det gjorde hende intet hvis han kunne. Han måtte se hele hendes liv, hvis det betød hun fik et sådan udtryk frem i hans øjne igen. 

Hun ville så gerne fortælle ham, hvor godt han så ud nu, men hun vidste ikke hvordan hun skulle formulere sig. I stedet sad hun blot for en stund i tavshed og betragtede ham indgående, for at sikre sig han nu også følte sig så meget bedre nu hvor han var udhvilet. "Der er mad...." lød det blidt fra hende, inden hun løsrev sig fra stunden, for at gå hen og øse lidt mad op til dem begge i de træskåle hun så omhyggeligt havde hugget ud til dem, skeerne derimod var nogle hun havde lånt fra byen, for uanset hvor meget hun havde forsøgt at lave nogle gik det altid galt. Med en skål i hver hånd, fik hun roligt tilbage til ham, hvor hun satte sig ned og rakte ham den ene. "Værsgo..." lød det muntert fra hende, inden hun pustede let på maden inden hun smagte på det. 

Det hele virkede så uvirkeligt lige nu. Hvordan kunne han have sovet så længe og så godt i alt dette her. Han havde aldrig sovet så godt før. Der havde altid været noget der spillede ind over det hele og fik ham til at vågne. Men ikke denne her gang, dette var noget helt andet. Det virkede så anderledes men på en god måde. Han vidste ikke hvad han skulle sige så han kiggede bare på hende som hun traskede op for at hente noget føde han kunne indtage. Han var måske lidt sulten, men nu havde han heller ikke spist ret meget af den fisk fra dagen før. Og de stykker nødder han havde spist tidligere gjorde jo ikke meget gavn. Så måske en god bid mad ville sætte det hele i lidt bedre perspektiv om hvordan han kunne have sovet så godt?

Det var først da hun kom tilbage med maden at han stirrede på skålen hun havde lavet. Hun måtte have lavet den færdig mens han havde sovet. Det var den eneste løsning han kunne se lige nu. Men hun var god til sit arbejde, det var han helt sikker på. Så hun klarede sig i hvert fald godt helt alene her ude i ingen ting. Det var mere end man kunne have sagt om ham selv da han var for sig selv. Godt nok have han det sproglige, men det skulle Nianna nok lærer på et tidspunkt, og hvis ikke af andre så skulle han nok lære hende det på den ene eller den anden måde. Så længe det ikke var at skrive eller læse, for det duede han virkelig ikke ret meget til. "Tak" kom det fra ham og tog skålen og kiggede ned på den. Det duftede nu meget godt så måske han skulle smage på det. Han tog fat i skeen og satte den for munden uden så meget som at puste på det at han brændte sig i hele munden. Han skar ansigter og han havde nær kastet skålen fra sig. "Av for...." han stoppede sin sætning. Man kunne ikke bande over for en pige. Det var forkert. Så han måtte hellere holde mund for nu.