Av. Atlas kunne ikke andet end at smile, da Mahir trådte helt tydeligt væk fra ham - et smil var som regel Atlas' reaktion på det meste. Nu afskyede begge brødrene ham åbenbart, og han vidste ikke, hvad han skulle gøre for at få dem til at holde op. Det virkede i hvert fald, som om han aldrig kunne finde ud af at holde sig på god fod med dem begge på samme tid. Det var forvirrende og trættende.

"Du er sur på mig," sagde Atlas så. "Jeg ved det godt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Ligegyldigt hvad jeg havde svaret, var det endt galt. Undskyld."

Atlas så ikke på Mahir, mens han talte. Han vidste ikke, om han kunne bære at se, Mahir åbenlyst ignorere ham eller trække sig endnu mere væk fra ham.

Mahir drejede ansigtet væk, da Atlas sagde, at han var sur på ham. Mahir vidste ikke, hvad han var, ud over træt af det hele. Han gik tavst videre, mens han overvejede, hvad han skulle svare. Han måtte vel prøve at forklare Atlas, hvad han følte og tænkte, men det var svært. Han var ikke vant til at sætte ord på det, for hvem skulle han normalt snakke med den slags om? Han var alene.
Mahir sukkede og så i jorden foran dem.
"Jeg er ikke sur. Jeg er... ked af det. Men det er ikke din skyld. Det var Asad, der skabte hele situationen." Han lagde armene om sig selv, hænderne gemt i ærmerne, for at holde varmen. Lige nu frøs han.

"Jeg er meget taknemmelig over, at du stoppede ham i at slå." Hans stemme knækkede en smule til sidst, hvilket fik ham til at rømme sig. Han kunne stadig huske frygten for slag. Asad slog hårdt. Mahir følte, at det var urimeligt, at det skulle gå ud over ham, at deres far havde sendt ham af sted med en besked, Asad ikke kunne lide. Men det var ikke første gang, at det var sket i de to år. Mahir ville bare ønske, at de to mænd i hans liv ville komme godt ud af det sammen. Han forstod godt Asads vrede mod faren, men han forstod også godt farens frustrationer. De kæmpede så hårdt for at komme igennem dagen og vejen, mens Asad rendte rundt og legede kriminel. Mahir vidste ikke, om han skulle tage nogens side. Så han lod være. Tog sin egen. Hvilket fik ham i problemer både ved sin far og sin bror. 
Han så ikke på Atlas, men fortsatte bare med at gå. En fod foran den anden.

"Mh," brummede Atlas til svar, mens de gik ned ad gaden i den kølige aftenluft. "Jeg håber ikke, jeg behøver at gøre det igen. Nogensinde."

Atlas havde lyst til at række ud og give Mahirs skulder et klem, men han havde ikke lyst til at blive afvist igen, så han holdt sig for sig selv.

En halv time senere stod de foran døren til det lille bageri. Atlas havde det uendeligt meget bedre takket være healerens dygtighed. Hans ansigt og baghovede bar ikke længere nogle spor af Asads vrede, og selv de tænder, kollisionen mellem Atlas' kind og Asads ringe havde løsnet en smule, sad på plads igen, som de skulle. De eneste tegn på, at noget var hændt Atlas, var det udtværrede, blodige håndaftryk, Asad havde sat på brystet af Asads trøje, samt de røde dråber blod, der var faldet fra Atlas' baghovede og ned på ryggen af trøjen. De tegn var dog gemt væk af Atlas' overtøj lige nu, og Atlas havde allerede opfundet en lille løgnehistorie, han kunne fortælle til Rosna, så han kunne låne en af Asads gamle bluser, som hun sikkert stadig havde gemt et sted.

Atlas tøvede et øjeblik... Der kom ikke nogen lyd af råben og slåskamp derinde fra, så enten var Asad ikke dukket op endnu, eller også var det lykkes ham og Harkan ikke at ryge i totterne på hinanden endnu.

Atlas lagde ansigtet i de rette folder, inden han bankede på.

Mahir trak svagt på skuldrene og så stadig ikke på Atlas. Hvis Atlas blev, ville han uden tvivl se Asad slå på Mahir, det skete med regelmæssige mellemrum. Selv deres far slog ikke så ofte, overhovedet ikke. Han råbte bare. Truede. Asad var lidt mere kontant. 
Tavst fulgte han med Atlas ned til healeren, der efterhånden kendte ham og Asad. Nu de var der, besluttede Mahir sig for at få fjernet de blå mærker i ansigtet. Han lignede stadig noget, der var løgn og hans arbejdsgiver havde ikke været helt tilfreds.

Så uden nogen form for ømhed i ansigtet for første gang i et par dage, fulgtes ham med Atlas tilbage til sit hjem hos sine forældre. De tog den lange vej, siden Mahir ikke var helt sikker på, om Atlas kunne følge med den korte vej. Og han havde af en eller anden grund ikke lyst til at vise ham sine genveje. Dem måtte han selv finde, hvis han blev i byen.

Atlas nåede lige at banke på døren, da de nåede frem, og Mahir sendte ham et "du er underlig"-blik, inden han skubbede døren op.
"Det er bare mig. Og Atlas." Han nåede ikke mange skridt ind, før hans mor kom ud fra køkkenet. Først med en lidt bekymret mine, men så voksede der et stort smil frem på hendes ansigt ved synet af de to drenge. Hurtigt var hun henne ved sin yngste søn og gav ham et stort kram, noget Mahir havde brug for, så han valgte at ignorere Atlas' tilstedeværelse og bare kramme igen. Så snart hun slap ham, stak han en hånd i en lomme og hev nogle krystaller op.
"Jeg brugte tiden med Atlas i dag, så der er ikke så meget..." Han afleverede alle krystallerne til hende. Hun lagde sine hånd i mod hans kind og kyssede ham på panden. Efter et blik klap på kinden, forsvandt krystallerne ned i hendes forklæde og hun vendte sin opmærksomhed mod Atlas, der selvfølgelig også skulle have en omfavnelse.

Atlas' velkendte, brede smil var på plads, da Rosna vendte sig mod ham, og han åbnede begge arme for at omfavne hende.

"Hey, mama," sagde han kærligt og kyssede begge hendes kinder. "Du ser vidunderlig ud som altid."

Rosna rødmede en smule og rystede hovedet af Atlas' kompliment. "Det siger du altid," lo hun og skulle til at tage hans jakke, men Atlas stoppede hende.

"Jeg har spildt kaffe ned ad den," sagde han med et undskyldende smil. "Har du ikke en af Asads gamle trøjer, jeg kan låne?"

Det havde hun, og hun viste Atlas hen til Asads gamle værelse, der nu fungerede som et lille opbevaringsrum til alt muligt. I bunden af et gammelt skab fandt hun en sort striktrøje. Hun tilbød at vaske Atlas' trøje for ham, men han insisterede på, at han sagtens selv kunne klare det, så hun gav op og lod ham være alene til at skifte.

Da Atlas havde fået Asads gamle trøje på, var det meget tydeligt, at Atlas var vokset ret meget. Han og Asad plejede at dele tøj, helt op til da Atlas rejste, men det kunne de tydeligvis ikke så nemt mere. Trøjen passede nogenlunde i længden, men den sad meget stramt over Atlas' bryst, skuldre og overarme. Men det gik nok.

Atlas krøllede den blodige trøje sammen og stoppede den i en lomme, inden han begav sig nedenunder for at se, om Asad var dukket op endnu.

Asad blev siddende i sofaen, imens Mahir og Atlas gjorde sig klar til at forlade ham. Han stolede på at Mahir kun tog, hvad han havde brug for til en healer, men han fulgte alligevel begge fyre med blikket, siddende med spredte ben og sine arme lagt ud over sofaens ryglæn, indtil de havde lukket døren efter dem. Først da faldt han en smule sammen, hans hoved lænet tilbage og hans blik tomt op i loftet. Han havde lige vasket blod af sine hænder, og han havde allerede fået noget på dem igen. Værre endnu, så havde han lovet Mahir at komme hjem. Han vidste, at Harkan ville blive vred på Mahir, hvis ikke han kom hjem. Han ville sikkert påstå et eller andet med, at Mahir ikke havde videregivet ordene nok som en ordre. At han ikke havde understreget 'skal' nok. Asad sukkede og rejste sig op.

Han vaskede blodet af sine hænder endnu en gang, det han ikke havde tørret af i Atlas' trøje, og skiftede også tøj. Han tog en pæn, lys og tyk skjorte på og kørte en hånd over sit ansigt, imens han så sig selv i spejlet. Han havde ikke lyst til at tage af sted. Ligegyldigt hvad Atlas lige havde sagt, stolede Asad ikke på, at han ville have hans ryg. Han stolede slet ikke på at Mahir ville have hans ryg. Mahir ville have at alle var glade, ligegyldigt hvilket kompromis Asad så end måtte gå på med sin egen lykke. Asad var ikke i tvivl om at Mahir lige så meget som deres far ville have Asad hjem at arbejde i bageren, bare fordi det ville gøre deres forældre glade. 

Han vidste ikke hvor længe der gik, men det var mørkt udenfor, da han endelig fik taget sig sammen til at gå udenfor. På vejen hjem til sine forældre tog han sine ringe af og lagde dem i sin jakkelomme. Der var ingen grund til at have dem på hjemme. Han skulle ikke slås med nogen, ikke i dag. Harkan havde opført sig upassende, men Asad ville finde en diplomatisk måde at løse det på. Han havde allerede angrebet både Atlas og Mahir i dag. Han ville gøre sit bedste, for ikke at gøre det nødvendigt at komme op at slås med Harkan også.

Han trådte ind i sine forældres hjem uden tøven, men stoppede i entreen, hvor duften af hjemmet overvældede ham. Pludselig kunne han ikke trække vejret. Han vidste, at det ville blive ubehageligt for dem alle sammen, at han var her. Han vidste, at han ville komme op at skændes med Harkan. Han vidste at Mahir og Rosna begge ville blive kede af det. Han vidste, at han ville komme til at sige noget til Atlas, der sårede ham. Han vidste, at han ville komme til at sige eller gøre noget, der en dag ville få Atlas til at forlade ham igen. 

Døren smækkede bag ham og han løftede med ét blikket, hvor han på trappen fik øjenkontakt med Atlas. I flere sekunder stod Asad helt stille, imens han overvejede at skride igen. Han kunne sikkert få Atlas med sig inden nogen opdagede at han var ankommet. 

Lyden af en smækkede dør fik Atlas til at se op, mens han kom ned af trappen til første sal, og et stort smil dukkede op på hans ansigt med det samme. Atlas havde en fantastisk evne til at tilgive og glemme hvad som helst, og selvom det var mindre end to timer, siden Asad næsten havde slået ham rent ud, så gik Atlas direkte ned til Asad og gav hans skulder et klem. Han ville så gerne kramme Asad, men så dum var han alligevel ikke, selvom en varm følelse boblede i maven på ham.

"Dejligt, du kom," sagde han ærligt, mens han stadig smilede varmt til Asad. Det var nærmest fysisk umuligt for ham at være sur på Asad i længere tid. Selv de få gange de havde slåsset som børn, havde det altid taget mindre end ti minutter efter skænderiet, før Atlas igen grinede og fjollede med Asad. Intet havde ændret sig for ham, selvom han var voksen nu.

"Asad, var det dig?" kaldte Rosna ude fra køkkenet, og Atlas skyndte sig at tage hånden af Asads skulder, som om det var hemmeligt. "Hjælper du med at dække bord?"

Mahir lod Atlas og Rosna hilse på hinanden, og da de gik ned mod Asads gamle værelse, gik han ud i køkkenet. Der duftede vidunderligt og hans mave knurrede. Der stod et friskbagt brød, der allerede var skåret skiver af og inden Rosna kom tilbage, havde han allerede spist en skive med honning. Han voksede stadigvæk og var altid sulten, men man kunne godt fornemme på hans statur, at han ikke helt fik nok at spise i forhold til, hvad hans krop forlangte. Hvornår skulle han det, han havde ikke tid til at holde pauser i løbet af dagen. 

De næste minutter gik med at hjælpe Rosna i køkkenet og fortælle lidt om, hvad dagen var gået med. Af en eller anden årsag nævnte han ikke linen, Atlas havde lavet til dem, det føltes ikke helt rigtigt. Lidt som en hemmelighed. Noget Mahir var blevet ret god til at holde på, især efter han var begyndt at følges lidt med Asad og hans venner.
Endeligt gik hoveddøren og Mahirs hjerte sprang et slag over. Kom Asad virkeligt? Hurtigt var han henne ved køkkendøren og stak hovedet ud. Et lettet udtryk gled over hans ansigt, som han fik øje på sin storebror. Han havde haft en knude i maven siden de forlod Asads hjem, for han havde ikke helt turde tro på, at Asad ville komme. Hans uvenskab med deres far plejede at få ham til at blive væk.
"Hej Asad." Han hilste lidt forsigtigt på sin bror, inden han vendte tilbage til køkkenet og greb en favnfuld krus, der skulle ind på bordet. 

Harkan var ikke nogle steder at se, som han stadig var i bageren for at rydde op og lukke butikken. Han ville først komme, når maden var på bordet. Hvilket der ikke var længe til. Mahir forsøgte at ignorere de foruroligende følelser ham fik ved tanken om Harkan og Asad ved siden af hinanden ved bordet. I stedet koncentrerede han sig om at smyge sig forbi de to store drenge og gå ind til bordet i stuen uden at tabe nogle af krusne.

Atlas' smil havde en helbredende effekt på Asad. Den værste angst forsvandt fra hans krop fra det øjeblik Atlas' smilede sin vindende og ærlige smil til ham, og hans skuldre sænkede sig også - Asad havde knap nok lagt mærke til hvor anspændte de havde været før nu.
Atlas kom dog ikke mere end to skridt længere ad trappen, før Asads blik faldt på hans trøje. Sin trøje. På Atlas. Stram over brystet. Strammere om hans overarme. Asad fik det straks varmt ved synet. Atlas var så stor. Han havde været heldig, at fyren ikke havde givet sig selv fuldt ud i deres slåskampe endnu. Han var heldig at Atlas ikke bare holdt ham nede eller skubbede ham op imod væggen eller - Atlas sagde et eller andet og Asad tvang sit blik væk fra hans muskler og op til hans ansigt. Hvis Asads kinder afslørede noget som helst om hans tanker, var Asad fuldstændig uvidende om det. 

Asad havde ikke hørt et ord af, hvad Atlas lige havde sagt til ham, men det føltes ligegyldigt i forhold til den følelse af tiltrækning Asad stod og kæmpede imod. At Atlas stod her foran ham og var lækker, var lige så meget grund, som Asads modvilje til Harkan, til at Asad pludselig havde lyst til at foreslå, at de stak af sammen.
"Atlas, skal - skal vi ikke -" spurgte han og vædede sine læber - han havde lyst til at kysse Atlas igen, præcis som da han havde været 15 år gammel. Det var forfærdeligt. "Jeg skulle være taget med -" Denne gang blev han afbrudt af Rosna, der kaldte på ham fra køkkenet. Ubevidst tog han et skridt tættere på Atlas, så snart fyren havde fjernet sin hånd fra ham, i et forsøg på at genoprette deres kontakt. Jeg er ved at blive sindssyg igen, tænkte han for sig selv, da det gik op for ham. Han brød sig ikke ligefrem om at være forelsket, eller hvad det gjorde ved hans evne til at tænke logisk.

Han svarede ikke sin mor. Han kunne stadig nå at stikke af. De. De kunne stadig nå det. Indtil Mahir hilste på ham og Asad var mindet om, hvorfor han overhovedet var her. Han kunne bære den her byrde for Mahir. Han kunne tage Harkans pressen og prusten, han kunne tage det efterfølgende skænderi og eventuelt de efterfølgende slag. Og så ville han kunne tage hjem og han ville ikke behøve komme tilbage til bageren lige foreløbig, fordi Harkan forhåbentlig ville gå så meget over grænsen, at han godt selv kunne se, at han ikke kunne tillade sig at spørge igen lige foreløbig.
"Hej Mahir," hilste han med et suk og skævede til Atlas en sidste gang, inden han fortsatte forbi Atlas og ud i køkkenet, hvor han gengældte sin mors kram, der dog kun fik lov til at være en tredjedel af, hvor længe hun sikkert havde holdt om Mahir, inden han hjalp til med at dække bord uden at tage hverken sko eller jakke af. 

Da bordet var stort set dækket (Asad tjekkede ikke om der manglede mere - han gik blot ud fra at alt var der, eller at en anden ville tage resten med ind), satte Asad sig til rette ved sin plads ved bordet og tog sin jakke af. Den kom til blot at ligge på stolens sæde, halv bag og halvt under ham, men han ville ikke have hængt den op. Det skulle være så hurtigt som muligt, når han skulle skride igen. 
Han sad med spredte ben, krydsede arme og et afventende blik imod døren, som forventede han hvert øjeblik sin største fjende komme igennem den. Hver gang Atlas kom igennem den, var han dog nødt til at se et andet sted hen. 

Atlas vidste ikke, hvorfor han vidste det, men han kunne mærke, at det, Asad prøvede at sige til ham, var vigtigt på en måde, som intet andet havde været vigtigt før. Han stirrede spørgende og intenst på Asad, og han gav et lille hop i overraskelse, da Rosna kaldte på Asad. Han havde allermest lyst til at råbe tilbage, at hun skulle passe sig selv, men han kunne godt se, at fortryllelsen var brudt. Masken, som Asad kortvarigt havde taget af, var tilbage igen, og Atlas lod ham gå med et lille, stille suk. Hvis han var heldig, kunne han kirke masken af igen senere, når de var kommet hjem.

Atlas stak hænderne i lommerne og traskede med Asad og Mahir ind i spisestuen for at dække bordet. Han kunne dog ikke lade være med at smile til Asad, selvom Asad nægtede at møde hans blik. Der tittede stadig noget sårbart frem hos Asad, og selvom Harkan ikke engang var i rummet endnu, var Atlas klar til at gøre, hvad det skulle være for at beskytte Asad.

Det var først, da de alle havde sat sig ved bordet med den varme, velduftende mad, at Harkan gjorde sin entré. Hans mørke blik gled kort over de forsamlede ved bordet.

"Godt at se dig igen, Atlas," sagde han og klappede Atlas på skulderen med en kraftig hånd, inden hans blik gik videre til Asad, hvor det hvilede en hel del koldere, end det havde gjort på Atlas.

"Nå, du kunne godt velsigne din familie med et besøg?" gryntede han.

"Det er min skyld, Harkan," skød Atlas hurtigt ind, inden Asad kunne nå at skyde tilbage. "Jeg har besværet Asad med at vise mig byen."

Det var som om, at stemningen i huset ændrede sig, da Asad ankom. Mahir fik en klump i maven og han kunne godt se på Rosna, at hun også var en smule nervøs. Harkan. Hvordan ville han reagere? Hvordan ville hand behandle Asad? Og hvordan ville Asad opføre sig? Mahir var ikke blind for, at noget af Asads opførsel var grunden til, at Harkan blev så vred på ham. Selv Mahir fandt nogle gange, at Asad gik over stregen. Men han kunne også godt se, at Harkan opførte sig forkert overfor Asad. Alt for bestemmende og uvenlig. 
Det var ikke svært at se, hvorfor de to mænd altid kom op at toppes. 

Tavst hjalp Mahir med at dække bord, han undgik også øjenkontakt med de to større drenge. Så man ham udefra kunne man måske næsten se ham som et lille skræmt dyr. Alt i ham skreg på at forlade hjemmet, så han var fri for de trykkede følelser. Fri for at se de to mænd i hans liv komme op at skændes, fordi de ikke kunne finde ud af at behandle hinanden med respekt. Men han vidste godt, at han ikke kunne gå nogen steder. Harkan ville blive vred, Asad ville sikkert også. Og han ville efterlade sin mor hele alene, og det kunne han alligevel ikke få sig selv til. Han havde ikke nogen tiltro til Atlas, slet ikke efter det, der var sket tidligere. Atlas var der kun for Asads skyld, hvilket Mahir frygtede ville gøre det hele værre.

Da han kom ind i stuen med det sidste, et bræt med brød og en klump ost, havde Asad sat sig i sin stol. Provokerende med benene spredt og en attitude, der ikke var til at tage fejl af. Mahir sank en klump og stillede brættet fra sig, inden han satte sig på sin plads overfor Asad.
Der gik ikke mange øjeblikke, før døren gik og Harkan dukkede op. Han ignorerede fuldkommen Mahir og vendte straks sin opmærksomhed mod de to store drenge. Hjertet sad oppe i halsen på Mahir og hans hånd fandt frem til sin mors under bordet. Så sad de sådan, holdende hinanden i hånden, mens de ventede på, hvad der skulle ske. 

Asad var vred og anspændt allerede inden Harkan sluttede sig til dem, men forværrelsen i hans humør kunne mærkes i hele lokalet, som en tung sky, da Harkan ankom. Han åbnede munden, klar til at bide tilbage af sin far, klar til at bevise for ham, hvor uafhængig han var af ham, da Atlas afbrød dem. 

"Jeg havde ellers troet at min søn havde bedre ting at tage sig til, end at bruge en uge på at vise sin ven rundt. Et arbejde, der gerne skulle passes, måske."

Asad bed tænderne sammen. Arbejde var et ømt emne - han ville ikke tale om det med sine forældre, for han ville ikke, at de fandt ud hvad han lavede, men han ville heller ikke finde sig i, at de gjorde sine egne tanker om, hvad han lavede eller ikke lavede. Allerhelst så han, at de blandede sig helt udenom, og bare var tilfredse hvis han kunne forsørge sig selv, men det var de tydeligvis ikke. Især ikke Harkan, der havde brug for billig hjælp i bageren, som Asad gang efter gang nægtede ham. 

Harkan så ud til at tage Asads tavshed som en sejr, for han smilede rundt om sig, inden han slog ud med armene og erklærede at man bare kunne tage for sig. Asad tog meget bevidst så lidt som muligt, så han kunne stikke af igen så hurtigt som muligt, og da Harkan kommenterede på det ("Er det fordi du har ligget på sofaen hele dagen, at du ingen appetit har?") løftede Asad blikket og nidstirrede rasende lillebroren foran sig. Det er dig, der har bragt mig i den her situation, sagde hans blik. 

Asad øsede mere op på sin tallerken. "Svar mig, knægt," lød det fra hans side og tog en dyb indånding, inden han overhovedet kunne se over på sin far. "Ja." Halvdelen af tiden ville Harkan fnyse af ham eller nedgøre ham for den slags svar, og den anden halvdel af tiden ville han komme hårdere efter ham, med ord eller næver, for at få ham over i bageren, hvis han havde så god tid til at dovne den af, og Asad var ligeglad med, hvilken af delene det ville blive denne gang. 

Stemningen havde altid været lidt trykket rundt om middagsbordet, når Harkan var til stede, tilbage i cirkusset. Det var tydeligt, at Harkan og Asad aldrig rigtigt havde været enige om noget som helst, men det var blevet meget værre, efter Atlas var rejst væk, det kunne Atlas sagtens både se og mærke på det hele. Rosna sad som sædvanligt med sit lidt nervøse smil, og Mahir lignede en, der allermest havde lyst til at hoppe ud af vinduet. Ved siden af Atlas lignede Asad en panter, der var trængt op i en krog, og det føltes, som om det kun var et spørgsmål om sekunder, inden han eksploderede. Atlas lagde en hånd på Asads knæ under bordet. Det var risikabelt måske, men han håbede, at det ville få Asad til at slappe bare en my af.

"Du har overgået dig selv, mama," sagde Atlas til Rosna og smilede kærligt til hende for at lette stemningen lidt, efter han havde slugt en mundfuld af hendes dejlige mad. "Jeg ved slet ikke, hvordan jeg har overlevet uden din himmelske mad."

Rosnas smil blev varmt og mindre nervøst, og hun rejste sig og øste mere mad op på Atlas' tallerken.

"Du er også blevet så tynd," sagde hun. "Vi må se at få lidt mere sul på din krop. Det andet kan umuligt være sundt."

Det virkede absurd at sige, at Atlas var blevet tynd i forhold til, at han var ca. et hoved højere og en halv krop bredere, end han havde været, da han forlod familien, men al den vægt, han havde taget på i mellemtiden, var stort set rent muskler. Hvalpefedtet var væk, og hans ansigt så ikke så rundt og barnligt ud, som det havde gjort dengang. 

Det startede ikke godt ud, overhovedet ikke. Han klemte lidt om sin mors hånd, inden de slap hinanden for at tage for sig af maden. Der manglede ikke noget. Nok var det ikke mad for de rige, men der var nok af den alligevel. Mahir havde ingen appetit, men hans krop var sulten, og hans tallerken var snart fyldt nok op. Først stak han lidt til maden, men sulten drev ham til at spise noget hurtigere, så det gjorde han.
Han blev dog afbrudt, som Asad pludseligt stirrede ondt på ham. Følelsen var ubehagelig og han sænkede blikket og trak skuldrene op, mens gaflen faldt til ro. Han ville få problemer med Asad senere, hvis de blev alene, det var han ikke i tvivl om. Han bed sig i læben og stoppede med at spise.

Småsnakkeriet mellem Atlas og Rosna hjalp til på det og snart var Mahir i gang med at skovle mad ind igen. Han blev ved med at skæve til Asad for at se, hvor det bar hen ad. Åh, han håbede at Atlas’ tilstedeværelse ville holde det hele i ro

”Nu kommer du vel og hjælper til i butikken i aften, Mahir?” Harkans stemme fortalte tydeligt, at det ikke var et spørgsmål, men en ordre. Mahir sukkede dæmpet. Han hjalp til hver aften.
”Selvfølgelig, far.”
”Det var godt. I det mindste vil én af mine sønner familien det godt.” Tonefaldet i Harkans stemme fik Mahir til at bide sammen. Den var tydeligvis møntet på Asad og hans manglende lyst til at hjælpe til i bageren. Det var meget tæt på at Mahir havde smidt bestikket fra sig og var gået sin vej, dette ville han ikke være med til, men det turde han alligevel ikke. I stedet stirrede han ned i sin tallerken og så hverken på Harkan eller Asad. Han ventede bare på at det hele eksploderede.

Atlas' hånd mod Asads knæ fik ham ikke til at slappe spor af, men det distraherede ham fra Harkan et øjeblik. Pludselig følte Asad ikke kun vrede, han følte også forvirring og han sad, helt anspændt, inden han skævede undrende til Atlas, for at finde ud af hvad fyren havde gang i. 

Han forventede at Atlas ville smile til ham, måske oven i købet flirte med ham på trods af forbuddet imod den slags. I stedet charmerede Atlas Rosna, komplimenterede hendes mad og fik resten af familien til at slappe lidt af. Det var som om Atlas var den brik, der havde manglet, for at føre lidt glæde ind i familien igen, og Asad misundte ham for det. Havde det været Asad, der havde forladt familien, og Atlas der var blevet, ville den uden tvivl have klaret sig bedre, end den havde gjort med Asad.

Asad nåede lige at vende blikket tilbage til sin mad, da Harkan brød stilheden igen. Asadd vidste at Harkans ord var møntet på ham, og han kunne ikke ignorere det. Hans bestik sang skarpt imod tallerkenen, imens han rejste sig op. "Kan vi snakke sammen alene?" spurgte han igennem sammenbidte tænder.

"Sæt dig ned og spis. Vi snakker senere."

"Vi snakker nu." Asad havde fat om sin fars trøje på ingen tid og i et halvt sekund, syntes han at han så forskrækkelse i sin fars blik, men så var det væk, og Asad var ikke sikker på om det kun var noget han havde forestillet sig.

"I må have os undskyldt. Vores ældste søn har endnu ikke lært sine manerer." Harkans blik var på Rosna, men han var rolig, da han slog Asads hånd væk, rejste sig, og ledte vejen ind på sit kontor, hvor døren blev lukket efter dem. 

"Jeg spilder ikke min tid i et køkken."

"Din familie har brug for din hjælp. Jeg har skrevet dig op som væbner i -" Harkan nåede ikke længere, før Asad med ét skubbede til ham, rasende ved tanken om at blive tvunget ind i hæren af en far, der ikke kunne bestemme over ham længere. Men Harkan turde gå længere, end Asad kunne, og før han vidste af det, var der en hånd om hans nakke og hans ansigt var slået ned i skrivebordet, hans arm vredet om på ryggen af ham. 

"Jeg er stadig din far. Jeg ved hvad der er bedst for os alle sammen." Asad bed sine tænder sammen. Han havde aldrig været god til at sige, hvad han følte, og selv nu, hvor han allermest havde lyst til at skrige af Harkan, at han skulle slippe ham, var det nemmere at bide sine ord i sig.

"På mandag møder du ind-" 
"Nej." Mere skulle der ikke til, før hans hoved blev løftet og derefter slået ned i skrivebordet igen. Blod løb langsomt fra hans næse og fra en flænge i hans øjenbryn, og alligevel var det eneste, Asad kunne tænke på, at lyden måtte kunne høres fra den anden side af døren. De ville alle sammen skylde skylden for det her på ham. Det var jo ham, der havde taget Harkan væk fra bordet. Det var ham, der nægtede at gøre som han blev bedt om. Asad vidste, at Rosna og Mahir hellere ville komme godt ud af det med Harkan, end de ville med ham, og han forventede ingenting fra dem. 

Selv hvis Atlas ikke lige havde svoret at stille sig imellem Harkan og Asad, så ville han stadig være hyper opmærksom på, da de to forlod bordet. Han havde allermest lyst til at sige, at han gik med dem, men det gjorde han ikke. Det ville måske bare eskalere situationen, hvis Harkan følte sig i mindretal. Så Atlas blev siddende ved bordet, mens Harkan og Asad gik ind på kontoret, men så snart døren blev lukket bag dem, rejste Atlas sig op. Han sendte et varmt, beroligende smil - det håbede han i hvert fald - til Rosna og Mahir, inden han gik roligt ned ad den lille gang til kontoret, hvor han allerede kunne høre ophidsede stemmer. Han kunne ikke høre, hvad de sagde, men han kunne nemt høre, at Asad var rasende.

Ved lyden af det først dunk, lagde Atlas en hånd på døren. Han havde ikke meget hår på kroppen, men hvert eneste af dem rejste sig, som var de børster, og da det andet dunk lød, flåede Atlas døren op. På to lang skridt var han henne bag Harkan, og han greb fat om Harkans håndled og tvang hans hånd væk fra Asads baghoved. Et snuptag senere havde han fået tag i tre af Harkans fingre og vred dem om, indtil han kunne mærke, hvordan leddene nærmest skreg.

"Hvis du rører ham igen, brækker jeg dine fingre," knurrede Atlas og vred Harkans fingre en lille my mere for at understrege sin pointe.

"Atlas! Din elendige--!" gryntede Harkan, men han stod dog helt stille. De vidste allesammen, hvor at Harkan ikke ville kunne bage med brækkede fingre, og det ville være som et dødsstød til den lille bagerbutik.

"Det er din egen skyld, gamle," brummede Atlas. "Jeg har fået nok af at se dig tyrannisere din familie."

Mahir vidste, at det hele gik galt i det øjeblik Asad krævede at snakke med deres far. Knuden i hans mave blev endnu hårdere og han sænkede blikket til tallerkenen, der var fyldt med mad, han ikke længere havde lyst til at spise. Sådan blev han siddende, med skuldrene trykket lidt op og blikket fastlås på tallerkenen, mens Asad og Harkan forsvandt ud af rummet. Snart kunne man svagt høre stemmer et sted fra og Mahir bed hårdt sammen. Hvorfor skulle det være sådan? Hvorfor kunne de ikke bare enes og opføre sig som en familie? 
Hans mor lagde en hånd på hans ben og han så kort op på hende. Hun så lige så ulykkelig ud, som han følte sig. Og han ville sige et eller andet til hende, men vidste ikke hvad, så han forblev tavs.

Døren blev smækket op. Mahir vidste, at nu ville det gå helt galt. Både Asad og Atlas i mod deres far. 
Pludseligt tog Zaladin ved ham og han skubbede hurtigt stolen ud bag sig, som han rejste sig.
"Mahir..." Rosna prøvede at stoppe ham, men han lyttede ikke efter. I stedet styrtede han ud i gangen og stillede sig i døren til kontoret. Synes var rystende. Asad blødte og Atlas havde fat i Harkan, der så rystet ud. Mahir kunne mærket vreden i luften om dem alle sammen. 

"Stop!" Det lød slet ikke som hans egen stemme, da noget fik ham til at hæve den og bede dem alle stoppe. Beordre dem alle til at stoppe.
"Stop," gentog han lidt lavere, "vi er en familie, hvorfor kan I ikke opføre jer sådan?! I gør mor ked af det!" Han vidste slet ikke, hvad han prøvede at sige og hans stemme blev mere usikker, jo mere han sagde. Men han var også vred, noget han sjældent var, så de andre kunne se det. Det hjalp jo ikke noget, ingen lyttede til ham alligevel. Han knyttede sine hænder og mærkede næsten ikke angsten over at stå op i mod både Asad og Harkan på én gang. Han ville bare have dem til at stoppe!

Asad gispede forskrækket, da han pludselig blev sluppet. Straks rettede han sig op og trak sig et skridt væk fra de to andre mænd. Musklerne i hans arm skreg, og han masserede dem med sin anden hånd, imens han skeptisk betragtede deres magtkamp.
Atlas havde lovet ham at komme, men Asad havde ikke stolet på at han rent faktisk ville holde sit løfte. Ikke når det var nemmere at lade være, ikke når resten af familien undgik at blande sig.

En dråbe af blod dryppede fra hans øjenbryn, ned i hans øjenvippe og derfra ned på hans kind. Han havde løftet en hånd for at fjerne den, da Mahirs stemme gennemtrængte rummet.

"Åh ja. Stakkels Rosna." Asad stemme var for udkørt til at være rigtigt sarkastisk, men hånen lå alligevel tydelig i hans tone. Asads løftede hånd tværede et par fingre under hans næse i stedet, hvorfra blod løb i større mængder end fra hans øjenbryn. Hans læber var våde af blod, der gik i en lige linje fra hans næse, og da han besluttede at adlyde Mahir og gik forbi ham for at forlade kontoret, holdt han øjenkontakt med Mahir, imens hans strøg to blodige fingre over drengens kind. Han havde lyst til at slå ham. Lyst til at bede Harkan om at slå ham. Hvad som helst for at få Mahir til at åbne øjnene for, hvor forfærdeligt det var for Asad at være hjemme.

Men han lod det blive ved blodet, han havde tørret af i ham. Han gik udenfor uden at hente sin jakke - han skulle bare væk med det samme.

Atlas sukkede; Mahir havde jo på en måde ret, men i hans øjne var det Harkan og Rosna, der stod med ansvaret for den dysfunktionelle familie. Harkan, der havde kørt alt for hårdt på begge sine sønner og som nægtede at lade dem leve deres eget liv, og Rosna, der havde ladet ham slippe af sted med det. Han elskede sin 'mama', men han bebrejdede hende også, at hun aldrig havde sagt fra overfor den kontrollerende ægtemand. Det var ikke drengenes job at beskytte sig selv fra Harkan, det var hendes, og hun havde fejlet i Atlas' øjne.

"Vær god mod dine sønner," gryntede han til Harkan, inden han slap mandens fingre. "Bedre sent end aldrig."

Harkan snerrede et eller andet, mens han gned sin ømme hånd og trak sig lidt væk. Atlas vendte sig mod Mahir og gav ham et klap på skulderen.

"Du skylder ikke den gamle idiot noget, Mahiri," sagde han stille med et lille smil, inden han sendte et sidste, truende blik mod Harkan og forlod kontoret for at følge efter Asad.

Mahir sitrede af en blanding af vrede og angst. Hvad ville der ske? Han havde ikke i sin vildeste fantasi troet, at de faktisk ville stoppe, men det var, hvad de gjorde. Asads hånende tonefald gjorde ondt. Mahir elskede sin mor og han kunne ikke lide, at Asad talte sådan om hende, men han vidste også godt, at han ikke kunne gøre noget ved det, så han tav. Asad kom over i mod ham for at komme ud af døren. Glimtet i hans øjne fik det til at løbe koldt ned af Mahirs rygrad, men han flyttede sig ikke, da en hånd kom i mod ham. Men hans storebror slog ikke. Han tørrede bare blod af i hovedet på ham. En ret så sigende advarsel og Mahir så væk.

Atlas fulgte efter Asad og gav ham et mere venligt klap på skulderen. Som svar på hans ord, trak Mahir svagt på skuldrene og skævede mod sin far, der stadig var rystet og holdt om sin hånd. Skyldte ham ikke noget? Han var deres far. Han havde passet på dem, sørget for dem og gjort det bedste han kunne. Mahir var begyndt at trække sig væk fra sin far, den smule nær, han havde været ham, men han var stadig ikke helt enig med Atlas. 
Endeligt blev der stille, som døren lukkede sig bag Atlas. Langsomt gik Mahir ind til sin mor, der hurtigt tørrede sine kinder, for at skjule sine tårer for sin yngste søn. Han ville sige noget, men vidste ikke hvad, så han gav hende bare et kram. Og fik så øje på Asads jakke.
"Smut du bare. Jeg forsøger at tale din far lidt ned. Og jeg gemmer din mad." Hun gav hans arm et klem, inden hun slap ham. Han nikkede og kyssede hende på panden, inden han greb jakken og skyndte sig ud af døren, inden hans far fik samlet sig nok til at blive vred på ham.

Udenfor styrtede han efter Asad og Atlas.
"Asad, vent!" Han stoppede op et stykke fra dem og kastede så jakken til Asad, for klog til at komme indenfor en arms længde. Han sagde ikke mere, men vendte rundt og stak af. Han ville bruge et par timer et eller andet sted, inden han vendte hjem igen. Bageren skulle jo passes og han havde alligevel ikke andre steder at sove end hjemme. Hurtigt løb han ned af gaden og rundt et hjørne. Hele hans krop begyndte efterhånden at ryste over hele situationen og snart havde han brug for, gispende efter vejret, at finde et sted og få det hele grædt ud. Hvorfor var de alle så vrede og hadefulde?

// Out