Cora så lidt mistroisk på kvinden, som hun sagde, at hun, eller rettere lyset, ville betale. Dét troede hun ærligt talt ikke på, men hun kunne ikke se nogen tegn på, at kvinden løj. Så igen, hun var også fra Lyset, de løj uden tvivl lige så meget som dem fra Mørket. Hun betragtede hende lidt med sammenknebne øjne, men endte med at beslutte sig for, at hun lige så godt kunne tage med hende til kroen og derefter se, hvad der skete. Hun havde ret desperat behov for at få en rolig nat, så hun kunne blive frisk igen. Hun var så træt og svimmel, at hun ikke var sikker på, at hun i det hele taget kunne komme op at stå.

Som havde den anden kvinde tænkt tanken, blev der rakt en arm mod hende, mens hun forsøgte at overtale Cora til at fortælle, hvad der var sket. Tøvende tog Cora i mod hånden og lod sig give på benene. Det fik hende til et kort øjeblik at lukke øjnene, for det hele sejlede for hende. Da hun åbnede dem igen, var de fyldt med opgivelse over kvindens nysgerrighed. Måske hun bare skulle fortælle det, så de kunne komme videre.
"Har du hørt om Skyggen? Fra Mørkets side?" Hun vidste, at hun ikke ville fortælle hele historien, men kvinden kunne lige så godt få den del at vide. Hvem hun havde mødt og hvem der havde givet hende såret i skulderen.
"Det er ikke en mand, man ønsker at gøre vred, lad os holde os til det." Hun tog nogle lidt usikre skridt mod døren, inden hun stoppede op og så tilbage mod hende med en svag rynke i panden.
"Jeg kan ikke huske, om jeg har fået dit navn at vide."

"Skyggen?" Zirra måbede så højt, hele rummet kunne være blevet suget ind i hendes mund. "Du mødte Skyggen? Og overlevede?" 
Og blev ikke taget til Mørkets fangekældre, tilføjede Zirra i sit eget hovede. 
Hun ville ikke afsløre alt for meget af sit eget hverv - det var bedre bare at udgive sig for at være sendebud lige nu. Især hvis Mørkets Skygge var inden for ubehagelig radius. Der bleve fortalt hirtorier i hendes rækker om, hvad der skete med folk, hvis de faldt i Mørkets hænder, og de blev afsløret som værende spioner. Så røg de videre i systemet til afhøring under Skyggens opsyn. Og det havde man ikke lyst til. Zirra havde hørt om enkelte, der var blevet sluppet fri igen - som eksempler. 

"Lad mig hjælpe!" Zirra sprang frem og tilbød sin arm, da Cora så ud til at gå usikkert mod døren. "Spar på styrken, så du har kræfter til at komme dig. Jeg hedder Zirra. Jeg fortalte det, da du kort vågnede i kærren, men jeg er ikke sikker på, hvor meget ved bevidsthed, du var."

Zirra åbnede døren ud til den lille gade, og kølig luft blæste ind og mindede dem om, at det var ved at være sent på aftenen.  Zirra turde ikke håbe på at kunne låne en hest, så de måtte nok gå til kroen. Men healeren havde vist også sagt, der kun var tre kilometer derhen. Forhåbentlig kunne Cora klare turen. Med et vift med hånden kom to små ildfluer frem, og den fra rummet, svævede hen forbi dem. De svævede en foran dem og en til hver side og oplyste de små huse uden for godt til alle sider. Deres eget lille lys-følge.

Cora gryntede, da kvinden blev meget overrasket over, at hun havde mødt Skyggen og overlevet. 
"Han efterlod mig som død, så jeg tror ikke, at det var hans idé at jeg skulle komme videre derfra." Men det var hun kommet. Takket være denne kvinde fra Lyset. Sikke en dag. Først i kamp med selveste Skyggen og derefter reddet af en fra Lyset. Det var en dag hun ville huske længe som meget underlig. 

Hun tog tøvende i mod kvindens arm, ikke ret villig til at tage i mod hjælp, men alligevel klar over, at hun nok havde brug for den. Tanken om at skulle gå ud til kroen huede hende ikke, men der var nok ikke så mange andre muligheder. Hun forventede ikke at kunne få hjælp fra landsbybeboerne, ikke med hendes race bag sig.
"Det hele er en smule tåget," indrømmede hun, inden hun fulgtes med kvinden, der så hed Zirra, ud af døren. Aftenluften var kølig og mørket havde lagt sig. Cora kunne mærke sit hjerte synke lidt i livet, men hun gav ikke op! Hun havde prøvet værre, så en gåtur i mørket med en arm der var for træt til at svinge et sværd - som hun i øvrigt ikke havde på sig - kunne hun vel nok klare. 

En fod foran den anden, oplyst af de små lys i luften, som kvinden havde fremtryllet. Sikkert en evne fra Lyset. Lige nu var den da rimeligt brugbar, så Cora brokkede sig ikke, som de gik ned af gaden, først i tavshed. Coras opmærksomhed var rettet mod deres omgivelser, i tilfælde af, at en af byboerne besluttede sig for at sende dem endnu hurtigere ud af byen. Endeligt lå de sidste bygninger bag dem og Cora drejede hovedet for at se lidt på kvinden, der havde fat i hendes arm for at støtte hende.
"Jeg havde ikke ligefrem regnet med at få hjælp af en fra Lyset. I plejer ikke ligefrem at være positivt indstillet overfor en som mig." Hendes hæse stemme bar præg af hendes træthed, men den var også både lidt tør og der var et lidt nysgerrigt glimt i hendes øjne.

Stilheden var kærkommen. Zirra havde glædet sig til at komme hjem og slappe af i rolige omgivelser, men det skulle tydligvis lige forisnkes af en redningsaktion. 
"Jeg ved ikke om alle fra Lyset er sådan..." svarede Zirra lidt forlegent og holdt blikket på stien foran dem. "For mig har alle ret til hjælp, uanset race og stand. Det har altid været sådan, jeg har tænkt på Lyset og at arbejde for dem. At jeg ikke gør noget godt for en organisation eller et styre, men at grundtanken bagved er at gøre noget godt for alle i landet."

Budskadset omkring dem tyndede ud, og stien blev omkranset af lavere træer med mere mellemrum omkring sig. Et par lysende vinduer kom til syne gennem nogle af dem, og stien drejede længere oppe og ledte dem  ind på en lang sidevej, hvor kroen stod som en stor bygning nede for enden. Det gik langsomt fremad, men Zirra havde ikke brug for at skynde på Cora. Hun skulle tage det roligt. Det vigtigste var at sårene kunne få hvile og fred.

"Er du stødt på mange fra Lyset, der har behandlet dig skidt?"

Det var tungt at gå og Cora kom kun langsomt fremad med forsigtige skridt, som hun stadig havde det lidt som om, at hendes ben kunne give efter under hende hvornår det skulle være. Men det gik bedre end hun havde regnet med og hun hang ikke så tungt i Zirras arm som forventet. 
Den anden kvindes svar fik hende til at fnyse dæmpet med et svagt smil, der kunne betegnes som let hånligt. Det var en utroligt naiv måde at anskue Lyset på i Coras øjne. Hverken Mørket eller Lyset havde nogen former for heroisk baggrund, intet guddommeligt mål eller en god eller dårlig mening. Nej, de var til for magt. Begge sloges om magten i landet og det var det eneste, de gik op i. Det var i hvert fald Coras overbevisning. Hun sagde dog ikke noget, ville ikke starte en diskussion, nu hvor hun var så afhængig af den anden kvinde.

Hendes blik gled over landskabet omkring dem, stadig i opmærksom søgen efter liv. Man kunne aldrig vide, om der gemte sig nogle landevejsrøvere eller andre suspekte personer herude med onde hensigter. Men der var fredeligt. Og stille. 
En stilhed der blev brudt af et spørgsmål fra hendes følgesvend. Cora gryntede let igen og så lidt bittert frem for sig.
"Et par stykker." Hun var tavs for et øjeblik, men sukkede så og gned sig i ansigtet med en hånd. Hun var bare så træt. "De fleste, om de er fra Lyset eller ej, ser skævt til min race. Det gør det ikke bedre, at jeg er en kvinde." Efter hendes mening gav det hende flere problemer på vejen, at hun var af hunkøn. Hun skulle konstant bevise sit værd. Noget der heldigvis normalt ikke var et problem for hende.

De mørke øjne gled til Zirra.
"Men det kender du vel alt til."

Zirras øjne havde fundet et par grussten, der var ekstra spændende i det svage lys. Hver gang, hendes fødder passerede dem, dukkede der nye op, der var mindst lige så spændende. Hun kunne godt høre undertonen i Coras ord. Det var sjældent Zirra følte sig stemplet som naiv på den måde, men hun kunne godt se, hvorfor Cora tænkte på den måde. Det var bare et helt andet billede, hun selv havde af sit arbejde, men måske var det fordi hun ikke var kriger. Hun skuttede sig lidt og fik en bekymret rynke mellem brynene. Når hun tænkte over det, vidste hun jo godt, at hendes egen far og brødre ville have ladet Cora ligge i den vejkant. Måske ikke Sorris... Men det ville han nok lære, inden han var færdig med at være væbner.

"Jo, det gør jeg nok egentlig," mumlede hun lavt. Hun havde jo nok været en glimrende kriger, havde hun været født som mand, og så ville hendes far ikke have været så uendeligt skuffet. Hun ville kunne have levet op til alles forventninger og alt muligt. "Jeg ved ikke særligt meget om mørkelvere, for at være ærlig," skiftede Zirra emne. "Er kvinderne så meget dårligere stillet der? Jeg ser mange kvinder i mit erhverv, der bliver anset for lige så meget værd som mændene, men de er sjældent mørkelvere jo... Er balancen helt forskubbet der?"

Zirras primære fokus i sit erhverv var dæmoner. Specifikt at kigge på dem fra afstand og ikke komme i nærkontakt med dem, medmindre det var meget kontrollerede omstændigheder. Et par gange havde hun skullet lokke informationer ud af dem i samtaler, og det havde været virkelig sjovt for hende, men der var hun også blevet godt udstyret med informationer om dem på forhånd. Alle dem, hun blot skyggede, vidste de sjældent meget om, så der skulle hun bare holde sig til at snuse lidt. Det gav hende en masse viden om dæmoners adfærd, men en stor blind vinkel for cirka alle andre racer. At samle lidt op nu ville bestemt ikke være en skidt ting.

Det lød ikke som om, at Zirra var helt så sikker på sin lavere status som kvinde, sådan som hun svarede. Cora var ikke i tvivl om, at Zirra lå under for mændene, om hun selv havde indset det eller ej. Coras had til mænd var så indgroet, at hun kunne slet ikke forestille sig, at selv et sted som Lyset ville kvinderne blive behandlet på lige fod med mænd. Nej, mænd var magtsyge og ville altid føle sig over det, de kaldte det svagere køn. Bare fordi de havde en tap mellem benene og kvinderne ikke havde!
Vreden begyndte at boble i Cora som altid, når hun tænkte nærmere over forholdet mellem kvinder og mænd. Mænd var nogle svin og de havde alle sammen kun én ting i tankerne! Det begyndte at klø i hendes fingre efter at give dem det, de havde fortjent!

Hun blev revet ud af de hadefulde tanker, da Zirra spurgte ind til mørkelvere og forholdet mellem kønnene der. Coras formørkedes en smule og hendes greb om Zirras arm blev en smile stift. 
"I min klan har man som kvinde ikke mange rettigheder. Jeg ved dog, at der i nogle af de andre klaner var mere lighed, men jeg skal ikke kunne sige, hvordan kvinderne havde det der. Vi socialiseredes ikke ret meget med resten af vores slags." Selvfølgelig var hun født ind i en klan, hvor kvinder nok fik lov til at lære at slås som mænd, men ellers ikke ansås for at være meget værd, medmindre de kunne føde børn og lave mad.

Hendes stemme var bitter og det var tydeligt, at hun ikke havde haft en god oplevelse med sit eget folk. Normalt ville hun gerne diskutere kvinderettigheder, især med en anden kvinde, men hun var træt og lige nu var der stadig langt til kroen, så hun ville hellere fokusere på at gå.
"Jeg er for træt til at diskutere mænd, jeg vil hellere frem til kroen." Hun lød afvisende og hvis Zirra fortsatte samtalen, ville hun simpelthen ikke svare. Hun var træt og blodtabet kunne tydeligt mærkes i hendes krop.

Det var tydeligt, at Cora ikke ville presses yderligere på emnet. Zirra forstod det godt. Hvis hun havde blodtab og var skidetræt, ville hun heller ikke have lyst til at udpensle sin lidt træls familiesituation. Hun nikkede bare forstående, selvom hun ikke forstod alle detaljerne i det, og fortsatte med at hjælpe Cora mod kroen i stilhed. Som de nærmede sig kroen, lod Zirra sine små ildfluer komme tættere på og gå ud, så snart faklerne i kroens indgang gav nok lys til at de kunne se resten af deres vej. Der var ingen grund til at komme ind emmende af lysmagi. 

Det var en lille kro, og her sent om aftenen var selve krostuen sparsomt befolket, men dem der var der, stoppede al snak og spil og fulgte Cora med øjnene, som Zirra hjalp hende op til krofatter.
"Et værelse," sagde hun og mødte krofatters blik. Han var blevet lige så stille som resten af rummet. "Send gerne lidt mad op også. Bare rester, vi kan godt spise det koldt."
Manden nikkede langsomt, men tog ikke øjnene fra Cora, tydeligt utilpas ved hendes tilstedeværelse. Zirras krop spændte mere op, men hun sagde ikke noget. Det her var ikke tidspunktet til at skabe mere konflikt. 
"V-Vi har kun det her tilbage," stammede han og rakte en nøgle til Zirra med en rystende hånd. 
Zirra tog hurtigt imod den og førte Cora over til trappen. Hun sørgede for at positionere sig, så Cora både kunne støtte sig til hende og gelænderet. 

Det var det sidste værelse på gangen, de havde fået, og Zirra fik skubbet døren op og hjulpet Cora ind at sidde på sengen, inden hun vendte sig og låste døren bag sig. Det var et lille værelse med en stol, et lille bord og en enkelt seng. For nu ignorerede Zirra det, og tog et af tæpperne fra fodenden og foldede det ud med intentionen at lægge det over mørkelverkvinden. Zirra smilede til Cora og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige. Hun havde lyst til at spørge, om hun havde det koldt, og foreslå hende, at hun kom ned at ligge og ud af sit blodige tøj, men samtidig virkede Cora ikke som typen, der havde lyst til at få sådan noget fortalt, så Zirra holdt mund og håbede at Cora kunne se på hende, at hun var der til hjælp, skulle hun ønske det.

Endeligt kom kroen nærmere og snart kunne de træde ind i det varme lokale. Selvom Cora var træt, lod hun blikket glide rundt for at se, hvem der var der og om der var nogen potentielle farer. Et par mænd i det hele hjørne fik hendes faresignaler til at glimte, men ikke nok til at hun mente, at det ville gøre noget. Hun lod Zirra føre sig op til disken og hun rettede et træt blik mod krofatter, der tydeligvis ikke kunne lide hende. Det gav hende en lyst til at knurre af ham, men Zirras tilstedeværelse fik hende til at lade være. I stedet lyttede hun til det, der blev sagt. Værelse og mad. Hun havde slet ikke mærket, hvor sulten hun var, før ordet blev nævnt. 

Trappen virkede som en umulig opgave, men med et godt tag i gelænderet og Zirra som støtte på den anden side, fik hun sine ben til at bære sig op. De var ved at give op, da hun nåede sidste trin, men hun formåede at blive stående. Selvfølgelig var det værelset længst nede, de havde fået, men det sidste stykke virkede nu alligevel som ingenting i forhold til den lange tur ud til kroen. 
Døren gik op og Cora så rundt i det mørke rum. Det var tydeligvis et enkeltmandsværelse. En træt tanke om, at det var en smal seng til to gled igennem hendes sind, men hun skubbede den væk med det samme. Hun kunne sove på gulvet, skulle det være det.

Zirra lagde et tæppe over hendes skuldre og Cora følte sig taknemmelig. Hun frøs, sikkert som resultat af blodtabet og hendes øjenlåg var ganske tunge, men hendes mave krævede mad inden hun kunne sove, så hun blev stædigt siddende op og trak tæppet bedre om sig. Hun var tavs for et øjeblik, inden hun sukkede og rakte op for at løsne sin efterhånden ret rodede hestehale. Det lange hår faldt ned over hendes skuldre og lidt som for at holde sig selv i gang, gik hun i gang med at køre fingrene igennem det for at løse knuder.
"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal betale dig tilbage for alt det her."

Rummet var småt, men varmt. Zirra orienterede sig lidt i tæpperne. Der var et ekstra, så hun kunne tage en plads på gulvet, når hun fik Cora overtalt til at tage sengen. Det ville sikkert blive endnu en kamp, ligesom at overbevise kvinden om at få hjælp i første omgang. Hun smilede lidt ved Coras ord og droppede at tjekke resten af rummet.

"Du kan lade være med at dø, kan du," svarede hun i spøg og satte sig ned ved siden af Cora på den smalle seng. "Hvordan har du det? Gjorde healeren det godt nok?"
Hun skævede mod Coras skulder. Tøjet var flænset og smurt ind i blod, og Zirra havde en trang til at sikre sig at såret indenunder var korrekt sat sammen, men hun stolede på at Cora havde det bedre efter hun havde overlevet deres gåtur herhen. 
Det bankede på døren, før Cora kunne nå at svare, og Zirra forlod hendes side kort for at åbne døren og tage imod maden. Det var blevet stillet på gulvet, og selvom Zirra havde været hurtigt på benene, var tjenestepigen allerede på vej ned ad trappen. Maden var kold, men resterne så bedre ud end hun ville have forventet, og hun tog igen plads ved siden af Cora, nu med bakken på skødet. Det var en slags stuvning, og sovsen var blevet lidt tyk af at blive kølet ned, men første bid tilfredsstillede Zirras egen knurrende mave, og hun rakte Cora en ske. Kunne hun få lidt mad i mørkelveren ville det helt klart også hjælpe på den bleghed, hun ikke syntes virkede til helt at være hendes naturlige hudfarve.

Et grynt af morskab forlod Cora over Zirras ord om at hun skulle lade være med at dø. Det værste var vist ovre og hun var stædig. Med en nats søvn skulle hun nok være godt kørende igen. Regnede hun med.
Fingrene gled stadig igennem håret, der hurtigt blev filtret ud. Det var så glat, at knuderne ikke kunne holde sig sammen.
Hun ville åbne munden for at svare, da der blev banket på døren. Det gav et svagt ryk i hende og hun rakte om efter et sværd, der ikke var der. En smule mistroisk så hun mod døren, som Zirra gik over for at åbne den, men der var ingen derude, kun en bakke med mad, så Coras skuldre faldt lidt ned igen.

Hurtigt samlede Cora sit lilla hår i en hestehale igen, så det ikke hang i vejen for maden.
"Det tror jeg. Jeg kan ikke mærke noget." Hun skævede kort ned mod sin skulder og det ødelagte tøj, der var fyldt med blod. Godt hun havde en ekstra trøje i sin oppakning. Det skete heldigvis ikke så ofte, at hendes tøj blev så ødelagt eller gennemblødt med blod. Hun turde ikke tænke på, hvordan ryggen så ud.
For at tænke på noget andet, vendte hun sin opmærksomhed mod maden og den ske, Zirra rakte til hende. Hun var sulten, men følte sig også næsten dårlig, men det holdt hende ikke tilbage. Hurtigt begyndte hun at spise af sin skål. Selvom det var koldt, smagte det himmelsk og for en tid koncentrerede hun sig om at spise. Der var også to skiver lidt tørt brød med, og den ene skive forsvandt lige så hurtig som stuvningen.

Som maden gled ned, blev hun tungere og tungere i kroppen, og hun havde svært ved at tygge de sidste bidder. Hun havde brug for at sove. Til sidst stillede hun skålen på bakken og trak tæppet lidt bedre omkring sig. Der var ikke meget plads i rummet, men hun udså sig et sted op af en væg, hvor hun kunne ligge uden at være i vejen. Sengen lokkede nu mest, men hun var vant til at sove på jorden. Egentligt anså hun sig selv for at være lidt mere hårdfør end kvinden ved sin side og ville ikke byde hende en plads på gulvet.
"Det er vist tid til at jeg lægger mig," mumlede hun næsten uforståeligt af træthed og hun begyndte at rejse sig. "Medmindre du synes, at der er plads til os begge i sengen."

Maden lå tungt i maven og sendte straks Zirras krop ind i en nedadgående spiral mod søvn og bløde tæpper. Det var utroligt hvad et reelt måltid kunne gøre efter fire dage på tørre feltrationer. De tomme skåle samlede hun og lagde på bakken, mens Cora trak tæppet op om sig. Zirra rejste sig og satte bakken på det lille bord, og da hun vendte sig mod Cora igen, var denne ved at rejse sig. Hun skyndte sig hen og lagde et par blide hænder på kvindens skuldre. 
"Ikke noget med at rejse dig," formanede hun og skubbede blidt på hendes overkrop, så hun kunne guide hende ned at ligge. "Hvis nogen skal sove på gulvet, bliver det mig. Efter fire dage sovende i en utæt bivuak med mudder til ørerne, kan min krop alligevel ikke blive mere øm."

Hun smilede let og satte sig på sengekanten igen, mens hun foldede det andet tæppe ud. Hverken Cora eller Zirra var særligt store af kropsbygning, så måske de faktisk begge kunne være i den lille seng og trodse enkeltværelsets begrænsninger. 
"Vi kan prøve om vi begge kan være her," sagde hun så. Coras ord havde virket som en invitation til at gøre forsøget, og Zirra havde ikke tænkt sig at give hende mange muligheder for at bakke ud af forslaget igen. Selvom hun nu tog imod mere hjælp, virkede Cora stadig som typen, der helst ville klare sig selv og ikke være for tæt på andre. "Men du bør virkelig komme ud af trøjen først. Du kommer til at fryse mere, hvis du falder i søvn i det tøj, og jeg tror ikke din krop er helt frisk nok til at kunne håndtere det."
Cora ville måske nægte, og så ville Zirra ikke tænke mere over det, men hun kunne heller ikke lade hende falde i søvn i gennemsvedt tøj og vågne op endnu koldere end hun allerede så ud til at have det. Selv åbnede hun den yderste langærmede uniformsjakke, så hun kunne sove i den bløde undertrøje, hun havde indenunder. Det ville være koldt indtil hun fik varmet tæppet op omkring sig, men det var bedre end at vågne frysende midt om natten og med stive lemmer om morgenen.

Cora nåede ikke at komme på benene, før Zirra havde fat i hende og skubbede hende ned at sidde igen. Næsten ned at ligge, men Cora blev stædigt i oprejst stilling. Hun ville ikke lægge sig, for der var styr på, hvem der skulle sove hvor. Tavst fulgte hun kvinden med øjnene, som hun foldede endnu et tæppe ud og til sidst sagde, at de kunne prøve at sove i sengen begge to. Det var egentligt mest sagt i sjov, men Cora trak svagt på skuldrene og godtog den andens accept af, at de kunne prøve at dele den smalle seng. 

Da Zirra foreslog hende at tage noget tøj af, så ud ned af sig selv. Hun var ret ligeglad, men trak så på skuldrene igen og begyndte at åbne jakken. Med sløve bevægelser fik hun den trukket af. Under den havde hun en sort skjorte, der var endnu mere stiv af blod og uden at tænke nærmere over det, hev hun den over hovedet, hvilket afslørede en bar senet overkrop, der talte sit tydelige præg om det liv hun levede. Der var ikke meget fedt at komme efter og der var et par spredte ar på hendes brystkasse. Det var tydeligt at se, hvorfor hun virkede så androgyn, det var ikke kvindelige former hun havde mest af.

Der var ikke varmt i værelset og kulden gav hende gåsehud, så hun trak tæppet om sig igen, inden hun bukkede sig ned og fik spændt sine støvler op og hevet dem af. 
Endeligt skubbede hun sig helt ind til væggen og lagde sig sådan, at der var plads til Zirra ved siden af. Ikke at der var meget plads, de ville komme til at ligge tæt og det virkede ikke til, at de begge ville kunne ligge på ryggen på samme tid, men det var Cora ret ligeglad med. Hun var så træt, at hun kunnet have siddet op og sove på den ubehagelige stol der var i rummet.
Hun møffede lidt rundt, fik pakket sig ordentligt ind i tæppet og ventede så bare på, at Zirra ville lægge sig.

Så snart Zirra havde lagt sig til rette, lagde Cora en arm ind over hende.
"Skub til mig, hvis jeg snorker." Ordene var så trætte og snøvlede, at det lød som om, at hun allerede var faldet i søvn. Det var hun nu også sekunder senere, med panden hvilende mod bunden af Zirras nakke og armen tungt liggende ind over hendes liv. Og hun sov tungt, dødeligt udmattet af smerte og blodtab.

"Mhn-Mh," lød det fra Zirra, der også var ved at døse hen, så snart hendes hoved ramte noget blødt. Åh noget blødt. Endelig. Det var nok præcis derfor, hun var blevet sendt på en hård tur i felten. Hun skulle ikke vænne sig for meget til at sove blødt og behageligt i sin lejlighed i Dianthos. Eller også skulle hun bare påskønne det mere. Lige nu gik hun med påskønnelse og puttede sig gladeligt ned mellem tæpper og mørkelver.

Da hun vågnede, lå de filtret godt ind i hinanden, og Zirra smilede over morgenlyset og hvor meget bedre Cora så ud nu efter en nats søvn. Det så stadig tidligt ud på lyset at dømme, og Zirra lå lidt og bare nød at være varm og tilpas under tæpperne. Hun havde lyst til bare at blive her og putte med Cora, men hendes mave fortalte hende, at hun burde komme op. 
Efter en rum tid viklede hun sig ud under Coras senede arme og sneg sig op på gulvet og tog sokker på. På strømpefødder listede hun sig ud ad lokalet og lod Cora sove videre. Så kunne hun hente morgenmad op til når hun vågnede. 

Krostuen var overraskende fyldt taget den tidlige morgenstund i betragtning, men det var nok fordi folk ikke ville misse morgenmaden. Zirra gik op til disken og bestilte nogle boller, der ikke ville blive alt for tørre selv hvis Cora sov flere timer endnu. Mens hun stod deroppe og ventede, lyttede hun af ren refleks til samtalerne i rummet. Èn især fangede hendes opmærksomhed, for den var lavmælt og hviskende.

"... hørt der kom en mørkelver ind i går?"
"... såret?" 
"... hende den mærkelige mand sagde vi skulle lede efter?"
"... gik ikke derud, gad ikke bruge..."
"Er han oppe endnu? Måske en dusør er..."

Det løb Zirra koldt ned ad ryggen. Det var lidt for tydeligt hvad de samtaler ledte i retning af. Coras liv var i fare. Selvom det her var en mulighed for at få lidt information med hjem, kendte Zirra sine egne begrænsninger og vidst, hun på ingen måde var god nok til at spionere på Mørkets spionmester. Og Coras liv var i fare. 
Hun skyndte sig at smide krystallerne for deres værelse, hvorefter hun hurtigt, men ikke alt for forhastet, gik op ad trappen igen mens hun stoppede den bestilte morgenmad i lommerne. Bollerne ville nok smuldre lidt, men det var bedre end ikke at få noget at spise.
Så snart hun var ude af syne fra krostuen, spænede hun ned ad gangen og braste ind på værelset - og lukkede døren forsigtet, så hun ikke tiltrak opmærksomhed. Hun skyndte sig hen til Cora, der stadig lå og sov fredeligt, og hun lagde en hånd på hendes side. Skulderen ville hun helst ikke ruske i. 
"Cora! Cora, vågn op!" sagde hun med hjertet hamrende i brystet, men uden at hæve stemmen for meget. "Vi skal væk. Nu!"

Cora sov. Og hun sov tungt. Faktisk sov hun overraskende godt, hun havde kun et enkelt mareridt, der hurtigt forsvandt ud i intetheden igen. Der var noget trygt ved at sove med et andet væsen i sine arme, så selvom der ikke var plads til at flytte rundt, gjorde det ikke så meget.
Hun vågnede ikke, da Zirra begyndte at røre på sig, men hun kom nu alligevel med en lidt brokkende lyd, da hendes varme sovekammerat forsvandt fra hendes favn.

Hun sov så tungt, at hun ikke hørte Zirra hverken gå eller komme tilbage. Det var først. da hun begyndte at ruske i hende, at hun langsomt kom op til overfladen. Det tog hende et par sekunder at registrere, hvad der skete, men så snart hun hørte bekymringen i Zirras stemme, satte hun sig brat op med et vågent blik på Zirra.
"Hvad sker der?" Hun ventede ikke på svar, men skubbede sig ud af sengen og greb sin skjorte, som hun hurtigt trak over hovedet. Hun var så øm. Hele hendes krop skreg på at kravle tilbage i sengen og sove videre, men hun var lysvågen, klar til at håndtere hvad end der blev smidt i mod hende. Hendes træning sparkede simpelthen ind.

Hun nåede lige at stikke den anden arm i jakken, da gulvet ude foran døren knirkede. Automatisk rakte hun ud efter sine sværd, men med en lydløs banden kom hun i tanke om, at de var væk. Forbandet! Hurtigt så hun på Zirra og lagde en finger over sine læber for at fortælle hende, at hun skulle være stille. Derefter gestikulerede hun, at hun skulle gå over og stille sig ved væggen ved siden af døren. 
En banken lød på døren. Hurtigt greb Cora det nærmeste våben - stolen - og stillede sig over ved siden af døren med den hævet. Der gik ikke mange sekunder før dørhåndtaget blev drejet og døren skubbet op. Hun nåede kun lige at lade sig selv registrere kniven manden havde i hånden, inden hun smadrede stolen ind i mod hans hoved og overkrop. Stolen var ikke så stabil og stumperne fløj rundt om manden, der væltede bevidstløs om på gulvet med et grynt.

Stolens vægt fik trukket Cora ud af balance og hun måtte træde et skridt frem. For sent opdagede hun, at der var en mand mere, og smerten skød ud fra hendes ansigt, som den knyttede næve kolliderede med hendes næse. Ude af balance i forvejen fik slaget hende til at vælte bagover og hun landede på røven. Hurtigt skubbede hun sig bagud og væk fra manden, men det var et lille værelse og hendes ryg stødte hurtigt mod sengen. Han havde et sværd i hånden og trådte over sin ven, fokuseret på Cora, hvilket gjorde, at han ikke fik øje på Zirra. 
Han smilede grumt og løftede sværdet. Cora blottede sine tænder af ham som et fanget dyr, klar til at kaste sig væk fra sværdets bane. Typisk at hun havde mistet alle sine våben! Skulle hun dø nu? Nej!

Lige så hurtigt som Cora kom op fra sengen, trak Zirra sig med om bag døren. Zirra var erfaren i at gemme sig, men ikke super habil til at slås, og da Cora tog stolen, søgte hendes eget blik henover gulvet for at se, hvor hun havde smidt sin oppakning og sit våben. Den lange kniv, der var det eneste våben, hun ejede, lå i tasken ovre ved sengen. For langt væk til at hun ville kunne nå at få fat i den før...
Slam!
Det gibbede i Zirra, da stolen smadredes mod en menneskekrop, der faldt baglæns og sammen i døråbningen. Da endnu en angriber fik ramt Coras ansigt, trykkede Zirra sig op ad væggen bag døren. Hun skulle lige til at hoppe frem og gribe Cora, men sollyset blev fanget i sværdklingen, og hun blev stående, mens hun holdt vejret. Hun havde mange års erfaring i at stå stille, og den brugte hun nu. 

Hun lod manden komme helt ind i rummet, før hun så meget som bevægede sig, så han ikke fangede et blik af hende ud af øjenkrogen. Med et varsomt skridt, trådte hun frem sammen med hans skridt, så gulvets knirken gik i ét. Stolen, Cora havde brugt som våben, lå på gulvet med det ene ben knækket af, og Zirras hånd lukkede sig om det, mens manden hævede sværdet. Der var ikke mere tid, og Zirra hamrede det nedefra og op i mandens underarm, så det overrevne træ borede sig ind i hans hud. Han hylede op og hans hånd krampede så kraftigt, at sværdet faldet det gulvet med et larmende klonk. 

Helt uden træning var han dog ikke, så hans næste reaktion var at dreje sig og lange ud med sin anden hånd. Den ramte Zirra hårdt over øret og blev efterfulgt af et velplaceret spark i hendes brystkasse. Træet blev siddende i hans arm og hev ham ud af balance, som hun blev tvunget til at slippe det, og hun fløj tilbage og væltede over hans faldne kammerat. Kun lige akkurat fik hun taget fra med den ene albue, og stødet ned i gulvet sendte et rungende chok op igennem hendes arm, der fik hende til at trække vejret skarpt ind gennem sammenbidte tænder. Cora var helt gemt bag manden nu, men sværdet lå tættere på hende end på ham, og han var distraheret af de tykke træsplinter, der hev hans arm nedad.

For et øjeblik så det sort ud for Cora, men så kom hendes redning i form af kvinden, hun havde sovet med i sin favn. Cora gav sig slet ikke tid til at spekulere over, hvad der skete, i stedet sprang hun frem og greb sværdet, der var faldet til gulvet. Hurtigt var hun på benene og uden nogen form for tøven eller eftertanke, hamrede hun sværdet op under mandens ribben i mod hans hjerte. Hun kunne ikke se mandens ansigt, da han havde vendt sig mod Zirra, men det fik et overrasket udtryk over sig, inden han, død på stedet, væltede om på gulvet.

Cora værdigede ham ikke et blik, men greb i stedet sine støvler, som hun hurtigt trak i.
"Skynd dig, tag dine ting inden han vågner," hvæsede hun af kvinden fra Lyset, mens hun nikkede til den bevidstløse mand. Så snart hun havde fået sine støvler på, var hun henne ved døren og så ud af døren. Der lød stemmer nede fra enden, som hun svagt erindrede som værende vejen ned til krostuen, men ingen alarm lød. De havde lidt tid at løbe på endnu. Men hvordan skulle de komme ned og ud uden at blive opdaget? Hun kastede et blik på Zirra for at sikre sig, at hun var med, inden hun sneg sig ned af gangen. Henne ved trappen løftede hun hånden op for at sige, at Zirra skulle blive stående, mens Cora selv listede ned af trappen. For foden var der to døre. Den ene ledte tydeligvis ind til krostuen, den anden... hun lindede på den... den ledte ud. Hurtigt vinkede hun af Zirra for at få hende derned. 

Døren ledte ud til bagsiden af kroen og stalden lå ikke mange skridt væk. Cora tøvede, men besluttede sig hurtigt for, at de havde brug for heste. Hun havde lige slået en mand ihjel med koldt blod, så at stjæle en hest eller to var ikke et problem for hendes samvittighed. Hurtigt løb hun over i stalden, men lige som hun nåede døren, lød der et højt råb inde fra kroen. Pis! Inde i stalden stod en stalddreng og var ved at strigle en hest. Perfekt. Cora sendte bare drengen ét blik og han bakkede væk fra hesten, som hun bandt den op og trak den ud. Hurtigt svang hun sig op på dens bare ryg, tog bedre ved tøjlen og rakte en hånd ned mod Zirra. Der lød flere råb fra kroen. De skulle af sted nu!
"Kom nu! Medmindre du tror din uniform kan frede dig!" Cora tvivlede at Lyset havde så meget magt herude, at en flot kriminelle ville respektere den. De skulle væk og det kunne ikke gå hurtigt nok, men hvis Zirra ikke ville med, ville Cora forlade hende uden at se sig tilbage.

Zirra nåede kun lige at få fat i sin taske og sine sko, før Cora var faret ned ad trappen. Hun spænede efter så hurtigt hun kunne i strømpesokker, og bandt imens sine skos snørrebånd sammen, så hun kunne slynge dem over skulderen og havde en hånd fri, hvis de skulle møde modstand for enden af trappen. Cora var allerede langt foran hende og tog en anden dør, som Zirra hurtigt smuttede med ud ad, inden hun hørte tumult fra krostuen.
Med Cora på hesten og hende på jorden uden sko, så Zirra sig tilbage. Krodøren åbnedes og folks blikke var vrede. I hast tog hun mørkelverkvindens hånd og lod sig hive med op på hesten. Hun dukkede sig imellem Coras arme, så kvinden kunne se henover hende og styre hesten, mens hun selv prøvede at holde godt fast på alle sine ting. Der var lang vej til Dianthos endnu, og hun nægtede at tage den tur uden sko på!

Råbene blev fjernere som de red væk derfra, men om de helt blev væk, var Zirra i tvivl om. 
"Tror du de følger efter?" spurgte hun stakåndet. Hjertet hamrede i brystet på hende. "Jeg kender ikke området her godt nok til at vide, hvor vi kan skjule os."
Cora havde slået den mand ihjel uden at tøve. Det burde skræmme Zirra, for der var en koldblodig snert til situationen, men manden havde også været ved at slå Cora ihjel... Zirra var ikke sikker på, hun ville have handlet hurtigt nok til at gøre det samme, og det ville nok i sidste ende have kostet Zirra livet i en sådan situation. Mentalt lovede hun sig selv at tage ved lære og ikke tøve, hvis hun skulle blive udsat for noget lignende. 

Utålmodigt så Cora ned på Zirra, der endeligt greb hendes hånd, så hun kunne trække hende op på hesten. Uden tøven jog hun hælene i siden på dyret, der med et hvin sprang af sted. Dens hove buldrede mod underlaget, førte dem væk fra de mænd, der væltede ud af døren ind til kroen. Med tøjlen og sine ben styrede hun hesten ud på vejen, tilbage den vej de var kommet dagen før. Om det var smart at styre mod byen vidste hun ikke, men i det mindste kendte hun det stykke vej. Og det var den vej, hendes oppakning og, vigtigst af alt, hendes våben var.

”De følger efter, så snart de har hestene ude af stalden,” sagde hun sammenbidt. Det var ikke første gang, at hun måtte flygte som en jagtet dyr. Nogle steder var der en dusør på ører fra en mørkelver, andre steder var der bare et indædt had mod en som hende. Hun var ikke velkommen nogen steder, hverken hjemme eller i resten af Krystallandet. Ikke af hvad hun havde oplevet endnu.
Men det var der ikke tid til at tænke over nu. Hesten prustede tungt under dem, men heldigvis vejede ingen af dem ret meget. Den skulle nok klare det.

Byen dukkede hurtigt op længere fremme og Cora jagtede hesten igennem den ene gade, så høns og børn måtte springe for livet. Vrede råb lød efter dem fra vrede landsbyboere, men det kunne hun ikke tage sig af. Et blik over hendes skulder havde nemlig fortalt hende, at de ganske rigtigt blev forfulgt.
Hun huskede intet af turen til byen, men hun havde heldigvis sonderet terrænet inden hun havde angrebet manden fra Mørket dagen før, og hun vidste hvilken vej de skulle. Mod skoven, der ville give dem det skjul, de lige nu desperat havde brug for.

Hun genkendte stedet med det samme og stoppede brat den svedige hest.
”Ned.” Hun var nede før Zirra. De havde travlt, forfølgerne var lige efter dem. I samme øjeblik Zirra var fri af hesten, klaskede Cora den hårdt i røven med en smule is i hånden, så den panisk satte af sted ned af vejen. Uden at se efter den begyndte Cora at gennemsøge det høje græs. Det tog hende ikke lang tid at finde sine sværd, hun hurtigt fik sat på deres vante plads på hendes ryg. Selv kniven fandt hun uden den store søgen, ved siden af en indtørret blodplet. I et par sekunder stirrede hun på den med et udtryk af afsky.

Cora virkede meget mere hel med sine våben på sig. Zirra nåede lige at lægge mærke til ændringen i holdning, og hvordan mørkelveren pludselig stod mere rank, før hun følte et jag af faresignaler, for lige nu var ikke tidspunktet at virke højere på. Intuitionen fik Zirra til at sende et blik over den ene skulder. Hun kunne ikke høre hovene fra deres forfølgerne endnu. Måske?
I en hurtig beslutning, gentog hun ordene, Cora havde sagt til hende for kort tid siden, mens hun svang en arm om skuldrene på den højere kvinde og hev hende med sig. 
"Ned!"

Lige som deres kroppe ramte det bløde mos i undergrunden, stormede den første rytter forbi på stien få meter fra dem. Den næste fulgte kort efter, derefter to til. Zirra nåede ikke at få et godt blik på dem, men hun noterede sig deres våben. 
"To med armbrøste og korte sværd, to med sværd og skjold," sagde hun lavt til Cora, da den sidste rytter havde passeret. Det så ud til, de havde taget afledningsmanøvren og nu fulgte efter sporene fra en rytterløs hest. 
Græsset var højt rundt om den i den vilde underskov, og Zirra blev lige liggende lidt ekstra bare for at være på den sikre side. Det føltes altid mere sikkert at være i skjul af græs eller mørke gadehjørner. Hun trivedes bedst lidt gemt. 

Græsset var stadig lidt vådt fra morgenduggen, og Zira satte sig op og viftede et par dråber af sine bare arme. Hun begyndte at tage sine støvler på, selvom hun nu havde fugtige og beskidte sokker. 
"Årh, pis osse, jeg efterlod jakken!" udbrød hun så, da det gik op for hende, at hendes uniformsjakke stadig lå på kroværelset i al sin Lysets-Hær-prægt. 
Og der var stadig mere end en dags gåtur til Dianthos, så hun ville nok få det koldt i nat.