"Åh selvfølgelig har du ikke sovet  i nat, kære," klukkede Cal og skubbede lidt sten væk med sin skosnude, så kunne finde et bedre fodfæste. "Jeg skal nok snart gå, og jeg skal nok spare dig for at trække dine gardiner fra i håbet om at sollyset får de der rander under øjnene til at gå væk. Du burde virkelig sove noget mere genrelt."
Zirra var ved at få sin egen vejrtrækning galt i halsen, da hun nævnte gardinet. Det kunne være en kønt syn at lade sollyset komme herind og lige svitse et par tær på Bertram. Zirra kantede sig hen til sin arbejdstaske, hvor hun rigtigt nok havde endnu et vandskind, som hun tømte halvdelen af, mens hun taktisk placerede sig med siden til Cal, så hun ikke fik øje på blodet i hendes hår.
Det var ret ofte, Zirra kom sent hjem fra en opgave og ikke gad andet end at falde om i sin seng eller rent faktisk få varmen efter en nat i regnen, så hun havde et par fyldte vandskind med sig, så hun ikke skulle ned i baggården efter mere, når hun endelig var blevet varm og tilpas.

"Nå, angående næste uge..." begyndte Cal og viftede mod Zirra og konvolutten. "Vi skal ud sammen for en gangs skyld!" 
"Ugh, kan vi tage det på et andet tidspunkt?" afbrød Zirra hurtigt og forhåbentlig ikke alt for febrilsk. Hun havde virkelig ikke behov for at Cal afslørede hemmelige spionaktiviteter med en vampyr i rummet. Hun smilede prøvende og træt i et forsøg på at ligne én, der bare gerne ville sove.
"Årh, så lad gå, jeg er bare spændt, okay? Det er længe siden sidst, ikke?" Cal vendte sig og gik mod døren, men stoppede så brat op. "Åh, det glemte jeg nær i alt dit rod. Må jeg låne din kjole fra Balzera i aften?"
Zirras hoved kørte gennem hundrede gode unskyldninger, men hun vidste, ingen af dem ville virke på hendes veninde, og hun endte med et mumlende. "Ja, men jeg er altså lidt for træt til at tænde den."
"Det er helt fint, det havde jeg ikke regnet med alligevel - lysene holder heller ikke hele dagen, og jeg skal først bruge den sent! Fedt! Jeg skal nok passe godt på den, det lover jeg!" Cal næsten som et barn, der lige havde fået lov til at låne sin mors pæneste gallakjole, og lyset i hendes øjne kunne ikke afholde Zirra fra at være glad for, at hun ikke havde prøvet at slippe uden om det.

Hvad hun stadig prøvede at slippe uden om dog, var at Bertram ikke fik et glimt af den. Han lurede helt sikkert nede fra under sengen. Zirra gik hen til sin kommode og hev det fine, blå stof op, kun tynget af de indsyede sten, hun havde fået til at lyse op den aften for et par måneder siden. Normalt ville hun skulle have levere tøjer til kostumelageret, men fordi kjolen var så specifikt brugbar med hendes magi, havde hun fået lov til at beholde den, så andre ikke bare pillede stenene ud af den, fordi de ikke vidste bedre. Og så vidste andre spioner, at de kunne låne den af hende, og hvis muligt få den indgydet med lidt lys, hvis de skulle se ekstra specielle ud. 
Hun rakte Cal kjolen, mens hun så ud som om hun tjekkede, at det var alt fra skuffen, så hun kunne vinkle halsen væk, og Cal blev heldigvis for optaget af stoffet til at lægge mærke til noget. Zirra kunne godt undre sig over, at Cal var så vild med hendes kjole, når hun bare kunne vælge og vrage fra de fineste kjoler i lageret. Nogle gange kunne hun godt ærgre sig over, at hun mest lavede 'mudderarbejde'. 

Med kjolen i favnen, bød Cal Zirra god sovning, og forsvandt ned ad trappen med ivrige klonk fra hælene. Som hun lukkede døren i, slap Zirra sit ufrivilligt holdte åndedræt, lagde ryggen mod døren og lod sig glide ned at sidde med et suk.

Det var næsten morsomt at se Bertram krybe ud fra under sengen. Zirras muntre smil blev dog erstattet med let skuffelse, da han tog sin trøje på. Han kunne da godt have ladet hende nyde synet af hans nu let støvede overkrop lidt mere. Der var noget over det røde hår... Zirra kunne have slået sig selv. Hun havde lige næsten løjet for en god veninde for at holde skjult, at hun havde ligget med en vampyr. Som lige havde angrebet hende. Og som stadig lå under hendes seng. Sammen kunne de sikkert have jaget ham ud. Ville hun det....? Hvorfor havde hun ikke lyst til det?!
Nu skulle hun til en anden gang at beskrive Bertram for Cal, men hun ville blive nødt til at lægge skjul på detaljer, lave lidt om i beskrivelsen, så han ikke blev for genkendelig... Generelt omskrive hele deres møde. Og finde på, hvor vild sex de havde haft, siden de havde væltet stole og kastet hendes sten udover det hele. 

"Jeg tror lige du har gjort mit liv mere besværligt," sukkede Zirra, da han kyssede hende på panden. "Det troede jeg seriøst ikke var muligt."
Hendes blik faldt på stenene, der var spredt udover gulvet, og den væltede stol. Det lignede ret meget et overfald. 
"Tak," mumlede hun til hans tilbud om at rydde op. "Men kan vi ikke bare sove? Oh, eller, jeg vil gerne sove... Krybe tilbage i sengen og putte?"
Det sidste blev fulgt af et håbefuldt blik op på ham, der fik hende til at se langt yngre ud for en stund... hvis man så bort fra blodet i hendes hår. 
Trætheden var ved at komme væltende, men hun fik kæmpet sig op at stå, og blev pludseligt meget opmærksom på konvolutten, som hun forsøgte at lægge fra sig uden at give den for meget opmærksomhed. Hun havde ikke brug for at Bertram snagede.

Om det var et slør af træthed, der gjorde det, eller om hun faktisk havde en ting for rødhårede fyre, vidste Zirra ikke, men hans brede smil gjorde hende helt blød i knæene, så det var rart, han greb hende, inden hun drattede om. Søvn burde hun virkelig få noget mere af, så meget havde Cal haft ret i.
Hun skulle lige til at læne sig ind mod ham og få hans ansigt ned til nogle flere kys, da han rakte ud efter konvolutten.
"Nej!" udbrød hun lidt voldsommere end planlagt, og hev tilbage i sin egen arm for at få den væk fra ham. 
Det var ikke meningen hun ville virke så fjendtlig, og hun skyndte sig at sende ham et undskyldende blik, før hun fandt på en forklaring. 
"Bertram, du får ikke lov til at læse min post. Så godt kender jeg dig ikke endnu," hun fik et skævt smil frem og trak ham med sig hen mod sengen, mens hun støttede sig til hans arm. Hendes ben føltes forræderiske og svage. 

På vejen lænede hun sig over og fik fløjet konvolutten elegant over på resten af papirbunken på skrivebordet. Egentlig burde hun låse den ned i sin skuffe, men så ville Bertram se, hvor hun gemte nøglen og hun havde talt sandt: Så godt kendte hun ham bare ikke endnu, og han havde sikkert ikke engang opdaget, at hun overhovedet havde en aflåst skuffe.
Forhåbentlig ville han godtage hendes forklaring. Selv med undskyldningen om at hjælpe, havde tonefaldet været insisterende, og Zirra vidste ikke, om han var typen, der snagede lidt for meget i andres ting. Han skulle virkelig, virkelig ikke snage i hendes ting. Det var altid der, det gik galt, og lige nu havde hun faktisk en brøkdel af en chance for måske at se ham mere end bare i nat.

Ja hvorfor ville han snage i hendes ting? Fordi han var en vampyr? Zirra havde en svag fornemmelse af at han gerne ville vide hvad der stod i brevet, men hun ville da også selv være nysgerrig, hvis hun havde ligget under en seng og overværet den samtale. Det ville bare ikke være godt, hvis han så indholdet af brevet. Hendes arbejde fungerede aldrig godt i kombination med uforstående bekendtskaber. Der var en grund til, Zirra have få venner, der ikke også var hendes kollegaer.

Zirra smed bukser og kofte, og krøb ned til Bertram. Hun ville bare
blive kold igen, hvis hun sov i det tøj, hun havde gået med hele dagen. Det var perfekt med ham inderst, så kunne han ikke bare lige komme ud og snyde sig til at snage i noget. Selvom han lød overbevisende, ville Zirra ikke løbe risikoen. Hun lagde en arm om hans hofte og trak tæppet op omkring sine skuldre.

"Hah, nej, jeg gider ikke flere besøg nu," klagede hun og puttede sig ind til hans brystkasse. "Udover dig, tvungne gæst."

Han var lidt en tvungen gæst, for dem begge. Han kunne ikke bare gå ud, og hun kunne ikke bare lige smide ham ud.
"Jeg får generelt ikke så mange gæster, egentlig..." mumlede hun sløvt, mens hendes øjenlåg blev tungere. "At hun lige skulle komme forbi i dag..."
Zirra blev afbrudt af sit eget gab, og lod øjnene glide i. På under fem minutter var hendes krop afslappet, og hendes åndedræt var tungt og regelmæssigt.

Konvolutten virkede genbrugt, og var ikke helt uden folder. Eller også havde Cal bare haft den i en lomme og været lidt ligeglad med, om den overlevede turen. Nu var der i hvert fald en stor flænge i den efter Bertrams skødesløse håndtering.
Inden i lå en foldet seddel.
Rumkin siger, at gaven er begravet ved 3. hegn, stod der med en anden håndskrift end den, der var at finde, når man foldede den op. Teksten på sedlen var skrevet i en afbrudt skrift, meget ulig skråskriften, Bertram lige havde læst. I bunden var en sirlig underskrift, man absolut ikke kunne tyde nogle bogstaver ud fra, og hele kanten var pyntet med en zig-zag mønster. Teksten læste:

En smule sollys blev fanget i indholdet af Zirras arbejdstaske. Den lå sløset kastet ved foden af det ene bordben, halvåben og stadig med alle hendes ting fra sin sidste opgave flydende i den. En lang kniv, noget tykt reb, et sæt stramtsiddende, sort tøj, et par enkelte småkrystaller og indtørrede rationskrummer. 

Det meste af værdi så ud til at være fokuseret omkring arbejdsbordet. Under sengen ville Bertram allerede vide, at der kun lå fortabte sokker, og kommoden ovre ved den anden væg havde kun tøj i sig. I hvert fald i øverste lag...
Et enkelt gulvbræt ovre ved kommoden så kraftigere ud end de andre, og gik ligesom lidt tættere ind til væggen end de andre. 

Væggen klikkede, og som Bertram flyttede sin vægt fra stedet, poppede en del af selve væggen ud og afslørede et hemmeligt rum inde bagved. Træet i væggen så ikke anderledes ud, og det var først når man vidste det, at man lagde mærke til det svage opbrud. 
Gulvbrædderne gik ind under væggen og fortsatte ind til det hemmelige rum. På væggen derinde hang en entrehage med et langt reb bundet omkring sammen med et ekstra sæt af det mørke tøj, nu i lidt lysere farver, som hvis man skulle gemme sig i en skov ved højlys dag. 
På gulvet lå et par dirkesæt i forskellige størrelser, en lille pung med små metalsplinter, man kunne bruge til at hamre en dør op, og et par flasker indeholdende alkymi. Nogle af dem havde påskrifter såsom røg og sovegift, men mange var umærkede. 
Der lå et par sedler i en lille æske, krypteret i forskellige typer koder, nogle samme slags som det brev, Bertram havde nuppet, nogle i andre typer.

Ovre fra sengen snorkede Zirra lavt. Hun rykkede sig lidt og krammede dynen mere. Hun ville sove godt de næste syv timer endnu...

Zirra vendte sig i sengen og krammede tæppet så hårdt, hun opdagede, det ikke var Bertram. I så fald var det i hvert fald en meget flad Bertram, hun prøvede at putte sig ind til. Der kom nogle svage mumlelyde fra hende og en søvndrukken "Bhertham?" hvorefter hun klappede træt med hånden ud over sengen for at se om... han var faldet udover?
Hun lignede ikke en, der var ved at vågne. Hendes krop var alt for tung, og hendes arm endte slapt udover sengekanten, og hendes hoved begravet i en pude med det uglede og stadig let blodige hår spredt i et kaos, så hun forsvandt i det og tæppet. Tæppet var gledet lidt ned til lænden, så hendes ryg var blottet og et par blå mærker kunne ses. Hendes ene skulderblad havde et stort gulgrønt mærke, der tydeligt var et par dage gammelt, men det mørkere mærke midt på ryggen var aflangt, og passede perfekt med den stoleryg, hun et par timer tidligere var væltet ned over. 

Dagen blev sovet væk. Zirra sov ganske rigtigt uroligt, og vendte sig flere gange voldsomt med en albue i direkte linje mod Bertrams kønne ansigt. Når han holdt om hende, virkede hun mere rolig, og hun puttede sig helt automatisk ind til ham, og sammen blev de varme under dynen.

Som de sidste gyldne stråler blev revet væk fra værelset og afløst af skumringens blide aftenskær, blinkede Zirra øjnene åbne og kiggede ind på Bertrams rødbehårede brystkasse. Hun lå med hovedet helt ind til ham, og et øjeblik lå hun bare og nød at være sammen med et andet væsen i sin seng - også selvom det væsen var en død vampyr. Man kan ikke altid være kræsen.
Hun fnøs, da håret kildede hende i næsen, og lagde hovedet bagover, så hun kunne se hans ansigt. 
"Godm...aften?" mumlede hun grødet og kunne ikke helt overskue at strække sig op til hans læber, selvom hun gerne ville. 
I stedet fik hun strukket resten af sin sammenkrøllede krop ud ved at lægge det ene ben over hans hofte. 
"Jeg har sovet dejligt."
Det bekræftede hendes let rosa kinder og det uglede hår. Zirra havde stadig al afslapningen i kroppen efter deres tætte samværd. 

"Mmh, det ville være rart," mumlede hun og strakte sig op og kyssede ham blidt. "Selvom jeg nok burde gå ned i gården og tage et bad alligevel."
Zirra skar kort ansigt. Hun kunne mærke det størknede blod mellem sin hud og puden, som hårstrående truede med at knække under presset. Da Bertram trak sine arme til sig, lagde Zirra en hånd på hans. Den var kold igen.

"Hvor hurtigt brænder du igennem det?" spurgte hun oprigtigt nysgerrig. Hun ville helst ikke lægge op til at blive spist af igen - det følte hun sig ikke frisk nok til. Selvom hun havde fået sovet, og var langt mere udhvilet nu, var der en tunghed i hendes krop og en lethed i hendes hoved, hun nok ville have et par dage. 
Der var selvfølgelig muligheden at tage til et Healingshus... Nej, hun ville ikke komme derhen og blive skrevet ind som et vampyroffer. Og de kunne sikkert ikke gøre andet end at heale de to små prikker. Det tabte blod var der nok ikke noget at gøre ved. 

Egentlig havde hun ikke lyst til at han skulle smutte, men hun trængte virkelig til et bad. Og hun trængte til at samle tankerne og lige tænke over, hvilket forhold hun var ved at begive sig ud i. Bertram var virkelig sød. Men han havde også spist hende. Zirras forvirrede følelser var ikke færdige med at slås endnu.