Nyssa begyndte at grine over hans spørgsmål og Jaris fik det samme udtryk i ansigtet, som en lille dreng, der havde fået at vide, at han ikke måtte få slik før aftensmaden. Han spurgte da bare pænt efter en dør, så han på en eller anden måde kunne finde hjem herfra, hvor 'her' så end var. Så morsomt var det da ikke.
Som Nyssa lagde sig på siden, kunne han ikke lade være med lige at lade blikket glide hele vejen ned over hende, men han blev lidt distraheret over fingeren, der var på vej mod hans kind. Han så lidt overvejende ud, efter hendes drillende spørgsmål.
"Hm..." Når hun spurgte på den måde, var han da ikke helt sikker på om han ville hjem igen. Om det så var en god eller en dårlig ting, det var han ikke helt klar over.

Jaris' nysgerrighed blev vækket lidt igen, måske endnu mere grundet hendes hånlige tone. Det fik ham vendt lidt mere mod, at hendes kommentar muligvis var en dårlig ting for ham, hvis han ikke passede lidt på. Hun havde jo tydeligvis ingen problemer med at få ham til at gøre som der blev sagt. Han satte albuerne i madrassen og løftede overkroppen lidt. Han lagde hovedet lidt på skrå og så en anelse opgivende ud.
"Åh nej, jeg skal forhåbentligt ikke svare på flere spørgsmål?" Årh, han orkede ikke flere spørgsmål, men det skulle ikke undre ham, hvis Nyssa ikke ville lade emnet fra tidligere ligge. Det krævede bare for meget, at skulle tale om fortiden. Han var virkelig ikke god til det.

Udtrykket der bredte sig i hans ansigt, fik hende kun til at le en anelse mere. Det var morede Nyssa at han kunne være så naiv, men han var endnu en meget ung dæmon. ”Så så lille Jaris, du skal tidsnok se en dør” sagde hun med et kært smil.

Hun smilede ”Bare rolig, fortiden kan vente til en anden dag” trods hun var nysgerrig efter svar, så var hun en tålmodig kvinde, hun ville tidsnok få svar på sine spørgsmål. Nyssa havde trods alt set hvad spørgsmålet om hvad der var sket med hans forældre, gjorde ved ham. ”Lille Jaris, har behov for at blive en moden mand” drillede hun, imens hun strøg ham over kinden. ”Du anstrenger dig al for meget, når du ikke får din vilje” sagde hun lage hovedet, lidt yderligere på skrå for at vurderer ham.

Det barnlige, lidt fornærmede udtryk i Jaris' ansigt, blev erstattet af et lidt mistroisk over Nyssas kommentar. Hendes kære smil fik ham selvfølgelig til at tro, at hun løj. For det ville være alt for nemt, hvis hun rent faktisk mente det, når hun lovede ham en dør på et eller andet tidspunkt.
Til gengæld sukkede han dybt lettet, da hun svarede med tålmodighed og lod ham slippe for en masse spørgsmål om sin fortid. Så kunne han vist godt slappe lidt mere af.

Jaris skævede kort mod hendes finger, da han mærkede den stryge ned over kinden. Da han så tilbage mod hende, smilede han lidt lummert og løftede det ene øjenbryn.
"Åh, og du vil hjælpe mig til at blive mere moden?" Han så næsten helt forventningsfuld ud, selvom han ikke kunne lade være med at smågrine lidt. Han nikkede kort til hendes næste ord, for det kunne han vel ikke lægge skjul på. Ja, han anstrengte sig utrolig meget, når han ikke fik sin vilje.
"Ja, du burde bare give mig min vilje, så jeg ikke blev så anstrengt," sagde han og trak let på skuldrene. "Eller hjælpe mig lidt af med spændingerne med lidt massage, når du nu er så tarvelig ikke at give mig min vilje," skyndte han sig at tilføje, med et stort smil bredt over læberne. Den drillende kommentar var vel forsøget værd. Virkede det, så ville han jo få lidt massage ud af det og det ville han da bestemt ikke brokke sig over. Virkede det ikke, hvilket han ikke regnede med det ville, så kunne han vel altid prøve igen en anden gang, eller smøre lidt tykkere på med den medlidenhed, han så gerne ville have.

Nyssa små grinede lidt af ham ”Altså jeg kan godt skaffe en dør, hvis det er det du virkelig gerne vil?” svarede hun med et lidt lumsk smil. Nyssa havde bestemt ikke tænkt sig at han skulle væk herfra endnu, men en dør kunne hun sagtens fremskaffe. Det ville bare ikke være det Jaris ville forvente og den tanke morede hende. 

”Muligvis, nu har du jo ikke noget familie der kan vise dig rette retningslinjer” sagde hun roligt, men også kærligt ment. Nyssa var en sådan dæmon der gik op i traditioner, især dem der var nedarvet fra familien, intet var vigtigere for hende. Da Jaris netop ikke havde nogle forældre til guide ham eller prikke til ham, hvem skulle så?

Hun grinte lidt ”Vil det ikke være nemmere, ikke at anstrenge sig?” spurgte hun lettere flabet med et større smil på læben. Indtil videre havde Nyssa ikke anstrengt yderligt for at få den information hun ville have, hun havde bare været tålmodig, noget Jaris vitterlig manglede. Nyssa grinede ”Den dag, du lyder mindre som en lille dreng, skal jeg nok give dig en massage” svarede hun igen ligeså flabet som før. Han lød netop som en dreng der ikke måtte få sit yndlings legetøj, når han nævnte at han ikke fik sin vilje. Det gjorde ham da også sød og uskyldig, men det ville bestemt også hjælpe ham at vænne sig af med nogle af de vaner. Han ville fremstå langt mere som en mand.

Jaris var stadig lidt skeptisk. Endnu mere, da han så Nyssas lidt lumske smil, som hun tilbød at skaffe ham en dør. Men nu havde han bedt om en dør så længe og han hadede stadig at være spærret inde, så han nikkede.
”Ja, det er det, jeg gerne vil. Giv mig en dør,” svarede han lidt bestemt. Ifølge ham selv, så havde han da vist også fortjent en dør, nu hvor han havde svaret på en masse spørgsmål tidligere, som han ellers aldrig ville have svaret for nogle andre. Godt nok lidt modvilligt, men stadig.

Der lød et lille suk fra Jaris, som han samtidig fik et lidt misfornøjet udtryk i ansigtet.
”Erh, jeg har ikke gode erfaringer med familie.” Bare ordet i sig selv gav ham gåsehud. Familie. Hans far havde helt klart været det største problem, og den der havde sørget for de største traumer hos Jaris, men i hans øjne, havde hans mor ikke været meget bedre, selvom hun aldrig havde lagt hånd på ham. Hun havde bare tilladt Zepar at gøre det og det var slemt nok. Grundet det, var Jaris ikke selv en der gik op i traditioner.

Nyssas flabede kommentar fik et nyt lille smil frem på Jaris’ læber, men han var ikke enig. Så han rystede let på hovedet. Hvis han ikke anstrengte sig en gang imellem, så fik han vel ikke sin vilje. Desuden var det generelt ikke et problem. Det havde kun været et problem med Nyssa, fordi hun var det ældre end ham og hun kendte ham. Hun vidste hvordan hun skulle prikke til ham, irritere ham. Det var der ingen andre der gjorde.
”Årh, kom nu, Nyssa. Jeg har da klaret det helt fint alene. Jeg har ikke brug for en værge,” mumlede han lidt muggent og med et fnys rejste han sig fra sengen.
”Tror du ikke det er lidt for sent at opdrage på mig?” Han greb fat i sine bukser fra gulvet og trak dem på, hvorefter han stak fødderne i skoene uden at lukke dem. Han lagde skjorten hen over skulderen og lagde armene over kors, da han vendte sig mod Nyssa igen. Så ventede han ellers pænt på at få en dør, der kunne lede ham ud derfra, uvidende om at det ikke var hvad Nyssa havde i tankerne.

Nyssa smilede blot, kun fordi hun vidste hvilken slags dør han ville få. ”Som du ønsker lille Jaris” svarede roligt. Nyssa tog hånden op lukkede sine øjne kort og med et stod en dør. En dør der var lænet op ad væggen. Åbnede han den, ville han blot se ind i væggen i hendes værelse, for det var kun en dør, ikke en monteret dør, men det var sådan set det han bad om. Nyssa kunne ikke vente med at se hans udtryk når han fandt ud af, at det han bad om, ikke helt var hvad han fik. 

”Hellere ikke, hvis det var mig” spurgte hun venligt. Hun vidste at hans forældre næppe havde givet ham en opvækst, hun selv havde fået. Kunne hun give ham en følelse af fodfæste havde gjort noget godt, så at sige. Nyssa gjorde altid noget for at fremme dæmoner, de skulle frem i verden. Styre Krystallandet og ved at hjælpe Jaris kunne han hjælpe mission.

Nyssa grinede da han rystede på hovedet. Hun aede ham et par gange mere før hun fjernede sin hånd og lage sig på ryggen ”Jeg vil hellere ikke være din værge, mere en person du altid kan komme til, uanset hvilke problemer du skulle komme i” svarede hun ærligt. Jaris havde sat sine spor i hende, måske fordi hun havde set ham fra helt lille af og hun fik et moderligt gen for ham. Dog uden at være for moragtigt. ”Nej Jaris, du er stadig under 1.000 og har meget at lære endnu” sagde hun drillende til ham imens han begyndte at tage sit tøj på. Nyssa valgte kravlede op på sine albuer, dog uden at begynde at tænke på at tage tøj på. Hun skammede sig ikke over sin krop og hun vidste at han ville ikke komme herfra uden hendes hjælp. 

Jaris stoppede sin lidt trodsige attitude og så i stedet lidt overvejende ud, som han tænkte over hendes spørgsmål. Så trak han let på skuldrene, men uden at svare. Jo, måske det ville være noget andet, hvis det var hende. Det var jo ikke ligefrem fordi hun ville kunne udsætte ham for de samme traumer, som hans far havde gjort og lige meget hvor træls han fandt hendes nærgående spørgsmål, så havde hun da ikke direkte tvunget ham til at svare. Hun havde bare ventet pænt på at han var klar til at svare. Han svarede stadig ikke. Han ville ikke helt indrømme, at han måske, meget langt inde, stadig havde et lille ønske om en familie. Han havde jo klaret sig fint alene indtil videre.

Nyssas næste kommentar fik ham kun til at overveje det endnu mere. Problemer kom han også oftere i, end han ville indrømme, men han forblev stadig tavs. Han var ikke ligefrem vant til at bede om hjælp, heller ikke blive tilbudt hjælp af nogen art. Han havde lidt svært ved at håndtere Nyssas venlighed, så det var lettere for ham selv bare at sige intet. Måske det også ville være nok svar for Nyssa, at han ikke sagde noget. Hun kendte ham sikkert nok til at vide, at når han ikke svarede, så var det fordi han ikke ville indrømme sin svaghed, eller fordi han havde gjort noget forkert. Og han havde ikke gjort noget forkert.
"Bare rolig, Nyssa! Jeg ved alt, jeg har brug for at vide," sagde han hurtigt og smilede, så han bedre kunne skjule sin akavethed over hendes alt for venlige tilbud om lidt støtte.

Jaris vendte sig mod den nye dør og gik de få skridt hen til den. Han tog fat i håndtaget, men inden han åbnede døren, rettede han sig lige mod Nyssa en sidste gang.
"Men skulle du have lyst til at lege en anden gang, så ved du hvor jeg er. Vi ses," sagde han afsluttende og åbnede døren, men lige så snart han vendte sig rundt for at gå ud, nåede han kun lige at stoppe, inden han gik direkte ind i væggen.
"Årh, Nyssa!" Brokkede han sig i et tungt suk og vendte sig om igen med et helt opgivende blik. Han rystede let på hovedet, før han hurtigt ændrede udtryk til decideret fornærmet. Han stak næsen i vejret, lagde armene over kors og satte sig i skrædderstilling på gulvet foran døren.
"Jeg bliver siddende her, til du har givet mig en ordentlig dør!" Så barnlig han kunne formå at lyde, men hun havde lovet ham en dør! Og han skulle nok få den, på et eller andet tidspunkt. Han kunne også være tålmodig! Han kunne sagtens blive siddende her, indtil han fik hvad han ville have og det ville ikke være den mindste smule anstrengende.

Nyssa så vurderende på ham, som han trak på sine skuldre, sjældent han faktisk var så stille, som han var nu. Hun smilede og tog det som han faktisk overvejede hendes tilbud og faktisk kunne se en mening med det hun sagde, hvilket glædede Nyssa. 

Hun nød hans forsatte tavshed og hun vidste allerede nu, at dette var en sjældenhed at han kunne være så tavs, for ofte havde han altid en eller anden flabet kommentar og når han endelig var så tavs, betød det kun en ting, hun ramte noget i ham. Og endelig, som hun havde regnet med kom den flabede kommentar. ”Javel ja” svarede hun, med en tone som sagde, at hun ikke troede på ham.
Nyssa løftede hovedet og så imod ham, som han sagde sit farvel. Hendes smil blev større og større og begyndte i en latter, da han var yderst tæt på at gå lige ind i døren. Hans jamre gjorde blot hendes latter større. Hun nærmest helt ond at høre, når hun grinede så dybt over at han havde troet at hun havde givet ham en vej ud. Latteren blev slet ikke bedre af at se hans skuffelse og det skiftende udtryk til fornærmelse, hvor han til sidst satte sig på gulvet i trodsighed. Nyssa grinede da befalende at få en ordentlig dør. Efter et stykke tid, stoppede hendes latter. Nyssa rejste sig op gik hen til sin kommode, fandt en medaljon – denne var en hun for længe siden havde fået, som var blevet fortryllet, så holdt en anden den og kaldte på hende ville hun komme. Det kunne både være en forbandelse og noget godt, men på den måde kunne Jaris altid få fat på hende.

Nyssa gik stille hen til ham og gav ham den på. ”Holder du denne i hånd og kalder mit navn, vil jeg fremtræde, så lov mig at passe godt på den” sagde hun kærligt og forsatte ”Og misbrug det nu ikke” svarede hun med et blink i øjet. Jaris kunne udmærket finde på at misbruge det, hvis han bare lige ville lege med hende.
Efterfølgende satte hun sig op i sengen, kravlede under dynen ”Du kan måske få en ordentlig dør, hvis du opfører dig ordentlig, som du ved besidder jeg stor tålmodighed – så jeg tager lige en lille lur, imens du beslutter dig” svarede hun flabet og lage sig, med ryggen til ham og lukkede sine øjne, ville hun ikke blive forstyrret efter kort tid, ville hun hurtigt falde i søvn.

Jaris registrerede godt, at Nyssa vidst ikke helt troede på ham, men han var forberedt på ikke at skulle tænke mere over det, for han var jo på vej til at smutte derfra. Lige indtil han fandt ud af, at døren ikke fungerede helt optimalt og han blev noget så skuffet og fornærmet.
Som han sad der og så barnligt fornærmet ud, med hovedet drejet til siden og næsen stukket i vejret, kunne han alligevel ikke lade være med at skæve mod Nyssa, så han lige kunne holde øje med hvad hun foretog sig. Han fulgte hendes hænder med blikket, som medaljonen blev sat om hans hals, før han rettede blikket mod hende.
"Det kunne jeg da aldrig finde på," svarede han smågrinene, som han tog medaljonen i hånden og løftede den lidt op for at se den nærmere. At hidkalde Nyssa fordi han bare gerne ville lege med hende, det var da ikke misbrug! Ifølge ham, altså. Hun nævnte noget om en ordentlig dør og Jaris så straks mod hende igen, som hun satte sig til rette under dynen.
"Men du kan da ikke...!" Han stoppede midt i sætningen med et tungt suk, for som hun selv sagde, så besad Nyssa langt mere tålmodighed end han selv gjorde og lige meget hvad han sagde nu, ville hun ikke lade ham få sin dør endnu.

Jaris lagde opgivende albuen mod låret og hvilede så kinden i hånden, da han satte sig til at stirre på medaljonen igen. Der gik ikke længe, før han kunne høre Nyssas lidt tungere vejrtrækning, som hun faldt i søvn.
På en eller anden måde, så var det underligt beroligende, at han ikke behøvede at sige noget og Nyssa stadig vidste hvad han havde brug for. På den anden side var det også utrolig irriterende, for så kunne han ikke holde den facade, som han havde holdt de sidste mange hundrede år. Ikke overfor hende.
Jaris blev siddende i noget tid, inden han langt om længe fik besluttet sig. Han ville bare ikke vække Nyssa, så i stedet for at fortælle hende det med det samme, så lagde han sig op i sengen ved siden af hende. Meget forsigtigt kravlede han under hendes dyne, så han kunne lægge sig helt tæt ind til hendes ryg og lægge en arm omkring hende. Han sagde jo sjældent nej til en lille lur og derfra gik der ikke længe, før han selv faldt i søvn.

Nyssa smilede blot af hans kommentar, velvidende at han muligvis kunne finde på at frembringe hende for sjov. Nyssa ville da også accepterer det i visse tilfælde, men hun ville også fortælle ham stop, hvis han begyndte at misbruge det. 

Nyssa grinede blot af uden at sige yderligere, for det gik vist op for ham hun besad en væsentlig større tålmodighed end ham. Det morede Nyssa, at han var så et utålmodigt væsen.
Hendes vejrtrækning blev dybere og dybere, som hun ikke hørte fra Jaris – troede hun at han valgte at være pigesur på hende. Det havde Nyssa da hellere ikke skrupler om. Hun var på vej ind i den dybe søvn, som hun mærkede ham ligge sig ind til hende, et svagt smil bredte sig på hendes læber, men hun sagde ikke noget. Nyssa faldt blot hurtigt hen igen.

Timere senere, vågnede Nyssa med Jaris bag hende, hun vendte hovedet rundt og puste lidt på ham, bare for at drille ham ”Godmorgen, lille trold” sagde hun stille, med en blid stemme for at se om han faktisk også ville op eller om han ville opføre sig som et lidt surt barn der blev vækket. Han kunne vel umuligt tillade sig at brokke sig, da Nyssa endnu ikke fået taget sig sammen til faktisk at tage noget tøj på og hun kendte Jaris, han var en og blev bandit, konkluderede hun og så lidt anstrengt mod ham.

Jaris sov altid virkelig godt, når han ikke lå alene og endnu bedre, når han kunne mærke den bløde hud mod sin. Specielt efter en længere periode med lidt for underlige drømme, der ikke ligefrem bragte den bedste søvn med sig, var det rart endelig at kunne slappe af. Måske det også hjalp en del, at han ikke behøvede at opretholde sin sædvanlige facade over for Nyssa.

Den alt for behagelige lur blev afbrudt, da Jaris mærkede et pust og han kom med en lille brokkende lyd. Han åbnede kun det ene øje en lille smule og så på Nyssa.
"Sshhh. Trolden sover," hviskede han og smilede tilfredst, som han lukkede øjet igen. Han puttede sig godt ind til Nyssa og klemte lidt om hende med armen, så han var sikker på, at hun ikke ville flytte sig. Han var godt klar over, at han nok ikke ville få lov til at sove videre, lige meget hvor meget han gerne ville, men han kunne vel godt prøve. Han regnede også med at hun gerne ville have et svar, men nu puttede de jo lige. Det kunne godt vente lidt.

Nyssa smågrinede af hans kommentar, han ville bestemt ikke op endnu. Nyssa var normalt altid lidt på farten og havde altid et eller andet at tage sig til, det lå derfor til sjældenheder at hun tog sig tiden til enten at sove længe eller bare tage en lur.

Nyssa vendte hovedet frem igen og kunne mærke hans lidt kraftigere arme hive hende helt ind til ham. Det var en rar fornemmelse, og hans følelser om ro og velvære fyldte hende. Nyssa lukkede selv sine øjne lidt igen ”Du er en værre en” sagde Nyssa roligt og lod sig selv slappe af. Hun forsøgte ikke at komme fri eller bryde kontaktet imellem dem. Det var måske første gang at Jaris for alvor fik sin vilje uden de større indvendig fra hende, men lidt godt skulle han vel også have det. Hun smilede kort og slappede nu blot af i hans arme. Nyssa nød et eller andet sted at føle sig som det lille, beskyttet af mand, ikke noget hun nogensinde ville indrømme, men følelsen var rar for hende og en hun sjældent kunne få lov til at mærke. Derfor lod hun også sig selv nyde den lidt mere, indtil Jaris ville vælge at vågne på sig. 

Jaris havde egentlig ikke forventet, at han ville få lov til at blive liggende og putte videre. Nyssa havde, på meget kort tid, fået etableret deres forhold og lige meget hvor utilfreds Jaris var med det, så var det vist ikke ham, der bestemte. Selvom det ikke ville blive let, så måtte han vel indrømme det, når han nu ikke havde tænkt sig, at dette skulle være sidste gang han brugte tid med hende.

Der lød en let latter fra ham, som svar til Nyssas ord, som han egentlig var meget tilfreds med at blive liggende lidt endnu. Det lod også til, at hun lagde sig til rette igen og han forblev tavs i et lille stykke tid, mens han tog sig sammen til at give hende et svar. Men da han endelig åbnede munden, var det ikke dét, der røg ud.
"Hey Nyssa? ... Nu har jeg opført mig ordentligt..." Sagde han med en let hæs stemme. Hun havde jo sagt, at han kunne få en dør, når han havde opført sig ordentligt og mens de havde sovet, havde han helt bestemt opført sig godt. Så måtte det vel også være på tide. Selvom han forventede at hun først ville have et svar på om han ville have mulighed for, at henvende sig til hende, når han havde brug for det.

Nyssa trak på smilebåndet, som han begyndte at le af hendes kommentar. Hun sagde ikke yderligere, for han var en værre bandit på flere aspekter, som han sikkert nok også vidste.
Tavsheden bredte sig igen, det behageligt at ligge der i stilheden og bare at slappe af.

Nyssa små grinede, som han nærmest, mindende om lille dreng der nu skulle høre ad om han måtte få sit slik. ”Hey Jaris. Det har du da – du skal nok få lov til snart at komme hjem” svarede hun roligt. Hvorefter hun begyndte at røre på sig, stille kom hun ud af sengen. Nyssa betragtede ham kort, hvorefter hun gik i sin kommode og tog en let elegant silkegrå kjole på. Hun gad ikke engang at tage underklæder på, ikke for blot at føre ham hjem. Hun stod roligt og rakte en hånd til ham ”Er du klar til at komme hjem?” hun hentyde til, at han skulle tage hendes hånd ”Husk at luk øjnene” forsatte hun med et drilsk smil. Hun huskede tydeligt, hvor skidt han fik det sidst hun transporterede ham hertil. Når han ville tag, ville han få samme oplevelse som sidst, et større sug i mave og snurrende fornemmelse, var øjnene ikke lukkede ville alt være mørkt og vikle omkring, som om rummet blev en stor tornado før de igen ville befinde sig sofaen hvor de før havde befundet sig før hun havde ført ham væk.

Jaris forventede egentlig ikke at få sin vilje allerede, specielt ikke fordi han udelukkende kun havde opført sig ordentligt, fordi han havde sovet. Men som Nyssa sagde, at han nok skulle komme hjem igen snart, smilede han helt tilfredst, som han stadig puttede sig ind til hende. Han ville ikke have noget imod at blive liggende bare lidt endnu, men Nyssa begyndte at bevæge på sig, så han trak armen til sig og lod hende rejse sig.
Han løftede sig op på albuerne og fulgte hende med blikket, mens hun fik trukket kjolen på kroppen. Han kunne ikke helt lægge skjul på, at han stadig fandt hende utrolig pæn, som han lod blikket glide ned over hendes krop.

Jaris møvede sig ud på kanten af sengen, fandt sin skjorte frem igen og trak den over sig, men uden at knappe den. Han sendte Nyssa et lettere mistroisk blik, som hun rakte hånden frem mod ham. Mente hun det nu også denne gang? Han var blevet snydt før og det skulle ikke undre ham, hvis hun snød ham til rent faktisk at gå direkte ind i en mur denne gang.
".. Okay.." mumlede han tænkende, men valgte alligevel at lægge sin hånd i hendes.
Jaris kneb straks øjnene sammen, da han mærkede suset i maven og en underlig fornemmelse af, at snurre om sig selv. Han lagde den anden arm omkring Nyssa, så han kunne få følelsen af stadig at stå fast.

I næste øjeblik mærkede han sofaen mod ryggen igen, men lige så snart han åbnede øjnene, væltede han ned på gulvet med et bump.
"Årh, det var lige så ubehageligt som sidst!" Brokkede han sig og tog sig let til maven. Han kunne mærke kvalmen igen, som om han skulle brække sig lige om lidt. Han krøllede sig lidt sammen, som han lå der på siden, på gulvet. Det skulle nok gå. Han skulle bare lige blive liggende lidt.
"Nyssa?" Sagde han lavmælt, men valgte med vilje ikke at se på hende. Han kunne ikke få sig selv til at se hende i øjnene, når han skulle sige det næste.
"Jeg vil gerne beholde medaljonen." Han ville aldrig kunne bede hende direkte om hjælp, men at sige, at han gerne ville beholde medaljonen, var vel svar nok. Han ville gerne have muligheden for at kalde på hende, hvis han skulle få brug for det, selvom han stadig havde det svært med at skulle indrømme det.

Selvom det ville være sjovt at tirre Jaris yderligere og nægte hans dør. Havde Nyssa også andre gøremål, og hun følte at nu havde hun tirret ham nok, til at han faktisk fortjente at komme hjem. Nyssa kunne dog sagtens fundet på at føre ham et andet sted, bare for at se hans reaktion.

Det var tydeligt at denne måde at rejse på, ikke var Jaris kop the. Nyssa var vant til det, fordi hun næsten hele tiden gjorde det. Hun var faktisk uvant for hende at bruge tid på at transportere sig fra den ene ende af landet til det andet. Imens de blev teleportere holdt hun roligt om ham, han var næsten som et lille barn der holdt om sin mor, for ikke at blive væk.

Nyssa grinede lidt, som de kom frem og han kom med sit udbrød ”Du kaster i det mindste ikke op” svarede hun med et blik i øjet. Nyssa havde før oplevet, at nogen dissideret havde kastet op, men det skyldes oftest at de ikke lukket deres øjne.

”Ja, Jaris” svarede hun med et lille smil. Nyssa betragtede ham, som han havde så svært ved at se op på hende. Nyssa fandt det kært og han fremstod igen som en sød lille dreng. Han var blevet et lettere ømt punkt for hende. ”Det er din søde Jaris” sagde hun med et blidt smil og gik imod ham for at give ham et kys på panden ”Husk nu ikke, at misbruge det for meget” forsatte hun med et blik i øjet. Nyssa ville ikke have noget imod og blive hidkaldt engang imellem også for sjov eller hygges skyld, det skulle bare ikke blive vanlig vane for ham.

Efter kysset tog hun hånden op til hans hår og uglede det lidt imens hun sagde ”Pas på dig selv Jaris – vi ses snart igen” hun fjerede hånden fra ham, sendte et smil og lod sig selv transportere hjem igen til værelset. Så hun kunne gå i bad og få gang i aftenens mission.

Selvom Jaris virkelig ikke havde det specielt behageligt, måtte han vel give Nyssa ret. I det mindste kastede han ikke op, trods han følte, at der ikke skulle meget til at fremprovokere det. Han ville heller ikke være helt tilfreds over sig selv, hvis han kastede op foran Nyssa. Han var næsten sikker på, at han ikke ville slippe for at blive mindet om det resten af livet, hvis han gjorde. Han var bestemt ikke klar på så meget mobning, nu når han vidste hvordan hun i forvejen så ham. Han var ikke andet, end en ung, naiv og barnlig dæmon i hendes øjne.
Jaris kunne stadig ikke få sig selv til at kigge på Nyssa, som han bad om at beholde medaljonen, for han fandt det selv noget så ynkeligt faktisk at bede om hjælp på den måde. Hun gjorde det heller ikke lettere for ham, med hendes ’søde Jaris’ kommentar. Det fik ham jo næsten til at føle sig langt yngre, end han egentlig var. Men hendes næste ord fik et smil frem på hans læber.
”.. Kun lidt,” mumlede han, som han trak let på skuldrene. Han skulle nok lade være med at misbruge det alt for meget, men det ville da være en skam ikke at misbruge det lidt. Hun vidste vel også, at han ikke ville kunne lade være.

Jaris satte sig op, lige som hun uglede hans hår lidt med fingrene. Han så ikke helt tilfreds ud over det, men som hun gjorde tegn til at gå, fik han et lettere trist udtryk i øjnene. Han var vel klar over, at Nyssa ikke kunne bruge al sin tid hos ham, og selvom han tydeligvis ikke havde været specielt glad for, at hun havde en vis magt over ham, fandt han det alligevel lidt trygt, at hun var her. Han nikkede svagt til hendes ord, som hun forsvandt øjeblikket efter.
”Snart…” Mumlede han, egentlig ikke særlig overbevist om, at hun overhovedet ville komme tilbage. Han tænkte, at hun nok kun ville komme tilbage, fordi han hidkaldte hende med medaljonen.