Hector gryntede til Junos svar på Leos spørgsmål. Leo var en fin fyr, og Hector havde som udgangspunkt ikke noget imod, at han blev i lidt længere tid. Men Hector var også jaloux, og han var ikke helæt fan af ideen om at skulle slås med endnu en person for at få Junos opmærksomhed. Der var sgu nok folk at holde styr på allerede nu.

”For min skyld kan du blive så længe, du gider,” sagde han så og løftede en hånd for at lade den stryge kort mod Junos knæ, inden han rejste sig. ”Ungerne skal snart have mad,” fortsatte han så og strøg en hånd igennem sine brune krøller, ”og hvis jeg ikke laver det, så prøver de selv, og det går altid galt.”

Mens han gik hen mod døren, lagde han kort en hånd på Leos skulder og gav den et klem.

”Det er fint, du er tilbage, Leo,” mumlede han og skubbede venskabeligt til Leos skulder, inden han slap den og gik mod døren til køkkenet.

Leo rullede lidt med øjnene af dem. Det var altid svært at bedømme hvor glade de var for at han var hjemme, fordi det altid var et spørgsmål om at virke lidt sej og hård. Alligevel kunne det godt mærkes at de nok ikke var helt klar på at give slip på ham endnu, og ærligtalt, så ville han gerne blive lidt længere.
"Jeg har også savnet dig, Hector," kaldte han tilbage, som Hector forlod dem for at lave mad, og han så vendte sig tilbage til Juno.

"Det er nok det tætteste jeg kommer på at du gerne vil have jeg bliver, er det ikke?" spurgte han leende. "Men jeg må vel hellere fylde børnene op med gode historier, inden jeg forsvinder igen... og jeg tror også at jeg behov for lidt af en pause. Det er altså hårdt at klatre i huler hele dagen lang." Det var nemmere at få det til at lyde som at Leo havde behov for en pause fra sit eventyr liv, fremfor at han var bekymret for de to drenge. Så kunne de stadig beholde deres stolthed.

Juno så smilende efter Hector, da fyren forsvandt ud i køkkenet, men så snart Leo vendte sin opmærksomhed imod ham igen, gengældte Juno det. Han havde virkelig, virkelig savnet ham, og han følte sig allerede tryggere med ham i huset. Der var ikke det, Leo ikke kunne. Eller, der var ikke det, Juno ikke troede på, at Leo ikke kunne. Han kunne uden tvivl beskytte dem. Han kunne nok ikke vinde over Thanos i en fair kamp, men han kunne give dem nok tid til at stikke af og det var nok. Måske Juno kunne sove bare lidt bedre i nat. 

Han gned en hånd over sine øjne - han var konstant udmattet efter han var kommet tilbage, nu hvor han sov endnu dårligere end han havde gjort før. 

"Jeg er glad for at du er her," mumlede Juno lavmælt, med et forsigtigt smil. Mere ville han ikke indrømme lige nu. "Jeg vil også høre dine historier den her gang." Hans smil blev lidt bredere og han satte sig bedre til rette, inden han så på Leo med et forventningsfuldt blik. Han havde tænkt sig at nyde Leos tilstedeværelse så meget som muligt, imens han stadig var her. Han vidste, at når han forlod dem igen, ville det føles som om tiden var gået alt for hurtigt.