Det føltes som om, at Karkhos kunne stå og se ind i hendes øjne i evigheder. Der var kun en anden, der havde set på ham på den måde før og det var så mange år siden, at han knapt kunne huske det. Men det han kunne se i de blå øjne fyldte ham, fortalte ham, at der var mere til livet end der endnu havde været for ham. At der nu var noget at kæmpe for andet end livet selv. Mening. Kærlighed. Det at være elsket. Mere end bare at holde sig i live for at tjene andre. En følelse der trængte ind i ham og fik hans hjerte til at sætte farten lidt op. Han havde nu nogen at leve for, han havde hende. 

Og bedst som den tanke gled igennem ham, kyssede hun ham igen. Det fik ham til at smile svagt under kysset og om muligt trække hende endnu længere ind til sig og lægge armene lidt bedre om hende. Alle tanker om at de havde travlt, gled ud af ham og for et øjeblik var der kun hende i hans verden. Han hengav sig fuldt ud til følelsen af hende i sin favn, hendes læber og den kilden, der blev sendt igennem hans krop.
Men fornuften vandt igen og langsomt slap han hende, gav hende et kys på panden og samlede tæpperne op igen, så han kunne binde dem til sin hest. Han følte ikke, at han behøvede at sige noget og var derfor tavs, som han arbejdede. 

Snart var de klar til at tage videre og Karkhos bandt hestene fri og holdt hendes, som hun kom op at sidde, inden han selv svingede sig op og kastede et blik mod solen for at sætte retningen for deres ridt. Nord. De måtte efterhånden være kommet så langt vest på, at det var muligt at ride nord på uden at blive opdaget.
Så han satte hesten i gang ud over sletten, hvor solen skinnede, men kulden stadig var tilstedeværende. De red i nogle timer, inden de kom til et hus, hvor Karkhos købte mad af beboerne, ikke meget, men nok til at de ville kunne klare sig. Og efter et par dage dukkede den lille faldefærdige hytte op.

Helena kunne stå her i evigheder. I al evighed hvis det var hende muligt. Hun følte at hun var i en helt anden og langt mere rar verden. En verden han skabte omkring hende og lukkede hende tæt ind i, når han holdte om hende. Helena havde siden sine børn haft noget at leve for, en grund til at holde fast i livet og blive ved. Fortsætte med at leve, selvom det på alt for mange punkter havde været direkte uudholdeligt. Nu var anderledes. Vidunderligt og fantastisk anderledes. Helenas smil på læberne blev bredere som Karkhos skæg let kildede hende over hagen, og blandede sig med de varme følelser der løb rundt i kroppen på hende.

Det var modvilligt at hun gav slip på ham som fornuften fandt vejen ind i den drømmefangede hjerne. Hun havde ikke lyst til at give slip på ham, varmen eller de stærke kildene lyn der gik igennem kroppen på hende, men de skulle videre. De var nødt til det. Hun tog en dyb indånding, men begyndte ikke at sige noget. Der var ikke noget rigtig at sige, andet end hun dybt inde havde lyst til at be' ham komme tilbage og holde om hende. Men fornuftigt set, kunne hun holde det tilbage. Det var ikke sidste gang at Helena ville blive holdt om, eller holde om ham og ikke give slip i flere timer. Når alting ikke var så hektisk og farligt.

Helena nussede hoppen roligt over mulen, hilste den godmorgen med et smil på læben, men var ellers fornuftig og praktisk i sine træk. Satte sig op på hesten og fulgte med af ruten. Ruten i en lidt anden retning end før, men stadig ikke noget hun vitterligt havde styr på, hvilket desværre gjorde plads til tanker. Tanker der kæmpede rundt i hendes hoved, og gav hende et væld af følelser, hvoraf de ikke alle var synderligt rare. Men hun sagde ikke meget. Forholdte sig roligt, og forsøgte ikke at kigge for meget tilbage over skulderen til det hun havde efterladt. Ikke rigdommen. Ikke sin døde ægtemand. Ikke sikkerheden. Men sin familie.
Tankerne blev ikke mindre over dagene, men hun var alligevel mere lettet end hun havde ventet af at se en faldefærdig hytte der indikerede de var fremme. Det bragte nærmest en sikkerhed i kroppen om, at nu var den hårdeste rejse, både fysisk og mentalt, taget.