Renatika havde besluttet sig: Sne var ikke noget hun brød sig om.
Da hun var barn var det en anden sag. Hvilket barn elsker ikke sne? I vinterhalvåret – som vel egentlig var lidt mere end et halvår hvor hun levede – blev timevis brugt på at bygge skulpturer ud af den hvide masse og suse op og ned af bakkerne på hjemmelavede kælke. Et barn kan være lykkeligt så længe det har sne.
Når man er hjemløs forholder virkeligheden sig anderledes.
Barn. Barn og legesyg, det er ikke engang så længe siden. Hun tæller efter på fingrene, husker hun rigtigt fylder hun seksten om ikke alt for længe. Kun seks år siden hun var sådan rigtigt et barn. Hun gør hold i sin gang og banker let siden ind i en mur – hvorfor pokker skulle hun også være så dum at stikke af? Hvad var det overhovedet der fik hende til det? Kedsomhed? Forbandede, tåbelige unge. Hun ville give sin højre hånd for et hjem og en varm seng lige nu. Mad. Penge. Det er jo ikke ligefrem fordi hun er mindre ensom nu, ikke hvis hun selv skal sige det.
Måske skaber hun sig bare. I det mindste har hun overlevet.
Fødderne skubbes i gang igen, lidt hurtigere denne gang. I mangel på bedre er hun som sædvanlig søgt hen mod kroen, til trods for at hun ikke har et rav på lommen. Som regel er det muligt at skubbe sig ind bagerst i lokalet og nyde varmen fra ildstedet i et par timer før kromutter opdager den unge vagabond og smider hende tilbage ud i sneen. Så kan hun starte forfra. Men alligevel … bare et par timers varme, et par timer blandt lugten af mad og øl. Måske er det ligefrem muligt at få rapset nogle rester til sig. Kitsu plejer at være god til at tigge ved de gæster der har fået nok at drikke. Hvor pokker er den ræv egentlig? Går ræve i hi? Et suk undslipper hendes læber, hi. Det ville løse en masse problemer.

Prøvende skubber hun krodøren op med en knirken og titter ind. Stuen er langt fra overfyldt, hvilket ærgrer hende en smule. Det er trods alt nemmere at gå ubemærket forbi når menneskemassen er stor nok til at ligge som en dyne hen over gulvet, men det er nok alligevel mere behageligt på denne måde. I en stund står hun blot der i dørkarmen og snuser atmosfæren ind – åh, velsignet duft. Varm mjød, kartofler, en form for steg … tilsyneladende and. Tænderne løber kortvarigt i vand og pigen smutter ind før nogen har chance for at beklage sig over trækken, klemmer sig ind mellem en væg og pejsen hvor den udmattede krop begynder at ryste af kulde, nu hvor den kan mærke forskellen på inde og ude. Et højlydt nys brager igennem snuen og hun presser sig utilfreds tilbage i et forsøg på at blive til et enkelt punkt på væggen. Uden held.
Gad vide om der er nogen der har penge at stjæle?

Samson smækkede sine fødder op på det runde træbord som han sad ved. Han rettede kort på hatten, det skulle jo sidde ordentligt! Med en rolig bevægelse trak han håret til side fra sit ansigt og lod det falde ned langs ryggen i stedet. Tankerne fløj gennem hovedet på ham. Han var ikke stolt af at han havde været en lille splejs for blot et par dage siden. Han var bare glad for at han ikke havde lavet store skader på sit ry. Heldigvis havde han ikke nået at støde ind i så mange folk på daværende tidspunkt. Det ville sikkert have holdt ham for nar af flere personer. Måske selv nogen som han ikke kendte? Han gøs lidt indvendig ved tanken. Han ville mest af alt bare glemme det og så se fremad.
Samson fik øje på en yderst mærkværdig.. mand? En leguan i krostuen og så iført jakkesæt og på stående fod? Samson holdt sig ikke tilbage fra at stirre lidt på denne mand. Det havde han 'lov til'. Utroligt at en leguan kunne klæde sig fornemt. Dette var helt sikkert ikke nogen almindelig leguan, det kunne det umuligt være. Samson var dog sikker på at han ikke havde set ham før, for ellers ville han da kunne huske ham/den? Samson så ham som et dyr. Måske var han også det, men han ville sikkert ikke blive glad for at blive kaldt for et dyr - som om det betød noget for Samson.
Samson rynkede lidt på næsen. Han vidste ikke helt hvad han skulle synes om denne fyr. Han havde dog ikke generet ham på nogen måde, men det skulle ikke forhindre Samson i at have lidt foragt for dette dyr.
Samson viftede kort med sin hånd, da tjenestepigen kiggede lettere nervøst på ham i blot et strejf. Men han havde set hende kigge, og det tvang hende til at gå hen til ham.

"Stik mig et krus mjød. Og hvad er dagens ret i dag?" Samson hævede let øjenbrynet men så kort ned af hende med et ubehageligt elevator blik, hvilket fik tjenestepigen til at skutte sig lidt inden hun svarede.

"And og kartofler" svarede hun lettere nervøst og trådte et lille skridt tilbage da hun blev iagttaget på den ubehagelige måde.

Samson brummede lavt for sig selv. Han hørte et nys et sted henne ved døren. Han så hen mod hende. Meget ung pige? Samson kiggede ikke engang tilbage på tjenestepigen da han endelig svarede hende:

"Nuvel.. ingen sjuskede små portioner som hvalpene i landet får her!" Samson lænede sig tilbage og stolen vippede kort og gav et lille bump da den faldt tilbage med alle fire stolben placeret på gulvet.
Tjenestepigen nikkede kort og forlod ham med hastige skridt. Han havde stadig sit blik plantet på denne pige. Hun så ikke ud til at have den vilde trang til at blive opdaget? Det fik Samson til at smile et lille smil, som man ikke helt ville vide sig sikker på, om det var venligt eller om det var skræmmende et af slagsen.

GRAAAWR!!! *roar*


You have disturbed the DIRT!!
Man må ikke fryse i kroen ppl. Jeg lader jer slippe med en advarsel.

Men næste gang flår jeg jeres små kyllingelår af og propper dem ned i jeres halse, hvorefer jeg plukker jeres øjne, presser saften ud af dem og æder dem på toast.

Have a nice day  ;)  <3

(Lol Lii? XD )

Samson får serveret sin mad. Han skovler i sig som et andet sultent dyr, selvom det egentlig ikke var særlig længe siden at han havde fået mad. Men en stor mand med en så stor krop måtte have nogen kulhydrater for at forblive stærk og rask. Det var dog mest det stærke der tiltalte Samson. Men selvfølgelig så hang det også sammen med helbredet.
Han blev endelig færdig med at spise.
Han rejste sig og smed nogle krystaller på bordet inden han forlod kroen igen med hastige skridt.

//out

Étienne bemærker en dybfrossen skikkelse der sniger sig ind af krodøren, for at forsvinde ind i hjørnet med brandeovnen. Han skænker hende en tanke eller to. Hun ser ikke ud til at være særligt gammel, men meget kold. For en kort stund overvejer Étienne at gå over og snakke med hende, men bliver forstyrret da herren lidt fra ham begynder at bestille. Étienne kigger på kropigen der ser noget forskræmt ud, og får straks lyst til at sige noget til den store mand. Men på den anden side er det nok ikke det allersmarteste at gøre. Étienne er trodsalt bare en lille splejs, og denne fyr ligner ikke just én der viger tilbage for en slåskamp.
Étienne tager endnu en slurk af sit vinglas og prøver at undgå at kigge på hvordan muskelbundet spiser, nej, destruerer indholdet på sin tallerken. Det er da direkte uappetitligt.

Da Étienne har drukket resten af sin vin betaler han med et smil til kropigen, før han skutter sig lidt og atter forlader krostuen.

Amaya har enlig skaffet lidt penge, det er ikke meget, men hun kan stadig høre sin 'fars' ord.. med at hun ikke kun måtte spise frugt, at det ikke var sundt for hende.. så nu vil hun prøve at se om hun kan købe sig...... noget brød? det er jo enlig ikke det bedste hun kunne købe, men meget klogere er hun ikke blevet.. hun har lade Lynii blive hjemme og er derfor alene.. hun åbner meget forsigtigt døren og får et chok da hun høre noget glad blive knust.. hun bider sig meget hårdt i underlæbe og ser skræmt mellem de to mænd der er der inde.. da hun så rigtig ser Feanor's hånd, eller noget der mere liner meget tynde knive på hans hånd.. hun har aldrig set noget linene.. og hun hader slåskampe så inden i er hun allerede ved at gå fuldkommen i panik.. men hendes ansigt det blot uskyldigt og uforstående ud..

Amaya kommer med et mindre skrig da der bliver skudt mod hende, eller manden for an hende og falder tilbage at trykbølgen.. hun ligger lidt og har enlig slået sig hoved ret hårdt.. dog kommer hun på benene og ser ind.. de kæmper.. man må ikke kæmpe!! er hendes eneste tanker.. "Stop!! man må ikke slås!!" råber hun højt inde i stuen og løber over mod dem.. hun forstår ikke det med at hun kan komme meget slemt tilbage.. men allerede nu er der små lys i hendes hænder og de lys er allerede ved at tage form i hendes hænder.. små kugler.. som kan springes med energi og flå selv nogle af de stærkeste demoner af sine føder, da hun ingen kontrol har over sine kræfter..

Amaya kommer med et skrig da hun enlig fik Feanor i hovedet og små klynker da hun ligger på gulvet.. hun vender sig om på siden og prøver at sætte sig op, skønt at hendes ene håndled var blevet vredet så hårdt om at det var brækket og det med et højt knæk.. hun ser hen mod Feanor og tøver lidt, hun ser godt hvor vred han ser ud, hvor efter hun ser hen på Cery.. "...man.. man må ikke.. slås.." kommer detr snøftende fra hende som tåre begynder at løbe ned over hendes rødblussede små kinder og hendes små lodne øre laver små ryk.. hun ser med Feanor igen, meget undskyldende.. "ikke.. slås.."

Amaya har taget omkring sit håndled da det gør utrolig ondt.. men bliver virkelig overrasket da hun bliver taget op og en utrolig smerte spreder sig i hendes ansigt som hun er blevet slået og flyver over i en væg.. hendes hoved får et hårdt slag, men hun får med nogle af sine sidste kræfter løftet sit ansigt og ser på Feanor.. "hvorfor?" kommer det grædende fra hende.. hun rækker en hånd frem mod ham og ryster på hovedet som i at han ikke må mere.. men hun kan ikke kontrolere sine kræfter, hun er panisk og bange.. så som hun besvimer forlader tre små energikugler hjurtigt hendes hånd, en flyver i en utrolig fart mod Feanor, som en anden smadre et bord til pindebrænde og en anden smadre ind i et vindu, så gladskår nærmest regner ned over Amaya selv..

Der gik lidt, men Amaya vågner så utrolig stille og ser op på manden som står ved hende.. små tåre løber ned af hendes kinder og det er tydeligt at hun har ondt.. Feanor havde slået hende så hårdt at der var kommet en lang flænge på hendes kind, hvor blodet løber lige så elegant ned fra.. "..ikke.. mere.. vel? ikke.. ikke slås.." kommer det virkelig stille fra hende som hun begynder at græde.. hun er jo kun 11 år.. så at blive udsat for så stor en smerte, er jo ikke noget som er normalt.. hun lukker utrolig stille sine øjne og kan ikke stoppe med at græde og begynder at kalde på sin mor og far.. men.. hun har jo igen og de hun indser det.. at hun igen er alene begynder huhn at græde endnu meget.. "lynii.."

Amaya blev enlig lidt rolig da hun mærker en hånd på sit hoved.. dog så hun med tåre fyldte øjne hen mod den sårede Feanor.. "..nej.. vent..." klynker hun.. som hun prøver at komme på benene, men blot falder sammen og ned i alle glasskårende.. "undskyld.. ikke.. ikke gå..... undskyld.." græder hun virkelig sorgfuldt og det er tydeligt hun virkelig ikke har ønsket at skade Feanor.. hendes venstre håndled er begyndt at blive meget rødt og enlig også sort, grundet alle blødningerne inden i hendes håndled..

Glasskår falder så gar ned fra hendes ansigt som hun bliver hevet op af stå.. hun ser utrolig forviret på ham, men kan ikke lade vær med at smile, skønt der løber blod ned af hendes ansigt.. "mm.. j.. ja.. det tror jeg.." kommer det utrolig stille fra hende som hun prøver at tørre nogle tåre væk, dog blev hun noget overrasket da han begynder at hive afsted på hende, men hun fuldte blot med, hun tør nemlig ikke andet..

//out

En kold vind gled ind i krostuen da den tunge trædør gik op med den velkendte, langtrukne knirken. Det var en af de få lyde der for alvor fik Renatika til at føle sig hjemme og i sikkerhed, til trods for at Krystallandets mest populære kro ikke altid var det roligste sted at være. Men det var her hun havde brugt uendelige timer lige siden hun var tolv år og på egen hånd for første gang, og på den måde havde værtstedet vel møvet sig ind på en særlig plads i hendes hjerte. Også selvom man ofte måtte presse sig helt ind i et hjørne for at undgå slåskampe og perverse drukkenbolte.
Den halvstore pige lod vanedannet de forskelligfarvede øjne spejde rundt i rummet før hun trådte ind. Kroen var hovedsageligt befolket af de lokale fra Tusmørkeskoven der kom for at slappe af efter en endt arbejdsdag eller bare forsøgte at komme lidt væk fra plagsomme børn og deres bedre halvdel. Der var en del folk, hvilket ikke var overraskende når man tog tidspunkt og årstid i betragtning, men et vakkelvornt bord ved vinduet var stadig ledigt.
Renatika sikrede sig kort at Charles stadig var med, trak halstørklæde og jakke tættere omkring sig og stred igennem larmen af snakkende og leende mennesker og lugten af mad og mjød, alt imens hun ignorerede den irriterede knurren fra et par stamgæster der genkendte hende. Hun undlod at hvæse tilbage. Det ville nok ikke have gjort det bedste indtryk på ham der skulle betale hendes aftensmad.
Bordet havde ikke den bedste placering, efter hendes mening. Trods et ihærdigt forsøg på at skubbe stolen helt ind til væggen følte hun stadig sig blottet og åben, og et mut udtryk spillede diskret hen over hendes ansigt. Nå. I det mindste var det bedre end at sidde på gulvet.
Hun lod hænderne tø op i et par sekunder før hun forsigtigt trak de slidte handsker af og inspicerede skaderne fra byggearbejdet, rynkede lidt på næsen over den store mængde rifter og sår der var blevet påført dem af træsplinter og glasskår. Det ville uden tvivl begynde at svie af helvede til lige om lidt.

Charles træder ind kort efter Tessa og masserer kort sit frosne ansigt.
Han kigger på sine hænder og tænker sig, at sårene snart ville være væk. Han går op til krofatter og bestiller to gange aftensmad og to krus øl ned til bordet. Derefter sætter han sig ved bordet overfor Tessa.
Han giver Tessa øllen og kigger stille på hende. Han tager en tår af øllen og spøger "Nå, Tessa. Hvor kommer du fra?"

Renatika har svært ved ikke at kaste sig grådigt over mad og øl som en anden hund, men formår at beherske sig. Sådan da. Så snart hendes portion bliver sat på bordet griber hun ud efter den og fortærer hurtigt et par bidder, men hun undgår da at sprede det ud over det hele. Det tager hende et par sekunder med ivrig tyggen og drikken før hun tager sig sammen til at overveje Charles’ spørgsmål.
”Mrm. Oprindeligt fra Norden,” afslører hun efter lidt betænkningstid. Det kan vel ikke skade at fortælle det, det er trods alt år siden hun var der sidst. Tusmørkedalen er det nordligste hun har været siden hun var … hvad, elleve år? Ti? ” – hvor jeg boede med min far,” afslutter hun.
Det var nu ikke så slemt. At bo deroppe, kommer hun til at tænke. På mange måde bedre end at rende rundt hernede i gaderne blandt udskud og ukrudt, men i sidste ende blev det for farligt. Han var ikke aggressiv, hendes far. Men alligevel var hun bange for at dø i hans nærvær.
”Men jeg har ikke været der i mange år,” siger hun, tager en slurk af øllen og lader den varme væske indfinde sig i hendes krop med lukkede øjne og et tilfredst smil. Sårene på fingerspidserne begynder så småt at gøre ondt, men hun er ligeglad.
Kunne hun gøre det om var hun nok blevet, må hun indrømme. Det kan godt være at man var i fare for at dø af indelukkethed i den lille hytte, men her nede i byens mørkere kvarterer er man i fare for at rent faktisk dø sådan rigtigt. Med blod og det hele.
”Hvad med Dem? Har De boet her længe?” spørger hun, ligesom for at dreje samtalen over på et marginalt andet emne. Betydende noget der ikke handler om hende.

Charles kradser sig i håret. Han følte, at hun kneb udenom, men dog uden løgn. Så længe hun talte sandt, kunne han jo ikke blive vred. Han smiler igen og svarer "Jeg kommer fra landsbyen i Medanien. Men har ikke været der i.... 30 år? Deromkring."
Charles hostede. Kulden gjorde ikke hans ellers ringe helbred bedere. "Som du opdagede, bor jeg henne i byen. Jeg blev træt af at være i bygarden, så jeg flyttede herop for at løbe diplomatiske ærinder." Han tog et par bidder af maden og en stor slurk øl. Varmen fra drikken gjorde ham godt. Det var et godt stykke tid siden, han sidst havde spist på kroen, for han plejer at lave egen mad.
Han tørrer sig om munden, og kigger på Tessa; "Du behøver ikke spise pænt for min skyld. Jeg kan godt se, du ikke har fået mad længe. Bare spis løs."

Tredve år. Tredve år er længe. Meget længere end fem. Hun forsøger at regne ud hvor mange gange længere det er, opgiver og vender sultent tilbage til sin mad.
Alligevel. Så vidt hun kan bedømme må Charles være mindst tres år, hvilket er mere end de fleste kan sige … de fleste mennesker, i det mindste. For et øjeblik forsøger hun at forestille sig hvordan hun vil være i en alder af tres, men bliver med ét ubehageligt klar over at chancen for at hun overhovedet vil være i live på det tidspunkt er små. I hvert fald hvis Krystallandet bliver ved med at være i den her tilstand, og det tyder ikke ligefrem på at det vil ændre sig lige foreløbig.
Skuttende ryster hun det af sig igen. Måske vil hun ikke være i live om tredve, femten, seks år, men hun har trods alt klaret sig indtil videre. Folk der er yngre end hende dør hele tiden, og ikke kun hjemløse. Hun skal nok klare sig. Hun kan passe på sig selv.
Og hvis folk bliver ved med at give hende mad for relativt nemme opgaver skal det nok gå.
Da Charles nævner bygarden stivner hun, og i et kort øjeblik er blodet frossent i hendes årer. Få ting kan overraske hende efterhånden, men hun havde alligevel ikke forestillet sig at skulle spise middag med en gammel byvagt. Det er ikke ligefrem et godt forhold hun har til de personer, for at sige det mildt. Nærmest som på kommando begynder gamle blå mærker på hendes ryg at genere.
Men så igen, det er de færreste folk hun har et godt forhold til.
”Ah,” mumler hun mellem to bidder, ”Diplomatiske ærinder?”
Dét lød alligevel interessant. Diplomati mellem lyset og mørket? Nej, det var nok alligevel for usandsynligt, hvor praktisk det ellers ville være. Diplomati mellem racer, muligvis?
"Du behøver ikke spise pænt for min skyld. Jeg kan godt se, du ikke har fået mad længe. Bare spis løs."
Hun giver et skævt smil fra sig. Sædvanen er at folk ikke køber mad til én igen hvis man ikke opfører sig blot en anelse præsentabelt, og efter flere års øvelse har Renatika samlet et sæt fine manerer op. I hvert fald over for de rigtige personer. Men når han ligefrem giver hende lov …
Pigen tager tilfredst lidt større bidder.

Charles holder lige så stille øje med hende, mens han taer de næste par bidder. Han lagde mærke til hendes reaktion, da han nævnte bygarden. Han smilte svagt. Hun havde tilsyneladende aldrig haft et godt forhold til dem, men... hvem kan bebrejde hende?
Han vidste selv, at de ikke var særlig rare, at have med at gøre.
Men i det mindste var hun høflig og ærlig. Han tygger langsomt på en bid, sluger og siger; " Jeg forsøgte både mellem racer og godheden og ondskaben, hvilket jeg stadig gør, da jeg er træt af den gamle krig, der altid har hærget mellem dem." Han nikker til sine egne ord. Han er ærgelig over krigen, da han mener, at det koster for mange liv. Han smiler og koncentrer sig igen om maden.

Hun forsøger at smile venligt, men det lykkes vist ikke rigtigt.
Krigen behøves han ikke fortælle hende om, den er en del af Krystallandet hun har stiftet bekendtskab med for længst. Gentagende gange. På forskellige måder. Hun vipper lidt med benet og bider tænderne hårdt sammen da en stikkende smerte skyder op igennem det ødelagte knæ. Sidste gang var særdeles slem. Hun begynder ærlig talt at blive en anelse nervøs.
Uvilkårligt kommer hun til at tænke på Lucifer. Han bor her i nærheden. Boede. Han er vel egentlig hjemløs igen, nu. Hvilket må være delvist hendes skyld. I et øjeblik stirrer hun vredt ned i sin halvspiste mad. Han kunne bare have ladet være med at rode sig ud i alt det lort, kunne han. Det var ikke hendes skyld.
Hun tøver lidt. Tager en ekstra bid.
”Det … er der mange der er enig med Dem i,” nøjes hun med at sige, tager kruset til bunden og bunder det sidste af den varme alkohol. Øllet beroliger hende, men ikke nok til at føle sig helt tryg. For at være ærlig er hun i en endnu værre situation end for få måneder siden. I det mindste var hendes værste fjender dengang et par Mørkets Krigere, en håndfuld byvagter og nogle beskidte kriminelle, men selvfølgelig skulle Lucifer sørge for at Morgoth kom på nakken af hende. Og ham. Og nu hvor han sad på tronen … Hun har muligvis et problem.
”Eh,” mumler hun, glemmer hvad hun havde tænkt sig at sige og holder mund igen.

(brb, spise)

Charles kigger undersøgende på hende. Hun virker, som om hun havde det dårligt eller var nervøs, på ham. Han lægger bestikket på bordet, sætter albuerne på bordkanten og folder hænderne, mens han støtter hovedet til dem.
"Hvorfor er du nervøs? Jeg vil dig jo ikke noget. Hvis jeg ville, havde jeg gjort noget for længst. Det må du forstå." Han følte sig lidt vred, ved at hun ikke var tryg. Han havde jo ikke gjort noget? Men, det kunne han ikke gøre for. Hun var jo også stik-i-rend-pige, så hun havde det nok svært ved andre og ved venlighed.