Davien var på vej hen ind i kroen da 2 fyre blev smidt ud af kromutteren, og Davien kunne ikke lade være med at grine lidt, hvilket irriterede de 2 fyrer, nok til at de gik helt hen til Davien, og den ene af dem skubbede til ham, eller han prøvede det ihvertfald, men Davien rørte sig ikke ud af stedet, så de besluttede sig for at tage hjem.
Davien gik roligt ind ad døren og kiggede sig omkring, der var særdeles travlt idag, ihvertfald fra hvad han havde oplevet. Folk der var alt for fulde til deres eget bedste skvattede rundt og en faldt direkte imod Davien, som dog greb fyren og stillede ham på plads, hvilket åbenbart var det samme som at have trukket ham ned, så nu stod denne fyr og truede nu Davien med at give ham tæsk, manden valgte også at slå ud efter Davien, hvilket Davien med lethed undgik, "stop det her inden jeg smider dig ud" Sagde Davien og kiggede hårdt på manden, som dog ikke fattede en pæn hentydning og slog igen ud efter Davien. Davien tog ham i kraven og træk ham hen til døren for derefter at smide ham med hovedet først ud, og det virkede for manden kom ikke ind igen. Davien kæmpede sig igen vej igennem massen af folk og satte sig ned ved baren.

Diandra serverede fraværende det ene krus øl efter det andet. Der kunne snart ikke være flere rav- og jade-stykker nede i hendes lille kasse, men det var der ikke noget gøre ved. En mand havde fanget hendes opmærksomhed. Ikke på grund af udseende, der vel på sin måde var sært nok i sig selv, men fordi han ikke var fuld. Så smed han en af hendes gæster ud. Hun rynkede brynene, en hjælpende hånd skadede skam ikke, men hun foretrak selv at sørge for udsmidningerne - mest fordi hun ikke var nødt til at sparker folk ud bogstaveligt. Hun behøvede kun at sige et par ord og så forlod de kroen. I deres fordrukne tilstand, var deres sind utroligt nemt at styre. Men de kom altid igen. Hun var lidt nervøs for, at den hårdere behandling ville give hende færre kunder. Jeg må sige et eller andet til ham... Han skal ligesom alle andre være klar over, hvem der bestemmer her. Tankerne skulle forstås på den måde, at hun krævede en hvis respekt fra sine gæster, som enhver anden vært ville gøre.

Køen ved disken var efter hånden blevet skåret ned til en enkelt mand, der hurtigt tog sin øl og forsvandt, da Davien dukkede op. Om det var på grund af Damien, eller om det bare var fordi, han ikke havde mere at gøre ved disken, var svært at sige. Diandra gik ud bag ved og hentede en ny bakke fyldt med glas, der stadig dryppede efter opvasken. Hun tog en hviskestykke, der var stoppet ned i kanten af hendes forklæde, og begyndte at tørre glassene af et efter et.
"Hvad kan jeg byde herren på," spurgte hun lettere fraværende og en smule træt, men med et lille høfligt smil - noget hun havde fremtvunget. At smile lå ikke rigtigt i hendes natur, selvom hun godt kunne være glad alligevel.

Davien satte sig roligt ned ved bordet, som nu var hans helt alene, den eneste ud over ham havde netop forladt bordet idet Davien satte sig og, hvilket egentligt var helt fint for ham, han ville bare have et glas at drikke og måske et værelse, vejret var dog stadig temmelig fint så han kunne sagtens sove udenfor hvis han gad, men han vidste det ikke rigtig endnu. Lugten af alkohol var meget kraftig og det var faktisk ligefør at Davien fik det dårligt, men heldigvis kun ligefør. "bare et glas vand tak" Sagde Davien og gengældte hendes smil, han vendte sig om og studerede folkene her omkring, sidste gang han havde været her havde der også været en flok idioter til at irritere ham, hvilket det dog lod til at der ikke var nogen der gad gøre idag, det kunne jo også have noget at gøre med at han lige havde smidt en temmelig stor fyr med røven først ud, hvilket nok også var grunden til at de 2 næste kunder som kom satte sig så langt som overhovedet muligt væk fra Davien, igen glædede det ham og han smilede til kromutteren "der er da noget travlt idag hva? har i overhovedet nogen værelse tilbage?" spurgte han pænt og roligt hende og smilede med øjnene lukkede.

Hun fyldte et nypuset glas med vand og rakte det til Davien med en enkelt kommentar om, at det var gratis. Ligesom Davien lagde hun også mærke til gæsternes tilbagetrukkenhed. Hun var bare ikke særligt tilfreds med det. Hvis folk ikke kom og købte noget, bare fordi den nytilkomne skræmte dem lidt, var det ikke sårligt godt for forretningen.

Hendes opmærksomhed flakkede tilbage til Davien. "Ja, vi har et par stykker hvis du er interesseret..." sagde hun tilpas venligt og begyndte igen at pudse glas - hun var nået halvvejs igennem nu - mens hun så vurderende på ham. "Forresten; jeg ville foretrække, hvis De lod mig om at smide gæster ud," sagde hun løst og uden egentligt at lyde irettesættende.
Glas efter glas blev sat aftøret og skinende ned på bordet, hvilket kunne virke lettere distraherende, men ikke for Diandra. Det var noget, hun efterhånden gjorde med venstre hånd, som man siger. Egentlig trist at jeg bruger så lang tid på noget så kedeligt...

Davien tog imod glasset og smilede idet han takkede og tog en lille tår, hvorefter han ihærdigt lyttede til hende, han var stadig ikke helt sikker på hvorvidt han ville blive, men ikke desto mindre var muligheden nu åben for ham, og det var da altid dejligt.
Davien forstod ikke helt hvad problemet var med at han havde smidt den idiot ud, "ehm... undskyld jeg siger det men den spade slog ud efter mig først, og du gjorde jo ikke rigtig noget ved det, så jeg forsvarede mig, og jeg tænkte at du nok ikke ville have slåskampe her i kroen, men næste gang klapper jeg ham da bare en på stedet, det er også lettere" Sagde Davien og smilede til hende, selvom han stadig ikke forstod hvorfor hun faldt det irriterende at han smed en ballademager som ham ud. "forresten er det der ikke vanvittig trivielt?" Spurgte Davien og hentydede til glassene.

Hun lyttede til han var færdig og stilte det sidste aftørrede glas fra sig på bakken. Så lænede hun sig let ind over bordet og støttede på Albuerne. "De gav mig ikke mulighed for at smide ham ud," svarede hun bare roligt og lod fingrene tromme en gang på bordet, mens hun så ud til at tænke over et eller andet. Så så hun og forsatte: "Du har sådan set ret i, at jeg ikke vil have slåskampe i min kro... Men jeg giver ikke mine gæster et spark i røven og skræmmer dem væk. Det er ikke særligt godt for forretningen, hvis de ikke kommer tilbage." Hun kunne godt forestille sig, han ville påstå, han ikke skræmte nogen, men hun så ingen grund til at argumentere mod noget, der ikke var blevet sagt.

Kommentaren om glassene fik hende til at smile et sjællent smil omend det kun var i den ene mundvig og meget svagt. "I høj grad, men nogen skal jo gøre det... og den nogen er så på en eller anden måde endt med at blive mig." Hun vendte et øjeblik opmærksomheden mod en gæst, der havde vovet sig op efter en krus øl. Så vendte hun opmærksomheden tilbage til Davien. Hun havde igen det undersøgende blik i sine øjne. "Hvad laver du egentlig her?" spørger hun så. Egentlig et underligt spørgsmål; det var hun godt klar over, men ikke desto mindre temmeligt interessant. Han drikke åbenbart ikke... Og han kommer her åbenbart heller ikke for selskab. Det var egentlig ikke fordi, hun havde noget imod de ting. Hun foretrak faktisk de gæster, der kom efter et værelse, alene, uden at være døddrukne. De var som regel nemme og interessante at snakke med.

nu var det hans tid til at side stille og roligt og lytte til hvad hun havde at sige, og ja hun havde jo egentlig ret, men så igen skulle han bare havde stået og lade en eller anden idiot stå og slå ud efter ham? aldrig i livet, den slags ville han simpelthen ikke finde sig i, men det var hendes kro så det måtte han bare finde sig i. "ja okay, jeg burde bare have ladet ham slå sig selv træt, chancen for at han overhovedet ville ramme mig var alligevel ikke eksisterende Sagde Davien lettere undskyldende og smilede og håbede på at hun ville godtage den, hun virkede trosalt temmelig flink, og selv om det ikke var selvskab han decideret søgte ville det heller ikke gøre noget.
Han stirrede igen på den monotone aftøring af glassene og kunne slet ikke forestille sig at gøre det hver eneste dag, og han var ellers også selv lidt af et vanedyr og startede hver eneste morgen på den samme måde, "Jeg leder bare efter en mand som jeg har hørt skulle være her, men det fra hvad jeg har hørt er jeg blevet ledt på afveje, så lige nu er jeg her bare og laver lidt arbejde rundt omkring for kost og logi, og hvis jeg er heldig får jeg lidt mønt oveni" Sagde Davien og smilede til hende.

Hun nikkede bare. Undskyldningen var godtaget. Hun var ikke typen der bar nag og da slet ikke over en bagatel som denne. Hun var nu ikke helt sikker på, om han var fuldstændigt enig med hende, men det kunne nu også være lige meget, når bare han fulgte hendes regler i hendes kro.
En mand... Hun smilede lidt og så rundt i kroen - der sjovt nok var fyldt med mænd. Ja, det indskrænker jo søgefeltet en del. Så blev tankerne lidt mere alvorlige. Hun ville egentlig gerne hjælpe, men kun hun hvis hun kunne acceptere, hvad hun hjalp med. Hvis manden var snigmorder eller noget lignende og mordet altså var ligegyldigt, ville hun absolut ikke hjælpe. Faktisk var der stor chance for, han ville blive sendt ud ad kroen. Diandra havde dog en fornemmelse af, at hun ville få problemer med at bruge sin evne på ham. Han lod ikke til at være særligt viljesvag.
"Hvorfor søger du denne mand?" spurgte hun og så indgående på Davien.

han gengældte hendes smil, og regnede slet ikke med at hun kunne hjælpe, han havde spurgt sig rundt og det lod til at den mand han havde fået at vide var her, slet ikke eksisterede, men det var der jo intet at gøre ved. Men hvorfor ville hun gerne vide det? han havde jo ikke spurgt om hendes hjælp, men det var der jo ikke noget at gøre ved. "Jeg havde bare fået at vide at der levede en kampsportsekspert her i området, men det lader til en eller anden idiot, har løbet om hjørne med mig" Sagde Davien og smilede til hende, og tømte resten af indholdet i sit glas.
"så jeg overnatter her en nat mere og tager nok tilbage til storbyen i morgen" Sagde han og smilede endnu en gang, "forresten hvis du har noget arbejde, må du endelig sige til vil gerne give en hånd med hvis det er" Sagde Davien.

Hun bed sig i læben og så ud til at gennemrode hele sit kartotek af krogæster. Det var vokset betragteligt siden hun startede på sit arbejde, så det tog sin tid, før hun åbnede munden.
"Tja... Jeg kan kun komme i tanker om en. Hans navn er Yumikasake. Han kommer her sjællent, så jeg kender ham kun af navn, men smeder gode våben og så vidt jeg har hørt, er han også dygtig til kampsport og lærer af og til nogen op. Jeg må bede dig ikke at hænge mig op på det." Hun så rundt i kroen som om manden skulle komme ind som ved et trylleslag, men det var naturligvis ikke tilfældet. Dog stod der et par stykker ved disken og ventede på betjening. Folk havde åbenbart efterhånden vendet sig til eller helt glemt Daviens tilstedeværelse. Inden hun vendte tilbage til ham, snappede hun en nøgle fra nøglebrættet på væggen. "Vær så artig." Hun hold t en lille pause. "Hvis du gerne vil have et job, så er du velkommen," sagde hun, mens et lille drillende, bedrevidende smil tonede frem i hendes øjne og den ene mundvig, "men det er ikke ligefrem et job for en mand."

Davien grinte lidt, lige som alle andre han havde talt med dette om misforstod hun lidt hans intentioner, han ville jo ikke optages som elev, "ham jeg leder efter burde ikke have noget med våben at gøre overhovedet, og så optager han heller ikke elever, desuden leder jeg ikke efter ham for at blive hans elev, chancen for at han kan lære mig noget er minimal, jeg vil udfordre ham og kæmpe imod ham" Sagde Davien som om det var det mest normale at gøre og tog pænt imod den nøgle som han blev givet, han kiggede sig omkring og så at der lige så stille var begyndt at komme flere mennesker hen til baren, og det var da egentlig lidt godt at folk ikke længere følte sig intimideret af ham, på den anden side kunne det også betyde at der kunne komme problemer igen, men selv om det så skete ville chancen for at Davien ikke kunne smide dem direkte ud minimal. "Jeg er egentlig ligeglad med hvilken slags arbejde det er" Sagde Davien og smilte til hende.

"I så fald bør du nok opsøge nogle af mørkets krigere. Jeg skulle mene, at mindst en af dem skulle være i stand til at give dig en udfordring," sagde hun med en smule foragt at spore i stemmen. Hun brød sig ikke meget om mørkets tilhængere. Ikke fordi de holdt med Mærkets Lord, men fordi mange af dem gjorde det til en hobby at gøre folk fortræd uden en ordentlig forklaring. Og så ville det jo være fint, hvis nogen kunne give dem en lille lærestreg.
Hendes opmærksomhed fandt tilbage til Davien. "Men okay, hvis du så gerne vil have et job... Det består hovedsageligt i rengøring af hele hytten," sagde hun og gjorde en kort håndbevægelse mod rummet. "Både oppe og nede og helst grundigt... Du kommer nok også til at rende med øl og hvad folk ellers bestiller og lave noget med." Hun tænkte lidt. "Det med madlavningen kræver naturligvis, du kan finde ud af det." For første gang - mens de havde talt sammen i hvert fald - smile hun rigtigt. Det var ikke nogen stor sensation, men det understregede en ændring i hendes humør. Stress påvirkede hende meget lidt, men dog nok til at holde hendes humør nede. Nu hvor det var ved at blive sent, tyndede det ud i gæsterne, og kroen var dermed blevet mindre travl. Hun kunne både se og mærke det på, at der ikke havde været nogen og bede og noget i et pænt stykke tid. Det er meget godt med gæster, men det kan også blive for meget af det gode.

Davien stod og tænkte lidt over hvad hun havde sagt, og når alt kom til alt så var der bestemt et par af dem som fortjente at få brækket en arm eller to. "problemet med at slås mod dem er at de næsten alle sammen kæmper uden nogen form for ære, de vil stikke dig i ryggen til hver en tid, og en sådan kamp får man intet ud af" Sagde Davien, sådanne mennesker var ikke værd at slås imod, det var kun af nødvendighed at han ville tage en kamp imod dem op, ikke for at lære.
Davien glædede sig over at han i det mindste nu havde et arbejde, men nu var han dog nød til at finde ud af hvad han faktisk fik, ikke at det betød særlig meget, det var bare godt at få sat den slags på plads fra starten af så der ikke kom nogle misforståelser senere, "Altså jeg kan godt lave mad, i et hvis omfang, jeg har altid lavet mit eget mad ude i naturen, men jeg ved ikke rigtig hvad i forventer, jeg kan sagtens stege kød og lign. men egentlig er jeg temmelig ligeglad med hvad jeg skal lave, arbejde er arbejde. Men bare lige for at få det overstået hvad er betalingen så? Jeg forventer ikke så meget, kost, logi og måske en lille smule mønt, men det er egentlig op til dig, hvis det bare er for idag og i morgen er kost og logi mere end helt fint, du kan så vælge om du vil belønne mig for godt arbejde, men som sagt er det op til dig" Sagde Davien og smilte, materialisme havde aldrig styret ham, han arbejde kun for at skaffe lige netop det nødvendige.

"Du kan få kost og logi... og drikkepenge, hvis du skulle få nogen," svarede hun med et smil. "Men jeg vil lige se dig an, før jeg giver dig løn, så foreløbig kan vi godt sige et par dage." Uden at bevæge hovedet lod hun igen et blik glide rundt i kroen for at tjekke, om man havde brug for hende. det var heldigvis ikke tilfældet. "Men det ser ud til du kan holde fri i aften... Der er ikke meget mere, du kan gøre i dag. jeg går ud og tager opvasken," raporterede hun hvorefter, hun gik mod køkkenet. Hun stoppede et kort øjeblik i døren for at give en sidste besked til hendes nye kromedhjælper. "Jeg forventer, du er oppe kl. 6 i morgen." Så forsvandt hun gennem den svingende trædør ud til opvasken i køkkenet.

//out

Davien smilte til til hende og tog imod nøglen hvorefter han med det samme gik op for at lægge sig til at sove, der gik heller ikke lang tid efter han havde lagt sig i sin varme og behagelige seng før søvnen faldt over ham. //out

Kvakket, der havde fulgtes med Silvia, kom glad hoppende ind af krodøren. Hun var hoppet lidt i forvejen af Silvia, og kom derfor først ind.
Hun kiggede rundt, og opdagede, at der ikke var, så mange mennesker som der havde været de få gange, som hun havde været her. Men hun var lidt ligeglad, hun havde en at snakke med, og det var godt nok for hende.
Kvakket kiggede sig lidt mere rundt i rummet, men vendte hurtig blikket bagud, for at se hvornår Silvia kom ind.

Silvia gik ind i krostuen, med et par rolige afslappede skridt. Hun kastede et blik på den hoppende Kvakket, inden hun kastede blikket rundt omkring i krostuen. Der var ikke særlig mange, men det havde Silvia ikke noget imod. Få eller mange gjorde ikke den store forskel.
Silvia havde en brun kappe omkring sig, hvilket gjorde det svært for andre at se hun var fra havfolket. Håret havde hun sat op i en knold, så det lange mørkeblå hår ikke generede.
Hun stalte sig ved siden af Kvakket og lagde blidt en hånd på hendes skulder. "Vil du have noget?" spurgte hun, med et nik mod disken. Hun følte sin venlige side komme frem, når hun var sammen med Kvakket. Der var noget ved hende, men helt hvad det var, vidste hun ikke. Måske var det hendes uskyldighed eller hendes gode humør, der altid syntes at være højt. I hvert fald var Kvakket nu en hun holdte af og en hun nok ville tilbringe mere tid sammen med, end nogen anden på landjorden.

Kvakket kiggede forbløffet op på Silvia, da hun spurgte om hun ville have noget.
"Jeg vil da gerne have noget mad," sagde Kvakket så grinende, efter hun havde kigget forbløffet på Silvia. "Men jeg har ingen idé om, hvad de sælger herinde. Jeg har kun været herinde et par gange med Artemis."
Kvakket pillede kort ved sit grønne hår, som var umuligt at få redt ud, så Kvakket gad ikke rigtig røre så meget ved det, selvom hun godt kunne tænke sig, at det blev redt igen, men hun kunne godt leve med at det var uglet.

Uvejret udenfor var ved at tage til. Sneen dalede ned mod jorden i en vældig hast, da vinden tvang det ned med sin kraft. Sneen havde allerede på få timer lagt sig op mod krostuens væg og trak sig videre op mod vinduerne. Det var som om at sneen ikke havde i sinde om at forsvinde lige foreløbig, for vejret havde næsten ikke præsteret andet end at spytte sne ned fra himlen. De mørke sneskyer hang tungt over himlen denne aften og det havde de gjort hele dagen.
Samson havde været ude og færdes omkring. Han skulle ikke bare ligge derhjemme og dase den. På den måde fik man jo ikke sine egne informationer. Selvfølgelig kunne han sende nogen, men det var ikke lige sagen altid, for han vidste ikke hvilke oplysninger han var ude efter lige denne aften.
Samson gik ned af den smalle vej mod kroens hyggelige lys som ud fra de små vinduer. Sneen havde endnu ikke dækket dem helt til, så der var stadig lidt at se ind af.
Han var kun iført sin kappe med bandelogoet bagpå som altid. Støvler, bukser og hat bar han selvfølgelig også, men han havde undladt at tage noget på sin overkrop. Som altid, kunne han lide at vise sin overdrevene pumpede krop frem for omverdenen. Men det var ikke fordi at han frøs.
Han kom hen til kroens tunge trædør og skubbede den op. Han trådte ind i krostuen og hans støvlers hæle gav genlyd på trægulvet. Han så sig kort omkring i krostuen.

*Ikke den helt store forsamling*

Samson lukkede døren efter sig med et lidt højere smæld. Nu var han ankommet!
Han trådte ind, skubbede kappens sider lidt til side fra hans overarme så de var tydelige at se.
Han placerede sig ved et bord lidt ude i siden, men heller ikke ovre i den fjerneste krog af krostuen. På den måde kunne han opservere, men samtidig ikke gemme sig.

Kort efter at døren er smækket i efter muskelbundet og sneen er forsvundet bag en lukket dag, dukker en ny skikkelse op ved kroens indgang. En ung mand, pæn i tøjet, iført en mørkeblå strikvest med en nyvasket skjorte indenunder, mørkegrå posebukser, også af uld, og noget der kunne ligne benvarmere men har samme farve som bukserne. Op af hans brystlomme titter endda et lille, forguldet lommeur. Og nå ja. Men til trods for at dette tøj er ganske fint og yndigt er det nok ikke det første man lægger mærke til når man ser ham. Han er trods alt halvt leguan og alt hvad der dertil hører. Da fyren træder et skridt dybere ind i kroen, med tæerne der forresten er bare, grønne og med kløer, kan man også pludselig se halen som han slæber efter sig.

Étienne træder muntert imod desken, men før han sætter sig ser han sig kort omkring. Bare lige for at vide hvilke typer der mon er at finde på kroen, sådan en snefyldt aften som denne. Étienne får først øje på en flok unge, letpåklædte damer i hjørnet, der alle ser noget snalrede ud. Han smiler blot kort til dem, overser deres grimasser til ham, for derefter at vende opmærksomheden mod en ung mand der sidder alene i et hjørne. Sammenkrummet og med et noget melankolsk blik. Leguanfyren får ikke videre gjort sig nogle tanker om hvad der mon er hændt ham, før han ikke langt fra sig får øje på en... Stor mand. Ufattelige muskler han har sig dér. Étienne har aldrig set noget lignende og må gribe sig selv i at stirre. Han vender dog snart hovedet væk fra muskelbundtet. Han ved hvordan det er at blive stirret på. Ja, det er han så vandt til. Så Étienne tvinger sit blik til at flakke lidt tilfældigt rundt. Så kan man jo alligevel godt få et strejf af denne usædvanlige mand.

Étienne smiler til én af kropigerne får at få hendes opmærksomhed. Hun sender ham et forundret blik før hun professionelt tilføjer ”Skulle det være noget?”
Étienne nikker venligt og beder pænt om et glas vin. Og tilføjer et ”Bare deres bedste årgang”
Kropigen finder ham hurtigt et glas vin og Étienne skvulper det lidt rundt i glasset før han tager en slurk. Det er noget der varmer!