Lee fulgte opmærksomt med, og krængede underlæben nedad.
"Det ser..." 'Nemt ud' var hun ved at sige, men da hun så sad der og overvejede hvordan hun skulle få krogen ud, var det vidst ikke helt ordene.
"... Jeg TROR jeg kan klare det." Sagde hun så, og svingede let fra side til side med fiskestangen. Det var så hyggeligt. De to, fiskestangen og regnen. Bare herligt.
"Jeg vil se om jeg kan leve op til dine krav, pindsvinedreng." Sagde hun, og fumlede lidt med snøren. Første gang hun kastede den røg den mere op end ud, og hun var ikke tilfreds. Sådan gjorde hun 4 gange, inden hun synes at hun mestrede det godt nok, og var tilfreds med sit kast.
"Det er jo besværligt det her." udbrød hun lavt, og bed sig i læben. Det ville nok blive svært for hende at tålmodgihed til det her, men når hun tænkte nærmere over det, måtte hun se på det som om at hun lå på lur. Det kunne hun snildt gøre i flere timer, hvis hun da fik noget ud af det.
"... De fisk er langsomme i optrækket." bemærkede hun, da hun fik halet krogen 'i 'land', uden bid. Hun havde nok ikke ligefrem håbet på at få bid første gang, men stadigvæk.
Hun kastede ud, men var igen ikke tilfreds. Anden gang hun forsøgte, gled fiskestangen i hendes hænder og hun nåede lige akkurat at gribe den med benene.
"Hovsa. Den er jo levende." Hun bøjede sig frem og fik endelig fat i fiskestangen. Hun sendte den et lettere tvært blik, for at få den til at makke ret, og kastede så ud igen. Den her gang var hun tilfreds. Hun tvivlede da i hvert fald på, at det ville blive bedre.

Ray lænede sig tilbage og studerede hende i sin kamp. Han smilte blot. Han hørte alt hvad hun sagde, men han orkede faktisk ikke at svare på det. Hans hånd gjorde lidt ondt, men det var til at overleve. Han betragtede roligt Leara. Ganske roligt. Smilende.
Efter lang tids tavshed, rettede han sig op.
"Du? Du kommer altså ikke til at fange noget når du larmer sådan." påpegde han og gav hende et blidt puf. "Man skal være helt stille, shh", han holdt en finger op foran sine læber, "og ved du hvad ellers?" han holdt en pause, før han forsatte, "... Man skal også have madding på krogen."
Så lænede han sig tilbage igen og smilte for sig selv. "Enten skal der madding på, ellers så skal du være meget tålmodig."
Han så op i himlen og missede med øjnene. Regnen trommede på vandet. Ud over Learas og hans eget åndedrag, så kunne man kun høre regnens trommen. Havet brugesede ikke. Vinden peb ikke. Det var somom hele verden stod stille. Borset lige fra regnen, der stadig mindede dem om at de var i live.
Han så igen på Leara.
"Nu bliver du ikke kold, vel?" spurgte han hende. Det ville jo ikke være godt hvis hun blev syg, fordi han så gerne ville lære hende at fiske. Han rettede sig op og så ned i vandet. Han fulgte derefter snøren ud i vandet, hvor Leara havde kastet den ud. "Du kaster alligevel langt. Imponerende."

( jeg vil bade nu ... )

"Madding? Det kunne du godt have nævnt lidt før..." muggede hun da hun trak snøren ind igen. Tålmodighed var ikke lige hendes side.
hun prøvede et par gange, og havde lige kastet den ud da Ray talte igen. Hun rystede bare på hovedet.
"Nejnej." svarede hun bare, selvom det ikke var helt sandt. Hendes fingre og tæer var iskolde, men hun gad ikke at lade sig gå på af det. Og hvis hun ikke gad at tage sig af det, hvad nytte var så hvis Ray begyndte på det?
"Fryser DU?" hun talte lavt, i et forsøg på at imødekomme hans rettelse om at man skulle være stille. Et eller andet sted havde hun ellers altid troet, at fisk ikke kunne høre noget. Så smilede hun.
"Tak. Jeg tror nu mest at det er held..."

OOC: Gå glad i bad, nananananaaah.. *nynne*
btw, jeg bliver nødt til at lukke klokken 12... skolen imorgen bliver hård >_<

... Uuuuuh...
koooooort indlæg of doom... :o

( Jeg bader ... I lang tid... )

Ray betragtede hende indgående. Han smilte bare da hun muggede om maddingen. Han betragtede hende, imens hun ihærdigt forsøgte at fange en fisk eller to. Hun var vældig underholdende at se på. Hun så yderst koncentreret ud. Han fulgte med i alle hendes kast og bevægelser med pinden.
"Nej jeg fryser ikke spor." sagde han ganske roligt. Han havde faktisk også en stor striktrøje på, under den hvide kittel-lignende-jakke. (Kom til at kalde den en frakke tidligere, but u know what it is! )
Han betragtede hendes tag om fiske-pinden (lol...). "Du skal holde din højre hånd lidt længere nede. Den skal holde det meste af vægten. Så skal du strække højre tommelfinger, og dér hvor tomlen ender, skal din venstre hånd være. Den skal stabilisere hele pinden, så du ikke taber den når der kommer bid."
Han betragtede hendes fingre, der havde en underlig lyserød kulør.
"Eeer du sikker på at du ikke fryser lidt?" spurgte han igen. "Dine fingre ligner små pølser."
Han tav kort og kvalte et grin.
"Skal jeg ikke holde pinden lidt, så du kan få lidt varme tilbage?" spurgte han og tog sin jakke af. Regnen ville hurtigt gøre hans strik våd og tung, men det nyttede jo ikke noget hvis Leara frøs allerede.
"Du kan måske bruge lommerne, eller noget. Eller måske bare ærmerne. Hér. Få varmen." Han lagde jakken i hendes skød, imens han betragtede hende opmærksomt.

OOC: ja du gør xD og undskyld for ventetiden, blev smidt i seng og måtte vente til mine forældre faldt i søvn til at jeg kunne komme få igen.

IC:
hun flyttede på hænderne imens han instruerede hende, og tilføjede et 'Jeg tror sgu ikke at der kommer bid' til det sidste han sagde. Hun rykkede lidt på hænderne indtil hun også selv synes at det virkede iorden.
"Sådan her?" spurgte hun, og lagde hovedet på skrå. Det var ikke sådan her hun havde lært at fiske da hun var yngre, men hendes storebror og Ray var jo heller ikke den samme type. overhovedet. Hun fnyste af påtaget fornærmelse, og rakte tunge ad ham. Det føltedes som om at hun havde gjort det pænt mange gange på bare én nat.
"Jeg tør ikke give den til dig, hvis du får bid med det samme får det mig til at se herre dum ud, det vil jeg ikke..." dog gav hun den alligevel til ham, og tog imod jakken. Hun tog den hen over maven og skuldrene, så lukningen egentlig endte på ryggen. Hun sørgede for at kappen var udenover, og så stak hun hændre igennem ærmerne.
"Det er altså kun lige fingrene, men... tak. Tak for jakken, tak for at du vil lære mig at fiske... tak for alt." Det var anden gang han lånte hende sin jakke, og hun kunne ikke lade være med at blive helt varm indeni, selvom hun frøs om fingrene.
Wauw, Lee. Imponerende... Du er aaaaaalt for blød i hans selskab. Tanken strejfede hende kort, og det var vel også rigtigt nok. Hun ændrede sig i hans selskab, men hun mente ikke at det var til noget, hun ikke var. Det var bare til den del af sig selv, der sjældent kunne se dagens lys, fordi der ikke var nogen til at se den. Det var i hvert fald en rar tanke.
"... Hvis du får bid nu, så skubber jeg dig i vandet." Det var bare for sjov, hun ville ikke skubbe ham i vandet, det var mest for at drille. Det ville altså være lidt snyd hvis det var.

Ray lo, til hendes 'trussel' med hensyn til, om han nu fik bid. Han trøstede med: "Jamen jeg holder den jo bare. Det var dit kast og din fiskestang, så æren må da gå til dig, hvis der kommer en fisk over." påpegede han og trak på skuldrene. "Desuden, hvis du skubber mig i vandet, så skræmmer du den også væk."
Han smilte roligt til hende. "Men se nu at få varmen og lad være med at takke mig." Han lød ikke bitter eller på nogen måde negativ. Han var nu glad for at hun takkede, men han følte ofte at takken var overflødigt, når det gik til ham. Han behøvede ikke rigtig at blive takket. Trods det nu var en rar ting. Så vidste man jo at man havde gjort noget godt.
Han betragtede hende ud af øjenkrogen og forsøgte at vurdere om hun måske kunne holde fiskestangen selvom hun havde ærmerne ned over hænderne.
"Prøv om du kan holde den; nu bliver jeg jo helt bange for at blive skubbet i vandet." han smålo kort og trak på skuldrene.
"Selvfølgelig hvis du ikke tør så kan jeg jo straks forstå det. Der kunne jo i realiteten komme et par hajer og trække dig ned, bare ved at jabbe lidt i linen. Og så sjask... Så blev du hajføde. Måske er det dérfor. Du gør det med vilje. Du frøs med vilje og nu er det mig der har fiskestangen. Åh nej! Jeg kan mærke hajerne! Argh, den hiver! Den er stærk! Jeg kan .. Ikke ... Holde den!"
Ray lavede bevægelser med armene, så det faktisk godt kunne ligne lidt, at han kæmpede med noget, i den anden ende af snøren. Det der afslørede ham, var nok, at netop snøren hang livløst lodret ned i vandet.
Ray sukkede.
"Den slap væk. Pokkers. Jeg ville nu ellers godt have fanget dig en haj. Du ved - nogle mænd giver kvinderne blomster, andre giver dem vin. Jeg giver dem hajer. Du ved... Det er en metafor; 'Du er en haj til dét der.' Hvad de nu end foretager sig. Det holder... Det gør det."

( Det er helt okay. Nu kan jeg jo ikke tillade mig at gå, fordi du ligefrem var nød til at sove, vågne og så hoppe på igen! :0 )

OOC: du må altså lige undskylde hvis mit indlæg fucker lidt op, men jeg er ret muggen, så kan ikke rigtig finde stemningen o.o Forestil dig at det hele er meget... gladere... <<"

IC:
"Hvis du fanger fisken, er det da din fisk?" Hun så på ham imens hun talte, og trak det ene ben op til sig før hun så ud over vandet igen. Det var længe siden hun havde været ude og svømme. Virkelig længe. Men hun orkede ikke at begynde på at svømme nu, hvor vandet var så koldt. Selvom hun ikke var så følsom på det punkt, var hun også lidt doven. Men hvis hun virkelig gad, kunne hun jo prøve.
Da han talte igen så hun op og glippede med øjnene, imens hun så på ham, lidt i tvivl om, om hun så skulle tage imod fiskestangen eller ej, men gik så ud fra at han ikke var færdig med at tale endnu. Og det var han så heller ikke.
Hun startede med bare at smile skævt, da Ray begyndte at fjolle igen. Hun prøvede at undertrykke latteren, men måtte så give op, og hun grinede for hundredesyttende gang, men det var helt fint med hende. Det var bare så underligt at være så gld og let lige pludselig, når hun plejede at være lidt mere... hvad skal man sige... tvær. Det måtte være det rigtige ord.
"Selvfølgelig gør jeg det med vilje, jeg er en af dem. Min forklædning er god, ikke?" Hun klappede hænderne op og ned hen imod ham, for at illustrere en haj. Så fortsatte han med at tale, og hun kunne ikke lade være med at smile og ryste svagt på hovedet.
"Jeg vil sgu også hellere have en haj, end blomster, kan jeg godt sige dig, for... Hey, kan fisk overhovedet høre noget?" Hun måtte lige have det helt på det rene, for de billeder hun havde set, have ikke vist nogle ører. Også var det hendes koncentrationstab der spillede ind igen.
Det fortsatte med at regne ned fra oven, hvor månen en gang imellem tittede frem imellem skyerne. Sjovt nok var der ingen vind, så man kunne ikke engang blive tørret en lille smule, men med den regn.. ville det nok ikke have hjulpet alligevel.

Rex rettede sig op og betragtede hende indgående. Han smilte for sig selv og rynkede næsen. Han rakte hende fiskestangen og insisterede på, at hun skulle tage imod den og gøre arbejdet selv.
"Du skal jo lære det, på et eller andet tidspunkt. Jeg er her jo ikke altid for dig. En dag er jeg pist væk."
Han elskede hendes latter. Den gjorde ham så glad. Så varm indeni. Så ... Lykkelig. Han lod hånden glide igennem det våde hår, for at indgå at få totterne i øjnene. Forgæves.
"Du kan beholde jakken, nu du fryser." sagde han venligt og bed sig i læben. Han rakte stadig fiskestangen imod hende og vendte blikket væk. Han så skråt over sin anden skulder (den der er længst væk fra hende). Han betragtede mørket bag dem. Regn og mørke. Og ham og Leara. Det snurrede i hans mave. Han bed sig i læben og rystede en anelse vildt på hovedet, for at få noget fornuft ind i hovedet.
"Ehem.." han rømmede sig, "Fisk kan såmænd godt høre. Du ved jo, at havfolk er en slags fiske-mennesker, og de kan jo også høre, ikke sandt? De hører faktisk bedre end os andre. De er nogle mærkelige fisk."
Han rettede sig op og rømmede sig en smule. En tanke strejdede ham.. Nej ! Stop det! Nu måtte han altså styre sig. Han skævede til Leara og rynkede næsen. Hun var alligevel ikke hans type. ... Havde han en type? Jada... Eller...

( Ingen problemer. ^^ Hvad er/var du dog muggen over ? )

OOC: skolen, tøsefnidder er noget værre noget... Men nu jeg er glad igen *dances* vores Samfundsfag- og geografilærer er noget af det sjoveste der findes xD
*killarh-post* Sowwy... Men jeg kedede mig lidt meget...

IC:
Hun tog imod fiskestangen da han fortsat ville have at hun skulle have den, og sørgede for at prøve at holde nogenlunde ordentligt inde i ærmerne. Det var lidt svært, men det lykkedes til et vist punkt.
”Det er da også forvirrende når de ikke har nogen ører man kan se.” mumlede hun, mest for sig selv.
De kunne næsten ikke være det bekendt at snyde folk på den måde. Men hun kunne vel heller ikke være det bekendt at snyde mennesker til at tro at hun var helt normal, indtil hun bed dem. Så normal som hun nu virkede, selvfølgelig.
Hun hun begyndte at vippe en smule rastløst med fødderne, hun sad sjældent stille så længe ad gangen; hendes egen erfaring havde efterhånden lært hende, at hun enten blev meget uheldig, eller også bare ville kede sig meget. Og eftersom hun langt fra kedede sig, måtte der snart ske et eller andet uheldigt.
Hun kastede igen, ventede, trak ind, kastede igen, og ventede.
Da hun ville trække snøren tilbage for at kaste ud igen, gad fiskestangen ikke at give efter, men den trak heller ikke væk, selv hvis hun lod være med at hive og slækkede grebet en smule. Så hun regnede med at krogen sad fast i et eller andet.
Hun fortsatte med at hive i ca. Et halvt minut før hun besluttede sig for at undersøge det nærmere. Det her kast havde været lidt skævt og ikke særlig langt, og var landet ved en lang række af sten og små klipper der gik ud i vandet. Hun kunne da godt gøre et forsøg. Hun var allerede gennemblødt, så en smule havvand ville ikke gøre noget.
Derfor satte hun fiskestangen imellem benene, tog forsigtigt Rays jakke af og hængte den over hans hoved med et kækt smil, lidt for at drille, og så for at den helst ikke skulle blive våd indvendig.
Så, nær Ray, fandt hun en sprække i klippen som så ud til at kunne holde på fiskestangen.
”Jeg tror krogen sidder fast i et eller andet, jeg prøver lige at se hvad det er. Vil du være så flink at holde øje med den fine fiskestang imens, pindsvinedreng?” I tilfælde af, at han skulle komme med protester, skyndte hun sig at hoppe ned på en lille afsats, og videre ud inden han kunne gøre noget.
Imens hun gik og balancerede, delvist med armene ud til siden og delvist imens hun støttede sig til større sten, overvejede hun hvad det kunne være. Tang, måske. Eller også sad krogen fast imellem stenene. Hun vidste faktisk ikke helt hvad hun skulle gøre for at få den op igen, hvis vandet var meget dybt kunne hun jo ikke engang dykke. Og det var alt for mørkt til at kunne se noget.
Og Regnen gjorde det ikke lettere at se ned i vandet, der hvor hun gik kunne hun kun se en halv meter af det vand, der var tættest ved, tydeligt. Længere ude var det alt for sløret og vandet. Hun måtte vel bare rykke lidt i snoren og se hvad der så skete.
Det ville være trist hvis fisketuren skulle slutte nu, specielt på grund af hendes kast.
Nej, fisketuren slutter i hvert fald ikke nu. Og det skal jeg nok sørgede for. tænkte hun, da hun stoppede op, og så tilbage imod Ray. Hun smilede og vinkede, og så derefter ned imod vandet. Hun satte sig på knæ på stenen hun stod på, støttede med den ene hånd og rakte ud imod snøren med den anden.
Herfra kunne hun ikke nå.
Hun var tæt på, men det var ikke godt nok. Den eneste måde at komme tæt nok på, var nok hvis hun...
Ja... Rundt om de klipper, over dér, og så nedenunder... så burde jeg være på den klippe der, og så vil jeg nok kunne nå og også se hvad der er i vejen. Klippen lige ved siden af Lee var for høj til at hoppe op på, men snoren var tæt på den. Derfor var hun nødt til at tage en besværllig vej for at komme hen til den.
Hun trådte lidt længere ud, og hoppede videre til den næste sten. Der begyndte at komme lidt mellemrum mellem stenene nu, og hun gled med den ene fod. Det gav hende ikke bare et ordentligt jap over skinnebenet – det ville sikkert blive et irriterende blåt mærke senere – men hun fik også vand i skoen. De sko havde ellers holdt tæt indtil nu, men nu sejlede hendes tæer i koldt havvand.
Så begyndte det også at kilde.
”ARGH! Forpulede, belortede satans-gøjl! IHK!” Det begyndte at kilde virkelig, virkelig meget. Det måtte være røget et lille dyr med ned i skoen, sikkert en tangloppe. Tangloppen – eller hvad det nu var – spjættede rundt nede i skoen, og Lee balancerede på stenen og forsøgte at sparke dyret ud, imens hun også forsøgte at trampe på det.
Inde fra land må det have set ualmindeligt mærkværdigt ud, Lee der stod og drejede rundt om sig selv imens hun hele tiden sparkede og trampede med det ene ben, og var ved at miste balancen konstant.
Hun begyndte at tage sin sko af, men spændet gled i hendes hænder. Hun mumlede en masse eder og forbandelser, og fik endelig skospændet op. Hun lænede sig imod en klippe og stemte imod stenen hun stod på med den anden skobeklædte fod da hun endelige fik skoen af. Og ganske rigtigt.
Tangloppen, der mest af alt lignede en reje i mini-version, sprang og hoppede nede i vandet der sejlede i hendes sko. Det var en meget lille en af slagsen, men så også stor nok til at kilde forfærdeligt. Hun hældte den og vandet ud, og rakte tunge af det sted i vandet hvor tangloppen var landet. Da hun tog skoen på igen, var den blevet kold af ikke at være i nærkontakt med hendes fod, og hun spekulerede over om der ikke var nogen mennesker der havde opfundet noget der gjorde at skoene kunne være varme lige meget hvad.
Næh. Det var der jo nok ikke. Men det kunne være rart hvis der var.
Afstanden mellem den sten hun stod på, og den næste klippe der skød op af vandet, var ikke særlig stor. Men det var lidt svært for hende at regne ud hvordan hun skulle holde fast i den. Den så helt slebet ud, uden udstående kanter, kun helt nede ved, og lige over vandet, og det var da næsten for risikabelt med det held hun havde.

OOC: jeg overvejer at lade Lee finde en eller anden fin lille hule. Skal Lee finde en sjov hule, og finde noget i den også? Jeg kan se det for mig. Lee falder ned, åbner øjnene. Og der, midt i det hele. En statue af ost.
... Statuen af ost er måske ikke lige det hun finder, menøh... altså...
Ellers må du komme med forslag til hvad Lee ellers kan lave af sære ting ude på de klipper, UDOVER at falde i vandet. Hun falder lidt for meget for tiden x3

( Hooold da ... Sikke et indlæg. Men jeg synes da at hun skal finde et eller andet helt random. En hule eller noget. Find på noget ^^

Sorry mit indlæg er lidt trist. )

Ray så efter hende da hun pludselig... Sprang væk. Så blev det gråt. Han trak hurtigt jakken væk fra ansigtet og
"Le-- Leara?!" råbte han straks efter hende og sprang op for at holde øje med hende. Han fulgte hende med øjnene. "Hva-Hvad er det dog du laver? Kom straks herop. Hvis du skvatter i vandet, så kan jeg altså ikke hjælpe dig. Jeg kan ikke sv-..." han bed sig i tungen. "Øh... Jeg mener; det er for mørkt til at bade på det her tidspunkt. Jeg kan ikke se dig hvis du falder i baljen." påpegede han. Han knugede begge hænder. "Kom nu herop igen." bad han; det var næsten ynkeligt. Han så ned af klippen og sukkede opgivende.
"Bare glem det, vi fanger alligevel ikke noget." sukkede han og kløede sig i nakken. Han kunne høre vandets brugsen, men det blæste stadig ikke. Der var næsten ingen vind og ingen bølger. Men strøm? Ray forsøgte at vurdere hvor farligt det kunne være at falde i vandet. Hvis der var hestehuller, så ville mørket gøre det farligt.
Han sank en klump og knugede hænderne. Hvad skulle han gøre hvis hun faldt i vandet?
"Leara, du må ikke stoppe med at tale." påpegede han, eftersom han umiddelbart ikek kunne se hende mere.
"Du er nød til at blive ved med at give lyd fra dig." sagde han højlydt. For pokker da også; hvorfor skulle hun også være så ... Leara-agtig.
Han satte sig på knæ på kanten af klippen og støttede med hænderne på stenene. Han missede med øjnene for at se efter den lille skikkelse der sprang rundt på stenene. "Du kommer til skade om lidt." gryntede han. Hans hånd var begyndt at svie. Man skulle egentlig tro at nogle fisk ville være sprunget på krogen, siden der jo havde været blodrester på den; men på den anden side så var de forlængst blevet skyllet væk.
Han fik øje på hende og nogenlunde fokuseret på hende, da hun udstødte et "Ihk!" og noget han ikke forstod. Hun stod og... Sparkede? Hoppede? Eller dansede hun? Han rynkede næsen og kunne ikke lade være med at småle.
"Hvad I al verden er det du laver ?" klukkede han og rystede på hovedet. Han stirrede indgående på hende, men kunne ikke helt fp et ordentligt blik; det var for mørkt og han var for ... Bange for vandet der var lige nedenunder ham.
"Leara, kan du ikke bare lade den være?"

OOC: Undskyld jeg har ladet dig vente SÅ længe, men pludselig blev skolen overvældende oveni alt det andet, og så... Nej, jeg gider ikke sidde og komme med forklariner på alt muligt lige nu ._." xD
Synes bare at de er flot at du har holdt ud så længe ö

IC:
"Jeg fik et dyr i skoen." Råbte hun tilbage, og så over på stenen. Hvis hun snublede ville hun ikke kunne støtte sig til klipperne, men hun ville alligevel slå sig på dem.
"Nej jeg kan ej. Ikke længere i hvert fald, jeg tror vejen ind er mere besværlig end vejen ud lige nu." Men hvis den var det, hvorfor så gøre den endnu mere besværlig ved at fortsætte? Hun himlede med øjnene, og lgde sin hånd i nakken imens hun tænkte.
Så trak hun på skuldrene. Nå, hun var jo nået så langt, så kunne hun ligeså godt fortsætte. Hvis vejen tilbage var besværlig nu, ville den vel også være det senere. Ligemeget om hun var kommet 1 eller 100 sten videre.
Hun talte til 3, og sprang. stenen var ganske rigtigt glat, og der voksede et eller andet klistret på den, men i mørket kunne hun ikke se hvad det var. istedet brugte hun et par sekunder på at stå og vifte med armene imens hun prøvede at blive stående. Herfra kunne hun heldigvis træde direkte hen på en lidt mere ru og kantet klippe med skarpere kanter. Den ville være nemmere at få fodfæste på, men det ville selvfølgelig også gøre meget mere ondt at falde på den.
*spole*
Lee havde brugt knapt 15 minutter på at komme hen til det sted, hun mente krogen var. Hun var blevet godt og grundigt gennemblødt, mere end hun var i forvejen - hvordan det så end kunne gå til. hun var faktisk faldet, og havde haft begge ben under vand, men nu var hun simpelthen blevet stædig, og VILLE og SKULLE have den krog op igen. Efter det her, syntes hun næsten at hun fortjente det!
man da hun skulle til at finde den nede i vandet, fik hun øje på noget, og hun ærgede sig. Stort.
"Hvorfor FANDEN skulle jeg tage den MEST BESVÆRLIGE VEJ der OVERHOVEDET er? Der er jo..." Hun talte hvad hun kunne se i det sparssomme lys.
"... Mere en SEKS forpulede sandbanker og klipper hele vejen herud! ARGH!" Imens Leara stod og havde ondt af sig selv, kom hun i tanke om, at Ray stadig sad helt alene deroppe på klippen. Hvis han ikke ville gå den lange, besværlige vej (som ingen nogensinde BURDE gå/hoppe ad, egentlig) kunne han jo bruge nogle af de nye veje ud, som hun havde fundet.
Hun skulle til at råbe, at hun havde fundet ud af hvordan han kom over, da hun fik øje på en underlig åbning imellem klipperne og stenene. Hun satte sig på hug, og så ind. Der var ikke engang kulsort. Der måtte være et sted hvor månelyset kunne komme ind.
Med stor nysgerrighed skulle hun lige til at kravle ind, da hun kom i tanke om at et måske ikke var så smart. For det første ville Ray ikke have nogen anele om hvad hun lavede eller hvor hun blev af, og for det dste hun ikke hvad der var derinde.
Den sidste mulighed var hun ligeglad med.
"Jeg har fundet noget, jeg tror er en hule! Jeg ser lige hvad det er." med de ord kravlede hun forsigtigt fremad. Der var ret lavt til loftet, men bredt. Hvis hun strakte sig, kunne hun røre 'loftet' med hovedet.

( Lol Rex er den ensomme på klippen. )

Ray sad blot og ventede. Forsøgte at holde nogenlunde øje med hende men det var mere eller mindre umuligt. "Barh... Kvinder..." klagede han med en hæs stemme og en hovedrysten. Man vidste aldrig helt hvad de tænkte. Hvad mon der foregik i deres hoved. "Tøj-tøj-tøj eller dans-dans-dans." han skubbede sig selv op at stå og kløede sig i nakken med et kejtet smil. "Eller i Learas tilfælde; stædig-stædig-stædig."
Han rynkede næsen og skærmede for månelyset ved at holde en hånd vinkelret imod panden, lige over øjnene. Han tog sig selv i at tænke, hvor meningsløst det egentlig var at skærme for månen men dette fik ham ikke til at fjerne hånden.
Hvor i al verden var hun blevet af? Han havde kunne høre hende et par gange. Nogle plaskerier fra tid til anden og lyden af en person der landte mere eller mindre elegant på sten. Sådan forestillede han sig det. Og så havde hun selvfølgelig sagt noget med et dyr i hendes sko. Men det var vel godt og vel 10-15 minutter siden nu. Han rynkede på næsen. Var hun faldt i vandet uden at han havde hørt det? Han spidsede ører og bed sig i læben. Han holdt vejret for at intet skulle komme hans hørelse i vejen.
Da en stemme pludselig, højt og tydeligt råbte til ham, var han i første omgang ved at miste balancen af overraskelse. Han rettede sig op, efter et par sekunders arm-svingninger og tå-balance.
"Er... Er der det? Der kan man bare se." han skævede ned til det brugsende vand. Så ville han da i det mindste ikke behøve at røre vandet. Men det var vel ligemeget. Nu fik hun snart krogen og så kunne de tage hjem. Leara blev pludselig stille igen. Ray missede med øjnene og så ud over vandet.
Så lød der ord fra hende igen. "En hu-- Nej vent!" han spejdede ud over vandet. Hun skulle da for Guds skyld ikke kravle ind i en hule ved vandet!
Ray så op på månen og forsøgte at vurdere om det var høj eller lavvande i nat. Eller i denne time.
"Leara! Hey vent! Du kan ikke gå ind i huler ved stranden. Er du da sindssyg!"
Han sukkede højlydt og smed fiskestængerne fra sig.
Han vaklede noget usikkert ned fra den klippe han havde stået på. Han gik med raske skridt langs med stranden for at finde de sandbanker og klipper som Leara før havde talt om. Han kunne ikke rigtig se noget i mørket. Det irriterede ham.
Han tog derefter et kort tilløb før han skubbede sig selv ud i vandet. Han forsøgte at holde sig hvor der var lavt, men hans enorme frygt for det våde element fik sænket hans fart. Han sank en klump og satte lykkeligt kursen imod en forhøjning der var lidt væk. Han kom hurtigt op på sandbanken og forsatte op på en klippe der ragede ud over vandet. Da han kom til enden af klippen lagde han sig på maven og forsøgte at orientere sig.
"Leara?" mumlede han og så rundt.
Han skar en grimasse.
"Kvinder..."

Leara famlede rundt foran sig med hænderne for at finde vej igennem den sparsomt oplyste indgang. Hun havde indtil videre placeret hånden i en dyb vandpyt fyldt med små dyr – hun formåede rent faktisk ikke at skrige, og bandede bare en hel del i stedet – og hun var adskillige gange kommet til at skære sig på muslinger og spidse sten. Ikke så der kom blod, men det sved alligevel.
Det sidste stykke måtte hun mave sig af sted ved hjælp af albuerne. Så lavt var der alligevel ikke til loftet, men hun kunne ikke kravle på knæ åg hænder længere. Derfor var hun lidt lettet da hun endelig kom ud af den trange huleindgang/tunnel.
Hun rettede sig op og børstede sandet af sit tøj, men det sad bare fast på hendes fingre i stedet og begyndte at klø og kradse. Lettere irriteret prøvede hun at puste det af, gnide det af på klippevæggene og tørre sine hænder i det af sit tøj der ikke var helt tilsandet. Det hjalp ikke helt, og hun begyndte tvært at mumle om hvad alt det sand egentlig gjorde nytte for når det i sidste ende bare endte med at være pokkers irriterende. Hun begyndte at vær sikker på at dets eneste egenskab var at gøre heeeeelt normale folk som hende sure og irriterede, men det skulle bestemt ikke lykkes. Det bestemte hun sig i hvert fald for, og kørte i stedet hånden igennem sit hår så det ikke stak så meget i hendes øjne, og så sig omkring i den fine lille hule.
Det var godt og vel 3x3 meter stort, med klippevægge der gik ret langt op. For oven var der en åbning i klippen, så der kom lys ind.
”Det var da besynderligt, den stak ikke så meget op udenfor.” Hun kiggede ud igennem den vej hun var kommet ind, og opdagede at den rent faktisk skråede nedad. Ikke i en sådan grad at man kunne mærke det når man var derinde, men det kunne ses. Hvordan vandets niveau var i forhold til hulen, havde hun ingen idé om. På en eller anden måde måtte det holde stedet varmt, for det var en lille anelse varmere derinde end udenfor.
Jorden/’gulvet’ var også lavet af klippe, og der var en lille sø i et af hjørnerne. Den var knapt nok en halv meter i diameter, men den var dyb nok til at Leara ikke kunne se bunden. Om det var regnvand eller saltvand vidste hun heller ikke, hun rejste sig bare op og så sig yderligere omkring. På væggene var der nogle underlige riller, men hun kunne ikke helt se hvad det var.
”… Hvor er Ray egentlig henne?” tænkte hun højt for sig selv, og kravlede hurtigt ud igen. Nu hvor hun vidste hvad hun var på vej imod, skubbede hun bare alle tingene til side og var hurtigt ude i regnen igen.
Eller, regn og regn. Nu støvregnede det kun, men det var stadig satans koldt. Leara rejste sig og spejdede efter Rex oppe på klippen, men der var han ikke.
”Er du faldet i vandet eller hvad?” råbte hun, hvilket egentlig nok var lidt dumt. For hvis han var faldet i vandet, kunne han jo ikke svare, kunne han vel? Hun klemte øjnene sammen og så udover landskabet for at få øje på ham. Men eftersom han lå fladt på maven på en eller anden klippe så hun ham ikke.
”Tving mig ikke til at komme og hente dig!.. Hvor du så end er henne…”

Imens Leara var forsvundet ud i mørket og vandet, havde Rex helt opgivet håbet om at komme hende til undsætning som en anden ridder på den hvide hest. Han vidste at det I sidste ende ville være ham der krævede hjælp. Ynkeligt. Han mindedes alle de gange hvor han havde stået i vandet og hvinet og hulket, hver gang bølgerne slikkede op af hans ben. Det var gyseligt. Og i disse situartioner kunne folk bare SE at man var vandskræk. Blot ved at kigge på en! Rex forstod det ikke. Det var da normalt at have en frygt og grundet hans enorme vægt så sank han altså til bunds i vand. Det var så sikkert som det var sagt. Han havde endnu ikke kunnet finde en forklaring på dette fænomen, men han viste at det havde noget at gøre med det metal som han forvandlede dele af kroppen til.
Et højlydt suk forlod hans læber da han rullede om på ryggen og gloede op i himlen. Regnen var næsten holdt op, men skyerne dominerede dog stadig himlen.
Endnu et suk. Så rullede han endnu en gang om på maven. Han følte sig en smule rundt på gulvet. Rundtosset?
Nej det er vel bare saltet der stiger mig til hovedet.
Han gryntede noget uforståeligt og stor ubehag malede sig på hans ansigt. Han rullede om på ryggen igen og sukkede atter da han hørte Learas stemme. Han forsøgte at vende kroppen så han kunne komme op at sidde da -- Plask. Hyl.
Ray lå og sprællede vildt i vandet som en fisk på land. Armene og benene kørte op og ned alt imens han fik formået at få nogle ord ud af ædespalten: "AH VAND! VÅDT! VAND! AH!"
Så stoppede hans bevægelser. Han sad stille i nogle sekunder før det gik op for ham hvad der var sket. Han var tydeligvis rullet ud over kanten på klippen og landet i havet. Havet var i dette tilfælde en sandbund dækket af 30 centimeters vand. Bølgerne vippede roligt til ham . . .
En fisk på land er som en Ray i vand. tænkte han mut og skubbede sig selv op at stå.
Han gnubbede sig på bagpartiet, eftersom det var hér han havde landet. ". . . Av."
Han kom i tanke om grunden til at han var faldet i vandet. "Leara?" brummede han og drejede rundt om sig selv. Han havde ingen anelse om hvor stemmen var kommet fra og hans hjerte hamrede forsat vildt efter chokket. En ting var dog næsten helt sikker: Hun havde uden tvivl set ham.

Leara havde sat hænderne i siden og stod og mumlede med sig selv om hvor Rex kunne være forsvundet hen imens hun gik et par skridt videre i sandet. Hun skulle lige til at råbe efter ham igen, da hans plasken i vandet fangede hende opmærksomhed, og hun rynkede brynene men blev stående. Hvorfor hidsede han sig dog sådan op? Vandet kunne umuligt være så dybt at han var i fare for at drukne, og med den konklusion i baghovedet gjorde hun ikke rigtig andet end at stå og blinke en anelse forundret.
Hvad laver han? Selvfølgelig er vandet da vådt. tænkte hun, før hun begyndte at småhaste igennem sandet, inden hunnåede vandkanten til det vand som Rex var faldet i. Det ville selvfølgelig ikke være klogt at marchere igennem vandet, men nu var hun allerede røget halvt i vandet flere gange.
Så hvilken forskel gør det? Ikke nogen. Efter de få sekunders tøven gik hun bare videre ud i vandet, hen til Rex og så bare på ham i et par sekunder, imens hun overvejede hvad hun skulle sige, eller for den sags skyld spørge om. For egentlig var hun lidt blank. Hun var vant til at være den der faldt, ikke den der kom hen for at sikre sig at alt var iorden.
AHA! Der var den.
"Er du okay? og, ikke for noget, men jeg tror altså at alt vand er vådt." Hun så på ham igen og samlede hænderne bag på ryggen imens hun bare afventede hans svar og betragtede ham.

OOC: kort o.o

Han vendte sig om og stirrede ind i Learas gråblå øjne. Han skar en grimasse og mumlede noget uforståeligt imens han lagde armene over kors.
"Se... Selvfølgelig er vandet da vådt... Jeg er jo ikke dum." brummede han mut og rømmede sig kort. "Og ja jeg er okay."
Han så kort ned af sig selv og betragtede sin... Vådhed. Endnu et suk. Opgivende.
Derefter vente Ray atter blikket imod pigen foran sig. "Hvor i al verden forsvandt du hen? Du kan ikke bare sådan forsvinde uden videre! Du kunne være kommet til skade! Eller være druknet! Eller blot sunket til bunds! Jeg ville ikke kunne redde dig så. Jeg er ikke meget værd i vandet..." Det sidste var en henslæbt mumlen. Han løftede sine ben i vandet. De var tunge. Han slæbte sig selv op på en lille sandbanke hvor han viftede lidt med hver fod for at få så meget vand af sig som muligt. Vand... Det skulle bare dø. Langt væk.
"Gå hen og dø et pænt sted, vand." brummede han surt og ruskede sig i håret med den ene hånd. "Pokkers vand. Salt. Hav. Regn. Klippe. Vejr."
Endnu et suk hvorefter han gloede tåget på Leara. Han betragtede hende roligt. "Du ligner en druknet mus, æh-hæ æh-hæ." Tanken om at han nok selv lignede en druknet rotte fik ham til at smile opgivende og trække på skuldrene.
"Så ... Fandt du noget spændende dérovre, hvor end dét er?"

( Kort er godt lol )

Leara holdt op med at sutte på sine fingre, da de jo egentlig ikke smagte særlig godt på grund af saltvandet Istedet trak hun benene op under sig og støttede hænderne i jorden imens hun betragtede krabben som Rex begyndte at forklare om.
Hun var selv lidt overrasket over, at hun kunne holde koncentrationen og rent faktisk høre efter. Normalt, hvis en anden havde forklaret hende noget lignende havde hun mistet interessen og var højst sandsynligt gået sin vej fordi hun så noget andet der var meget mere spændende.
Men nu formåede hun at holde koncentrationen, lytte og forstå det Rex fortalte om krabben. For hende var det nok flere ting der spillede ind og fik hende til at følge med i den lille, hurtige undervisning. For det første, så kendte hun jo Ray og han sagde sjældent noget ufornuftigt. For det andet, så var det en af de første gange nogen havde forklaret hende noget, bare ud af den blå luft uden at hun spurgte eller blev tvunget til at lytte. For det tredje, så gjorde det hende faktisk helt rolig bare at lytte til noget, der gav så meget... mening.
Da han lod krabben falde ned i vandet, vinkede Lee kort til den og så på den imens den forsvandt ned i vandet. Hun kiggede stadig på det lille kar da hun talte igen; "Du LYDER som en krabbespecialist. Du ved i hvert fald mere end jeg gør." hun iagttagede ham bare da han selv undersøgte karrets sider, og smilede svagt da han så en anelse mut ud.
"Smager det godt?" spurgte hun, tydeligvis sarakstisk, og begyndte at banke let med hænderne i jorden.
Så rynkede hun panden, holdt op med at tromme, og trommede så igen, lyttede.
"Det var dog et mærkværdigt ekko..." mumlede hun, og trommede igen, denne gang en anelse hårdere og lyttede intenst.
"Det lyder jo næsten som om at gulvet er hult." Hun lagde sig helt ned og lagde øret imod gulvet selvom det var koldt og vådt, og bankede igen med flad hånd. Det var ikke en normal, stump lyd fra hendes håndflade der kom, lyden lød meget mere hul og høj. Hun satte sig op igen og pegede på gulvet.
"Jeg tror at der er noget neden under gulvet." sagde hun så i tilfælde af at han ikke selv havde regnet det ud, at der var et hulrum under deres fødder. Hvor tykt gulvet var, og hvor meget det kunne holde til var Lee ikke sikker på. Hun lignede en, der hvert øjeblik kunne finde på at hoppe vildt op og ned indtil gulvet brasede sammen, bare for at finde ud af det.
Men... hvad kan der være dernede? Vand måske? Eller bare en lille hule? Måske et stort rum fyldt med sørøverskatte!
...
Ja, min fantasi fejler da i hvert fald ikke noget.

OOC: HVAD der er nedenunder ved jeg ikke o.o Synes bare at hulen skulle være lidt mere... underlig-hule agtig ö

OOC: Uha den uhyggelige hule!

IC:
Ray så på hende igen. Han havde smil til hende, hver gang hun var kommet med en kommentar. "Vandet er salt..." brummede han. "Så det må komme ude fra. Eller måske..."
Han vendte sig imod hende da hun begyndte at tromme. Han havde hørt det. Han stirrede på hendes hænder, derefter hendes ansigt, da hun talte, og så på hendes hænder igen.
"Måske... Kommer vandet nedefra."
Han rejste sig op og tog hurtigt jakken af. "Der er kun éen måde at finde ud af det." sagde han og smilte for sig selv. Han tog skoene af og knappede skjorten op. Vandet var udentvivl koldt. Og ikke mindst salt. Han skulle undgå at have vådt tøj til når han kom op igen. Saltet ville gøre tøjet stift og tungt og det ville tage lang tid for det at tørre, hvis han lod det blive vådt. Så hellere lade det blive her.
Han så ned i vandet og sank en klump. Du kan klare det. Der er ikke dybt. Vær ikke bange!
Pludselig strejfede en tanke ham.
"Du . . . Er det lavvande? Eller vil vandet stige?" han sank en klump. Hvis vandet steg kunne det blive et problem at komme op.
Nej... Skide være med det. Den tid den sorg. Og død.
"Ligemeget. Det er højvande nu, så det kan kun blive bedre." brummede han og kløede lidt på et langt ar, henover skulderen. Derefter gik han over til karret, hvorefter han satte sig og lod kroppen synke ned i det iskolde vand. Hans bukser boblede en smule da de gav slip på vandet. Rex sænkede sig ned i vandet og lukkede øjnene da han slap kanten.
Nu synker jeg... Og dør!
Han stod lidt med lukkede øjne.
Og så var der grund under fødderne. Vandet gik ham til navlen.
"Oh."
Han sparkede lidt rundt nede på bunden.
"Der er en ... tunnel. Tror jeg. Der er ikke nogen væg herovre..." brummede han og mærkede efter med hånden, under vandet.

Hun så væk af ren høflighed da han klædte sig af. Egentlig var det bare noget hun efterhånden havde lært, hun forstod det ikke så meget. kroppe var kroppe, andet var der ikke. Men alligevel var hun blevet vred da Kravenoh havde raget på hende efter deres slåskamp, og hun bed sig i læben for ikke at lade sig overmande af den følelse hun følte. Det var en meget dyb skuffelse over sig selv, at hun ikke havde kunnet klare ham. En irriterende, sorthudet spidsøre.
Hun knyttede hænderne, og blinkede et par gange, og rystede svagt på hovedet. Kørte hænderne igennem håret for at få følelsen væk. Hun gad ikke tænke på den nar når hun var sammen med Ray. Desuden så hun ham nok ikke igen. Og nu var hun jo så gammel, at det ikke burde optage så meget af hendes tid. Hævn altså.
Hun skulle til at sige at hun ingen anelse havde om hvorvidt vandet lå højt eller lavt, da han bare gik ned i vandet. Hun rejste sig, gjorde egentlig klar til at gribe fat og hive ham op hvis han bare fortsatte med at synke. Da han så stoppede med at falde, åndede hun lidt lettet op, og trampede lidt med fødderne.
"Det kan ikke være vand det hele, så ville jeg ikke kunne høre så meget. Der må være noget hulrum dernede..." hun trampede igen, og tog så sin kappe af, og strakte armen frem imod Ray, med håndfladen imod himlen. Hun løftede hånden opad et par gange, en 'kom-op-derfra'-gestus.
"Jeg kan prøve at dykke ned og tjekke det." Hun lagde hovedet på skrå, og ventede på hans svar. Han kunne ikke dykke ned, hvis der pludselig var rent vand og intet gulv. Så ville han drukne uden at hun kunne gøre noget ved det. Hun kunne idet mindste svømme og holde sig ovenvande. Og hun var lidt koldt overfor at det nok var mørkt dernede. Og hvis der ikke var noget hulrum, ville hun kunne komme tilbage.
"Jeg kan jo komme op igen hvis undergrunden pludselig forsvinder eller der kommer stærk strøm. Du skulle nødig synke til bunds og lade mig sidde og vente her forevigt, hm?" Hun smilede.

Ray bemærkede ikke Learas pludselige humør-ændring, eftersom han jo stod mere eller mindre med ansigtet fra hende på daværende tidspunkt.
Han drejede lidt rundt om sig selv i vandet og så på hende med et hævet øjenbryn. Et smil bredte sig over hans læber. "Du vil bare bade, ja du vil."
Han kunne næsten ikke lade være med at klukke. "Jeg synker altså ikke som en sten," påpegede han, som kommentar til hendes 'hvis undergrunden pludselig forsvinder eller der kommer stærk strøm. Du skulle nødig synke til bunds'. "Jeg svømmer som en sten."
Han trak på skuldrene og blinkede til hende.
"Som en fisk på land."
Han placerede begge hænder på kanten og trak sig selv op fra vandet. Han så meget koncentreret ud; som var hans krop lavet af bly. Endelig kom han op fra det kolde, våde element. Han skubbede sig selv op at stå. "Pbwrr..." lød det fra hans sammenpressede læber.
"Det er faktisk koldere end man tror. . . Selvfølgelig." brummede han tåget.
Han kastede sig over sin jakke som han hurtigt pakkede sig ind i for at blive tør. Han trak jakken op over hovedet og gnubbede håret igennem. "Så smut ned med dig, men hvis du kommer under gulvet," han stampede lidt med foden på det hule gulv, "så skal du bange på, det som så bliver loftet for dig, en gang imellem, så jeg ved at du har det godt. Ellers må jeg jo synke til undsætning!" lød det inde fra jakken.
Da han følte sig tør tog han sin skjorte på og lagde jakken på jorden, så Leara kunne bruge den når/hvis hun kom op fra vandet. Imens betragtede han søjlen af månelys. Den ramte ca. midten af rummet i en lige søjle. Han betragtede den overvejende . . .
Han trampede en smule på gulvet. Der var også hult hér.
Han sank en klump. "Måske. . . ?"