Phoenix smilede og nikkede for at vise hun havde forstået. Dem hun skulle snakke med ville være vågne om nogle timer. Nu var det nat. Aften nok mere, men det nærmede sig nat. "Jeg vil tale med dem som det første i morgen tidlig!" meget entusiastisk og energisk fik hun det sagt med et stort smil på læben. Hun glædede sig faktisk. Måske var det ganske simpelt fordi hun kunne få lov til at gøre en forskel. Havde fået en opgave. Phoenix fungerede bedst med at få ordre eller noget nærtliggende det, som opgaver. Noget Amira kunne give hende, og Phoenix var overud lykkelig for det, trods ingen helt forstod hvorfor. Det var sådan hun var, og altid havde været. I hvert fald siden Samson havde fået fingrende i hende som ung og udformet hende præcis efter hvad han ønskede hun skulle være. En lydig slave, der kunne være en pestilens for hans anden slave. Og hun havde fyldt pladsen godt!

Amira smilede tilfreds over Phoenix's ord. Hun havde allerede lært at adlyde Amira, trods hun egentlig ikke havde bedt hende om, men alligevel blev hun da smigret. Amira nikkede kort " Vidunderligt.. Du burde nok få dig noget søvn.. Der er ingen grund til du er vågen i lige så mange timer som os andre, du har trods alt en lang dag foran dig" sagde hun med et smil. Amira selv kunne også til tider finde på at være vågen i dagstimerne, bevares det var ikke noget der skete tit, men når hun var, vidste de fleste også der var noget i gærde, eller hun havde haft en hektisk nat med mareridt. Amira så sig omkring på de mange bøger og grinede kort "Men hvis du har tænkt dig at læse alle bøgerne... Så kommer du nok ikke til at sove med det samme" sagde hun med et smil på læberne. Nu hun tænkte over det, så havde hun egentlig ikke selv styr på hvor mange bøger der var... Et par hundrede måske? Måske mere.. Hun gad ikke tælle dem og ville have ondt af den tjener der skulle gøre det, for det betød der ikke ville være søvn i en dag eller to og det ville næsten være synd. 

Phoenix kom med et ganske let grin. Jo, søvn var nok egentlig en god ide. Men hun kunne så godt li at tale med den anden. Noget af hende var jo bange for at hun forsvandt igen! Det ville hun ikke. Urealistisk tanke, men det var alligevel hvad der gik igennem den sorthårede piges hoved. Bange for at miste en ny herre. Eller i dette tilfælde, en ny herskerinde, så at sige. "Jeg burde nok" medgav hun, selvom det var en smule modvilligt.

Kvindens næste ord fik Phoenix til at grine på en nærmest uskyldig måde. Som var hun langt yngre end hun egentlig var. "Jeg har forhåbentlig ikke travlt med at få dem læst" svarede hun med morskab i sin stemme og lod blikket løbe over de mange bøger. Hun elskede det allerede. Hun ville læse dem alle rup og stup. Måske kunne der stå noget nyttigt eller spændende. Det var hendes forhåbning. "Men De har ret. Jeg må hellere sove, så jeg kan være frisk til at udføre min opgave. Jeg kommer straks til dig bagefter!" både ivrig efter at komme i gang, men også ivrig efter at udføre ordren og se den accept af hende der normalvis kom når hun havde klaret en opgave. Hun ville så gerne have den. Nærmest hungrede efter den. At hun var en god pige. At hun udførte sig arbejde godt. Phoenix var en god slave! Det holdte hun fast i!

Amira kunne ikke helt lade være med at smile som pigen modvilligt blev enig med sig selv "Altså du kan også blive oppe, men ender du så ikke bare med at være flad i løbet af dagen?" spurgte hun og sendte et smil. Det var tydeligt at pigen ikke havde synderligt lyst til at gå i seng, men på sin vis kunne Amira godt følge hende, eftersom det typisk var om natten at der skete mest. 

Amira trak på grinede ganske kort "Nah, du har god tid" sagde hun med et smil på læberne. Amira havde ikke tænkt sig at lade denne pige gå med det samme, for hun kunne se potentiale i hende og hun var sikker på at hun nok skulle klare sig godt, trods hun gik side om side med vampyrer, der inderst inde havde lyst til at sænke deres tænder i hendes hals. Amira smilede da "Lad mig eskortere dig til værelset så, har nemlig nogle ting jeg skal klare inde på mit eget" sagde Amira og gik mod døren af biblioteket. Hun holdt døren åben for Phoenix og sendte hende et smil.

Phoenix grinede muntert og kiggede op på Amira med store runde øjne. "Jo, det ville jeg nok.. Jeg tænker at jeg sover i aften, og så bliver jeg oppe i morgen, så min rytme passer med din!" hun var meget fascineret af vampyrkvinden. Umådelig meget og ville gerne følge hende. Hun ville ikke gå i vejen! Det var en meget vigtig ting, men hun ville gerne følge hende så meget det var muligt. Hvis Amira ønskede det!

Phoenix var glad for at Amira sagde hun havde god tid! Massere af tid til at studere bøger. Hele hendes livstid. Desværre ville den ikke blive så lang som vampyrkvindens, men hun ville bruge sin tid her! Kun vandre ganske lidt når hun havde fået lov! Hun gik i hvert fald ikke uden. Phoenix fulgte glad med hen og ud af døren fra biblioteket og sendte et kort blik tilbage imod det, nærmest med længsel. Men hun kunne komme tilbage! Men nu, havde hun vigtigere ting. Få sig et værelse - det var helt fantastisk! Og udføre en opgave. Hun glædede sig.

Amira nikkede ”Det er fint med mig, så er du også sikker på der ikke sker dig noget I hvert fald... For jeg ved David kan være ret ustyrlig fra tid til anden... Men du siger bare til og så skal jeg nok tage mig af ham” sagde hun. Amira vidste hvordan David var overfor hendes nye folk, han testede dem altid, men hvis hun fandt ud af han gjorde det med Phoenix... Ville hun springe en sikring på øverste etage. Amira glædede sig til at Phoenix skulle følges rundt med hende, se hvordan man brugte natten som vampyr, men Amira var nok lidt et særtilfælde, da hun trods alt var adelig og havde en del ting at se til.

Amira så på Phoenix med et smil ”Skal jeg følge dig til værelset? ” spurgte hun og gik over mod døren. Der var ikke nogen grund til at pigen gik alene, så respekteret var hun sikkert ikke endnu, så vampyrerne ville sikkert forsøge at få tænderne i hende, på trods af Amira havde givet ordre på at de skulle være forberedt på udvisning...

Phoenix kiggede beundrende op på den anden med et stort smil. "Jeg håber ikke at han bliver et problem, men skal selvfølgelig nok komme til dig!" At Phoenix nok ikke ville havde det store imod at blive testet, var så en anden side af sagen. Der ville ikke gå langt til før denne David nok ville anse hende som skingrende sindssyg, hvis hun sørgede for at spille sine kort korrekt. Hun havde brugt mange år på er perfekticere sin evne til at fremstå som en meget dum lille pige. Noget hun i den grad ikke var! Hun var en meget hengivende pige der ofte så op til folk som en herre og hersker, end noget andet. Noget hun reflekterede til Amira. En smuk kvinde der havde styr på sit liv og omgivelser. Phoenix var jo i himlen!

"Meget gerne!" til værelset, se det, finde sin seng og dermed få den nødvendige søvn til opgaven dagen efter. Hun glædede sig og det kunne ses i hendes lette, næsten dansende fodtrin hen over det pæne gulv. "Jeg håber de er søde dernede" englene og hvad end racer der rendte rundt. Hun håbede de kunne li at være her. Hun håbede inderligt! For hun syntes allerede nu at her var fantastisk.

Amira nikkede kort "Du kan ikke vide dig for sikker... Han er ikke den han var en gang.. Al den død han har set har gjort ham... Ja.. Modbydelig" sagde hun og sukkede. Hun kunne tydeligt huske den forvirrede unge mand hun havde mødt, liggende der i gyden døende. Han var så ung og uskyldig den gang, men jagterne, beskyttelse af Amira og meget andet, havde gjort ham til en kugle af had. Amira vidste at David's opgave var at beskytte hende med hvad kræfter han havde, men dette... Nu var han blevet besat af hende.. Og inderst inde hadede hun det. Hvis David så meget som lagde en finger på den pigen foran hende, ville han uden tvivl blive straffet, ikke med sin gode vilje, men det måtte gøres! 

Amira smilede næsten henrykt over pigens reaktion "Lad os" sagde hun og gik mod døren og holdt den åben for Phoenix. Amira så sig af og til over skulderen, blot for at sikre sig at Phoenix ikke kom for langt bagud, da det ville ende galt. Et smil spredte sig da på hendes læber "Køkkenet er søde og rare.. De fleste er engle, to mennesker og så en vampyr, men han er der kun om natten" sagde hun og smilede kort. Kort efter nåede de til døren, hvor der inde bagved gemte sig et ret stort værelse. 

I venstre side af rummet stod en stor seng, ny redt og med sort silke agtig stof. På hver side af sengen, et lille natbord. Et stykke derfra stod der et bord, nærmere skrivebord, med et stort spejl på. Og ud over det var der et klædeskab. Amira gik ind på væreset og tændte de mange stearinlys for at få lidt lys, så Phoenix havde mulighed for at se "Håber dette kan bruges.. Jeg er ikke så langt herfra trods alt.. Du kan altid komme ind hvis du ønsker" sagde hun med et smil.

Phoenix lagde sit hovede på skrå og kiggede på Amira med et undrende blik. "Også overfor Dem?" det kunne jo ikke passe at han ville være det! ud fra hvad Phoenix havde forstået havde Amira jo reddet ham! givet ham et sted at bo, høre hjemme og generelt høre til. Ikke alle fik den mulighed eller chance til i livet. Phoenix ledte faktisk stadig. At have et sted at høre til og en beskytter, var virkelig i høj kurs hos alle dem som ikke fysisk kunne passe på sig selv. Phoenix havde så været mere vant til at arbejdsfordelingen for denne beskyttelse var en del mere intens og krævende - noget hendes forskruede sind stadig længtest efter.

Phoenix holdte sig tæt på Amira. Hun sakkede ikke bagud, trods hun nogle gange kiggede omkring sig på vægge og forskellige døre de forbipasserede. Nysgerrig, men tilbageholdende fra at gå på opdagelse. Det var ikke et ufarligt sted hun befandt sig. Imens lyttede hun til forklaringen om køkkenets folk. Tiden måtte jo vise om de også mente det som de fremgav. Engle og mennesker der frivilligt boede blandt vampyrer skulle være af en speciel støbning, hvis Phoenix ikke tog meget fejl.

Phoenix måbede. Stod i døråbningen med munden på vid gab og store runde øjne. Værelset var prægtigt, trods hun knap kunne se det hele i det dunkle lys. Men hendes måben blev så absolut ikke mindre som lysene så langsomt blev tændt. Hun var helt rundt på gulvet. "Wauw.." kom der næsten åndeløst fra hende, noget der uden tvivl ville besvare den andens spørgsmål om det kunne bruges. At Phoenix naturligvis stadig gerne ville være så tæt nær sit nye forbillede, kunne man vidst sige, så var dette i hvert fald ikke ringe. "Tak! Tusind tak!" det var ubeskriveligt.

Amira sukkede svagt ” Desværre fra tid til anden, så glemmer han lidt hvem af os det er som bestemmer” sagde hun med et skævt smil. David havde næsten altid været under Amira, men med tiden havde han vokset sig ældre og stærkere og mente også han havde en del i herregården, hvorpå Amira var opvokset. Hun var på ingen måder enig i dette, men det vidste David også godt, eftersom der var blevet givet udtryk for det. Bevares så var han en af de ældste der var på stedet, hvis man så bort fra Amira selv. Det var også derfor David som regel var den der bestemte når Amira ikke var til stede, men de kørte ikke stedet på samme måde. David var kold og kontant, mens Amira ville sige hun selv var mere åben og venlig. Hun havde tit fået klager over David, men hun kunne ikke få sig selv til at skaffe sig af med ham... Han var jo hendes ”barn”.

Amira kunne ikke lade være med at grine blidt over Phoenix's reaktion på værelset. Ja det måtte være noget af en omvæltning, efter at være kommet fra... Hvor end pigebarnet kom fra.. Men der var noget der sagde Amira, at hun ikke var helt vandt til denne form for værelse i så fald. Amira nikkede kort til Phoenix ”Jeg går ud fra du kan lide det?” sagde hun med et kækt smil på læberne. Der var ikke nogen tvivl hos Amira, for Phoenix lyste nærmest op, fuldkommen måbende som hun stod der og nærmest slugte hver eneste lille detalje fra rummet. Hvad Phoenix ikke vidste var... Dette var egentlig Amira's gamle værelse, fra dengang hun var menneske, bevares så var møblerne skiftet ud til nyere, men rummet, var fuldkommen det samme

Phoenix lagde hovedet på skrå. Det lød kompliceret. Kompliceret at have en som hun så ud til at stole på, men samtidigmed også havde sine problemer med at få til at lystre. Det var ikke sikker at han gik direkte imod hende, men problemer var til stede. Måske hun kunne høre tjenestefolkene efter om det var slemt hvad denne David angik. Phoenix kunne i hvert fald ikke undgå at blive nysgerrig, selvom hun ikke gav udtryk for dette. "Det lyder ikke rart" som slave bestemte man ikke selv, men der havde heller aldrig været nogen tvivl til at starte med!

"Om jeg kan? Det er fantastisk!" svarede hun glædestrålende og gik rundt i værelset, stadig med munden let åben. Hun var slet ikke vant til sådan lukseriøse omgivelser. Måske nok var Samson glad for finere ting, men aldrig noget hun kunne kalde for sit værelse i hvert fald. Og det kunne godt være at det kun var et værelse for en stund, men det var bestemt en helt anden måde at leve på end hvad slavekvinden var vant til. "Alt for fantastisk til lille mig" grinede hun varmt og smilede til den anden kvinde.

Amira trak svagt på skuldrene ”Det er ikke lige sjovt altid... Men en skønne dag træder han over stregen... Og så bliver det værst for ham selv” sagde hun. Hun kunne mærke hvordan ordene nærmest gav hende en mavepuster. Hun vidste at det var det rigtige at gøre, men alligevel ville hun på samme tid få det dårligt med at skulle straffe David på den måde.

Amira smilede bredt ”Hvis du kommer efter det og vil have lavet noget om, så tal med Alphonse, han er en god mand og er god til det med værelser” sagde hun med et smil. Alphone var en ældre herre bevares, men han havde altid elsket at gå og pussenusse med ting, sætte ting i stand og gøre det smukt. Det var sådan at Amira's værelse blev til. Hun havde blot fortalt hvad hun ville have og han havde lavet det præcis som hun ville. Det var blevet så smukt.. Selv Phoenix's værelse var blevet smukt. Amira grinede ganske kort ”Jeg syntes det virker passende til dig” svarede hun med et kækt smil på læberne. Nej hvor var det egentlig skønt at se denne unge kvindes reaktion på værelset. Det gjorde Amira varm inden i, nærmest som hun var levende igen.

Phoenix kiggede undersøgende, med den sædvanlige kant af nysgerrighed, på vampyrkvinden. Hun var tæt på at spørge, men gjorde det alligevel ikke. Ikke alle brød sig om at der konstant blev gravet ind i deres privativ – men Phoenix var nysgerrig. Måden ordene blev formet gav hende en svag fornemmelse af at Amira næsten ønskede at han trådte over streget, bare for også at slå fast at han ikke måtte. At han skulle lystre hende. Det var fascinerende men alligevel også en skrøbelig forventning til ordene, uden at kunne slå det fast. For Phoenix vidste ikke om det i realiteten var sandheden.

Phoenix nikkede og smilede derefter let forlegent over de pæne ord. Det var et nærmest lillepige smil der afslørede at den mentale tilstand ikke altid fulgte med kroppens alder. Kroppens alder af en voksen kvinde, med et sind der afspejlede en ungdom af langt anden håndtering end hvordan børn og unge normalt så en hverdag. ”Tusind tak.” svarede hun bredsmilende og gik rundt i værelset, med nysgerrigt blik og stor fascination, pyntet med lette udbrud af Ih og nøj med jævne mellemrum. For et øjeblik glemmende at hun havde et mål med at skulle i køkkenet og høre de ansatte an, så snart hun havde sovet og var i samme tidsramme som dem.

Inderst inde gjorde det ondt på Amira at David var begyndt at være på den måde, med der var sikkert ikke ret meget hun kunne gøre ved det, ikke før han gik over stregen, men ville han overhovedet gøre det? Nej, sikkert ikke. For han havde et eller andet kompleks overfor Amira, nærmest ejerfornemmelser, hvilket fik det til at løbe koldt ned af Amira's ryg for en kort stund, inden hun sendte Phoenix et skævt smil.

Det var rart at se hun kunne lide det, det gjorde Amira glad. Kort nikkede hun til Phoenix  ”Ingen årsag” sagde hun med et blidt smil på læberne. Ja nogen ville måske sige et moderligt smil, ikke hun fysisk var nogens moder og hun ville heller ikke kunne blive det, eftersom hun som vampyr ikke havde mulighed for at kunne bære barn. David var hendes kreation, så i og for sig var han vel hendes søn? Og så alligevel ikke, for de var ikke kød og blod. De vampyr relationer kunne godt være lidt forvirrende, selv for Amira, på trods af hendes mange år som vampyr. Hun så på Phoenix som hun gik rundt på værelset og kom med små lyde ”Skal jeg følge dig til køkkenet?” spurgte hun med et kækt smil på læberne og gik over til døren og ventede på hende.

Phoenix ville ikke engang begynde at forstå sig på hvordan dynamikken et sted som dette fungerede. Vampyrer var ikke ligesom mennesker - og der var mange åbenlyse grunde dertil som nok var hvad Phoenix forstod mest. Kan ikke lide dagslys, drikker blod, har hugtænder, og er udødelige. Det var hvad Phoenix behøvede at vide.
Hun havde ikke selv megen forstand på familiebånd. Hverken de selskabte og dem der kom rent blodmæssigt. Hun havde da haft en familie engang, men efter at havde været slave for Samson i guderne måtte vide hvor mange år, var det ikke ligefrem familiebånd på den sunde måde mere.

Phoenix nikkede muntert og satte i gyngende munter bevægele hen til Amira. Noget der let kunne få hende til at fremstå som et barn. Alt for ung til at bære en voksen krop, hvis man kiggede på hendes udstråling og mentale helhed. "Gerne" hun var faktisk også lidt sulten. Der måtte jo være noget mad dernede som ikke var til vampyrerne, nu de havde både mennesker og engle dernede. Alt andet ville i hvert fald være underligt.

Amira's familie havde altid været noget rod... Hun var adelig, men var ikke ret meget inde i de adelige aspekter og regler... Hun var egentlig også ret ligeglad med sin såkaldte titel, da hun ikke just benyttede sig af den. Der var bevares en del af hendes tjenestefolk der behandlede hende som en af rang, men hun var mere eller mindre på samme bølge længde, eller det følte hun selv i så fald. Der var ikke på noget tidspunkt Amira ville føle sig hævet over andre, for det var hun bestemt ikke på nogen måder i hendes eget hoved.. Jo hun havde en kæmpe herregård og hvad så?

Amira kunne ikke lade være med at smile over pigebarnets opførsel, lidt barnlig. Hun husker ikke selv hvordan det var at være barn, men det var trods alt også MEGET længe siden hun havde været det. Et smil kom frem på Amira's læber ”Lad os komme af sted” sagde hun og begyndte at gå mod køkkenet. Det var ikke andet end to minutter væk, ned i kælderen. Ja det virkede måske lidt obskurt at ligge et køkken i en kælder, men det var der hendes forældre havde placeret det, men det var et system i nogle af væggene, der gjorde at made kunne sendes til etagen ovenpå.

Som de ankom til køkkenet stod der to let buttede kvinder og en stor fyr og var allerede i gang med at klargøre noget mad ”Se... De vidste du kom” sagde hun med et skævt smil på læberne. Hun rakte armen ud mod en af de stole der stod ved bordet ”Værsgo” sagde hun med et blidt smil inden hun gik rundt i køkkenet, så på den mad de var ved at tilberede. Det var noget suppe, sikkert en grøntsags suppe eller noget, men det var kun til de mennesker og engle der boede her... Mens der var engle og mennesker der blev sendt ovenpå, for at give blod til vampyrerne. Amira selv var ikke specielt sulten, men hun skulle jo nok have noget før eller siden, men hun kunne godt vente.. Lidt endnu i så fald, hun ville bare sørge for at hendes gæst fik mad først.

Phoenix fulgte med, glad på at se det nye. Herregården kunne jo blive grundsted for en meget lang periode. Hun så ikke sig selv som fange her, men gæst! Og selv hvis hun besluttede at blive til evig til, regnede hun med at Amira ikke ville holde hende fuldstændig fastspændt! Det var Amira for god og rar til i Phoenix verden. Phoenix ville jo altid vende tilbage! Det behøvede der ikke engang at blive sået tvivl om!

Phoenix stak hovedet ind i køkkenet ved ankomst, og dannede sig hurtigt et overblik. Det var langt mere rent og velholdt end det nogensinde havde været under Samsons styrre. Folkene her virkede også langt mere glade for deres tilværelse. Ligeledes velsorineret og rene i tøjet. Så ren man nu kunne være i et køkken. I modsætningen til de slaver der var blevet sat i påtvunget arbejde. Med et stort smil kom hun ind og satte sig på stolen anvist. "Hvordan kunne de vide at jeg kom?" Hun kiggede op på Amira med store øjne og derefter over de tre personer. De to buttede kvinder og den store fyr. Var de tre dem der lavede maden, eller var de maden?

Amira så på Phoenix med et kækt smil "med alle de folk der er her, så spredes rygtet hurtigt... David må have sagt noget til en tjenestepige, som så er gået til køkkenet" sagde hun med et blidt smil på læberne. Stille gik Amira selv rundt i køkkenet, så på maden og nikkede ganske kort til noget som kokken sagde til hende, før hun vendte tilbage til den unge dame, der havde placeret sig på stolen som anvist. 

Amira satte sig på stolen overfor og hævede et øjenbryn "Kokken spurgte om du ville have brød til suppen, jeg gættede på ja" sagde hun og grinede ganske kort, før en af de buttede kvinder kom med en skål suppe og placerede foran Phoenix, for derefter at rette blikket mod Amira Frøken Menzies.. De burde også" sagde hun stille inden Amira sukkede kort "Der er mange ting jeg burde Alisia... Men jeg er ikke sulten" sagde hun og bukkede kort hovedet af kvinden, som selv bukkede hendes hoved og gik tilbage til at tilberede mad til de andre sultne tjenere på stedet.

Phoenix godkendte det svar uden spørgsmål. Amira havde nok ret. Alt fungerede jo som smurt i olie her, så det ud til. Alle snakkede sammen som en stor familie. Noget der fik Phoenix til at lyse op i et større smil, specielt som hun kunne se alt det forskellige mad. Det var ikke som bordet i borgen, men det var klart. Vampyrer spiste ikke mad, men blod, så maden der var, var til de andre beboere som vist var i undertal når det kom til stykket.

”Ja tak!” svarede hun muntert og begyndte at spise så snart suppen blev placeret foran hende. Den var fyldig, med gode mængder af både grønsager og kød i en velsmagende vædde – hvilket ofte var svært, hvis ingredienserne ikke var friske. Det var det bedste måltid som hun havde fået længe og slubrede det i sig, og skiftevis tog et bid af det friske brød. Men hun lyttede.
Phoenix kiggede lidt fra den ene til den anden mens hun tyggede brødet. ”Er du sikker på at du ikke er sulten?” det var vel også vigtigt at hun spiste? Nu var det selvfølgelig begrænset hvad hun vidste.. men det burde de da ligesom alle andre?

Amira var overbevist om at dette måtte være en kæmpe omvæltning for den unge kvinde. Sådan at blive taget ind af en komplet fremmed kvinde, vampyr.. Blive nedstirret af de andre der boede her, men nærmest blev behandlet som var hun et familiemedlem der var kommet tilbage fra de døde. Eget værelse, egne opgaver, en beskytter og alt den mad hendes hjerte begærede, det eneste det krævede af hende selv, var at liste sig ud i køkkenet og spørge om de havde tid og lyst til at tilberede et eller andet til hende, uanset hvad det nærmest var.

Amira så på hvordan Phoenix tog for sig af suppen og kunne ikke undgå at trække på smilebåndet. Det var rart at se, at maden der blev lavet til de ”normalt” spisende folk, rent faktisk var velsmagende, eller det gættede Amira sig selvfølgelig til, men sådan som Phoenix tog for sig. Et skævt smil kom frem på hendes læber og hun nikkede ”Jeg er helt sikker.. Jeg er gammel trods alt og har ikke helt samme behov som andre må have ” sagde hun og trak kort på smilebåndet som hun så på Alisia og igen tilbage på Phoenix. Det var jo ikke fordi hun nægtede at spise, men hun havde spist et stykke tid inden denne kvinde dukkede op.