De rejste videre igennem ørkenen. På en eller anden måde var det som om, at der var lettet noget fra dem og Ezra begyndte at snakke igen. Først bare lidt om det, der var omkring dem, men hvor meget kunne man snakke om sand? Så som hans krop fik det bedre med hvile, vand og lidt mad, begyndte hans hoved at virke igen. Og små fortællinger begyndte at dukke op. Nogle af dem, som han havde fortalt mange gange, men også lidt nye, som hans hjerne fik spundet, mens de rejste i stilhed. Det var ikke fordi, at han snakkede konstant, men i forhold til den stilhed, han havde lidt under de sidste mange, mange uger, snakkede han som et vandfald. Og man kunne nok fornemme lidt på ham, at det passede ham godt. At være stille var hårdt for ham. Han havde dog stadig ikke fundet sin fløjte frem, selvom han, når Jocasta sov, nogle gange sad med den i hænderne og stirrede tomt på den. Trangen til at spille var der, men det var som om, at ørkenen ikke var stedet til at lade tonerne glide ud i verden. Så han havde ikke spillet på den endnu.

Efterhånden begyndte man at kunne se tegnene på, at de var på vej ud af ørkenen. Temperaturen lettede lidt og græsset begyndte at dukke op i sandet. Der begyndte at være flere vandhuller og selv dyrelivet syntes at komme tilbage.
Og endeligt en dag så Ezra det første træ. Et lille sølle træ, men dog et træ. Og han vidste, at det værste var ovre. Dagen efter fik de øje på det første hus og Jocasta valgte at tage derover for at spørge, om de kunne bruge en nat eller to i deres lade. Ezra blev siddende på dromedaren, bleg under den meget solbrændte hud og hårdt knugende om skæftet på sin kniv, ude af syne for manden, som Jocasta snakkede med. Han var skrækslagen. At være bange for tilfældige mennesker havde aldrig været et problem for ham før, men efter den grumme behandling han havde fået, havde angsten taget bolig i ham og han var klar til at angribe den fredelige bonde, hvis han bare så meget som så forkert på ham eller Jocasta. Men intet skete. Selvom bonden og hans kone virkede noget mistroiske, så fik de lov til at overnatte. De tilbød dem endda at købe mad og gratis vand fra brønden.

Det var underligt at spise brød og tilberedt mad, godt nok kun en grød, men stadig. Det mættede fantastisk godt og Ezra måtte desværre indse, at hans mave ikke kunne rumme al maden. Som han pressede den sidste mundfuld ned, snakkede Jocasta til ham og han havde nær aldrig fået maden sunket. Arret. Det var efterhånden helet, ikke pænt, men helet. Han havde opdaget, at sårskorpen var faldet af nogle dage før. Mens de havde været i nærheden af bonden i dag, havde han sørget for ikke at vende sådan, at de ikke kunne se det store brændemærke. Hvem vidste om de ville sende ham tilbage? Han var mærket ejendom, noget han troede, at han skulle leve med resten af sit liv, noget han somme tider græd i stilhed over, mens han skulle forestille at sove. Nogens ejendom. Tanken gav ham kvalme.
Så hendes tilbud fik ham næsten til at råbe, at ja, selvfølgelig skulle hun fjerne det, han ville af med det, det skulle væk. I stedet så han ned på skålen med resterne af grøden og trak vejret dybt ind.
”Jeg… vil helst ikke skylde dig mere. Jeg vil ikke…” Ulig ham, manglede han ord, og han tog endnu en dyb vejrtrækning. Hans fingre havde hårdt fat om skålen, så hans knoer blev hvide. ”… ikke få dig til at gøre noget, der skader dig selv.” Han løftede blikket og så på hende med blanke øjne. ”Men ja. Vil du ikke godt gøre det? Jeg kan ikke…” Han sank og rystede på hovedet. Han manglede stadig ord.

Selvom Jocasta efterhånden havde affundet sig med at det var hendes skyld, Ezra var i den her situation, så var hun jo stadig skyldig, om end hun havde reddet hans liv. Idet han snakkede om at skylde og at han ikke ville have at hun skadede sig selv for det, kunne hun godt se, at han gerne ville sige ja. Hans hvide knoer sagde det nærmest, at han gerne ville have hjælpen, så hun sendte ham et beroligende, varmt smil, mens hun stille og roligt lagde sin hånd på hans arm.
"Du skylder mig absolut intet," startede hun ud med at sige, mens hun så på ham med et sympatisk blik. "Jeg anser dig som en ven, og venner skylder mig aldrig noget," lovede hun med et smil, før alvoren kom tilbage. "Der vil være en større pris for mig, men jeg skal bare.. Hvile bagefter, så går det sikkert nok," med det sagt, skubbede hun sig halvvejs om bag ved ham, trak sin kniv og skar sig let i én af tattoveringerne, der med det samme lyste op da hun lod magien strømme igennem dem. Langsomt og blidt lagde hun sin hånd hen over arret.

Igen lod hun magien strømme, denne gang så den begyndte at gå ind i arret, hvor den ville få blodlegemerne inden under til at arbejde på højtryk. I starten virkede det ikke så godt, men da hun skar såret større på sin arm og blod dryppede ned fra den, begyndte det at fungere noget bedre. Arrene lyste heftigt op, næsten hvidglødende da hendes magi stille og roligt fik arret under hendes hånd til at forsvinde. For Ezra ville det i starten føles sært og senere ville det kilde let, mens arret langsomt forsvandt.
Efter noget tid fjernede hun sin hånd og der var ikke længere et ar. Til gengæld var prisen større og selv i sin vågne tilstand kunne hun se ting, der var tæt på at skræmme livet af hende. Hun lod derfor det åbne sår bløde videre uden at gøre noget ved det mens hun tog sig til hovedet og kiggede rundt med et flakkende, nervøst blik, før hun valgte at fokusere på Ezra. "Prisen er ikke betalt endnu," hvis han begyndte at forbinde såret, ville det nok skabe komplikationer, så hun ville ikke lade ham gøre det. Ikke endnu. De her skræmmende, ubeskrivelige syner skulle lige væk først.

Ezra bed sig i læben i et forsøg på at få styr på sig selv, så han ikke begyndte at vande blomster, men det var svært at holde tårerne tilbage, som hun sagde, at hun anså ham som en ven. Han var stadig træt og tyndslidt psykisk, selvom det gik bedre, og ingen havde kaldt ham sin ven i mange år. Og hun ville fjerne hans ar. Han tvivlede lidt på, at det kunne lade sig gøre, men hvis hun sagde, at hun kunne… uden at sige noget, lod han hende flytte sig om bag ham og gøre, hvad hun nu ville. Forsigtigt satte han skålen ned ved siden af sig, ikke rigtigt klar over, hvad der skulle ske. Han havde en forventning om, at det ville gøre ondt, meget ondt, men han var ligeglad. Så længe det forbandede ar blev fjernet, så han kunne være fri igen.

Det gav et svagt forskrækket ryk i ham, som hun lagde hånden på hans skulder, han var stadig skræmt ved fysisk berøring, også fra hende, selvom de havde rørt ved hinanden mere end han havde rørt ved nogen siden han boede i Lindeskoven. Hurtigt lukkede han øjnene, klar til smerte, men det gjorde ikke ondt. Det gav en ubehagelig kildende fornemmelse, som sov lige netop det område, men ingen smerte. Det fortsatte lidt, indtil hun flyttede hånden igen. Derefter føltes det bare tomt. Ezra sank en nervøs klump, inden han så på Jocasta. Var det væk? Hendes udtryk fik ham straks til at glemme alt om arret, for hun så virkeligt ikke godt ud.

På deres rejse havde han spurgt ind til hendes evne og hun havde fortalt, hvordan den fungerede. Hvordan hun skulle ”ofre” blod for at undgå mareridt efter at have brugt forbandelsen og at det kunne blive så slemt, at hun så ting i vågen tilstand også.
Han drejede sig rundt og skubbede sig ind til hende, for at lægge armene om hende, det eneste han lige kunne finde på for at forsøge at hjælpe.
”Du siger bare til.” Endeligt drejede han hovedet og skævede over sin skulder. Han kunne ikke se noget. Arret var væk. En klump dukkede op i hans hals og han havde lyst til at græde af lettelse og glæde, men i stedet klemt han lidt om Jocasta. Det var hende, der havde det dårligt nu og han ville hjælpe hende.

Blodet, der dryppede ned på gulvet, ætsede nærmest væk i mindre røgskyer. Det var betalingen, hvilket nok et eller andet sted var heldigt taget i betragtning at der nok ellers ville have været en blodpøl der hvor blodet dryppede fra det voldsomme snitsår hun havde pådraget sig selv. Hun begyndte langsomt at ryste over hele kroppen i en blanding af rædsel og fordi hun så småt også begyndte at fryse, mens hun bare trykkede sig ind i Ezras greb, bange for de mange, ubehagelige syner, der bare blev ved med at udvikle sig for hendes øjne. Det tog et godt stykke tid, før prisen var betalt og synerne forsvandt. Samtidig begyndte Jocasta at slappe af, og med det samme gik det op for hende, at prisen måske havde været lige i overkanten for hende, som hun begyndte et halvhjertet forsøg på at forbinde såret. I løbet af den sidste rum tid havde hendes ansigt taget nuancen af meget bleg og nu hvor hun endelig var i stand til at slappe af, så var hun virkelig træt. Hun fumlede rundt med den blødende arm, før hun gav op og bare kiggede på Ezra.

"Til," mumlede hun lavt, huskende hans ord, før tog sig til hovedet med et lille støn af udmattelse. "Jeg... Jeg tror jeg tager en lur," kort efter hun havde sagt de ord vendte hun først det hvide ud af øjnene, før hun væltede slapt ind i Ezras arme, da hun mistede bevidstheden.

Ezra undgik forsigtigt ikke at blive ramt af det blod, der faldt fra såret i Jocastas arm, da det nærmest så ud til at være giftigt. I stedet tog han lidt bedre ved hende, som hun begyndte at ryste og selv søge trygheden i hans favn. Som en helt naturlig reaktion, begyndte han at nynne lidt, dæmpet og langt nede i halsen, så det mere var en brummen, men dog en lille melodi, i et forsøg på at berolige hende lidt.
Langsomt kunne han mærke hende slappe af. Men han var bekymret, for hun havde blødt meget, lidt for meget efter hans mening, men han sagde ikke noget. For hvad vidste han om hendes evne? Ikke mere end hun havde fortalt og det havde ikke ligefrem været gode ting, så først da hun begyndte at røre på sig for at forbinde sit sår, slappedes han greb en smule, dog uden at slippe hende helt.

Han var lige ved at tage forbindingen fra hende, da hun selv bad ham om hjælp og derefter sagde, at hun havde brug for en lur. Lidt forskrækket holdt han hendes slappe krop oppe, da hun vendte det vide ud af øjnene. Forsigtigt lagde han hende ned og skyndte sig at forbinde hendes arm i håb om at stoppe blødningen. Herefter sad han og så lidt på hende med en bekymret mine. Men der var ikke rigtigt noget, han kunne gøre for at hjælpe hende, ud over at lade hende hvile. Så han kom på benene og trods sin svage krop, fik han flyttet lidt på hende, så hun til sidst var pakket ind i et tæppe, havde rejsekappen som hovedpude og ellers var lagt så behageligt som muligt.

Det var efterhånden ved at være omkring middag - de havde ikke fået ændret rytme og havde stadig rejst om natten og var ankommet til gården om formiddagen. Han var ved at være træt, men følte ikke, at han kunne finde ro, ikke med Jocasta i den tilstand. Så han satte sig i stedet til rette og betragtede hende uden rigtigt at se hende, mens hans tanker drog på langfart.
På et tidspunkt blev han trukket tilbage til virkeligheden, da hun flyttede på sig og klynkede. Mareridt. Ezras blik ramte hans taske og en voldsom trang til at finde fløjten frem ramte ham. Måske… hvis han nu spillede en melodi… Tøvende tog han sin mest dyrebare ejendel frem. Hans fingre fandt helt naturligt deres positioner og efter et øjebliks tøven satte han instrumentet for læberne. Uden at vide, hvad han ville spille, lod han sin underbevidsthed vælge og en dæmpet melodi gled ud i luften, en trøstende, men ikke trist melodi, som han havde hørt sin far spille en million gange. Som de første toner blev skabt, lukkede Ezra sine øjne og lod sig selv forsvinde ind i musikken. Hvor længe han spillede vidste han ikke, men da fløjten endeligt blev flyttet, gik det op for ham, at han græd. Tårerne løb i stilhed ned over hans kinder. Forløsningen ved at gøre det, han elskede allermest i verden, stadig at indeholde musikken efter disse forfærdelige hændelser, stadig at kunne lukke sin sjæl ud igennem det lille træinstrument, det bragte ham så stor lettelse og glæde, at han ikke kunne rumme det. Så tårerne fortsatte med at komme og hans tynde krop begyndte at ryste, som han græd og græd så stille som muligt.
Til sidst var han så tom og træt, at han lagde sig ved siden af Jocasta, så tæt på, at han kunne mærke hendes kropsvarme, og faldt i søvn i løbet af et øjeblik.

Da han vågnede igen, var det blevet aften og solen nærmede sig horisonten. Jocasta havde ikke flyttet på sig, men trak vejret roligt. Forhåbentligt var det værste overstået for hende. Bandagen på hendes arm var gennemblødt, men det så dog ud til, at det var holdt op med at bløde.
Sulten fik Ezras mave til at knurre og han gik lidt uroligt frem og tilbage i laden, inden han tøvende og med skrækken siddende i kroppen bevægede sig ud og hen i mod hoveddøren til det lille gårdhus. Han var bange. Det var fremmede personer og Jocasta var der ikke til at hjælpe ham, hvis de skulle beslutte sig for noget ondt. Men han var sulten og ville samtidigt høre, om de havde noget, han kunne forbinde Jocastas arm med, for der var ikke flere forbindinger i hendes taske.
Døren blev åbnet af bondemanden, der tårnede sig op over Ezra og skrækken i satyrens ansigt havde nok være tydelig, for trods det vejrbidte, slidte ansigt, så manden rimeligt venligt på ham. Ezra fik fremstammet sit spørgsmål efter mad og forbinding og bondemanden nikkede langsomt.
”Det er ikke et problem.” Han tøvede et øjeblik. ”Var det dig, der spillede på fløjte tidligere?”
Ezra nikkede tøvende.
”Hvis nu du spiser med os til aften om lidt, vil du så spille en sang for os senere? Børnene har ikke hørt musik før.” Han så utilpas ud ved at spørge og af en eller anden grund fik det Ezra til at føle sig lidt bedre tilpas. Det gik op for ham, at de måske ikke havde set en satyr før og tanken om, at nogen kunne finde ham skræmmende, fik på en eller anden måde sat hans egen situation i perspektiv.

Så ikke ret længe efter, efter han havde skiftet bandagen på Jocastas arm, sad han på en bænk og deltog i familiens aftensmåltid. Stadig ikke noget spektakulært, men det var det bedste mad, han havde fået siden den aften, han var blevet fanget af Jocasta. Børnene startede ud med at være skræmte, men efterhånden som aftenen gik, blev stemningen bedre og til sidst var Ezra både i gang med at fortælle eventyr og spille på fløjte. For første gang i evigheder, skinnede livsglæden ud af ham, som han gjorde det, han var født til. At underholde, fortælle og skabe glæde i andre. For et øjeblik glemte han, hvor forfærdeligt livet kunne være.

Mareridtet dukkede op rimelig hurtigt, men heldigvis for Jocasta var det "bare" et af de normale slags, og hun var så træt i kroppen, at hun alligevel ikke vågnede op af det. I stedet sov hun bare videre mens mareridtet stille og roligt ændrede sig til en mere fredfyldt drøm, fuld af en melodi hun ikke kunne genkende. Men det var rart og snart begyndte hun bare at sove normalt.
Da hun vågnede op var der mørkt uden for og hendes arm var virkelig øm oven på det trick hun havde lavet før. I starten blev hun liggende, men så gik det op for hende, da hendes øjne havde vænnet sig til mørket, at Ezra ikke var her og hun satte sig brat og tog sig til hovedet da svimmelheden et kort øjeblik tog over hendes krop.

Efter lidt tid fik hun taget sig sammen til at rejse sig og gå ud af laden. Hun måtte finde ud af hvor Ezra var, panikken var faktisk tæt på at få hende til, ikke at tænke sig om, idet hun hørte lyden af hans instrument inde fra huset. Det lød godt, det stykke musik der blev spillet, så det måtte vel næsten betyde, at det kun kunne være ham der spillede. Der lød børnelatter derinde da musikken stoppede og stemmer talte og Jocasta gik langsomt mod selve huset uden at tænke nærmere over at hun bare gik ind uden at banke på.

Som hun nåede stuen og kiggede ind kunne hun se glæden stråle ud af Ezras øjne og hun kunne ikke lade være med at smile et træt smil. Hun var stadig en smule bleg, men så meget mere godt ud i forhold til hvor meget hun havde lignet et levende lig før hun havde fået lov til at sove blodtabet væk. Hun lænede sig op af dørkarmen ind til bondemanden opdagede hende og så lettere forskrækket ud. Jocasta bebrejdede hendes evne til at være meget stille med dørene, så hun fik hurtigt et undskyldende udtryk i ansigtet.
"Undskyld, jeg braste ind," skyndte hun sig at sige, lettere brødbetynget. ".. Ehm.. Jeg kunne ikke finde min ven," hun rettede blikket mod Ezra, og kunne ikke lade være med at sende ham et lidt skævt smil.

Glæden havde fundet sin vej til Ezras sind og han lo og underholdte både børn og voksne. Han havde helt glemt det dejlige ved livet og det var fantastisk at opleve, at latter, glæde og skønhed stadig eksisterede i verden, trods de forfærdelige oplevelser, Ezra havde været udsat for. Et eller andet klikkede på plads for ham. Det første skridt på vejen til at blive den gamle Ezra igen, også selvom han ikke selv var bevidst om det. Men at have en fyldt mave og se de strålende barneøjne gjorde noget godt for ham.

Han havde så travlt med de to børn, at han ikke lagde mærke til Jocasta, før han hørte hendes stemme. Hurtigt så han op på hende og først smilede han stort, glad for at se hende og glad for at se hende på benene. Men det blev hurtigt til en bekymret mine, for hun var meget bleg og så ud til at hvile tungt mod dørkarmen. Ezra kom hurtigt på benene og kom hen til hende.
”Har du det godt? Du ser stadig træt ud.” Svag og døden nær var nok mere passende, men det vidste hun nok godt selv. Han lagde en arm om hende og hjalp hende over til langbordet og bænken, der stod ved den ene væg.

Bondekonen sagde, at hun ville finde noget mad og forsvandt ud i køkkenet. De to børn stirrede nysgerrigt på den nye person, indtil bonden gennede dem ud af stuen med ord om, at det var blevet sent og de skulle sove, hvilket affødte store protester, men ud af stuen kom de. Ezra havde sin opmærksomhed rettet mod sin ven.
”Har du det bedre?” Her tænkte han på hendes forbandelse og de konsekvenser, den havde.

Der gik ikke længe fra at Ezra kiggede op på hende til hans smil falmede og alle de andre forduftede fra stuen samtidig med at Ezra hjalp hende over til en bænk og ned at sidde på den. Det gik en smule hurtigt, og Jocasta måtte kørt ryste lidt hårdt på hovedet for at blive mere klar i det, skære igennem trætheden og den svaghed der stadig sad i kroppen på hende. Hun skævede mod Ezra, stadig smilende. "Fandens også, I så ud til at hygge jer sådan," hun rystede mere bare på hovedet af sig selv denne gang, men lagde alligevel en arm om Ezra og gav ham et let kram, forsikrende. Det var ikke første gang hun havde haft det sådan her, og det var bestemt heller ikke sidste.

Hun sendte Ezra et forsikrende smil. "Jeg klarer mig. Jeg er en smule træt, men jeg er vant til det," hun puffede let til Ezra, stadig smilende. "Du spiller virkelig godt på dén der," hun anede ikke hvad det egentlig var for et instrument, så hun pegede bare gestikulerende på det, mens hun blinkede træt et par gange. Hun ville helst gerne holde Ezra i et godt humør, og så var det vel heller ikke så slemt, var det det vel?

Ezra smilede svagt, stadigt bekymret, selvom Jocasta forsøgte at berolige ham. Hun så dårlig ud og han ville næsten ønske, at hun kunne komme ned at ligge. Men hun virkede til at have styr på det alligevel.
"Det gør ikke noget, jeg trænger alligevel til en pause, det er længe siden, jeg har... underholdt sådan." Det føltes som år siden, at han havde fortalt sine historier og spillet på sin fløjte. Så han var faktisk ved at være ret træt.
Det fysiske nærvær gjorde ham ikke noget, ikke med Joc, så han havde en arm om livet på hende for at støtte og brolige.

Som hun roste hans evner med fløjten, var det lige før at han rødmede og der dukkede et stort smil frem på hans ansigt, et smil, der nåede hans øjne.
"Tak. Jeg har lært det af min far. Har spillet siden jeg var stor nok til at kunne dække hullerne med mine fingre. Min familie er dygtige fløjtere." Endnu et tegn på, at han havde brugt meget tid med menneskekvinden og stolede på hende. Han var begyndt at lade små ting smutte omkring sin barndom og opvækst, som han normalt ville fortælle en løgn om. 

Bondekonen kom ind med maden, endda endnu en portion til Ezra. Da de var færdige med at spise, sagde de pænt godnat til de to venlige mennesker og gik ud for at sove i laden i høet.
Som Ezra lå der og duftede til høet, dukkede der et lille smil op på hans ansigt. Måske det hele ikke var så slemt. Måske det kunne blive godt igen?
Rimeligt tryg faldt han i søvn ved siden af sin nye ven, som han ville gøre alt for. Det var ikke romantik, det var et venskab skabt i ørkenens sand med blod, sved og tårer. Fremover ville han følge hende i tykt og tyndt, hvis det skulle være nødvendigt.