Hvis det havde været på et hvert andet tidspunkt ville Caelon have stirret Kench i øjnene, men ikke nu, og han blev ligeså stille glad for det dog, da han hørte hende snakke videre. Det var jo egentlig sådan han havde det, men det var noget han aldrig havde lade sig udtrykke.
"Men hvorfor skulle jeg stoppe med det? Er du klar over hvad mine artsfæller gjorde da min mor lå døende? De nægtede at prøve at hjælpe hende, for de mente at det ikke var det værd! De kunne ikke risikere at blive syge, selvom min mor havde brugt hele sit liv på at hjælpe dem! Jeg hader dem af en grund!" kom det irriteret fra Caelon, og hans hjerte gjorde ondt. Han havde ikke ladet denne smerte komme over ham i årevis. Han lod sig ikke tænke på de få år hans mor var syg, for så gjorde det ondt. Men nu var det revet op og han kunne intet gøre.
