Beon rynkede brynene let og foldede pergamenterne pænt sammen igen inden han lagde dem i sikkerhed i en inderlomme. Papirerne kunne bruges til afpresning, og det var hvad Beon helst så skete. Gik han direkte til herren ville der ikke være nogen skat til dem, for så var der aflevering ved kasse et. Og hvor lå det sjove nu også i det.
Beon kløede sig eftertænksomt over hagens skægstubbe som han så kassen an. "Min tanke, listig som jeg nu er. Vi fjerner indholdet fra kassen og stopper i lommer, tasker og andet vi kan have det i, men kassen lader vi stå. Så kan hvem end der leger rundt også få sig et chok." startede han ud. Det ville i hvert fald mindske chancen for at nogen stjal kassen fra dem, selvom det egentlig i sidste ende kunne være ligemeget. At afsløre sig selv foran dem var nok ikke klogt.
"Pengene skal vi nok være lidt forsigtige med at vifte rundt med. Måske gemme en håndfuld et sted og hente, når første 'løn' er sluppet op?" foreslog han spørgende. Det var lige distrigt nok at vifte om sig i hvert fald! Noget Beon ikke lige havde tænkt sig. Men det var nemmere for ham. Han var født og opvokset med en sølvske et vis sted, han havde altid penge. Men det var stadig en anstændig sum de havde anskaffet sig.

"Og hvis den løn ikke er nok, kan vi jo altid afpresse vores lille rige forrædder til vi bliver trætte af at lege med ham" Beon var ikke sikker på hvorfor han fandt den ide sjov, måske fordi det altid var lidt mere spændende at se en forsøge desperat at sprælle for livet efter at havde forrådt sin herre, uden at vide at man faktisk var død og borte - når tiden ramte.

Afpresning! Ashas fremstående tænder blottedes i et stort grin. Endelig havde luskebuksen fundet en spændende idé: Asha var ellers typen, der foretrak at afregne på stedet, men hun kunne bestemt se fornøjelsen i at riste forrædderen lidt. Åh ja, det skulle nok blive sjovt.
"Tror du, at du kan finde ud af, hvem det er?" Spurgte hun, idet hun lidt modstræbende stillede kassen ned på jorden. Nu var det om at fylde lommerne uden, at den umiskendelige klirren af krystallerne ville være alt for tydelig, når de listede tilbage til borgen.

Hun kneb øjnene lidt sammen og man kunne tydelig se, at hun tænkte sig grundigt om, inden hun hævede blikket for at se på englefjæset. "Hvor ville du foreslå, at vi selv gemmer pengene?" De kunne selvfølgelig selv grave et hul et andet sted i skoven, men det var vigtigt, at deres lille forrædderven ikke fik fingrene i krystallerne igen. Desuden havde hun en lille idé om, at Beon havde ganske god forstand på den slags.
Pludselig rynkede hun brynene. "Og engefjæs ... hvis du skulle forsøge at narre mig og selv tage størstedelen af byttet.. så har jeg en lille 'ven' her, du kommer til at hilse på." Hun klappede skaftet på den skarptslebne økse, der som altid sad i hendes bælte. Nok regnede hun ikke med, at Beon ville gøre det mod hende, men hun vidste hvad for en type, han var. Typen, der levede af at lyve.

Beon smilede og løftede et øjenbryn af hende. "Selvfølgelig kan jeg det.. Hvad tror du jeg bruger al min dyrebare tid på normalt?" svarede han med selsikkerhed. For det første, skulle udelukkes metoden tages i brug. Det var ikke alle og enhver der havde adgang til varene eller pengekasserne. Det var kun en mindre mængde, derefter var det jo bare at holde lidt ekstra øje med dem, end han normalvis gjorde. Det ville nok tage et par dage, men finde frem til synderen, skete før eller siden.

Beon brummede eftertænksomt og kløede sig let på hagen. Ja, det var spørgsmålet. De skulle jo helst ikke blive opdaget et nyt sted, og den anden 'ejer' ville nok begýnde at lede i området, når han fandt ud af at hans pension var blevet ham frataget. "Det er sikrest at skjule dem udenfor midnatsborgens grænser. På den måde vil vores lille ven havde svære ved at finde dem, hvis han overhovedet vover sig så langt ud. Eller han overhovedet begynder at kigge - panikken tager ham forhåbentlig en del af hans fornuft. Der er en lysning.. ikke langt fra Kentauernes sump.. Ikke mange af mørkets folk bevæger sig derind, da kentauerne er et hidsigt folk når først man kommer for tæt på dem.. Det er en mulighed" forklarede om som en løsning på deres nye problem.
Beons blå øjne fulgte hendes hånd ned til øksen og smilede skævt, som han løftede blikket til hende igen. "Noteret" svarede han med en drilsk undertone. Nej, han havde så sandelig ikke tænkt sig at udfordre skæbnen med Asha, for hun slog hårdt. Normalvis var han ikke så bange af sig for at snyde alle og enhver der kom hans vej, men nu var Asha jo ikke ligefrem hvem som helst. Han kunne rent faktisk godt lide at snakke med halvorken, i modsætning til mange andre af mørkets krigere, hvor han ikke ligefrem faldte i god jord i nærheden af.

Et lille fnys kunne høre fra Ashas næsebor. Luskebuksens selvtillid fejlede så sandelig ikke noget, men hun var klar over, at det ikke kunne være helt forkert det der med, at han var god til at samle oplysninger .. ellers havde Herren næppe ansat ham som spion.
"God idé!" Udbrød hun til hans kommentar om kentaursumpen. Hun følte sig ikke selv videre bekymret over en flok halvheste, men nu havde hun egentlig heller aldrig mødt en kentaur. Hendes tanker var dog for øjeblikket fokuseret på at gemme rigdommene væk - det måtte gøres hurtigt før de vendte tilbage til borgen.

For nu valgte hun at ignorere den drilske undertone - hun kunne ikke gøre så meget andet end at stole på luskebuksen i øjeblikket. Desuden regnede hun egentlig ikke med, at han ville forråde hende - på trods af hendes konstante drillerier over englevingerne. Det hele var jo ganske venskabeligt ment, og det vidste Beon også godt.
Hun fandt en lædersæk frem fra gemmerne i tøjet og begyndte at skovle en del af kassens indhold over i den - efter først lige at have stoppet lidt i lommen. Noget skulle trods alt med tilbage og sikre hende det største krus mjød, hun kunne købe, på den nærmeste beværtning.

Beon nærede en lidt større ærefrygt til halvhestende end had Asha så ud til. Så igen, hun var stærk nok til at forsvare sig selv, hvorimod Beon var lidt mere den flygtende type. Han foretrak at se på kampe fra en sikker afstand uden selv at deltage. Det kunne man ikke ligefrem påstå om Asha! "De har desuden heller ikke den største interesse i skatte" ikke det materiale som mennesker og andre væsner betegnede som rigdomme. Så meget vidste han trods alt om dem. De var mere spirituelle - heldigvis for planernes udvikling.

Beon fulgte trop og lagde et par, dog ikke mange krystaller i lommen. Han så lidt på posen hun stoppede større dele af indholdet i. "Er der plads nok?" Beon kunne nok godt finde et eller andet frem, men det meste han havde på sig, var i forvejen benyttet af noget andet. Ting kunne flyttes, men hvorfor lave rod i systemet hvis det ikke var nødvendigt. Når de sidste krystallander var fjernet, måtte de hellere få gravet kisten ned igen og begive sig ud på en eventyrlig udflugt til sumpen og skjule deres rov. "Man kommer da altid på eventyr når du lusker forbi" Beon kiggede på hende med et drilsk smil, inden han vendte fokus tilbage til at få lagt de knap så vigtige dokumenter så ingen af dem satte sig i klemme når de lukkede låget til igen.

Posen var en anelse større en den lille kiste, de havde fundet, men snart afslørede de mange buler i læderet, at den var ved at være godt fyldt. Asha smed de sidste par krystaller i sækken, inden hun smækkede kisten i. "Det går lige!" Sagde hun veltilfreds, idet hun holdt posen op for at Beon kunne se den. Så trak hun i lædersnorene, så den snørrede sig sammen, før hun kastede den hen over ryggen.
Hvis man levede i skovens dyb, havde man nok heller ikke den store brug for krystaller, tænkte Asha, idet hendes tanker kort strejfede kentaurerne. Englefjæset lød til at være en anelse bange for dem, men Asha følte sig ikke videre skræmt. Hun havde kæmpet mod folk, der red på hest før - hvor stor var forskellen!? Et solidt øksehug i hestebenene, og så var de ikke så meget bevendt længere .. selvom Asha og Beon naturligvis ville gøre klogest i at vælge en mere diplomatisk udvej - eller endnu bedre: undgå hestemændene helt. Hun havde ikke lyst til at forklare Herren, hvorfor hun og spionen havde fået en hel kentaurklan på krigsstien.

"Håh, det er dig, der lusker!" Sagde hun muntert, idet hun sænkede kisten ned i hullet igen. Nu skulle den bare dækkes til. "Men det med eventyr passer mig fint. Der er ikke så meget at lave for tiden - det er også derfor orkerne hjemme i lejren kommer op at slås hele tiden.." At fylde lommerne med rigdomme var helt afgjort et bedre alternativ, end at glo på slåskampe hjemme i orklejren.

Det bragte gode følelser at se en læderpose fyldt med krystaller. Ja faktisk fortjente det et smil! Men med mange krystaller, kom der også mange problemer. I hvert fald i de fleste tilfælde. Og man ønskede at beskytte sin skat - naturligvis! Og Asha og Beon havde valgt at gemme deres velfortjente pose med krystaller ved sumpen. Noget der nok skulle opnå at bringe flere problemer med sig! Men for nu, valgte Beon at holde sig optimistisk, trods hans ret store ærefrygt til de gigantiske kentauere, som nemt kunne få trods Beon i smadder skulle de være i det forkerte lune.

Beon lagde en hånd på brystet med et måbende ansigtsudtryk og en grimasse af falsk fornærmethed "Mig? Luske! Ej, nu har jeg da aldrig!" begyndte han forfinet, men afsluttede den fint med et skævt smil, og glimt i øjet. Beon var udentvivl en lusket luskebuks!
Beon trak let på skulderne, som han begyndte at skubbe jord tilbage over kisten og få stedet til at se ud som det gjorde før. "Og du er ikke så meget til de konstante slåskampe?" spurgte han med et skvt smil og børstede jorden af sine fingre. Der var faktisk ganske lidt at lave, specielt for krigerne. Beon luskede selvfølgelig altid rundt, men lige nu var der lav profil. Det plejede at betyde at der skal skulle til at ske noget stort. Hvem ved.

Asha kunne godt lide at mærke vægten af krystaller i sine lommer. Ork-klanen var ikke dem, der gav meget for den slags rigdomme: der var andre værdier i livet. Men Asha havde levet længe nok blandt mennesker til at forstå værdien af en håndfuld krystaller: de kunne åbne døre steder, hvor man ellers ville have været nødt til at kæmpe sig igennem med økse og sværd.

Hun fnøs højlydt, munterhed glimtende i hendes øjne. "Håh! Du kan ikke benægte det! Selv ikke med dit uskyldige englefjæs.." Når det kom til stykket, holdt hun meget af Beon - på trods af hans luskethed. De konstante drillerier fra hendes side var et tydeligt bevis derpå - det var sådan, hun bedst kommunikerede med folk, hun brød sig om. Og hun vidste, at Beon kunne tåle det.
"Det bliver lidt kedeligt i længden.." Svarede hun med et lille grin. Hun hjalp ham med at skubbe det sidste jord hen over kisten, før hun rejste sig op og børstede støvet af sin beklædning. "Lad os komme af sted."

"Hey, hvis ikke jeg prøver lykkes det aldrig!" at bilde folk ind at han var uskydig var altid en prøvelse, spørgsmålet hang bare mere i hvad de regnede ham for at være skyldig i. At være luskebuks bragte en del med sig, drillerier deriblandt, men der var forskel på hvem der gjorde det. Asha's drilleri var tydelig, men munter. Det gjorde det sjovt og ikke hadefuldt. Nok også derfor at Asha var den han holdte allermest af dette sted. Hun pakkede ikke tingene ind! Dertil følte Beon sig accepteret af hende, trods hans forskellighed fra andre. Det skete ikke så tit på disse kanter.

Beon rejste sig og børstede jord og støv af sine bukser, så han så nogenlunde ren ud igen. "Kunne jeg godt forestille mig! Så er det godt du har mig, til at hive dig med på eventyr." svarede han med et smil og glimt i øjet. Hendes manglende interesse for evige slåskampe, lå nok i at hun ikke var fuldblodst, men det så Beon ingen vigtighed i. Fuldblods eller halvblods, det kunne i hans verden ikke være mere ligegyldigt.
"Er vi enige om, at løber vi ind i nogle hestefolkene, så snakker jeg og du holder øksen i ro?" drillede han hende let og begyndte at gå afsted ud imod stien de havde efterladt, for at finde ruten hen til sumpområdet. Alt imens forsøgte han at undgå at få de upraktiske vinger til at sidde fast i lavsiddende grene og andet der kom i nærheden af ham. Han håbede virkelig at de kun var midlertidige!

En gryntende latter kom fra Asha. Han var sikkert ganske god til at snyde folk, når han var ude på missioner i Mørkets tjeneste, men Asha vidste, hvad han var: han skulle ikke forsøge at lave et uskyldigt englefjæs i hendes retning. Hun så et kort øjeblik ned mod jorden. Man kunne godt se, at der var blevet gravet, men det var jo også sådan, de havde opdaget stedet i første omgang.

"Hvad skulle jeg gøre uden dig." Sagde hun muntert til Beon med et let glimt i øjet. Han gjorde så sandelig tilværelsen lidt mere interessant - især når hun kunne se ham forsøge at bakse rundt med de besværlige vinger. "..pas på buskene. Og husk at hestefolkene nok kan se dig på lang afstand.." Tilføjede hun leende, idet hun så ham forsøge at undgå at sidde fast i omgivelserne.
Hun fulgte efter ham og lod ham bane vejen gennem buskadset. Det praktiske ved englevingerne var, at han var nødt til at fjerne alle forhindringer, så hun ubesværet kunne spadsere af sted. Hun fløjtede let ud gennem de spidse tænder og lod en hånd hvile på sit økseskaft, idet de lagde gemmestedet bag sig. Hun skulle nok lade englefjæset tale først - det var han jo efter sigende så god til.

(Måske bør vi slutte den af her, så vi kan starte tråden, hvor de mødes igen? :3)

Det uundgåelige skete, og han mærkede et par fjer blive fjernet som vingerne satte sig fast i grenene, trods hans forsigtighed. Armen det var simpelthen det mest upraktiske han nogensinde var blevet udsat for! Det irriterede ham grænseløst. Ashas latter fik imidlertid irritationen til at forputte sig lidt væk i hans sinds. Jo, vingerne irriterede ham, men at hun begyndte at le var lidt det værd.
"Ha ha, meget morsomt" gryntede han uden at munterheden kunne skjule sig. Det var en komisk situation at være havnet i, hvor upraktisk den end måtte være.
Nu manglede de bare at støde på nogle hestefolk der også ville finde situationen komisk, måske endda mærkelig. For dem ville de se en ork gå igennem skoven med en engel. Ikke noget man så hver dag! Beon morede sig ved tanken

//afsluttet (Enig, det passede også meget godt med et slutpunkt her (: )