Kijara var så meget mere modig, både i fremtræden og sind end Amy kunne håbe på. Det var i hvert fald det tydelige indtryk som Amy fik, da Kijara bestemt satte op, at der ingen grund var til at vende om. At de rent faktisk ikke kunne. Amy tilbageholdte et svagt klynk og sukkede i stedet. Hun følte sig så lille og ubetydelig ved siden ad, med sine manglende kampfærdigheder og generelle modighed. Hun var bare en lille pige lige nu. Følte hun. Måske fandt hun modet frem før eller siden.

Amy stod i lang tid og kiggede på flagermusenes sovehuller og var fascineret over hvordan de kunne finde et sted hvor der var så meget plads. Derfor gik der også lidt tid før hun opdagede at Kijara var gået videre og hun måtte tage nogle lange spring for at nå hen i nærheden af.
Alle tanker hvor ting gik galt, løb igennem Amys hovede lige nu. Sten kunne falde ned, knuse dem eller blokere udgangen. Der kunne være propfyldt med skyggevæsner eller andet farligt. Der kunne også være mere civiliserede folk her, som ikke ønskede at blive forstyrret og slog dem ihjel med koldt blod. Hvis ikke alle amys hår på armen ikke havde rejst sig i forvejen, så ville de i hvert fald stå direkte oprejst nu. hun gøs, men fortsatte alligevel. Hun havde så meget lyst til at tale for at få stilheden på afstand, men turde ikke af frygt for hvad de så advarede. En svag lyd af vand nåede til sidst Amys øre. Det løb nedad ved deres fødder og afslørede at de to kvinder gik længere nedad i hulen, selvom det ikke helt havde føltes sådan til at starte med. Men vandet beroligede hende alligevel. Hvorfor vidste hun ikke rigtig.

Kijara havde ikke den mindste lyst til at kigge nærmere på de huller, hvor flagermusene havde sovet. Tanken om, at der kunne være flere af de små, baskende bastarder var rigeligt for hende - hun skulle ikke nyde noget. I stedet kiggede hun sig omkring i hulen i håb om at finde noget interessant.
Der var dog ikke en glimten af guld og krystaller i det svage fakkelskær, men kun vandet, som tog til i styrke og mængde, som de bevægede sig længere nedad i hulen. Var der skjulte rigdomme hernede, så lod de vente på sig.

Den eneste lyd for øjeblikket var den plaskende lyd af deres fødder, men efter et lille stykke tid, stoppede Kijara brat op: der var den igen. Den underlige skrabende lyd, de havde hørt tidligere - og denne gang tættere på. "Hørte du det?" Hviskede hun ud i halvmørket til Amy.
Hun havde en ubehagelig følelse af, at det ikke var noget behageligt, der ventede i hulens mørke.

Amy tog en dyb indånding og bevægede sig med sin første fod ned i vandet, og følte nærmest at larmen derfra gav genlyd gange tre i hele hulen. Dette afslørede også at hulen syntes at blive større, men Amy var ikke helt sikker på om det var en god udvikling. Langsomt gik hun afsted i vandet, og mærkede det let trænge igennem hendes buksekant, som hun ramte ned i et lidt dybere område. Det røde skær fra faklen lyste op omkring hende og Kijara som de kom længere ind. Det eneste som Amy umildbart kunne se var vandets genskær og klippernes sidder.

Hun stoppede brat, som Kijara gjorde og kiggede let rundt. Den bange anelse kneb sig op på hende igen, som Kijara spurgte om hun kunne høre det. Hendes hjerte hamrede, mens hendes vejrtrækning syntes at tage fart. Amy var overbevidst om at monstret kunne høre hendes hjertebankens genlyd. Hun var nærmest overbevidst om at uhyret fornemmerede det fra klipperne. Hvis ikke Amy havde bidt tænderne sammen, var hun begyndt at ryste let. "Ja.." hviskede hun tilbage. "Og det lyder ligesom sidst." hun trak vejret dybt ned i sine lunger og løftede faklen lidt højere op i luften for at lyse bedre op, som hun gik hen ved siden af Kijara for at lyse længere frem. "Hvad gør vi hvis det kommer nærmere?" selv hendes hvisken generede ørerne. Alt føltes bare så højt i sådan et lukket område.

Det første stykke tid havde den plaskende lyd, når de gik, en beroligende effekt på Kijara. Hun brød sig ikke om komplet stilhed, og lyden gjorde også, at hun ikke behøvede kigge sig over skulderen for at vide, at Amy stadig var i nærheden. Den urolige fornemmelse i hendes krop steg dog, som vandet blev dybere. Selvom det for ikke nåede over hendes læderstøvler, frygtede hun, at de pludselig ville komme til et dybt område.
Den tid, den sorg. Det var bare tanken om flagermusene, der gjorde hende urolig, bestemte hun sig for, imens hun indædt vadede fremad i vandet - altså lige ind til den der lyd var der igen. Pludselig virkede det umådelig dumt at have vadet direkte ind i uhyrets hule.

"Vi ved ikke hvad det er endnu.." svarede hun hviskende Amy, ligesom den rødhårede pige, var Kijara pludselig tydelig bevidst om hver lille lyd, de lavede. "Vi bevæger os stille fremad .. lys med faklen." Hun tog et lille skridt. Det var ikke særlig nemt at bevæge sig stille med vandet, der dækkede hulens gulv.
Faklen kastede et svagt skær ud over hulen foran dem og fik vandet til at se endnu mørkere ud, end det var. Det havde en grumsethed, og hun kunne ikke se sine fødder tydeligt, når hun så ned på dem. For nu var hendes blik dog anspændt rettet fremad mod det, der gemte sig i hulens dyb.

Der var absolut ingen skjul på at den rødhårede pige helt klart havde fortrudt sit valg af eventyr den dag. Hun var langt fra begejstret for situationen og lyden som havde været forude havde også bragt hende i en næsten rystende tilstand. Hun stirrede forans sig og forsøgte at holde faklen så stille så muligt. Lige nu, var Amy klar til at være den største kujon i verden og løbe sin vej, hvis blot hun kunne. Hun sukkede let, inden hun faktisk blev helt stille og var meget vagtsom med sine skridt. Hun gjorde som der blev sagt og lyste frem for sig. Intet var imidlertidig at se, selvom Amy spejdede alle steder hen som hun kunne, dog uden held med at se noget.

Pludselig kom forandringen, som de havde vandret afsted i det kolde og mørke vand. Hun gled. Hendes ene fod var landet på en kant under vandet, og var gledet ned. Dette resulterede i at Amys fod smuttede ud over kanten og pigebarnet faldte ned på det ene knæ, som stadig var på den faste del, mens hele hendes andet ben hang ud over kanten. I processen tabte hun faklen og holdte nu begge hænder fast på den slimede grund under sig, mens hun håbede desperat på at hun ikke gled ned, selvom det var umådelig glat. Vandet dækkede nu helt op til over hendes hofte, og gik igennem de flere lag af tøj umådelig hurtigt og koldte. Med et pumpende hjerte og ivrig vejrtrækning sad Amy helt stille, med ørerne på stikker og lytteede. Det lille scenariet havde ikke været stille og lyden af forskrækkelsen fra Amy havde givet svagt genlyd. hvad end de var gået ved siden af, var det fyldt op med vand, og var højst sandsynligt et hul der førte længere ned.

Kijara havde været heldigere med det stykke, hun havde valgt at gå på. Klippen under vandet var ujævn, men ikke direkte fyldt med faldgruber. Hendes blik var spændt fremmadrettet, imens hun forsøgte at få øje på det, der tidligere havde lavet den underlige, skrabende lyd. Lige som Amy, var hun imidlertid ude af stand til at se noget.
Et lille stykke tid hørte man ikke andet end deres forsigtige fodtrin gennem vandet - men så gav det et voldsomt sæt i Kijara, da Amy pludselig faldt og faklen omgående slukkedes - nu var her kun mørket, samt det svage ekko af Amys stemme i grotten.

"Hvad skete der? Er du okay?" Hviskede hun, imens hun forsøgte at få øje på Amys skikkelse i mørket, som hendes øjne kun langsomt vendte sig til. Hendes hjerte bankede hastigt derudaf, for hun havde jo ikke set hvad der skete og frygtede, at et eller andet havde grebet ud efter pigen ved hendes side.
Hun savnede allerede inderligt det lys, de havde haft: at skulle tumle videre i mørket, virkede næsten som en umulig opgave. For nu var det dog om at sikre sig, at Amy var i stand til at fortsætte - og at hun var uskadt.

Amys verjtrækning var vild og hurtig af ren og skær forskækkelse og skræk. Hun følte at hendes hjerte kalopperede hurtigere afsted end den stærkeste hingst på sletterne. Hendes mund føltes tør og tunge som sandpapir, da hun forsøgte at fugte sine læber til at svare. Oven i det, sad hun helt og aldeles stille, selvom hun langt fra følte at hendes ben og resterende krop var færdig med at ryste af ren og skær forskrækkelse. Dertil føltes alt som gele. Hendes arme havde svært ved at holde hendes krop oprest i den siddende tilstand, hvor hun var lænet fremad.

Amy sank den ikke eksisterende væske fra munden og fik sig skubbet op i en mere rank siddende tilstand, selvom hun intet kunne se frem for sig. Ikke engang hendes hånd. "j-j-jeg t-tror det n-nok.." hendes stemme var skælvene og rystene. Hun trak benet op fra det våde dyb og skubbede sig væk derfra, stadig dækket af vand fra hoften og ned. "j-jeg tabte faklen.." hendes stemme var svag og meget undskyldende. Hun var bange. Bange for hvordan de skulle komme væk fra dette mørke sted, hvor de nu ikke havde nogen chance for at se noget som helst frem for sig, med mindre lys kom forbi. Noget som gadepigen tvivlede på. "Der er et dyb tror jeg.. med vand.. Min fod gled.." forsøgte hun at forklare, selvom hendes stemme var begyndt at blive så skælvene og bange at det var svært at følge med.

Det var en lettelse at høre Amys stemme i mørket. Et øjeblik havde Kijara frygtet, at pigen var forsvundet under det mørke vand, men hun lod til at være uskadt. Sådan nogenlunde, i hvert fald.
Det var meget svært at få øje på noget som helst i det intense mørke i hulen, men den plaskede lyd i vandet, som Amy trak benet til sig og fik skubbet sig væk fra dybet, gav Kijara en nogenlunde idé om, hvor hun var. De måtte stole på deres andre sanser nu, for Kijara turde på ingen måde begynde at hoste flammer op - noget der kun ville give meget kortvarigt lys, og som med stor sandsynlighed ville ende med at gøre skade på dem.

Hun brød sig alligevel ikke om at være overladt til magi. Hellere stole på sine fysiske egenskaber, tænkte hun, som hun forsigtigt følte rundt omkring i vandet med fødderne for at sikre sig, at hun ikke selv ville falde i et hul. Der lod dog til at være solid klippe både foran og bag hende.
"Det er ikke din skyld." Svarede hun beroligende Amy, selvom en vis usikkerhed kunne spores i hendes stemme. "Jeg tror at vi gør klogest i at vende om.. hvis der er flere af den slags dyb, så er det rent selvmord at fortsætte uden lys.." hun spejdede en smule ærgerligt ud i mørket, selvom hun ærlig talt var begyndt at tvivle på, at der var noget som helst af værdi herinde.

Amy var stadig sikker på at hendes hjerte var på vej til at hoppe ud af sit bryst. Det dunkede så meget at hun kunne høre blodet pumpe i sine øre. Det var surrealistisk og ikke mindst skræmmende at sidde mit i. Efter lidt tid syntes Amys meget ivrig vejrtrækning dog at foretage sig igen, og stilheden fyldte rummet, det meget mørke rum, som Amy ikke engang var sikker på var et rum.

Hele tomultet havde gjort Amy disorienteret og som Kijara nævnte at de skulle vende om, begyndte hun at kigge rundt, selvom der ikke var andet end mørke foran hendes blik. "Hvilken vej er tilbage?" kom der åndeløst fra Amy, som skælvene havde kæmpet sig op at stå igen. Hun søgte efter sin taske på siden, som var blevet gennemvævet. Måske. Måske var de heldige at der stadig var noget deri der var tørt. Noget gadepigen dog tvivlede stærkt på. Panikken var begyndt at overtage hende, selvom Amy ikke turde at bevæge sig ud af flækken, i frygt for at styre ned i dybet igen. Hun drejede rundt, mens hun bed sig i læben, men blev pludseligt, nærmest mere pludseligt end et lynnedslag, ramt af rolighed, og hun stoppede på stedet.
Amy lukkede sine øjne og mærkede efter. En svag, næsten ubemærkelig brise ramte hendes hud og forstærkede hendes sanser mere end hun havde troet muligt. "Jeg kan mærke en brise. Jeg tror der er en udgang i nærheden? Men jeg ved ikke om det er den vi kom fra, eller en anden.." hendes stemme var hviskende som hun stod blind og stirrede frem i mørket. Hun var ikke engang sikker på om hun så i Kijaras retning, men vinden havde hun ikke taget fejl af. Vinden var simpelthen for stor en del af hende til at tage fejl af.

Selvom Kijaras øjne efterhånden langsomt vænnede sig til mørket, var her ingen lyskilder herinde, og hun kunne ikke engang se Amys skikkelse skille sig ud fra omgivelserne. Hun kunne mærke det kolde vand om fødderne, men den stille strøm af vand var også det eneste, hun var i stand til at orientere sig ud fra.
Hendes ører kunne imidlertid bestemme hvor lyden af Amys stemme kom fra, og hun vurderede, at pigen var et sted til højre for hende. Hun vendte sig forsigtigt i vandet, mens hun følte efter bunden med fødderne - hun var på ingen måde ivrig efter at lide en tidlig druknedød hernede i hulens mørke.

"Det er alt, hvad vi har at gå efter." Svarede hun til Amys snak om brisen. Hun forsøgte selv at stå stille og prøve at finde ud af, om hun var i stand til at mærke brisen. Hun syntes, at hun fornemmede den svagt mod sin kind, men hun var ikke helt sikker på, om det bare var indbildning.
Så stivnede hun, da endnu en skrabende lyd hørtes fra et sted i huledybet, og en svag knurren ekkoede mellem klipperne: lyden, hun havde frygtet at høre, lige siden de trådte ind i hulen. Der lod til at være flere bæster herinde.
"Jeg tror, vi skal skynde os lidt." Sagde hun lavmælt. Hjertet hamrede i halsen på hende. "Du fører an." hviskede hun. Det var Amy, der havde styr på, hvor den mulige huleudgang måtte være, så hun ventede blot på, at pigen ville sætte i gang og - forhåbentlig - lede dem tilbage under åben himmel.

Den skrabende lyd som tilbagevendt til hulen, fik det til at løbe koldt som is ned af ryggen på Amy, som klemte sine øjne sammen i panik. Hendes vejrtrækning blev mere ujævn, som hun bed sig hårdt i læben. Hun ville ikke dø her nede. Generelt var døden ikke en tanke som på noget tidspunkt kunne berolige pigebarnet.
Amy valgte at nikke som svar til Kijaras lavmælte, selvom denne absolut ikke var i stand til at se det i dette mørke. Amy ragte en hånd frem i mørket, sigtende efter Kijaras hånd, sidde eller noget der i hvert fald indikerede at hun var der. Efter lidt leden, lykkedes det Amy at fange en hånd, som hun med det sammen låste sig fast på.
Det var den nemmeste måde at sikre på at de ikke blev væk fra hinanden, og ligeledes måden hvorpå det var muligt at trække sin makker op af dybet hvis et helvedes gab skulle vise sig igen.

De første skridt blev taget med stor forsigtighed, mens hun som en blind, lod sin hånd køre foran sig for at sikre at der ikke kom et frontalt stød med en klippevæg. Den skrabende lyd fortsatte et sted bag dem, og blev mere intens for hver gang at vandet svulpede lidt mere ved føddernes brydning af overfladen.
Jo før de kom op af dette vand, des bedre. "Pas på.. der kommer et par trin opad.." hviskede Amy lavt, som hun næsten var snublet over trinene og havde klemt ekstra hårdt fast i den andens hånd. Alligevel var Amy mere fokuseret end nogensinde i sin gågang fremad. Hun mærkede brisen og den blev større som de fortsatte. Forhåbentlig var der en udgang tæt nok på til at hvad end der var efter dem, ikke fik dem indhentet.

Kijara hadede, når hun ikke var i stand til at bruge sine øjne. Hun følte sig blind i hulens mørke, og hun var ikke et øjeblik i tvivl om at væsnerne her i hulen i modsætning til dem, let ville være i stand til at orientere sig: dette var trods alt deres hjem, og deres lugtesans ville sandsynligvis snart bringe dem frem til indtrængerne.
Det gav et lille sæt i hende, da Amys hånd rørte hendes, men øjeblikket efter knugede hendes fingre den yngre piges: Kijara var muligvis vandt til at klare sig selv, men her nede i dybet var hun taknemmelig for Amys tilstedeværelse. Skulle de dø hernede, ville de i det mindste ikke dø alene..

Hun rystede let på hovedet af sig selv, som de begyndte at bevæge sig fremad med vandet let plaskende foran fødderne på dem. Selvfølgelig skulle de nok slippe herfra - det var et dumdristrigt eventyr, men så snart de var sluppet ud af hulen, ville det være nemt at bruge rebet til at komme op i sikkerhed igen.
Tanken om at finde rigdomme havde hun for længst opgivet - skyggevæsnerne var vidst nærmere typen, der samlede på tørre knogler end på guld og ædelstene. Det føltes dog en anelse bittert, at de sandsynligvis ville vende tomhændede herfra, for hvem ville tro dem, når de sagde, at de havde set bunden af Dødens Kløft?

Den skrabende lyd bag dem begyndte at komme tættere på, og Kijaras tanker kredsede et øjeblik igen om, hvorvidt de overhovedet ville slippe ud herfra, før hun slog dem ud af hovedet: for nu var der intet andet at gøre, end at sætte den ene fod foran den anden.
Med hånden knuget om Amys hjalp hun den anden pige med at holde balancen, som de nåede til trinene. "Tak." Svarede hun hviskende tilbage, idet hun følte sig for med fødderne. Trinene var lumske og ujævne samt glatte af vandet, så nu gik det rigtig langsomt.
Alligevel havde de ikke gået længe, før Kijara fik øje på noget, hun havde længdes efter at se: "Kan du se det?" Hviskede hun til Amy, som hun stirrede fremad mod brisen - et svagt lys kunne ses længere fremme. Forhåbentlig en udgang!

Omvandring i mørke, var så absolut heller ikke noget Amy satte pris på. De tidspunkter hun havde værdsat mørket, var i situationer hvor det var mulighed for at finde et gemmested. Denne situation var langt fra lig sådan et tidspunkt. Det var ubehageligt, og næsten kvælene at vandre igennem det iskolde vand i komplet mørke. Den eneste kontakt var hvad fødderne ramte, den lette prise og den knugende fornemmelse i Amys hånd, som var gengældt fuldt ud til Kijara bag sig. Det var sikkerhedsnetværket at vide hun ikke var alene, selvom det ikke bragte nogen lys side med sig lige nu. Alligevel var det nok til at alt ikke føltes helt fortabt. Der var forhåbningen om den lette brise. Den som tog til, jo længere de gik hen over den ujævne og ubehagelige grund under sig.

Som de langsomt kom op af den glatte trappe, eller hvad der nu føltes som en trappet, tog brisen til og frembragte endnu et lysglipt af håb. Noget svagt foran dem, som ikke var organisk materiale. Det var ikke lys fra et dyrs glubske øjne, eller lokkende finurligheder som kunne få byttet til munden, unden at uhyret skulle flytte sig. Det var et svagt lys som fik Amys hjerte til at hoppe af lethed. "Ja.. Der er lys. Der er stadig en chance!" hendes stemme var hæs hviskende, og holdte sig meget lav. Nok var der kommet et håb foran dem, men der var stadig en lang vej derhen. En vej der kunne være fyldt med både den ene og den anden form for fælde. For ikke at tale om den skrabende lyd som stadig var at høre bag dem.

Tempoet blev sat minimalt op, men stadig nok til at skridtene blev en anelse længere, end de førhenværende museskridt. Indtil videre var der ikke de store forhindringer andet end den ujævne og ikke mindst glatte grund, men vandet var sluppet op. De var nået for højt op til at vandet var med dem, hvilket også minimerede larmen fra deres skridt. Instinktivt ragte Amy hånden fremad mod lyset, nærmest i håb om at tage fat i det og bruge det som hjælp. Luftet blev lettere og mere frisk. En lille men meget betydelig ting som fik Amy til at smile.

Kijara forsøgte at følge efter Amy så hurtigt hun kunne på de lumske trin. Af og til var hun ved at glide, men klippevæggene var snævret ind omkring dem, og hun kunne række en arm ud og støtte sig til dem. Som de kom nærmere lyset, blev det tydeligere, at det rent faktisk var det svage dagslys, som trængte ned til kløftens bund, man kunne se derude - og ikke noget andet og farligere.
Hun kunne selv føle luften blive friskere omkring dem, og det var først nu, det gik op for hende, hvor indelukket der havde været nede i den dybe hule.

Gangen drejede en smule foran dem og pludselig var lyset meget tæt på. Kijara stoppede op og missede med øjnene for at kunne se bedre - det var ikke helt en huleudgang, selvom lyset ganske rigtig trængte ind mellem klippestenene: klippesten, der spærrede noget, der engang nok havde været en udgang.
Kijara kom i tanker om stenskredet Amy tidligere havde sat i gang - havde de selv blokeret huleudgangen? "Lad os prøve at skubbe os vej ud." Sagde hun hviskende til Amy - at gå tilbage var ikke en mulighed, ikke med væsnerne, der lurede et sted i hulens mørke. Så vidt hun kunne se i mørket var klippestenene ganske løse, og hun tog et skridt frem - forbi Amy - og begyndte at lægge vægt mod en af de største sten.

Ivrigheden tog til, og Amy satte ubevist farten op for hurtigere at nå frem til den meget lille sprække hvor det kære dagslys banede sig ind. Aldrig før havde hun været lykkeligere for at se solens stråler. Måske engang for mange år siden en iskold vinternat, hvor varmen endelig kom frem over bjergene. Men denne gang var dælme tæt på. I hvert indtil hånden ramte væggen foran lige ved siden af den lille sprække, og det næste problem meldte sig. Hvordan kom de ud?

Kijara kom med forslaget, hvis ikke løsningen, som Amy i det svage lys nikkede til. Hun tog en dyb indånding, og begyndte at lede efter mere løse sten øverst, end dem længere nede. Amy var ikke fysisk stærk, men hun kunne trods alt mærke bedre end nogen anden hvor let luften havde ved at slippe igennem sprækkerne. Det førte også til at hun fik taget et par sten fri og lyset for alvor begyndte at trænge igennem. Håbet blev antændt i langt større kaliber og fik hende til at arbejde hurtigere for at kunne kigge ud, og se hvad der gemte sig bag stenskredet. Det måtte være en udgang! men hvor den udgang befandt sig var ikke til at vide.

Modet var nær sunket i jorden som en lyd fyldte hulrummet de befandt sig i og fik Amy til at hoppe forskrækket og se fribrilsk bag sig. Lyset var nu nok til at de rent faktisk kunne se hele det rum de befandt sig i, selvom mørket var faretruende tæt på fra den aflange gangligende ting de var gået igennem. Synet af hulen var langt fra betryggende. Der lå knogler, både afknavede og i små bunker rundt om. Hvorvidt det var fra mennesker eller dyr var ikke til at vide. Det løb alligevel koldt ned af ryggen og Amy kæmpede videre med stenene. Før eller siden ville de store komme fri og de ville være i stand til at kravle ud! Ud til friheden! Den meget tiltrængte frihed.

Synet af det svage dagslys fik Kijara til at lægge efter krafter i, som hun hjalp Amy med at skubbe til stenene. Hun selv besad en ganske solid omgang råstyrke: hun gjorde trods alt meget ud af sin daglige træning, og det var altid en fordel at kunne overraske en modstander, der undervurderede hende. Ikke destro mindre var hun stadig en lille kvinde, og det var en stor bunke sten, de skulle skubbe sig igennem.

"Skynd dig!" Hviskede hun febrilsk, da en lyd fyldte hulrummet, selvom dette ikke rigtig var en opgave, man kunne skynde sig med. Hun ville ikke fanges her - og de ville ikke have den store chance for at kæmpe imod væsnerne i dette smalle hulrum. De måtte ud, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Hun satte skulderen mod den største sten og stemte fødderne i mod gulvet, imens hun bestemte sig for ikke at tænke nærmere over knoglerne, der lå over alt i hulen.
Endelig mærkede hun stenene give efter for deres anstrengelser, og et mindre stenskred blev sat i gang: da støvet lagde sig strømmede det svage dagslys ind, og afslørede et hul, der lige akkurat så ud til at være stort nok til at klemme sig igennem. "Dig først." Nikkede hun til Amy, imens hun selv fremdrog sin kniv og så sig om i hulen. Hun skulle nok forsvare sig med næb og kløer, hvis væsnerne skulle have indhentet dem!

Den fribilske hvisken, blandet med de skrabende lyde og synet af knogler og skidt rundt om i rummet satte adrenalinen på højt punkt i hele Amys krop, som fribrilsk fik krattet mindre sten løs omkring den større som Kijara var godt i gang med at få skubbet til. Amy bressede, hev, skubbede og kæmpede af alle de krafter hun nu engang kunne. Da den større sten begyndte at give efter, valgte Amy ganske praktisk at hjælpe med at skubbe til den. Og det lykkedes!
Det mindre stenskred og støvet fik Amy til at hoste og presse øjnene sammen da støvet begyndte at gå ind i alle mulige åbninger. Men det var ligemeget. Dagslyset kom ind og der var et hul, som Amy mente var stort nok til dem.

Uden spørgsmålstegn eller eftertanke kravlede Amy op til hullet og ud efter ganske kort tid. At blive omslugt af lyset var en befrielse, men frygten for væsnerne var endnu ikke forsvundet. "Skynd dig ud!" der var ingen fare for enden af det mindre hul, som kunne ødelægge ens flugt fra hulerne. Faktisk virkede det hele langt mere roligt, varmt og grønt. Den grønne farve ramte først. Den var sparsom men nok til at få blikket lidt væk fra alle de grå og brune sten som havde været det eneste at se i hulerne.
Amy ragte en hånd frem til Kijara for at hjælpe hende ud hurtigere uden at skulle skære sig på stenene eller på anden vis komme til skade. Det var hovedmålet, men intet var sikkert. Amy ignorerede tydeligt de snitsår og blå mærker hun havde erhvervet sig fra at slide og skube til stenene.

Kijara spejdede ud i hulens mørke, som Amy kravlede ud gennem hullet. Det vigtigste for dem var nu at se at komme ud og væk herfra - her lod ikke til at være skjulte rigdomme, kun mørke, kulde og .. hvad de der væsner nu end var. Hun gyste lidt for sig selv, og knugede hårdere om skæftet på sin kniv.
Det var en lettelse, da Amy var kommet ud af hulen - hurtigt stak hun kniven tilbage i bæltet og begyndte selv at kæmpe med at mave sig ud gennem det smalle hul mellem klippestenene. Hendes egne hænder blødte også fra mindre skrammer efter det hårde arbejde med at skabe en udgang, men det betød intet - så længe de var i stand til at kravle op fra kløftens bund. Hun havde ikke lyst til at være fanget hernede.

"Tak." Hun greb Amys hånd og endelig stod de begge i det sparsomme lys på kløftens bund, der lige nu virkede som det mest strålende dagslys, hun nogensinde havde set. Hun missede med øjnene og begyndte at se undersøgende rundt på klippevæggene.. "Lad os finde rebet!"
Det ville blive en hård klatretur, men rebet ville forhåbentlig hjælpe dem godt på vej.

Det var som en tung sten faldte fra skulderne, da Kijara blev hevet ud af hulen i et stykke og så nogenlunde uskadt ud. Så langt så godt. Amy havde åndet lidt for lettet op og gik næsten i panik i søgen efter rebet, som ganske rigtig stadig sad rundt omkring livet på hende, godt kørt rundt så der var plads til det. Med let rystende hænder fik hun det løsnet og snoet sig ud af det. Klatring var ikke hendes stærkeste side når det var udenfor husmurerne, men hun havde sine fordele med magien i baghånden.
"Lad os komme op herfra. Jeg lyster ikke flere overraskelser." Amy begav sig promte hen imod klippevæggen og orienterede sig hurtigt. Lige nu var det ikke så slemt at klatre op til første afsats, men rebet blev aktuelt længere oppe. Hurtigt og let kravlede hun op på den første flade godt halvanden meter over hulen de lige var flygtet fra, hvorefter hun gav sig til at lave en lykke i rebet. Med godt held kunne de få ramt rundt om et klippestykke og bruge rebet til at klatre mere lige og direkte op fra helvedet der var her i dødens kløft. "Du må nok hellere kaste.. Jeg er ikke så stærk." lige nu var der ingen grund til at skjule den svaghed. Lige nu var det vigtigste ærlig talt at komme ud herfra med skin på snuden!

Kijara fulgte hastigt efter Amy. Hun var ikke nær så adræt, når det kom til at klatre - men det var nu ikke helt en ukendt oplevelse af kravle op ad en stejl klippe. Desuden havde de jo allerede overlevet turen ned..
Lige nu nød hun at være ude i det svage dagslys, og hun satte pris på, at de ikke var kommet til skade inde i hulen. Hvis en af dem havde brækket et eller andet, ville klatreturen nærmest være blevet umulig, tænkte hun, som hun kravlede op på klippen over hulen.

Hun tog imod rebet og svingede det prøvende, idet hun udså sig et klippefremspring højere oppe. Det susede gennem luften, og hun strammede løkken om klippefremspringet. Der var intet dårligt at tænke om Amys indrømmelse - hun var stadig en ganske ung pige, og der skulle ikke mange blikke på hendes kropsbygning til at vurdere, at den spinkle pige var bedre når det kom til hurtighed, end til rå muskelkraft.
Det ændrede dog ikke, at Kijara var taknemmelig for at have stødt på hende hernede. Hun hev et par gange i rebet, men vendte blikket mod jorden, da en lyd kunne høres inde fra klippehulen. Der gik et par korte sekunder - så blev hun mødt af synet af det, de havde frygtet: endnu et skyggevæsen var netop kommet ud mellem klipperne. Den snusede i luften og så rundt i håb om at få øje på dem.

"Nu skal det gå stærkt .." Hviskede hun til Amy og pegede på rebet som tegn på, at pigen skulle begynde at klatre. Hun håbede inderligt, at væsnet ikke var i stand til at komme op ad stejle klippevægge.