Regnen silede ned nu som om de alle havde placeres sig direkte under et vandfald. Venus var gennemblødt. Hendes naturlige evne til at kontrollere temperature holdt hende fra at fryse mens regnen gennemvædede hendes grønne kjole helt ind til huden, men den kompenserede kun for temperature, intet andet. Hun kunne få vandet til at fordampe, hvis hun ville. Det ville være nemt. Men det ville også være spild af tid, styrke og koncentration. Desuden havde hun overhovedet ikke tid til at tænke over den slags bagateller lige nu. Spændingen mellem de to sider, der efterhånden havde delt sig ret tydeligt på hver deres side af præstinden, steg og steg.

Venus så forundret på Morgoth. Samson havde reageret nogenlunde som forventet på Netrishs indblanden, men ikke Morgoth. Hun havde følt sig sikker på, at han enten ville ignorere elverkvinden eller feje hende af banen med at ordentligt slag. Det glædede hende selvfølgelig, men der var for meget overraskelse i hendes ansigtsudtryk til, at hun kunne smile samtidig. Denaros reaktion overraskede hende også selvfølgelig, men hun kendte ham ikke særligt godt. Faktisk havde hun stadig ingen anelse om, hvem han var.
Desuden var hun stadig vred på Morgoth, og hun vidste stadig ikke, om hun kunne tilgive ham. Og det var ikke nok, at hun var glad for, han var her. Og det var heller ikke nok, at han ikke slog Netrish om kuld med det samme, fordi hun stod i vejen.

Men det havde hun ikke tid til at spegulere over nu, for pludselig fik Stan en eller anden form for migræne. Og da Venus ville hjælpe, begyndte jorden at ryste under hendes fødder. Af ren refleks lod hun sig løfte et par millimeter op over jorden, så hun ikke længere var ved at miste balancen. I det samme eksploderede Samsons flammer lige foran fødderne på Stan og dermed foran Venus, så og hun måtte hoppe et stykke tilbage. Samtidig med, at Renatika og Morgoth gjorde deres til at slukke flammerne, forsøgte hun og at kontrollere dem. De var væk efter få øjeblikke. Begivenhederne lod hende ikke få et ord indført, hverken overfor Samson - som hun dog sendte et olmt blik. Hvis man nøjedes med at sammenligne Samsons og Venus' evner og egenskaber, havde Venus potentiale til at blive Samsons værste mareridt. Venus kunne flyve og var som sådan uden for Samsons råstyrkes rækkevidde. Bandelederens tyr ville heller ikke kunne nå hende. Og selvom Samson havde større kontrol med flammer og varme, end hun selv havde, så havde han ingen kontrol med kulde. Hun var stort set immun over for hans flammekastere og ildkugler. Og hun kunne stadig nå ham med sine pile. Men når man så sammenlignede deres kampgejst og blodtørst, var det lidt anderledes. Hele Samsons bande virkede ufatteligt kæphøje, og den nytilkomne sortelver lod ikke til at være meget anderledes. Hun rystede indvendigt på hovedet.

Hvis Netrish højt havde sagt, at Venus klamrede sig til Stan, ville hun have protesteret. Det havde intet med Stan selv at gøre, men snarere, at hun blev opfattet som hjælpeløs. Det var ikke en fornemmelse hun brød sig om. Og det var ikke den eneste grund til, hun ikke ville gå med ind i kirken. Men nu var det ikke Netrish, der sagde højt, at hun skulle følje med ind i kirken; det var Yang og Stan.
"Jeg er allerede blandet grundigt ind i det her, så hvis jeg går med ind, ville I ønske, I var blevet herude," svarede hun med en vis alvor i stemmen. Hun var sikker på, at Samson ville følje efter hende med Morgoth lige i hælene. Det ville aldrig ende godt. Men Venus blev stoppet i sine dystre grublerier, da Tara svarede Morgoth igen. At hun svarede igen var slemt nok, men det, hun svarede, var fuldstændigt galt. Hun flyttede et chokeret blik over på Tara med et ryk. Hun kendte Morgoth godt nok til, at man ikke skulle nævne Horisont, slet ikke i den tone og overhovedet ikke nu. Og hvis det ikke havde været for et ordentligt tordenbrag, ville hun også have kigget på Morgoth for at se hans reaktion.
I stedet så hun i retning af lyden. Så kom der endnu et brag fra en helt anden retning. Først troede Venus, at det også var et lynnedslag, men hun tog fejl. Der gik ikke lang tid før lyden af store fødder, der slog mod brostenene materialiserede sig i tågen, som en stor, sort skygge.

De mange lysglimt der oplyste himmelen samt jorden under dem, blev kraftigere og kraftigere jo tættere stormen kom på den hele tiden større forsamling. Samson lod ikke den helt store
Ild brage løs, men denne havde tydeligvis været nok til at få flere folk sat i bevægelse samtidig. Til sin store overraskelse var der en i denne forsamling der trodsede ham. Hans blik flyttedes langsomt idet han drejede sin krop fik han øje på at det var en af de civile der havde våget at trodse ham. En tøs!!
I det samme kom en ny til, en han ikke skulle mene at have set før, som talte som om hans liv var meningsløst for ham. Han skænkede i første omgang ikke denne person et blik men havde derimod blikket fastsat på Renatika.

"Hvilket mod du dog udviste der, min pige. Utroligt! Men hvad får dig til at tro, at denne kriger ville hjælpe dig på samme måde som du hjalp ham?" Samsons pupiller ændrede du konstant i størrelse. Det var tydeligt for enhver at se, at han kæmpede stærkt imod sine dyriske lyster til at flå i kød. Han var stille et øjeblik inden han skænkede Adrian et blik samt et par kølige ord.

"der er vidst en der er ude på at få sin sidste aftentur?" Samson kunne ikke være mere træt af folk som ikke var bedre til at bedømme sin situation end de var, ligesom ham torsken her som bare lige var troppet op og straks begynder at spille med sine kræfter.

Han mærkede hvordan jorden kom til at ryste under ham. Adrian var tydeligvis kernen i dette. Samson forblev stående ved hjælp af sin magnetisme. Han måtte få denne mandsperson ud af kontrol og dermed blive sat på plads. Samson udstedte en magnetismebølge mod Adrian og placerede den anden pol på en væg lidt derfra, i sinde af at han ville blive hevet i høj hastighed mod denne væg og muligvis få et par skræmmer. Om ikke andet bare at ømme sig lidt efter slaget.

Samsons opmærksomhed blev rettet mod den person som havde lagt sin hånd på hans skulder - Denaro. Han lyttede til hans ord, men han tvivlede lidt på hvor mange han dømte som civile. Opmærksomheden blev rettet mod præsten der ville have de civile i ly og Venus' kommentar der kort tid efter fulgte. Hun havde ret. Helt og aldeles ret. Yang var en af Samsons slaver, så selvom hun søgte i ly ville han stadig kunne ramme hende hvis han havde dét i sinde, dog havde han andre ting at tænke på nu.

"Denaro, du glemmer hvem vi har med at gøre... Han har en svaghed for denne rødhårede tøs, som aldeles burde sættes på plads" Sagde Samson med sænket stemme så kun Denaro, Tara og nu også Kravenoh kun kunne høre, netop fordi de var så tæt på som de var.

Han rettede sin opmærksomhed mod Kravenoh. Situationen blev bedre og bedre. Bandens medlemmer troppede stille og roligt op - måske knap så roligt når man så på Taras provokerende fremtræden.
"Krave... Du behøver jo knap nok invitationen, du kender alligevel festen før næsten nogen andre gør det.." Svarede Samson med en lille snært af en joke i stemmen. For hvad skulle han svare når alt kom til alt? At han var ude og stalke og pludselig står mørket foran ham og tossede mennesker prøver at fremhæve sig som helte? Komisk situation at skulle forklare på en sådan måde.

Samson kunne ikke lade være med at vende hovedet mod Tara da hun tydeligvis nu fik den helt "rigtige" sætning frem slynget direkte i Morgoths hoved. Samsons pupiller syntes ikke helt at kunne styre sig rigtigt mere. Deres bredde ændredes konstant, fordi han tænkte som en gal på hvordan man lige nøjagtigt skulle trykke på de mange knapper i dette øjeblik. Hvilke en var den røde - nedbryder knap?

"Tara, tag du dig af Venus, så har jeg fornøjelsen af Morgoth her..." Samson vendte nu sit blik mod Morgoth, og fortsatte sin tale.

"... For det er jo præcis hvad vi begge ønsker, er det ikke? Eller er det mig der er mest ivrig? Nu skal De høre hvad jeg vil. Desuden vil jeg lige påpege, at det var DEM og Venus der stak af ved sidste møde.. Met der er nu gået et par år, hvor De og Deres undersåtter har moret jer lidt for meget med Krystallandets områder, terroriseret og ødelagt. Alle håb fra Krystallandets folk ER ødelagt, der er intet mere at vade i, for i virkeligheden ER det døden de lever i. Det jeg vil er at vælte Mørket, så simpelt sagt er det. Jeg og mine medmennesker her, går ind for det selv samme. Vi er hverken på lysets side eller mørkets side, og kommer det heller aldrig. Vi skal lære befolkningen hvad det vil sige at være glad for deres liv. Det liv som man skal værdisætte mens man kan, og ikke lege med det. Men omvendt, hvis man ikke leger med det, kan man heller ikke lære hvor vigtigt livet er. Men det finder de typisk ud af, hvis de først forsøger at trodse." Samson havde hævet stemmen hele vejen igennem, for at alle tilstedeværende skulle kunne lytte. For folket vidste sikkert ikke hvilket formål banden havde, og slet ikke i disse mørke dage.

Samsons blik gled rundt på forsamlingen. Hver og en skænkede han et køligt blik, men indvendig pulserede hans blodårer. År efter år havde han lært flere og flere hvad det ville sige at værdisætte livet. Dog havde nogle af disse i denne forsamling ikke lært det.

Samson så på den afventende præstinde endnu engang.
"Tag de uskyldige med, hvis du synes at du kan finde nogen, som efterhånden ikke burde være med i denne konflikt..." Samson så hen på Venus.

"Jeg ser i så fald på én i dette øjeblik, som er lige så indvoldveret som jeg selv. Den handicappede ovre ved busken har selv lige blandet sig ind i dette, dog kan hun få en chance for at komme med dig." Han så hen på Renatika med et skarpt blik.

"Du er heldig tøs, hvis ikke det var for denne situation havde situationen været anderledes. Du BØR prise dig lykkelig for at situationen er sådan som den er, ligeså vel som dit liv." Samson så sig skråt over skulderen og over på Will.

"Hvis ikke hun følger med, må du få den store ære at lære hende hvad livet er..." Samson smilte et svagt smil til Will. Nok var det en civil de havde med at gøre, men det var en civil der godvilligt havde været med til at gå op mod ham, og det var nok til at stemple hende.

Stemningen blev pludselig totalt dæmpet, og én lyd hærgede nu hele området. Først troede han at det var et af de mange lyn der slog ned tæt på dem, men så vendte han ansigtet samt kroppen, og så et forfærdeligt syn. Skikkelsen var kæmpe, og han gættede på at dette væsen var dét, og dét alene der havde terroriseret området på sin helt egen måde og sat sine helt specielle spor. Samson trådte et lille skridt tilbage af overvældelse. Han sendte Morgoth et enkelt blik, som var det for at læse hvad han havde tænkt sig at gøre, eller var det af noget helt andet? Blikket havde måske endda to spørgsmål. Skulle de til at arbejde sammen?

Adrian skævede blot lidt til Samson da han kom men noget der vist skulle forestille en trussel. Adrian så køligt rundt på forsamlingen og smilede kort. Der var ikke nogen han kendte, hvilket ikke gjorde ham specielt. Men den værste her, han havde hørt om var godt nok Morgoth, selvom at han ikke just var skræmt.
Med alt den regn der kom, skulle man tror at Adrian var gennemblødt, men faktum var at ikke engang mærkede den.

Adrians blik faldt igen på Samson. Samson, ikke.? Hvis du ikke er mod lyset, er der vel ingen grund til at brænde tåben de... forsøgte han at sige da han blev ramt af Samsons magnetiske bølge, der løftede ham op i luften og kastede ham mod en nærliggende mur.
Da han indså at han ville ramme en sten mur, koncentrerede han sig hastigt om muren. Der blev et stort hul, som han røg igennem. Hullet lukkede sig efter at adrian var helt igennem, så det godt kunne have set ud som om at han blot forsvandt ind i muren. På den anden side landede han på et tomt gulv og skvattede rundt der et kort øjeblik, inden han stille og roligt som intet var sket, kom gående ud gennem døren der var i væggen. Hvad skulle jeg dog lave derinde? Der er jo helt tomt. sagde han højt så alle kunne høre det, med et bredt smil på læben.

Mens han stille gik i retning af forsamlingen igen, havde han konstant kontakt til jorden under ham, så Samson ikke ville kunne gøre det samme trick mod ham igen.
Han så over mod kile-præstinden med et kort blik. Få nu de få der er uskyldige, væk, så vi andre kan morer os lidt. sagde han med et bredt smil. Hans tømmermænd han havde tidligere var væk, erstattet med adrenalin. Han var klar til at kæmpe.

Halvdæmonen smilede let over de spydige kommentarer der blev kastet rundt, spændingerne i luften, generelt alt der foregik. Mand-bjørnen irriterede ham lidt, men der foregik generelt for meget til at det var svært at opfatte det hele. Tara's provokationer var han dog opmærksom på, og han stod da også klar til at træde ind, hvis det nu skulle være. Men som det var nu, lod det ikke til at være den største nødvendighed. Samson havde styr på tropperne, og Will's blik gled over på den handikappede pige, og han skulle lige til at give en kommentar tilbage til den store mand. Et eller andet om at det ville ske gladeligt, men ... Han stoppede op. Der var noget mere i luften nu, stanken af frygt kom fra lysets kriger, og andre begyndte også så småt at opdage...
Han vendte hovedet med et ryk for at se mod tågen, der hvor følelsen kom fra. Hånden uden regn og blod åben, den anden let knyttet, panden rynket, og han forsøgte at se hvad i alverden det var for noget, der tydeligt kunne mærkes, men der mindre tydeligt kunne ses, for den forbandede tåge.

"...Hvad i alverden..."

De voldsomme rystelser i jorden fik ikke Denaro ud af balance, tværtimod han fast, som havde han haft Samsons magiske magnetisme til at klynge sig til jorden. Han vidste dog at ikke alle havde hans kontakt med jorden eller hans magi til at styre grunden under hans fødder og forhindre den i at bevæge sig voldsomt. Men hævede spydet et par centimeter og lod det derefter falde ned på jorden igen.
Som et bølge spredte hans magi sig fra spidsen og sandet i jorden greb fat og gjorde jorden fast og stabil under deres fødder. Rækkeviden var dog kun nok til at inkludere medlemmerne af Rutilus Taurus. Skulle han stabilisere flere ville det tage fokus, hvilket hans instinkter ikke tillod.
Med situationen taget under kontrol kunne han fokusere på Samsons svar, og han brød sig ikke om det. Nok var kvinden rebelsk i sin opførsel, men han frygtede at hun ville blive knækket, hvis de lod hende lege med. Han ville ikke bryde sig om at inkludere en som hende i hvad der så ud til at blive til en voldsom kamp. Der var dog ikke meget at gøre. Han havde tilbudt Samson sin hjælp i denne strid og havde derved lagt sig selv midlertidigt under den store mands ledelse. Havde han ikke været villig til at indfinde sig under disse forhold, så skulle han aldrig have udvist medvilje til at støtte den store mands mål.

Fra øjenkrogen så han hvordan Stan forlod stedet. På en og samme tid skød et hav af undrende og forstående tanker igennem hans hovede. Lysets kriger burde stille sig op imod mørket, han burde indse chancen for at støtte sin sag, men samtidig var Samsons gruppe ikke ligefrem helgener og risikoen fra at vade fra asken til ilden eksisterede stadig. Det var nok det klogeste valg at vandre væk. Så kunne han hjælpe dem, hvis det blev nødvendigt.
Fokus skød videre på Adrian. En ubetydelige mand, som spillede med musklerne. Som den fordrukne der pludselig troede han kunne lege med de store, blot for at vågne op og se virkeligheden i øjnene. Der var dog ikke meget at gøre ved den slags, de vandrede over alt, og lige meget hvad man sagde, så forstod de sig ikke på fornuft. Først når de havde smagt virkelighedens sure medicin ville de få fornuftens gave og indse at de nogle gange skulle bøje hovedet ned og vandre væk med resten af flokken.
Denaro, som udmærket vidste det ikke ville hjælpe, åbnede dog alligevel munden i retning af Adrian.
"Gå med de andre. Dette er ikke et sted for folk som dig."
Der var ingen kommando eller rang bag stemme, blot et råd fra en mand til en anden om ikke at blande sig i andre folks sager. Egentlig var det ret selvmodsigende, da Denaro netop selv stod og blandede sig i Samsons og Morgoths strid, men han kendte risikoen og vidste at det ikke var sikkert han ville forlade pladsen med livet i behold, samt at han havde gjort sig klar at han havde pligter. Noget han ikke havde haft i lange tider.

Med et lød et øredøvende brag, som lyden af torden der sprang lige ved trommehinden.
Uhæmmet skød Denaros blik i retning af lyden og de krystal blå øjne blev store. Foran ham strakte sig et væsen, hvis lige han aldrig havde set magen. Fingrene spændte sig stramt om spyddets sølvgrå stang.
Aladrios være os nådig

Renatika kunne fornemme hvordan det begyndte at svimle for øjnene på hende, og det gik, lidt for sent, op for hende at hun bestemt ikke var rask nok til at begynde at bruge magi endnu. Blot den lille bevægelse i jorden havde drænet hende voldsomt - nok var hun blevet bedre til at kontrollere sin omverden mere præcist, men prisen var meget større mængder energi end hun var vant til.
Lidt efter lidt begyndte hendes hoved at vippe forover, og gennem tågen for sine øjne kunne hun mærke folks blik vende sig mod hende, Samson's stemme sige ... et eller andet ... Hun kunne ikke finde rundt i det. Men situationen havde ikke ændret sig til det bedre.
Flere stemmer. Hun rev hånden fra jorden og tog sig til panden, ligeglad med den store mængde snavs hun fik tværet ud i sit ansigt derved. Men én stemme stod mere ud en de andre, en der var tættere på.
Hun vendte et sløret blik mod den rødhårede kvinde ved siden af sig. Hjælp? Hun var normalt ikke tryg ved at tage i mod hjælp ... men hvis kvinden her kunne få den forbandede svimmelhed til at gå væk, så ... Hun forsøgte at sætte sig bedre op, men gled i den regnvåde jord. Hun åbnede munden og--
--og glemte straks alt om at bede om hjælp.
I stedet spærrede hun øjnene op, og med ét var hun meget mere vågen. En enorm skikkelse var dukket frem af tågen og regnen som et spøgelse, og stod nu truende og stirrede på de to kvinder.
Til helvede med omtågethed og ødelagte ben, hun skulle ikke nyde noget. Med en hurtig bevægelse greb hun fat i stokken, kom på benene og bed tænderne sammen i et forsøg på at ignorere smerten. Med den frie hånd greb hun fat i kvinden ved sin side og trak hende med sig i en pludselig indskydelse.
"Væk!"

Hørende navnet på den kvindelige vampyr fra Tara, slog luften ud af maven på ham. En sur smag samlede sig i hans ene mundvige, og hjertet sank ham langsomt ned i maven. Hvis det ikke havde været for dæmonens hårdføre facade, ville den kortvarige følelse af panik have skinnet ham ud af øjnene. Et svageligt, ja nærmest ironisk smil, bevægede sig op omkring hans mund. En ubehagelig trækning dannede sig nært hans øjne, og med et forsvandt panikken og erstattedes med en langt kraftigere og gennemtrængende følelse. Hadet. Hadet knugede sig omkring hans krop og væsen. Hans persona mistede kontrol, og lod sig falde direkte ned i helvedes flammer. Han kunne ikke bide det i sig – ville ikke lade sig falde ro, og lade den verbale lussing ramme hans kind for så at ignorer den. Han ønskede at give igen; slå dobbelt så hårdt tilbage. Men han ville ikke håne hende. Sådanne mennesker var ikke til at håne, måtte han erkende. Men han kunne gøre så meget andet. Give hende hvad hun ville have, for eksempel?
Halvdæmonen formindskede afstanden imellem Tara og ham selv. Han trådte hende nærmere, helt upåvirket af konsekvenserne for dette. Med få centimeters afstand, og næserne næsten strygende op imod hinanden, talte han. Hans stemme var hviskende, men lige så gold og isende som vinden der smygede sig ind under tøjet på dem alle. De menneskelige ører ville blot hører dette som en mumlen, hvis de ikke stod de to skikkelser nært: ,,Du ønsker at lurer i mine tanker? Se hvad jeg har set; føle hvad jeg har følt – rørt, hvad jeg har rørt?” smilet blegnede pludselig, og et kridhvidt tandsæt blottede sig i en knurren. Tandkødet hævede sig som på en gal hund, imens tænderne skar. Begge hans hænder hævede sig, greb aggressivt omkring kvindens ansigt. Pege- og langfingrene trykkede sig imod hendes tindinger, imens samtlige andre fingre borede sig ind i hendes hud. Trods kvindens enorme kontrol over det menneskelige individs mentale side, var hun ham ikke ufattelig besværlig at gennemtrænge. I al sin groteskhed borede han sig igennem hendes mentale skjold, og bosatte sig som en ile der hungrede efter ofrets blod. Til forskel for blodsugeren søgte han intet fra hendes hukommelse; han ønskede ikke at gennemsøge hendes minder, tanker eller følelser. Han ønskede blot at give hende hans.
Lyden af en dunken ville være det første der fald hende ind. Denne blev højere, og hurtigere. Billedet af to skikkelser ville forme sig for hendes øjne. Den enkelte siddende på den anden, med hænderne omkring et kvindeligt ansigt. Personen der sad overskrævs kvinden er ganske lig Morgoth selv – dennes ansigt er bare langt mere markant, med en næse lige så kroget som en ørns. Hans kohl sorte øjne stirrer intenst imod kvinden under ham, imens hans hænder bevæger sig i en regelmæssig, aggressiv rytme. Hendes ansigt modelleres som det hamres imod trægulvet under hende. I takt med næsen hamres imod gulvet knækkes den, og blodet begynder at flyde. Det giver en høj knagende lyd da hendes kæbe brækkes. De isblå øjne stirrer imod Tara, som det var Morgoths egne. Tårer fyldes i disse, imens gløden langsomt slukkes. En kvindes ansigt er ikke til at se mere – blot en stor rød klump, der er formet ud fra træplankerne under hende. Salte tårer blander sig med blodet i hendes ansigt. Lyden af dunken fortsætter, og fortsætter. Og fortsætter. Billedet erstattes af mørke; mørke der langsomt snævre sig omkring kroppen og klamre sig dertil. Iskoldt stengulv trykker sig imod huden, fratager hvert eneste form for varme. Den trykker sig imod skuldrene, fødderne, armene og til sidst hovedet. Fængslets tremmer lukker alt ude, og stenmurerne forhindre alt i at se solens opstand og nedgang. En hånd griber omkring tremmerne, trækker sig frem imens en kridhvid kind gnider sig derimod. Savlet og tårerne glider sig imod metallet, imens et tykt smil former sig på de farveløse læber. De ibenholtsfarvede hår hænger i fedtede klaser fra hans ansigt, og de isblå øjne stirrer vanvittigt imod mørket. Ansigtet hamre sig imod tremmerne, indtil lyden af dunken atter overtager stilheden. Denne stopper ikke da han forsvinder i mørket, og følelsen af murene omringende ham starter atter igen. Selv samme følelse, og lyden af dunken ville fylde Tara. Gennemfylde hende indtil halvdæmonens hånd vil slippe hendes brændende hud. Hans smil er for længst blegnet fra hans læber, og livet i hans øjne er druknet i vandet i hans øjne. Han græder ikke, dette er tydeligt for enhver. Han holder sig blot for at mase hendes ansigt.

Morgoths hænder slap ikke Taras ansigt da Venus bevægede sig væk fra ham. End ikke da Samson slyngede den enkelte af hans tilhængere igennem en væg, trodsede den specielle opmærksomhed han havde tildelt Tara. Lyden af den rødhårede krystallianers stemme kunne end ikke ryste ham ud af galskaben der langsomt gennemtrængte hans krop. Hvad der derimod fik ham til at løsne jerngrebet, og til sidst fik ham til at give slip var den enorme, mandlige skikkelses tilnærmelser. Lyden af hans rustne, mørke stemme fik ham til at blinke regndråberne fra hans ansigt væk. Han slap den kvindelige krystallianers ansigt, imens han trådte nogle slatne skridt tilbage. Hans ansigt begyndte at hænge dovent bagover, og med ét formede der sig atter et smil frem på hans læber. Han trådte fremad, satte en hånd imod Taras skuldre, som han blidt skubbede væk fra sig. Han nærmede sig Samson, bevægede sig som en beruset mand. ,,De ønsker at dræbe mig, ikke sandt?” hans stemme var hæs af kulden, der havde omfavnet hans hals. ,,- Hvis De er så overbevidst om at der er en mulighed for det---” han standsede, seende imod den rødhårede skikkelse ikke langt fra ham. Hendes mosgrønne øjne fangede ham, gjorde ham mundlam for en tid. Vandets dråber omfavnede hans røde læber, dryppede derfra imens vandet endnu omklamrede hvert eneste legeme af hans krop. Et blidt smil blottede sig til ære for hende. ,,Hvorfor har De så ikke gjort det endnu?”
Skikkelsen der formede sig i tågen, strakte fremad. Dens lugt havde ikke nået halvdæmonen, hvilket gjorde ham svagt overrasket over dens eksistens. En rynke dannede sig imellem hans bryn, da hans øjne fandt vej imod denne. Rynken emmede ud, da lyden af dens knurren nåede hans følsomme hørersans. Bæstet havde opholdt sig i landet længe; jaget hvad der stod alle kært. Blodet fra dens tunge stank metallisk, og lugten fra dens krop var ham næsten uudholdelig. Langsomt bevægede halvdæmonen sig nu fremad, bevidst om den kvindelige skikkelse bag ham. Han vendte langsomt øjnene imod Samson, der længe havde søgt hans øjnes kontakt. Blikket var han letlæseligt, og situationen stod ham ganske klar. Lige så klar, som Samson tilsyneladende så den. ,,Jeg foreslår vi fortsætter samtalen, efter dette? Ja?” han rynkede næsen, da et iskoldt smil formede hans læber. Stolede han pludselig på ham? Nej. Men noget sagde ham, at han på daværende tidspunkt ikke kunne andet end at gøre det.

(SÅ ER DER LETLÆSNING TIL ALLEEE - ps. jeg undskylder det overdrevet lange svar .....)

De mandelformede honningbrune øjne klyngede sig til Morgoths isnende person, hun havde ramt noget dybt inde i ham, hans sind dirrede langt væk af vrede og smerte, det ville være tydeligt for enhver med mantalistiske evner, for alle andre lignede han blot sig selv, måske en anelse mere presset.
Folkene der omgav dem blev lukket ude for en stund, Taras spidse elverører der stak op imellem de røde lokker opfangede mere eller mindre alt, men hun koncentrerede sig kun om halvdæmonen foran hende, hun sank en klump idét han trådte hende nærmere, en syngende lyd af metal mod metal afslørede at et våben var blevet trukket, og Morgoth ville højst sandsynligt være i stand til at føle en let stikken imellem to ribben, men der blev ikke presset til. De kolde hvide hænder som tilhørte Mørkets Lord omfavnede hendes ansigt, det gik hurtigt, det hele gik hurtigt, de første sekundter vred hun sig for at komme fri, indtil en taktfast dunken fik hende til at stivne, stadig med den udsmykkede elverdaggert let presset imod den øverste del af hans krop.
Hun kneb øjnene sammen da synet af Morgoth blev mere og mere sløret for tilsidst at forsvinde i mørke, et lydløst gisp kom fra de rosa læber, da hun fandt ud af hvad der var ved at ske, Tara var blevet unaturligt dygtig til at trænge ind i sindet på folk, vende og dreje deres følelser og minder, men at holde sig ude var straks et større problem, især fra et sind hvori man allerede havde været.
Et billede dukkede op for hendes indre øje, en mand, meget lig Morgoth, og en kvinde, Tara kneb øjnene sammen i håb om ikke at se det næste, desværre var det en kamp i sindet og derfor hjalp det ikke meget. En kvalme væltede indover hende da kvindens hjerneskal gav efter, Tara vred sig, eller hun følte at hun prøvede at vride sig fri, men hendes fysiske form stod stille, faktisk mere eller mindre stivnet. Billedet for hende indre øje ændrede sig, mørket var koldt og omklamrende, hendes hjerte begyndte at hamre, så det kunne mærkes i hendes fingerspidser, og blodet i hendes tindinger dunkede som skulle hun til at dø.
Hendes voldsomme klaustrofobi tog til, og tremmerne gjorde ikke situationen meget bedre, noget der mest af alt kunne minde om panikangst skyllede ind over hende, de gyldenbrune vinger hang slapt ned langs ryggen, og en svag rysten i hele kroppen begyndte at tage over, mens myrekryb løb hende ned ad ryggen.
Til sidst lysnede det, endelig, Morgoth kom til syne foran hende, men hun flyttede sig ikke, hun stod blot og stirrede på ham, det var nærmest som at han havde paralyseret hende, indtil han gav hende et blidt skub på den ene skulder, der fik hende til at tage et vaklende skridt tilbage, hun så rundt på forsamlingen og rettede sig så op, hvorefter hun gav et halvdovent slag med vingerne, så de ikke længere hans livløst ned på jorden.
"Det var dumt!" hendes stemme var hæs og rallende og passede slet ikke til den elegante elverkrop "Ualmindeligt dumt!" hun gik tre skridt baglæns inden hun vendte sig imod Samson og sendte ham et sigende blik, den kække attitude hun normalt havde, var forsvundet som dug for solen, og først nu gik det op for hende, hvor gennemblødt hun var blevet af regnen der silede ned omkring dem alle.
Samson, Denaro må tage sig af tøsen, jeg har en idé og jeg har brug for tid, hun stillede sig helt hen til den bredskuldrede mand, hvorefter hun fiskede tre marmorkuglerne op ad en lille taske der sad ved hendes side, langsomt begyndte hun at rulle de tre kugler i hånden, men stoppede omgående, eftersom alles opmærksomhed var vendt mod noget helt tredje. Et sted kunne hun høre Morgoth snakke om at udsætte magtkampen, hvilket passede Tara udemærket. Hun skævede i den generelle retning og fik omgående øje på hvad alle de andre kiggede på. Hun bed sig kort i læben, og begyndte igen at rulle de små marmorkugler om hinanden, dette ville måske give hende tid til at få sat de rette forsvarsværker op, og klargøre sine våben imod Morgoth, hvis da de alle sammen var heldige nok til at overleve hvad de nu blev stillet overfor

Netrish ventede roligt til de civile fik samlet sig i nogenlunde god ro og orden. Hun havde forventet at alle undtagen bandemedlemmerne og mørkets tilhængere ville blive, så hendes overraskelse var slet skjult da den unde rødhårede kvinde proklamerede at hun blev hændende. Netish nikkede dog respektfuldt til hendes ønske "Din tid er ikke endnu. Men det er dit liv" sagde hun roligt og vendte opmærksomheden mod de tilskadekommende ved buskaset lidt væk.
Da kamphanen tiltalte Netrish værdigede hun ham kun et kort blik, og intet svar. Netish kendte nok ikke den konkrete konflikt mellem alle parter, men selv hun kunne se at han ikke var en del af den. Han ville bare slås. Det blev da også hurtigt bekræftet da en af de andre bad ham forføje sig.

Netrish skulle til at lade banden gør sit, og gå over for at hjælpe de sårede, da den store mand, Samsons, ord nåde hendes øre og fik hende til at tøve et øjeblik. Netrish anede ikke hvad deres konflikt om Venus handlede om, men hans tale om bandens formål var som talt fra hendes egen mund. Hun drejede sig halvt og betragtede Samson et øjeblik, med en dyb, oprigtig respekt i blikket.

De pludselige udbrud trak Netish tilbage til virkeligheden, og med et var truslen fra monsteret meget nær. "Kile være os nådig" bad hun lavmælt, inden hun med hurtigt skridt lukkede distancen over til kvinden med det sårede ben. "Til kirken, LØB" kommanderede hun de civile i forbifarten, og uden videre omsvøb skovlede hun kvinden med det sårede ben op i favnen "Vi skal nok få dig væk i et stykke" sagde hun hurtigt, men med rolig stemme, og satte afsted væk fra monsteret for at få lagt noget afstand til det. Netrish løb så hurtigt hun kunne uden at risikere at tabe kvinden. Det var bestemt ingen behagelig tur, men Netrish tanker for kvindens bekvæmelighed kunne ligge på et utroligt lille sted.

Alt det som var sket den ene ting efter den anden gjord virkelig at han ikke vidste hvad han skulle stille op lige nu men en ting var sikkert opmærksomheden var ikke på Kravenoh og det var en god ting, det var somom at opmærksomheden var på Samson og denne mørke fyrste, og det gjord bare at Kravenoh kunne gør det han var bedst til og det var at luske rundt og angribe de folk som han lystede eller som Samson vil ha han skulle gøre ondt. Kravenoh så på Samson " jeg tror denne fyr eller hvad han er nu er stortset er vild med dig, jeg ved ikke om det kun er mig der har bemærket det " sagde han og så rundt på de andre mennesker som også var til stede inden han igen så på Samson " du siger bare til hvis du vil ha jeg skal fortage mig noget " viskede han til ham.
Kravenoh vidste ikke hvad Samson vil ha ham til men udenset hvad han fandt på så vil Kravenoh helt klart glæde sig til det som sku ske.
Kravenoh så igen på de forskellige mennesker hvor nogen af dem havde han mødt før, men den som Kravenoh allermest kun huske var Denaro, og nu hvor alt opmærksomheden var væk fra ham kunne han måske i smu kaste en af hans lammelses nåle efter Denaro uden nogen vil tro det var Kravenoh.
Kravenoh ser på Morgoth som kom tætter på Samson, han kunne mærke at denne fyrste virkelig havde en kraft i sig som han aldrig havde mærket før.

Den nye trussel havde fået Stan til at lukke alt, der foregik mellem Mørket og RT ude. Kvinderne, eller mindst én af dem, lod til at have opdaget væsenet, og kom med tydeligt besvær op at stå.
Endnu engang den aften, fortrød han at han sit seneste valg. Som han nærmede sig kvinderne, kom han ligeledes nærmere væsenet i tågen, og han blev hurtigt klar over, at han havde fejlvurderet dets størrelse. Det var mindst tre meter højt, med tyk, læderagtig, sort hud. Det gik krumbøjet, hvilket betød at dets fulde højde nok var en meter til halvanden højere end før beregnet. Dets statur var næsten menneskelig, men lemmerne var lange og slanke; det yderste led af fingrene var erstattet med kløer på længde med bananer og knivskarpe; en lang og piskende hale, med en tilsvarende sylespids pig på længde med en sværdklinge for enden udsprang fra enden af dets rygsøjle, og tågen nærmest emmede ud af dets gab og fra store porer på dens skuldre.

Dets fokus var rettet mod kvinderne, så Stan var stadig ude af fare - indtil videre. Det samme kunne man dog ikke sige om dem, da den enorme, krumbøjede skikkelse bukkede sig frem imod dem. Han befandt bag monsteret, omkring dets højre side, og undveg med nød og næppe klingen på dets hale, der svingede hen over brostenene. Han fik endelig udsyn over kvindernes position, hvilken ikke var én han ønskede sig selv i. Monsteret var skræmmende tæt på, og kunne næsten nå dem med sine groteskt lange arme, hvoraf den ene allerede var på vej mod den rødhårede.

For første gang siden dragens grotte, slog han ud med venstre arm, bøjede fingrene og fremmanede en barriere mellem kvinderne og bæstet, hvis fingre slog imod den halvgennemsigtige, solide flade, der kom til syne foran den. En frygt værre end noget, han nogensinde før, toppende den han havde oplevet med dragen, og den fra da Samson ville brænde ham få øjeblikke forinden, skød op i ham, da bæstet drejede hovedet mod ham. Ansigtet var næsten menneskelignende, men meget større og det havde tilsyneladende ingen øjne. I stedet prydede en stor, kridhvid plet dens pande. Ørerne var heller ingen steder at se, og håret ligeså. Dets mund åbnede sig, og ud hang en meterlang, bloddryppende tunge, omkranset af metalskinnende, sylespidse tænder.

En gurglende snerren fra bæstets strube fyldte hans ører, og rædselen væltede ind over ham. Han havde aldrig følt sig så hjælpeløs før, og han vaklede forvildet bagud.

Venus svævede stadig et par centimeter over jorden. Ikke nok til at nogen ville lægge særligt mærke til det. Hendes kropsholdning var som stod hun stadig på jorden. Den eneste forskel var, at hun nu skiftevis steg og dale en smule. Hun havde stadig sit fokus på det monstrum, der langsomt kom ud af tågen. De dampende porer på den ryg, lignede skorstene. Som den kom nærmere tætnedes rågen så man knapt kunne se mere end fem meter frem for sig. Efter det var alt kun udtværede silhuetter. Samson og hans bande og Morgoth var stadig tydelige, men Stan, præstinden og dem, der havde valgt at tage tilflugt i kirken, var som opslugt af tågen.

Men selvom monsteret optog en stor del af Venus' opmærksomhed, så lykkedes det Samson at trænge igennem, selv om det var meget kort. Hun flyttede kun blikket fra monsteret et kort øjeblik for at se på Samson og så kun lige Netrish' respektfulde blik. Krystallisianeren forstod ikke hvorfor, for alt hvad hun selv havde hørt var Samson, der udbredte sig om en sans for retfærdighed, som Venus vidste, han ikke havde, og en ufatteligt dårlig undskyldning for at vælte en fjende af pinden for selv at få magten. For hende var der ingen forskel på Samson og Mørket. Den eneste grund til, at Samson ikke var en del af Mørket, var, at han var for magtsyg til at lade nogen som helst komme før ham.

Ikke desto mindre var Samson ikke én, man skulle undervurdere. Og det gjorde hende ikke mindre bekymret, at han hviskede så meget med sine mænd. Men lige meget, om de skulle slås mod hinanden eller mod et uhyre eller begge dele, havde hun ikke i sinde at bøje af og flygte. Hun havde stadig venner her, og den eneste måde, hun kunne hjælpe dem var ved at blive.

Så passerede Morgoths sorte skikkelse forbi hende med et forstyrrende ansigtudtryk. Venus behøvede ikke se efter ham for at vide, at han var på vej mod Tara for at give hende, hvad hun fortjente. Hun så på, uden at vide, hvad der foregik, de få sekunder, det varede. Og for hvert øjeblik blev Tara mindre og mindre fattet og selvsikker at se på. Hvad end Morgoth havde foretaget sig, måtte det ikke have været rart, Men nu var der ikke mere tid til at at spekulere på, hvad der var foregået, eller hvad tara nu foretog sig, for i samme øjeblik fik bæstet øje på bytte. Det satte tempoet op til en fart, der virkede ufatteligt for et væsen med sådan en tyngde, og i takt med, at farten steg, dampede de skorstenslignende porerer hurtigere og hurtigere.

Samson så kort mod Adrian. Han forstod tydeligvis intet, men omvendt havde Samson heller ikke forlangt at alle skulle forstå det. Det gav måske lidt at tænke over.

"Jeg kæmper hverken for lyset eller for mørket.." Brummede han forholdsvist tålmodigt, samtidig med at hans opmærksomhed var fuldt ud rettet på Tara og Morgoth. Der var ingen tvivl om at Tara havde fornærmet Morgoth, og det havde da også fået et spydigt smil frem på den store mands læber. Samsons knytnæver blev foldet en anelse ud, så de var kampklar hvis det skulle blive nødvendigt. Der skulle ikke ske Tara noget, men det var ikke nemt for Samson at bedømme hvad der foregik mellem de to. Alt hvad han lige nu gjorde var at se tiden an og betragte Taras ændrende grimasse.
Det våde pandehår havde lagt sig tæt ned til de meget lyseblå øjne og klamrede sig ind mod ansigtet.

Samson hørte Kravenoh tydeligt, og han vidste at medlemmerne hver i sær ventede på tidspunkter hvor det var deres tid til at rykke ind. De tidspunkter ville også komme.
Alt hvad der kom som svar til Kravenoh var en let dyb brummen. Han havde stadig sit blik rettet på Morgoth, og da Morgoth endelig vendte sig mod ham og begyndte at tale, blev Samsons ansigtstræk mere og mere faste og kølige at se på. Spørgsmålet om Morgoths død, fik Samson til trække et lettere usikkert smil. Han lod dog spørgsmålet forblive hængende i luften, for dyret der lurede havde vidst ikke i sinde om at vente på at alle spørgsmål blev svaret. Samson nikkede let til Morgoth, da de tydeligvis først skulle have monsteret overstået først. Hvad var det overhovedet for et dyr? Det lignede tydeligt et der var blevet sendt fra mørket.

"Morgoth, du må selv vide hvor dette monster kommer fra og hvad den reagerer overfor... Den kommer vel et sted fra din side?" Samson slyngede ordene ud, og det kunne kun gå for langsomt. Monsteret stillede sig nu på sine bagben og brølede udover på forsamlingen.
Samson begyndte at danne sit ild og ildkuglen blev større og større. Han lod ildkuglen svæve op i luften mens dens indre grader begyndte at stige.

"Denaro, bidrag med noget sand til kuglen... Will, du burde kunne få det hele til at gå ud i en eksplosion, når ilden får omdannet sandet til glas, og det skal først gøres når kuglen befinder sig lige oppe ved dens øjne. Kravenoh, du supplerer med ild for at distrahere den, så den ikke får en chance til at skubbe glasset væk inden det når frem til den. Tara, hvis noget falder fra dyret, så får du det og så skal du ind i dyrets sind, kontroller det, og bild det ind at forsamlingen her er dets værste mareridt og nemt kan slå det ihjel..."

Ildkuglen blev mere og mere hvid, og efterhånden kunne man nu også se den blå og aller varmeste flamme i midten. Kuglen fyldte desuden også mere og mere, den både varmede og lyste stedet godt op. Den svævende ildkugle over Samsons hoved, så ud til at blive holdt oppe af Samsons egne hænder, trods at der alligevel var afstand mellem ilden og håndfladerne. Kuglen var blevet godt hed og den var nu klar til at tage det næste skridt - sandet.

Adrian så rundt på de andre i forsamlingen, på nær de der ville væk og søge ly i katedralen. Selv havde han ikke til hensigt at pakke sammen, for hvis ikke monsteret blev stoppet her, ville det sikkert fortsætte sin hærgen.
Han holdte stadig lidt afstand til Samson, hvilket nok også var det klogeste, men han ville alligevel ikke stå imellem ham og monsteret. I stedet bevægede han sig roligt ud til siden, så når Samson endelig kastede den store kugle af ild og hvad hans små hjælpere end ellers tilføjede, mod monsteret stod han ikke i vejen.

Mens han bevægede sig ud til siden, begyndte han stille at koncentrere sig om jorden under monsterets fødder. Hvis kan bare kunne få jorden der til at synke eller smelte, ville monsteret forhåbentlig koncentrere sig lidt om det.

Hans øjne begyndte at lyse med en rødlig glød. Jorden under monsterets fødder begyndte stille at ryge. Samson! Jeg sørger for at den ikke flytter sig. Så du har en mulighed for at ramme. sagde han spydigt, med en ironisk stemme, mens jorden stille blev varmere og varmere. Adrian kiggede stille rundt og så at stort set alle var optaget af vederstyggeligheden, hvilket naturligvis ikke undrede ham særligt.

Will's opmærksomhed var nu fuldkommen på bæstet, hvad fanden var det også for et?
Han blev dog stående hvor han var, med blod/vandklingen der dannede sig tilfredstillende stor til at han ville kunne bruge det selv imod den, hvis det skulle blive en nødvendighed. Det gjorde ham desværre også relativt svimmel, men han måtte bide tænderne sammen og lade lort være lort. Der var vigtigere ting at se til, en at dejse om midt på kamppladsen, og hans krop regenerede da også blod så det battede, så det tog også fra energien.

.. Ikke at han ikke havde prøvet værre!
Ved Samson's ord nikker han, at smadre ildkuglen skulle ikke være det sværeste i verden, og kom der brandsår ved det, måtte det være det, og det kunne dæmonen også sagtens leve med. Han trådte halvandet skridt tættere på bæstet da så, da han blev nødt til det. Hvis han skulle kunne ramme præcist, når først det store våben var blandet med glas, så skulle han så tæt på som overhovedet muligt. Han rynkede lidt på panden da han indså at noget var ved at ske omkring monstrets fødder, og Adrian's ord fik ham til at smile let.

..Det der med at gå sammen om en fælles fjende, ikk'? Nogle gange drønkedeligt, men i dette tilfælde...

Det skulle nok blive spændende.

Denaro havde ikke samme prioritet som Samson, men måtte acceptere at hvis han gik solo, så var der ikke mange chancer for at han slap fra det i et stykke, og skønt han sjældent sagde det højt, så var han nu meget glad for stadig at have to arme og en næse.
Denaro kastede et blik på Samsons kugle. Man kunne næsten se de elektriske signaler skyde gennem hans hjerne i et hypnotiserende virvar af beskeder. Han havde to problemer. 1. Hvis han skulle lægge en kugle om ilden ville han være nød til at få det tæt nok på uden det smeltede først. 2. Hvis han lagde et lag om ilden og det smeltede, så ville det falde til jorden og kvæle ilden. Der var kun en ting at gøre.
Denaro huggede spydet dybt ned i jorden, så hele klingen forsvandt. Han havde brug for begge hænder, hvis han skulle holde kontrol.
Armerne blev slynget frem mod jorden under ilden og med et voldsomt ryk blev jorden skubbet til siden og sand begyndte at springe op. Han flyttede den venstre hånd og et nyt hul åbnede sig. Sandet fra det første hul fløj over i det andet hul, men hullet blev ikke fyldt. Tværtimod. Han roterede simpelthen sandet mellem de to huller. Hullerne gik begge flere meter ned og skulle fungere som en primitiv nedkøling indtil sandet var placeret.
Så var det næste trin.
Med et ryk satte han gang i sandet og det fløj imod kuglen af ild i en tyk stråle. Enkelte dråber af smeltet sand faldt til jorden, men en ring af et flere centimeter tykt lag sand roterede nu omkring kuglen.
Nu skulle kapslen bare lukkes. Han ville kvæle ilden, men samtidig holde på varmen. Det burde virke.
Kuglen sluttede sig om ilden med et ryk. Det inderste lag af sandet smeltede straks, men det yderste byggede sig tykkere. Han skulle holde den flyvende.

"Jeg er klar!" Lød Denaros stemme til Samson inden hans blik rettede sig imod det fremmede bæst. Han så hvordan Adrian gik til angreb på dets fødder og fulgte straks trop.
Hvis Adrian kunne nedbryde jorden under den, så kunne Denaro gribe den med sandet. Binde den til stedet.
Lange tykke tråde af sand skød op fra jorden under bæstet og greb ud efter dets arme og ben i et. Han ville binde det til trods for dets brutale styrke.

Et monster, i så sandelighed. Ikke en art; et væsen kongen havde stiftet kendskab med, men dens udseende skabte frygt omkring sig. Forståeligt, da denne ikke blot var i stand til at holde stand imod kommende angreb, men også til at slå ihjel med enorm lethed. Den størrelse var ikke problemet – faktisk var denne tværtimod en fordel, for dem alle. Den ville være klodset, og let at smyge sig udenom hvis man blot havde øje for hvad der foregik omkring en selv. Det var nærmere halen, og de yderst lange knive, beskrevet som værende dens negle, der var deres største forhindring. Derudover var der de ukendte dampe, der blandede sig med dens ildelugtende ånde – nej disse, kendte han heller ikke til. Lugten, der stammede fra disse, var dog advarende nok i sig selv. Han rynkede let næsen, imens han forvrængede ansigtet i en let, frastødende grimasse. Lugten bredte et omvendt smil frem på hans læber, sammen med de dybe rynker der dannede sig tæt omkring hans mundviger. Han vidste at med hans overmenneskelige lugtesans, at han ikke skulle lade sig selv komme for tæt på de enorme porer. Det kunne hurtigt ødelægge mulighederne for at holde fokus.
Lyden af regndråberne klaskende imod de minimale vandpytter, der lå spredt overalt på arealet de alle befandt dem på, lød som en overrumlende summen i halv-dæmonens ører. De isblå øjne kneb sig ganske let sammen, imens han behersket lod sine fingrespidser stikke af iver. Han viftede let med pege- og langfingrene, lod dem kører imod hinanden, imens han lod sig døvgøre for naturens støjende lyde. Samsons ord bragte et overfladisk smil frem på hans læber. Fingrene fandt et fast greb om sværdets håndholder, hvis tildækkede klinge havde hvilet blidt imod hans venstre ben.
En hæs latter hørtes fra den tynde hals: ,,En af mine? – Ærligt talt Samson, jeg tvivler,” stemmen var isende, men tonen bar en gnist. Ligeledes gjorde de blege øjne, der skinnede vådt.
,,- Hvis dette væsen, nej, dette monster, havde været et af mine egne, havde den så lagt an til angreb med det samme den så mig?” lyden af en sværdklinge glide imod indersiden af skeden, sang smukt i regnvejret. Den sølvfarvede klinge dryppede med naturens blod; dryppede regndråber, på den helligejord som omringede dem.
,,Men hvad ved jeg om det? – Vores tidligere ”store” leders fjæs, ramte ikke marmorgulvet af sig selv – vel?”
Blikket vægtede sig imod bandelederen; øjnene var sammenknebne på grund af det kunstige tandsmil, som prægedes kongens ansigt. Han vippede hovedet bekræftende til den ene side, imens et skummelt grin hørtes fra den hæse hals. Smilet blegnede i takt med at han bevægede øjnene imod monstret. Dets hvide øjne stirrede imod Stan, hvis rystende skikkelse blot synes at fremhæve dens aggressivitet yderligere. Den åbnede munden i et ildevarslende skrig, og begyndte at lægge an til angreb på mennesket. Angrebet RT-medlemmerne gjorde klar til, ville aldrig nå at ramme monstret før det havde gennemkløvet. Havde han selv besluttet sig for at angribe? Selvfølgelig. Ville hans angreb være til nogen nytte; ville han redde menneskets fra monstrets skarpe klør? Det ville tiden vise.
Lyden af hans fødder gennemtrængende vandpytterne, sparkede hans hjerteslag i gang. Pulsen steg, og åndedrættet blev tungere. Sværdet i hans hånd føltes overordentligt let; han havde det som om han gled hen over brodstene. Dette skete dog ikke, da han med sine egne menneskelige ben, løb fremad imod monstret. Sværdet hvilede i begge hans hænder, holdt bagud klar til at blive svunget. Da kongen var halvvejs sit mål, vendte monstrets øje imod ham. En advarende snerren hørtes derfra, og den hævede klo kastede sig frem imod ham, da han var indenfor rækkevidde. Hvis det ikke havde været for hans kraft der gjorde ham i stand til at flyve, og derved også kunne sparke ham hurtigere frem end normalt, undveg han monstrets enorme klo. Et spring og han var i luften. Han hævede klingen over sit hoved, og huggede. Klingen placerede sig fint i brystbenet. Monstret skreg som en stukken gris, og var tilsyneladende for overvældet eller lammet af smerten til at kunne reagere. Kortvarigt dinglende i luften strammede han grebet omkring sværdets håndholder. Han havde ikke styrken til at trække sværdet den vej han ville, og måtte derfor atter tage brug af hans kræfter. Han lod tyngdekraften forhøje under sig, hvilket derfor resulterede i at sværdet sprættede dyrets torso op. I det sekund Morgoth mærkede jorden under sine fødder, bakkede han. Han placerede en blodig lap på Stans ene skuldre, og rev ham efter sig. Efter at have trukket ham bag sig, placerede han atter fokusset imod monstret foran sig. Det var ikke dødt endnu, men det var døende. Blodet flød, det blandede sig med vandet under monstret. Det var stiltiende, og fandt sig selv ganske besværet med at holde sig selv oprejst. Armene og halen holdte sig i ro, og var placeret solidt imod brodstene. Til sidst var det umuligt for det at holde sig selv oppe – og ikke helt ubegrundet. Dens indvolde hang næsten ud over dens mave.
,,Bak forhelved!” han skubbede til Stan, da monstrets krop fald imod dem. Han flyttede dem begge den halve meter det var nødvendigt, og så blot til hvordan dens enorme krop hamrede imod grunden under dem. Lyden fra faldet var det værste, sammen med fornemmelsen af jorden der rystede ganske, ganske svagt under dem.
Da mærkede han hvordan hjertet slog i hans bryst. Det gjorde næsten ondt.


(SAMSONS FORSØG PÅ AT DRÆBE MONSTRET: [url=http://www.youtube.com/watch?v=AC89uUMVVts]CLICKY CLICKY[/url])

[Advarsel, makabre beskrivelser kan forekomme]

Den rødhårede elver lyttede opmærksomt til alt hvad der foregik omkring hende, idét Samson gav hans ordre satte hun af fra jorden og gav et voldsomt slag med vingerne der sendte hende flere meter op i luften, det var altid bedst med et overblik. Takket være hendes tætte forbindelse med Samsons sind var det intet problem for hende at følge med i hans tanker og ideer, selvom hun gjorde sit for at holde sig væk fra det mest personlige.
Omkring 10 meter over monsteret cirklede hun i større cirkler mens de skarpe elverøjne søgte efter en mulighed for at komme i kontakt med monteret uden at bringe sig selv i farezonen.
Dog opfangede noget helt andet hendes opmærksomhed, Morgoth vadede direkte imod det store ildelugtende bæst, et skævt smil kunne ikke undgås, hvis han ville prøve kræfter med kræet skulle han være hjerteligt velkommen til at blive ædt levende.
Dog blev udfaldet meget anderledes end hun havde regnet med, hvis Morgoth havde fået nogle solide tæsk havde det hjulpet RT godt på vej, men han nærmest bare vadede direkte forbi det og .. slog det ihjel?
En svag måben efterfulgt af en hovedrysten var ikke til at undgå fra elverens side, ingen kunne slippe afsted med sådan noget, endten var han virkelig heldig, eller unaturligt dygtig. En svag kulderysning fandt sted ned gennem ryggen på Tara, da hun indså, at hvis hun skulle slå til var det nu eller aldrig.
Hun fløj over mod Morgoth men holdt sig endnu på 15 meters afstand, endnu cirklende i luften, kort lukkede hun øjnene mens hun knugede de tre marmorkugler i den ene hånd, hun skulle bryde igennem til hans sind igen, denne gang på en større afstand, hvilket gjorde jobbet væsentligt sværre, heldigvis havde de allerede delt minder og tanker og han havde sågar rørt hende, hvilket gjorde jobbet en kende nemmere.
Dér som monsteret faldt og indvolde væltede ud var det sammen med en ganske veklendt skikkelse. Horisont var sølet ind i det ætsende mavesyre, og havde ligeledes et dybt blødende sår fra Morgoths sværd han havde hamret igennem dyret, faktisk var hun sprættet op på nogenlunde samme måde som selve kræet var, fra brystben og op til dens kraveben. Hun gav en hul hulkende lyd fra sig som hun rettede det sørgmodige blik imod Mørkets Lord "Elskede!" fremstammede kvinden og strakte den ene arm op imod ham, mens bæstets mavesyre langsomt åd sig ind til hendes knogler.
Synet var lige ved at give selv Tara kvalme og havde det ikke regnet så skrækkeligt, havde hendes hud glinset af sved, det var ikke peanuts at lave illusioner som den, og slet ikke for folk som Mørkets Lord, forhåbentligt ville Morgoth se det samme som hende, hvis ikke, var en masse kræfter spildt på ingenting. Han havde selv bedt om det, hvis man ville dele tanker og ideer med Tara skulle man også få lov til det, og det skulle Morgoth i stor grad.
Dog skulle man aldrig hvile på laurbærbladene, Morgoth var desværre midst lige så uforudsigelig som Somson, og det var slemt, hvilket fik hende til at baske yderligere meter op, parat til at rykke hvis det blev nødvendigt.

Kravenoh gør som samson siger han gerne vil ha han skulle gør og prøver at få opmærksomheden ved hjælp af ilden, Kravenoh så på det monster og var på en eller anden måde fasineret af den alt den magt man vil kunne få hvis man kunne fremkalde sådan en, han vender bliket over på tara og kniber øjne sammen.
han vender hovedet til samson " samson husk at det er os der har en fordel og sig til hvis jeg skal få elveren væk her fra " han vender blikket på de forskellige folk igen men hver gang stopper hans blik ved morgoth, på en eller anden måde var den mand lige en person efter Kravenoh smag osse selvom at han ikke var på deres side. han ser på samson igen " hvad er planen ?, og har funderet over noget hvad med at se om denne mørkefyrste kan tåle " visker han til samson og tager så nogle lammelsesnåle frem diskret sådan kun lige samson kann se dem " hvad siger du? " kravenoh vil til hver en tid prøve at vinde noget respekt ved sådan en stærk fyr, der var nok kun 3 personer som Kravenoh havde mødt som han gerne vil ha respekt af, og denne fyrste var en af dem.
han afventede lidt samson imens han så på de forskellige menneskerm måske hvis han fik lov til at gøre hvad han vil så kunne han skade en af de andre måske.

Venus svævede rundt over bæstet, så tæt på det, som hun ture. Hun var nødt til at høre, hvad der blev sagt under hende. På trods af de stinkende og lyddæmpende dampe, der konstant blev hvirvlet i hovedet på hende af en vind, der efterhånden havde fået en voldsom styrke, og på trods af tordenskraldende, der rungede mellem bymurerne, kunne han stadig med lethed høre Samson, der brølede ordre til sine folk.
Selv ingen af beskederne var henvendt til hende, kunne hun stadig indordne sig, og det betød at holde bæstet på plads. Med trænede fingrer affyrede hun den ene pil efter den anden, og sigtede for at ramme enten ben eller øjne og under tiden en arm, der var kommet lidt for tæt på de andre. Men hun nåede ikke at ramme mere end et øje og - ved et lykketræf - en knæhase, før en anden bevægelse tiltrak sig hendes opmærksomhed. Morgoth var i fuldt firspring på vej mod bæstet, og da sværdet ramte, skreg bæstet lige så højt og øresønderrivende, som en vinden ellers kun kunne gøre det oppe i Krystalbjergene, når den var stærkest.

Indvolde væltede ud i tykke slanger, mens un gulgrøn gasart hurtigt steg til vejrs. Hvis man troede, at bæstet havde lugtet slemt, så tog man fejl. Selv Venus, der nu befandt sig noget længere væk end de andre måtte holde sig for både næse om mund, mens hendes øjne løb i vand.

Kampen var ovre, hvilket betød, at en anden snart ville forsætte. Venus forsøgte at se gennem luften, der nu både var tyk af regndråber, gasser og dampe, men det var næsten umuligt, og hun havde svært nok ved at holde sig i ro med den voldsomme blæst bragende imod sig snart fra den ene, og snart fra den anden side. Men vinden var dog god for én ting. Af og til fik den skabt lufthuller i de grøngrumsede skyer, og afsløre to væsner ovre ved buskadset, der stadig lod til at være okay, dernæst Morgoth, der slæbte Stan af vejen for bæstet, der styrtede til jorden. Det voldsomme brag skabte sådan et lufttryk, at luften lige omkring den et øjeblik var næsten helt klar. I få sekunder kunne Venus skimte Kravenoh, der viskede et eller andet ubehageligt til Samson, og Tara, der var standset få meter fra Morgoth.

Dampende og stanken tætnedes dog hurtigt igen, og Venus søgte mod jorden, væk fra de stigende gasser og tættere på Samson, Kravenoh, Tara, Morgoth, Stan, Will, Adrian og Denaro.