Damia er fristet til at skrige, da pisken endnu engang rammer hende, men da hun tidligere så hans fornøjelse over hendes lidelse, var hun blevet ramt af en vældig vrede over at være trodset på den måde. Han skulle ikke få den fornøjelse af, at høre hende skrige og tigge igen. Så hun bider smerten i sig, men kan dog ikke holde gisp tilbage, da smerten løber gennem hendes trætte krop.
Da hun ser op på ham igen, stråler hendes øjne af bitterhed.

”Slå mig igen og det vil komme tilbage til dig bare meget, meget værre,, hvisker hun nærmest truende.

”Hvis du dræber mig vil du bare sætte dig selv i stor fare og alle dem du har kær,, Damia retter ryggen og skubber sig væk fra ham. Lige nu føler hun ikke andet en smerte, og hendes krop skriger for hvile, men den smule vilje hun har tilbage, tvinger hende til at fortsætte:
”Du ved intet om mig, intet. Du ved ikke om det jeg siger, er sandt eller løgn. Du har afgjort ingen grund til at stole på mig, men så igen, hvad ved du egentlig om mig? At jeg ingen skam har i livet? At jeg frygter for mit liv? At jeg er arrogant og en kvinde? Men hvad skal det hjælpe dig til at regne mig ud? Indtil videre har jeg vist mig uforudsigelig, ikke sandt?,,
Hun skulle være forsigtig med ikke at sige noget naturligt umuligt. Hun var nødt til at være uklar nogle steder og opfinde sandsynlige detaljer andre steder. Kort sagt, hun var nødt til at være kunstner.

”Hvis du dræber mig vil folk jage dig, som den usle køter du er. De vil jage dig til verdens ende, og du har ingen steder du kan gemme dig, ikke engang bag din sølle stamme oppe nordpå. Ja, du kan måske krybe i skjul i din lille hytte i norden og lade din stamme om dine problemer, men de vil bukke under. Hele din stamme vil til sidst lide et nederlag så ubærligt, at de ikke kan leve med det, og de der er tilbage vil dø for deres egen hånd, også er der intet der kan forhindre din død,,

”Men det ville nu være for mild en straf for dig. Så let slipper du ikke. Rør mig igen og det vil gå ud over din søster,, Det var den mest farlige ting hun havde sagt. Hun kan se helt klart, at kun hans forundring forhindrede ham i at dræbe hende på stedet. Hun fortsætter, med en stærk lidenskab.
”Hvis du vil sejr i denne verden Tarrak, så må du holde op med at holde af nogen, for du sætter dem bare i fare. Ja, din søster er stærk nok til at klare sig, men hvor længe vil det holde? Hun har også svagheder, og du vil ikke altid være der for hende,, Damia har aldrig i hendes liv lydt så overbevisende, og har aldrig fortalt en løgn så godt, at hun nær selv er overbevist om, at det er sandt.

Tarraks øjne lyser af arrigskab, raseri der koger i ham, men han lytter og holder sig tilbage. Hans hænder klemmer dog stadig hårdt om hendes håndled. Gemme mig.. Tskk. Tarrak så direkte ind i hendes grønne øjne, hans var som gløder, brændende varme og skarpe. Hun omtalte hans søster flere gange, hun truede ham, gennem hele hendes tale. Han var lige ved at sige noget men tav. Hun truede hans søster, hans stamme, alt hvad han havde kært, som dog ikke var så meget men aligevel. Hans øjne lyste med kraftigere skær og pisken svang sig pludselig om hendes hals, dog kun strammende, imens at han gik helt tæt på hende, så de næsten stod op af hinanden, og han så ned i hendes øjne med sådan et aggretions nivea, som kun få havde overlevet at se. " Rør mig igen og det går ud over min søster?! Hun kan klare sig selv, helt og holdent, og tro ikke, din lille... At du kan skramme mig, for så priser du virkelig ikke livet. Jeg sejrer altid, også i det næste liv, det gør jeg altid. Jeg snakker normalt ikke, for hvorfor skulle jeg, men det her, er nok det dummeste du kunne havde gjort. " Pludselig slap han hendes hænder og slog ud med næven imod hendes mave, i håb om at slå luften ud af hende, stadig med halen stramt om hendes hals til at holde hende oprejst, han ville ikke kvæle hende, kun presse hende til grænsen, men han var ligeglad om hun ville overleve hans forberedte håndtering af hende, hun skulle ikke true hans søster og alt hvad han stod for, hans stolthed! Ikke uden af vandet i sandkanten blev rødt.

Da Tarraks massive hånd farer mod hende, med sådan en fart og styrke, at det ville mere end slå pusten ud på hende, er hun allerede et skridt foran ham. For imens Tarrak havde talt i vrede til hende, havde hun haft sine tanker og sind andetsteds. Så Tarrak havde så at sige talt for døve øre. Sandet for hendes fødder, var begyndt at sno sig om hendes ben, som en slange omslutter sit bytte og kvæler det. Men barbaren var blændet af raseri og en umættelig tørst efter at se blod, at han ikke havde lagt mærke til det. Så på det tidspunkt, hvor hans næve farer mod hendes mave, bliver hele hendes krop dækket af hvidt sand og inden hun forsvinder helt, kan man se et skævt, hånende smil. Næven rammer, men møder ikke modstand, for hvad der skulle havde været en krop af kød og blod, er nu bare en krop af sandkorn, der bliver slået itu og falder til jorden, da næven laver et stort hul, hvor maven på en person skulle havde været.
Damia havde håbet på, at hun ikke var nødsaget til at lave det her trick, men at Tarrak ville lytte til hende og tage hendes ord mere livstruende, så han ikke turde at rører hende uden at tænke sig om et par gange. Men det havde desværre haft den modsatte effekt på ham. Så Damia er tvunget til at bruge den kostbare energi hun har tilbage, til at blive i ét med sine omgivelser og det er specielt svært med sand. For sand består af mange sandkorn og det krævede ekstra meget af hende at samle sine tanker om, at holde sin krop hel og samlet.
Da hun endelig dukker op, med en sikker afstand til Tarrak, har hun det frygteligt og må sande, at hun ikke kan vinde over ham, men han måtte såvel som hende gå uden den ønskede sejr, at se sin fjende på sine knæ, svag, knækket og bedende. Uden et ord, ikke så meget som en fræk kommentar, forsvinder hun i sandet igen og er borte…
//out

Et godt stykke fra det klippe udspring, der markerer denne afkrog af stranden, går en kvinde med løst, flammende rødt hår i vandkanten med sine støvler i hånden. Eller sådan ser det ud på afstand. Faktisk går hun på vandet og så langt ude, at de små bølger ikke forstyrrer.

Hjem, kære hjem... eller næsten da, tænker Venus for sig selv og smiler roligt. Hun har det i hvert fald, som om hun var kommet hjem. Her lugtede langt væk af tang, og vinden piskede både lugt og hendes røde manke tilbage i ansigtet på hende. Men hun var bedøvende ligeglad. Man kunne vende sig til den slags.

inde på breden kommer en stor mand gående og hans lang hår blæst tilbage ser ud på denne skiggelse ude på vandet og undre sig hvem er hun Talina tænker det samme og begynder at svømme ud mod skiggelsen for at se ..

Øjne i mørket, i skjul af en sandblæst klippe, følger bevægelserne af de to skikkelser der bevæger sig henholdsvis i og langs vandet. En gammel sult får hendes mave til at knurre, som et vilddyr, et kattedyr, der netop skal til at nedlægge sit bytte. Men der er hverken meget kattedyr eller vilddyr over det spinkle vampyrbarn, der denne sene og blæsende sommeraften, har bevæget sig ned mod stranden. Hun føler sig så alene, og ved snart ikke hvor hun skal lede mere. Renatika er forsvundet. Hun er væk, og ingen spor er der at finde. Renatika plejer aldrig at forsvinde på den måde - måske for alle andre, men ikke for Avia. Avia ved, at Renatika aldrig ville lade hende i stikken.
Hecate er der selvfølgelig, ejerinden af den lille tebutik hvor Avia bor og er i lære, men Hecate er bare ikke Renatika. Og selvom Avia lige nu har alt hvad hun nogensinde kunne ønske sig - en blød seng, en moderlig skikkelse og et sted at søge hen når regnen slår mod tagene, så mangler der stadig noget. Hendes veninde mangler. Nervøsiteten over hvad der kan være hændt Renatika sidder som en henkastet klump i maven, og formørker en ellers lys tid. I hvert fald for Avias vedkommende. For resten af Krystallandet er den vidst, mildt sagt, ikke så lys.

Venus forsætter sin lille dans i retning af stranden, mens hun flyder rundt i sine egne tanker. Det vil sige lige ind til hun hører en plasken i vandet, der får hende til at stoppe. Hun vender en smule forvirret blikket mod det væsen, der nu svømmer i hendes retning. Hun sætter sig ned på hug og stikker en hånd frem for at vise, at hun ikke vil den noget ondt. "Halløj," siger hun valmeldt og smiler sit sædvanlige smil. Hun lægger slet ikke mærke til, at der befinder sig andre på stranden. Og det selv om den ene skikkelse er meget svær ikke at lægge mærke til.

Begravet i det lyse sand ligger en lilla dæmon begravet. Hovedet stikker op af sandet. Resten af kroppen er simpelthen begravet, bortset fra tæerne der stikker op for enden. Et fint sandslot af en ikke så lille størrelse endda, er bygget op med det lyse sand. Det var ikke længe siden at det havde regnet, og det gjorde det nemt for dæmonen at bygge sandslottet af sandet. Normalt, ville ethvert barn sætte flag for toppen af slottets tårne. Dog var dette ikke tilfældet ved Nickazho. Han var dog heller ikke et barn, så måske var det forklaringen? Forklaringen behøvedes slet ikke at eksistere for den sags skyld. For toppen af sandslottets tårne kom der hver en hale op med hver deres dusk, i hver deres farve. Hvid, rød, blå, lilla og grøn. Hale antallet passede lige med det antal af tårne der var bygget - fem.
Den lillae dæmon havde ligget der det meste af aftenen. Han havde nydt at solen gik ned ud over havet og var kommet til noget han genkendte. Dog var det ikke på øen hvor han var vokset op, men det var stadig en strand. Enhver strand måtte jo næsten være lige så godt som stranden på Toropolis. Men lige nu var dæmonen i sovende tilstand. Hans mund var fuldt åben og ganske rigtigt, hvis man kiggede ordentlig efter, ville hans savl ud af munden også afsløre hans sovende tilstand. Øjnene var lukket fast i, og der var ingen tvivl om, at han nød stilheden i fulde drag.

Vampyrens øjne søger rundt i mørket, der nu har sænket sig mere intenst over stranden. Plasken kan høres ude i vandet, og Avia kravler lidt fremad, så hun ikke mere er skjult bag stenen. Det er mørkt nu, og det er de færreste der kan se i mørke, så den næsten tvangstanke-agtige vane med at skulle skjule sig, at dæmpet en anelse. Det er som om stilheden vækker endnu flere lyde til live - måske er det bare fordi hørelsen bliver skærpet når synet står af. I hvert fald synes Avia pludselig at kunne ænse endnu en vejrtrækning, ikke langt fra hvor hun selv er. Instinktivt presser hun sig selv op af klippestenen igen, og lytter koncentreret efter. Jo, der er bestemt en vejrtrækning, Tung vejtrækning... Hun kan intet se ude i mørket, som kunne ligne noget, der kunne lave en vejtrækning - ikke bortset fra skikkelserne i vandet, men de er for langt væk. Måske hører hun syner? De døde plejer ikke just at forstyrre hende bare for at trække vejret højt.

Et sted ude hvor vandet er langt dybere, svømmer en stor mørk skygge rundt i nærheden af overfladen: Zidiac, i hendes naturlige krystaldæmoniske form. Høj, slank og ikke mindst; blå. På hendes ryg er et par gigantiske vinger, hjælpende hende med at holde farten i vandet.
Temperaturen er for en gangs skyld udholdelig, næsten ligesom i hendes gamle hjem, hvilket nok også er grunden til at hun har været ude på en så lang tur, halvt flyvende halvt svømmende. For at holde hendes vingers styrke ved lige, men også for at se om hun skulle være i stand til at finde nogen af hendes egen slags, umuligt..

Hendes skikkelse sænker farten, stopper næsten op idet hun får øje på de andre skikkelser langs med vandet, og i vandet. Hurtigt får hun fremtvunget sin mindre, og langt mere krystaliansk udseende, hvis man da ser bort fra huden der stadig er blå, de lige så blå øjne og hår.. Og de let spidse ører.
Med stille svømmetag nærmer hun sig stranden, forsigtigt, en smule mistroisk som det ligger i hendes natur. Hun holder sig på afstand, lige indtil en pludselig undervandsstrøm fører hende et godt stykke tættere på. Hun blinker overrasket med øjnene.

Det lille væsen, der havde begivet sig over til Venus, blev genert og begyndte at padle rundt det sammen sted; omkring tyve centimeter fra hendes udstrakte hånd. Hun forsøgte sig med at strække den lidt længere frem, men det gav den stik modsatte effekt. Dyret forsvandt i samme retning som den var kommet og forsvandt i mørket.
Et skuffet ansigtsudtryk strejfede hendes ellers så muntre mine. Hun rejste sig, så sig lidt om og valgte så at spadsere ind til bredden. Næsten helt oppe ved klipperne, der dannede bagvæggen for stranden spottede Venus en sten, der var ikke mindre en perfekt at sætte sig på for at få sandet af fødderne og støvlerne på. Sandet var blødt trods den smule fugt, der stadig var tilbage i det, kunne Venus mærke, mens hun vandrede mod stenen. Så ændrede underlaget sig fra fint sand til noget, der nærmest føltes som en pude og så alligevel overhovedet ikke. Venus trådte forskrækket tilbage og forsøgte at få øje på, hvad et var i sandet. Hun var kommet til at træde Nickazho på brystkassen. Til hans held, kan man nok tilføje, at hun ikke vejede det helt store.

Nickazhos dybe søvn blev afbrudt af små afbrudte vejrtrækninger, som var et tegn på, at den lille lillae dæmon var ved at vågne fra sin dybe søvn. Han vågede ret meget, når han sådan bare kunne lægge sig til at sove. Han havde jo nok tænkt, at når han begravede sig selv, så kunne folk ikke sådan lige finde ham. Men dog havde han nok ikke tænkt over sin vejrtrækning ville kunne afsløre ham. Vandet fra havet ville måske kunne overdøve hvis det kunne ske at han snorkede en enkelt gang eller to... eller flere. Det måtte vandet havde gjort, for midt i dæmonens søvn var der nogen der trådte på dét sand, som han lå neden under. Godt der var sand imellem, for så kunne det tage lidt af vægten. Alligevel tog det ikke vægten nok, til at det føltes som intet. Der var alligevel et stød der gik gennem Nickazhos krop som fik ham ud af sin søvn og slog med det samme sine blod røde øjne op, og så direkte op på Venus som så rimelig undrende ud. Hans temperament begyndte atter at stige ham til hovedet. Det kunne sådan set sammenlignes med et termometer, hvis røde farve toppes i glasset.
Sandslottet begyndte så småt at revne, men eksploderede til sidst så sandet stod ud til begge sider, idét Nickazho nærmest sprang op med armene ude til hver side mens han nærmest baskede med dem idét han skreg op: "HVEM TROR DU EGENTLIG DU ER!?? SÅDAN AT TRÆDE PÅ FOLK DER LIGGER OG SOVER......." Nickazhos øjne var fulde af vrede, men lagde så hovedet lidt på skrå og betragtede Venus. *Ah.. en krystallisianer. Ikke nogen overraskelse..* Tænkte Nickazho mens han lukkede sine øjne lidt mens han henkastet mumlede: "Nå ja.. hvad kan man også forvente af en krystalisianer?" Nickazho vendte sig om mens han mumlede nogle bandende ord for sig selv, som Venus sikkert udemærket godt kunne høre, men man skulle tro at Nickazho undervurderede hende så meget, så meget at han tænkte at hun ikke ville kunne høre ham, selvom hun var lige bag ham. Han havde bukket sig ned til sit totalt smadrede sandslot, og begyndte at skubbe sandet op med begge hænder så det kom til at ligne et lille bjerg.
Hans tøj var totalt tilsandet, men det så ikke ud til at det generede ham det mindste. Hans lange sorte jakkelignende klæde dækkede ned over de fem haler som havde snoet rundt om dem selv inde under.

(sorry for det lange indlæg det blev til o.o)

//Oooog... vi fryser xD